Tæller skattefrie udstationeringstillæg med i mindstelønnen? Fortolkning af Industriens Overenskomst og udstationeringsdirektivet

Klager: Det påhviler derfor BIC at afkræfte denne formodning, hvis tillæggene helt eller delvist skal kunne anses som løn, og tillige at godtgøre, at den pågældende del af tillægget i så fald er en løndel, der kan henregnes til mindstelønnen.

Dansk Arbejdsgiverforening for DI for BIC Electric Sp.zo.o. frifindes.

Rettens begrundelse

Arbejdsretten fastslog, at overenskomsten, da den ikke indeholder en nærmere definition af mindstelønsbegrebet, skal fortolkes i overensstemmelse med Udstationeringsdirektivet (Direktiv 96/71), i tråd med Arbejdsrettens tidligere kendelse af 8. november 2011 (AR2008.464).

Ifølge direktivets artikel 3, stk. 7, 2. led, betragtes ydelser specifikt vedrørende udstationeringen som en del af mindstelønnen, medmindre de udbetales som godtgørelse af udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen (rejse, kost og logi).

1. Formodningen om udgiftsdækning: Arbejdsretten anerkendte, at den skattefrie udbetaling af tillægget skabte en formodning for, at det dækkede udgifter, og at bevisbyrden lå hos BIC for at afkræfte dette.
2. Afkræftelse af formodningen: Retten fandt, at BIC havde afkræftet denne formodning ved at dokumentere og forklare, at virksomheden betalte de ansattes ugentlige udgifter til transport til Polen samt for logi (Bed and Breakfast med køkkenfaciliteter) i Danmark. Retten lagde vægt på, at medarbejderne kunne medbringe mad fra Polen og tilberede den i lejligheden, hvilket minimerede ekstraudgifter forbundet med kost.
3. Løndel: Arbejdsretten konkluderede, at de fremlagte dokumenter og afgivne forklaringer i tilstrækkelig grad underbyggede BICs påstand. BIC havde godtgjort, at udstationeringstillæggene udgjorde en løndel, der kunne henregnes til mindstelønnen, uanset at tillægget var udbetalt skattefrit efter polsk lovgivning.

Da BIC havde løftet bevisbyrden, blev tillægget anset for en del af den overenskomstmæssige mindsteløn, og den indklagede virksomhed blev derfor frifundet.

Satakunnan käräjäoikeus forelagde en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af EU-retten, herunder direktiv 96/71 om udstationering af arbejdstagere, artikel 56 og 57 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser og artikel 47 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder.

De centrale spørgsmål var:

• Om en fagforening kan gøre artikel 47 i EU-chartret gældende som umiddelbar retskilde over for en tjenesteyder fra en anden medlemsstat.
• Om EU-retten er til hinder for, at national ret anvender en bestemmelse i arbejdstagerens hjemstat, der forhindrer overdragelse af et lønkrav til en fagforening i beskæftigelsesstaten.
• Hvorvidt begrebet mindsteløn omfatter forskellige lønelementer som grundløn, akkordløn, feriepenge, dagpenge og godtgørelse for transporttid.