Retternes kompetence i sager om koncessionskontrakter – Gyldighed af værnetingsklausuler på fakturaer under Bruxelles I-forordningen

Denne sag om præjudiciel forelæggelse fra Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto, Portugal) vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (Bruxelles I-forordningen) om retternes kompetence og anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Hovedsagen omhandler et erstatningskrav anlagt af det portugisiske selskab Lusavouga-Máquinas e Acessórios Industriais SA mod det belgiske selskab Saey Home & Garden NV/SA i forbindelse med opsigelsen af en koncessionskontrakt. Kontrakten var indgået mundtligt og vedrørte Lusavougas eneforhandling og markedsføring af Saeys produkter (køkkenudstyr af mærket »Barbecook«) på det spanske marked, hvor ingen af parterne havde filial.

Da Saey opsagde samarbejdet, sagsøgte Lusavouga Saey i Portugal og krævede erstatning for tab og kundegodtgørelse. Saey bestred de portugisiske retters kompetence og hævdede, at enten belgiske retter var kompetente i henhold til en værnetingsaftale nævnt i de almindelige forretningsbetingelser på fakturaerne, eller at de spanske retter var kompetente, da Spanien var opfyldelsesstedet for koncessionens karakteristiske forpligtelse.

Centrale spørgsmål for Domstolen

• Skal en værnetingsaftale, der kun er anført i de almindelige forretningsbetingelser, som fremgår af ensidigt udstedte fakturaer, opfylde formkravene for enekompetence i artikel 25 i forordning nr. 1215/2012?
• Hvordan skal opfyldelsesstedet for den karakteristiske forpligtelse i en koncessionskontrakt fastlægges i henhold til artikel 7, nr. 1), litra b), når kontrakten indgås mellem selskaber i to medlemsstater, men vedrører markedsføring i en tredje medlemsstat?

Domstolen fastslog, at de belgiske retter ikke var enekompetente i medfør af en værnetingsaftale, da de formelle krav i forordning nr. 1215/2012 ikke var opfyldt. Dernæst fastlagde Domstolen reglerne for særkompetence ved koncessionskontrakter som aftaler om levering af tjenesteydelser.

Vurdering af Værnetingsaftalen (Artikel 25)

Domstolen understregede, at formkravene i artikel 25 skal fortolkes strengt, og at den samstemmende vilje skal være klart og præcist godtgjort. En ensidig henvisning på fakturaer for individuelle køb er som udgangspunkt ikke tilstrækkelig:

Artikel 25, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 skal [...] fortolkes således, at en værnetingsaftale som den i hovedsagen omhandlede, som er fastsat i de almindelige forretningsbetingelser, der er nævnt i de fakturaer, der udstedes af den ene af de kontraherende parter, ikke opfylder denne bestemmelses krav.