Manglende dokumentation for underleverandørydelser medfører nægtet momsfradrag

SKATs opgørelse af den nægtede momsfradrag var som følger:

Virksomhedens repræsentant fastholdt, at der skulle godkendes momsfradrag, idet [person1] opfyldte betingelserne i Momsloven § 37, stk. 1. Det blev anført, at virksomheden havde en naturlig forretningsmæssig begrundelse for at anvende underleverandører på grund af varierende opgaveomfang. Repræsentanten henviste til retspraksis, herunder SKM2013.881.BR og SKM2014.374.BR, der understøtter, at det er tilstrækkeligt at sandsynliggøre, at ydelsen er leveret. Det blev også fremhævet, at selv ved "unormale forhold" har den momspligtige krav på fradrag, hvis ydelserne de facto er leveret, jf. Landsskatterettens afgørelse af 21. februar 2013 (Landsskatterettens j.nr. 13-0016701), som afviste SKATs henvisning til SKM.2009.325.ØLD på grund af forskellige omstændigheder. Virksomheden mente, at de havde identificeret underleverandørerne, og at alle fakturaer var betalt via bankoverførsler, hvilket adskilte sagen fra tidligere praksis om "unormale forhold".

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at nægte virksomheden fradrag for købsmoms på 347.800 kr. for perioden 1. januar 2014 til 31. december 2014. Retten fandt, at virksomheden ikke havde dokumenteret, at betingelserne for fradrag i henhold til Momsloven § 37 var opfyldt.

Landsskatteretten lagde særligt vægt på følgende:

• Der var ikke fremlagt underskrevne samarbejdskontrakter med underleverandørerne [virksomhed3], [virksomhed4] eller [virksomhed5]. Den fremlagte kontrakt med [virksomhed2] var ikke underskrevet og blev anset for at være af generel karakter, uden at fastlægge det nærmere samarbejde.
• Der var ikke fremlagt timesedler eller arbejdssedler, der kunne dokumentere eller godtgøre, at arbejdet faktisk var udført.
• Virksomheden havde ikke fremlagt fakturaer, der opfyldte betingelserne i henhold til Momsbekendtgørelsen § 61. Beskrivelsen af de udførte tjenesteydelser var af så generel karakter, at det ikke var muligt at fastlægge omfanget og arten af de angivne ydelser.
• De fremlagte kontoudskrifter, der viste betaling af fakturaerne, ændrede ikke ved den manglende dokumentation for de udførte ydelser.

SKAT mente, at virksomheden vidste eller burde have vidst, at den deltog i momssvig, og at den ikke havde udvist tilstrækkelig omhu (due diligence) ved valg af underleverandører. For de perioder, hvor virksomheden ikke havde angivet moms, fastsatte SKAT momstilsvaret skønsmæssigt baseret på en analyse af indehaverens bankkonto.

Klagerens argumenter

Virksomheden hævdede, at det fakturerede arbejde reelt var blevet udført af underleverandørerne. Til støtte herfor fremlagde virksomheden fakturaer, samarbejdsaftaler, timesedler og dokumentation for betaling via bankoverførsler. Virksomheden anførte, at den havde udført due diligence ved at kontrollere underleverandørernes CVR-numre og referencer, hvilket var i overensstemmelse med branchekutyme. Krav om at kontrollere underleverandørernes interne regnskaber og skattebetalinger blev anset for urimeligt og umuligt at efterkomme. Virksomheden fremlagde desuden efterangivelser for de manglende perioder og argumenterede for et væsentligt lavere momstilsvar.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten gav SKAT medhold i de væsentligste punkter.

Skønsmæssig ansættelse: Retten fandt, at SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af momsen for de perioder, hvor virksomheden ikke havde angivet rettidigt, jf. Opkrævningsloven § 5, stk. 2. Skønnet, der var baseret på konkrete posteringer på indehaverens bankkonto, blev anset for velbegrundet og retvisende.

Nægtelse af momsfradrag: Retten fandt, at virksomheden ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var leveret reelle, momspligtige ydelser fra underleverandørerne, jf. Momslovens § 37. Retten lagde afgørende vægt på:

• Den gennemgående stavefejl ("fakture") på fakturaer fra forskellige leverandører.
• At underleverandørerne ikke havde registrerede ansatte, selvom de fremlagte timesedler viste, at et større antal personer skulle have udført arbejde.
• At fakturaerne var så uspecificerede, at de ikke opfyldte kravene i Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1.

På denne baggrund konkluderede retten, at fakturaerne ikke kunne anses for reelle. Betaling via bankoverførsel var ikke i sig selv tilstrækkeligt bevis for levering.

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse, men til ugunst for virksomheden. Retten konstaterede, at SKAT havde overset en faktura på 8.675 kr. i moms i sin opgørelse. Da denne faktura også blev anset for ikke-reel, blev det samlede nægtede fradrag forhøjet, og det endelige momstilsvar blev fastsat til 463.234 kr.