Afgørelse om omkostningsgodtgørelse ved klage over henstand med registreringsafgift

Retten bemærkede, at reglerne om henstand med betaling af skat, som en klage over opgørelsen vedrører, blev lovfæstet i Skatteforvaltningsloven § 51. Disse regler fremgik tidligere af Bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 § 27, hvor afgørelser om henstand kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen, ikke Landsskatteretten. Det fremgik af bemærkningerne til den dagældende Skattestyrelsesloven § 33d, at der ikke blev ydet godtgørelse i sager om told og afgifter, der ikke vedrørte afgiftsgrundlaget, men derimod sager om registrering, regnskab, betaling, kontrol o.lign., hvor sagkyndig bistand ikke var påkrævet.

Landsskatteretten fastslog, at klager over afgørelser om henstand efter Skatteforvaltningsloven § 51 afgøres uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, jf. Bekendtgørelse nr. 1262 af 24. oktober 2007 § 1, stk. 1, nr. 123. Da spørgsmålet om henstand med betaling af registreringsafgift anses for at vedrøre afgifter, var betingelserne for at undtage sagen fra omkostningsgodtgørelse opfyldt. Det forhold, at Landsskatteretten i henstandssagen havde afgivet en medholdsvurdering, var uden betydning, da denne alene er vejledende.

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om fuld omkostningsgodtgørelse. Argumentet var, at selvom sagen vedrørte afgifter og blev afgjort uden læge retsmedlemmer, var der tale om en hæftelsessag. Klageren mente, at dette faldt ind under undtagelsen til undtagelsen i Skatteforvaltningsloven § 55, stk. 2, som angiver, at sager om told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol er undtaget fra godtgørelse, bortset fra hæftelsessager.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten gennemgik den historiske udvikling af reglerne for omkostningsgodtgørelse, herunder ændringer i Skattestyrelsesloven § 33 d og den senere Skatteforvaltningsloven § 55. Det blev fremhævet, at Landsskatteretten med Skatteforvaltningsloven § 11, stk. 1, nr. 1 blev klagemyndighed for SKATs afgørelser, og at Skatteforvaltningsloven § 13, stk. 3, 1. pkt. giver retspræsidenten bemyndigelse til at bestemme, at visse sagstyper kan afgøres uden medvirken af ordinære retsmedlemmer. Disse sager er typisk dem, der tidligere blev behandlet af told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen, og hvor sagkyndig bistand ikke blev anset for påkrævet.

Retten fastslog, at udgangspunktet i Skatteforvaltningsloven § 55, stk. 1, nr. 1 er, at der ydes omkostningsgodtgørelse ved klage til Landsskatteretten. Dog indeholder Skatteforvaltningsloven § 55, stk. 2 en undtagelse for sager vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, når de afgøres uden ordinære retsmedlemmer. Den konkrete sag om hæftelse for registreringsafgift var afgjort uden ordinære retsmedlemmer, hvilket betød, at den faldt ind under denne undtagelse.

Landsskatteretten præciserede endvidere, at den undtagelse til undtagelsen i Skatteforvaltningsloven § 55, stk. 2, der vedrører hæftelsessager, kun gælder for hæftelsesspørgsmål i forbindelse med arbejdsgiverkontrol. Da den foreliggende sag vedrørte hæftelse for registreringsafgift og ikke arbejdsgiverkontrol, fandt retten, at undtagelsen til undtagelsen ikke var relevant. Derfor var klageren ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand.