Afvisning af forbudsbegæring mod tysk statsborger og tysk virksomhed grundet manglende dansk værneting og manglende tilknytning til Danmark

Sagen omhandlede en begæring om midlertidigt forbud og påbud nedlagt af Lind DNA ApS (sagsøger) mod Markus Graf (sagsøgte 1) og Nature Brands GmbH (sagsøgte 2). Lind DNA, en dansk virksomhed, der producerer designprodukter af genbrugslæder, herunder ovale dækkeservietter, søgte at forbyde sagsøgte 1 og 2 at have forretningsmæssig kontakt vedrørende produktion og salg af lignende produkter i Tyskland og Østrig. Begæringen var baseret på en tidligere distributionsaftale mellem Lind DNA og Nature Brands, samt påståede overtrædelser af Markedsføringsloven § 3, § 22, § 23, Ophavsretsloven og Varemærkeloven.

Baggrund for Sagen

Lind DNA og Nature Brands indgik en distributionsaftale med virkning fra 1. november 2016, hvor Nature Brands skulle stå for salg og service af Lind DNA's produkter i Tyskland, Østrig og Schweiz. Aftalen var underlagt dansk ret og indeholdt en konkurrenceklausul (artikel 10), en fortrolighedsklausul (artikel 11 og 18) og bestemmelser om varemærker (artikel 19). Konkurrenceklausulen var gældende i kontraktens løbetid og 6 måneder efter dens ophør. Parterne var enige om, at distributionsaftalen ophørte den 30. september 2017.

Markus Graf er tysk statsborger og ejer af Nature Brands GmbH samt enkeltmandsvirksomheden Nature Group. Lind DNA påstod, at Markus Graf og Nature Brands, gennem Nature Group, havde påbegyndt salg af dækkeservietter i genbrugslæder med oval udformning på det tyske marked, herunder til Lind DNA's tidligere storkunde Ikarus. Lind DNA mente, at dette var en overtrædelse af konkurrenceklausulen og en utilbørlig udnyttelse af erhvervshemmeligheder og kundekartotek, samt en krænkelse af deres immaterielle rettigheder.

Parternes Påstande

Lind DNA's påstande:

• Forbud mod Markus Graf og Nature Brands i 12 måneder mod forretningsmæssig kontakt vedrørende produktion og salg af genbrugslæderprodukter i Tyskland og Østrig.
• Øjeblikkeligt ophør af enhver forretningsmæssig kontakt vedrørende produktion og salg af genbrugslæderprodukter i Tyskland og Østrig.

Markus Graf og Nature Brands' påstande:

• Afvisning af sagen, subsidiært nægtelse af fremme.
• Mere subsidiært, at Lind DNA skulle stille sikkerhed på mindst 1.000.000 kr., hvis et foreløbigt forbud blev nedlagt.

Sagsøgte gjorde gældende, at Sø- og Handelsretten ikke havde stedlig kompetence over for Markus Graf, da han var tysk statsborger og ikke part i distributionsaftalen. De bestred også gyldigheden og overtrædelsen af konkurrenceklausulen og anførte, at dansk markedsføringslov ikke fandt anvendelse på aktiviteter i Tyskland og Østrig. De mente desuden, at Lind DNA ikke havde eneret til at sælge dækkeservietter af genbrugslæder eller til runde former på disse.

Sø- og Handelsretten afviste forbudsbegæringen mod Markus Graf og nægtede fremme af forbudsbegæringen mod Nature Brands GmbH.

Rettens Begrundelse

Vedrørende Markus Graf: Retten fandt, at sagen mod Markus Graf skulle afvises på grund af manglende stedlig kompetence. Udgangspunktet er, at sagen skal anlægges i Tyskland, hvor Markus Graf har bopæl. Selvom kravet mod Markus Graf var snævert forbundet med kravet mod Nature Brands, byggede værnetinget for Nature Brands på en værnetingsaftale, og der var ikke grundlag for at identificere Markus Graf med Nature Brands i denne henseende. Der var heller ikke andet grundlag for værneting i Danmark for sagen mod Markus Graf.

Vedrørende Nature Brands GmbH: Retten nægtede at nedlægge forbud mod Nature Brands GmbH. Begrundelsen var som følger:

• Konkurrenceklausulen: Da parterne var enige om, at distributionsaftalen ophørte den 30. september 2017, og konkurrenceklausulen ifølge aftalen kun var gældende i kontraktens løbetid og 6 måneder efter ophør, kunne klausulen ikke længere danne grundlag for et midlertidigt forbud på afgørelsestidspunktet. Retten fandt det derfor unødvendigt at tage stilling til klausulens gyldighed og overtrædelse.

• Immaterielle Rettigheder: Retten fandt det ikke sandsynliggjort, at de omhandlede dækkeservietter i genbrugslæder var beskyttet af ophavsret eller varemærkeret. Designbeskyttelsen var ubestridt udløbet. Nature Brands' henvendelser til Lind DNA's kunder blev ikke anset for at have indebåret udnyttelse af erhvervshemmeligheder, men var reguleret af distributionsaftalens konkurrenceforbud, som nu var udløbet.

• Markedsføringsloven: Retten fastslog, at Nature Brands' aktiviteter på det tyske marked ingen tilknytning havde til Danmark og derfor faldt uden for den danske Markedsføringsloven's anvendelsesområde. Selvom distributionsaftalen var underlagt dansk ret, kunne dette ikke udstrækkes til at bedømme parternes efterfølgende forhold på det tyske marked efter offentligretlige danske regler om god markedsføringsskik. Retten fandt heller ikke, at spørgsmålet om tysk markedsføringslov hørte under danske domstole.

Samlet set fandt retten ikke grundlag for at nedlægge forbud baseret på hverken parternes kontrakt eller dansk markedsføringslov for aktiviteter på det tyske marked.

Sagsomkostninger

Lind DNA ApS blev pålagt at betale sagsomkostninger på 19.500 kr. ekskl. moms til Markus Graf og 25.000 kr. ekskl. moms til Nature Brands GmbH. Beløbene forrentes efter Renteloven § 8a.