National domstols pligt til ex officio kontrol af urimelige vilkår i udeblivelsessager mod forbrugere (direktiv 93/13/EØF)

Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra Sąd Okręgowy w Poznaniu (den regionale domstol i Poznań, Polen) om fortolkningen af artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. Hovedspørgsmålet er, om nationale procedureregler, der pålægger retten at lægge den erhvervsdrivendes (kreditors) anbringender til grund som korrekte i en udeblivelsessag mod en fraværende forbruger, er forenelige med Domstolens krav om ex officio kontrol af urimelige vilkår.

Tvisten udspringer af et søgsmål anlagt af inddrivelsesselskabet Kancelaria Medius SA mod forbrugeren RN vedrørende en forbrugerkreditaftale. Forbrugeren RN udeblev fra retsmødet, efter at stævningen var blevet forkyndt.

Konflikt med polsk retspleje

Den forelæggende ret fandt, at den nationale civil retsplejelov (artikel 339, stk. 2) forpligter retten til at afsige en udeblivelsesdom, hvor det faktiske grundlag udelukkende bygger på sagsøgerens anbringender, som formodes at være korrekte, medmindre de vækker "begrundet tvivl" eller tjener til at "omgå loven".

Retten var i tvivl, om denne regel, som favoriserer den erhvervsdrivende, underminerer den nationale domstols pligt til at beskytte forbrugeren gennem aktiv, ex officio efterprøvelse af aftalevilkårene, især når forbrugeren er fraværende og ikke kan påberåbe sig sine rettigheder.

Domstolen fastslog, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at den er til hinder for en fortolkning af national ret, der forhindrer en national domstol i at træffe de nødvendige foranstaltninger til ex officio vurdering af urimelige kontraktvilkår i en udeblivelsessag, hvor forbrugeren ikke giver møde, og retten nærer tvivl om vilkårenes rimelighed.

Begrundelse for effektiv retsbeskyttelse

Domstolen mindede om, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende. Denne ulighed nødvendiggør en aktiv indgriben fra domstolenes side, især når forbrugeren er fraværende og ikke har kunnet forsvare sig effektivt.

• En national procedure, der tvinger retten til at anse den erhvervsdrivendes faktiske anbringender for korrekte uden yderligere undersøgelse (som det var tilfældet i den polske udeblivelsesprocedure), reducerer den aktive beskyttelse, der kræves i henhold til direktiv 93/13, til "ingenting".
• Effektiv domstolsbeskyttelse kan ikke sikres, hvis retten ikke har mulighed for at efterprøve vilkårene, selv i tilfælde af forbrugerens udeblivelse.

Krav til den nationale domstol

Det påhviler den nationale domstol at sikre, at den råder over de nødvendige oplysninger (f.eks. ved at pålægge den erhvervsdrivende at fremlægge den fulde aftale, ikke blot en udateret kopi af en rammeaftale) for at kunne foretage en kontrol.