Aftale om feriebolig i feriepark med serviceydelser er ikke omfattet af enekompetence for fast ejendom (Forordning 1215/2012)

Sagen omhandler fortolkningen af artikel 24, nr. 1), første afsnit, i forordning (EU) nr. 1215/2012 (Bruxelles I bis), som fastlægger enekompetence for tvister vedrørende leje eller forpagtning af fast ejendom hos retterne i den medlemsstat, hvor ejendommen er beliggende.

Tvisten opstod mellem EM, en privatperson bosiddende i Tyskland, og Roompot Service BV, en erhvervsdrivende inden for turisme med hjemsted i Nederlandene, efter at EM havde reserveret en bungalow i Roompot’s feriepark i Nederlandene for en kort periode. Aftalen blev indgået mod en samlet pris og omfattede, udover retten til kortvarig brug, også ydelser som slutrengøring og tilrådighedsstillelse af sengetøj.

Da opholdet ikke blev gennemført grundet COVID-19-restriktioner, sagsøgte EM Roompot i Tyskland for tilbagebetaling af den resterende pris. Roompot bestred de tyske domstoles internationale kompetence og hævdede, at nederlandske domstole havde enekompetence i henhold til artikel 24, nr. 1).

Landgericht Düsseldorf forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen for at afklare, om en aftale af denne type – der kombinerer kortvarig brug af en feriebolig i en kommercielt drevet feriepark med levering af supplerende tjenesteydelser mod en samlet pris – stadig skal klassificeres som 'leje eller forpagtning af fast ejendom' og dermed udløse enekompetencen.

Domstolen konkluderede, at begrebet »leje eller forpagtning af fast ejendom« som omhandlet i artikel 24, nr. 1), første afsnit, i forordning nr. 1215/2012 ikke omfatter en aftale som den i hovedsagen, når den indebærer en helhed af tjenesteydelser, der leveres mod en samlet pris af en erhvervsdrivende inden for turisme.

Vurdering af blandede aftaler

• Domstolen fastslog, at kvalifikationen af en aftale, der vedrører en helhed af tjenesteydelser ud over den blotte overdragelse af brugsretten, kræver en samlet vurdering af kontraktforholdet i sin helhed.
• Enekompetencen for fast ejendom er begrundet i, at retten på ejendommens beliggenhedssted bedst kan anvende den præceptive lovgivning, der regulerer det komplekse ejer/lejer-forhold (fx vedligeholdelse og naborettigheder).
• I den foreliggende sag udgjorde de supplerende ydelser, herunder slutrengøring, sengetøj, information, rådgivning og reservation, når de leveres af en erhvervsdrivende i en drevet feriepark, en samlet pakke, der mere ligner en aftale om tilrettelæggelse af ophold (ligner hotelophold) end traditionel leje.
• Domstolen understregede, at tilrådighedsstillelsen af en bolig i en feriepark med standardiserede strukturer, der udgør en sammenhængende helhed, og hvor opholdet tilbydes mod en samlet pris, taler for, at aftalen udelukkes fra anvendelsesområdet for artikel 24, nr. 1).