Search for a command to run...
Efter den foreslåede bestemmelse skal loven gælde for fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser, der er truffet af stater, som er medlemmer af Den Europæiske Union. Det reguleres nærmere i § 1 samt i definitionerne i de enkelte afsnit, hvilke typer af afgørelser der er omfattet af loven. Anvendelsesområdet er fastlagt i overensstemmelse med de pågældende rammeafgørelser.
Den foreslåede stk. 1 angiver lovens systematik. Lovteksten er opdelt i afsnit, således at der findes et separat afsnit for de bestemmelser, der vedrører hver af rammeafgørelserne, mens der er fastsat fælles bestemmelser for behandlingen af anmodningerne samt om anmodninger fra Danmark til udlandet sidst i lovteksten.
Stk. 3 indebærer, at det som udgangspunkt vil være reglerne i lov om nordisk samarbejde om fuldbyrdelse af straf mv., der vil finde anvendelse med hensyn til anmodninger fra Finland og Sverige om fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraf og konfiskation samt om beslaglæggelse af en sigtets gods til sikring af bøde, konfiskation, erstatning, godtgørelser eller sagsomkostninger, idet disse regler generelt er mere vidtgående end rammeafgørelserne.
Den nordiske overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp nævnes ikke separat, da den alene vedrører fremsendelse af anmodninger om forkyndelse og bevisoptagelse.
Udkastene til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe og på afgørelser om konfiskation indeholder en bestemmelse, hvorefter rammeafgørelserne ikke er til hinder for anvendelsen af bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger mellem medlemsstaterne, for så vidt sådanne aftaler eller ordninger er mere vidtrækkende end rammeafgørelserne og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne. Rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse, men det må antages, at rammeafgørelsens regler må forstås som minimumsregler. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse definerer de gennemgående begreber ”udstedelsesstat” og ”fuldbyrdelsesstat” som henholdsvis den stat, i hvilken den pågældende afgørelse er truffet, og den stat, der anmodes om at fuldbyrde den pågældende afgørelse.
Bestemmelsen fastlægger på baggrund af rammeafgørelsen definitionen af begrebet ”beslaglæggelseskendelse”. På baggrund af definitionen må det lægges til grund, at begrebet indefrysning svarer til beslaglæggelse som reguleret i retsplejeloven.
Det følger af rammeafgørelsens definition, at en beslaglæggelseskendelse skal være besluttet af en kompetent judiciel myndighed. Der er således ikke nødvendigvis tale om en domstolsafgørelse, idet det er op til hver enkelt stat at definere sine kompetente judicielle myndigheder.
Den foreslåede bestemmelse slår fast, at loven anvendes i forhold til beslaglæggelseskendelser, der afsiges med henblik på sikring af bevismateriale eller efterfølgende konfiskation af formuegoder.
I modsætning til definitionen af formuegoder i udkastet til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation omfatter definitionen i rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale ikke udtrykkeligt beslaglæggelse med henblik på konfiskation efter bestemmelser om udvidet konfiskation.
Ofte vil man imidlertid på tidspunktet for beslaglæggelsen befinde sig på et ret tidligt stadium af efterforskningen, hvor det kan være vanskeligt at vurdere, hvorvidt der vil blive tale om udvidet konfiskation eller om traditionel udbyttekonfiskation. Dette skal også ses i sammenhæng med, at det i attesten alene skal angives, om beslaglæggelse skal foretages med henblik på sikring af bevismateriale eller med henblik på efterfølgende konfiskation, medmindre der allerede på dette tidspunkt vedlægges en anmodning om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse.
Det må derfor antages, at der tillige kan ske fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, som tager sigte på udvidet konfiskation.
Hvis en anmodning om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse sker med henblik på et andet formål, end hvad der fremgår af lovforslagets § 4, må den behandles efter de hidtidige regler om retshjælp.
Den foreslåede bestemmelse er udtryk for rammeafgørelsens – og lovforslagets – udgangspunkt om, at en beslaglæggelseskendelse, som er fremsendt i overensstemmelse med formkravene, skal fuldbyrdes uden yderligere formaliteter, medmindre der er grundlag for afslag af en af de opregnede grunde.
Den foreslåede bestemmelse fastslår i stk. 1, at fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, som vedrører de i nr. 1-32 nævnte handlinger, kan ske, selv om den pågældende handling ikke er strafbar efter dansk ret, hvis handlingen kan straffes med fængsel mv. i mindst 3 år i udstedelsesstaten. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt vil være strafbare i alle medlemsstater, er betydningen af rammeafgørelsen på dette punkt navnlig, at der ikke skal foretages kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i Danmark.
Lovforslagets positiv-liste svarer helt til listen i rammeafgørelsen. Det er udstedelsesstatens lovgivning, der er afgørende for, om en konkret lovovertrædelse skal anses for omfattet af listen. Det er således uden betydning, om en tilsvarende lovovertrædelse i dansk lovgivning afgrænses på en anden måde eller er beskrevet med andre ord.
Visse af de handlinger, der fremgår af positiv-listen, er beskrevet på en måde, der afviger fra gældende dansk lovgivning.
”Deltagelse i en kriminel organisation” er f.eks. efter dansk straffelovgivning ikke en selvstændig lovovertrædelse, men vil kunne straffes som medvirken til konkrete strafbare handlinger efter straffelovens § 23.
For så vidt angår ”internetkriminalitet” vil strafbare handlinger begået i forbindelse med Internettet efter dansk straffelovgivning kunne straffes efter de relevante bestemmelser i straffeloven, herunder kapitel 24 og § 263. ”Racisme og fremmedhad” vil kunne straffes efter straffelovens § 266 b, mens ”organiseret og væbnet tyveri” vil kunne straffes efter straffelovens kapitel 28.
Det er imidlertid væsentligt at fastholde, at det er udstedelsesstatens lovgivning, der er afgørende for, om en konkret lovovertrædelse skal anses for omfattet af listen.
Stk. 2 slår fast, at det for så vidt angår andre lovovertrædelser fortsat er udgangspunktet, at en udenlandsk beslaglæggelseskendelse ikke kan fuldbyrdes i Danmark, hvis en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret.
Ifølge rammeafgørelsens artikel 3, stk. 3, kan Rådet med enstemmighed beslutte at tilføje andre kategorier af overtrædelser til positiv-listen. Gennemførelse i dansk ret af en eventuel udvidelse af positiv-listen vil forudsætte en ændring af denne lov.
Der henvises til pkt. 3.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse angiver, i hvilke tilfælde de danske myndigheder vil være forpligtede til at afslå fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse.
For så vidt angår stk. 1, nr. 1, henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 6.3.2, samt til bemærkningerne til § 48.
Afslagsgrunden i nr. 2 henviser til materiale, som er omfattet af retsplejelovens §§ 802, stk. 4, eller 803, stk. 2.
Ifølge § 802, stk. 4, kan skriftlige meddelelser eller lignende som hidrører fra en person, der efter reglerne § 170 (præster, læger, forsvarere, advokater og disses medhjælpere) er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i sagen, ikke beslaglægges hos en mistænkt. Det samme gælder materiale, som hidrører fra en person, der er omfattet af § 172, når materialet indeholder oplysninger, som den pågældende efter § 172 (redaktører og redaktionelle medarbejdere) er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen. § 803, stk. 2, indeholder en tilsvarende bestemmelse om beslaglæggelse hos en person, der ikke er mistænkt, af meddelelser mellem den mistænkte og den pågældende person.
Bestemmelserne anvendes på samme måde som i en dansk beslaglæggelsessag.
Efter afslagsgrunden i nr. 3 afslås fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, hvis fuldbyrdelse vil være i strid med straffelovens § 12.
Ifølge denne bestemmelse begrænses de almindelige jurisdiktionsregler ved de i folkeretten anerkendte undtagelser. Disse undtagelser omfatter bl.a. Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser samt regler om immunitet for ansatte ved internationale institutioner. En beslaglæggelseskendelse vil heller ikke kunne fuldbyrdes, hvis det materiale, der søges beslaglagt, tilhører f.eks. et statsoverhoved.
Immunitet er endvidere fastlagt i grundlovens § 57, 2. pkt., som fastslår, at for sine ytringer i Folketinget kan intet medlem uden Folketingets samtykke drages til ansvar uden for samme. Strafferetlig immunitet som følge af grundlovens regel vil naturligvis ligeledes være omfattet af denne afslagsgrund, uanset at det ikke er udtrykkeligt nævnt.
Afslagsgrunden i stk. 2 vedrører forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem). Afslag er efter bestemmelsen obligatorisk i de tilfælde, hvor beslaglæggelseskendelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. I sidstnævnte tilfælde er det tillige en betingelse, at dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten.
Fuldbyrdelse skal endvidere afslås, hvis den pågældende er benådet i Danmark, eller hvis tiltale er frafaldet i Danmark, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt. Der sigtes her til omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, og til betingelserne for genoptagelse i retsplejelovens § 975.
Afslagsgrunden svarer – sammen med afslagsgrundene i § 8, stk. 1 og 2 – til afslagsgrunden i udleveringslovens § 10 d. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Det er ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse, at de danske myndigheder af egen drift skal iværksætte en undersøgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i en anden stat.
Afslagsgrunden i stk. 3 præciserer, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis der er grund til at formode, at beslaglæggelseskendelsen er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering.
Bestemmelsen anvender rammeafgørelsens ordvalg. Bestemmelsen svarer i indhold til de gældende bestemmelser i udleveringslovens §§ 6, stk. 1, og 10 h, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse angiver, i hvilke tilfælde de danske myndigheder ud fra en konkret vurdering kan afslå fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse. De nævnte grunde vedrører alle forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem).
Fuldbyrdelse kan således afslås, hvis beslaglæggelseskendelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for i en stat uden for Den Europæiske Union.
Tilsvarende kan fuldbyrdelse afslås, hvis påtale er opgivet for forholdet her i landet, og betingelserne for fuldbyrdelse ikke er opfyldt. Der sigtes her til omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, og til betingelserne for genoptagelse i retsplejelovens § 975.
Der henvises endvidere til pkt. 3.3.3.1 i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 7.
Som med afslagsgrunden i § 7, stk. 2, er det ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse, at de danske myndigheder af egen drift skal iværksætte en undersøgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i en anden stat.
Bestemmelsen indebærer, at det, når betingelserne for fuldbyrdelse er opfyldt, kan bestemmes, at fuldbyrdelsen udsættes, hvor fuldbyrdelse vil skade igangværende efterforskning i Danmark.
Der kunne f.eks. være tale om en situation, hvor beslaglæggelse af et narkoparti for tiden kan skade den strafferetlige efterforskning af en sag om videresalg af partiet. Det vil være op til anklagemyndigheden at vurdere, om der i sådan sag er grundlag for at udsætte indbringelsen af anmodningen for retten og dermed fuldbyrdelsen af kendelsen.
I givet fald underretter anklagemyndigheden den kompetente myndighed i udstedelsesstaten herom, jf. lovforslagets § 10, nr. 4. Bestemmelsens ordlyd forudsætter, at anklagemyndigheden forud for en sådan beslutning påser, om betingelserne for fuldbyrdelse er opfyldt, idet der i modsat fald straks bør gives afslag i overensstemmelse med proceduren i lovforslagets § 49.
Hvis aktivet eller bevismidlet allerede er beslaglagt i Danmark i forbindelse med strafferetlig efterforskning, eller hvis andre foreløbige retsmidler er iværksat, bør fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelsen alligevel gennemføres for at undgå, at andre foretagne dispositioner over den pågældende genstand eller det pågældende formuegode vil få prioritet forud for den udenlandske beslaglæggelseskendelse. Der bør således i givet fald foretages en beslaglæggelse med sekundær prioritet.
Beslaglæggelsen vil i sådanne situationer formentlig ofte kunne gennemføres ved, at den, mod hvem indgrebet retter sig, meddeler skriftligt samtykke, jf. lovforslagets § 50, stk. 2, og retsplejelovens § 806, stk. 7. Er det ikke muligt, træffes afgørelsen af retten.
Endvidere følger det af lovforslagets § 9, stk. 2, at så snart grunden til udsættelse er ophørt, træffes de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde beslaglæggelseskendelsen. Bestemmelsen fastlægger ikke nogen eksakt overgrænse for udsættelsens varighed, men tilsigter alene at gøre det klart, at en beslutning om udsættelse efter lovforslagets § 9, stk. 1, samtidig indebærer en forpligtelse til løbende at være opmærksom på, om grunden til udsættelsen ophører.
Den foreslåede bestemmelse opregner samlet de tilfælde, hvor de danske myndigheder vil være forpligtede til at underrette udstedelsesstatens myndigheder om sagens gang.
Det gælder, når der gives afslag efter §§ 6-8, når det viser sig praktisk umuligt at fuldbyrde kendelsen, når fuldbyrdelsen udsættes efter § 9, når udsættelsen ophører, hvis fuldbyrdelsen underlægges begrænsende foranstaltninger, og når fuldbyrdelsen er afsluttet.
§ 10, nr. 5, hvorefter der skal gives underretning om foranstaltninger, som begrænser fuldbyrdelsen, indebærer, at der skal gives underretning, hvis der er foretaget beslaglæggelse, men denne alene har sekundær prioritet. Der henvises herom til pkt. 3.3.4 i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 9.
Som nævnt ovenfor findes der endvidere en særlig underretningspligt i forbindelse med ophævelse af beslaglæggelsen i overensstemmelse med lovforslagets § 11, stk. 2. Denne underretning har en sådan tilknytning til § 11, at det er fundet mest hensigtsmæssigt at lade underretningspligten fremgå direkte af § 11 i stedet for af § 10.
Underretning skal ske skriftligt og uden unødigt ophold, men der gælder ikke derudover formkrav til underretningen.
Den foreslåede bestemmelse fastslår, at beslaglæggelsen som udgangspunkt skal opretholdes, indtil det er afgjort, hvorvidt det pågældende bevismateriale eller formuegode kan overføres til udstedelsesstaten.
Bestemmelsen er dog ikke absolut, idet der er mulighed for – efter høring af udstedelsesstaten – at opstille betingelser med henblik på at begrænse beslaglæggelsens varighed. Retsplejelovens § 805, stk. 2, finder anvendelse i denne situation. Det følger af denne bestemmelse, at kan indgrebets øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder sikkerhedsstillelse, kan der med den, mod hvem indgrebet retter sig, træffes skriftlig aftale herom.
Hvis det i overensstemmelse med de betingelser, der opstilles for at begrænse beslaglæggelsens varighed, påtænkes at ophæve beslaglæggelsen, f.eks. hvis der i overensstemmelse med aftale herom faktisk stilles sikkerhed, skal udstedelsesstaten underrettes herom og igen have mulighed for at fremsætte sine bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse understreger de danske myndigheders forpligtelse til uden unødigt ophold at ophæve beslaglæggelsen, hvis udstedelsesstaten – uanset årsagen hertil – meddeler, at beslaglæggelseskendelsen er ophævet, idet der dermed ikke længere er noget grundlag for beslaglæggelse.
Efter den foreslåede bestemmelse skal en beslaglæggelseskendelse, der ønskes fuldbyrdet i Danmark, ud over den i § 48 omhandlede attest, være ledsaget af en anmodning om, at det beslaglagte overføres til udstedelsesstaten med henblik på anvendelse som bevis, en anmodning om konfiskation eller en instruks om, at aktivet forbliver i fuldbyrdelsesstaten, indtil der foreligger en anmodning fra udstedelsesstaten om fuldbyrdelse af en kendelse om konfiskation eller overførsel af det beslaglagte med henblik på anvendelse som bevis.
Udstedelsesstaten skal således allerede på dette tidspunkt så vidt muligt angive, hvad de danske myndigheder på længere sigt skal foretage sig med de beslaglagte genstande eller formuegoder.
Situationen i stk. 1, nr. 3 – at der foreligger en instruks om at afvente indtil videre – kan f.eks. være relevant, hvis udstedelsesstaten ønsker at beslaglægge med henblik på konfiskation i en verserende straffesag, men må afvente udfaldet af denne, før der kan fremsendes en anmodning om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse.
Det følger af bestemmelsen, at anmodningerne vedrørende den efterfølgende behandling skal behandles i overensstemmelse med reglerne for gensidig retshjælp i straffesager samt om international fuldbyrdelse af straf mv. For så vidt angår reglerne for gensidig retshjælp i straffesager findes der ikke et selvstændigt lovgrundlag herfor i dansk lovgivning, mens der for så vidt angår regler om international fuldbyrdelse af straf mv. tænkes på lov om international fuldbyrdelse af straf, lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. samt – jf. 2. pkt. – reglerne i 4. afsnit af nærværende lov med hensyn til fuldbyrdelse af udenlandske konfiskationsafgørelser.
Der gælder dog den modifikation, at de danske myndigheder ikke må afslå en anmodning om overførsel til udstedelsesstaten med henblik på anvendelse som bevis med henvisning til, at kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt, hvis den lovovertrædelse, som ligger til grund for beslaglæggelseskendelsen, er omfattet af lovforslagets § 6, stk. 1, dvs. hvis der er tale om lovovertrædelser, der er opregnet på listen, og som samtidig kan medføre mindst 3 års fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i udstedelsesstaten.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter ikke ændringer i anvendelsesområdet for reglerne om erstatning i retsplejelovens kapitel 93 a. Der henvises herom til pkt. 3.3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Anklagemyndigheden forudsættes i givet fald at forestå opkrævning af beløb i udstedelsesstaten.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter ikke ændringer i anvendelsesområdet for reglerne om erstatning i retsplejelovens kapitel 93 a. Der henvises herom til pkt. 3.3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Hvis det forekommer, at der er udbetalt erstatning både fra Danmark og fra fuldbyrdelsesstaten vedrørende et indgreb gennemført efter dansk begæring, vil Danmark uanset udbetalingen være forpligtet til at refundere fuldbyrdelsesstaten det beløb, som denne har udbetalt.
Anklagemyndigheden forudsættes i givet fald at forestå refusion af beløb til fuldbyrdelsesstaten.
Bestemmelsen fastlægger, hvornår en afgørelse om bødestraf er omfattet af denne lov.
Bestemmelsen indebærer, at der skal være tale om en endelig afgørelse, og at denne afgørelse er truffet enten af en domstol eller af en anden myndighed, forudsat at den pågældende person har haft lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager.
Afgørelsen kan være truffet såvel i medfør af den pågældende stats straffelov som i medfør af bestemmelser om straf i særlovgivningen.
Den foreslåede bestemmelse angiver, hvad der i loven forstås ved bødestraf. Denne forståelse er – på baggrund af rammeafgørelsen – noget bredere, end hvad der ville følge af almindelig dansk sprogbrug.
Ud over det beløb der er pålagt en person som bøde, omfatter begrebet bødestraf i denne sammenhæng også en ved samme afgørelse pålagt pligt til at betale erstatning til ofre, hvis ofret ikke kan deltage som civil part i straffesagen, og domstolen handler i sin strafferetlige kompetence.
Hvis der således er tale om et civilt erstatningskrav, vil dette falde uden for lovens område.
Endvidere omfatter begrebet bødestraf i denne sammenhæng en pligt pålagt ved samme afgørelse til at betale sagsomkostninger eller administrative omkostninger ved afgørelsen og beløb til offentlige fonde eller støtteorganisationer for ofre.
Udstedelsesstaten skal i den i § 48 omhandlede attest oplyse, om den bødestraf, der ønskes fuldbyrdet, omfatter en eller flere af de opregnede muligheder.
Den foreslåede bestemmelse er udtryk for rammeafgørelsens – og lovforslagets – udgangspunkt, at en afgørelse om bødestraf, som er fremsendt i overensstemmelse med formkravene, skal anerkendes og fuldbyrdes uden yderligere formaliteter, medmindre der er grundlag for afslag af en af de opregnede grunde.
Den foreslåede bestemmelse fastslår i stk. 1, at fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf, som vedrører de i nr. 1-39 nævnte handlinger, kan ske, selv om den pågældende handling ikke er strafbar efter dansk ret. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt vil være strafbare i alle medlemsstater, er betydningen af rammeafgørelsen på dette punkt navnlig, at der ikke skal foretages kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i Danmark.
Om forståelsen af visse af de oplistede lovovertrædelser henvises til bemærkningerne til § 6.
Stk. 2 slår fast, at det for så vidt angår andre lovovertrædelser fortsat er udgangspunktet, at en udenlandsk afgørelse om bødestraf ikke kan fuldbyrdes i Danmark, hvis en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret.
Ifølge rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, kan Rådet med enstemmighed beslutte at tilføje andre kategorier af overtrædelser til positiv-listen. Gennemførelse i dansk ret af en eventuel udvidelse af positiv-listen vil forudsætte en ændring af denne lov.
Der henvises til pkt. 4.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse angiver, i hvilke tilfælde de danske myndigheder vil være forpligtede til at afslå en anmodning om fuldbyrdelse af bødestraf.
For så vidt angår stk. 1, nr. 1, henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 6.3.2, samt til bemærkningerne til § 48.
Efter afslagsgrunden i nr. 2 kan en afgørelse om bødestraf ikke fuldbyrdes, hvis den handling, som bødestraffen vedrører, er foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.
Bestemmelsen er fastsat i medfør af den fakultative afslagsgrund i rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra d. Afslagsgrunden er udformet i overensstemmelse med udleveringslovens § 10 f, og indebærer, at det fuldbyrdelse, skal afslås, hvis en anden medlemsstat retsforfølger lovovertrædelser, der helt eller delvist er begået her i landet.
Efter afslagsgrunden i nr. 3 skal fuldbyrdelse afslås, hvis fuldbyrdelse vil være i strid med straffelovens § 12. Der henvises herom til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.3.3.3.
Efter afslagsgrunden i nr. 4 skal fuldbyrdelse afslås, hvis afgørelsen vedrører en fysisk person, der på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder som fastsat i straffelovens § 15. Der henvises herom til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.3.3.4.
Det foreslåede nr. 5 vedrører bødestraffens størrelse. Bestemmelsen er fastsat i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 7, stk. 1, litra h, og er begrundet i procesøkonomiske hensyn.
Den foreslåede nr. 6 bestemmer, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis den retlige procedure i udstedelsesstaten ikke lever op til visse nærmere bestemte krav.
Fuldbyrdelse vil således skulle afslås, hvis den pågældende i tilfælde af skriftlig procedure ikke er blevet underrettet – enten personligt eller en i henhold til udstedelsesstatens lovgivning kompetent repræsentant – om sin ret til at anfægte sagen og tidsfristerne herfor. Fuldbyrdelse vil ligeledes skulle afslås, hvis den pågældende er udeblevet, medmindre det i attesten er anført, at han eller hun var behørigt underrettet eller havde tilkendegivet ikke at ville bestride sagen.
Udstedelsesstaten skal angive i attesten, hvorvidt disse krav er opfyldt.
Afslagsgrunden i stk. 2 vedrører forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem). Afslag er efter bestemmelsen obligatorisk i de tilfælde, hvor afgørelsen om bødestraf vedrører samme forhold, som den pågældende er fundet skyldig i her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. I sidstnævnte tilfælde er det tillige en betingelse, at afgørelsen er blevet fuldbyrdet.
Fuldbyrdelse skal endvidere afslås, hvis den pågældende er benådet i Danmark, eller hvis tiltale er frafaldet i Danmark, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt. Der sigtes her til omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, og til betingelserne for genoptagelse i retsplejelovens § 975.
Afslagsgrunden svarer – sammen med afslagsgrundene i § 21, stk. 2 og 3 – til afslagsgrunden i udleveringslovens § 10 d. Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Det er ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse, at de danske myndigheder af egen drift skal iværksætte en undersøgelse af, om der er truffet afgørelse vedrørende forholdet i en anden stat.
Afslagsgrunden i stk. 3 præciserer, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis der er grund til at formode, at afgørelsen om bødestraf er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering.
Bestemmelsen anvender rammeafgørelsens ordvalg. Bestemmelsen svarer i indhold til de gældende bestemmelser i udleveringslovens §§ 6, stk. 1, og 10 h, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse angiver, i hvilke tilfælde de danske myndigheder efter en konkret vurdering vil kunne afslå at fuldbyrde en afgørelse om bødestraf.
Efter den foreslåede afslagsgrund i nr. 1 kan fuldbyrdelse afslås, hvis afgørelsen ville være forældet efter dansk ret og vedrører handlinger, der er omfattet af dansk straffemyndighed.
Spørgsmålet om forældelse af bødestraf er i dansk ret reguleret i straffelovens § 97 a. Afslagsgrunden indebærer, at fuldbyrdelse ikke kan afslås, selv om afgørelsen ville være forældet efter straffelovens § 97 a, medmindre handlingen er omfattet af dansk straffemyndighed.
Det er op til de danske myndigheder at vurdere, om fuldbyrdelse bør afslås. Hvis lovovertrædelsen er begået i Danmark, vil lovovertrædelsens forbindelse til Danmark indebære, at det som udgangspunkt må anses for rimeligt, at fuldbyrdelse afslås, hvis lovovertrædelsen er forældet efter dansk ret.
Den foreslåede afslagsgrund i nr. 2 har sammenhæng med afslagsgrunden i § 20, stk. 1, nr. 2. Den indebærer, at fuldbyrdelse vil kunne afslås, hvis en anden medlemsstat har anmodet om fuldbyrdelse af en afgørelse vedrørende en lovovertrædelse, der er begået i et tredjeland, og danske myndigheder ikke i en tilsvarende situation ville kunne retsforfølge den pågældende person for lovovertrædelsen.
Hvis Danmark efter reglerne i straffelovens § 6, 7 og 8 ikke selv vil kunne strafforfølge i en tilsvarende situation, vil fuldbyrdelse således kunne afslås. Fuldbyrdelse vil således f.eks. kunne afslås, hvis en medlemsstat A anmoder Danmark om at fuldbyrde en afgørelse om bødestraf idømt for en lovovertrædelse begået i staten B i forhold til en person, der opholder sig i Danmark, selv om den pågældende ikke er statsborger eller har bopæl i medlemsstaten A (udøvelse af såkaldt universel jurisdiktion).
Bestemmelsen er fastsat i medfør af den fakultative afslagsgrund i rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra d. Afslagsgrunden er udformet i overensstemmelse med udleveringslovens § 10f.
Stk. 2 og 3 vedrører forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem).
Fuldbyrdelse kan således afslås, hvis afgørelsen om bødestraf vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for i en stat uden for Den Europæiske Union.
Tilsvarende kan fuldbyrdelse afslås, hvis påtale er opgivet for forholdet her i landet, og betingelserne for fuldbyrdelse ikke er opfyldt. Der sigtes her til omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, og til betingelserne for genoptagelse i retsplejelovens § 975.
Der henvises endvidere til pkt. 4.3.3.1 i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 20.
Som med afslagsgrunden i § 20, stk. 2, er det ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse, at de danske myndigheder af egen drift skal iværksætte en undersøgelse af, om der er truffet afgørelse vedrørende forholdet i en anden stat.
Bestemmelsen indebærer, at den kompetente myndighed i udstedelsesstaten i visse tilfælde skal høres, inden fuldbyrdelse afslås.
Det drejer sig for det første om afslag på grund af formelle mangler, jf. lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 1. Høringen skal sikre, at udstedelsesstaten får mulighed for at rette op på de formelle mangler, der måtte være i den første fremsendelse af anmodningen.
Dernæst drejer det sig om afslag, hvor den pågældende person ikke var behørigt underrettet om sin ret til at bestride sagen i skriftlig procedure og fristerne herfor, eller ikke var behørigt underrettet om retssagen, samt om afslag, hvor afgørelsen ville være forældet efter dansk ret og vedrører handlinger, der er omfattet af dansk straffemyndighed. Forpligtelsen følger direkte af rammeafgørelsen.
Der gælder ingen formkrav for høringen. Bestemmelsen er endvidere ikke til hinder for, at der i andre tilfælde foretages høring, hvis det findes hensigtsmæssigt.
Den foreslåede bestemmelse understreger de danske myndigheders forpligtelse til uden unødigt ophold at afbryde fuldbyrdelsen, hvis udstedelsesstaten – uanset årsagen hertil – meddeler, at afgørelsen ikke længere kan fuldbyrdes, eller at anmodningen af anden grund trækkes tilbage, idet der dermed ikke længere er noget grundlag for fuldbyrdelse af afgørelsen om bødestraf.
Hvis det fastslås, at afgørelsen vedrører en handling, der ikke er begået på udstedelsesstatens territorium, og at handlingen er undergivet dansk straffemyndighed, kan de danske myndigheder nedsætte det beløb, der skal inddrives, til det beløb, der gælder for handlinger af samme art i henhold til dansk lovgivning.
Det forudsættes, at en sådan afgørelse træffes i forbindelse med afgørelsen om, at den udenlandske afgørelse om bødestraf kan fuldbyrdes i Danmark.
Reglen skal ses i sammenhæng med afslagsgrundene i lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 2, og § 21, stk. 1, nr. 2. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.3.3.2.
Hvis den relevante handling er begået i Danmark, følger det af lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 2, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis handlingen ikke er strafbar efter dansk ret. Hvis handlingen derimod er strafbar efter dansk ret, vil der være mulighed for at nedsætte bødebeløbet til det maksimum, der gælder for en tilsvarende lovovertrædelse i Danmark, når handlingen er undergivet dansk straffemyndighed, jf. lovforslagets § 24, stk. 1. I sådanne tilfælde må det antages, at lovovertrædelsens forbindelse til Danmark som udgangspunkt vil føre til, at det vil være rimeligt at nedsætte beløbet til det maksimum, der er gældende i Danmark.
Bødestraffen vil endvidere kunne nedsættes, hvis den relevante handling er foretaget i en tredje stat, men er omfattet af dansk jurisdiktion efter straffelovens §§ 6-8. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis handlingen er foretaget af en dansk statsborger i den tredje stat, for så vidt handlingen også er strafbar i denne stat. Hvis en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed, vil fuldbyrdelse kunne afslås i medfør af lovforslagets § 21, stk. 1, nr. 2. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til denne bestemmelse.
De danske bestemmelser, som hjemler bødestraf, angiver normalt ikke noget maksimumbeløb. Samtidig må rammeafgørelsens tekst forstås sådan, at de nationale myndigheder ikke skal foretage en intensiv prøvelse af bødestørrelsen for at nå frem til det præcise beløb, der ville være blevet idømt i Danmark. Er der imidlertid tale om en lovovertrædelse, hvor der i praksis opereres med faste bødetakster, kan sådanne takster anvendes. Det kunne f.eks. være tilfældet i forbindelse med visse overtrædelser af færdselsloven.
Det foreslåede stk. 2 hjemler mulighed for, at bødestraffen kan omregnes til danske kroner. Det forudsættes ligeledes, at denne omregning sker i forbindelse med afgørelsen om, at den udenlandske afgørelse om bødestraf kan fuldbyrdes i Danmark.
Omregningen sker til den kurs, der var gældende på det tidspunkt, hvor bødestraffen blev pålagt den pågældende i udstedelsesstaten. Hvis afgørelsen er prøvet i flere instanser, regnes med kursen på tidspunktet for den endelige afgørelse.
Efter den foreslåede bestemmelse skal de danske myndigheder høre den kompetente myndighed i udstedelsesstaten, inden der træffes afgørelse om fuldbyrdelse, hvis den person, som afgørelsen om bødestraf vedrører, fremlægger dokumentation for helt eller delvist at have betalt bødestraffen.
Hvis hel eller delvis betaling faktisk er sket i en anden stat, skal denne del af beløbet fratrækkes det beløb, som kan indkræves i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse fastslår, at der ikke her i landet kan fastsættes forvandlingsstraf for en udenlandsk bødestraf omfattet af denne lov.
Dette svarer til den nuværende retstilstand i medfør af lov om international fuldbyrdelse af straf. Bestemmelsen indebærer, at de danske myndigheder – uanset at de gældende danske regler om fuldbyrdelsen i øvrigt følges, jf. lovforslagets § 58 – ikke kan anvende forvandlingsstraf, selv om den pågældende bødestraf ikke kan inddrives.
Den foreslåede bestemmelse opregner samlet de tilfælde, hvor de danske myndigheder vil være forpligtede til at underrette udstedelsesstatens myndigheder om sagens gang.
Som det fremgår af ordlyden, drejer det sig om tilfælde, hvor fuldbyrdelse afslås i medfør af §§ 19-21, hvor fuldbyrdelse af anden årsag ikke kan gennemføres, f.eks. i medfør af §§ 24, 25 og 58, hvor bødestraffen er eftergivet, samt når fuldbyrdelsen er afsluttet.
Særligt for så vidt angår nr. 2 omfatter denne fuldbyrdelseshindringer, der følger af de danske fuldbyrdelsesregler, jf. lovforslagets § 58. Det vil bl.a. kunne være aktuelt, hvis der bevilges henstand på grund af den pågældendes økonomiske vilkår.
Underretning skal ske skriftligt og uden unødigt ophold, men der gælder ikke derudover formkrav til underretningen.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf kun kan ske i én stat ad gangen. Der findes ikke en tilsvarende begrænsning i de øvrige to rammeafgørelser.
Når de danske myndigheder har foretaget en af de handlinger, der er nævnt i § 28, og meddelt dette til udstedelsesstaten, kan de danske myndigheder ikke længere foretage skridt til fuldbyrdelse af afgørelsen om bødestraf. Yderligere fuldbyrdelsesskridt vil således kræve en ny anmodning fra udstedelsesstaten.
Der henvises til pkt. 4.3.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det er udgangspunktet, at bødebeløb, der inddrives i Danmark, tilfalder den danske statskasse, uanset at der er tale om fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om bødestraf. Omvendt er det udgangspunktet, at bødebeløb, der inddrives i udlandet, tilfalder den pågældende fuldbyrdelsesstat, uanset at der er tale om fuldbyrdelse af en dansk bødeafgørelse.
Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at justitsministeren kan aftale en anden fordeling med en anden stat. Aftalen kan efter bestemmelsen være såvel generel som konkret, men forudsættes primært at have relevans i forhold til generelle aftaler.
En sådan aftale vil formentlig have mest relevans i forhold til tilbageførsel af midler til ofre i andre stater forbindelse med afgørelser, der fuldbyrdes i Danmark.
I tilfælde, hvor straffesagen gennemføres her i landet, har ofre efter de gældende regler mulighed for at deltage som civil part i retssagen. Sådanne krav er derfor ikke omfattet af begrebet ”bødestraf” som defineret i lovforslagets § 17, og afgørelser herom kan derfor ikke kræves fuldbyrdet i medfør af reglerne i dette lovforslag.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger, hvad der i denne lov forstås ved en konfiskationsafgørelse.
Som det fremgår, skal der være tale om en domstolsafgørelse efter en retssag vedrørende en eller flere strafbare handlinger. Loven omfatter således ikke – som det er tilfældet med hensyn til bødestraf – konfiskationsafgørelser, der er truffet af andre myndigheder end domstole.
Der skal endvidere være tale om en endelig sanktion eller foranstaltning, som medfører en endelig berøvelse af formuegoder af enhver art.
Den foreslåede bestemmelse er udtryk for rammeafgørelsens – og lovforslagets – udgangspunkt, at en konfiskationsafgørelse, som er fremsendt i overensstemmelse med formkravene, skal anerkendes og fuldbyrdes uden yderligere formaliteter, medmindre der er grundlag for afslag af en af de opregnede grunde.
Den foreslåede bestemmelse fastslår i stk. 1, at fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse, som vedrører de i nr. 1-32 nævnte handlinger, kan ske, selv om den pågældende handling ikke er strafbar efter dansk ret, hvis handlingen kan straffes med fængsel mv. i mindst 3 år i udstedelsesstaten. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt vil være strafbare i alle medlemsstater, er betydningen af rammeafgørelsen på dette punkt navnlig, at der ikke skal foretages kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i Danmark.
Om forståelsen af visse af de opregnede lovovertrædelser henvises til bemærkningerne til § 6.
Stk. 2 slår fast, at det for så vidt angår andre lovovertrædelser fortsat er udgangspunktet, at en udenlandsk konfiskationsafgørelse ikke kan fuldbyrdes i Danmark, hvis en handling svarende til den, som afgørelsen vedrører, ikke er strafbar efter dansk ret.
Ifølge rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, kan Rådet med enstemmighed beslutte at tilføje andre kategorier af overtrædelser til positiv-listen. Gennemførelse i dansk ret af en eventuel udvidelse af positiv-listen vil forudsætte en ændring af denne lov.
Der henvises til pkt. 5.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse angiver, i hvilke tilfælde de danske myndigheder vil være forpligtede til at afslå en anmodning om fuldbyrdelse.
For så vidt angår stk. 1, nr. 1, henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 6.3.2, og til bemærkningerne til § 48.
For så vidt angår nr. 2 og 3 henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.3.3.2 og 5.3.3.3, og til bemærkningerne til § 20.
Den foreslåede afslagsgrund i nr. 4 er fastsat i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, litra d. Fuldbyrdelse kan herefter afslås, hvis en berørt tredjemands rettigheder i henhold til dansk lovgivning gør det umuligt at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.3.3.4.
Det foreslåede nr. 5 bestemmer, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis den retlige procedure i udstedelsesstaten ikke lever op til visse nærmere bestemte krav.
Fuldbyrdelse vil således skulle afslås, hvis den pågældende ikke er mødt enten personligt eller ved advokat, medmindre det fremgår af attesten, at den pågældende var behørigt underrettet om retssagen i overensstemmelse med udstedelsesstatens lovgivning, enten personligt eller gennem en i henhold til udstedelsesstatens lovgivning kompetent repræsentant, eller ikke ønskede at anfægte afgørelsen.
Udstedelsesstaten skal angive i attesten, hvorvidt disse krav er opfyldt.
Afslagsgrunden i stk. 2 vedrører forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem). Afslag er efter bestemmelsen obligatorisk i de tilfælde, hvor konfiskationsafgørelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. I sidstnævnte tilfælde er det tillige en betingelse, at dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten.
Fuldbyrdelse skal endvidere afslås, hvis den pågældende er benådet i Danmark, eller hvis tiltale er frafaldet i Danmark, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt. Der sigtes her til omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, og til betingelserne for genoptagelse i retsplejelovens § 975.
Afslagsgrunden svarer – sammen med afslagsgrundene i § 34, stk. 2 og 3 – til afslagsgrunden i udleveringslovens § 10 d. Der henvises i øvrigt til pkt. 5.3.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Det er ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse, at de danske myndigheder af egen drift skal iværksætte en undersøgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i en anden stat.
Afslagsgrunden i stk. 3 præciserer, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis der er grund til at formode, at afgørelsen om konfiskation er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering.
Bestemmelsen anvender rammeafgørelsens ordvalg. Bestemmelsen svarer i indhold til de gældende bestemmelser i udleveringslovens §§ 6, stk. 1, og 10 h, stk. 1.
Om adgangen til at rejse konfiskationssag, selv om straffesagen er afsluttet, f.eks. fordi der ved en fejl ikke var nedlagt påstand om konfiskation i forbindelse med straffesagen, henvises til pkt. 5.3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse angiver, i hvilke tilfælde de danske myndigheder efter en konkret vurdering kan afslå en anmodning om fuldbyrdelse.
For så vidt angår stk. 1, nr. 1 og 2, henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.3.3.6 og 5.3.3.2, og til bemærkningerne til § 21.
Den foreslåede afslagsgrund i nr. 3 giver mulighed for at afslå fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse, hvis afgørelsen i udstedelsesstaten er truffet i henhold til bestemmelser om udvidet konfiskation, og konfiskation ikke ville kunne foretages i et tilsvarende tilfælde efter straffelovens § 76 a.
Bestemmelsen sigter ikke til spørgsmålet om dobbelt strafbarhed, idet der allerede er gjort op hermed i lovforslagets § 32. Når der tales om, hvorvidt konfiskation ville kunne foretages i et tilsvarende tilfælde efter straffelovens § 76 a, refererer dette således alene til de i bestemmelsen angivne betingelser.
Efter straffelovens § 76 a, stk. 1, kan der foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder, der tilhører en person, som findes skyldig i en strafbar handling, når handlingen er af en sådan karakter, at den kan give betydeligt udbytte, og den efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover eller er en overtrædelse af § 286, stk. 1, eller § 289.
Fuldbyrdelse kan dog ikke afslås alene med den begrundelse, at strafferammekravet i § 76 a, stk. 1, nr. 2, ikke er opfyldt. Er der foretaget udvidet konfiskation, som i øvrigt opfylder betingelserne i § 76 a, kan der således ske fuldbyrdelse.
Afslagsgrundene i stk. 2 og 3 vedrører forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem).
Fuldbyrdelse kan således afslås, hvis konfiskationsafgørelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for i en stat uden for Den Europæiske Union.
Tilsvarende kan fuldbyrdelse afslås, hvis påtale er opgivet for forholdet her i landet, og betingelserne for fuldbyrdelse ikke er opfyldt. Der sigtes her til omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, og til betingelserne for genoptagelse i retsplejelovens § 975.
Der henvises endvidere til pkt. 5.3.3.1 i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 33.
Som med afslagsgrunden i § 33, stk. 2, er det ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse, at de danske myndigheder af egen drift skal iværksætte en undersøgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i en anden stat.
I de i § 33, stk. 1, nr. 1, 2, 4 og 5, og stk. 2, samt § 34, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2 og 3, nævnte tilfælde skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten høres, inden der træffes beslutning om, hvorvidt afgørelsen kan fuldbyrdes helt eller delvist. I øvrige tilfælde kan der foretages høring, hvis det findes hensigtsmæssigt.
Bestemmelsen indebærer, at den kompetente myndighed i udstedelsesstaten i visse tilfælde skal høres, inden fuldbyrdelse afslås.
Det drejer sig for det første om afslag på grund af formelle mangler, jf. lovforslagets § 33, stk. 1, nr. 1. Høringen skal sikre, at udstedelsesstaten får mulighed for at rette op på de formelle mangler, der måtte være i den første fremsendelse af anmodningen.
Dernæst drejer det sig om afslagsgrundene vedrørende jurisdiktion, princippet om dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem), udeblivelsesdomme og udvidet konfiskation.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der i andre tilfælde end de nævnte foretages høring, hvis det findes hensigtsmæssigt.
Der gælder ingen formkrav for høringen.
Bestemmelsen indebærer, at det i forbindelse med en afgørelse om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse kan bestemmes, at iværksættelsen af fuldbyrdelsen udsættes, hvor fuldbyrdelse vil skade en igangværende efterforskning eller straffesag i Danmark, hvor formuegodet allerede er omfattet af en konfiskationssag, eller hvis det skønnes, at der er risiko for, at den samlede værdi, der opnås ved fuldbyrdelsen, kan overstige det beløb, der er anført i afgørelsen, fordi denne fuldbyrdes samtidig i mere end én stat.
Fuldbyrdelse kan udsættes, når betingelserne for fuldbyrdelse i Danmark i øvrigt er opfyldt. Da Justitsministeriet, som efter lovforslaget er kompetent til at træffe afgørelsen om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse, ikke umiddelbart ligger inde med oplysninger, som de der kan begrunde udsættelse af fuldbyrdelsen, vil det forud for en sådan afgørelse kunne være relevant at høre den pågældende politimester herom.
Med stk. 2 gives der mulighed for anvendelse af retsplejelovens bestemmelser om legemsindgreb, ransagning, beslaglæggelse og edition, hvis det er nødvendigt for at kunne sikre, at formuegodet også efter udsættelsesperioden vil være tilgængeligt med henblik på fuldbyrdelse af konfiskationsafgørelsen. Det indebærer, at de relevante kapitler vil kunne finde anvendelse i forhold til lovovertrædelser, der ikke er strafbare efter dansk ret, hvis der er tale om lovovertrædelser, som er omfattet af positiv-listen i § 6, stk. 1. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af listen, imidlertid som nævnt i pkt. 5.3.2 som udgangspunkt er strafbare i alle medlemsstater, vil dette formentligt ikke have megen praktisk betydning.
Rammeafgørelsens forpligtelse må, i tilfælde hvor betingelserne for fuldbyrdelse er opfyldt, men hvor fuldbyrdelsen udsættes, fordi det pågældende formuegode allerede er beslaglagt med henblik på konfiskation, medføre en pligt til at begære beslaglæggelse med henblik på det formål, der er angivet i den udenlandske konfiskationsafgørelse, for at undgå, at andre foretagne dispositioner over den pågældende genstand eller det pågældende formuegode vil få prioritet forud for den udenlandske konfiskationsafgørelse. Der bør således i givet fald foretages en beslaglæggelse med sekundær prioritet.
Beslaglæggelsen vil i sådanne situationer formentlig ofte kunne gennemføres ved, at den, mod hvem indgrebet retter sig, meddeler skriftligt samtykke, jf. lovforslagets § 50, stk. 2, og retsplejelovens § 806, stk. 7. Er det ikke muligt, træffes afgørelsen af retten.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger ikke nogen eksakt grænse for, hvor længe udsættelsen kan vare. Bestemmelsen tilsigter alene at gøre det klart, at en beslutning om udsættelse efter § 37 samtidig indebærer en forpligtelse til løbende at være opmærksom på, om grunden til udsættelsen ophører, således at konfiskationsafgørelsen kan fuldbyrdes, eller f.eks. om formuegodet allerede er blevet konfiskeret, således at der ikke er mulighed for at konfiskere i medfør af den udenlandske afgørelse.
Den foreslåede bestemmelse understreger de danske myndigheders forpligtelse til uden unødigt ophold at afbryde fuldbyrdelsen, hvis udstedelsesstaten – uanset årsagen hertil – meddeler, at afgørelsen ikke længere kan fuldbyrdes, eller at anmodningen af anden grund trækkes tilbage, idet der dermed ikke længere er noget grundlag for fuldbyrdelse af konfiskationsafgørelsen.
Både i straffelovens § 75, stk. 1, om udbyttekonfiskation, § 75, stk. 2 og 3, om genstandskonfiskation og i § 76 a om udvidet konfiskation er der hjemmel til alternativt at konfiskere et pengebeløb, der svarer til udbyttet, genstanden eller formuegodet (værdikonfiskation).
Denne mulighed kan også udnyttes i forhold til fuldbyrdelse af udenlandske konfiskationsafgørelser, men alene hvis der også i udstedelsesstatens lovgivning er hjemmel hertil. Hvis de danske myndigheder således har modtaget en anmodning om konfiskation vedrørende et konkret formuegode, kan der kun skrides til konfiskation af et tilsvarende pengebeløb, hvis dette er aftalt med udstedelsesstaten.
Under hensyn til kompetenceordningen i denne lov forudsættes det, at det er Justitsministeriet, der kan indgå en sådan aftale.
Det foreslåede stk. 2 hjemler mulighed for, at bødestraffen kan omregnes til danske kroner. Det forudsættes, at denne omregning sker i forbindelse med afgørelsen om, at den udenlandske konfiskationsafgørelse kan fuldbyrdes i Danmark.
Omregningen sker til den kurs, der var gældende på det tidspunkt, hvor afgørelsen om konfiskation blev truffet i udstedelsesstaten. Hvis afgørelsen er prøvet i flere instanser, regnes med kursen på tidspunktet for den endelige afgørelse.
Efter den foreslåede bestemmelse skal de danske myndigheder høre den kompetente myndighed i udstedelsesstaten, inden der træffes afgørelsen om fuldbyrdelse, hvis den person, som konfiskationsafgørelsen vedrører, fremlægger dokumentation for, at det konfiskerede beløb er helt eller delvist betalt.
Hvis betaling faktisk er sket i en anden stat, skal denne del af beløbet fratrækkes det beløb, som kan indkræves i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse opregner samlet de tilfælde, hvor de danske myndigheder vil være forpligtede til at underrette udstedelsesstatens myndigheder om sagens gang.
Som det fremgår af ordlyden, drejer det om tilfælde, hvor fuldbyrdelse afslås efter §§ 32-34, hvor fuldbyrdelse af anden årsag ikke kan gennemføres, herunder i medfør af §§ 39, 40 og 58, hvor fuldbyrdelsen er udsat i medfør af § 36, hvor konfiskationsbeløbet er eftergivet, samt når fuldbyrdelsen er afsluttet.
Nr. 2 indebærer, at der skal underrettes om fuldbyrdelseshindringer, der følger af de danske fuldbyrdelsesregler, jf. lovforslagets § 58. Det vil f.eks. kunne være aktuelt, hvis der bevilges henstand på grund af den pågældendes økonomiske vilkår.
Underretning skal ske skriftligt og uden unødigt ophold, men der gælder ikke derudover formkrav til underretningen.
Bestemmelsen indebærer, at beløb, der konfiskeres i Danmark i medfør af denne lov, tilfalder statskassen, hvis beløbet er på under 10.000 euro eller et dertil svarende beløb i danske kroner.
Er der tale om et større beløb, overføres halvdelen af beløbet derimod til udstedelsesstaten. Det er halvdelen af hele konfiskationsbeløbet, der i givet fald skal overføres, og altså ikke alene af den del, der overstiger 10.000 euro.
Den foreslåede bestemmelse angiver to alternative måder, hvorpå der kan disponeres over specifikke formuegoder, som konfiskeres i medfør af denne lov.
Er der tale om andre formuegoder end penge, kan formuegodet enten sælges og salgsbeløbet fordeles efter de nævnte retningslinier, eller formuegodet kan overføres til udstedelsesstaten. Hvis udstedelsesstatens konfiskationsafgørelse omfatter et pengebeløb, kræver overførsel dog udstedelsesstatens samtykke.
Hvis ingen af delene kan lade sig gøre, tilfalder formuegodet staten.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at genstanden skal forblive i Danmark, hvis den konfiskerede genstand udgør en del af Danmarks nationale kulturarv.
Begrebet ”kulturgode” skal forstås i overensstemmelse med artikel 1, nr. 1, i direktiv 93/7/EØF om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område, som indeholder en meget detaljeret definition.
Bestemmelsen hjemler mulighed for, at justitsministeren ved aftale med udstedelsesstaten kan fravige §§ 42, 43 og 44.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter ikke ændringer i anvendelsesområdet for reglerne om erstatning i retsplejelovens kapitel 93 a. Der henvises herom til pkt. 5.3.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Anklagemyndigheden forudsættes i givet fald at forestå opkrævning af beløb i udstedelsesstaten.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter ikke ændringer i anvendelsesområdet for reglerne om erstatning i retsplejelovens kapitel 93 a. Der henvises herom til pkt. 5.3.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Hvis det forekommer, at der er udbetalt erstatning både fra Danmark og fra fuldbyrdelsesstaten vedrørende et konfiskation gennemført efter dansk begæring, vil Danmark uanset udbetalingen være forpligtet til at refundere fuldbyrdelsesstaten det beløb, som denne har udbetalt.
Anklagemyndigheden forudsættes i givet fald at forestå refusion af beløb til fuldbyrdelsesstaten.
De tre rammeafgørelser er hver især vedhæftet et bilag indeholdende en attest, som skal fremsendes i udfyldt stand sammen med den afgørelse (om beslaglæggelse, bødestraf eller konfiskation), der ønskes fuldbyrdet. Bilagene er vedhæftet som bilag til denne lov.
Attesterne er forskellige, afhængigt af hvilken type afgørelse der er tale om, men generelt skal attesterne indeholde bl.a. angivelse af den myndighed, der har truffet afgørelsen og den, der er kompetent til at fuldbyrde den, angivelse af de lovovertrædelser, der ligger til grund for afgørelsen, så vidt muligt navnet på den eller de personer, som afgørelsen vedrører, beskrivelse af de relevante faktiske omstændigheder samt en nærmere redegørelse for særlige aspekter af afgørelsen.
Det er endvidere for alle afgørelsestypers vedkommende et krav, at den kompetente myndighed i udstedelsesstaten har undertegnet attesten og dermed har attesteret, at indholdet er korrekt. For beslaglæggelseskendelsers vedkommende stiller rammeafgørelsen krav om, at attesten skal attesteres af den myndighed, der har truffet afgørelsen, mens der med hensyn til afgørelser om bødestraf og konfiskation alene stilles krav om, at attesten skal attesteres af den kompetente myndighed, hvilket også kan være en anden myndighed end den, der har truffet afgørelsen.
Fremsendelse kan ske på enhver måde, som kan efterlade et skriftligt spor, og således at fuldbyrdelsesstaten kan fastslå ægtheden. Fremsendelse vil således også kunne ske f.eks. pr. telefax.
For så vidt angår afgørelser om bødestraf og konfiskation er der mulighed for, at den fuldbyrdende myndighed kan anmode om at få tilsendt den originale afgørelse eller en bekræftet genpart heraf, hvis der findes behov herfor.
Det er indtil videre et krav, at attesterne skal være udfyldt på dansk. Derimod kan der ikke stilles krav om, at selve afgørelsen oversættes.
For så vidt angår afgørelser om bødestraf og konfiskation er der imidlertid i medfør af lovforslagets stk. 2 mulighed for at udsætte fuldbyrdelsen i det nødvendige tidsrum, hvis det findes nødvendigt at tilvejebringe en dansk oversættelse af afgørelsen. Denne udsættelse er en udsættelse af selve konstateringen af, om betingelserne for fuldbyrdelse i Danmark er opfyldt. Det kan være relevant at tilvejebringe en oversættelse af afgørelsen, hvis der er mistanke om, at attesten er i åbenbar uoverensstemmelse med afgørelsen, men hvor det på grund af sprogvanskeligheder ikke med sikkerhed kan konstateres, jf. afslagsgrundene i § 20, stk. 1, nr. 1, og § 33, stk. 1, nr. 1. Oversættelse sker i givet fald for dansk regning.
En tilsvarende udsættelsesmulighed findes ikke med hensyn til beslaglæggelseskendelser. I disse tilfælde lægges attestens oplysninger til grund.
Der henvises i øvrigt til pkt. 6.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter lovforslaget træffes afgørelse om fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser af retten på anklagemyndighedens begæring. Det svarer til den nuværende ordning.
Det følger endvidere, at afslag i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden finder, at fuldbyrdelse bør afslås, træffes af Justitsministeriet eller den, der bemyndiges dertil.
Når anklagemyndigheden modtager en anmodning om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, skal anklagemyndigheden således undersøge, om betingelserne for fuldbyrdelse umiddelbart synes at være opfyldt. Hvis det er tilfældet, indbringes anmodningen for retten.
Hvis anklagemyndigheden derimod finder, at en eller flere betingelser ikke er opfyldt, og dette ikke findes på formålstjenlig vis at kunne afhjælpes ved høring af udstedelsesstaten, skal sagen ikke indbringes for retten. I disse tilfælde sendes anmodningen med indstilling om afslag i stedet til Justitsministeriet, der herefter træffer den endelige afgørelse. Hvis Justitsministeriet ikke finder, at fuldbyrdelse skal afslås, returneres sagen til anklagemyndigheden med henblik på indbringelse for retten.
Sagen indbringes for byretten på det sted, hvortil sagen har tilknytning.
Dette skal ses i sammenhæng med, at de sager, der er omhandlet i denne bestemmelse, alle vedrører beslaglæggelse af formuegoder eller bevismateriale. Det vil således som oftest være hensigtsmæssigt at afholde retsmødet i den kreds, hvor formuegodet eller bevismaterialet befinder sig. I andre tilfælde kan det være mest hensigtsmæssigt at indbringe sagen der, hvor den pågældende bor.
Det er foreslået i § 50, stk. 1, at anklagemyndigheden snarest og så vidt muligt inden for 24 timer efter anklagemyndighedens modtagelse af anmodningen skal indbringe anmodningen for domstolene. Som det fremgår af stk. 4, skal retten endvidere så vidt muligt træffe afgørelsen inden for 24 timer.
Den vejledende frist følger af rammeafgørelsen og skal sikre, at der er mindst mulig risiko for, at formuegoderne forsvinder eller på anden måde unddrages myndighederne.
Efter den foreslåede § 50, stk. 2, finder retsplejelovens § 806, stk. 2, 3, 5 og 7, § 807 c, samt kapitel 85 anvendelse. Det indebærer bl.a., at rettens afgørelse træffes ved kendelse. Retten skal alene påse, om betingelserne for fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelsen er opfyldt. Grundlaget for afgørelsen i udstedelsesstaten kan derimod ikke efterprøves.
Det indebærer endvidere, at politiet i medfør af § 806, stk. 3, kan træffe beslutning om beslaglæggelse, hvis indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, finder tilsvarende anvendelse, og at afgørelse om beslaglæggelse i medfør af stk. 7 træffes af politiet, hvis den, som indgrebet retter sig imod, meddeler skriftligt samtykke til indgrebet.
I stk. 3 foreslås det, at der gives mulighed for forsvarerbistand i samme omfang som i en tilsvarende dansk sag. Der kan således beskikkes en forsvarer, i det omfang der ville være adgang til at beskikke en forsvarer efter retsplejelovens §§ 730, 731 og 732. Der tilkommer forsvareren samme beføjelser som i en dansk straffesag. Endvidere gælder om salær og godtgørelse for udlæg samme regler som for beskikkede forsvarere, jf. retsplejelovens kapitel § 741.
Den foreslåede bestemmelse fastslår, at anklagemyndigheden skal underrette udstedelsesstaten, hvis rettens afgørelse kæres, eller der indgives begæring efter retsplejelovens § 807 c. Dette skal ske med henblik på, at den kompetente myndighed i udstedelsesstaten får mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger. Udstedelsesstaten bør derfor oplyses om, hvornår kæremålet kan forventes behandlet. Når der er afsagt endelig kendelse, underretter anklagemyndigheden endvidere den pågældende myndighed om sagens udfald.
Den foreslåede bestemmelse angiver, at fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, når der er truffet endelig afgørelse herom, iværksættes af politiet i overensstemmelse med retsplejelovens § 807. §§ 807 b og 807 d finder tilsvarende anvendelse.
Anklagemyndigheden skal underrette udstedelsesstaten, når fuldbyrdelsen er afsluttet. Hvis det viser sig, at der består en hindring for fuldbyrdelsen, f.eks. at de pågældende formuegoder ikke længere er i behold, jf. lovforslagets § 10, meddeles også dette til udstedelsesstaten. I begge tilfælde vil sagen herefter være afsluttet i Danmark.
Bestemmelsen sigter til tilfælde, hvor udstedelsesstatens myndigheder anmoder om, at der iagttages særlige formkrav i forbindelse med gennemførelsen af beslaglæggelsen i Danmark, fordi dette er nødvendigt for, at bevismaterialet kan anvendes som bevis i udstedelsesstaten. Det er udgangspunktet, at sådanne anmodninger skal imødekommes, i det omfang sådanne krav om procedurer ikke er i modstrid med grundlæggende principper i dansk ret.
Retsplejelovens § 190 indeholder en tilsvarende bestemmelse for så vidt angår gennemførelse af vidneafhøringer efter begæring af udenlandske myndigheder.
Stk. 2 tager navnlig sigte på situationer, hvor det vil være relevant at foretage yderligere straffeprocessuelle indgreb, f.eks. ransagning eller pålæg om edition, for at finde frem til det formuegode, som skal beslaglægges.
Det foreslås derfor i § 53, stk. 2, at give mulighed for anvendelse af retsplejelovens bestemmelser om legemsindgreb, ransagning og edition, når det er nødvendigt for at kunne fuldbyrde en beslaglæggelseskendelse.
Det indebærer, at disse kapitler i princippet vil kunne finde anvendelse i forhold til lovovertrædelser, der ikke er strafbare efter dansk ret, hvis der er tale om lovovertrædelser, som er omfattet af positiv-listen i § 6, stk. 1. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af listen, imidlertid som udgangspunkt er strafbare i alle medlemsstater, vil dette formentligt ikke have megen praktisk betydning.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det er justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, der i første instans træffer afgørelsen om, hvorvidt en afgørelse om bødestraf eller konfiskation vil kunne fuldbyrdes i Danmark. Indtil videre vil afgørelseskompetencen ligge centralt hos Justitsministeriet.
Prøvelsen begrænser sig til en prøvelse af, om de i denne lov nærmere afgrænsede afslags- eller udsættelsesgrunde foreligger eller ej.
Den anvendte model svarer til den model, der anvendes i udleveringssager. Justitsministerens afgørelseskompetence er således koblet med en særlig let adgang til domstolsprøvelse, jf. lovforslagets § 56.
Justitsministeriet vil i nogle tilfælde være i stand til at træffe afgørelsen alene på grundlag af oplysningerne i attesten. I andre tilfælde vil der være behov for at indhente yderligere oplysninger hos den pågældende politimester. Det vil formentlig i særlig grad gøre sig gældende i forhold til afgørelsen af, om der er behov for at udsætte fuldbyrdelsen af en konfiskationsafgørelse, f.eks. fordi formuegodet allerede er omfattet af en konfiskationssag. Det kan heller ikke udelukkes, at der kan opstå behov for at indhente oplysninger på andre områder.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den eller de personer, som afgørelsen vedrører, i forbindelse med en afgørelse om fuldbyrdelse skal vejledes om muligheden for at forlange sagen indbragt for domstolene.
Der skal samtidig vejledes om, at prøvelsen ikke kan omfatte de forhold, der ligger til grund for afgørelsen i udstedelsesstaten.
Vejledningen bør ske skriftligt.
Bestemmelsen indebærer, at justitsministerens afgørelse efter § 54 kan forlanges indbragt for domstolene, hvis afgørelsen går ud på fuldbyrdelse.
Sagen indbringes som udgangspunkt for retten der, hvor den pågældende bor. Hvis den pågældende ikke har bopæl i Danmark, indbringes sagen der, hvortil sagen i øvrigt har tilknytning, f.eks. hvor den pågældende har fast ejendom.
Domstolsprøvelsen kan alene omfatte lovligheden af fuldbyrdelsesafgørelsen og ikke de forhold, der ligger til grund for afgørelsen i udstedelsesstaten.
I det foreslåede stk. 2 fastsættes en frist på 14 dage for at begære domstolsprøvelse. Fristen regnes fra den dag, hvor beslutningen er meddelt den pågældende. Justitsministeren kan endvidere, når særlige omstændigheder taler derfor, tillade at afgørelsen indbringes for retten, selv om fristen er udløbet.
Det følger af det foreslåede stk. 3, at indbringelse af justitsministerens afgørelse for retten som udgangspunkt ikke har opsættende virkning. Den ret, som afgørelsen indbringes for, har imidlertid mulighed for at tillægge indbringelsen opsættende virkning, hvis der konkret findes grundlag herfor.
Det forudsættes, at sagen for retten behandles i strafferetsplejens former. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, jf. lovforslagets stk. 4, og retsplejelovens regler i kapitel 85 om kære finder anvendelse.
Det foreslås endvidere i stk. 5, at der i forbindelse med domstolsprøvelsen skal beskikkes en forsvarer for den person, som afgørelsen vedrører, hvis retten efter sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt. Der tilkommer forsvareren samme beføjelser som i en dansk straffesag. Endvidere gælder om salær og godtgørelse for udlæg samme regler som for beskikkede forsvarere, jf. retsplejelovens § 741.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at udstedelsesstaten skal underrettes herom, hvis der forlanges domstolsprøvelse. Da underretningen sker med henblik på, at udstedelsesstaten kan fremsætte sine bemærkninger, bør udstedelsesstaten i forbindelse med underretningen informeres om, hvornår sagen kan forventes behandlet ved domstolene.
Når sagen er afsluttet, skal udstedelsesstaten endvidere underrettes om sagens udfald. Hvis sagen i mellemtiden kæres, bør underretning efter omstændighederne også ske.
Den foreslåede bestemmelse angiver, at fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf eller konfiskation, når der er truffet endelig afgørelse herom, sker efter de almindelige regler om fuldbyrdelse af henholdsvis bødestraffe og konfiskation, medmindre andet følger af dette lovforslags regler.
Endvidere fastslås det, at dansk rets regler om benådning finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om bødestraf (som defineret i lovforslagets § 17), som fuldbyrdes efter reglerne i dette lovforslag, ligesom straffelovens § 97 c finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om konfiskation (som defineret i lovforslagets § 30), som fuldbyrdes efter reglerne i dette lovforslag.
Det følger af retsplejelovens § 997, stk. 1, at fuldbyrdelsen iværksættes af politiet. For bøders vedkommende er fuldbyrdelsen reguleret i straffuldbyrdelseslovens kapitel 16. For konfiskation foreskriver retsplejelovens § 997, stk. 2, at beløbet inddrives efter de i bogen om den borgerlige retspleje foreskrevne regler samt straffuldbyrdelseslovens §§ 90, stk. 4, 91, stk. 2 og 3, og 92.
Justitsministeriet skal underrette udstedelsesstaten, når fuldbyrdelsen er afsluttet, jf. lovforslagets §§ 27 og 41. Hvis det viser sig, at der består en hindring for fuldbyrdelsen, f.eks. at de pågældende formuegoder ikke længere er i behold, skal Justitsministeriet have meddelelse herom, så Justitsministeriet som den kompetente myndighed også kan meddele udstedelsesstaten dette. I begge tilfælde vil sagen herefter være afsluttet i Danmark.
Bestemmelsen fastslår, at attester, der fremsendes med henblik på fuldbyrdelse af danske beslaglæggelseskendelser i en anden medlemsstat, skal attesteres af den myndighed, der har truffet afgørelsen.
Uanset at domstolene ikke som sådan vil blive involveret i fremsendelsen af anmodninger til andre medlemsstater, skal attesten således – i de tilfælde, hvor afgørelsen er truffet af retten – også attesteres af retten. Hvis attestens indhold ikke er bekræftet på denne måde, vil fuldbyrdelsesstaten kunne afslå fuldbyrdelse allerede af denne årsag.
Attester, der fremsendes med henblik på fuldbyrdelse af danske afgørelser om bødestraf og konfiskation i en anden medlemsstat, skal attesteres af justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil.
Den foreslåede bestemmelse skyldes en særbestemmelse i rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale, hvorefter klage i forbindelse med fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse også skal kunne indgives i udstedelsesstaten.
Danske domstole vil ikke have nogen mulighed for at tage stilling til lovligheden af den udenlandske myndigheds afgørelse om fuldbyrdelse, hvorimod udelukkende de danske domstole kan tage stilling til de forhold, der ligger til grund for afgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse sætter den almindelige kærefrist i retsplejelovens § 969, stk. 1, ud af kraft i tilfælde, hvor beslaglæggelseskendelsen fuldbyrdes i medfør af denne rammeafgørelse i en anden medlemsstat. Der vil således være mulighed for, at enhver, der er part i sagen, men som f.eks. ikke kendte til den danske afgørelse og derfor ikke kunne kære denne, efterfølgende kan indbringe kendelsen, uanset at fristen er overskredet.
Der kan endvidere indtil sagens afgørelse fremsættes begæring efter retsplejelovens § 807 c.
Efter den foreslåede bestemmelse skal lov om international fuldbyrdelse af straf ikke finde anvendelse på afgørelser, som kan fuldbyrdes efter reglerne i denne lov. Hvis en anmodning om fuldbyrdelse således opfylder betingelserne for fuldbyrdelse efter denne lov, går denne lov forud for lov om international fuldbyrdelse af straf.
Er der derimod tale om anmodninger om fuldbyrdelse, der ikke er omfattet af, eller som i øvrigt ikke opfylder betingelserne for fuldbyrdelse efter nærværende lov, behandles disse fortsat efter lov om international fuldbyrdelse af straf. Det gælder, uanset om disse afgørelser måtte være truffet i en anden EU-medlemsstat.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2005 og finder anvendelse i sager, hvor der fremsættes anmodning om fuldbyrdelse efter lovens ikrafttræden, uanset om den pågældende lovovertrædelse er begået før lovens ikrafttræden.
Det er ikke en betingelse for fuldbyrdelse efter lovforslagets regler, at den medlemsstat, der anmoder om fuldbyrdelse, har implementeret den pågældende rammeafgørelse.
Det følger imidlertid af lovforslagets § 48, stk. 1, at strafferetlige afgørelser, der er omfattet af loven, for at kunne danne grundlag for en afgørelse om fuldbyrdelse her i landet skal være ledsaget af den relevante attest, jf. bilagene til lovforslaget, i udfyldt stand. Formularen skal være attesteret af den kompetente myndighed i udstedelsesstaten.
Hvis den stat, der anmoder om fuldbyrdelse, således ikke anvender de rette attester, vil der ikke kunne ske fuldbyrdelse efter lovforslaget. I givet fald må anmodningen behandles efter de almindelige regler om retshjælp eller international fuldbyrdelse af straf.
Bestemmelsen fastlægger lovens territoriale gyldighedsområde.
Herved bekendtgøres lov nr. 1434 af 22. december 2004 om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 347 af 14. maj 2008, § 1 i lov nr. 271 af 4. april 2011 og lov nr. 1375 af 28. december 2011.
Denne lov finder anvendelse på strafferetlige afgørelser om
beslaglæggelses- og bevissikringskendelser,
bødestraf og fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning,
pligter eller påbud i forbindelse med udsættelse af straffastsættelse eller straffuldbyrdelse, som alternativ sanktion eller ved prøveløsladelse,
foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling (varetægtssurrogater) og
konfiskation.
Stk. 2. Strafferetlige afgørelser som nævnt i stk. 1, der er truffet i andre medlemsstater i Den Europæiske Union, kan fuldbyrdes her i landet efter reglerne i denne lov.
Stk. 3. Loven finder dog ikke anvendelse på afgørelser, der er omfattet af lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., i det omfang de særlige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf m.v. mellem de nordiske lande giver mere vidtgående adgang til fuldbyrdelse end reglerne i nærværende lov.
Ved »udstedelsesstat« forstås den stat, i hvilken den pågældende afgørelse er truffet.
Stk. 2. Ved »fuldbyrdelsesstat« forstås den stat, der anmodes om at fuldbyrde den pågældende afgørelse.
Ved »beslaglæggelseskendelse« forstås i denne lov enhver foranstaltning, der er truffet af en kompetent myndighed i en anden medlemsstat for midlertidigt at forhindre enhver destruktion, ændring, flytning, overførsel eller afhændelse af formuegoder, der kan konfiskeres, eller af bevismateriale.
Stk. 2. Foranstaltninger som nævnt i stk. 1, der er omfattet af en bevissikringskendelse, behandles efter reglerne i kapitel 3 a.
Loven finder anvendelse på beslaglæggelseskendelser, der afsiges med henblik på
sikring af materiale, som kan fremlægges som bevis ved strafferetlig forfølgning af en lovovertrædelse, eller
efterfølgende konfiskation af formuegoder af enhver art.
En beslaglæggelseskendelse fuldbyrdes her i landet, medmindre der er grundlag for at afslå fuldbyrdelse efter §§ 6, 7 eller 8. Behandlingen af anmodninger om fuldbyrdelse sker efter reglerne i kapitel 11.
En beslaglæggelseskendelse, der er udstedt i forbindelse med efterforskningen af en af nedenstående handlinger, kan fuldbyrdes her i landet, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret, hvis sådanne handlinger efter lovgivningen i udstedelsesstaten kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år:
Deltagelse i en kriminel organisation.
Terrorisme.
Menneskehandel.
Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.
Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosivstoffer.
Bestikkelse.
Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.
Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold.
Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.
Internetkriminalitet.
Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.
Menneskesmugling.
Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.
Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.
Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.
Racisme og fremmedhad.
Organiseret eller væbnet tyveri.
Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.
Bedrageri.
Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.
Efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter.
Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel hermed.
Forfalskning af betalingsmidler.
Fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse afslås, hvis
den i § 48 omhandlede attest ikke foreligger, er mangelfuld eller er i åbenbar uoverensstemmelse med beslaglæggelseskendelsen,
kendelsen vedrører materiale, som er omfattet af retsplejelovens § 802, stk. 4, eller § 803, stk. 2, eller
fuldbyrdelse vil være i strid med straffelovens § 12.
Stk. 2. Fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse afslås, hvis kendelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. Tilsvarende gælder, hvis den pågældende her i landet er benådet for handlingen. Hvis den pågældende er dømt i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten. Fuldbyrdelse afslås tillige, hvis tiltale er frafaldet her i landet for de forhold, som beslaglæggelseskendelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.
Stk. 3. Fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse afslås, hvis der er grund til at formode, at kendelsen er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering.
Fuldbyrdelse kan afslås, hvis beslaglæggelseskendelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for i en stat uden for Den Europæiske Union. Hvis den pågældende er dømt, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten.
Stk. 2. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis påtale er opgivet her i landet for de forhold, som beslaglæggelseskendelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.
Når betingelserne for fuldbyrdelse her i landet af en beslaglæggelseskendelse er opfyldt, kan det bestemmes, at fuldbyrdelsen udsættes i en passende periode, hvis fuldbyrdelsen kan skade en igangværende strafferetlig efterforskning.
Stk. 2. Så snart grunden til udsættelsen er ophørt, træffes de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde beslaglæggelseskendelsen.
Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes skriftligt og uden unødigt ophold om
afslag på fuldbyrdelse samt begrundelsen herfor,
tilfælde, hvor det viser sig praktisk umuligt at fuldbyrde beslaglæggelseskendelsen, fordi formuegoderne er forsvundet, er blevet destrueret eller ikke findes på det sted, der er angivet i attesten, eller fordi det ikke, selv efter høring af udstedelsesstaten, er angivet tilstrækkelig præcist, hvor formuegoderne eller bevismaterialet befinder sig,
en beslutning om udsættelse samt begrundelsen herfor og om muligt dens forventede varighed,
ophør af grunden til udsættelse,
enhver foranstaltning, som begrænser fuldbyrdelsen af beslaglæggelseskendelsen, og
at fuldbyrdelsen er afsluttet.
Beslaglæggelse, der gennemføres på grundlag af en beslaglæggelseskendelse, opretholdes, indtil en anmodning som omhandlet i § 13, stk. 1, nr. 1 eller 2, er endeligt afgjort.
Stk. 2. Der kan dog i overensstemmelse med retsplejelovens § 805, stk. 2, og efter høring af udstedelsesstaten, opstilles betingelser med henblik på i det konkrete tilfælde at begrænse beslaglæggelsens varighed. Hvis det i overensstemmelse med disse betingelser påtænkes at ophæve beslaglæggelsen, skal udstedelsesstaten underrettes herom og have mulighed for at fremsætte sine bemærkninger.
Beslaglæggelsen skal ophæves uden unødigt ophold, hvis udstedelsesstaten meddeler, at beslaglæggelseskendelsen er ophævet i udstedelsesstaten.
Beslaglæggelseskendelsen skal foruden den i § 48 omhandlede attest være ledsaget af
en anmodning om overførsel af bevismaterialet til udstedelsesstaten,
en anmodning om konfiskation enten med henblik på fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse truffet i udstedelsesstaten eller med henblik på afsigelse af konfiskationsdom og efterfølgende fuldbyrdelse heraf i Danmark eller
en instruks om, at formuegoderne skal forblive her i landet, indtil der foreligger en anmodning efter nr. 1 eller 2. § 11, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Anmodninger som nævnt i stk. 1, nr. 1-3, behandles efter de gældende regler om gensidig retshjælp i straffesager og om international fuldbyrdelse af straf m.v., medmindre anmodningerne er omfattet af stk. 3 eller 4. Afslag på anmodninger som omhandlet i stk. 1, nr. 1, kan ikke begrundes med, at en tilsvarende handling ikke er strafbar i Danmark, hvis anmodningen er udstedt i forbindelse med efterforskningen af en eller flere af de i § 6, stk. 1, omhandlede handlinger og disse kan medføre mindst 3 års fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i udstedelsesstaten.
Stk. 3. Anmodninger som nævnt i stk. 1, nr. 1, der er omfattet af en bevissikringskendelse, behandles efter reglerne i kapitel 3 a.
Stk. 4. Anmodninger om fuldbyrdelse af konfiskationsafgørelser truffet i udstedelsesstaten som nævnt i stk. 1, nr. 2, behandles efter reglerne i afsnit IV, jf. dog § 1, stk. 3.
Ved en bevissikringskendelse forstås i denne lov en afgørelse, der er truffet af en kompetent myndighed i en anden medlemsstat med henblik på fremskaffelse af bevismateriale til brug for straffesager.
Der kan ikke foretages afhøringer, indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation, dataaflæsning og forstyrrelse eller afbrydelse af radio- eller telekommunikation, legemsindgreb eller analyse af eksisterende bevismateriale for at fuldbyrde en bevissikringskendelse efter denne lov, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan personer, som er til stede ved fuldbyrdelsen af en bevissikringskendelse, afhøres, hvis afhøringen af de pågældende personer har umiddelbar tilknytning til den bevissikring, der er omfattet af kendelsen.
Ved fuldbyrdelse af en bevissikringskendelse må kun indsamles det bevismateriale, som udtrykkeligt er anført i kendelsen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Hvis det fremgår af bevissikringskendelsen, at udstedelsesstaten ønsker alt bevismateriale, som opdages i forbindelse med fuldbyrdelsen af kendelsen, og som uden yderligere efterforskning findes relevant for den straffesag, der har givet anledning til udstedelse af kendelsen, kan dette bevismateriale også indsamles til brug for fuldbyrdelse af kendelsen.
En bevissikringskendelse fuldbyrdes her i landet, medmindre der er grundlag for at afslå fuldbyrdelse efter § 13 e, § 13 f, § 13 g, § 13 h. Behandlingen af anmodninger om fuldbyrdelse sker efter reglerne i kapitel 11.
En bevissikringskendelse, der er udstedt i forbindelse med efterforskningen af en af nedenstående handlinger, kan fuldbyrdes her i landet, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret, hvis sådanne handlinger efter lovgivningen i udstedelsesstaten kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år:
Deltagelse i en kriminel organisation.
Terrorisme.
Menneskehandel.
Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.
Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosivstoffer.
Bestikkelse.
Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.
Hvidvaskning af udbytte fra strafbart forhold.
Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.
Internetkriminalitet.
Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.
Menneskesmugling.
Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.
Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.
Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.
Racisme og fremmedhad.
Organiseret eller væbnet tyveri.
Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.
Bedrageri.
Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.
Efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter.
Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel hermed.
Forfalskning af betalingsmidler.
Fuldbyrdelse af en bevissikringskendelse afslås, hvis
den formular, som er omhandlet i § 48, stk. 2, er ufuldstændig eller åbenlyst ukorrekt og ikke er blevet suppleret eller rettet inden for en rimelig frist,
fuldbyrdelse forudsætter tvangsindgreb over for personer, som efter reglerne i retsplejelovens § 169, § 170, § 171 og § 172 ville være udelukket eller fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen, og det pågældende tvangsindgreb derfor ikke kan foretages,
efterforskningen angår en person, der ikke kan retsforfølges på grund af immunitet,
der er grund til at formode, at kendelsen er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering,
fuldbyrdelse vil indebære efterforskningsskridt, der ikke ville kunne gennemføres i en tilsvarende dansk straffesag, medmindre der er tale om fuldbyrdelse af en kendelse, som er omfattet af § 13 e, stk. 1, og fuldbyrdelsen vil indebære ransagning, beslaglæggelse eller edition, eller
kendelsen ikke er udstedt eller bekræftet af en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager i udstedelsesstaten og fuldbyrdelse af kendelsen vil indebære ransagning, beslaglæggelse eller edition.
Fuldbyrdelse af en bevissikringskendelse afslås, hvis kendelsen vedrører samme forhold, som de pågældende personer er dømt eller frifundet for her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. Tilsvarende gælder, hvis de pågældende personer her i landet er benådet for handlingen. Hvis den pågældende er dømt i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten. Fuldbyrdelse afslås tillige, hvis tiltale er frafaldet her i landet for de forhold, som kendelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.
Stk. 2. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis kendelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for i en stat uden for Den Europæiske Union. Hvis den pågældende er dømt, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten.
Stk. 3. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis påtale er opgivet her i landet for de forhold, som bevissikringskendelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.
Fuldbyrdelse af en bevissikringskendelse kan afslås, hvis
kendelsen vedrører en lovovertrædelse, som helt eller for en stor eller væsentlig dels vedkommende er begået her i landet, eller en lovovertrædelse, som er begået uden for udstedelsesstatens territorium, og en tilsvarende lovovertrædelse begået uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed eller
fuldbyrdelse vil skade vigtige nationale sikkerhedsinteresser, bringe kilder i fare eller indebære videregivelse af fortrolige oplysninger om specifikke efterretningsaktiviteter.
Inden der træffes beslutning om afslag i medfør af § 13 f, nr. 1 eller 6, § 13 g eller § 13 h, nr. 2, skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten høres.
Stk. 2. Inden der træffes beslutning om afslag, som følge af at kendelsen vedrører en lovovertrædelse, som helt eller for en stor eller væsentlig dels vedkommende er begået her i landet, jf. § 13 h, nr. 1, skal Eurojust høres.
Anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en bevissikringskendelse kan udsættes, hvis
den formular, som er omhandlet i § 48, stk. 2, er ufuldstændig eller åbenlyst ukorrekt,
kendelsen ikke er udstedt eller bekræftet af en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager i udstedelsesstaten og fuldbyrdelse vil indebære ransagning, beslaglæggelse eller edition,
fuldbyrdelse vil kunne påvirke en igangværende strafferetlig efterforskning eller
kendelsen vedrører bevismateriale, der allerede anvendes i forbindelse med andre sager.
Stk. 2. Bevissikringskendelsen skal fuldbyrdes, når grunden til udsættelsen er ophørt, medmindre der på dette tidspunkt er grundlag for at afslå fuldbyrdelse.
Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes uden unødigt ophold
om afslag på fuldbyrdelse samt begrundelsen herfor,
hvis det viser sig umuligt at fuldbyrde bevissikringskendelsen, fordi det omhandlede bevismateriale er forsvundet, er blevet destrueret eller ikke findes på det sted, der er anført i kendelsen, eller fordi det ikke er angivet tilstrækkelig præcist, hvor bevismaterialet befinder sig,
om udsættelse af fuldbyrdelse og begrundelsen herfor samt om muligt udsættelsens forventede varighed,
om ophør af grunden til udsættelse,
hvis politiet i forbindelse med fuldbyrdelsen og uden yderligere efterforskning finder, at der kan være behov for at iværksætte efterforskningsskridt, der ikke var forudsat fra begyndelsen, eller som ikke kunne præciseres, da kendelsen blev udstedt,
hvis kendelsen viser sig ikke at være blevet fuldbyrdet i overensstemmelse med lovgivningen, og
hvis en anmodning fra den kompetente myndighed om iagttagelse af særlige formelle krav eller en særlig procedure ikke kan imødekommes.
Stk. 2. Underretning efter stk. 1, nr. 1-4, skal ske skriftligt. Underretning efter stk. 1, nr. 5-7, skal straks bekræftes skriftligt, hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten anmoder herom.
Krav om refusion af erstatningsbeløb, som er udbetalt i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a i forbindelse med fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse eller bevissikringskendelse udstedt i en anden medlemsstat, fremsættes over for udstedelsesstaten af justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, medmindre skaden eller en del heraf udelukkende skyldes danske myndigheders handlemåde.
Staten refunderer erstatningsbeløb, der er udbetalt af fuldbyrdelsesstaten som følge af skade forvoldt ved fuldbyrdelse af en dansk beslaglæggelseskendelse eller bevissikringskendelse, i det omfang fuldbyrdelsesstaten efter sin egen lovgivning er ansvarlig for skaden og skaden eller en del af skaden ikke udelukkende skyldes fuldbyrdelsesstatens myndigheders handlemåde.
En afgørelse om bødestraf er omfattet af denne lov, når der er tale om en endelig afgørelse, der pålægger en fysisk eller juridisk person en bødestraf, og afgørelsen er truffet af
en domstol eller
en anden myndighed, forudsat at den pågældende person har haft lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i straffesager.
Ved »bødestraf« forstås i denne lov pligten til at betale et beløb, som ved en afgørelse pålægges en person som straf for at have begået en lovovertrædelse, samt en ved samme afgørelse pålagt pligt til at betale
erstatning til ofre for den strafbare handling, hvis offeret ikke kan deltage som civil part i sagen og domstolen handler i kraft af sin strafferetlige kompetence,
et pengebeløb til dækning af sagsomkostninger eller administrative omkostninger ved afgørelsen og
et pengebeløb til en offentlig fond eller en støtteorganisation for ofre.
En afgørelse om bødestraf fuldbyrdes her i landet, medmindre der er grundlag for at afslå fuldbyrdelse efter §§ 19, 20 eller 21. Behandlingen af anmodninger om fuldbyrdelse sker efter reglerne i kapitel 12.
En afgørelse om bødestraf, der vedrører en af nedenstående handlinger, kan fuldbyrdes her i landet, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret:
Deltagelse i en kriminel organisation.
Terrorisme.
Menneskehandel.
Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.
Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosivstoffer.
Bestikkelse.
Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.
Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold.
Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.
Internetkriminalitet.
Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.
Menneskesmugling.
Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.
Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.
Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.
Racisme og fremmedhad.
Organiseret eller væbnet tyveri.
Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.
Bedrageri.
Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.
Efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter.
Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel hermed.
Forfalskning af betalingsmidler.
Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.
Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.
Fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf afslås, hvis
den i § 48 omhandlede attest ikke foreligger, er mangelfuld eller er i åbenbar uoverensstemmelse med afgørelsen,
afgørelsen vedrører handlinger, som er begået helt eller delvis her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret,
fuldbyrdelse vil være i strid med straffelovens § 12,
afgørelsen vedrører en fysisk person, som på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15,
den pålagte bødestraf er på mindre end 70 euro eller et beløb svarende hertil eller
den person, som afgørelsen vedrører, ifølge oplysningerne i den i § 48 omhandlede attest
a) ikke som krævet i udstedelsesstatens lovgivning i forbindelse med en skriftlig procedure er blevet underrettet personligt eller gennem en efter udstedelsesstatens lovgivning kompetent repræsentant om sin ret til at bestride sagen og om tidsfristerne for et sådant retsmiddel eller
b) ikke er mødt personligt frem, medmindre det i attesten is anført, at personen i overensstemmelse med reglerne i udstedelsesstaten og i rette tid
i) er blevet indkaldt personligt og dermed er blevet underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, som førte til afgørelsen, eller på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, på en sådan måde, at det klart fremgår, at personen var bekendt med den berammede retssag og er blevet underrettet om, at der kunne træffes en afgørelse, selv om den pågældende ikke var til stede under retssagen,
ii) var bekendt med den berammede retssag og havde givet en juridisk rådgiver, der var udpeget enten af den pågældende selv eller af udstedelsesstaten, fulmagt til at forsvare sig under retssagen og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen,
Fuldbyrdelse kan afslås, hvis
afgørelsen ville være forældet efter dansk ret og vedrører handlinger, der er omfattet af dansk straffemyndighed, eller
afgørelsen vedrører en handling, som er begået uden for udstedelsesstatens territorium, og en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed.
Stk. 2. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis afgørelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er fundet skyldig i eller frifundet for i en stat uden for Den Europæiske Union. Hvis den pågældende er fundet skyldig, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis afgørelsen er blevet fuldbyrdet.
Stk. 3. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis påtale er opgivet her i landet for de forhold, som afgørelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.
Inden der træffes beslutning om afslag i medfør af § 20, stk. 1, nr. 1 eller 6, eller § 21, stk. 1, nr. 1, skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten høres.
Fuldbyrdelse afbrydes straks, hvis udstedelsesstaten meddeler, at afgørelsen ikke længere kan fuldbyrdes, eller at anmodningen af anden grund trækkes tilbage.
Hvis den handling, som afgørelsen vedrører, ikke er begået på udstedelsesstatens territorium og handlingen er omfattet af dansk straffemyndighed, nedsættes det beløb, der skal inddrives, til det beløb, der gælder for tilsvarende handlinger i henhold til dansk lovgivning.
Stk. 2. Bødestraffen omregnes til danske kroner til den vekselkurs, der var gældende på det tidspunkt, hvor bødestraffen blev pålagt den pågældende.
Hvis den person, som afgørelsen vedrører, fremlægger dokumentation for hel eller delvis betaling i en anden stat, høres den kompetente myndighed i udstedelsesstaten herom, inden der træffes afgørelse om, hvorvidt afgørelsen skal fuldbyrdes.
Der kan ikke her i landet fastsættes forvandlingsstraf for en udenlandsk bødestraf omfattet af denne lov.
Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes skriftligt og uden unødigt ophold om
afslag på fuldbyrdelse samt begrundelsen herfor,
tilfælde, hvor afgørelsen helt eller delvis ikke er blevet fuldbyrdet her i landet,
tilfælde, hvor bødestraffen er blevet eftergivet her i landet, og
at fuldbyrdelsen er afsluttet.
Selv om en anmodning om fuldbyrdelse er fremsendt til Danmark, kan afgørelsen ikke længere fuldbyrdes i Danmark, hvis
udstedelsesstaten har meddelt, at anmodningen trækkes tilbage,
de danske myndigheder har meddelt udstedelsesstaten, at afgørelsen helt eller delvis ikke er blevet fuldbyrdet,
de danske myndigheder har meddelt udstedelsesstaten, at bødestraffen er blevet eftergivet, eller
de danske myndigheder har meddelt udstedelsesstaten, at fuldbyrdelse er afslået.
Justitsministeren kan aftale med en anden medlemsstat, at bødestraffe, der fuldbyrdes i overensstemmelse med reglerne i denne lov, tilfalder den udstedende stat.
Stk. 2. Justitsministeren kan aftale med en anden medlemsstat, at bødestraffe, der fuldbyrdes i andre stater som følge af fuldbyrdelse af en dansk afgørelse, tilbageføres til den danske statskasse.
En afgørelse om fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning er omfattet af dette kapitel, når der er tale om en endelig domstolsafgørelse, der er afsagt under en straffesag på grund af en strafbar handling.
En afgørelse om fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning fuldbyrdes her i landet efter anmodning fra en myndighed i en anden medlemsstat (udstedelsesstaten), hvis den domfældte befinder sig enten i udstedelsesstaten eller her i landet og der ikke er grundlag for at afslå fuldbyrdelse efter § 29 c, § 29 d, § 29 e og § 29 f.
Stk. 2. Hvis varigheden af en fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning overstiger den maksimale straf i henhold til dansk lovgivning for en tilsvarende strafbar handling, nedsættes straffen til den maksimale straf i henhold til dansk lovgivning.
Stk. 3. Hvis den omhandlede fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning på grund af sin art ikke er forenelig med sanktionerne i henhold til dansk lovgivning for en tilsvarende strafbar handling, kan straffen tilpasses til en lignende sanktion, der ville kunne anvendes her i landet. Den tilpassede sanktion må ikke udgøre en skærpelse i forhold til den idømte sanktion.
Stk. 4. Behandling af anmodninger om fuldbyrdelse sker efter reglerne i kapitel 12.
En afgørelse om fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, der vedrører en af nedenstående handlinger, kan fuldbyrdes her i landet, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret, hvis sådanne handlinger efter lovgivningen i udstedelsesstaten kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år:
Deltagelse i en kriminel organisation.
Terrorisme.
Menneskehandel.
Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.
Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosivstoffer.
Bestikkelse.
Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.
Hvidvaskning af udbytte fra strafbart forhold.
Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.
Internetkriminalitet.
Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.
Menneskesmugling.
Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.
Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.
Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.
Racisme og fremmedhad.
Organiseret eller væbnet tyveri.
Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.
Bedrageri.
Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.
Efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter.
Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel hermed.
Forfalskning af betalingsmidler.
Fuldbyrdelse af en afgørelse om fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning afslås, hvis
den domfældte ikke har givet sit samtykke til fuldbyrdelse her i landet, medmindre domfældte er dansk statsborger med bopæl her i landet, eller domfældte er udvist her til landet som følge af afgørelsen, eller domfældte har taget ophold her i landet under eller efter behandlingen af den straffesag, som har givet anledning til fængselsstraffen eller anden frihedsberøvende foranstaltning,
den domfældte ikke ville kunne retsforfølges her i landet på grund af immunitet,
den domfældte ikke kan retsforfølges her i landet for en strafbar handling, der er begået inden den handling, som afgørelsen om fængselsstraffen eller anden frihedsberøvende foranstaltning vedrører, fordi udstedelsesstatens myndigheder nægter at give samtykke hertil, jf. § 29 j, stk. 2, nr. 3,
den idømte sanktion omfatter psykiatrisk behandling, lægebehandling eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, der ikke kan tilpasses efter § 29 b, stk. 3, og derfor ikke kan fuldbyrdes her i landet,
der er grund til at formode, at fængselsstraffen eller anden frihedsberøvende foranstaltning er pålagt med det formål at straffe den domfældte på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at den domfældtes situation kan blive skadet af en af disse grunde, eller
den domfældte ifølge oplysningerne i den attest, som er omhandlet i § 48, er dømt uden selv at have været til stede under retssagen, medmindre det i attesten er anført, at domfældte i overensstemmelse med reglerne i udstedelsesstaten og i rette tid
a) er blevet indkaldt personligt og dermed er blevet underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, som førte til afgørelsen, eller på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, på en sådan måde, at det klart fremgår, at personen var bekendt med den berammede retssag og er blevet underrettet om, at der kunne træffes en afgørelse, selv om vedkommende ikke var til stede under retssagen,
Fuldbyrdelse af en afgørelse om fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning kan afslås, hvis afgørelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er fundet skyldig i eller frifundet for her i landet eller i en anden stat end udstedelsesstaten. Tilsvarende gælder, hvis den pågældende person er benådet her i landet for handlingen. Hvis den pågældende tidligere er dømt i en anden stat end Danmark, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten.
Stk. 2. Fuldbyrdelse kan tillige afslås, hvis tiltale er frafaldet eller påtale er opgivet her i landet for de forhold, som afgørelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.
Fuldbyrdelse af en afgørelse om fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning kan afslås, hvis
den attest, som er omhandlet i § 48, ikke foreligger, er mangelfuld eller er i åbenbar uoverensstemmelse med afgørelsen og ikke er blevet suppleret eller rettet inden for en rimelig frist,
den domfældte hverken er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet,
den domfældte på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15,
afgørelsen ville være forældet efter dansk ret,
afgørelsen vedrører handlinger, som er begået helt eller delvist her i landet, eller
der på tidspunktet for modtagelsen af anmodningen resterer afsoning af mindre end 6 måneder af fængselsstraffen eller anden frihedsberøvende foranstaltning.
Inden der træffes afgørelse om afslag i medfør af § 29 d, nr. 1, 4 eller 6, § 29 e eller § 29 f, nr. 1, 2 eller 5, skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten høres.
§ 29 h. Fuldbyrdelse af en afgørelse om fængselsstraf eller anden frihedsberøvelse i medfør af denne lov afbrydes straks, hvis udstedelsesstaten meddeler, at afgørelsen ikke længere kan fuldbyrdes.
Stk. 2. Retten til at fuldbyrde overgår til udstedelsesstaten, hvis fængselsstraffen eller anden frihedsberøvende foranstaltning ikke længere kan fuldbyrdes her i landet, fordi domfældte er undveget.
Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes straks skriftligt og uden unødigt ophold om
videresendelse af anmodningen om fuldbyrdelse til rette myndighed her i landet,
den endelige afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen om fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, herunder om en eventuel tilpasning af sanktionen efter § 29 b, stk. 2 eller 3,
afslag på fuldbyrdelse samt begrundelsen herfor,
at afgørelsen ikke kan eller ikke længere kan fuldbyrdes her i landet, og
at fuldbyrdelsen er afsluttet, herunder om tidspunktet for en eventuel prøveløsladelses begyndelse og afslutning.
En person, der er overført her til landet med henblik på afsoning af en fængselsstraf eller fuldbyrdelse af en anden frihedsberøvende foranstaltning efter reglerne i denne lov, kan ikke idømmes fængselsstraf eller anden foranstaltning, der begrænser den pågældendes frihed, for en anden strafbar handling, der er begået inden overførelsen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis
den pågældende har givet sit samtykke til overførelsen her til landet,
den pågældende efter overførelsen her til landet har meddelt samtykke i et retsmøde til at blive retsforfulgt for den strafbare handling,
udstedelsesstaten har givet sit samtykke til, at den pågældende kan retsforfølges her i landet for den strafbare handling, eller
den pågældende ikke har forladt Danmark inden 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage efter at have forladt landet.
Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, meddeler tilladelse til, at en person, som overføres fra en medlemsstat til en anden med henblik på afsoning af en fængselsstraf eller fuldbyrdelse af en anden frihedsberøvende foranstaltning, der er idømt i den første medlemsstat, føres gennem riget. Med anmodning om tilladelse skal medfølge et eksemplar af udstedelsesstatens attest med anmodning om fuldbyrdelse til den medlemsstat, hvor fuldbyrdelsen skal ske. Tilladelsen skal meddeles inden en uge efter modtagelse af anmodningen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes, inden tilladelsen meddeles, hvis den pågældende person vil blive retsforfulgt eller på anden måde udsat for en begrænsning af sin frihed på grund af en strafbar handling, der er begået inden overførelsen.
Reglerne i dette kapitel finder anvendelse på følgende strafferetlige afgørelser:
Domme, hvori straffastsættelse er udsat, når der i dommen eller ved efterfølgende afgørelse i stedet er fastsat en eller flere pligter eller påbud.
Domme, hvori fuldbyrdelsen af en frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning er udsat, når der i dommen eller ved efterfølgende afgørelse i stedet er fastsat en eller flere pligter eller påbud.
Domme, som fastsætter en anden straf end frihedsstraf, frihedsberøvende foranstaltning eller bødestraf, og som pålægger en pligt eller et påbud (alternativ sanktion).
Domme eller endelige afgørelser, der træffes på grundlag af en dom, om prøveløsladelse med pålæg om en eller flere pligter eller påbud.
En dom eller afgørelse omfattet af § 29 l, som er afsagt eller truffet i en anden medlemsstat (udstedelsesstaten), anerkendes, og tilsyn overtages, på anmodning fra udstedelsesstaten, hvis den domfældte har lovligt og sædvanligt ophold her i landet og er vendt tilbage eller ønsker at vende tilbage hertil, medmindre der er grundlag for at afslå anerkendelse af dommen eller afgørelsen efter § 29 o, stk. 2, § 29 p eller § 29 q. Behandlingen af anmodninger om anerkendelse og overtagelse af tilsyn sker efter reglerne i kapitel 12.
Stk. 2. På anmodning fra udstedelsesstaten og efter ønske fra den domfældte kan en dom eller afgørelse anerkendes, selv om den domfældte ikke på tidspunktet for anmodningen har lovligt og sædvanligt ophold her i landet, hvis det skønnes formålstjenligt af hensyn til den pågældendes mulighed for resocialisering.
Stk. 3. Når betingelserne for anerkendelse og overtagelse af tilsyn er opfyldt, jf. stk. 1 og 2, og udstedelsesstaten er underrettet om afgørelsen herom, jf. § 54, stk. 1, overtager justitsministeren eller den, som justitsministeren bemyndiger hertil, tilsynet med de pligter eller påbud, som er tilknyttet dommen eller afgørelsen, når der er tale om
pligt til at meddele en bestemt myndighed ændring af bopæl eller arbejdsplads,
pligt til ikke at opholde sig på bestemte lokaliteter eller steder eller i definerede områder i udstedelses- eller fuldbyrdelsesstaten,
begrænsninger i muligheden for at forlade fuldbyrdelsesstatens område,
påbud med hensyn til adfærd, opholdssted, uddannelse eller fritidsaktiviteter eller begrænsninger i eller regler for udøvelse af arbejde,
Når tilsyn er overtaget efter § 29 m, stk. 3, finder straffeloven og straffuldbyrdelsesloven samt administrative forskrifter udstedt i henhold til straffuldbyrdelsesloven anvendelse på alle senere afgørelser, der træffes her i landet i forbindelse med tilsynet.
Stk. 2. En afgørelse om fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning eller om genindsættelse fra prøveløsladelse træffes ikke her i landet, hvis en handling svarende til den, der ligger til grund for udstedelsesstatens dom, ikke er strafbar efter dansk ret, medmindre det skønnes formålstjenligt af hensyn til den domfældtes mulighed for resocialisering. Bliver en sådan afgørelse relevant, og skønnes det ikke formålstjenligt at træffe afgørelsen her i landet, overføres afgørelseskompetencen i stedet til den kompetente myndighed i udstedelsesstaten.
Stk. 3. En afgørelse om fastsættelse af en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning træffes ikke her i landet, hvis en handling svarende til den, der ligger til grund for udstedelsesstatens dom, ikke tillige er strafbar efter dansk ret. Bliver en sådan afgørelse relevant, overføres afgørelseskompetencen i stedet til den kompetente myndighed i udstedelsesstaten.
Stk. 4. Hvis der skal træffes afgørelse om fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, som overstiger den maksimale straf i henhold til dansk lovgivning for en tilsvarende strafbar handling, nedsættes straffen til den maksimale straf i henhold til dansk lovgivning.
Stk. 5. Hvis den i stk. 4 omhandlede frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning på grund af sin art ikke er forenelig med sanktionerne i henhold til dansk lovgivning for en tilsvarende strafbar handling, kan straffen tilpasses til en lignende sanktion, der ville kunne anvendes her i landet. Den tilpassede sanktion må ikke udgøre en skærpelse i forhold til den idømte sanktion.
Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om fuldbyrdelse af reststraffen for prøveløsladte.
En dom omfattet af § 29 l, der vedrører en af nedenstående handlinger, og en afgørelse omfattet af § 29 l, der er knyttet til en sådan dom, kan anerkendes her i landet, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret, hvis sådanne handlinger efter lovgivningen i udstedelsesstaten kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år:
Deltagelse i en kriminel organisation.
Terrorisme.
Menneskehandel.
Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.
Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosivstoffer.
Bestikkelse.
Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.
Hvidvaskning af udbytte fra strafbart forhold.
Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.
Internetkriminalitet.
Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.
Menneskesmugling.
Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.
Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.
Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.
Racisme og fremmedhad.
Organiseret eller væbnet tyveri.
Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.
Bedrageri.
Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.
Anerkendelse af domme og afgørelser omfattet af § 29 l kan afslås, hvis
den attest, som er omhandlet i § 48, ikke foreligger, er mangelfuld eller er i åbenbar uoverensstemmelse med dommen og ikke er blevet suppleret eller rettet inden for en rimelig frist,
kriterierne for anerkendelse af dommen eller afgørelsen og overtagelse af tilsyn efter § 29 m, stk. 1 og 2, ikke er opfyldt,
der er grund til at formode, at pligten eller påbuddet er idømt med det formål at straffe den domfældte på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at den pågældende kan blive dårligere stillet af disse grunde,
straf ikke kan fuldbyrdes på grund af forældelse efter dansk ret,
der efter dansk ret ikke kan føres tilsyn med de pågældende pligter eller påbud på grund af immunitet,
den domfældte på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15,
dommen eller afgørelsen omfatter lægebehandling eller terapi, som uanset muligheden for tilpasning efter § 29 m, stk. 4, ikke kan underkastes tilsyn i henhold til det danske retssystem eller sundhedsvæsen,
pligten eller påbuddet, som er fastsat i dommen eller afgørelsen, er af en varighed på under 6 måneder,
dommen eller afgørelsen vedrører en strafbar handling, som helt eller for en stor eller væsentlig dels vedkommende er begået her i landet eller på et sted, der ligestilles hermed, eller
Anerkendelse af domme og afgørelser omfattet af § 29 l kan afslås, hvis den pågældende dom vedrører samme forhold, som den domfældte tidligere er fundet skyldig i eller frifundet for her i landet eller i en anden stat end udstedelsesstaten (forbud mod dobbelt strafforfølgning). Tilsvarende gælder, hvis den pågældende er benådet her i landet for handlingen. Hvis den domfældte tidligere er dømt i en anden stat end Danmark, kan anerkendelse dog kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes i domsstaten.
Stk. 2. Anerkendelse kan tillige afslås, hvis tiltale er frafaldet eller påtale er opgivet her i landet for de forhold, som den pågældende dom vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.
Inden der træffes afgørelse om afslag på anerkendelse i medfør af § 29 p, nr. 1, 2, 7, 8, 9 og 10, eller § 29 q, stk. 1, skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten høres og om nødvendigt anmodes om straks at tilvejebringe supplerende oplysninger til brug for afgørelsen. Afgørelsen om anerkendelse af dommen eller afgørelsen kan i de i § 29 p, nr. 1, nævnte tilfælde udsættes, indtil attesten foreligger i fuldstændig stand.
Stk. 2. Efter aftale med udstedelsesstaten kan det i forbindelse med en afgørelse om afslag på anerkendelse efter § 29 o, stk. 2, § 29 p eller § 29 q besluttes, at tilsyn overtages efter § 29 m, stk. 3, på trods af afslaget på anerkendelse, dog således at ansvaret for at træffe efterfølgende afgørelser i forbindelse med tilsynet ikke overtages. Udstedelsesstaten skal i disse tilfælde uden unødigt ophold underrettes om den domfældtes tilsidesættelse af pligter og påbud og alle øvrige oplysninger, som er af betydning for udstedelsesstatens mulighed for at træffe efterfølgende afgørelser i sagen.
Tilsyn med en dom eller en afgørelse efter § 29 m, stk. 3, ophører her i landet, hvis udstedelsesstaten inden 10 dage efter modtagelsen af underretning efter § 29 n, stk. 7, eller § 29 t, nr. 5, tilbagekalder den i § 48 omhandlede attest, medmindre tilsyn i Danmark allerede er indledt.
Stk. 2. Tilsyn med en dom eller en afgørelse efter § 29 m, stk. 3, ophører endvidere her i landet, og tilsynet føres tilbage til denne stat, hvis
den domfældte forsvinder eller ikke længere har sit lovlige og sædvanlige opholdssted her i landet eller
der er indledt en ny straffesag mod den pågældende i udstedelsesstaten og udstedelsesstaten beder om, at tilsynet føres tilbage til udstedelsesstaten.
Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes skriftligt og uden unødigt ophold
om videresendelse af en dom og, hvis det er relevant, en afgørelse omfattet af § 29 l og den i § 48 omhandlede attest til rette myndighed her i landet,
om, at overtagelse af tilsyn ikke er muligt, fordi den domfældte ikke kan spores her i landet,
om den endelige afgørelse om anerkendelse af dommen eller afgørelsen og om overtagelse af tilsyn,
om afslag på anerkendelse af dommen eller afgørelsen og overtagelse af tilsyn og begrundelsen herfor,
om afgørelser om tilpasning af pligter eller påbud og begrundelsen herfor,
om efterfølgende afgørelser som omhandlet i § 29 n eller afslag på at træffe sådanne afgørelser,
om afgørelser om amnesti eller benådning, som bevirker, at der ikke føres tilsyn med pligter eller påbud, og, når det er relevant, begrundelsen herfor og
om afgørelser om, at tilsynet føres tilbage til udstedelsesstaten, jf. § 29 n, stk. 2 og 3, og § 29 s, stk. 2.
Reglerne i dette kapitel finder anvendelse på strafferetlige afgørelser, der som alternativ til varetægtsfængsling pålægger en person en eller flere foranstaltninger, der er mindre indgribende end varetægtsfængsling, herunder
pligt til at meddele den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten enhver ændring af bopæl,
pligt til ikke at opholde sig på bestemte lokaliteter eller steder eller i definerede områder i udstedelses- eller fuldbyrdelsesstaten,
pligt til at blive på et bestemt sted, eventuelt i bestemte perioder,
pligt, der begrænser muligheden for at forlade fuldbyrdelsesstatens område,
pligt til på bestemte tidspunkter at henvende sig til en bestemt myndighed,
pligt til at undgå kontakt med bestemte personer i forbindelse med den eller de påståede lovovertrædelser,
pligt til ikke at tage del i nærmere angivne aktiviteter i forbindelse med den eller de påståede lovovertrædelser, hvilket kan omfatte beskæftigelse med et nærmere angivet erhverv eller beskæftigelsesområde,
pligt til ikke at føre køretøj,
pligt til at stille en økonomisk sikkerhed,
pligt til at undergive sig terapeutisk behandling eller afvænning eller
pligt til at undgå kontakt med bestemte genstande i forbindelse med den eller de påståede lovovertrædelser.
En afgørelse om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling, der er truffet i en anden medlemsstat (udstedelsesstaten), anerkendes og fuldbyrdes her i landet på anmodning fra udstedelsesstaten, hvis den person, som afgørelsen vedrører, har lovligt og sædvanligt ophold her i landet og personen efter at være blevet underrettet om foranstaltningerne har indvilget i at vende tilbage hertil, medmindre der er grundlag for at afslå anerkendelse af afgørelsen efter § 29 w, stk. 2, eller § 29 x.
Stk. 2. På anmodning fra udstedelsesstaten og efter ønske fra den person, som afgørelsen vedrører, kan en afgørelse anerkendes og fuldbyrdes, selv om personen ikke på tidspunktet for anmodningen har lovligt og sædvanligt ophold her i landet, hvis det skønnes formålstjenligt af hensyn til den pågældendes mulighed for at opretholde en normal tilværelse.
Stk. 3. En foranstaltning omfattet af § 29 u, som på grund af sin art ikke er forenelig med de foranstaltninger, der i henhold til dansk lovgivning kan fastsættes for en tilsvarende strafbar handling, kan tilpasses i overensstemmelse med en foranstaltning, som ville kunne fastsættes her i landet for en sådan handling. Den tilpassede foranstaltning skal ligge så tæt som muligt på den oprindelige foranstaltning, som er fastsat i udstedelsesstaten, og må ikke udgøre en skærpelse i forhold hertil.
Stk. 4. Behandling af anmodninger om anerkendelse og fuldbyrdelse sker efter reglerne i kapitel 12.
En afgørelse om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling, der vedrører en af nedenstående handlinger, kan anerkendes her i landet, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret, hvis sådanne handlinger efter lovgivningen i udstedelsesstaten kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år:
Deltagelse i en kriminel organisation.
Terrorisme.
Menneskehandel.
Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.
Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosivstoffer.
Bestikkelse.
Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.
Hvidvaskning af udbytte fra strafbart forhold.
Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.
Internetkriminalitet.
Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.
Menneskesmugling.
Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.
Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.
Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.
Racisme og fremmedhad.
Organiseret eller væbnet tyveri.
Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.
Bedrageri.
Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.
Efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter.
Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel hermed.
Forfalskning af betalingsmidler.
Anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling kan afslås, hvis
den attest, som er omhandlet i § 48, er mangelfuld eller i åbenbar uoverensstemmelse med afgørelsen og ikke er blevet suppleret eller rettet inden for en rimelig frist,
kriterierne for fuldbyrdelse af afgørelsen efter § 29 v, stk. 1 eller 2, ikke er opfyldt,
afgørelsen ikke vedrører en af de i § 29 u nævnte foranstaltninger,
der er grund til at formode, at foranstaltningerne er pålagt med det formål at straffe den pågældende person på grund af vedkommendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at den pågældende kan blive dårligere stillet af disse grunde,
straffesagen ikke kan gennemføres på grund af forældelse efter dansk ret,
der efter dansk ret ikke kan føres tilsyn med foranstaltningerne på grund af immunitet,
den pågældende person på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15, eller
den pågældende person i tilfælde af overtrædelse af foranstaltningerne ikke vil kunne udleveres efter reglerne i kapitel 2 a i lov om udlevering af lovovertrædere.
Stk. 2. Anerkendelse og fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis afgørelsen vedrører forhold, som personen tidligere er fundet skyldig i eller frifundet for her i landet eller i en anden stat end udstedelsesstaten. Tilsvarende gælder, hvis personen er benådet her i landet for handlingen. Hvis personen er dømt i en anden stat end Danmark, kan anerkendelse kun afslås, hvis dommen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes i domsstaten.
Inden der træffes afgørelse om afslag på anerkendelse og fuldbyrdelse i medfør af § 29 x, stk. 1, nr. 1-3, stk. 2 eller stk. 3, skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten høres og om nødvendigt anmodes om straks at tilvejebringe supplerende oplysninger til brug for afgørelsen. Afgørelsen om anerkendelse og fuldbyrdelse kan i de i § 29 x, stk. 1, nr. 1, nævnte tilfælde udsættes, indtil attesten foreligger i fuldstændig stand.
Stk. 2. Inden der træffes afgørelse om anerkendelse af en afgørelse om foranstaltninger, som ville kunne afslås efter § 29 x, stk. 1, nr. 8, skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes om den påtænkte afgørelse og gives en frist på 10 dage fra underretningens modtagelse til eventuelt at trække anmodningen om anerkendelse og fuldbyrdelse tilbage.
Udstedelsesstatens kompetente myndighed har kompetencen til at træffe alle efterfølgende afgørelser i forbindelse med afgørelsen om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling, herunder efterfølgende afgørelser om forlængelse, ændring eller tilbagekaldelse af udstedelsesstatens oprindelige afgørelse.
Stk. 2. Hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten ved en efterfølgende afgørelse ændrer de oprindelig pålagte foranstaltninger og de nye foranstaltninger ikke er omfattet af § 29 u, kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, beslutte at afvise fuldbyrdelse af de nye foranstaltninger.
Stk. 3. Ændrede foranstaltninger, der på grund af deres art ikke er forenelige med dansk lovgivning, kan tilpasses i overensstemmelse med § 29 v, stk. 3.
Stk. 4. Hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten har modtaget flere underretninger som nævnt i § 29 å, stk. 2, uden at træffe efterfølgende afgørelser, kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, anmode den kompetente myndighed om at træffe en sådan afgørelse inden for en rimelig frist.
Stk. 5. Træffer den kompetente myndighed i udstedelsesstaten ikke afgørelse inden for den i stk. 4 nævnte frist, kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, beslutte at indstille fuldbyrdelsen af de pålagte foranstaltninger.
Hvis en foranstaltning på udstedelsesstatens anmodning skal opretholdes ud over 4 uger, skal justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, senest 3 uger efter at fuldbyrdelsen af foranstaltningen er påbegyndt her i landet, anmode den kompetente myndighed i udstedelsesstaten om inden for 1 uge at bekræfte nødvendigheden af at opretholde foranstaltningen. Anmodningen skal herefter genfremsættes, hver gang der er forløbet 3 uger fra modtagelsen af bekræftelsen fra udstedelsesstaten.
Stk. 2. Fremsættelse af anmodninger som nævnt i stk. 1 kan undlades, når den pågældende person, som afgørelsen vedrører, har givet afkald herpå.
Stk. 3. Hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten ikke besvarer en anmodning som nævnt i stk. 1 inden for den fastsatte frist, skal anmodningen straks genfremsættes. Hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten igen ikke svarer inden for den fastsatte frist, kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, beslutte at indstille fuldbyrdelsen af de pålagte foranstaltninger.
Fuldbyrdelsen af en afgørelse om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling afbrydes her i landet, og kompetencen føres tilbage til udstedelsesstaten, hvis
den pågældende person har lovligt og sædvanligt opholdssted uden for Danmark,
udstedelsesstaten inden 10 dage efter modtagelsen af underretning efter § 29 å, stk. 1, nr. 7, tilbagekalder den i § 48 omhandlede attest, medmindre fuldbyrdelsen af foranstaltningen i Danmark allerede er indledt,
udstedelsesstaten har ændret foranstaltningerne i afgørelsen og fuldbyrdelse af de nye foranstaltninger er afvist efter § 29 z, stk. 2,
der er truffet afgørelse om at indstille fuldbyrdelsen af de pålagte foranstaltninger efter § 29 z, stk. 5 eller § 29 æ, stk. 3, eller
udstedelsesstaten har meddelt, at afgørelsen i udstedelsesstaten ikke længere kan fuldbyrdes.
Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes skriftligt og uden unødigt ophold
om videresendelse af afgørelsen om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling og den i § 48 omhandlede attest til rette myndighed her i landet,
om den pågældende persons eventuelle adresseændringer,
om, at fuldbyrdelse af afgørelsen om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling ikke er mulig, fordi den pågældende person ikke kan spores her i landet,
om, at en afgørelse om at fuldbyrde en afgørelse om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling er blevet påklaget,
om den endelige afgørelse om at anerkende afgørelsen om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling,
om afslag på at anerkende afgørelsen om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling og begrundelsen herfor,
om enhver afgørelse om tilpasning af foranstaltningerne samt begrundelsen herfor og
om enhver afgørelse efter § 29 z, stk. 2 eller 5, eller § 29 æ, stk. 3, om at afvise eller indstille fuldbyrdelse af de foranstaltninger, som er fastsat i afgørelsen om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling.
Stk. 2. De kompetente myndigheder i udstedelsesstaten underrettes endvidere om enhver overtrædelse af de foranstaltninger, som er fastsat i afgørelsen om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling, og om alle øvrige oplysninger, der kan føre til, at udstedelsesstaten træffer efterfølgende afgørelser som nævnt i § 29 z, stk. 1.
Ved »konfiskationsafgørelse« forstås i denne lov en endelig sanktion eller foranstaltning pålagt af en domstol efter en retssag vedrørende en eller flere strafbare handlinger, og som medfører en endelig berøvelse af formuegoder af enhver art.
En konfiskationsafgørelse fuldbyrdes her i landet, medmindre der er grundlag for at afslå fuldbyrdelse efter §§ 32, 33 eller 34.
En konfiskationsafgørelse, der vedrører en af nedenstående handlinger, kan fuldbyrdes her i landet, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret, hvis handlingen i udstedelsesstaten kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år:
Deltagelse i en kriminel organisation.
Terrorisme.
Menneskehandel.
Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.
Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosivstoffer.
Bestikkelse.
Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.
Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold.
Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.
Internetkriminalitet.
Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.
Menneskesmugling.
Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.
Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.
Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.
Racisme og fremmedhad.
Organiseret eller væbnet tyveri.
Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.
Bedrageri.
Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.
Efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter.
Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel hermed.
Forfalskning af betalingsmidler.
Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.
Fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse afslås, hvis
den i § 48 omhandlede attest ikke foreligger, er mangelfuld eller er i åbenbar uoverensstemmelse med afgørelsen,
afgørelsen vedrører handlinger, som er begået helt eller delvis her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret,
fuldbyrdelse vil stride mod straffelovens § 12,
tredjemands rettigheder i henhold til dansk lovgivning gør det umuligt at fuldbyrde afgørelsen eller
det følger af oplysningerne i attesten, at den pågældende er dømt uden selv at have været til stede under retssagen, medmindre det i attesten er anført, at den pågældende i overensstemmelse med reglerne i udstedelsesstaten og i rette tid
a) er blevet indkaldt personligt og dermed er blevet underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, som førte til afgørelsen, eller på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, på en sådan måde, at det klart fremgår, at personen var bekendt med den berammede retssag og er blevet underrettet om, at der kunne træffes en afgørelse, selv om vedkommende ikke var til stede under retssagen,
b) var bekendt med den berammede retssag og havde givet en juridisk rådgiver, der var udpeget enten af den pågældende selv eller af udstedelsesstaten, fuldmagt til at forsvare sig under retssagen og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen eller
c) har fået afgørelsen forkyndt og er blevet udtrykkeligt underrettet om retten til en fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realiteter, herunder nye beviser, bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret, og den pågældende efterfølgende udtrykkeligt har erklæret, at vedkommende ikke anfægter afgørelsen, eller den pågældende ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den gældende tidsfrist.
Stk. 2. Fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation afslås, hvis afgørelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. Tilsvarende gælder, hvis den pågældende her i landet er benådet for handlingen. Hvis den pågældende er dømt i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten. Fuldbyrdelse afslås tillige, hvis tiltale er frafaldet her i landet for de forhold, som afgørelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.
Fuldbyrdelse kan afslås, hvis
afgørelsen ville være forældet efter dansk ret og vedrører handlinger, der er omfattet af dansk straffemyndighed,
afgørelsen vedrører en handling, som er begået uden for udstedelsesstatens territorium, og en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed eller
afgørelsen er truffet i henhold til udstedelsesstatens bestemmelser om udvidet adgang til konfiskation, i det omfang konfiskation ikke vil kunne foretages i tilsvarende tilfælde efter straffelovens § 76 a. Fuldbyrdelse kan dog ikke afslås alene med den begrundelse, at § 76 a, stk. 1, nr. 2, ikke er opfyldt.
Stk. 2. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis afgørelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for i en stat uden for Den Europæiske Union. Hvis den pågældende er dømt, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten.
Stk. 3. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis påtale er opgivet her i landet for de forhold, som afgørelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.
Inden der træffes afgørelse om afslag, skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten høres. Dog kan høring undlades, hvor afgørelsen træffes i henhold til § 32, § 33, stk. 1, nr. 3, eller § 34, stk. 1, nr. 1.
Når betingelserne for fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse her i landet er opfyldt, kan det bestemmes, at fuldbyrdelsen udsættes
i en passende periode, hvis fuldbyrdelsen vil skade en igangværende strafferetlig efterforskning eller straffesag,
indtil afslutningen af en konfiskationssag i Danmark, hvis formuegodet allerede er omfattet af en sådan sag, eller
i en passende periode, hvis det skønnes, at der er risiko for, at den samlede værdi, der opnås ved fuldbyrdelsen, kan overstige det beløb, der er anført i afgørelsen, fordi denne fuldbyrdes samtidig i mere end én medlemsstat.
Stk. 2. Hvis det i udsættelsesperioden er nødvendigt for at sikre, at formuegodet er tilgængeligt med henblik på fuldbyrdelse af konfiskationsafgørelsen, kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition anvendes, i det omfang den lovovertrædelse, som konfiskationsafgørelsen vedrører, opfylder betingelserne for fuldbyrdelse i § 32.
Så snart grunden til udsættelsen er ophørt, træffes de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde konfiskationsafgørelsen.
Fuldbyrdelsen afbrydes uden unødigt ophold, hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten meddeler, at afgørelsen ikke længere kan fuldbyrdes eller af anden grund tilbagekaldes.
Hvis en anmodning om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse vedrører et specifikt formuegode, kan de danske myndigheder aftale med myndighederne i udstedelsesstaten, at fuldbyrdelse kan ske i form af konfiskation af et tilsvarende pengebeløb.
Stk. 2. Hvis en anmodning om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse vedrører et pengebeløb, omregnes konfiskationsbeløbet til danske kroner til den vekselkurs, der var gældende på det tidspunkt, hvor afgørelsen om konfiskation blev truffet.
Hvis den person, som afgørelsen vedrører, fremlægger dokumentation for, at der helt eller delvis er sket konfiskation i en anden stat, høres den kompetente myndighed i udstedelsesstaten, inden der træffes afgørelse om, hvorvidt afgørelsen skal fuldbyrdes.
Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes skriftligt og uden unødigt ophold om
afslag på fuldbyrdelse samt begrundelsen herfor,
tilfælde, hvor afgørelsen helt eller delvis ikke fuldbyrdes her i landet, herunder hvor det selv efter høring af udstedelsesstaten viser sig umuligt at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation, fordi de formuegoder, der skal konfiskeres, allerede er konfiskeret, er forsvundet, er blevet destrueret eller ikke kan findes på det i attesten angivne sted, eller fordi det ikke er angivet tilstrækkelig præcist, hvor formuegoderne befinder sig,
tilfælde, hvor konfiskationsbeløbet er eftergivet her i landet,
en beslutning om udsættelse samt begrundelsen herfor og om muligt dens forventede varighed,
ophør af grunden til udsættelse, og
at fuldbyrdelsen er afsluttet.
Pengebeløb, der konfiskeres i Danmark ved fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation i henhold til denne lov, tilfalder statskassen, hvis beløbet er på mindre end 10.000 euro eller et dertil svarende beløb.
Stk. 2. I andre tilfælde overføres halvdelen af det konfiskerede beløb til udstedelsesstaten.
Andre formuegoder end penge, der er konfiskeret i Danmark ved fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse i henhold til denne lov, kan fordeles på en af følgende måder:
Formuegodet sælges og provenuet fordeles i overensstemmelse med § 42.
Formuegodet overføres til udstedelsesstaten. Hvis udstedelsesstatens afgørelse om konfiskation omfatter et pengebeløb, kan formuegodet kun overføres til udstedelsesstaten, hvis denne har givet samtykke.
Stk. 2. Hvis mulighederne i stk. 1 ikke kan finde anvendelse, tilfalder formuegodet staten.
Konfiskerede kulturgoder, der er en del af Danmarks nationale kulturarv som defineret i artikel 1, nr. 1, i direktiv 93/7/EØF af 15. marts 1993 om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område, tilfalder staten.
Justitsministeren kan ved aftale med udstedelsesstaten fravige § 42, § 43 og § 44.
Krav om refusion af erstatningsbeløb, der er udbetalt i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a i forbindelse med fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse udstedt i en anden EU-medlemsstat, fremsættes over for udstedelsesstaten af justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, medmindre skaden eller en del heraf udelukkende skyldes danske myndigheders handlemåde.
Staten refunderer erstatningsbeløb, der er udbetalt af fuldbyrdelsesstaten, hvis denne efter sin egen lovgivning er ansvarlig for skade forvoldt som følge af fuldbyrdelse af en dansk beslaglæggelseskendelse, medmindre skaden eller en del af skaden udelukkende skyldes fuldbyrdelsesstatens myndigheders handlemåde.
Strafferetlige afgørelser, der er omfattet af denne lov, skal for at kunne danne grundlag for en afgørelse om fuldbyrdelse her i landet være ledsaget af den relevante attest i udfyldt stand, jf. dog stk. 2. Attesten skal være affattet på dansk og attesteret af den kompetente myndighed i udstedelsesstaten.
Stk. 2. Bevissikringskendelser, der er omfattet af kapitel 3 a, skal være udformet i overensstemmelse med den relevante formular. Formularen skal være affattet på dansk og attesteret af den kompetente myndighed i udstedelsesstaten.
Stk. 3. Afgørelsen om, hvorvidt en afgørelse om bødestraf, fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning eller konfiskation kan fuldbyrdes her i landet, eller om, hvorvidt en afgørelse om pligter eller påbud i forbindelse med udsættelse af straffastsættelse eller straffuldbyrdelse, som alternativ sanktion eller ved prøveløsladelse kan anerkendes og tilsyn overtages, udsættes i det nødvendige tidsrum, hvis det findes nødvendigt at tilvejebringe en dansk oversættelse af udstedelsesstatens afgørelse.
Afgørelser om fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser og bevissikringskendelser, der er omfattet af denne lov, træffes af retten på begæring af anklagemyndigheden, jf. dog stk. 2, medmindre anklagemyndigheden finder, at fuldbyrdelse bør afslås, jf. stk. 3 og 4.
Stk. 2. Afgørelser om fuldbyrdelse af bevissikringskendelse træffes af anklagemyndigheden, i det omfang bevissikringskendelsen vedrører bevismateriale, som anklagemyndigheden allerede er i besiddelse af eller ville kunne tilvejebringe uden retskendelse til brug for en tilsvarende dansk straffesag. Afgørelsen træffes snarest og inden 30 dage efter anklagemyndighedens modtagelse af kendelsen. Udstedelsesmyndigheden underrettes, hvis det ikke er muligt at overholde fristen.«
Stk. 3. Afgørelse om afslag på fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser efter stk. 1 træffes af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, snarest og så vidt muligt inden 24 timer efter anklagemyndighedens modtagelse af beslaglæggelseskendelsen.
Stk. 4. Afgørelse om afslag på fuldbyrdelse af bevissikringskendelser efter stk. 1 træffes af justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, snarest og inden 30 dage efter anklagemyndighedens modtagelse af kendelsen. Udstedelsesmyndigheden underrettes, hvis det ikke er muligt at overholde fristen.
Skal afgørelsen om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse eller bevissikringskendelse træffes af retten efter § 49, stk. 1, indbringes sagen af anklagemyndigheden for byretten på det sted, hvortil sagen har tilknytning.
Indbringelse for retten skal ske snarest muligt. Indbringelse for retten af en anmodning om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse skal så vidt muligt ske inden 24 timer efter anklagemyndighedens modtagelse af anmodningen.
Stk. 2. Reglerne i retsplejeloven om indbringelse for retten forud for foretagelse af visse efterforskningsskridt og om behandlingen i retten finder tilsvarende anvendelse i fornødent omfang. Retten træffer afgørelse ved kendelse, der kan kæres efter retsplejelovens kapitel 85.
Stk. 3. Der kan beskikkes en forsvarer, i det omfang der ville være adgang til at beskikke en forsvarer efter retsplejelovens §§ 730-732. Forsvareren har samme beføjelser som en forsvarer i en dansk straffesag. Om salær og godtgørelse for udlæg gælder samme regler som for beskikkede forsvarere, jf. retsplejelovens § 741.
Stk. 4. Rettens afgørelse om, hvorvidt en beslaglæggelseskendelse skal fuldbyrdes, skal så vidt muligt træffes inden for den i stk. 1, 2. pkt., nævnte frist.
Stk. 5. Rettens afgørelse om, hvorvidt en bevissikringskendelse skal fuldbyrdes, skal så vidt muligt træffes inden 30 dage efter anklagemyndighedens modtagelse af kendelsen. Træffer retten afgørelse om fuldbyrdelse, skal bevissikringskendelsen gennemføres hurtigst muligt og inden 60 dage efter modtagelsen af kendelsen fra udstedelsesstaten. Udstedelsesstaten underrettes, hvis det ikke er muligt at overholde fristerne.
Hvis rettens afgørelse kæres, eller der indgives begæring efter retsplejelovens § 807 c, underretter anklagemyndigheden den kompetente myndighed i udstedelsesstaten herom, herunder om grundlaget for anmodningen, således at den pågældende myndighed kan fremkomme med sine bemærkninger. Anklagemyndigheden orienterer endvidere den pågældende myndighed om kæremålets udfald.
Når der er truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse eller en bevissikringskendelse, gennemføres kendelsen af politiet i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler om fremgangsmåden ved foretagelsen af de pågældende indgreb.
Stk. 2. Bevismateriale, der er indsamlet på grundlag af en bevissikringskendelse, overføres hurtigst muligt til udstedelsesstaten.
En anmodning fra den kompetente judicielle myndighed i udstedelsesstaten om iagttagelse af særlige formelle krav eller en særlig procedure i forbindelse med fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse skal imødekommes, når det er nødvendigt, for at det indsamlede bevismateriale kan anvendes som bevis i udstedelsesstaten, i det omfang sådanne krav og procedurer ikke er i modstrid med grundlæggende principper i dansk ret.
Stk. 2. Hvis fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelsen nødvendiggør det, kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74, for så vidt angår edition, anvendes, i det omfang den lovovertrædelse, der ligger til grund for kendelsen, opfylder betingelserne for fuldbyrdelse i § 6.
En anmodning fra den kompetente judicielle myndighed i udstedelsesstaten om iagttagelse af særlige formelle krav eller en særlig procedure i forbindelse med fuldbyrdelse af en bevissikringskendelse skal imødekommes, i det omfang sådanne krav og procedurer ikke er i modstrid med grundlæggende principper i dansk ret.
Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, træffer afgørelse om anmodninger om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation, bødestraf, fængselsstraf eller andre frihedsberøvende foranstaltninger og foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling og om anmodninger om anerkendelse af og overtagelse af tilsyn med afgørelser om pligter eller påbud i forbindelse med udsættelse af straffastsættelse eller straffuldbyrdelse, som alternativ sanktion eller ved prøveløsladelse, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Afgørelser om fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning træffes ved dom.
Stk. 3. Afgørelser om fuldbyrdelse af en foranstaltning som alternativ til varetægtsfængsling træffes ved kendelse.
Stk. 4. Afgørelser om fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning og afslag på anmodninger herom træffes så vidt muligt inden 90 dage efter modtagelsen af anmodningen fra udstedelsesstaten. Udstedelsesstaten underrettes, hvis det ikke er muligt at overholde fristen.
Afgørelser om anerkendelse af og overtagelse af tilsyn med afgørelser om pligter eller påbud i forbindelse med udsættelse af straffastsættelse eller straffuldbyrdelse, som alternativ sanktion eller ved prøveløsladelse og afslag på anmodninger herom træffes hurtigst muligt og senest 60 dage efter modtagelsen af dommen eller afgørelsen. Udstedelsesstaten underrettes, hvis det på grund af ekstraordinære omstændigheder ikke er muligt at overholde fristen.
Sager om fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, der skal afgøres ved dom efter § 54, stk. 2, indbringes af anklagemyndigheden for byretten på det sted, hvor den person, som afgørelsen vedrører, bor. Hvis den pågældende ikke har bopæl her i landet, bestemmer justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, hvilken byret der skal behandle sagen.
Stk. 2. Behandlingen af sagen sker uden udfærdigelse af anklageskrift og uden medvirken af lægdommere. Byretten beskikker en forsvarer for den pågældende og underretter anklagemyndigheden herom og om tidspunktet for hovedforhandlingen. Anklagemyndigheden sørger for, at en indkaldelse med oplysning om tid og sted for hovedforhandlingen forkyndes for den pågældende med mindst 4 dages varsel. Retten kan dog fastsætte et kortere varsel. Indkaldelsen skal ikke forkyndes, når den pågældende ikke opholder sig her i landet.
Stk. 3. Sagen kan fremmes til dom i den pågældendes fravær. Dommen kan ankes inden for den i retsplejelovens fastsatte frist, som regnes fra den dag, hvor retten har afsendt en udskrift af dommen til den pågældende. Der er ikke adgang til genoptagelse på grund af lovligt forfald.
Stk. 4. Retsplejelovens regler om straffesagers behandling for retten finder anvendelse, hvis andet ikke følger af denne lov.
Sagen kan genoptages med henblik på ændring eller ophævelse af den efter § 54, stk. 2, afsagte dom, hvis grundlaget for dommen er ændret. Anmodning herom fremsættes over for den ret, som har afsagt dom i sagen.
Når en afgørelse om fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning kan eller må antages at kunne fuldbyrdes her i landet efter denne lov, kan retten træffe bestemmelse om, at den domfældte skal varetægtsfængsles i overensstemmelse med retsplejelovens regler, indtil fuldbyrdelsen kan påbegyndes.
Sager om fuldbyrdelse af foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling, jf. § 54, stk. 3, indbringes af anklagemyndigheden for retten på det sted, hvor den person, afgørelsen vedrører, bor. Hvis den pågældende ikke har bopæl her i landet, bestemmer justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, hvilken byret der skal behandle sagen. Indbringelse for retten skal ske, snarest muligt efter at anklagemyndigheden har modtaget sagen.
Stk. 2. Retten beskikker en forsvarer for den pågældende og underretter anklagemyndigheden herom og om tidspunktet for retsmødet. Anklagemyndigheden sørger for, at den pågældende underrettes om tid og sted for retsmødet.
Stk. 3. Retten kan behandle sagen om fuldbyrdelse af foranstaltningen, uden at den pågældende er til stede ved retsmødet. Retten kan i disse tilfælde beslutte, at den pågældende deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede.
Stk. 4. En kendelse om fuldbyrdelse af foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling kan kæres i overensstemmelse med reglerne om kære af fængslingskendelser i retsplejelovens kapitel 85. Kæremålsfristen regnes fra den dag, hvor retten har sendt afgørelsen til den pågældende.
Træffes der afgørelse om, at bødestraffen eller konfiskationen kan fuldbyrdes, skal den pågældende person, som bødestraffen eller konfiskationen vedrører, samtidig med at der gives meddelelse om afgørelsen, gøres bekendt med adgangen til domstolsprøvelse efter § 56 og med fristen for fremsættelse af anmodning herom.
Træffes der afgørelse om, at bødestraffen eller konfiskationen kan fuldbyrdes, kan enhver, som er part i sagen, forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om afgørelsens lovlighed for retten på det sted, hvor den person, som afgørelsen vedrører, bor. Hvis den pågældende ikke har bopæl her i landet, behandles sagen dér, hvortil sagen i øvrigt har tilknytning.
Stk. 2. Anmodning herom skal fremsættes senest 14 dage efter, at beslutningen er meddelt den pågældende. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, tillade, at afgørelsen indbringes for retten, selv om anmodning først fremsættes efter fristens udløb.
Stk. 3. Indbringelse af justitsministerens afgørelse om fuldbyrdelse, jf. § 54, medfører ikke opsættende virkning, medmindre retten bestemmer det.
Stk. 4. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Retsplejelovens kapitel 85 om kære finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Der kan beskikkes en forsvarer for den, der har anmodet om domstolsprøvelse, hvis retten efter sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt. Forsvareren har samme beføjelser som en forsvarer i en dansk straffesag. Om salær og godtgørelse for udlæg gælder samme regler som for beskikkede forsvarere, jf. retsplejelovens § 741.
Hvis der anmodes om domstolsprøvelse i medfør af § 56, stk. 1, underretter justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, den kompetente myndighed i udstedelsesstaten herom, herunder om grundlaget for anmodningen, således at den pågældende myndighed kan fremkomme med sine bemærkninger.
Stk. 2. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, orienterer endvidere den pågældende myndighed om domstolsprøvelsens udfald.
Når der er truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf, jf. § 17, sker fuldbyrdelsen, i det omfang andet ikke følger af nærværende lov, i overensstemmelse med dansk rets regler om fuldbyrdelse af bødestraffe. Dansk rets regler om benådning finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om bødestraf, som fuldbyrdes efter nærværende lov.
Stk. 2. Når der er truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af en afgørelse om fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, jf. § 29 b, overføres den domfældte her til landet efter aftale med udstedelsesstaten inden 30 dage efter afgørelsen, medmindre dette af uforudsete årsager ikke er muligt. Fuldbyrdelsen sker, i det omfang andet ikke følger af nærværende lov, i overensstemmelse med dansk rets regler om fuldbyrdelse af fængselsstraf og andre retsfølger af frihedsberøvende karakter. Dansk rets regler om benådning finder tilsvarende anvendelse på afgørelser, som fuldbyrdes efter nærværende lov.
Stk. 3. Når der er truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation, jf. § 30, sker fuldbyrdelse, i det omfang andet ikke følger af nærværende lov, i overensstemmelse med dansk rets regler om fuldbyrdelse af konfiskation. Straffelovens § 97 c finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om konfiskation, som fuldbyrdes efter nærværende lov.
Stk. 4. Når der er truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af en afgørelse om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling, jf. § 29 u, sker fuldbyrdelse i overensstemmelse med dansk ret.
Attester eller formularer, der i medfør af denne lov fremsendes til en anden medlemsstat med henblik på fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse eller en bevissikringskendelse, skal attesteres af den myndighed, der har truffet afgørelsen.
Stk. 2. Attester, der i medfør af denne lov fremsendes til en anden medlemsstat med henblik på fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraffe og konfiskation og med henblik på fuldbyrdelse af foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling samt anerkendelse af og overtagelse af tilsyn med afgørelser om pligter eller påbud i forbindelse med udsættelse af straffastsættelse eller straffuldbyrdelse, som alternativ sanktion eller ved prøveløsladelse, skal attesteres af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.
Hvis en udenlandsk myndighed har truffet afgørelse om fuldbyrdelse af en dansk beslaglæggelseskendelse eller en dansk kendelse om ransagning, beslaglæggelse eller edition, kan kendelsen indbringes for retten af enhver, der er part i sagen, uanset at kærefristen, jf. retsplejelovens § 969, stk. 1, er udløbet.
Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan anmode en anden medlemsstat om at fuldbyrde en afgørelse om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling, når den pågældende person, som er omfattet af afgørelsen, har lovligt og sædvanligt ophold i denne medlemsstat og efter at være blevet underrettet om foranstaltningerne har indvilget i at vende tilbage til medlemsstaten.
Stk. 2. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan desuden anmode en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende person har lovligt og sædvanligt ophold, om at fuldbyrde afgørelsen, hvis den pågældende ønsker det og medlemsstaten har givet sit samtykke hertil.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af sager, der er omfattet af denne bestemmelse.
I lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf m.v., som ændret ved § 2 i lov nr. 291 af 24. april 1996, § 2 i lov nr. 280 af 25. april 2001 og § 5 i lov nr. 258 af 8. maj 2002, foretages følgende ændring:
»Stk. 3. Lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union finder dog anvendelse i forhold til afgørelser, der kan fuldbyrdes efter reglerne deri.«
Loven træder i kraft den 1. januar 2005. Loven finder anvendelse på anmodninger om fuldbyrdelse, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.
Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.
Handel med stjålne motorkøretøjer.
Voldtægt.
Brandstiftelse.
Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.
Skibs- eller flykapring.
Sabotage.
Stk. 2. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde kan en beslaglæggelseskendelse fuldbyrdes her i landet, hvis en handling svarende til den, som ligger til grund for kendelsen, er strafbar efter dansk ret.
Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.
Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.
Handel med stjålne køretøjer.
Voldtægt.
Forsætlig brandstiftelse.
Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.
Skibs- eller flykapring.
Sabotage.
Stk. 2. Hvis fuldbyrdelse af en bevissikringskendelse vil indebære ransagning, beslaglæggelse eller edition, kan en kendelse, der ikke er omfattet af stk. 1, kun fuldbyrdes her i landet, når en handling svarende til den, der ligger til grund for kendelsen, tillige er strafbar efter dansk ret.
Ulovlig handel med stjålne motorkøretøjer.
Voldtægt.
Brandstiftelse.
Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.
Skibs- eller flykapring.
Sabotage.
Overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen, herunder overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelser og bestemmelser om transport af farligt gods.
Smugling af varer.
Krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.
Trusler og vold mod personer, herunder vold i forbindelse med sportsbegivenheder.
Hærværk.
Tyveri.
Strafbare handlinger, der er fastlagt af udstedelsesstaten, og som tjener til at opfylde forpligtelser i medfør af instrumenter, der er vedtaget i henhold til EF-traktaten eller EU-traktatens afsnit VI.
Stk. 2. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde kan en afgørelse om bødestraf fuldbyrdes, hvis en handling svarende til den, som afgørelsen vedrører, er strafbar efter dansk ret.
iii) har fået afgørelsen forkyndt og er blevet udtrykkeligt underrettet om retten til en fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realiteter, herunder nye beviser, bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret, og den pågældende efterfølgende udtrykkeligt har erklæret, at vedkommende ikke anfægter afgørelsen, eller den pågældende ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den gældende tidsfrist eller
iv) udtrykkeligt er blevet underrettet om retssagen og om muligheden for at være til stede under retssagen, men har givet afkald på retten til et mundtligt retsmøde og udtrykkeligt har tilkendegivet, at sagen ikke bestrides.
Stk. 2. Fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf afslås, hvis afgørelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er fundet skyldig i eller frifundet for her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. Tilsvarende gælder, hvis den pågældende her i landet er benådet for handlingen. Hvis den pågældende er fundet skyldig i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis afgørelsen er blevet fuldbyrdet. Fuldbyrdelse afslås tillige, hvis tiltale er frafaldet her i landet for de forhold, som afgørelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.
Stk. 3. Fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf afslås, hvis der er grund til at formode, at bødestraffen er pålagt med det formål at straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering.
Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.
Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.
Ulovlig handel med stjålne motorkøretøjer.
Voldtægt.
Brandstiftelse.
Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.
Skibs- eller flykapring.
Sabotage.
Stk. 2. Uden for de tilfælde, som er nævnt i stk. 1, kan fuldbyrdelse af en afgørelse om fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning afslås, hvis en handling svarende til den, som afgørelsen vedrører, ikke er strafbar efter dansk ret.
b) var bekendt med den berammede retssag og havde givet en juridisk rådgiver, der var udpeget enten af den pågældende selv eller af udstedelsesstaten, fulmagt til at forsvare sig under retssagen og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen eller
c) har fået afgørelsen forkyndt og er blevet udtrykkeligt underrettet om retten til en fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realiteter, herunder nye beviser, bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret, og den pågældende efterfølgende udtrykkeligt har erklæret, at vedkommende ikke anfægter afgørelsen, eller den pågældende ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den gældende tidsfrist.
pligt til at henvende sig til en bestemt myndighed på et bestemt tidspunkt,
pligt til at undgå kontakt med bestemte personer,
pligt til at undgå kontakt med bestemte genstande, der er blevet anvendt eller med sandsynlighed kan anvendes af den domfældte til at begå en strafbar handling,
pligt til økonomisk at erstatte skader forvoldt ved lovovertrædelsen eller pligt til at bevise, at en sådan pligt er overholdt,
pligt til at udføre samfundstjeneste,
pligt til at samarbejde med en tilsynsførende eller med en repræsentant for en social myndighed, hvis ansvarsområde omfatter domfældte, eller
pligt til at underkaste sig terapi eller afvænning.
Stk. 4. En pligt eller et påbud, som på grund af sin art eller varighed ikke er foreneligt med de pligter eller påbud, som i henhold til dansk lovgivning kan fastsættes for en tilsvarende strafbar handling, kan tilpasses i overensstemmelse med en pligt eller et påbud, som ville kunne fastsættes her i landet. Den tilpassede pligt eller det tilpassede påbud skal ligge så tæt som muligt på den oprindelige pligt eller det oprindelige påbud, som er fastsat i udstedelsesstaten, og må ikke udgøre en skærpelse i forhold hertil.
Stk. 5. Hvis varigheden af pligten eller påbuddet overstiger den maksimale varighed, som kan fastsættes i henhold til dansk lovgivning, nedsættes varigheden til det maksimale, som kan fastsættes i henhold til dansk lovgivning.
Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af sager om overtagelse af tilsyn.
Stk. 7. Udstedelsesstaten underrettes på anmodning og uden unødigt ophold om den maksimale straf, som i henhold til dansk lovgivning kan fastsættes for den lovovertrædelse, der gav anledning til dommen, og som kan pålægges domfældte i tilfælde af overtrædelse af den eller de pågældende pligter eller påbud.
Efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter.
Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel hermed.
Forfalskning af betalingsmidler.
Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.
Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.
Ulovlig handel med stjålne motorkøretøjer.
Voldtægt.
Brandstiftelse.
Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.
Skibs- eller flykapring.
Sabotage.
Stk. 2. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde kan anerkendelse af en dom eller afgørelse omfattet af § 29 l afslås, hvis en handling svarende til den, som ligger til grund for den pågældende dom, ikke er strafbar efter dansk ret.
den domfældte ifølge oplysningerne i den attest, der er omhandlet i § 48, er dømt uden selv at have været til stede under retssagen, medmindre det i attesten er anført, at den pågældende i overensstemmelse med reglerne i udstedelsesstaten og i rette tid
a) er blevet indkaldt personligt og dermed er blevet underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, som førte til afgørelsen, eller på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, på en sådan måde, at det klart fremgår, at personen var bekendt med den berammede retssag og er blevet underrettet om, at der kunne træffes en afgørelse, selv om vedkommende ikke var til stede under retssagen,
b) var bekendt med den berammede retssag og havde givet en juridisk rådgiver, der var udpeget enten af den pågældende selv eller af udstedelsesstaten, fuldmagt til at forsvare sig under retssagen og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen eller
c) har fået afgørelsen forkyndt og er blevet udtrykkeligt underrettet om retten til en fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realiteter, herunder nye beviser, bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret, og den pågældende efterfølgende udtrykkeligt har erklæret, at vedkommende ikke anfægter afgørelsen, eller den pågældende ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den gældende tidsfrist.
Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.
Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.
Ulovlig handel med stjålne motorkøretøjer.
Voldtægt.
Brandstiftelse.
Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.
Skibs- eller flykapring.
Sabotage.
Stk. 2. Uden for de tilfælde, som er nævnt i stk. 1, kan anerkendelse af en afgørelse om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling afslås, hvis en handling svarende til den, som ligger til grund for den pågældende afgørelse, ikke er strafbar efter dansk ret.
Stk. 3. Anerkendelse og fuldbyrdelse kan tillige afslås, hvis tiltale er frafaldet eller påtale er opgivet her i landet for de forhold, som afgørelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.
Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.
Handel med stjålne motorkøretøjer.
Voldtægt.
Brandstiftelse.
Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.
Skibs- eller flykapring.
Sabotage.
Stk. 2. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde kan en konfiskationsafgørelse fuldbyrdes her i landet, hvis en handling svarende til den, som afgørelsen vedrører, er strafbar efter dansk ret.
Stk. 3. Fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation afslås, hvis der er grund til at formode, at afgørelsen er truffet med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering.
Stk. 6. Afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling træffes hurtigst muligt og senest 20 arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen fra udstedelsesstaten. Hvis en afgørelse om fuldbyrdelse kæres, jf. § 54 d, stk. 4, forlænges fristen for fuldbyrdelsen af afgørelsen med yderligere 20 arbejdsdage. Udstedelsesstaten underrettes, hvis det på grund af ekstraordinære omstændigheder ikke er muligt at overholde fristen.
Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan træffe beslutning om at anmode en anden medlemsstat om at overtage fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller andre retsfølger af frihedsberøvende karakter, der er idømt her i landet, når det må antages at kunne lette den domfældtes sociale reintegration efter fuldbyrdelsen.
Stk. 2. Fuldbyrdelse i en medlemsstat, hvor den domfældte er statsborger og bor, eller hvortil den domfældte skal udvises eller har taget ophold under straffesagens behandling her i landet, kræver ikke den domfældtes samtykke.
Stk. 3. Flygter den domfældte fra fuldbyrdelsen i en anden medlemsstat, kan den resterende del af fængselsstraffen eller anden retsfølge af frihedsberøvende karakter fuldbyrdes her i landet.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af sager, der er omfattet af denne bestemmelse.
Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan anmode en anden medlemsstat om at anerkende og føre tilsyn med en dom eller en afgørelse som nævnt i § 29 l, når den domfældte er vendt tilbage til denne medlemsstat eller ønsker at vende tilbage til medlemsstaten.
Stk. 2. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan desuden anmode en anden medlemsstat end den, hvor domfældte har lovligt eller sædvanligt ophold, om at anerkende og føre tilsyn med dommen eller afgørelsen, hvis den domfældte ønsker det og medlemsstaten har givet sit samtykke hertil.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af sager, der er omfattet af denne bestemmelse.
