Direktør fundet personligt erstatningsansvarlig for selskabs gæld efter ansvarspådragende adfærd

Sagen udsprang af en tvist om betaling for transportydelser. Appelindstævnte I/S (tidligere sagsøger) krævede betaling af en faktura på 255.763,18 kr., som var udstedt til Virksomhed ApS 2, hvor appellant var registreret direktør.

Baggrund for tvisten

Appellant var direktør i Virksomhed ApS 2 fra februar til august 2022. Selskabet havde ingen biler, ansatte eller egen bankkonto. Appellant forklarede, at hun kun påtog sig direktørposten for at hjælpe, da selskabet manglede en direktør, og at den reelle drift blev varetaget af andre, herunder en person, der var insolvent.

Faktureringen for de udførte kørsler blev håndteret af et tredje selskab, Virksomhed A/S, da Virksomhed ApS 2 ikke kunne få en bankkonto. Kommunikationen om betaling foregik primært mellem appellant og en repræsentant for appelindstævnte.

Sagens forløb

Byretten i Roskilde dømte oprindeligt appellant til at betale beløbet. Appellant ankede dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse.

I landsretten fremførte appellant et nyt anbringende om, at Appelindstævnte I/S ikke var rette sagsøger, da den oprindelige faktura var udstedt af Virksomhed A/S. Appelindstævnte I/S påstod, at dette nye anbringende skulle afvises.

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom.

Afvisning af nyt anbringende

Landsretten afviste appellantens nye anbringende om, at Appelindstævnte I/S ikke var den rette part i sagen. Anbringendet blev anset for at være fremsat for sent og blev derfor ikke tilladt i henhold til Retsplejeloven § 383, stk. 1.

Vurdering af erstatningsansvar

Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse og fandt, at appellant, i sin egenskab af direktør for Virksomhed ApS 2, havde handlet ansvarspådragende. På baggrund af de fremlagte oplysninger om kravets opgørelse og appellantens adfærd, blev hun fundet personligt erstatningsansvarlig for selskabets gæld i medfør af Selskabsloven § 361, stk. 1.

Kravet blev fastsat til 255.763,18 kr.

Sagsomkostninger

Appellant blev pålagt at betale sagsomkostninger for landsretten med 30.000 kr. til Appelindstævnte I/S. Beløbet skulle forrentes i henhold til Renteloven § 8a.