Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 213 af 22/02/2013

Justitsministeriet

Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 4

Loven finder anvendelse på beslaglæggelseskendelser, der afsiges med henblik på

  1. sikring af materiale, som kan fremlægges som bevis ved strafferetlig forfølgning af en lovovertrædelse, eller

  2. efterfølgende konfiskation af formuegoder af enhver art.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 4

Den foreslåede bestemmelse slår fast, at loven anvendes i forhold til beslaglæggelseskendelser, der afsiges med henblik på sikring af bevismateriale eller efterfølgende konfiskation af formuegoder.

I modsætning til definitionen af formuegoder i udkastet til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation omfatter definitionen i rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale ikke udtrykkeligt beslaglæggelse med henblik på konfiskation efter bestemmelser om udvidet konfiskation.

Ofte vil man imidlertid på tidspunktet for beslaglæggelsen befinde sig på et ret tidligt stadium af efterforskningen, hvor det kan være vanskeligt at vurdere, hvorvidt der vil blive tale om udvidet konfiskation eller om traditionel udbyttekonfiskation. Dette skal også ses i sammenhæng med, at det i attesten alene skal angives, om beslaglæggelse skal foretages med henblik på sikring af bevismateriale eller med henblik på efterfølgende konfiskation, medmindre der allerede på dette tidspunkt vedlægges en anmodning om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse.

Det må derfor antages, at der tillige kan ske fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, som tager sigte på udvidet konfiskation.

Hvis en anmodning om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse sker med henblik på et andet formål, end hvad der fremgår af lovforslagets § 4, må den behandles efter de hidtidige regler om retshjælp.