Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 9
Bestemmelsen indebærer, at det, når betingelserne for fuldbyrdelse er opfyldt, kan bestemmes, at fuldbyrdelsen udsættes, hvor fuldbyrdelse vil skade igangværende efterforskning i Danmark.
Der kunne f.eks. være tale om en situation, hvor beslaglæggelse af et narkoparti for tiden kan skade den strafferetlige efterforskning af en sag om videresalg af partiet. Det vil være op til anklagemyndigheden at vurdere, om der i sådan sag er grundlag for at udsætte indbringelsen af anmodningen for retten og dermed fuldbyrdelsen af kendelsen.
I givet fald underretter anklagemyndigheden den kompetente myndighed i udstedelsesstaten herom, jf. lovforslagets § 10, nr. 4. Bestemmelsens ordlyd forudsætter, at anklagemyndigheden forud for en sådan beslutning påser, om betingelserne for fuldbyrdelse er opfyldt, idet der i modsat fald straks bør gives afslag i overensstemmelse med proceduren i lovforslagets § 49.
Hvis aktivet eller bevismidlet allerede er beslaglagt i Danmark i forbindelse med strafferetlig efterforskning, eller hvis andre foreløbige retsmidler er iværksat, bør fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelsen alligevel gennemføres for at undgå, at andre foretagne dispositioner over den pågældende genstand eller det pågældende formuegode vil få prioritet forud for den udenlandske beslaglæggelseskendelse. Der bør således i givet fald foretages en beslaglæggelse med sekundær prioritet.
Beslaglæggelsen vil i sådanne situationer formentlig ofte kunne gennemføres ved, at den, mod hvem indgrebet retter sig, meddeler skriftligt samtykke, jf. lovforslagets § 50, stk. 2, og retsplejelovens § 806, stk. 7. Er det ikke muligt, træffes afgørelsen af retten.
Endvidere følger det af lovforslagets § 9, stk. 2, at så snart grunden til udsættelse er ophørt, træffes de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde beslaglæggelseskendelsen. Bestemmelsen fastlægger ikke nogen eksakt overgrænse for udsættelsens varighed, men tilsigter alene at gøre det klart, at en beslutning om udsættelse efter lovforslagets § 9, stk. 1, samtidig indebærer en forpligtelse til løbende at være opmærksom på, om grunden til udsættelsen ophører.