Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Resultat
Sted
Emner
Dokument
Parter
Sagsøgere
Appellant, tidligere Sagsøger
Advokat: Advokat Frederik Nordstjerne Rasmussen (prøve)
Sagsøgte
Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte
Advokat: Beskikket advokat Rasmus Mangor Andersen
Dommere
Rikke Skovby
Landsdommer
Anne Thalbitzer
Landsdommer
Jesper Kirstein
Konstitueret Landsdommer
Relaterede love
Sagen omhandler tre sambehandlede skifteretssager mellem to tidligere ægtefæller (Appellant og Appelindstævnte), som appellerede domme fra Retten i Roskilde.
Appellant (tidligere Sagsøger) gjorde gældende, at indboet ikke var delt i mindelighed efter samlivsophævelsen i august 2019, da han ikke havde haft adgang til det fælles hjem, og at Appelindstævnte (tidligere Sagsøgte) havde handlet ansvarspådragende. Han påstod sig tildelt halvdelen af indboets værdi, som han, baseret på en skønserklæring, havde opgjort til 1.833.891 kr. Han forhøjede sin påstand til 916.945,50 kr.
Appelindstævnte bestred, at hun var i besiddelse af indboet, og anfægtede skønserklæringens bevisværdi, da den alene var baseret på Appellants ensidigt udarbejdede lister. Hun anførte desuden, at skønserklæringen var ugyldig, da skønsmanden havde undladt at indkalde parterne til skønsforretningen, hvilket er et krav efter Retsplejeloven § 203, stk. 1.
Sagen omhandlede to udaterede aftaler fra 25. marts 2019 ("Ægtepagt" og "Begunstigelseserklæring"). Aftalerne tilsigtede at dele Appellants invalidepension og kapitalpension samt give Appelindstævnte 100.000 kr. forlods ved skilsmisse.
Tvisten vedrørte Appelindstævntes ret til forlods at udtage en del af sin personskadeerstatning på 2.005.304,96 kr., som i år 2000 blev brugt til indfrielse af et lån på 696.665,40 kr. i den fælles ejendom. Appelindstævnte påstod, at beløbet var i behold, jf. Ægtefælleloven § 36, stk. 1, da det var anvendt til betaling af gæld, der kunne fratrækkes i delingsformuen, jf. . Appellant bestred dette med henvisning til, at pengene var sammenblandet med fælles midler, og at den senere optagelse af et nyt, større lån i ejendommen betød, at værdien ikke var 'i behold' som identificerbar særeje.
Alle sager har involveret en betydelig bevisførelse, herunder afhøring af skønsmand om indbovurdering samt vidneforklaringer om aftaleindgåelse og forløbet omkring skilsmissen.
Landsretten traf afgørelse i alle tre sager:
Landsretten afviste Appellants påstandsforhøjelse, da betingelserne i Retsplejeloven § 384 ikke var opfyldt. Landsretten afviste Appelindstævntes påstand om, at skønserklæringen skulle udgå af sagen, trods den formelle fejl vedrørende indkaldelse til skønsforretning.
Retten lagde til grund, at indboet ikke var delt, og at Appellant kun havde fået udleveret få ejendele. Da indbolisterne og skønserklæringen (baseret på ensidige lister) ikke kunne lægges til grund for værdifastsættelsen, fastsatte Landsretten indboets værdi skønsmæssigt til 200.000 kr. Appellants mest subsidiære påstand blev delvist taget til følge:
Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte skal anerkende, at værdien af parterne indbo skal indgå i delingsformuen med 200.000 kr.
Landsretten tiltrådte, at Appellant havde underskrevet aftalerne. Retten fandt dog, at aftalerne ikke var indgået i forbindelse med en aktuel separation eller skilsmisse, som krævet i Ægtefælleloven § 32. Dette blev underbygget af, at skilsmisseansøgningen først kom næsten fem måneder efter aftaleindgåelsen, og at intern korrespondance i mellemtiden (april-juli 2019) tydede på, at parterne fortsat planlagde en fælles fremtid.
Landsretten tiltræder derfor, at aftalerne er ugyldige, hvorfor byrettens dom i denne sag stadfæstes.
Landsretten fandt, at Appelindstævnte havde godtgjort, at 506.722,89 kr. af hendes erstatningsbeløb blev anvendt til at indfri gæld i ejendommen. Da friværdien i ejendommen på intet tidspunkt havde været lavere end dette beløb, blev det anset for at være i behold, jf. Ægtefælleloven § 36, stk. 1, jf. Ægtefælleloven § 29, stk. 1.
Skifterettens dom stadfæstes med den ændring, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte forlod kan udtage 506.722,89 kr. (i stedet for det skønsmæssigt fastsatte beløb på 525.000 kr. fra Skifteretten).
Landsretten fandt, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for byretten eller landsretten til den anden part eller til statskassen, da sagernes udfald betød, at hver part for en del havde vundet og for en del havde tabt. Appellant skal endeligt afholde omkostningerne til syn og skøn.

Regeringen og en række partier er enige om at stramme trossamfundsloven for at modvirke religiøse kontrakter, der tvinger kvinder til at fraskrive sig deres rettigheder ved skilsmisse.

Klageren havde en familieforsikring i Alm. Brand Forsikring A/S og klagede over, at selskabet afviste at udbetale erstatning efter et indbrudstyveri. Selskabet tilbød at deponere erstatningen, da både klageren og hans ekskone gjorde krav på den.
Klageren krævede, at Alm. Brand A/S skulle betale ham 112.938,25 kr. svarende til skadesopgørelsen fratrukket værdien af et Smart-TV og to kasser øl. Han argumenterede med, at han var blevet skilt fra sin ekskone, og at formuefællesskabet var ophørt. Han anførte, at han havde betalt præmierne på hus-, indbo- og ulykkesforsikringerne, og at Alm. Brand A/S havde bekræftet, at eventuel erstatning ville tilgå hans konto. Klageren fremlagde dokumentation for, at de stjålne effekter (alu-fælge og Bang & Olufsen BeoLab) var købt af ham, og at hans ekskone ikke havde fremlagt dokumentation for, at de tilhørte hendes bodel. Han henviste til et møde hos en bobehandler, hvor han tilbød ekskonen at udtage indboet, men mente, at dette ikke omfattede de stjålne effekter.
Ankenævnet på Energiområdet har afgjort principielle sager om elselskabers ret til at kræve sikkerhedsstillelse og gyldigheden af telefonsalgsaftaler.
Ny sag om udtrædelsesgodtgørelse - Betingelserne for udtrædelsesgodtgørelse var ikke opfyldt
Alm. Brand A/S afviste at udbetale erstatningen, da der var uenighed om, hvem de stjålne effekter tilhørte. Selskabet anførte, at klagerens ekskone også havde fremsat krav om erstatning, og at hun havde oplyst, at alt indbo var overdraget til hende. Selskabet mente, at de ikke kunne fastslå, hvem der havde ret til erstatningen, og tilbød derfor at deponere beløbet. De anførte, at tilsagnet om, at skadeudbetalinger ville blive betalt til klageren, kun gjaldt skader, som klageren havde krav på, og ikke kunne udvides.
Klagerens advokat anførte, at bodelingen var afsluttet, da begge parters bodele var insolvente. Alm. Brand A/S fastholdt, at de ikke havde modtaget tilstrækkelig dokumentation for bodelingen og derfor ikke kunne vurdere, hvem erstatningen skulle udbetales til.

Klageren havde livsforsikringer i Danica og klagede over selskabets sagsbehandling i forbindelse med en bodeling. Klager...
Læs mere
Sagen drejer sig om en klage fra en mand over, at Danica Pension udbetalte halvdelen af en livsforsikringssum til hans f...
Læs mere