Afgrænsning af forbrugerkøb: Direktiv 1999/44/EF om garantier gælder ikke for entreprisekontrakter (renovering af svømmebassin)

Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra Landgericht Hannover (den regionale ret i første instans i Hannover, Tyskland) i en tvist mellem forbrugeren Heike Schottelius og entreprenøren Falk Seifert.

Tvisten udsprang af en ordre, som Schottelius’ mand havde afgivet til Seifert vedrørende renovering af et svømmebassin på deres grund. Efter at arbejdet var godkendt og betalt i 2011, blev der konstateret alvorlige mangler ved blandt andet rengøringssystemet og pumpen. Heike Schottelius, der havde fået overdraget garantirettighederne fra sin mand, anlagde sag for at få refunderet udgifter til selvafhjælpning af manglerne, da entreprenøren undlod at imødekomme afhjælpningsanmodninger.

Det nationale retlige problem

Ifølge tysk obligationsret (BGB) krævede sekundære garantirettigheder (som f.eks. selvafhjælpning og erstatning for udgifter hertil) i forbindelse med entreprisekontrakter, at ordregiveren (forbrugeren) først fastsatte en udtrykkelig, rimelig frist for entreprenøren til at afhjælpe manglerne. Da fristfastsættelsen i denne sag var foretaget af hendes mand, efter at han havde overdraget rettighederne, anså den nationale ret den for ugyldig.

Den forelæggende ret spurgte Domstolen, om artikel 3, stk. 5, i direktiv 1999/44/EF (forbrugerkøbsdirektivet) skulle fortolkes således, at det etablerede et EU-retligt princip, hvorefter det var tilstrækkeligt, at sælgeren ikke havde afhjulpet manglen inden for en rimelig tid – uden krav om en formel fristfastsættelse – og om national lovgivning, herunder for entreprisekontrakter, i så fald skulle fortolkes indskrænkende i overensstemmelse hermed.

Den Europæiske Unions Domstol erklærede sig inkompetent til at besvare det præjudicielle spørgsmål, da direktiv 1999/44/EF om forbrugerkøb og garantier ikke fandt anvendelse på den omhandlede tvist i hovedsagen.

Domstolens kompetence og direktivets anvendelsesområde

Domstolen bemærkede, at dens kompetence er betinget af, at de EU-retlige bestemmelser, den skal fortolke, rent faktisk finder anvendelse i hovedsagen. Både den tyske regering og Europa-Kommissionen havde rejst indsigelse mod Domstolens kompetence med henvisning til, at kontrakten var en entreprisekontrakt og ikke en købsaftale i direktivets forstand.

Domstolen fastslog, at direktiv 1999/44/EF alene finder anvendelse på »købsaftaler« i EU-retlig forstand. Direktivets anvendelsesområde er begrænset til:

• Aftaler om køb af forbrugsvarer i snæver forstand.
• Aftaler om levering af varer, som først skal tilvirkes (artikel 1, stk. 4).
• Installation af en vare, når denne indgår i købsaftalen (artikel 2, stk. 5).