Udlevering kan ikke finde sted, når den, der begæres udleveret, her i landet, i et nordisk land eller i en medlemsstat i Den Europæiske Union er dømt eller frifundet for den samme strafbare handling.
Stk. 2. Tilsvarende gælder, hvis den, der begæres udleveret, her i landet er benådet for handlingen.
Stk. 3. Udlevering kan endvidere afslås, hvis den, der begæres udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i et land uden for Norden og Den Europæiske Union.
Stk. 4. Afslag på udlevering efter stk. 1 og 3 er betinget af, at dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet.
Er tiltale mod den pågældende frafaldet her i landet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt. Udlevering kan endvidere afslås, hvis påtale er opgivet og betingelserne for at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt.
Stk. 2. Udlevering til strafforfølgning kan afslås, hvis der her i landet er indledt strafforfølgning mod den pågældende for den handling, for hvilken der begæres udlevering, og strafforfølgning på grund af handlingens karakter, den pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne i øvrigt findes at skulle gennemføres her i landet.
Udlevering kan ikke finde sted, hvis den pågældende handling helt eller delvis er foretaget her i landet og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.
Udlevering kan ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod dennes liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.
Stk. 2. Udlevering kan endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Stk. 3. Udlevering kan endvidere ikke finde sted, hvis det i øvrigt strider mod Danmarks internationale forpligtelser.
Ved udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, til strafforfølgning i udlandet kan der stilles vilkår om, at den pågældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning.
Stk. 2. Udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, til straffuldbyrdelse kan afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.
En person, der afsoner fængselsstraf i Danmark, kan, hvis betingelserne for udlevering i øvrigt er opfyldt, midlertidigt udleveres fra Danmark med henblik på strafforfølgning i det anmodende land, på vilkår af
at den pågældende tilbageføres til Danmark, når strafforfølgningen er afsluttet, og
at den pågældende er frihedsberøvet under udleveringen.
Stk. 2. Hvis den pågældende er dømt til udvisning af Danmark og vil kunne opfylde betingelserne for at blive løsladt under den midlertidige udlevering, betinges vilkåret om tilbageførsel, jf. stk. 1, nr. 1, af, at der ikke i Danmark forinden er truffet beslutning om løsladelse. Endvidere fastsættes vilkår om, at det anmodende land om nødvendigt medvirker til at forkynde et indrejseforbud for den pågældende.
Stk. 3. Frihedsberøvelsen i det anmodende land fratrækkes i den straf, som den pågældende er blevet idømt i Danmark.
Stk. 4. En person, der skal strafforfølges i Danmark, kan, hvis betingelserne for udlevering i øvrigt er opfyldt, undtagelsesvis midlertidigt udleveres fra Danmark med henblik på strafforfølgning i det anmodende land.
Kapitel 3
Betingelser for udlevering fra Danmark til de nordiske lande
Udlevering til strafforfølgning i Finland, Island, Norge eller Sverige for en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i det land, der har anmodet om udlevering, kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan ske på grundlag af en nordisk arrestordre.
Stk. 2. Udlevering til straffuldbyrdelse i Finland, Island, Norge eller Sverige kan ske på grundlag af en nordisk arrestordre, hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.
Stk. 3. Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i stk. 1 og 2 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene.
Udlevering sker, på vilkår af at den udleverede ikke må drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis
udlevering ikke kunne have fundet sted for den pågældende lovovertrædelse i henhold til § 2, § 3, stk. 1, jf. stk. 4, eller § 3, stk. 2, eller
udlevering for den pågældende lovovertrædelse kunne have været afslået efter § 4, stk. 1, eller § 5 og retten ikke meddeler tilladelse til, at den pågældende kan drages til ansvar for lovovertrædelsen, jf. § 41, stk. 3.
Stk. 2. Den udleverede kan dog uanset stk. 1 drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis
den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske land, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 36, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er sket, eller
den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det land, hvortil vedkommende er udleveret, har undladt dette i 30 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt det.
Udlevering sker, på vilkår af at den udleverede ikke må videreudleveres til Island for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis udlevering hertil ville være blevet afslået efter reglerne i det nordiske land, hvortil udlevering er sket.
Udlevering sker, på vilkår af at den udleverede ikke videreudleveres til en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Norden og Den Europæiske Union for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, medmindre
den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske land, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive videreudleveret til en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Norden og Den Europæiske Union for sådanne handlinger, jf. § 36, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er sket,
den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det land, hvortil vedkommende er udleveret, har undladt dette i 30 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt det eller
retten tillader det efter § 41.
Kapitel 4
Betingelser for udlevering fra Danmark til medlemsstater i Den Europæiske Union bortset fra Finland og Sverige
Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske Union for en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret, for følgende handlinger:
Deltagelse i en kriminel organisation.
Terrorisme.
Menneskehandel.
Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.
Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive stoffer.
Bestikkelse.
Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.
Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold.
Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.
Internetkriminalitet.
Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.
Menneskesmugling.
Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.
Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.
Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.
Racisme og fremmedhad.
Organiseret eller væbnet tyveri.
Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.
Bedrageri.
Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.
Efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter.
Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter.
Forfalskning af betalingsmidler.
Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.
Udlevering for en strafbar handling, der er omfattet af dansk straffemyndighed, kan afslås, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.
Udlevering kan afslås, hvis den pågældende handling er foretaget uden for territoriet for den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, og en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed.
Udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt, uden at den pågældende har været til stede under retssagen, hvorved den pågældende er idømt fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan ikke finde sted, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende i overensstemmelse med reglerne i udstedelsesstaten og i rette tid
er blevet indkaldt personligt og dermed er blevet underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, som førte til afgørelsen, eller på anden vis er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, på en sådan måde, at det klart fremgår, at personen var bekendt med den berammede retssag og er blevet underrettet om, at der kunne træffes en afgørelse, selv om vedkommende ikke var til stede under retssagen,
var bekendt med den berammede retssag og havde givet en juridisk rådgiver, der var udpeget enten af den pågældende selv eller af udstedelsesstaten, fuldmagt til at forsvare sig under retssagen og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen,
har fået afgørelsen forkyndt og er blevet udtrykkeligt underrettet om retten til en fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realiteter, herunder nye beviser, bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret, og den pågældende efterfølgende udtrykkeligt har erklæret, at vedkommende ikke anfægter afgørelsen, eller den pågældende ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den gældende tidsfrist eller
vil få afgørelsen forkyndt personligt straks efter overgivelsen til udstedelsesstaten og udtrykkeligt vil blive underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke som nævnt i nr. 3 og vil blive underrettet om tidsfristen for anmodning om fornyet prøvelse eller anke.
Stk. 2. Den, der begæres udleveret med henblik på fuldbyrdelse af en dom som nævnt i stk. 1, kan, når den pågældende underrettes om indholdet af arrestordren, anmode om at få udleveret en kopi af dommen, inden udleveringen gennemføres.
Den udleverede må ikke drages til ansvar eller videreudleveres til et tredje land for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end den, den pågældende er udleveret for, medmindre
a) retten tillader det efter § 41,
b) den udleverede, uanset at den pågældende i 30 dage uhindret har kunnet forlade det land, hvortil udleveringen er sket, har undladt dette eller
c) den pågældende efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.
Den udleverede må ikke uden rettens tilladelse underkastes strafforfølgning ved en særdomstol.
Stk. 2. Den udleverede kan dog uden rettens tilladelse drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan endvidere drages til ansvar uden rettens tilladelse, hvis den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.
Stk. 3. Den udleverede kan uden rettens tilladelse videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive videreudleveret til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 36, 2. pkt. Videreudlevering kan også ske uden rettens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.
Kapitel 5
Betingelser for udlevering fra Danmark til stater uden for Norden og Den Europæiske Union
Der kan på grundlag af en overenskomst med en stat uden for Norden og Den Europæiske Union ske udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning i den pågældende stat, hvis
den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der begæres udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år eller
handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.
Stk. 2. Gælder der i forhold til en stat uden for Norden og Den Europæiske Union ikke en af de i stk. 1 nævnte overenskomster, kan der ske udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1 i øvrigt er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor.
Udlevering af udlændinge til strafforfølgning i en stat uden for Norden og Den Europæiske Union kan ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.
Udlevering til strafforfølgning kan kun ske, hvis der i den fremmede stat er truffet beslutning om, at den, som begæres udleveret, skal anholdes eller fængsles for den pågældende handling.
Udlevering til straffuldbyrdelse kan, medmindre andet er fastsat ved overenskomst med den pågældende stat, kun ske, hvis den pågældende er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders varighed og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.
Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i §§ 18-21 kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene.
Må det på grund af særlige omstændigheder antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende en handling, for hvilken der begæres udlevering, savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, må udlevering for handlingen ikke finde sted.
Udlevering for en politisk lovovertrædelse kan ikke finde sted.
Stk. 2. Omfatter handlingen herudover en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, hvis handlingen overvejende er af ikkepolitisk karakter.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, når handlingen er omfattet af
artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme som ændret ved ændringsprotokol af 15. maj 2003 til den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme,
artikel 6 og 7 og artikel 9, jf. artikel 6 og 7, i Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme,
artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger,
artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme,
artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af nuklear terrorisme,
artikel 7 i Det Internationale Atomenergiagenturs konvention om fysisk beskyttelse af nukleare materialer som ændret ved ændringskonvention af 8. juli 2005 til Det Internationale Atomenergiagenturs konvention om fysisk beskyttelse af nukleare materialer,
artikel 3, 3 bis, 3 ter eller 3 quater i konventionen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden som henholdsvis ændret og indsat ved protokollen af 14. oktober 2005 til konventionen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden eller artikel 2, 2 bis eller 2 ter i protokollen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen, som henholdsvis ændret og indsat ved protokollen af 14. oktober 2005 til protokollen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen,
artikel 13, jf. artikel 2, i FN-konventionen om beskyttelse af alle personer mod tvangsforsvinding eller
artikel 15, stk. 1, litra a-c, i 2. protokol af 26. marts 1999 til UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt.
Stk. 4. I særlige tilfælde kan udlevering for en handling omfattet af artikel 5 eller artikel 9, jf. artikel 5, i Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme afslås, hvis det vurderes, at der er tale om en politisk lovovertrædelse.
Udlevering for en strafbar handling, der er omfattet af dansk straffemyndighed, kan ikke ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.
Udlevering kan afslås, hvis den pågældende handling er foretaget uden for territoriet for den stat, der har anmodet om udlevering, og en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed.
Udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt, uden at den pågældende har været til stede under retssagen, hvorved den pågældende er idømt fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan ikke finde sted, medmindre det fremgår af udleveringsanmodningen, at den pågældende i overensstemmelse med reglerne i udstedelsesstaten og i rette tid
er blevet indkaldt personligt og dermed er blevet underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, som førte til afgørelsen, eller på anden vis er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, på en sådan måde, at det klart fremgår, at personen var bekendt med den berammede retssag og er blevet underrettet om, at der kunne træffes en afgørelse, selv om vedkommende ikke var til stede under retssagen,
var bekendt med den berammede retssag og havde givet en juridisk rådgiver, der var udpeget enten af den pågældende selv eller af udstedelsesstaten, fuldmagt til at forsvare sig under retssagen og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen,
har fået afgørelsen forkyndt og er blevet udtrykkeligt underrettet om retten til en fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, som giver mulighed for, at sagens realiteter, herunder nye beviser, bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret, og den pågældende efterfølgende udtrykkeligt har erklæret, at vedkommende ikke anfægter afgørelsen, eller den pågældende ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den gældende tidsfrist eller
vil få afgørelsen forkyndt personligt straks efter overgivelsen til udstedelsesstaten og udtrykkeligt vil blive underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke som nævnt i nr. 3 og vil blive underrettet om tidsfristen for anmodning om fornyet prøvelse eller anke.
Den udleverede må ikke drages til ansvar eller videreudleveres til et tredje land for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end den, den pågældende er udleveret for, medmindre
a) retten tillader det efter § 41,
b) den udleverede, uanset at den pågældende i 30 dage uhindret har kunnet forlade det land, hvortil udleveringen er sket, har undladt dette eller
c) den pågældende efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.
Den udleverede må ikke uden rettens tilladelse underkastes strafforfølgning ved en særdomstol.
Dødsstraf må ikke fuldbyrdes for den pågældende handling.
En nordisk arrestordre, en europæisk arrestordre og en udleveringsanmodning skal for at kunne danne grundlag for anholdelse og udlevering indeholde oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller om der er afsagt dom.
Stk. 2. En nordisk arrestordre, en europæisk arrestordre og en udleveringsanmodning, der er udstedt med henblik på udlevering til strafforfølgning, skal endvidere indeholde oplysning om, hvilken straf den pågældende handling efter lovgivningen i den stat, hvortil udlevering ønskes, kan medføre.
Stk. 3. En nordisk arrestordre, en europæisk arrestordre og en udleveringsanmodning, der er udstedt med henblik på udlevering til straffuldbyrdelse, skal endvidere indeholde oplysning om den idømte straf eller anden retsfølge.
Stk. 4. En europæisk arrestordre udstedt af Finland eller Sverige og en arrestordre i henhold til aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge udstedt af Island eller Norge betragtes som en nordisk arrestordre.
Justitsministeren udpeger en central myndighed, som modtager europæiske arrestordrer og udleveringsanmodninger fra stater uden for Norden og Den Europæiske Union. Den centrale myndighed indhenter om fornødent supplerende oplysninger hos den udstedende myndighed i det anmodende land.
En nordisk arrestordre, en europæisk arrestordre og en udleveringsanmodning sendes til anklagemyndigheden i den politikreds, hvor den, som begæres udleveret, bor eller opholder sig. Politiet iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt, jf. dog stk. 4. For denne undersøgelse finder retsplejelovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar, kapitel 67 om almindelige bestemmelser om efterforskning og kapitel 68 om afhøringer og særlige efterforskningsskridt tilsvarende anvendelse, jf. dog § 34.
Stk. 2. Til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning, kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt, anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet, jf. dog stk. 3 og § 33.
Stk. 3. Ved udlevering til de nordiske lande eller medlemsstater i Den Europæiske Union kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, dog anvendes, i det omfang den nordiske eller europæiske arrestordre er udstedt for en lovovertrædelse, der efter reglerne i kapitel 3 eller 4 kan medføre udlevering.
Stk. 4. Sagen indbringes for retten uden politiets nærmere undersøgelse, jf. § 35, hvis anklagemyndigheden allerede på grundlag af oplysningerne i den nordiske arrestordre, den europæiske arrestordre eller udleveringsanmodningen finder, at udlevering bør afslås.
Politiet kan fotografere og optage fingeraftryk af personer, der begæres udleveret, med henblik på senere identifikation.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om fotografering og optagelse af fingeraftryk efter stk. 1. Der kan endvidere fastsættes regler om opbevaring og destruktion af fotografier og fingeraftryk.
Når der iværksættes undersøgelse efter § 32, stk. 1, skal der beskikkes en forsvarer for den, som begæres udleveret, medmindre den pågældende selv vælger en forsvarer.
Stk. 2. Udgifter til beskikket forsvarer og andre sagsomkostninger afholdes af det offentlige. Foreligger der særlige omstændigheder, kan retten dog bestemme, at sagsomkostningerne helt eller delvis skal betales af den, som begæres udleveret.
Afgørelse om udlevering og om eventuelle vilkår herfor træffes af retten efter anklagemyndighedens anmodning.
Stk. 2. Sagen behandles ved retten i den kreds, hvor den pågældende bor eller opholder sig. Kan intet af disse værneting anvendes, kan sagen behandles, hvor den pågældende er pågrebet.
Stk. 3. Sagen behandles i den pågældendes fravær, hvis retten ikke finder dennes tilstedeværelse nødvendig, når den pågældende har været lovligt indkaldt og det af indkaldelsen fremgår, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at retten træffer afgørelse.
Stk. 4. Retten kan uden afholdelse af retsmøde behandle sager, hvor anklagemyndigheden indstiller, at udlevering afslås, eller hvor den, der begæres udleveret, har meddelt samtykke til udlevering, jf. § 36. Tilsvarende gælder behandling af anmodninger om tilladelse til yderligere strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, jf. § 41.
Stk. 5. Hvis retten finder, at de foreliggende oplysninger ikke er tilstrækkelige til at kunne træffe afgørelse om udlevering, kan retten anmode om at modtage de nødvendige supplerende oplysninger inden for en frist, der fastsættes af retten.
Stk. 6. Rettens afgørelse, jf. stk. 1, træffes ved kendelse. Kære til landsretten kan ske inden for en frist på 3 dage. Retsplejelovens § 910 finder tilsvarende anvendelse, dog således at fristen i stk. 2, 2. pkt., er 3 dage.
Den, der begæres udleveret, kan i et retsmøde meddele samtykke til udlevering. Den pågældende kan endvidere i et retsmøde meddele samtykke til at blive draget til ansvar og videreudleveret til et tredje nordisk land, en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Norden og Den Europæiske Union for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker udlevering for. Retten vejleder den pågældende om følgerne af samtykke efter denne bestemmelse.
Rettens afgørelse efter § 35 skal afsiges snarest muligt og så vidt muligt inden 3 dage efter at den, der begæres udleveret, har meddelt samtykke til udleveringen i sager om udlevering til et nordisk land, og inden 10 dage efter at den, der begæres udleveret, har meddelt samtykke til udleveringen i sager om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union.
Stk. 2. I andre tilfælde skal rettens afgørelse så vidt muligt afsiges inden for følgende frister:
30 dage efter anholdelsen af den pågældende her i landet i sager om udlevering til et nordisk land.
60 dage efter anholdelsen af den pågældende her i landet i sager om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union.
Udlevering kan ikke ske, før rettens beslutning herom er endelig.
Stk. 2. Udlevering skal gennemføres, snarest muligt efter at rettens beslutning herom er endelig, og så vidt muligt inden for følgende frister:
5 dage i sager om udlevering til et nordisk land.
10 dage i sager om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union.
30 dage i sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
Stk. 3. For at sikre gennemførelsen af en udlevering kan de i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes. Fængsling, som er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden udløbet af fristen i stk. 2. I særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.
Retten kan undtagelsesvis beslutte, at udlevering udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at den klart ville bringe den pågældendes liv eller helbred i fare. Udleveringen skal gennemføres, så snart disse grunde ikke længere foreligger.
Stk. 2. Retten kan beslutte, at udlevering udsættes midlertidigt, hvis den, der begæres udleveret, skal strafforfølges her i landet, eller hvis den pågældende skal afsone straf her i landet.
Retten beslutter, at genstande, som er beslaglagt under sagen, med forbehold for tredjemands eventuelle rettigheder skal overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering, hvis denne myndighed anmoder herom og genstanden skal tjene som bevis eller hidrører fra lovovertrædelsen.
Retten kan efter anmodning tillade, at en person, der er udleveret efter reglerne i denne lov, underkastes strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller videreudleveres til et tredje land for en anden strafbar handling begået før udleveringen end den, den pågældende er udleveret for. Anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet for den ret, som har afsagt kendelse om udlevering i 1. instans. § 34 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Tilladelsen kan kun meddeles, hvis udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted efter bestemmelserne i denne lov.
Stk. 3. Hvis den pågældende er udleveret til et nordisk land, kan tilladelse til, at vedkommende drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, dog meddeles, selv om udlevering for den pågældende handling ikke kunne have fundet sted.
Ved udlevering til lande, som har indgået en associeringsaftale om gennemførelse, anvendelse og udvikling af Schengenreglerne med Den Europæiske Union og Det Europæiske Fællesskab, gælder reglerne i konvention af 10. marts 1995 om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, jf. bilag 1 til denne lov, og artikel 1, 2, 6, 8, 9 og 13 i konvention af 27. september 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, jf. bilag 2 til denne lov, medmindre andre regler om udlevering mellem Danmark og det pågældende land tillader udlevering i videre omfang end reglerne i disse konventioner.
Ved udlevering til lande, som har tiltrådt den tredje tillægsprotokol til den europæiske konvention om udlevering, gælder reglerne i tillægsprotokollen, jf. bilag 3 til denne lov, medmindre andre regler om udlevering mellem Danmark og det pågældende land tillader udlevering i videre omfang end reglerne i tillægsprotokollen.
Ønskes en person efterlyst internationalt med henblik på frihedsberøvelse og udlevering til strafforfølgning i Danmark, anmoder anklagemyndigheden retten om, at sigtede varetægtsfængsles, jf. retsplejelovens kapitel 70, og om, at der udstedes en europæisk arrestordre.
Ønskes en person efterlyst internationalt og udleveret til straffuldbyrdelse i Danmark, anmoder anklagemyndigheden retten om at udstede en europæisk arrestordre.
Stk. 2. Retten kan behandle sager efter stk. 1 uden afholdelse af retsmøde.
Rettens beslutning om at udstede en europæisk arrestordre træffes ved kendelse. Kendelsen kan kæres i overensstemmelse med retsplejelovens § 969, stk. 1 og 2.
Stk. 2. Beslutninger efter stk. 1 kan omgøres, når nye oplysninger foreligger.
Ville anmodningens øjemed forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, kan rigsadvokaten træffe beslutning om, at den pågældende efterlyses internationalt. I så fald skal anmodning efter § 45 eller § 46 snarest muligt og senest inden 48 timer fra efterlysningens iværksættelse indgives til retten.
En nordisk arrestordre udstedes af anklagemyndigheden.
Stk. 2. Udleveringsanmodninger til stater uden for Norden og Den Europæiske Union udfærdiges af anklagemyndigheden på baggrund af en udstedt europæisk arrestordre og fremsendes af den centrale myndighed, jf. § 31.
En anmodning om samtykke fra det udleverende land til, at Danmark kan strafforfølge en person, der er blevet udleveret til Danmark, for andre lovovertrædelser begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, udstedes af rigsadvokaten, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. En anmodning som nævnt i stk. 1 til et andet nordisk land udstedes af anklagemyndigheden.
En person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som midlertidigt er udleveret til Danmark med henblik på strafforfølgning her i landet, skal, når strafforfølgningen er afsluttet, tilbageføres til den fremmede stat, hvorfra den pågældende er udleveret. Den pågældende skal være frihedsberøvet under udleveringen, medmindre andet er aftalt med den stat, hvorfra udleveringen er sket.
Stk. 2. Afgørelse om frihedsberøvelse træffes af retten på anmodning af anklagemyndigheden. For frihedsberøvelsen fastsættes en frist, der kan forlænges. Rettens afgørelse træffes ved kendelse.
Stk. 3. Under frihedsberøvelsen er den pågældende alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet. Anbringelse kan ske i arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2.
Er en person efterlyst af myndighederne i en stat uden for Norden og Den Europæiske Union som sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde udlevering efter denne lov, finder § 32, stk. 2, og § 33 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Foranstaltninger, der er truffet efter stk. 1, skal ophæves, såfremt anmodning om udlevering ikke er modtaget senest 30 dage efter anholdelsen. I særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.
Rigsadvokaten kan tillade, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden fremmed stat, føres gennem riget, såfremt bestemmelserne i §§ 6, 18, 19, 24 eller 25 ikke ville være til hinder for, at der skete udlevering her fra landet for den pågældende handling.
Stk. 2. Sker udleveringen til en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller et andet nordisk land, kan tilladelse dog meddeles, hvis der er modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt
en europæisk arrestordre eller
en arrestordre i henhold til aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge.
Stk. 3. Hvis udleveringen til en anden medlemsstat eller et andet nordisk land sker fra en stat uden for Norden og Den Europæiske Union, skal der ud over de i stk. 2 nævnte oplysninger endvidere gives oplysning om, hvorvidt der foreligger en anmodning om udlevering.
Stk. 4. Sker udleveringen fra et nordisk land til et andet nordisk land, kan den pågældende føres gennem riget uden tilladelse.
Stk. 5. § 32, stk. 2 og 3, og § 33 finder tilsvarende anvendelse.
I sager, hvor rigsadvokaten før lovens ikrafttræden har udstedt en europæisk arrestordre, udsteder retten på anklagemyndighedens anmodning en europæisk arrestordre, når betingelserne herfor er opfyldt. Retten kan træffe afgørelse herom uden afholdelse af retsmøde.
I lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol foretages følgende ændringer:
§ 2, stk. 1, affattes således:
»Retten træffer efter anmodning fra Den Internationale Straffedomstol beslutning om udlevering af personer, mod hvem Den Internationale Straffedomstol har indledt strafforfølgning.«
§ 2, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Retten træffer endvidere efter anmodning beslutning om udlevering til fuldbyrdelse af Den Internationale Straffedomstols domme.«
I § 2, stk. 3, ændres »Kapitel 3 og 4 i lov om udlevering af lovovertrædere« til: »Udleveringslovens kapitel 6 og 8«.
I lov nr. 1099 af 21. december 1994 om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien, som ændret ved lov nr. 436 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer:
I § 2, stk. 1, ændres »Justitsministeren« til: »Retten«.
I § 2, stk. 2, ændres »Justitsministeren« til: »Retten«.
I § 2, stk. 3, ændres »Kapitel 3 og 4 i lov om udlevering af lovovertrædere« til: »Udleveringslovens kapitel 6 og 8«.
I lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union, jf. lovbekendtgørelse nr. 213 af 22. februar 2013, som ændret ved § 2 i lov nr. 1572 af 15. december 2015 og § 2 i lov nr. 377 af 27. april 2016, foretages følgende ændring:
I § 29 x, stk. 1, nr. 8, ændres »kapitel 2 a i lov om udlevering af lovovertrædere« til: »udleveringslovens kapitel 4«.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Konvention af 10. marts 1995 om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union
Konvention, udarbejdet på grundlag af artikel K. 3 i traktaten om Den Europæiske Union,
om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union
DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER i denne konvention, Den Europæiske Unions medlemsstater,
SOM HENVISER TIL Rådets retsakt af 10. marts 1995,
SOM ØNSKER at forbedre det strafferetlige samarbejde mellem medlemsstaterne, hvad angår både retsforfølgning og fuldbyrdelse af domme,
SOM ERKENDER, at udlevering spiller en vigtig rolle inden for det retlige samarbejde i bestræbelserne på at nå disse mål,
SOM ER OVERBEVIST om nødvendigheden af at forenkle udleveringsprocedurerne, i den udstrækning dette kan forenes med deres grundlæggende retsprincipper, herunder principperne i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,
SOM KONSTATERER, at den person, der begæres udleveret, i en lang række udleveringssager ikke modsætter sig udleveringen,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at den for udleveringen nødvendige tid og enhver tilbageholdelsesperiode med henblik på udlevering i sådanne tilfælde bør begrænses mest muligt,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at anvendelsen af den europæiske udleveringskonvention af 13. december 1957 derfor bør lettes ved at forenkle og forbedre udleveringsproceduren,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at bestemmelserne i den europæiske udleveringskonvention fortsat gælder i alle spørgsmål, der ikke er behandlet i nærværende konvention,
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:
Artikel 1
Generelle bestemmelser
1. Formålet med denne konvention er at lette anvendelsen af den europæiske udleveringskonvention mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, ved at supplere denne konventions bestemmelser.
2. Stk. 1 berører ikke anvendelsen af mere fordelagtige bestemmelser i gældende bi- eller multilaterale aftaler mellem medlemsstater.
Artikel 2
Forpligtelse til udlevering
Medlemsstaterne forpligter sig til i overensstemmelse med denne konvention at udlevere eftersøgte personer, hvis disse personer giver deres samtykke og den anmodede stat giver tilladelse hertil, efter den forenklede procedure som fastsat i denne konvention.
Artikel 3
Betingelser for udlevering
1. I medfør af artikel 2 udleveres enhver person, med hensyn til hvem der er fremsat en begæring om foreløbig anholdelse og fængsling efter artikel 16 i den europæiske udleveringskonvention, i overensstemmelse med artikel 4-11 og artikel 12, stk. 1, i nærværende konvention.
Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.
Handel med stjålne motorkøretøjer.
Voldtægt.
Forsætlig brandstiftelse.
Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.
Skibs- eller flykapring.
Sabotage.
Stk. 2. Udlevering til strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre, hvis den strafbare handling i den pågældende medlemsstat kan medføre fængsel i mindst 1 år og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.
Stk. 3. Udlevering til straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre, hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders varighed og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.
Stk. 4. Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene.
2. Den i stk. 1 omhandlede udlevering er ikke betinget af, at der foreligger en udleveringsbegæring og dokumenter, som krævet i artikel 12 i den europæiske udleveringskonvention.
Artikel 4
Oplysninger, der skal meddeles
1. I forbindelse med underretning af den anholdte, med henblik på anvendelse af artikel 6 og 7 og i forbindelse med underretning af den kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, anses følgende oplysninger fra den begærende stat for at være tilstrækkelige:
a) den eftersøgtes identitet
b) hvilken myndighed der har anmodet om anholdelsen
c) om der foreligger en arrestordre eller en anden beslutning med samme virkning eller en eksigibel dom
d) forbrydelsens karakter og retlige beskrivelse
e) en beskrivelse af, under hvilke omstændigheder forbrydelsen er begået, herunder tidspunktet, stedet og omfanget af den eftersøgtes deltagelse i forbrydelsen
f) så vidt muligt følgerne af forbrydelsen.
2. Uanset stk. 1 kan der dog begæres supplerende oplysninger, hvis det viser sig, at de i stk. 1 nævnte oplysninger ikke er tilstrækkelige til, at den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat kan give tilladelse til udleveringen.
Artikel 5
Samtykke og tilladelse
1. Den anholdtes samtykke gives i overensstemmelse med artikel 6 og 7.
2. Den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat giver sin tilladelse i overensstemmelse med sine nationale procedurer.
Artikel 6
Underretning af den pågældende
Når en person, der er eftersøgt med henblik på udlevering, anholdes i en anden medlemsstat, skal den kompetente myndighed i overensstemmelse med sin nationale lovgivning oplyse vedkommende om den foreliggende begæring og om muligheden for at give sit samtykke til at blive udleveret til den begærende stat efter den forenklede procedure.
Artikel 7
Indhentelse af samtykke
1. Den anholdtes samtykke og i givet fald hans udtrykkelige afkald på anvendelse af specialitetsreglen gives over for de kompetente retsmyndigheder i den anmodede stat i overensstemmelse med dennes nationale lovgivning.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger, for at samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, indhentes på en sådan måde, at det fremgår, at den pågældende har givet udtryk herfor frivilligt og med fuldt kendskab til følgerne heraf. Med henblik herpå har den anholdte ret til at lade sig rådgive.
3. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, føres til protokols i overensstemmelse med lovgivningen i den anmodede medlemsstat.
4. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, kan ikke tilbagekaldes. Medlemsstaterne kan, samtidig med deponeringen af deres ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, i en erklæring angive, at samtykke og i givet fald afkald kan tilbagekaldes i henhold til deres nationale regler. I så fald medregnes den periode, der forløber mellem meddelelsen om samtykke og meddelelsen om tilbagekaldelse heraf, ikke i fastlæggelsen af de i artikel 16, stk. 4, i den europæiske udleveringskonvention fastsatte frister.
Artikel 8
Meddelelse om samtykke
1. Den anmodede stat meddeler omgående den pågældendes samtykke til den begærende stat. For at give denne stat mulighed for i givet fald at indgive en udleveringsbegæring skal den anmodede stat senest ti dage efter den foreløbige anholdelse eller fængsling meddele den begærende stat, om den pågældende har givet sit samtykke eller ej.
2. Den i stk. 1 omhandlede meddelelse foretages direkte mellem de kompetente myndigheder.
Artikel 9
Afkald på anvendelse af specialitetsreglen
Enhver medlemsstat kan samtidig med deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på et hvilket som helst andet tidspunkt erklære, at reglerne i artikel 14 i den europæiske udleveringskonvention ikke finder anvendelse, når den pågældende i medfør af artikel 7 i nærværende konvention
a) giver sit samtykke til udleveringen; eller
b) giver sit samtykke til udleveringen og udtrykkelig giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen.
Artikel 10
Meddelelse af afgørelsen om udlevering
1. Uanset reglerne i artikel 18, stk. 1, i den europæiske udleveringskonvention meddeles afgørelsen om udlevering efter den forenklede procedure og oplysningerne om denne procedure direkte mellem den kompetente myndighed i den anmodede stat og den myndighed i den begærende stat, som har begæret foreløbig anholdelse og fængsling.
2. Den i stk. 1 omhandlede afgørelse meddeles senest tyve dage efter den dato, hvor den pågældende har givet sit samtykke.
Artikel 11
Frist for udlevering
1. Den pågældende udleveres senest tyve dage efter at afgørelsen om udlevering er blevet meddelt i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2.
2. En person, der ved udløbet af fristen i stk. 1 tilbageholdes, skal løslades på den anmodede medlemsstats territorium.
3. Hvis den pågældende på grund af force majeure ikke kan udleveres inden for den i stk. 1 fastsatte frist, skal den berørte myndighed, jf. artikel 10, stk. 1, underrette den anden myndighed herom. De to myndigheder aftaler en ny dato for udleveringen. I så fald finder udleveringen sted tyve dage efter den nye dato. Hvis den pågældende stadig tilbageholdes ved udløbet af denne frist, skal han løslades.
4. Stk. 1, 2 og 3 i denne artikel finder ikke anvendelse, hvis den anmodede stat ønsker at anvende artikel 19 i den europæiske udleveringskonvention.
Artikel 12
Samtykke givet efter udløbet af den i artikel 8 fastsatte frist eller under andre omstændigheder
1. Når den pågældende har givet sit samtykke efter udløbet af den frist på ti dage, der er fastsat i artikel 8,
– skal den anmodede stat, hvis den endnu ikke har modtaget en udleveringsbegæring i medfør af artikel 12 i den europæiske udleveringskonvention, iværksætte den forenklede procedure som fastsat i nærværende konvention;
– kan den anmodede stat, hvis den i mellemtiden har modtaget en udleveringsbegæring i medfør af artikel 12 i den europæiske udleveringskonvention, benytte denne forenklede procedure.
2. Såfremt der ikke er fremsat nogen begæring om foreløbig anholdelse og fængsling, og i fald der er givet samtykke efter modtagelse af en udleveringsbegæring, kan den anmodede stat benytte den forenklede procedure som fastsat i nærværende konvention.
3. Medlemsstaterne erklærer samtidig med deponeringen af deres ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter, om de agter at anvende stk. 1, andet led, og stk. 2, og på hvilke betingelser.
Artikel 13
Videreudlevering til en anden medlemsstat
Når den udleverede person ikke nyder godt af specialitetsreglen i overensstemmelse med medlemsstatens erklæring, som omhandlet i artikel 9 i denne konvention, finder artikel 15 i den europæiske udleveringskonvention ikke anvendelse på hans videreudlevering til en anden medlemsstat, medmindre andet fremgår af denne erklæring.
Artikel 14
Transit
I tilfælde af transit i henhold til artikel 21 i den europæiske udleveringskonvention gælder følgende, når der er tale om udlevering efter den forenklede procedure:
a) i hastende tilfælde kan ansøgningen stiles til transitstaten i en hvilken som helst skriftlig form tillige med de oplysninger, der er fastsat i artikel 4. Transitstaten kan anvende samme fremgangsmåde ved meddelelse af sin afgørelse;
b) de i artikel 4 omhandlede oplysninger er tilstrækkelige til at gøre transitstatens kompetente myndighed opmærksom på, at der er tale om udlevering efter den forenklede procedure, og til at transitstaten over for den udleverede person kan træffe de nødvendige foranstaltninger til transitrejsens gennemførelse.
Artikel 15
Kompetente myndigheder
Hver medlemsstat skal ved deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument i en erklæring oplyse, hvilke myndigheder der er kompetente i henseende til artikel 4-8, 10 og 14.
Artikel 16
Ikrafttræden
1. Denne konvention skal ratificeres, godkendes eller tiltrædes. Ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne deponeres i Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union. Generalsekretæren for Rådet underretter alle medlemsstaterne herom.
2. Konventionen træder i kraft halvfems dage efter at den sidste medlemsstat har deponeret sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.
3. Indtil konventionen træder i kraft, kan hver enkelt medlemsstat samtidig med deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på et hvilket som helt andet tidspunkt erklære, at konventionen finder anvendelse for dens vedkommende i dens forbindelser med de medlemsstater, der har afgivet samme erklæring, halvfems dage efter deponeringen af erklæringen.
4. Enhver erklæring, der fremsættes i medfør af artikel 9, træder i kraft tredive dage efter deponeringen heraf, dog tidligst på datoen for denne konventions ikrafttræden eller dens anvendelse for den pågældende stats vedkommende.
5. Konventionen finder kun anvendelse på begæringer, der er indgivet efter den dato, hvor konventionen træder i kraft eller bringes i anvendelse mellem den anmodede og den begærende stat.
Artikel 17
Tiltrædelse
1. Denne konvention er åben for tiltrædelse af enhver stat, der bliver medlem af Den Europæiske Union.
2. Teksten til konventionen på den tiltrædende stats sprog, som udformet af Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union og godkendt af samtlige medlemsstater, har samme gyldighed som de øvrige autentiske tekster. Generalsekretæren sender en bekræftet genpart heraf til hver medlemsstat.
3. Tiltrædelsesdokumenterne deponeres i Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union.
4. Konventionen træder i kraft over for enhver stat, der tiltræder den, halvfems dage efter deponeringen af den pågældende stats tiltrædelsesdokument eller på datoen for konventionens ikrafttræden, hvis den endnu ikke er trådt i kraft ved udløbet af perioden på halvfems dage.
5. Hvis konventionen endnu ikke er trådt i kraft, når tiltrædelsesdokumentet deponeres, finder artikel 16, stk. 3, anvendelse på de tiltrædende medlemsstater.
Bilag 2
Uddrag af konvention af 27. september 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater
Artikel 1
Almindelige bestemmelser
1. Denne konvention har til formål at supplere bestemmelserne i og lette anvendelsen mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af:
– den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering, i det følgende benævnt »den europæiske udleveringskonvention«
– den europæiske konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af terrorisme, i det følgende benævnt »den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme«
– konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, for så vidt angår forbindelserne mellem de medlemsstater, der er parter i denne konvention, og
– kapitel 1 i traktaten af 27. juni 1962 om udlevering og gensidig retshjælp i straffesager mellem Kongeriget Belgien, Storhertugdømmet Luxembourg og Kongeriget Nederlandene som ændret ved protokol af 11. maj 1974, i det følgende benævnt »Benelux-traktaten« for så vidt angår forbindelserne mellem medlemsstaterne i Den Økonomiske Union Benelux.
2. Stk. 1 berører ikke anvendelsen af mere fordelagtige bestemmelser i bilaterale eller multilaterale aftaler mellem medlemsstater eller, som fastsat i artikel 28, stk. 3, i den europæiske udleveringskonvention, arrangementer om udlevering på grundlag af en ensartet lovgivning eller gensidige lovgivninger om fuldbyrdelse på en medlemsstats territorium af arrestordrer udstedt på en anden medlemsstats territorium.
Artikel 2
Forbrydelser, som kan medføre udlevering
1. Udlevering skal tillades for forbrydelser, som efter lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre en frihedsstraf eller sikkerhedsforanstaltning af en varighed på mindst tolv måneder og efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat en frihedsstraf eller sikkerhedsforanstaltning af en varighed på mindst seks måneder.
2. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at lovgivningen i den anmodede medlemsstat ikke indeholder bestemmelser om samme type sikkerhedsforanstaltning som lovgivningen i den begærende medlemsstat.
3. Artikel 2, stk. 2, i den europæiske udleveringskonvention og artikel 2, stk. 2, i Benelux-traktaten finder ligeledes anvendelse, når visse forbrydelser straffes med bødestraf.
Artikel 6
Fiskale forbrydelser
1. For forbrydelser i forbindelse med skatter, afgifter, told og valutahandel skal udlevering også tillades på de betingelser, der er fastsat i denne konvention, den europæiske udleveringskonvention og Benelux-traktaten, hvis forbrydelsen efter den anmodede medlemsstats lovgivning udgør en tilsvarende lovovertrædelse.
2. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at den anmodede medlemsstats lovgivning ikke foreskriver opkrævning af samme typer skatter og afgifter eller ikke indeholder samme type regler om skatter, afgifter, told og valutahandel som den begærende medlemsstats lovgivning.
3. Enhver medlemsstat kan samtidig med afgivelsen af den i artikel 18, stk. 2, omhandlede notifikation erklære, at den i forbindelse med fiskale forbrydelser kun tillader udlevering for forhold, der kan tænkes at udgøre en overtrædelse af lovgivningen vedrørende punktafgifter, moms eller told.
Artikel 8
Forældelse
1. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at der er indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf i henhold til lovgivningen i den anmodede medlemsstat.
2. Den anmodede medlemsstat kan undlade at anvende stk. 1, når udleveringsbegæringen er begrundet i forbrydelser, for hvilke denne medlemsstat er kompetent i medfør af sin egen straffelov.
Artikel 9
Amnesti
Udlevering tillades ikke for en forbrydelse, der er omfattet af amnesti i den anmodede medlemsstat, hvis denne stat var kompetent til at retsforfølge den pågældende forbrydelse i medfør af sin egen straffelov.
Artikel 13
Central myndighed og fremsendelse af dokumenter pr. telefax
1. Hver medlemsstat udpeger en central myndighed eller, hvis det er påkrævet i henhold til dens forfatning, flere centrale myndigheder, med henblik på fremsendelse og modtagelse af udleveringsbegæringer og de nødvendige dokumenter til støtte herfor, samt enhver anden officiel skrivelse i forbindelse med udleveringsbegæringen, medmindre andet er fastsat i denne konvention.
2. Hver medlemsstat oplyser samtidig med afgivelsen af den i artikel 18, stk. 2, omhandlede notifikation, hvilken myndighed eller hvilke myndigheder, den har udpeget i medfør af stk. 1 i denne artikel. Den meddeler depositaren enhver ændring af denne udpegelse.
3. Udleveringsbegæringen og de i stk. 1 omhandlede dokumenter kan fremsendes pr. telefax. Enhver central myndighed skal råde over en telefax til afsendelse og modtagelse af sådanne dokumenter og sørge for, at den hele tiden fungerer.
4. Når der i henhold til denne artikel anvendes telefax, gøres der brug af en kryptografisk anordning, der tilsluttes telefaxen hos den centrale myndighed for at sikre såvel oprindelse som fortrolighed i forbindelse med fremsendelsen. Medlemsstaterne aftaler indbyrdes, hvorledes denne artikel skal anvendes i praksis.
Bilag 3
Tredje tillægsprotokol til den europæiske konvention om udlevering
Strasbourg, den 10. november 2010
Præambel
Europarådets medlemsstater, der undertegner denne protokol,
der finder, at Europarådets mål er at opnå større enhed mellem dets medlemmer;
der ønsker at styrke deres muligheder for hver især og sammen at reagere over for kriminalitet;
der henviser til bestemmelserne i den europæiske konvention om udlevering (ETS Nr. 24), der blev åbnet for undertegnelse i Paris den 13. december 1957 (i det følgende betegnet »konventionen«) samt de to tillægsprotokoller dertil (ETS Nr. 86 og 98), udfærdiget i Strasbourg henholdsvis den 15. oktober 1975 og den 17. marts 1978;
der finder det ønskværdigt at supplere konventionen på en række områder for at forenkle og fremme udleveringsproceduren, hvor personen, der søges udleveret, har givet samtykke dertil;
er blevet enige om følgende:
Artikel 1 – Pligt til at udlevere efter den forenklede procedure
De kontraherende parter forpligter sig til at udlevere personer til hinanden i henhold til den forenklede procedure som bestemt ved nærværende protokol, hvor personerne søges udleveret i henhold til konventionens artikel 1, forudsat at de pågældende har givet samtykke dertil, og at det tiltrædes af den anmodede part.
Artikel 2 – Indledning af proceduren
1. Når personen, der søges udleveret, er genstand for en anmodning om foreløbig anholdelse og fængsling i henhold til konventionens artikel 16, skal der ved udlevering, som anført i artikel 1 i nærværende protokol, ikke fremsendes en anmodning om udlevering med tilhørende dokumentation i henhold til artikel 12 i konventionen. Følgende oplysninger afgivet af den anmodende part skal af den anmodede part anses for at være tilstrækkelige med henblik på anvendelse af artikel 3 til 5 i nærværende protokol og denne parts endelige beslutning om udlevering efter den forenklede procedure:
a) den ønskede persons identitet, herunder den pågældendes nationalitet eller nationaliteter, hvor dette er kendt;
b) den myndighed, der anmoder om anholdelse;
c) om der findes en arrestordre eller et andet dokument med samme juridiske virkning eller en eksigibel dom samt en bekræftelse af, at personen søges udleveret i henhold til konventionens artikel 1;
d) karakteren samt en juridisk beskrivelse af det strafbare forhold, herunder straframmen eller den idømte straf ved den endelige dom, herunder hvorvidt en del af dommen allerede er fuldbyrdet;
e) oplysning om forældelse og afbrydelse heraf;
f) en beskrivelse af de omstændigheder hvorunder det strafbare forhold er begået, herunder tidspunktet, stedet og graden af den udleveringsbegærede persons deltagelse deri;
g) for så vidt det er muligt, følgerne af det strafbare forhold;
h) i tilfælde hvor der begæres udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en endelig dom, hvorvidt dommen er afsagt in absentia.
2. Uanset bestemmelserne i stk. 1, kan der anmodes om supplerende oplysninger, hvis de i det nævnte stk. 1 anførte oplysninger ikke er tilstrækkelige til at gøre det muligt for den anmodede part at træffe afgørelse om udlevering.
3. I tilfælde hvor den anmodede part har modtaget en anmodning om udlevering i henhold til konventionens artikel 12, skal nærværende protokol finde tilsvarende anvendelse.
Artikel 3 – Pligt til at informere personen
Hvor en person, der begæres udleveret, anholdes i overensstemmelse med konventionens artikel 16, skal den kompetente myndighed hos den anmodede part, i henhold til dens egen lovgivning og uden ugrundet ophold, informere personen om den anmodning, der er fremsat vedrørende ham eller hende, samt om muligheden for anvendelse af den forenklede udleveringsprocedure i henhold til nærværende protokol.
Artikel 4 – Samtykke til udlevering
1. Samtykke fra den person der søges udleveret, og eventuelt dennes udtrykkelige afkald på retten til anvendelse af specialitetsreglen, skal afgives over for den anmodede parts kompetente judicielle myndighed i henhold til den pågældende parts lovgivning.
2. Hver af parterne skal træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at et samtykke og eventuelt afkald, som anført i stk. 1, er tilvejebragt på en sådan måde, at det kan fastslås, at den pågældende har givet samtykke og afkald frivilligt og med fuld bevidsthed om de retlige konsekvenser. Med henblik herpå skal personen, der søges udleveret, have ret til advokatbistand. Om nødvendigt skal den anmodede part sikre, at personen, der søges udleveret, får bistand fra en tolk.
3. Samtykke og eventuelt afkald, som anført i stk. 1, skal protokolleres i henhold til den anmodede parts lovgivning.
4. Med forbehold for stk. 5 kan et samtykke og eventuelt afkald som anført i stk. 1 ikke tilbagekaldes.
5. Enhver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på ethvert senere tidspunkt erklære, at et samtykke og et eventuelt afkald på retten til anvendelse af specialitetsreglen kan tilbagekaldes. Et samtykke kan tilbagekaldes, indtil den anmodede part træffer sin endelige afgørelse om udlevering efter den forenklede procedure. I så fald skal der ikke tages hensyn til perioden mellem meddelelsen om samtykke og om tilbagekaldelsen deraf ved beregningen af de i konventionens artikel 16, stk. 4, anførte tidsrum. Et afkald på retten til anvendelse af specialitetsreglen kan tilbagekaldes, indtil den pågældende person udleveres. Enhver tilbagekaldelse af et samtykke til udlevering eller afkald på anvendelse af specialitetsreglen skal protokolleres i henhold til den anmodede parts lovgivning og straks meddeles til den anmodende part.
Artikel 5 – Afkald på anvendelse af specialitetsreglen
Hver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på et senere tidspunkt erklære, at reglerne i konventionens artikel 14 ikke skal finde anvendelse, hvor den person, der udleveres af den pågældende stat, i henhold til artikel 4 i nærværende protokol:
a) giver samtykke til udlevering; eller
b) giver samtykke til udlevering og udtrykkeligt giver afkald på sin ret til anvendelse af specialitetsreglen.
Artikel 6 – Underretninger i tilfælde af foreløbig anholdelse
1. For at den anmodende part, hvor det er nødvendigt, kan fremsende en anmodning om udlevering i henhold til konventionens artikel 12, skal den anmodede part sende underretning til den så hurtigt som muligt og senest ti dage efter den dag, hvor den foreløbige anholdelse er sket, om hvorvidt den person, der ønskes udleveret, har givet sit samtykke til udlevering.
2. I særlige tilfælde, hvor den anmodede part beslutter ikke at anvende den forenklede procedure på trods af samtykke fra personen, der søges udleveret, skal den underrette den anmodende part herom i så tilstrækkelig god tid, at det er muligt for sidstnævnte at fremsætte en begæring om udlevering før udløbet af den frist på 40 dage, der er fastsat i konventionens artikel 16.
Artikel 7 – Meddelelse om afgørelsen
Hvor personen, der søges udleveret, har givet sit samtykke til udlevering, skal den anmodede part underrette den anmodende part om sin afgørelse med hensyn til udlevering efter den forenklede procedure inden tyve dage fra den dag, hvor personen gav samtykke.
Artikel 8 – Kommunikationsmidler
I forbindelse med nærværende protokol kan henvendelser fremsendes elektronisk eller på andre måder, der indebærer skriftlig dokumentation, under forhold der gør det muligt for parterne at fastslå deres ægthed, samt via International Criminal Police Organisation (Interpol). I ethvert tilfælde skal den pågældende part, efter anmodning, til enhver tid fremsende originaler eller bekræftede genparter af dokumenterne.
Artikel 9 – Overgivelse af personen der skal udleveres
Overgivelse skal finde sted så hurtigt som muligt, og helst inden for ti dage efter meddelelsen af afgørelsen om udlevering.
Artikel 10 – Samtykke afgivet efter udløbet af tidsfristen efter artikel 6
Hvor personen, der søges udleveret, først har givet sit samtykke efter udløbet af tidsfristen på ti dage, der er fastsat i nærværende protokols artikel 6, stk. 1, skal den anmodede part anvende den forenklede procedure som bestemt i nærværende protokol, hvis den pågældende part endnu ikke har modtaget en anmodning om udlevering i henhold til konventionens artikel 12.
Artikel 11 – Gennemtransport
I tilfælde af gennemtransport i henhold til betingelserne i konventionens artikel 21, hvor en person skal udleveres til den anmodende part efter den forenklede procedure, skal følgende bestemmelser finde anvendelse:
a) begæringen om overførsel skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige efter artikel 2, stk. 1, i nærværende protokol;
b) den part, der anmodes om at tillade overførsel, kan anmode om supplerende oplysninger, hvis de oplysninger, der er anført i litra a, ikke er tilstrækkelige til, at den pågældende part kan træffe afgørelse om overførsel.
Artikel 12 – Forholdet til konventionen og andre internationale retsakter
1. De ord og udtryk, der er anvendt i denne protokol, skal fortolkes i overensstemmelse med den betydning, de er tillagt i konventionen. Med hensyn til de parter, der deltager i protokollen, skal konventionens bestemmelser finde tilsvarende anvendelse, for så vidt de er forenelige med bestemmelserne i denne protokol.
2. Bestemmelserne i denne protokol berører ikke anvendelsen af konventionens artikel 28, stk. 2 og 3, vedrørende forholdet mellem konventionen og bilaterale eller multilaterale overenskomster.
Artikel 13 – Mindelige løsninger
Europarådets European Committee on Crime Problems skal holdes løbende informeret om anvendelsen af denne protokol og skal gøre det fornødne for at fremme en mindelig løsning, hvis der måtte opstå vanskeligheder på grund af fortolkningen og anvendelsen af protokollen.
Artikel 14 – Undertegnelse og ikrafttræden
1. Denne protokol skal være åben for undertegnelse for de af Europarådets medlemsstater, der er parter i eller har undertegnet konventionen. Den skal ratificeres, accepteres eller godkendes. En signatar kan ikke ratificere, acceptere eller godkende protokollen, medmindre den tidligere har ratificeret, accepteret eller godkendt konventionen, eller gør dette samtidigt. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos Europarådets generalsekretær.
2. Denne protokol træder i kraft den første dag i måneden efter udløbet af en periode på tre måneder efter deponeringen af det tredje ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument.
3. For så vidt angår enhver undertegnende stat, der efterfølgende deponerer sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument, skal denne protokol træde i kraft den første dag i måneden efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor deponeringen er sket.
Artikel 15 – Tiltrædelse
1. Enhver ikke-medlemsstat, som har tiltrådt konventionen, kan tiltræde denne protokol, efter at den er trådt i kraft.
2. En sådan tiltrædelse skal ske ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos Europarådets generalsekretær.
3. For så vidt angår enhver tiltrædende stat skal protokollen træde i kraft den første dag i måneden efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor tiltrædelsesinstrumentet er deponeret.
Artikel 16 – Territorial gyldighed
1. Enhver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument angive, inden for hvilket område eller hvilke områder denne protokol skal finde anvendelse.
2. Enhver stat kan på et senere tidspunkt ved en erklæring stilet til Europarådets generalsekretær udvide anvendelsen af denne protokol til ethvert andet område, der er angivet i erklæringen. For så vidt angår et sådant område træder protokollen i kraft den første dag i måneden efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor generalsekretæren har modtaget den pågældende erklæring.
3. Enhver erklæring, der afgives i henhold til ovenstående to stykker, kan for så vidt angår ethvert område, der er anført i en sådan erklæring, tilbagekaldes ved notifikation stilet til Europarådets generalsekretær. Tilbagekaldelsen træder i kraft den første dag i måneden efter udløbet af en periode på seks måneder efter den dag, hvor generalsekretæren har modtaget den pågældende meddelelse.
Artikel 17 – Erklæringer og forbehold
1. Forbehold, som en stat har taget over for enhver bestemmelse i konventionen eller de to tillægsprotokoller dertil, skal også være gældende for denne protokol, medmindre den pågældende stat på tidspunktet for undertegnelse, eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, erklærer andet. Det samme skal være gældende for enhver erklæring, der fremsættes vedrørende eller i medfør af bestemmelser i konventionen eller de to tillægsprotokoller dertil.
2. Enhver stat kan, på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument erklære, at den forbeholder sig ret til helt eller delvist ikke at anvende denne protokols artikel 2, stk. 1. Der kan ikke tages andre forbehold.
3. Enhver stat kan, på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, eller på ethvert senere tidspunkt, fremsætte de erklæringer, der er anført i denne protokols artikel 4, stk. 5, og artikel 5.
4. Enhver stat kan helt eller delvist tilbagekalde et forbehold eller en erklæring, den har taget eller fremsat i overensstemmelse med denne protokol ved en erklæring fremsendt til Europarådets generalsekretær, idet denne erklæring skal have virkning fra den dag, hvor den modtages.
5. Enhver part, der har taget et forbehold til denne protokols artikel 2, stk. 1, i overensstemmelse med denne artikels stk. 2, kan ikke forlange, at en anden part anvender den pågældende bestemmelse. Den kan dog, såfremt dens forbehold er delvis eller betinget, kræve at bestemmelsen anvendes i det omfang, den selv har accepteret den.
Artikel 18 – Opsigelse
1. Enhver part kan for så vidt angår parten selv opsige denne protokol ved notifikation stilet til Europarådets generalsekretær.
2. En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i måneden, der følger efter udløbet af en periode på seks måneder efter den dag, hvor Europarådets generalsekretær har modtaget meddelelsen.
3. Opsigelse af konventionen medfører automatisk opsigelse af denne protokol.
Artikel 19 – Notifikationer
Europarådets generalsekretær skal notificere Europarådets medlemsstater og enhver stat, der har tiltrådt denne protokol, om:
a) undertegning;
b) deponering af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument;
c) datoen for denne protokols ikrafttræden i overensstemmelse med artikel 14 og 15;
d) enhver erklæring, der fremsættes efter artikel 4, stk. 5, artikel 5, artikel 16 og artikel 17, stk. 1, samt enhver tilbagekaldelse af en sådan erklæring;
e) ethvert forbehold, der tages i overensstemmelse med artikel 17, stk. 2, og enhver tilbagekaldelse af et sådant forbehold;
f) enhver notifikation, der er modtaget i henhold til bestemmelserne i artikel 18, samt datoen for opsigelsens ikrafttræden;
g) enhver anden handling, erklæring, notifikation eller meddelelse vedrørende denne protokol.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt bemyndiget hertil, undertegnet denne protokol.
Udfærdiget i Strasbourg den 10. november 2010 på engelsk og fransk, idet begge tekster skal have samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, der skal være deponeret i Europarådets arkiver. Europarådets generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter heraf til hver enkelt af Europarådets medlemsstater samt til de ikke-medlemsstater, der har tiltrådt konventionen.
Officielle noter
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, EF-Tidende 2002, nr. L 190, side 1, og Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 om ændring af en række rammeafgørelser samt styrkelse af personers proceduremæssige rettigheder og fremme af anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med afgørelser afsagt, uden at den pågældende selv var til stede under retssagen, EU-Tidende 2009, nr. L 81, side 24.
Udleveringsloven vedrører i dag alene udlevering fra Danmark, og loven indeholder derfor ingen regler vedrørende betingelserne for anmodning om udlevering til Danmark eller regler for behandlingen af disse sager. Reglerne herfor skal derfor findes i de internationale retsakter, der er relevante for anmodningen, herunder Rådet for den Europæiske Unions rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (herefter »rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre«).
Det foreslåede stk. 1 fastslår, at personer, der er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling i Danmark eller i udlandet, kan udleveres til eller fra Danmark efter denne lov.
Med stk. 1 udvides lovens anvendelsesområde således i forhold til den gældende ordning til også at omfatte anmodninger om udlevering til Danmark.
Det bemærkes i øvrigt, at forslaget har sammenhæng med det foreslåede kapitel 7 vedrørende anmodning om udlevering til Danmark.
Det følger af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 1, stk. 2, at lovens kapitel 2 a og 3 a vedrørende udlevering til en EU-medlemsstat ikke omfatter udlevering fra Danmark til Finland og Sverige (selv om disse lande også er EU-medlemsstater).
Det foreslås i stk. 2, at lovens kapitel 4 vedrørende udlevering mellem Danmark og en EU-medlemsstat ikke omfatter udlevering mellem Danmark, Finland og Sverige.
Med forslaget videreføres den gældende retstilstand, hvor adgangen til udlevering til de nordiske lande på visse områder er mere vidtgående end adgangen til udlevering til (andre) stater inden for Den Europæiske Union.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 10 c, at udlevering ikke kan finde sted, hvis den pågældende på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15.
Det fremgår af artikel 3, stk. 3, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, at udlevering skal afslås, hvis den person, der er omfattet af arrestordren, er under den kriminelle lavalder efter den anmodede stats lovgivning. På baggrund heraf er der i udleveringslovens § 10 c indført en udtrykkelig bestemmelse om, at udlevering til EU-medlemsstater af personer under den kriminelle lavalder ikke kan ske.
Den nordiske udleveringskonvention fastsætter i artikel 4 visse obligatoriske grunde til at afslå udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre.
Efter artikel 4, nr. 3, skal udlevering afslås, hvis den person, der er omfattet af arrestordren, er under den kriminelle lavalder efter det anmodede lands lovgivning.
På denne baggrund er der i udleveringsloven § 10 l, stk. 1, indsat en bestemmelse, hvorefter § 10 c finder tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske lande.
Udleveringsloven indeholder ikke en tilsvarende regel vedrørende udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
Den foreslåede § 2 fastsætter, at udlevering ikke kan finde sted, hvis den pågældende på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15.
Det bemærkes, at bestemmelsen viderefører udleveringslovens § 10 c og § 10 l, stk. 1, og at bestemmelsen endvidere fremover også vil gælde sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens §§ 8, 10 d og 10 m er udtryk for det grundlæggende princip om forbuddet mod dobbelt strafforfølgning.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Den foreslåede § 3, stk. 1, fastsætter, at udlevering ikke kan finde sted, når den, der begæres udleveret, her i landet, i et nordisk land eller i en medlemsstat i Den Europæiske Union, er dømt eller frifundet for den samme strafbare handling.
Bestemmelsen er en videreførelse af udleveringslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., og § 10 m, stk. 1, 1. pkt., men er en udvidelse i forhold til § 10 d, stk. 1, 1. pkt., som ikke nævner »et nordisk lande«. Norden er derimod omfattet af § 10 d, stk. 1, 3. pkt., i forbindelse med muligheden for fakultativt at bestemme, at udlevering kan afslås, hvis den der søges udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i en stat uden for Den Europæiske Union.
Det vil dermed fremover ikke længere være muligt at udlevere til en medlemsstat i Den Europæiske Union, hvis den pågældende er dømt i et nordisk land for den samme strafbare handling.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at tilsvarende gælder, hvis den, der begæres udleveret, her i landet er benådet for handlingen.
Udlevering kan dermed ikke finde sted, når den, der begæres udleveret, her i landet er benådet for handlingen.
Bestemmelsen er en videreførelse af udleveringslovens § 8, stk. 1., 2. pkt., § 10 d, stk. 1, 2. pkt., og § 10 m, stk. 1, 2. pkt.
Det foreslåede stk. 3 fastsætter, at udlevering endvidere kan afslås, hvis den, der begæres udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i et land uden for Norden og Den Europæiske Union.
Bestemmelsen er en videreførelse af udleveringslovens § 8, stk. 1., 3. pkt., og § 10 m, stk. 1, 3. pkt. Det er endvidere en videreførelse af § 10 d, stk. 1, 3. pkt., med den ændring, at udlevering kan afslås i de tilfælde, hvor den, der begæres udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i et tredjeland (dvs. ethvert land uden for Norden og Den Europæiske Union).
I disse tilfælde beror det på en konkret vurdering, om der skal ske udlevering eller ej. Der vil f.eks. kunne ske udlevering, hvis den pågældende tidligere er frifundet for den pågældende handling i en stat uden for Norden og Den Europæiske Union, men grundlaget for dommen er åbenbart mangelfuldt.
Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at afslag på udlevering efter stk. 1 og 3 er betinget af, at dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet.
Bestemmelsen er en videreførelse af udleveringslovens § 8, stk. 1., 4. pkt., § 10 d, stk. 1, 4. pkt., og § 10 m, stk. 1, 4. pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens §§ 8, 10 d og 10 m er udtryk for det grundlæggende princip om forbuddet mod dobbelt strafforfølgning.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at er tiltale mod den pågældende frafaldet her i landet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt. Udlevering kan endvidere afslås, hvis påtale er opgivet og betingelserne for at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt.
Bestemmelsen viderefører udleveringslovens § 8, stk. 2, § 10 d, stk. 2, og § 10 m, stk. 2, og der er med lovforslaget således ikke tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at udlevering til strafforfølgning kan afslås, hvis der her i landet er indledt strafforfølgning mod den pågældende for den handling, for hvilken der begæres udlevering, og strafforfølgning på grund af handlingens karakter, den pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne i øvrigt findes at skulle gennemføres her i landet.
Bestemmelsen viderefører udleveringslovens § 8, stk. 3, § 10 d, stk. 3, og § 10 m, stk. 2, og der er med lovforslaget således ikke tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af udleveringslovens § 10 f, at udlevering til en anden EU-medlemsstat ikke kan finde sted, hvis den pågældende handling helt eller delvis er foretaget her i landet og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.
Ifølge den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 2, kan udlevering til et andet nordisk land afslås, hvis det forhold, der ligger til grund for en nordisk arrestordre, efter det anmodede lands lovgivning betragtes som begået helt eller delvis på dette lands territorium eller på et sted, der ligestilles hermed, og forholdet ikke udgør en lovovertrædelse efter det anmodede lands lovgivning.
Denne afslagsgrund indebærer, at det er muligt for de danske myndigheder at afslå udlevering, hvis et andet nordisk land strafforfølger handlinger, der helt eller delvist er begået her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.
På den baggrund er der i udleveringslovens § 10 n indsat en bestemmelse, hvorefter § 10 f, stk. 1, skal finde tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske lande.
Udleveringsloven indeholder ikke en tilsvarende regel vedrørende udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
Den foreslåede § 5 fastsætter, at udlevering ikke kan finde sted, hvis den pågældende handling helt eller delvis er foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.
Det bemærkes, at bestemmelsen viderefører udleveringslovens § 10 f, stk. 1, og § 10 n, og at bestemmelsen endvidere fremover også vil gælde sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 6, stk. 1, fastsætter et generelt forbud mod udlevering, hvis der er fare for forfølgelse på grund af den pågældendes afstamning eller politiske opfattelse mv.
Ligeledes fastslår § 6, stk. 2, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udlevering vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Udleveringslovens § 10 h, stk. 1 og 2, har samme ordlyd, mens § 10 n henviser til bl.a. § 10 h.
Den foreslåede bestemmelse i § 6 viderefører med redaktionelle ændringer udleveringslovens §§ 6 og 10 h samt § 10 n for så vidt angår henvisningen til § 10 h. Med lovforslaget vil bestemmelsen blive placeret i kapitel 2 om almindelige betingelser for udlevering og vil således gælde i alle udleveringssager.
Justitsministeriet foreslår, at der tilføjes en bestemmelse i lovforslagets § 6, stk. 3, om, at udlevering endvidere ikke kan finde sted, hvis det i øvrigt ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser.
Bestemmelsen omfatter bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 om ret til retfærdig rettergang, men den er formuleret, så den omfatter Danmarks samlede internationale forpligtelser.
Der er med lovforslaget ikke tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand på dette punkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter udleveringslovens § 10 b, stk. 1, og § 10 l, stk. 1, kan udlevering af en dansk statsborger eller af en person med fast bopæl her i landet til strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i Norden gøres betinget af, at den pågældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning.
Endvidere kan udlevering af en dansk statsborger eller af en person med fast bopæl her i landet til straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i Norden efter § 10 b, stk. 2, og § 10 l, stk. 1, afslås, hvis Danmark giver tilsagn om, at straffen vil blive fuldbyrdet her i landet.
Udleveringsloven indeholder ikke tilsvarende regler vedrørende udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.5.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at ved udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, til strafforfølgning i udlandet kan der stilles vilkår om, at den pågældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, til straffuldbyrdelse kan afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.
Spørgsmålet om, hvorvidt udlevering af danske statsborgere mv. skal afslås eller betinges af tilbageførelse, bør bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Der kan tænkes tilfælde, hvor en person har begået en meget alvorlig lovovertrædelse i en anden stat, og hensynet til denne stat derfor tilsiger, at den pågældende bør strafforfølges og afsone en eventuel idømt straf i denne stat.
Der kan ved denne vurdering bl.a. lægges vægt på grovheden af den begåede kriminalitet og den pågældendes tilknytning til den stat, hvor lovovertrædelsen er begået. Der vil således f.eks. normalt ikke være grundlag for at betinge udlevering af en dansk statsborger mv. til strafforfølgning af tilbageførelse af den pågældende med henblik på afsoning af en eventuel idømt straf, hvis den pågældende er dømt for meget alvorlige lovovertrædelser, herunder terrorhandlinger. Et andet eksempel kunne være, at den pågældende har en nær tilknytning til den stat, hvor lovovertrædelsen er begået.
Tilsvarende gør sig gældende i forhold til vurderingen af, om der skal meddeles afslag på udlevering, med henblik på at straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.
Det bemærkes i øvrigt, at ved afgørelsen af, om en fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning som nævnt i stk. 1 og 2 kan eller må antages at ville kunne fuldbyrdes her i landet og ved den efterfølgende gennemførelse af fuldbyrdelsen, finder lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. med senere ændringer anvendelse for så vidt angår sager om udlevering til et nordisk land.
Lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union finder anvendelse for så vidt angår sager om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union, mens lov om international fuldbyrdelse af straf mv. finder anvendelse for så vidt angår sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
Det er Direktoratet for Kriminalforsorgen, der behandler sager om fuldbyrdelse af domme, der er afsagt i de nordiske lande, mens Rigsadvokaten behandler sager om fuldbyrdelse af domme afsagt uden for Norden.
Det bemærkes, at bestemmelserne viderefører udleveringslovens § 10 b, stk. 1 og 2, og § 10 l, stk. 1, og at bestemmelserne endvidere fremover også vil gælde sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, kan en medlemsstat udsætte udleveringen af en person til en anden medlemsstat, for at der i det anmodede land kan gennemføres strafforfølgning mod den pågældende inden udleveringen. Efter bestemmelsens stk. 2 kan medlemsstaten i stedet for at udsætte udleveringen efter stk. 1 træffe beslutning om midlertidig udlevering af den pågældende. Betingelserne for den midlertidige udlevering aftales mellem de berørte medlemsstaters relevante myndigheder. Aftalen, der skal være skriftlig, er bindende for alle myndigheder i den anmodende medlemsstat.
De nævnte bestemmelser i rammeafgørelsen forudsætter således, at den anmodende medlemsstat efterfølgende tilbagefører den midlertidigt udleverede person til det anmodede land.
Det følger af den nordiske udleveringskonventions artikel 20, stk. 1, at et nordisk land kan udsætte udleveringen af en person til et andet nordisk land med henblik på, at der i dette land kan gennemføres strafforfølgning eller straffuldbyrdelse mod den pågældende inden udleveringen. Efter stk. 2 kan det nordiske land – i stedet for at udsætte udleveringen efter stk. 1 – træffe beslutning om midlertidig udlevering af den pågældende. Den nordiske udleveringskonventions artikel 20 svarer til artikel 24 i rammeafgørelsen
Betingelserne for den midlertidige udlevering aftales mellem de berørte landes relevante myndigheder. De nævnte bestemmelser forudsætter, at det anmodende land efterfølgende tilbagefører den midlertidigt udleverede person.
Det forekommer, at Rigsadvokaten modtager europæiske arrestordrer vedrørende udlevering af personer, der afsoner en fængselsstraf i Danmark. Hvis betingelserne for udlevering er opfyldt, har Rigsadvokaten tilladt, at de pågældende udleveres midlertidigt på vilkår af, at de tilbageføres til Danmark, og at den pågældende er frihedsberøvet under udleveringen.
Det foreslås at lovfæste denne ordning.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at en person, der afsoner fængselsstraf i Danmark, hvis betingelserne for udlevering i øvrigt er opfyldt, kan midlertidigt udleveres fra Danmark med henblik på strafforfølgning i det anmodende land på vilkår af, 1) at pågældende tilbageføres til Danmark, når strafforfølgningen er afsluttet, og 2) at pågældende er frihedsberøvet under udleveringen.
Bestemmelsen tænkes anvendt i videst muligt omfang, men der vil dog kunne forekomme situationer, hvor udleveringen i stedet vil skulle udsættes indtil pågældende er løsladt. Det kan f.eks. være i de tilfælde, hvor den pågældende er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet eller lignende, og der vurderes at være særlig risiko for, at den pågældende i forbindelse med den midlertidige udlevering vil undvige. Der vil i givet fald skulle foretages en konkret afvejning af hensynet til retshåndhævelsen over for risikoen for undvigelse.
Hvis retsgrundlaget for at overføre den pågældende til fortsat straffuldbyrdelse af den danske dom i et andet land er til stede, vil udleveringen skulle udsættes, jf. § 39, stk. 2, indtil der er truffet afgørelse herom. Dette er med henblik på at undgå, at en udvisningsdømt, der opfylder betingelserne for at blive overført til fortsat straffuldbyrdelse i udlandet, bliver tilbageført til Danmark efter en midlertidig udlevering.
Hvis det anmodende land samtidig er det land, personen vil skulle overføres til, vil udleveringen dog kunne gennemføres i overensstemmelse med bestemmelserne herom, uden at der er truffet afgørelse om overførsel forinden. I disse tilfælde vil overførselssagen kunne behandles, mens den pågældende er midlertidigt udleveret.
Det bemærkes, at det følger af § 13 i cirkulære om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., at politiet afgør, om der skal fremsættes anmodning om fuldbyrdelse i Finland, Island, Norge eller Sverige af en her i landet idømt frihedsstraf, medmindre fuldbyrdelse er begyndt i statsfængsel, idet eventuel anmodning i disse tilfælde fremsættes af Direktoratet for Kriminalforsorgen eller den, der bemyndiges dertil.
Det er justitsministeren, der træffer beslutning om at anmode en anden medlemsstat i Den Europæiske Union om at overtage fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller andre retsfølger af frihedsberøvende karakter, der er idømt her i landet, når det må antages at kunne lette den domfældtes sociale reintegration efter fuldbyrdelsen, jf. § 60 a, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 213 af 22. februar 2013 om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union.
Det er ligeledes justitsministeren, der træffer afgørelse om samtykke til, at en dømt person kan overføres fra Danmark til afsoning i hjemlandet efter den europæiske konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte, jf. § 2, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 740 af 18. juli 2015 om international fuldbyrdelse af straf mv., idet denne kompetence ikke blev overført til rigsadvokaten ved bekendtgørelse nr. 483 af 24. maj 2016 om overførsel af kompetence fra Justitsministeriets departement til anklagemyndigheden i sager om udlevering og fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser m.v.
Hvis den eftersøgte på tidspunktet for de danske myndigheders modtagelse af den nordiske arrestordre, den europæiske arrestordre eller udleveringsanmodningen afsoner en fængselsstraf, der forventes at medføre, at pågældende ikke vil blive løsladt, inden der træffes afgørelse om udlevering, retter anklagemyndigheden henvendelse til det anmodende land. Det anmodende land orienteres om, at den pågældende afsoner en fængselsstraf, og anmodes om at oplyse, om man er interesseret i en evt. midlertidig udlevering. Det anmodende land oplyses samtidig om betingelserne for en midlertidig udlevering.
Afgørelse om midlertidig udlevering forudsættes i videst muligt omfang at blive truffet samtidig med afgørelsen om udlevering. Selve den midlertidige udlevering kan dog kun gennemføres, hvis det anmodende land skriftligt har accepteret betingelserne for den midlertidige udlevering.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at hvis den pågældende er dømt til udvisning af Danmark og vil kunne opfylde betingelserne for at blive løsladt under den midlertidige udlevering, betinges vilkåret om tilbageførsel, jf. stk. 1, nr. 1, af, at der ikke i Danmark forinden er truffet beslutning om løsladelse. Endvidere fastsættes vilkår om, at det anmodende land om nødvendigt medvirker til at forkynde et indrejseforbud for den pågældende.
Da den midlertidige udlevering ikke kan sidestilles med udrejse eller udsendelse, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, forudsættes det at forkyndelse af et indrejseforbud iværksættes, mens den pågældende er midlertidig udleveret, på samme tidspunkt som hvis pågældende var forblevet i Danmark.
Det foreslåede stk. 3 fastsætter, at frihedsberøvelsen i det anmodende land fratrækkes i den straf, som den pågældende er blevet idømt i Danmark.
Straffen anses derfor at blive fortsat fuldbyrdet under udleveringen.
Det anmodende land skal orienteres om, at frihedsberøvelsen under den midlertidige udlevering fratrækkes i den danske dom med henblik på, at det pågældende land kan afgøre, om frihedsberøvelsen også skal fratrækkes i den eventuelle fængselsstraf, den pågældende der måtte blive idømt.
Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at en person, der skal strafforfølges i Danmark, hvis betingelserne for udlevering i øvrigt er opfyldt, undtagelsesvis kan midlertidigt udleveres fra Danmark med henblik på strafforfølgning i det anmodende land.
Hvis den, der begæres udleveret, har verserende straffesager her i landet, vil pågældende som udgangspunkt ikke blive udleveret før strafforfølgningen er afsluttet. Der kan dog tænkes situationer, hvor en midlertidig udlevering ikke vil gribe afgørende ind i strafforfølgningen her i landet. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis strafforfølgningen må forventes at blive forsinket på grund af omstændigheder, der ikke kan tilskrives de danske myndigheder. Hvis strafforfølgningen afventer udlevering af en person, der vurderes væsentlig for strafforfølgningen, eksempelvis en medtiltalt, eller hvis et vidne er for syg til at møde i retten i længere tid, kan det overvejes om en midlertidig udlevering af den pågældende kan lade sig gøre.
Der kan aftales konkrete vilkår om den midlertidige udlevering med det anmodende land. Hvis den, der begæres udleveret, er varetægtsfængslet i Danmark på grund af en verserende straffesag, vil der skulle fastsættes vilkår om, at den pågældende tilbageføres til Danmark, når strafforfølgningen er afsluttet, og at pågældende er frihedsberøvet under udleveringen.
Hvis den pågældende derimod ikke er varetægtsfængslet forud for udleveringen, eller hvis varetægtsfængslingen alene vedrører udleveringssagen, vil der kunne fastsættes vilkår om, at den pågældende sikres mulighed for at kunne returnere til Danmark, når strafforfølgningen er afsluttet.
Den nordiske udleveringskonvention indeholder i artikel 2 krav til lovovertrædelsens beskaffenhed, der fastsætter, hvornår udlevering som udgangspunkt skal ske.
I overensstemmelse hermed fastsætter udleveringslovens § 10 k betingelserne for udlevering af personer til andre nordiske lande. Bestemmelsen skelner ikke mellem egne statsborgere og udlændinge, og der gælder alene et krav om frihedsstraf mv. i det anmodende land.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter således, at udlevering til strafforfølgning i Finland, Island, Norge eller Sverige for en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i det land, der har anmodet om udlevering, kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan ske på grundlag af en nordisk arrestordre.
Der vil dermed ikke være krav om, at lovovertrædelsen tillige skal være strafbar i Danmark, ligesom der ikke vil være krav til, hvor lang en straf der vil kunne idømmes.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at udlevering til straffuldbyrdelse i Finland, Island, Norge eller Sverige kan ske på grundlag af en nordisk arrestordre, hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.
Der vil dermed ikke være krav om, at lovovertrædelsen tillige skal være strafbar i Danmark, ligesom der ikke vil være krav til, hvor lang en straf den pågældende er blevet idømt.
Endelig følger det af det foreslåede stk. 3, at udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i stk. 1 og 2 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene.
Der vil dermed kunne udleveres til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for strafbare forhold, der i det anmodende land alene kan straffes med bøde, hvis der i øvrigt er bare et forhold, der kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning.
Det bemærkes, at den foreslåede § 9 viderefører udleveringslovens § 10 k.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den nordiske udleveringskonventions artikel 23 indeholder regler om, i hvilket omfang en person, der er blevet udleveret på grundlag af en nordisk arrestordre, i det anmodende land vil kunne strafforfølges, dømmes og tilbageholdes for andre lovovertrædelser begået inden udleveringen end den lovovertrædelse, som den pågældende er udleveret for (den såkaldte specialitetsregel).
På denne baggrund fastsætter udleveringslovens § 10 o, stk. 1 og 2, det nærmere omfang af specialitetsreglen i sager om udlevering til de nordiske lande.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at udlevering sker på vilkår af, at den udleverede ikke må drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end de, der er sket udlevering for, hvis 1) udlevering ikke kunne have fundet sted for den pågældende lovovertrædelse i henhold til § 2, § 3, stk. 1, jf. stk. 4, eller § 3, stk. 2, eller 2) udlevering for den pågældende lovovertrædelse kunne have været afslået efter § 4, stk. 1, eller § 5, og retten ikke meddeler tilladelse til, at den pågældende kan drages til ansvar for lovovertrædelsen, jf. § 41, stk. 3.
Det anmodende land vil dermed ikke kunne drage den pågældende til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end de, der er sket udlevering for, hvis udlevering ikke kunne have fundet sted for den pågældende lovovertrædelse, fordi den pågældende på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15.
Tilsvarende gælder hvis den pågældende her i landet, i et nordisk land eller i en medlemsstat i Den Europæiske Union, er dømt eller frifundet for den samme handling, og dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet.
Det anmodende land vil heller ikke kunne drage den pågældende til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end de, der er sket udlevering for, hvis udlevering ikke kunne have fundet sted for den pågældende lovovertrædelse, fordi den pågældende her i landet er benådet for handlingen.
Ligeledes vil det anmodende land ikke uden rettens tilladelse kunne drage den pågældende til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end de, der er sket udlevering for, hvis udlevering for den pågældende lovovertrædelse kunne have været afslået, fordi tiltale mod den pågældende er frafaldet eller påtale er opgivet her i landet, og retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen ikke er opfyldt.
Hvis den pågældende handling helt eller delvis er foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret, vil det anmodende land heller ikke kunne drage den pågældende til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end de, der er sket udlevering for, hvis udlevering for den pågældende lovovertrædelse kunne have været afslået, og retten ikke meddeler tilladelse til, at den pågældende kan drages til ansvar for lovovertrædelsen.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at den udleverede dog uanset stk. 1 kan drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis 1) den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske land, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 36, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er sket, eller 2) den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det land, hvortil vedkommende er udleveret, har undladt dette i 30 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt det.
Den pågældende vil dermed kunne drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for uanset den pågældendes alder på gerningstidspunktet og risikoen for dobbelt strafforfølgning, så længe pågældende har meddelt samtykke i et retsmøde i det anmodende land.
Tilsvarende gælder, hvis pågældende undlader at forlade det anmodende land i de første 30 dage efter sin endelige løsladelse, eller hvis vedkommende efter at have forladt det anmodende land vender tilbage.
Det bemærkes, at bestemmelsen med redaktionelle ændringer viderefører udleveringslovens § 10 o, stk. 1 og 2, dog med den ændring, at det fremover er retten og ikke længere justitsministeren (rigsadvokaten), der kan give det samtykke, der er omhandlet i bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den nordiske udleveringskonventions artikel 24, stk. 1, regulerer, at en person, der er overgivet til et andet nordisk land til strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, kan overgives videre til et andet nordisk land end det fuldbyrdende land i henhold til en nordisk arrestordre, der er udstedt for en lovovertrædelse, der er begået inden overgivelsen, medmindre overgivelse fra det oprindelige udstedende land til det nu udstedende land ville være blevet afslået efter national ret i henhold til artikel 26 eller artikel 27.
På den baggrund er der i udleveringslovens § 10 o, stk. 3, 1. pkt., indsat en bestemmelse herom. Det følger af § 10 o, stk. 3, 2. pkt., at udlevering alene kan ske på vilkår af, at den udleverede ikke videreudleveres til Island, hvis udlevering til dette land ville være afskåret efter reglerne i det land, hvortil udlevering er sket (jf. artikel 26 og 27).
Den foreslåede § 11 fastsætter, at udlevering sker på vilkår af, at den udleverede ikke må videreudleveres til Island for andre strafbare handlinger begået før udleveringen, end den, der er sket udlevering for, hvis udlevering hertil ville være blevet afslået efter reglerne i det nordiske land, hvortil udlevering er sket.
Det anmodende land kan dermed ikke videreudlevere eftersøgte til Island, hvis pågældende er statsborger i Finland, Norge eller Sverige og hjemlandets nationale lovgivning udelukker udlevering af egne statsborgere til Island, medmindre den eftersøgte i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i Island, eller hvis handlingen eller en tilsvarende handling efter det anmodende lands lovgivning kan medføre en højere straf end fængsel i 4 år.
Det anmodende land kan heller ikke videreudlevere eftersøgte til Island, hvis pågældende er statsborger i Finland, Norge eller Sverige, og hjemlandets nationale lovgivning udelukker udlevering af egne statsborgere til Island for en handling, der udgør en politisk lovovertrædelse.
Tilsvarende er det anmodende land afskåret fra at videreudlevere en udlænding til Island, hvis det anmodede lands nationale lovgivning udelukker udlevering for en handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, medmindre en tilsvarende handling er strafbar i det anmodende land, eller handlingen er omfattet af artikel 1, 2 eller 3 i den Europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.
Det bemærkes, at den foreslåede § 11 med redaktionelle ændringer viderefører udleveringslovens § 10 o, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den nordiske udleveringskonventions artikel 24, stk. 2, regulerer, i hvilket omfang en person, der er overgivet til et andet nordisk land i henhold til en nordisk arrestordre, kan overgives videre eller videreudleveres til et EU-land eller videreudleveres til et tredjeland i henhold til reglerne i det udstedende lands lovgivning, for en lovovertrædelse, der er begået inden overgivelsen.
Det er i udleveringslovens § 10 o, stk. 4, nærmere fastsat under hvilke omstændigheder den pågældende kan videreudleveres til en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Norden og Den Europæiske Union for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for.
Den foreslåede § 12 fastsætter, at udlevering sker på vilkår af, at den udleverede ikke videreudleveres til en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Norden og Den Europæiske Union for andre strafbare handlinger begået før udleveringen, end den, der er sket udlevering for, medmindre
den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske land, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive videreudleveret til en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Norden og Den Europæiske Union for sådanne handlinger, jf. § 36, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er sket,
den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det land, hvortil vedkommende er udleveret, har undladt dette i 30 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt det, eller
retten tillader det efter § 41.
Det anmodende nordiske land vil dermed kunne videreudlevere den pågældende til en stat uden for Norden, hvis den pågældende har meddelt samtykke hertil, enten her i landet i forbindelse med udleveringssagen eller i det anmodende land, efter den pågældende er blevet udleveret.
Det anmodende nordiske land vil derudover kunne videreudlevere den pågældende til en stat uden for Norden, hvis den pågældende efter udleveringen til det anmodende land, har undladt at forlade landet i 30 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt det.
Endelig vil det anmodende nordiske land kunne videreudlevere den pågældende til en stat uden for Norden, hvis retten giver tilladelse hertil, jf. § 41.
Det bemærkes, at den foreslåede § 12 med redaktionelle ændringer viderefører udleveringslovens § 10 o, stk. 4, dog med den ændring, at det fremover er retten og ikke længere justitsministeren (rigsadvokaten), der kan give det samtykke, der er omhandlet i bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 10 a, stk. 1, nr. 1-32, i hvilke tilfælde Danmark er forpligtet til at udlevere til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske Union.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske Union for en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret, for følgende handlinger:
Deltagelse i en kriminel organisation.
Terrorisme.
Menneskehandel.
Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.
Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive stoffer.
Bestikkelse.
Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.
Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold.
Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.
Internetkriminalitet.
Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.
Menneskesmugling.
Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.
Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.
Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.
Racisme og fremmedhad.
Organiseret eller væbnet tyveri.
Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.
Bedrageri.
Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.
Efterligninger og fremstillinger af piratudgaver af produkter.
Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter.
Forfalskning af betalingsmidler.
Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.
Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.
Handel med stjålne motorkøretøjer.
Voldtægt.
Forsætlig brandstiftelse.
Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.
Skibs- eller flykapring.
Sabotage.
Der er tale om en positivliste, hvor betingelserne for udlevering vil være opfyldt, når det af den europæiske arrestordre fremgår, at det anmodende land ønsker udlevering for en eller flere lovovertrædelser, der er omfattet af listen, hvis den nævnte lovovertrædelse samtidig kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år i det anmodende land.
At lovovertrædelsen er straffri her i landet er uden betydning.
Bestemmelsen finder anvendelse både i tilfælde, hvor det anmodende land ønsker udlevering til strafforfølgning, og hvor det anmodende land ønsker udlevering til straffuldbyrdelse.
Det bemærkes, at stk. 1 viderefører udleveringslovens § 10 a, stk. 1, nr. 1-32.
Det følger af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 10 a, stk. 2, i hvilke tilfælde der i øvrigt kan ske udlevering til strafforfølgning på grundlag af en europæisk arrestordre.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at udlevering til strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre, hvis den strafbare handling i den pågældende stat kan medføre fængsel i mindst 1 år, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.
Er der tale om lovovertrædelser, som ikke er omfattet af positivlisten i stk. 1, vil betingelserne for udlevering være opfyldt, når det af den europæiske arrestordre fremgår, at det anmodende land ønsker udlevering for en eller flere lovovertrædelser, der i det anmodende land kan medføre fængsel i mindst 1 år, hvis den handling, lovovertrædelsen vedrører, også er strafbar efter dansk lovgivning.
Det bemærkes, at det foreslåede stk. 2 viderefører udleveringslovens § 10 a, stk. 2.
Det følger af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 10 a, stk. 3, i hvilke tilfælde der kan ske udlevering til straffuldbyrdelse på grundlag af en europæisk arrestordre.
Det foreslåede stk. 3 fastsætter, at udlevering til straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre, hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders varighed, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.
Det er således alene den faktisk idømte straf eller foranstaltning, der er afgørende for, om anmodningen om udlevering kan imødekommes.
Det bemærkes, at det foreslåede stk. 3 viderefører udleveringslovens § 10 a, stk. 3.
Det følger af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 10 a, stk. 4, hvad der gælder i sager om udlevering for flere strafbare forhold.
Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene.
Det bemærkes, at det foreslåede stk. 4 viderefører udleveringslovens § 10 a, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter artikel 4, stk. 4, i rammeafgørelsen er der mulighed for at indføre regler, hvorefter udlevering kan afslås, hvis lovovertrædelsen eller adgangen til at fuldbyrde en frihedsstraf er forældet i henhold til lovgivningen i den anmodede medlemsstat, og denne stat har kompetence til at strafforfølge lovovertrædelsen (straffemyndighed).
Spørgsmålet om forældelse er for så vidt angår udlevering til EU-medlemsstater reguleret i udleveringslovens § 10 e.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Den foreslåede § 14 fastsætter, at udlevering for en strafbar handling, der er omfattet af dansk straffemyndighed, kan afslås, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.
Bestemmelserne om forældelse af strafansvar findes i straffelovens §§ 93, 93 a og 93 b.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 14 viderefører udleveringslovens § 10 e.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 10 f, stk. 2, vedrører spørgsmålet om udlevering ved eksterritorial jurisdiktion.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede § 15 fastsætter, at udlevering kan afslås, hvis den pågældende handling er foretaget uden for territoriet for den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, og en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed.
Hvis Danmark efter reglerne i straffelovens §§ 6-8 ikke selv ville kunne strafforfølge i en tilsvarende situation, vil udlevering kunne afslås efter den foreslåede bestemmelse. Udlevering vil således f.eks. kunne afslås, hvis en medlemsstat A anmoder Danmark om udlevering af en person, der opholder sig i Danmark, for at strafforfølge den pågældende for en sædelighedsforbrydelse begået i staten B, selv om den pågældende ikke er statsborger eller har bopæl i medlemsstaten A (udøvelse af såkaldt universel jurisdiktion). Udlevering vil ligeledes kunne afslås, hvis medlemsstaten A beder om udlevering af en egen statsborger med henblik på at strafforfølge den pågældende for en handling begået i staten B, og handlingen ikke er strafbar i staten B. Dette skyldes, at det efter straffelovens § 7 er en betingelse for, at Danmark har straffemyndighed for handlinger begået af en dansk statsborger i udlandet, at handlingen også er strafbar efter lovgivningen i det land, hvor handlingen er begået (krav om dobbelt strafbarhed).
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 15 viderefører udleveringslovens § 10 f, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 10 g vedrører udlevering for afgørelser afsagt in absentia (udeblivelsesdomme). Bestemmelsen gennemfører rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt, uden at den pågældende har været til stede under retssagen, hvorved den pågældende er idømt fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, ikke kan finde sted, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende i overensstemmelse med reglerne i udstedelsesstaten og i rette tid
er blevet indkaldt personligt og dermed er blevet underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, som førte til afgørelsen, eller på anden vis er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, på en sådan måde, at det klart fremgår, at personen var bekendt med den berammede retssag og er blevet underrettet om, at der kunne træffes en afgørelse, selv om vedkommende ikke var til stede under retssagen,
var bekendt med den berammede retssag og havde givet en juridisk rådgiver, der var udpeget enten af den pågældende selv eller af udstedelsesstaten, fuldmagt til at forsvare sig under retssagen og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen,
har fået afgørelsen forkyndt og er blevet udtrykkeligt underrettet om retten til en fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realiteter, herunder nye beviser, bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret, og den pågældende efterfølgende udtrykkeligt har erklæret, at vedkommende ikke anfægter afgørelsen, eller den pågældende ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den gældende tidsfrist, eller
vil få afgørelsen forkyndt personligt straks efter overgivelsen til udstedelsesstaten og udtrykkeligt vil blive underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke som nævnt i nr. 3 og vil blive underrettet om tidsfristen for anmodning om fornyet prøvelse eller anke.
Betingelserne i nr. 1-4 i den foreslåede bestemmelse er ikke kumulative. Det er således tilstrækkeligt, at én af betingelserne er opfyldt.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i stk. 1, viderefører udleveringslovens § 10 g.
Den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 18 b, stk. 4, fastsætter, at den, der i sager omfattet af lovens § 10 g, nr. 4 på grundlag af en europæisk arrestordre begæres udleveret med henblik på fuldbyrdelse af en dom som nævnt i lovens § 10 g, kan, når den pågældende underrettes om indholdet af arrestordren, anmode om at få udleveret en genpart af dommen, inden udleveringen gennemføres.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at den, der begæres udleveret med henblik på fuldbyrdelse af en dom som nævnt i stk. 1, kan, når den pågældende underrettes om indholdet af arrestordren, anmode om at få udleveret en kopi af dommen, inden udleveringen gennemføres.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i stk. 2, med redaktionelle ændringer viderefører udleveringslovens § 18 b, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 10 j vedrører den såkaldte specialitetsregel, og bestemmelsen fastsætter bl.a. en række nærmere vilkår for, hvornår den pågældende person, der er udleveret, kan drages til ansvar for andre handlinger end den, der har begrundet udleveringen. Bestemmelsen fastsætter endvidere nærmere betingelser for, hvornår der kan ske videreudlevering af den pågældende.
Bestemmelsen i § 10 j, stk. 1, fastsætter herudover, at udleveringslovens § 10 (vedrørende betingelser for udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union) tilsvarende finder anvendelse.
Det følger bl.a. heraf, at den udleverede ikke uden justitsministerens tilladelse må underkastes strafforfølgning ved en særdomstol.
Udleveringslovens § 10 henviser endvidere til lovens § 20, hvorefter det er justitsministeren, der kan meddele tilladelse til, at en person, der er udleveret, underkastes strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller udleveres videre til et tredjeland for en anden strafbar handling begået før udleveringen end den, den pågældende er udleveret for.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at udlevering sker på følgende vilkår:
Den udleverede må ikke drages til ansvar eller videreudleveres til et tredje land for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end den, den pågældende er udleveret for, medmindre
a) retten tillader det efter § 41,
b) den udleverede, uanset at den pågældende i 30 dage uhindret har kunnet forlade det land, hvortil udleveringen er sket, har undladt dette, eller
c) den pågældende efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.
Den udleverede må ikke uden rettens tilladelse underkastes strafforfølgning ved en særdomstol.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at den udleverede uden rettens tilladelse dog kan drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan endvidere drages til ansvar uden rettens tilladelse, hvis den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.
Det foreslåede stk. 3 fastsætter, at den udleverede uden rettens tilladelse kan videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive videreudleveret til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 36, 2. pkt. Videreudlevering kan også ske uden rettens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.
Det bemærkes, at den foreslåede § 17 viderefører udleveringslovens § 10 j, stk. 1, med den undtagelse, at kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering foreslås overført fra justitsministeren (rigsadvokaten) til domstolene.
De foreslåede stk. 2 og 3 viderefører udleveringslovens § 10 j, stk. 2 og 3, med de ændringer der følger af, at beføjelsen til at give de tilladelser, der er omhandlet i bestemmelsen, fremover foreslås udøvet af domstolene.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 2, stk. 1, vedrører udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning i en stat uden for Norden og Den Europæiske Union, når udleveringen sker på grundlag af en gensidig overenskomst med det pågældende land om udlevering af egne statsborgere. Det er justitsministen (rigsadvokaten), der har kompetence til at træffe beslutning om udlevering.
Er der ikke indgået en gensidig overenskomst om udlevering af egne statsborgere med det pågældende land, følger det af § 2, stk. 2, at justitsministeren kan beslutte, at den pågældende skal udleveres til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1, er opfyldt, og særlige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at der på grundlag af en overenskomst med en stat uden for Norden og Den Europæiske Union kan ske udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning i den pågældende stat,
hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der begæres udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, eller
hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.
Med den foreslåede bestemmelse får domstolene kompetence til at træffe afgørelse om udlevering af danske statsborgere til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
Det vil efter den foreslåede bestemmelse være muligt at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i stater uden for Norden og Den Europæiske Union. Udlevering til straffuldbyrdelse vil ikke kunne ske efter den foreslåede bestemmelse. Der henvises i stedet til lovforslagets § 21.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at gælder der i forhold til en stat uden for Norden og Den Europæiske Union ikke en af de i stk. 1 nævnte overenskomster, kan der ske udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1 i øvrigt er opfyldt, og særlige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor.
I modsætning til, hvad der gælder for udlevering til andre lande, med hvilke der er indgået en gensidig udleveringsoverenskomst, skal der foretages en konkret vurdering af mulighederne for og det hensigtsmæssige i at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark frem for at udlevere den pågældende til strafforfølgning i udlandet.
Under hensyn til, at der vil kunne forekomme sager herunder om terrorvirksomhed eller anden grov kriminalitet, hvor det kan være forbundet med store og eventuelt uoverstigelige vanskeligheder under en straffesag i Danmark at føre bevis for lovovertrædelser begået i udlandet, når vidnerne eller beviserne ikke befinder sig i Danmark, taler dette for, at straffesagen som udgangspunkt gennemføres i det land, hvor lovovertrædelsen er begået, eller hvor det i øvrigt af hensyn til bevisførelsen er mest hensigtsmæssigt.
Det bemærkes, at den foreslåede § 18 med redaktionelle ændringer viderefører udleveringslovens § 2 med den undtagelse, at kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering foreslås overført fra justitsministeren (rigsadvokaten) til domstolene.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 2 a, at udlevering af en udlænding til bl.a. strafforfølgning i en stat uden for Norden og Den Europæiske Union kan ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.
Den foreslåede § 19 fastsætter, at udlevering af udlændinge til strafforfølgning i en stat uden for Norden og Den Europæiske Union kan ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.
Med udtrykket »udlænding« forstås personer, der (udelukkende) har et andet statsborgerskab end dansk, eller som er statsløse. Personer, som både har dansk og udenlandsk statsborgerskab (dobbelt statsborgerskab), omfattes af den foreslåede § 18 om udlevering af danske statsborgere.
Om udlevering til straffuldbyrdelse henvises til lovforslagets § 21.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 19 viderefører udleveringslovens § 2 a for så vidt angår udlevering til strafforfølgning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 3, stk. 1, fastsætter en betingelse om, at der i tilfælde, hvor en person begæres udleveret af en stat uden for Norden og Den Europæiske Union med henblik på strafforfølgning, kun kan ske udlevering, hvis der i den anmodende stat er truffet en beslutning om frihedsberøvelse af den pågældende.
Den foreslåede § 20 fastsætter, at udlevering til strafforfølgning kun kan ske, hvis der i den fremmede stat er truffet beslutning om, at den, som begæres udleveret, skal anholdes eller fængsles for den pågældende handling.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 20 viderefører udleveringslovens § 3, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 2 a, at udlevering af en udlænding til fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for Den Europæiske Union og Norden kan ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år.
Endvidere følger det af udleveringslovens § 3, stk. 2, at udlevering til fuldbyrdelse af en dom, medmindre andet er fastsat ved overenskomst med den pågældende stat, kun kan ske: 1) hvis dommen lyder på fængsel i mindst 4 måneder, eller 2) hvis den dømte i henhold til dommen eller en beslutning, der er truffet med hjemmel i dommen, skal anbringes i anstalt og opholdet her kan blive af 4 måneders varighed.
Den foreslåede § 21 fastsætter, at udlevering til straffuldbyrdelse, medmindre andet er fastsat ved overenskomst med den pågældende stat, kun kan ske, hvis den pågældende er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders varighed, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.
Forslaget indebærer, at persongruppen, der er omfattet, udvides til også at angå danske statsborgere. Udlevering til straffuldbyrdelse af en dansk statsborger (herunder en person med både dansk og udenlandsk statsborgerskab) til en stat uden for Norden og Den Europæiske Union vil herefter ikke længere være udelukket.
Det følger imidlertid af lovforslagets § 7, at udlevering til straffuldbyrdelse af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, kan afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.
Bestemmelsen i § 21 vil have tilsvarende ordlyd som den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 10 a, stk. 3 (lovforslagets § 13, stk. 3). Der vil således ikke længere være krav om, at straffen i Danmark skal være fængsel i mindst 1 år. Betingelsen om, at en tilsvarende handling skal være strafbar efter dansk ret, og at længden af straffen eller den frihedsberøvende foranstaltning skal være mindst 4 måneder, vil dog være den samme som efter de gældende regler.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 3, at udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i §§ 2 og 2 a og § 3, stk. 1 og 2, kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene.
Det foreslås i § 22, at udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i §§ 18-21 kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene.
Kravet til straffens længde, der stilles i § 18, stk. 1, nr. 2, § 19 og § 21, samt betingelsen i § 20 om, at der er truffet beslutning om, at den, som begæres udleveret, skal anholdes eller fængsles for den pågældende handling, skal dermed kun være opfyldt med hensyn til ét af de forhold, der begæres udlevering for.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse viderefører udleveringslovens § 3, stk. 3, idet de foreslåede §§ 18-21 svarer til de gældende §§ 2 og 2 a og § 3, stk. 1 og 2. Dog foreslås §§ 19 og 21 ændret i forhold til den gældende § 2 a, jf. nærmere bemærkningerne til lovforslagets §§ 19 og 21.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 3, stk. 4, stiller krav til det bevismæssige grundlag, der danner baggrund for udleveringsanmodningen.
Den foreslåede § 23 fastsætter, at må det på grund af særlige omstændigheder antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende en handling, for hvilken der begæres udlevering, savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, må udlevering for handlingen ikke finde sted.
Den omstændighed, at den, som begæres udleveret, over for danske myndigheder nægter sig skyldig, vil isoleret betragtet ikke berettige danske myndigheder til at stille krav om tilvejebringelse af (yderligere) bevismateriale. Hvis den pågældende derimod til støtte for sin påstand kan henvise til særlige omstændigheder, hvorefter der foreligger rimelig tvivl om den pågældendes skyld, vil der kunne fremsættes begæring om tilvejebringelse af bevismateriale til sandsynliggørelse af skylden, og hvis dette materiale ikke tilvejebringes, eller hvis det findes utilstrækkeligt, vil begæringen om udlevering kunne afslås.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 23 viderefører udleveringslovens § 3, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 4 omhandler spørgsmålet om udlevering for en militær lovovertrædelse.
Den foreslåede § 24 fastsætter, at udlevering for en militær lovovertrædelse ikke kan finde sted.
Der kan således ikke ske udlevering for handlinger, der er strafbare efter den militære lovgivning. Der henvises til den militære straffelovs kapitel 2.
Udlevering for en militær forbrydelse, der tillige indeholder et efter den borgerlige lovgivning strafbart forhold, skal kun kunne finde sted på vilkår, at den pågældende ikke straffes efter den militære straffelovgivning.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse viderefører udleveringslovens § 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 5 vedrører udlevering for politiske forbrydelser samt undtagelser hertil i lyset af Danmarks internationale forpligtelser.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.8.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at udlevering for en politisk lovovertrædelse ikke kan finde sted.
Om en lovovertrædelse er politisk, vil bero på en konkret helhedsvurdering, hvorved der navnlig lægges vægt på arten af den eller de interesser, der er krænket ved overtrædelsen, samt på gerningsmandens motiv.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at omfatter handlingen herudover en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, hvis handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter.
Det foreslåede stk. 3 fastsætter, at stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse, når handlingen er omfattet af
artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme som ændret ved ændringsprotokol af 15. maj 2003 til den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme,
artikel 6 og 7 og artikel 9, jf. artikel 6 og 7, i Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme,
artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger,
artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme,
artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af nuklear terrorisme,
artikel 7 i Det Internationale Atomenergiagenturs konvention om fysisk beskyttelse af nukleare materialer som ændret ved ændringskonvention af 8. juli 2005 til Det Internationale Atomenergiagenturs konvention om fysisk beskyttelse af nukleare materialer,
artikel 3 eller artikel 3 b, 3 c eller 3 d i konventionen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden som henholdsvis ændret og indsat ved protokollen af 1. november 2005 til konventionen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden eller artikel 2 eller artikel 2 b eller 2 c i protokollen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen, som henholdsvis ændret og indsat ved protokollen af 1. november 2005 til protokollen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen,
artikel 4, jf. artikel 2, i FN-konventionen om beskyttelse af alle personer mod tvangsforsvinding eller
artikel 15, stk. 1, litra a-c, i 2. protokol af 26. marts 1999 til UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt.
Med det foreslåede stk. 3, nr. 8, udvides den gældende undtagelsesbestemmelse i udleveringslovens § 5, stk. 3, til at omfatte handlinger omfattet af artikel 4 i tvangsforsvindingskonventionen, som omhandler tvangsforsvindingsforbrydelser.
Med det foreslåede stk. 3, nr. 9, udvides den gældende undtagelsesbestemmelse i udleveringslovens § 5, stk. 3, til at omfatte handlinger omfattet af artikel 15, stk. 1, litra a-c, i UNESCO-konventionens 2. protokol.
Forslagene indebærer, at udlevering baseret på en overtrædelse af artikel 4 i tvangsforsvindingskonventionen eller artikel 15, stk. 1, litra a-c, i UNESCO-konventionens 2. protokol ikke vil kunne afslås med den begrundelse, at overtrædelsen vedrører en politisk lovovertrædelse, en lovovertrædelse relateret til en politisk lovovertrædelse eller en lovovertrædelse inspireret af politiske motiver.
Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at i særlige tilfælde kan udlevering for en handling omfattet af artikel 5 eller artikel 9, jf. artikel 5, i Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme afslås, hvis det vurderes, at der er tale om en politisk lovovertrædelse.
Udlevering kan således afslås for offentlig opfordring til at begå en terrorhandling eller medvirken hertil, hvis det vurderes, at der er tale om en politisk lovovertrædelse.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse med redaktionelle ændringer og to tilføjelser viderefører udleveringslovens § 5.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 9 omhandler forældelse af strafansvaret.
Den foreslåede § 26 fastsætter, at udlevering for en strafbar handling, der er omfattet af dansk straffemyndighed, ikke kan ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.
Bestemmelserne om forældelse af strafansvar findes i straffelovens §§ 93, 93 a og 93 b.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse med redaktionelle ændringer viderefører udleveringslovens § 9.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 10 f, stk. 2, vedrører spørgsmålet om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union ved eksterritorial jurisdiktion.
Udleveringsloven indeholder ikke en tilsvarende regel vedrørende udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.10.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede § 27 fastsætter, at udlevering kan afslås, hvis den pågældende handling er foretaget uden for territoriet for den stat, der har anmodet om udlevering, og en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed.
Hvis Danmark efter reglerne i straffelovens §§ 6-8 ikke selv ville kunne strafforfølge i en tilsvarende situation, vil udlevering kunne afslås efter den foreslåede bestemmelse. Udlevering vil således f.eks. kunne afslås, hvis en medlemsstat A anmoder Danmark om udlevering af en person, der opholder sig i Danmark, for at strafforfølge den pågældende for en sædelighedsforbrydelse begået i staten B, selv om den pågældende ikke er statsborger eller har bopæl i medlemsstaten A (udøvelse af såkaldt universel jurisdiktion). Udlevering vil ligeledes kunne afslås, hvis medlemsstaten A beder om udlevering af en egen statsborger med henblik på at strafforfølge den pågældende for en handling begået i staten B, og handlingen ikke er strafbar i staten B. Dette skyldes, at det efter straffelovens § 7 er en betingelse for, at Danmark har straffemyndighed for handlinger begået af en dansk statsborger i udlandet, at handlingen også er strafbar efter lovgivningen i det land, hvor handlingen er begået (krav om dobbelt strafbarhed).
Denne mulighed for afslag på udlevering vil således fremover også gælde i sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 10 g vedrører udlevering for afgørelser afsagt in absentia (udeblivelsesdomme).
Udleveringsloven indeholder ikke en tilsvarende regel vedrørende udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.11.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede § 28 fastsætter, at udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt, uden at den pågældende har været til stede under retssagen, hvorved den pågældende er idømt fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, ikke kan finde sted, medmindre det fremgår af udleveringsanmodningen, at den pågældende i overensstemmelse med reglerne i udstedelsesstaten og i rette tid
er blevet indkaldt personligt og dermed er blevet underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, som førte til afgørelsen, eller på anden vis er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, på en sådan måde, at det klart fremgår, at personen var bekendt med den berammede retssag og er blevet underrettet om, at der kunne træffes en afgørelse, selv om vedkommende ikke var til stede under retssagen,
var bekendt med den berammede retssag og havde givet en juridisk rådgiver, der var udpeget enten af den pågældende selv eller af udstedelsesstaten, fuldmagt til at forsvare sig under retssagen og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen,
har fået afgørelsen forkyndt og er blevet udtrykkeligt underrettet om retten til en fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realiteter, herunder nye beviser, bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret, og den pågældende efterfølgende udtrykkeligt har erklæret, at vedkommende ikke anfægter afgørelsen, eller den pågældende ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den gældende tidsfrist, eller
vil få afgørelsen forkyndt personligt straks efter overgivelsen til udstedelsesstaten og udtrykkeligt vil blive underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke som nævnt i nr. 3 og vil blive underrettet om tidsfristen for anmodning om fornyet prøvelse eller anke.
Betingelserne i nr. 1-4 i den foreslåede bestemmelse er ikke kumulative. Det er således tilstrækkeligt, at én af betingelserne er opfyldt.
Denne mulighed for afslag på udlevering vil således fremover også gælde i sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 10 omhandler specialitetsreglen, hvorefter den udleverede som udgangspunkt ikke må drages til ansvar for andre handlinger end den eller dem, der har begrundet udleveringen.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.12.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede § 29 fastsætter, at udlevering sker på følgende vilkår:
Den udleverede må ikke drages til ansvar eller videreudleveres til et tredje land for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end den, den pågældende er udleveret for, medmindre
a) retten tillader det efter § 41,
b) den pågældende, uanset at den pågældende i 30 dage uhindret har kunnet forlade det land, hvortil den pågældende er udleveret, har undladt dette, eller
c) den pågældende efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.
Den udleverede må ikke uden rettens tilladelse underkastes strafforfølgning ved en særdomstol.
Dødsstraf må ikke fuldbyrdes for den pågældende handling.
Efter den foreslåede ordning vil det således alene være domstolene, der kan meddele tilladelse til at fravige udleveringslovens regler om specialitet og om særdomstole.
Det bemærkes, at den foreslåede § 29 viderefører udleveringslovens § 10 med den undtagelse, at kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering foreslås overført fra justitsministeren (rigsadvokaten) til domstolene.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 11 indeholder krav til udleveringsanmodninger.
Udleveringslovens § 18 a indeholder krav til den europæiske arrestordres indhold, mens udleveringslovens § 18 g, stk. 1-3, fastsætter tilsvarende krav til den nordiske arrestordres indhold.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.6.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at en nordisk arrestordre, en europæisk arrestordre og en udleveringsanmodning, for at kunne danne grundlag for anholdelse og udlevering, skal indeholde oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller om der er afsagt dom.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at en nordisk arrestordre, en europæisk arrestordre og en udleveringsanmodning, der er udstedt med henblik på udlevering til strafforfølgning, endvidere skal indeholde oplysning om, hvilken straf den pågældende handling efter lovgivningen i den stat, hvortil udlevering ønskes, kan medføre.
Det foreslåede stk. 3 fastsætter, at en nordisk arrestordre, en europæisk arrestordre og en udleveringsanmodning, der er udstedt med henblik på udlevering til straffuldbyrdelse, endvidere skal indeholde oplysning om den idømte straf eller anden retsfølge.
Der er som bilag til rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre optaget en formular, som benævnes »europæisk arrestordre«. Hvis formularen er udfyldt korrekt, vil arrestordren opfylde betingelserne i stk. 1-3.
Der er tilsvarende som bilag til den nordiske udleveringskonvention optaget en formular, som benævnes »nordisk arrestordre«. Hvis formularen er udfyldt korrekt, vil arrestordren opfylde betingelserne i stk. 1-3.
For så vidt angår udleveringsanmodninger fra stater uden for Norden og Den Europæiske Union skal oplysningerne fremgå af det skriftlige materiale, den anmodende stat fremsender. Det følger af artikel 12 i 1957-konventionen om udlevering, at der med anmodningen skal følge udskrift af den beslutning om anholdelse eller fængsling eller af den dom, der danner grundlag for anmodningen.
Det bemærkes, at de foreslåede bestemmelser i § 30, stk. 1-3, viderefører gældende ret, og der er ikke tilsigtet en ændring af den gældende retstilstand.
Det følger af artikel 1, stk. 2, i den nordiske udleveringskonvention, at en europæisk arrestordre udfærdiget af Danmark, Finland eller Sverige skal betragtes som en nordisk arrestordre efter denne konvention. Hensigten hermed er at begrænse den administrative behandling af sagerne således, at det ikke vil være nødvendigt at udstede såvel en nordisk arrestordre som en europæisk arrestordre, hvis det anmodende land ikke har kendskab til, hvor den, der ønskes udleveret, befinder sig.
Den 28. juni 2006 er der indgået en aftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge. Aftalen indebærer, at der i et vist omfang vil gælde regler svarende til reglerne i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre i forholdet mellem EU-medlemsstaterne på den ene side og Island og Norge på den anden side. Aftalen trådte i kraft den 1. november 2019.
Da reglerne i den nordiske udleveringskonvention imidlertid er mere vidtgående end denne aftale, vil aftalen ikke få nogen praktisk betydning i forholdet mellem Danmark og Island og Norge, da sager om udlevering mellem disse lande i så fald skal behandles efter den nordiske udleveringskonvention.
Med henblik på at præcisere dette i lovteksten i lighed med den nuværende præcisering om, at en europæisk arrestordre udstedt af Finland eller Sverige betragtes som en nordisk arrestordre, foreslås bestemmelsen udvidet, så det tillige fremgår, at en arrestordre i henhold til aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge betragtes som en nordisk arrestordre.
Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at en europæisk arrestordre udstedt af Finland eller Sverige og en arrestordre i henhold til aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge udstedt af Island eller Norge betragtes som en nordisk arrestordre.
Med lovforslagets stk. 4 videreføres udleveringslovens § 18 g, stk. 4, med den ovenfor anførte ændring.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af rammeafgørelsens artikel 7, stk. 1, at hver medlemsstat kan udpege en central myndighed eller, hvis det er foreskrevet i dens retssystem, flere centrale myndigheder til at bistå de kompetente judicielle myndigheder.
Det følger endvidere af artikel 7, stk. 2, at en medlemsstat, hvis det bliver nødvendigt på grund af dens retssystem, kan overdrage den administrative fremsendelse og modtagelse af europæiske arrestordrer samt al anden officiel korrespondance i den forbindelse til sin eller sine centrale myndigheder.
I dag fremsendes europæiske arrestordrer og udleveringsanmodninger fra stater uden for Norden og Den Europæiske Union til Rigsadvokaten, enten direkte fra det fremmede land eller via Rigspolitiet.
Rigsadvokaten foretager herefter en indledende vurdering af sagen og overvejer, om udlevering allerede på det foreliggende grundlag bør afslås.
Hvis udlevering ikke afslås på det foreliggende grundlag, fremsender Rigsadvokaten en høring til den politikreds, hvor pågældende opholder sig, vedlagt arrestordren eller udleveringsanmodningen.
Den foreslåede § 31 fastsætter, at justitsministeren udpeger en central myndighed, som modtager europæiske arrestordrer og udleveringsanmodninger fra stater uden for Norden og Den Europæiske Union. Den centrale myndighed indhenter om fornødent supplerende oplysninger hos den udstedende myndighed i det anmodende land.
Med henblik på at fortsætte den nuværende ordning, hvor Rigsadvokaten allerede fungerer som en central myndighed i behandlingen af sager om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union og til stater uden for Norden og Den Europæiske Union, er det hensigten, at justitsministeren udpeger Rigsadvokaten som den centrale myndighed, hvilket vil blive meddelt Generalsekretariatet for Rådet som foreskrevet i rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2.
Hvis det efterfølgende måtte vise sig hensigtsmæssigt, at en anden myndighed bliver udpeget som central myndighed i stedet for Rigsadvokaten, vil justitsministeren kunne foretage udpegelsen uden en lovændring.
For så vidt angår de nordiske lande bliver den nordiske arrestordre efter anholdelse i Danmark i dag sendt direkte fra anklagemyndigheden i det pågældende nordiske land til politikredsen.
Der er ikke tilsigtet en ændring af denne retstilstand. Rigsadvokaten vil derfor ikke fungere som central myndighed i sager om udlevering til de nordiske lande (herunder Finland og Sverige, der også er EU-medlemsstater).
Det følger af artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelsen, at hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, som den udstedende myndighed har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om udlevering, anmoder den straks om at få de nødvendige supplerende oplysninger, og den kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af disse oplysninger under hensyn til at overholde de i rammeafgørelsen fastsatte tidsfrister. Det bemærkes endvidere, at der i henhold til artikel 15 særligt vil være tale om oplysninger, der har betydning for vurderingen af spørgsmål om rammeafgørelsens artikel 3 (obligatoriske afslagsgrunde), artikel 4 (fakultative afslagsgrunde) og artikel 5 (særlige garantier) samt artikel 8 (arrestordrens indhold og form).
Under hensyn til, at den centrale myndighed kan bistå de kompetente judicielle myndigheder jf. rammeafgørelsens artikel 7, stk. 1, samt at europæiske arrestordrer skal behandles og fuldbyrdes som hastesager, jf. rammeafgørelsens artikel 17, stk. 1, foreslås det i 2. pkt., at den centrale myndighed kan indhente supplerende oplysninger hos den udstedende myndighed i det anmodende land.
Domstolene vil tillige få adgang til at anmode om supplerende oplysninger, jf. lovforslagets § 35, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af de gældende bestemmelser i udleveringslovens § 12, 1. pkt., 2. led, § 18 b, 1. pkt., 2. led, og § 18 h, 1. pkt., at en nordisk arrestordre, en europæisk arrestordre og en udleveringsanmodning sendes til anklagemyndigheden i den politikreds, hvor den, som begæres udleveret, har ophold.
Politiet iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.6.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede stk. 1 fastsætter, at en nordisk arrestordre, en europæisk arrestordre og en udleveringsanmodning sendes til anklagemyndigheden i den politikreds, hvor den, som begæres udleveret, bor eller opholder sig. Politiet iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt, jf. dog stk. 4. For denne undersøgelse finder retsplejelovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar, kapitel 67 om almindelige bestemmelser om efterforskning og kapitel 68 om afhøringer og særlige efterforskningsskridt tilsvarende anvendelse, jf. dog § 34.
Med henblik på at samle bestemmelser med identisk indhold, foreslås § 32, stk. 1, indsat i kapitlet om behandling af sager om udlevering fra Danmark. Den foreslåede bestemmelse viderefører gældende ret, og der er ikke tilsigtet en ændring af den gældende retstilstand, jf. dog nedenfor.
Der er i den foreslåede bestemmelse foretaget nogle præciseringer i forhold til de gældende bestemmelser.
Det foreslås således, at den nordiske arrestordre, den europæiske arrestordre og udleveringsanmodningen sendes til anklagemyndigheden i den politikreds, hvor den, som begæres udleveret, bor eller opholder sig. Som nævnt i § 31 er det Rigsadvokaten, der forudsættes fra udlandet at modtage europæiske arrestordrer og udleveringsanmodninger fra stater uden for Norden og Den Europæiske Union og derefter sende sagen til politiet (medmindre fremsendelse til politiet undlades i medfør af det foreslåede stk. 4, jf. herom nedenfor).
Endvidere foreslås det for så vidt angår politiets undersøgelse, at retsplejelovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar, kapitel 67 om almindelige bestemmelser om efterforskning og kapitel 68 om afhøringer og særlige efterforskningsskridt finder tilsvarende anvendelse, jf. dog lovforslagets § 34 om forsvarerbeskikkelse.
Den foreslåede stk. 2 fastsætter, at til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning, kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt, anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet, jf. dog stk. 3 og § 33.
Lovforslagets § 33 omhandler, at politiet vil få mulighed for at fotografere og optage fingeraftryk af samtlige personer, der begæres udleveret, med henblik på senere identifikation, uden at retsplejelovens mistanke- og strafferammekrav er opfyldt. Bestemmelsen finder anvendelse i alle sager om udlevering fra Danmark til udlandet.
Den foreslåede stk. 3 fastsætter, at ved udlevering til de nordiske lande eller medlemsstater i Den Europæiske Union kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, dog anvendes, i det omfang den nordiske eller europæiske arrestordre er udstedt for en lovovertrædelse, der efter reglerne i kapitel 3 eller 4 kan medføre udlevering.
Det foreslåede stk. 3 viderefører den lempeligere adgang til anholdelse og varetægtsfængsling, der gælder for sager vedrørende den europæiske og nordiske arrestordre, jf. udleveringslovens §§ 18 b, stk. 2, og 18 h, stk. 2.
Såfremt arrestordren vedrører en handling, som kan medføre udlevering i medfør af lovforslagets § 13 om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union, vil varetægtsfængsling ikke kunne nægtes under henvisning til, at der i medfør af strafferammekravet i retsplejelovens § 762 ikke ville kunne ske varetægtsfængsling i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet. Tilsvarende vil der kunne ske varetægtsfængsling i sager, der vedrører en handling, der ikke er strafbar her i landet, hvis der er tale om en handling, der i medfør af lovforslagets § 13, stk. 1, vil kunne medføre udlevering, og de øvrige betingelser i retsplejelovens § 762 er opfyldt.
Tilsvarende vil politiet kunne anholde en person, der begæres udleveret, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at sikre pågældendes foreløbige tilstedeværelse, uanset den pågældende ikke med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale.
Det følger endvidere af den nordiske udleveringskonvention, at den person, der er omfattet af en nordisk arrestordre, skal kunne anholdes og varetægtsfængsles for ethvert forhold, der kan medføre udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre. Hvis arrestordren vedrører en handling, som kan medføre udlevering i medfør af den nordiske udleveringskonvention, vil varetægtsfængsling således ikke kunne nægtes under henvisning til, at strafferammekravet i retsplejelovens § 762 ikke er opfyldt, herunder fordi forholdet ikke er strafbart i Danmark.
Varetægtsfængsling skal således efter den nordiske udleveringskonvention kunne finde sted på grundlag af en nordisk arrestordre, selv om handlingen ikke er strafbar i Danmark, jf. konventionens artikel 2, stk. 3.
Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at sagen indbringes for retten uden politiets nærmere undersøgelse, jf. § 35, hvis anklagemyndigheden allerede på grundlag af oplysningerne i den nordiske arrestordre, den europæiske arrestordre eller udleveringsanmodningen finder, at udlevering bør afslås.
Det foreslåede stk. 4 er en ændring i forhold til udleveringslovens § 12, 1. pkt., 1. led, og § 18 b, 1. pkt., 1. led, som omhandler justitsministerens (rigsadvokatens) adgang til at afslå udlevering allerede på grundlag af oplysningerne i anmodningen eller den europæiske arrestordre.
Under hensyn til, at kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering, herunder at udlevering skal afslås, fremover overføres til domstolene, vil Rigsadvokaten ikke fremover kunne træffe afgørelse om, at udlevering afslås.
Hvis anklagemyndigheden allerede på grundlag af oplysningerne i den nordiske arrestordre, den europæiske arrestordre eller udleveringsanmodningen finder, at udlevering bør afslås, skal spørgsmålet om udlevering indbringes for retten på det foreliggende grundlag, og således uden at politiet anmodes om at iværksætte nærmere undersøgelse. Hvis retten er uenig i anklagemyndighedens vurdering, kan den beslutte, at politiet skal iværksatte en nærmere undersøgelse forud for, at retten træffer afgørelse om udlevering.
I sager vedrørende europæiske arrestordrer og udleveringsanmodninger fra stater uden for Norden og Den Europæiske Union er det Rigsadvokaten, der udarbejder en indstilling om afslag på udlevering og derefter anmoder anklagemyndigheden i den pågældende politikreds om at indbringe sagen for retten til afgørelse.
I sager vedrørende den nordiske arrestordre udarbejder anklagemyndigheden i den pågældende politikreds en indstilling om afslag på udlevering og indbringer sagen for retten.
Der vil ikke skulle beskikkes en forsvarer for den, der begæres udleveret, når sagen indbringes for retten med indstilling om, at udlevering afslås uden politiets nærmere undersøgelse.
Behandlingen af sager, hvor anklagemyndigheden indstiller, at udlevering afslås, kan behandles uden afholdelse af retsmøde, jf. lovforslagets § 35, stk. 3.
Hvis forudsætningerne for at behandle udleveringssagen bortfalder, eksempelvis hvis den, der begæres udleveret, forlader Danmark, sluttes sagen af anklagemyndigheden. Retten og forsvareren orienteres herom om nødvendigt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Fotografering og optagelse af fingeraftryk er reguleret i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, som giver politiet mulighed for at foretage legemsindgreb mod sigtede og andre som led i efterforskningen. Det følger af lovforslagets § 32, stk. 2, at retsplejelovens kapitel 72 finder tilsvarende anvendelse i sager vedrørende udlevering.
Det fremgår af retsplejelovens § 792 b, stk. 1, at optagelse af fingeraftryk og personfotografi med henblik på senere identifikation kan foretages, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for en overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at politiet kan fotografere og optage fingeraftryk af personer, der begæres udleveret, med henblik på senere identifikation.
Politiet vil dermed få mulighed for at fotografere og optage fingeraftryk af alle personer, der begæres udleveret med henblik på senere identifikation, uden at retsplejelovens mistanke- og strafferammekrav er opfyldt.
Et foto, der er optaget efter den forslåede bestemmelse i stk. 1, kan kun offentliggøres efter retsplejelovens § 818, hvis strafferammekravet i § 818, stk. 2, er opfyldt.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at justitsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af fotografering og optagelse af fingeraftryk efter stk. 1. Der kan endvidere fastsættes regler om opbevaring og destruktion.
Det er hensigten, at fotos og fingeraftryk, der optages på grundlag af § 33, stk. 1, så vidt muligt skal opbevares i politiets registre, hvor fotos og fingeraftryk, der er optaget på grundlag af de gældende regler i retsplejeloven, opbevares på nuværende tidspunkt.
Fingeraftryk optaget i medfør stk. 1 vil dermed blive tilgængelige for de kompetente retshåndhævende myndigheder i medlemsstaterne i Den Europæiske Union i forbindelse med elektroniske søgninger, jf. retsplejelovens § 116 a.
Behandling, herunder opbevaring, videregivelse, sletning mv., af fotos og fingeraftryk, der er optaget i henhold til lovforslagets § 33, stk. 1, vil som udgangspunkt kunne ske i henhold til de regler og den administrative praksis mv., der fastsættes for tilsvarende materiale, der er optaget efter retsplejelovens bestemmelser om fotos og fingeraftryk.
Ved fastsættelsen af nærmere relger for opbevaring, videregivelse, sletning m.v. af fotos og fingeraftryk, der er optaget i henhold til lovforslagets § 33, stk. 1, vil der derfor blive taget udgangspunkt i de regler, der i øvrigt fastsættes for tilsvarende materiale, der er optaget efter retsplejelovens bestemmelser.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 14, stk. 1, omhandler beskikkelse af forsvarer.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.6.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at når der iværksættes undersøgelse efter § 32, stk. 1, skal der beskikkes en forsvarer for den, som begæres udleveret, medmindre den pågældende selv vælger en forsvarer.
Hvis den, der begæres udleveret er blevet anholdt og fremstillet i grundlovsforhør inden politiet har iværksat en undersøgelse i medfør af lovforslagets § 32, stk. 1, vil der skulle beskikkes en forsvarer for den pågældende i forbindelse med grundlovsforhøret, jf. retsplejelovens § 731, stk. 1, litra a.
Det foreslåede stk. 1 viderefører udleveringslovens § 14, stk. 1, med den ændring, at henvisningen til retsplejelovens § 66 er udeladt, idet kapitlet i forvejen er nævnt i lovforslagets § 32, stk. 1.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at udgifter til beskikket forsvarer og andre sagsomkostninger afholdes af det offentlige. Foreligger der særlige omstændigheder, kan retten dog bestemme, at sagsomkostningerne helt eller delvis skal betales af den, som begæres udleveret.
Det foreslåede stk. 2 viderefører med redaktionelle ændringer udleveringslovens § 14, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
I dag er det Rigsadvokaten, der træffer afgørelse i sager om udlevering til stater uden for Norden, mens afgørelse om udlevering til de nordiske lande træffes af anklagemyndigheden i den pågældende politikreds. Den pågældende kan i alle tilfælde forlange, at politiet indbringer spørgsmålet om beslutningens lovlighed for retten.
Som nævnt i bl.a. pkt. 3.6.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger foreslås kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering fremover overført til domstolene. Det vil indebære, at det alene er domstolene, der kan træffe afgørelse om, hvorvidt udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre kan ske. Det følger således af artikel 15, stk. 1 i rammeafgørelsen, at det er den judicielle myndighed i den anmodende stat, der træffer afgørelse om udlevering af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i rammeafgørelsen. Denne bestemmelse gælder både i de tilfælde, hvor den pågældende modsætter sig udlevering, og i de tilfælde, hvor den pågældende har meddelt samtykke til udleveringen.
Det følger endvidere af artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i rammeafgørelsen, at det er den fuldbyrdende judicielle myndighed, der afslår at fuldbyrde en europæiske arrestordre. Det indebærer således, at det også er domstolene, der kan træffe afgørelse om, hvorvidt udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre skal afslås.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at afgørelse om udlevering og om eventuelle vilkår herfor træffes af retten efter anklagemyndighedens anmodning.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil medføre, at det fremover vil være domstolene, der skal træffe afgørelse og ikke Rigsadvokaten i spørgsmål om udlevering.
Med udtrykket »efter anklagemyndighedens anmodning« fastslås det, at det er anklagemyndigheden i den pågældende politikreds, som skal indbringe spørgsmålet om udlevering for retten.
På baggrund af politiets undersøgelse skal anklagemyndigheden i dag fremsende en indstilling om udleveringsspørgsmålet til Rigsadvokaten i sager om udlevering til stater uden for Norden. Denne ordning forudsættes fortsat uændret.
I stedet for at Rigsadvokaten træffer en afgørelse om udlevering, vil Rigsadvokaten fremover udarbejde en indstilling til afgørelse, hvorefter sagen sendes retur til politikredsen, som indbringer sagen for retten med anmodning om berammelse af retsmøde.
I sager vedrørende den nordiske arrestordre udarbejder anklagemyndigheden i den pågældende politikreds en indstilling om afgørelse og indbringer sagen for retten med anmodning om berammelse af retsmøde.
Retten træffer også afgørelse om eventuelle vilkår for udleveringen, og indstillingen skal også, når det er relevant, indeholde en indstilling herom. Det vil dreje sig om de obligatoriske vilkår i lovforslagets §§ 8, 10-12, 17 og 29 samt det fakultative vilkår i lovforslagets § 7, stk. 1.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at sagen behandles ved retten i den kreds, hvor den pågældende bor eller opholder sig. Kan intet af disse værneting anvendes, kan sagen behandles, hvor den pågældende er pågrebet.
Det foreslåede stk. 3 fastsætter, at sagen behandles i pågældendes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, når pågældende har været lovligt indkaldt, og det af indkaldelsen fremgår, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at retten træffer afgørelse.
Pågældendes tilstedeværelse vil ikke være nødvendig, hvis pågældende har samtykket i, at sagen behandles uden dennes tilstedeværelse.
Pågældendes tilstedeværelse vil eksempelvis heller ikke som udgangspunkt være nødvendig, hvis pågældende er blevet afhørt af politiet om udleveringen eller har nægtet at udtale sig herom til politiet, og afhøringsrapporten indgår i rettens behandling af sagen.
Den pågældende skal under retsmødet være repræsenteret af en forsvarer, og der vil være kæreadgang for så vidt angår rettens afgørelse, jf. bestemmelsens stk. 6.
Det foreslåede stk. 4, 1. pkt., fastsætter, at retten uden afholdelse af retsmøde kan behandle sager, hvor anklagemyndigheden indstiller, at udlevering afslås, eller hvor den, der begæres udleveret, har meddelt samtykke til udlevering, jf. § 36.
Hvis sagen indbringes for retten med indstilling om afslag på udlevering uden politiets nærmere undersøgelse, jf. lovforslagets § 32, stk. 4, skal der ikke beskikkes en forsvarer for den pågældende. Såfremt der allerede er beskikket en forsvarer for den pågældende i forbindelse med politiets nærmere undersøgelse, jf. lovforslagets § 34, orienteres forsvareren ved kopi af indstillingen om, at sagen er indbragt for retten.
Der vil ikke være grundlag for at afholde et retsmøde om sagen, hvis anklagemyndigheden indstiller, at udlevering afslås, medmindre retten undtagelsesvis beslutter, at et retsmøde er nødvendigt for sagens behandling. Det vil være nødvendigt at afholde et retsmøde, hvis retten i stedet for at følge anklagemyndighedens indstilling om at afslå udlevering træffer afgørelse om, at den pågældende skal udleveres. Det forudsættes, at retten forinden der træffes afgørelse, anmoder politiet om at iværksætte en nærmere undersøgelse.
Et evt. samtykke fra den pågældende til at blive udleveret, til trods for anklagemyndighedens indstilling om at udlevering afslås, vil ikke i sig selv begrunde afholdelse af et retsmøde, idet betingelserne for udlevering skal være opfyldt. Der kan derfor ikke ske udlevering, hvis der består en obligatorisk afslagsgrund jf. lovforslagets §§ 2, 3, 5, 6 og 23-26, selvom den pågældende samtykker til udlevering.
Det følger af lovforslagets § 36, at den, der begæres udleveret, i et retsmøde kan meddele samtykke til udlevering. I det tilfælde, at en person er blevet fremstillet for retten med anmodning om varetægtsfængsling på baggrund af en arrestordre eller udleveringsanmodning og under retsmødet meddeler samtykke til udlevering, vil der som udgangspunkt stadig skulle afsættes tid til at indhente nærmere oplysninger, inden der kan træffes afgørelse om udlevering, hvorfor retten sjældent vil kunne afsige kendelse vedrørende udlevering under grundlovsforhøret.
Tilsvarende vil der ikke være behov for at afholde et retsmøde med henblik på sagens behandling, hvis den, der begæres udleveret har meddelt samtykke til udlevering, jf. § 36.
Det foreslåede stk. 4, 2. pkt., fastsætter, at tilsvarende gælder behandling af anmodninger om tilladelse til yderligere strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, jf. § 41.
Den beskikkede forsvarer, jf. lovforslagets § 41, stk. 1, 3. pkt., jf. § 34, forudsættes at få tilsendt en kopi af anmodningen og vil have mulighed for at fremsætte sine bemærkninger skriftligt over for retten.
Det foreslåede stk. 5 fastsætter, at hvis retten finder, at de foreliggende oplysninger ikke er tilstrækkelige til at kunne træffe afgørelse om udlevering, kan retten anmode om at modtage de nødvendige supplerende oplysninger inden for en frist, der fastsættes af retten.
Dette foreslås, idet det følger af artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelsen, at hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, som den udstedende myndighed har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om udlevering, anmoder den straks om at få de nødvendige supplerende oplysninger, og kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af disse oplysninger under hensyn til at overholde de i rammeafgørelsen fastsatte tidsfrister. Det bemærkes endvidere, at der i henhold til artikel 15 særligt vil være tale om oplysninger, der har betydning for vurderingen af spørgsmål om rammeafgørelsens artikel 3 (obligatoriske afslagsgrunde), artikel 4 (fakultative afslagsgrunde) og artikel 5 (særlige garantier) samt artikel 8 (arrestordrens indhold og form). Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 31 og bemærkningerne hertil.
Det forudsættes, at retten anmoder anklagemyndigheden om at fremskaffe de supplerende oplysninger. I sager om udlevering til lande uden for Norden vil det være den centrale myndighed (Rigsadvokaten), som forestår korrespondancen med den anmodende stat, mens det for så vidt angår de nordiske lande vil være anklagemyndigheden i den pågældende politikreds.
Det bemærkes, at det foreslåede stk. 5 med redaktionelle ændringer viderefører de gældende bestemmelser i udleveringslovens § 16, stk. 3, § 18 b, stk. 5, 2. pkt., jf. § 16, stk. 3, og § 18 i, stk. 3, 2. pkt., jf. § 16, stk. 3.
Det foreslåede stk. 6 fastsætter, at rettens afgørelse, jf. stk. 1 træffes ved kendelse. Kære til landsretten kan ske inden for en frist på 3 dage. Retsplejelovens § 910 finder tilsvarende anvendelse, dog således, at fristen i stk. 2, 2. pkt., er 3 dage.
Dette gælder både for kære fra den, der skal udvises, og kære fra anklagemyndigheden.
Henvisningen til retsplejelovens § 910 indebærer, at landsretten kan tillade en kære, der er iværksat efter fristens udløb, hvis den part, der kærer, sandsynliggør, at den pågældende først efter udløb af fristen er blevet bekendt med den omstændighed, som kæren støttes på, eller at overskridelse af fristen i øvrigt skyldes grunde, som ikke kan tilregnes den pågældende. Kæren skal iværksættes inden 3 dage efter, at den, der kærer, er blevet bekendt med kæregrunden, eller efter, at de omstændigheder, som har medført overskridelsen af fristen, ikke længere er til stede.
Udlevering kan ikke ske, før rettens beslutning herom er endelig, jf. lovforslagets § 38, stk. 1. Bestemmelserne i retsplejelovens § 972 finder anvendelse for kæren. Mundtlig forhandling vil således kun undtagelsesvis kunne finde sted.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 18 c, og § 18 j fastsætter mulighed for, at den, der på grundlag af en europæisk arrestordre eller en nordisk arrestordre begæres udleveret, i et retsmøde kan meddele samtykke til udleveringen og til at blive draget til ansvar og videreudleveret for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker udlevering for.
Samtykket kan tilbagekaldes på et hvilket som helst tidspunkt, indtil udlevering er sket.
Udleveringsloven indeholder ikke en tilsvarende regel vedrørende udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.6.8.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Den foreslåede § 36 fastsætter, at den, der begæres udleveret, i et retsmøde kan meddele samtykke til udlevering. Den pågældende kan endvidere i et retsmøde meddele samtykke til at blive draget til ansvar og videreudleveret til et tredje nordisk land, en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Norden og Den Europæiske Union for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker udlevering for. Retten vejleder den pågældende om følgerne af samtykke efter denne bestemmelse.
Betingelserne for udlevering skal tillige være opfyldt. Der kan derfor ikke ske udlevering, hvis der består en obligatorisk afslagsgrund, jf. lovforslagets §§ 2, 3, 5, 6 og 23-26, selvom den pågældende samtykker til udlevering.
Den pågældendes eventuelle efterfølgende tilbagekaldelse af et samtykke til udlevering vil ikke medføre, at sagen skal genoptages. Hvis den pågældende derimod tilbagekalder et samtykke til strafforfølgning og videreudlevering for andre lovovertrædelser begået før den lovovertrædelse, for hvilken den pågældende skal udleveres inden udleveringen fra Danmark, skal den anmodende stat orienteres herom.
Det bemærkes, at den foreslåede § 36 viderefører udleveringslovens § 18 c og § 18 j. Bestemmelsen vil endvidere fremover som noget nyt også gælde sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 18 d og § 18 k fastsætter særlige tidsfrister for behandlingen af sager om udlevering på grundlag af en europæisk eller en nordisk arrestordre.
Udleveringsloven indeholder ikke en tilsvarende regel vedrørende udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.6.9.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at rettens afgørelse efter § 35 skal afsiges snarest muligt og så vidt muligt inden 3 dage efter, at den, der begæres udleveret, har meddelt samtykke til udleveringen i sager om udlevering til et nordisk land, og inden 10 dage efter, at den, der begæres udleveret, har meddelt samtykke til udleveringen i sager om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at i andre tilfælde skal rettens afgørelse så vidt muligt afsiges inden følgende frister:
30 dage efter anholdelsen af den pågældende her i landet i sager om udlevering til et nordisk land.
60 dage efter anholdelsen af den pågældende her i landet i sager om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union.
Hvis der ikke kan træffes afgørelse inden for fristen, skal den anmodede judicielle myndighed straks underrette den anmodende judicielle myndighed herom. I så fald skal der træffes afgørelse snarest muligt. Det anmodede land skal sikre, at den pågældende forbliver i det land, indtil der er truffet en endelig afgørelse.
De fastsatte tidsfrister er vejledende og nødvendiggør således ikke i sig selv lovgivning, men efter den nordiske udleveringskonvention og rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre er Danmark forpligtet til så vidt muligt at overholde de fastsatte vejledende frister. Ved overskridelse af fristen i stk. 2, nr. 2, underretter anklagemyndigheden både den anmodende medlemsstat og Eurojust herom.
Det bemærkes, at de foreslåede § 37, stk. 1, og stk. 2, med redaktionelle ændringer viderefører udleveringslovens § 18 d og § 18 k og med en ændring som følge af, at afgørelser om udlevering fremover i alle tilfælde træffes af domstolene.
Lovforslagets § 37, stk. 1, 1. led, der foreskriver, at rettens afgørelse efter § 35 skal afsiges snarest muligt, vil fremover også omfatte sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
En hurtig sagsbehandling også i disse udleveringssager vil bl.a. medvirke til at sikre, at den, som ønskes udleveret, ikke sidder unødigt længe fængslet, mens sagen behandles her i landet.
Der er for disse stater ikke fastsat en tilsvarende præcis frist som for de nordiske lande og medlemsstater i Den Europæiske Union, da der må forventes at kunne være behov for at indhente flere supplerende oplysninger til brug for sagens afgørelse end den forenklede procedure efter rammeafgørelsen, hvor alle oplysninger forudsættes at fremgå af selve arrestordren.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens §§ 17, 18 e og 18 l fastsætter særlige tidsfrister for gennemførelsen af udleveringen.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.6.10.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at udlevering ikke kan ske, før rettens beslutning herom er endelig.
Det foreslås således, at fristerne, inden for hvilke udlevering så vidt mulig skal gennemføres, i alle tilfælde regnes fra det tidspunkt, hvor rettens beslutning om udlevering er endelig. Dette vil være, når kærefristen er udløbet, eller, hvis kære sker, når kæresagen er afsluttet.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at udlevering skal gennemføres snarest muligt efter, at rettens beslutning herom er endelig, og så vidt muligt inden følgende frister:
5 dage i sager om udlevering til et nordisk land.
10 dage i sager om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union.
30 dage i sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.
Som noget nyt foreslås det, at udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union så vidt muligt skal være gennemført inden 30 dage efter det nævnte tidspunkt.
Det er politikredsen, der forestår gennemførelsen af udleveringen efter aftale med myndighederne i den anmodende stat. Politikredsen underretter de relevante myndigheder i den anmodende stat, hvis fristen ikke kan overholdes, samt aftaler en ny dato for udleveringen.
I sager om udlevering til en medlemsstat i EU skal udlevering finde sted senest 10 dage efter den aftalte nye dato.
I sager om udlevering til et nordisk land skal udlevering finde sted hurtigst muligt.
Det foreslåede stk. 3 fastsætter, at for at sikre gennemførelsen af en udlevering kan de i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes. Fængsling, som er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden udløbet af fristen i stk. 2. I særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.
Fristen vil som udgangspunkt skulle forlænges, hvis det af grunde, som ikke kan tilskrives landene, viser sig umuligt at gennemføre udleveringen inden for fristen.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 38 med redaktionelle ændringer viderefører de gældende bestemmelse i §§ 17, 18 e og 18 l med nogle ændringer bl.a. som følge af, at afgørelser om udlevering fremover i alle tilfælde træffes af domstolene.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 7, at udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union ikke må finde sted, hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn.
Udleveringslovens § 10 i fastslår, at hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn, skal udlevering til EU bortset fra Finland og Sverige udsættes, indtil de særlige forhold, der forhindrer udlevering, ikke længere er til stede.
Udleveringslovens § 10 n indeholder en henvisning til § 10 i. Bestemmelsen giver en tilsvarende mulighed for udsættelse af en udlevering til nordiske lande grundet humanitære hensyn.
Det følger af det foreslåede stk. 1, at udlevering undtagelsesvis kan udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at den klart ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare. Udleveringen skal gennemføres, så snart disse grunde ikke længere foreligger.
Udsættelsen tænkes bl.a. anvendt i tilfælde, hvor den, der begæres udleveret, er syg, og en udlevering vil medføre fare for den pågældendes helbred.
Den foreslåede bestemmelse er affattet i overensstemmelse med artikel 23, stk. 4, 1. og 2. pkt., i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, samt artikel 19, stk. 5, 1. og 2. pkt., i den nordiske udleveringskonvention.
Med lovforslaget vil bestemmelsen samtidig blive placeret i kapitel 6 om behandlingen af sager om udlevering fra Danmark og vil dermed også gælde for sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union. Der vil som følge heraf fremover ikke være mulighed for at afslå udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union under henvisning til at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn. I stedet vil udleveringen skulle udsættes.
Det bemærkes, at bestemmelsen alene finder anvendelse i de tilfælde, hvor udleveringen ikke vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser, idet udlevering ikke kan finde sted under disse omstændigheder, jf. lovforslagets § 6.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 7, hvorefter der ved udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, til strafforfølgning kan stilles vilkår om, at den pågældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, ligesom udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, til straffuldbyrdelse kan afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.
I disse tilfælde vil helbredsmæssige forhold kunne tale for, at den pågældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, eller at udlevering til straffuldbyrdelse afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.
Det forudsættes, at anklagemyndigheden følger op på, om betingelserne for at udsætte udleveringen fortsat består. Hvis anklagemyndigheden efterfølgende vurderer, at betingelserne for udsættelse ikke længere er til stede, indbringes sagen for retten med henblik på, at udleveringen kan gennemføres.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at retten kan beslutte, at udlevering udsættes midlertidigt, hvis den, der begæres udleveret, skal strafforfølges her i landet, eller hvis pågældende skal afsone straf her i landet.
Hvis betingelserne for udlevering i øvrigt er opfyldt, men den person, der begæres udleveret, tillige skal strafforfølges i Danmark, vil udleveringen som udgangspunkt skulle udsættes, medmindre det findes hensigtsmæssigt at udlevere den pågældende midlertidigt.
Der henvises i øvrigt til § 8, stk. 4, og bemærkningerne hertil.
Hvis betingelserne for udlevering i øvrigt er opfyldt, men den person, der begæres udleveret, afsoner fængselsstraf i Danmark, kan udleveringen udsættes, hvis det ikke findes hensigtsmæssigt at udlevere den pågældende midlertidigt.
Udgangspunktet i sager, hvor den pågældende afsoner fængselsstraf i Danmark, vil være, at vedkommende udleveres midlertidigt. I de tilfælde, hvor den pågældende er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet eller lignende, og der vurderes at være særlig risiko for, at den pågældende i forbindelse med den midlertidige udlevering vil undvige, vil det dog bero på en konkret vurdering, om en udlevering i stedet skal afvente, at den pågældende løslades.
Hvis retsgrundlaget for at overføre den pågældende til fortsat straffuldbyrdelse af den danske dom i et andet land er til stede, vil udleveringen dog skulle udsættes, jf. § 39, stk. 2, indtil der er truffet afgørelse herom. Dette er med henblik på at undgå, at en udvisningsdømt, der opfylder betingelserne for at blive overført til fortsat straffuldbyrdelse i udlandet, bliver tilbageført til Danmark efter en midlertidig udlevering.
Hvis det anmodende land samtidig er det land, personen vil skulle overføres til, vil udleveringen dog kunne gennemføres i overensstemmelse med bestemmelserne herom, uden at der er truffet afgørelse om overførsel forinden. I disse tilfælde vil overførselssagen kunne behandles, mens den pågældende er midlertidigt udleveret.
Der henvises til § 8, stk. 1 og 2, og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens §§ 18, 18 f og 18 l, stk. 4, omhandler overgivelse af genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen.
Det følger af den foreslåede § 40, at retten beslutter, at genstande, som er beslaglagt under sagen, med forbehold for tredjemands eventuelle rettigheder skal overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering, hvis denne myndighed anmoder herom, og genstanden skal tjene som bevis eller hidrører fra lovovertrædelsen.
Overgivelse af de pågældende genstande vil være obligatorisk, og overgivelsen bliver betinget af, at den anmodende stat har anmodet om overgivelse af de pågældende genstande, og at genstandene skal tjene som bevis eller hidrører fra lovovertrædelsen.
Overgivelse af genstande forudsætter, at der er truffet beslutning om udlevering af den pågældende person. Genstandene skal udleveres uanset, at en udleveringsbeslutning ikke kan fuldbyrdes, fordi den pågældende efterfølgende er afgået ved døden eller er flygtet.
Det forudsættes, at spørgsmålet om overgivelse af genstande i videst muligt omfang behandles sammen med spørgsmålet om udlevering af den pågældende person.
En genstand, som skal overgives til en anden stat i medfør af den foreslåede bestemmelse, kan midlertidigt tilbageholdes eller overgives på betingelse af, at genstanden senere tilbageleveres. Tredjemands eventuelle rettighed over genstande, der skal overgives til en anden medlemsstat, bevares.
Den bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 40 med redaktionelle ændringer viderefører udleveringslovens §§ 18, 18 f og 18 l, stk. 4, med den ændring, at der i sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union fremover vil gælde samme regler som i sager om udlevering til nordiske lande og medlemsstater i Den Europæiske Union. Det betyder, at det ikke længere er justitsministeren (rigsadvokaten) men derimod domstolene, der skal træffe afgørelse om overgivelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter udleveringslovens § 20, stk. 1, kan justitsministeren efter anmodning tillade, at en person, der er udleveret, underkastes strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller udleveres videre til tredjeland for en anden strafbar handling begået før udleveringen end den, som den pågældende er udleveret for.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.6.13.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det følger af det foreslåede stk. 1, at retten efter anmodning kan tillade, at en person, der er udleveret efter reglerne i denne lov, underkastes strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller videreudleveres til et tredje land for en anden strafbar handling begået før udleveringen end den, den pågældende er udleveret for. Anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet for den ret, som har afsagt kendelse om udlevering i første instans. § 34 finder tilsvarende anvendelse.
Retten kan behandle anmodningen uden afholdelse af retsmøde, jf. lovforslagets § 35, stk. 3. Forsvareren forudsættes at få tilsendt en kopi af anmodningen og vil have mulighed for at komme med sine bemærkninger skriftligt over for retten.
Det bemærkes, at det foreslåede stk. 1 viderefører udleveringslovens § 20, stk. 1, med de ændringer, der følger af overførslen af kompetencen til at træffe afgørelse til domstolene.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at tilladelsen kun kan meddeles, hvis udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted efter bestemmelserne i denne lov.
Det bemærkes, at det foreslåede stk. 2 med redaktionelle ændringer viderefører udleveringslovens § 20, stk. 2, idet angivelsen af, at udleveringslovens § 10 (lovforslagets § 29) finder tilsvarende anvendelse, er udeladt som overflødig.
Det følger af det foreslåede stk. 3, at hvis den pågældende er udleveret til et nordisk land, kan tilladelse til, at vedkommende drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, dog meddeles, selv om udlevering for den pågældende handling ikke kunne have fundet sted.
Retten kan dermed tillade, at det anmodende land drager den pågældende til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end de, der er sket udlevering for, selvom udlevering for den pågældende lovovertrædelse kunne have været afslået, fordi tiltale mod den pågældende er frafaldet eller påtale er opgivet her i landet, og retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen ikke er opfyldt.
Retten kan ligeledes tillade, at det anmodende land drager den pågældende til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end de, der er sket udlevering for, selvom udlevering for den pågældende lovovertrædelse kunne have været afslået, fordi den pågældende handling helt eller delvis er foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.
Det foreslåede stk. 3 viderefører med redaktionelle ændringer udleveringslovens § 20, stk. 3. Det bemærkes, at udleveringslovens § 10 o, stk. 1, nr. 2, videreføres ved lovforslagets § 10, stk. 1, nr. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 20, stk. 4, fastsætter regler om, hvilke oplysninger en anmodning om fravigelse af specialitetsreglen, jf. § 20, stk. 1, skal indeholde.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.6.13.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det følger af den foreslåede § 42, at anmodning om tilladelse efter § 41 skal indeholde de oplysninger, der er nævnt i § 30, stk. 1-3.
Anmodningen om tilladelse, skal således indeholde oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller om der er afsagt dom.
Ligeledes skal en anmodning om tilladelse til yderligere strafforfølgning, endvidere indeholde oplysning om, hvilken straf den pågældende handling efter lovgivningen i den stat, hvortil udlevering er sket, kan medføre.
Hvis der anmodes om tilladelse til yderligere straffuldbyrdelse, skal anmodningen indeholde oplysning om den idømte straf eller anden retsfølge.
Det bemærkes, at den foreslåede § 42 med redaktionelle ændringer viderefører udleveringslovens § 20, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 21 b indeholder regler om udlevering til lande, som har indgået en associeringsaftale om gennemførelse, anvendelse og udvikling af Schengenreglerne med Den Europæiske Union og Det Europæiske Fællesskab.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.6.14.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det følger af den foreslåede § 43, at ved udlevering til lande, som har indgået en associeringsaftale om gennemførelse, anvendelse og udvikling af Schengenreglerne med Den Europæiske Union og Det Europæiske Fællesskab, gælder reglerne i konvention af 10. marts 1995 om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, jf. bilag 1 til denne lov, og artikel 1, 2, 6, 8, 9 og 13 i konvention af 27. september 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, jf. bilag 2 til denne lov, medmindre andre regler om udlevering mellem Danmark og det pågældende land tillader udlevering i videre omfang end reglerne i disse konventioner.
Bestemmelsen indebærer, at der ved udlevering til Schweiz (og andre lande, der indgår en lignende aftale) ved siden af reglerne i kapitel 5 (om betingelser for udlevering fra Danmark til stater uden for Norden og Den Europæiske Union) vil gælde reglerne i konventionen om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union (1995-konventionen) og artikel 1, 2, 6, 8, 9 og 13 i konventionen om udlevering mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union (1996-konventionen).
Det bemærkes, at den foreslåede § 43 viderefører den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 21 b.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 21 c indeholder regler om udlevering til lande, som har tiltrådt den tredje tillægsprotokol til den europæiske konvention om udlevering.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.6.15.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det følger af den foreslåede § 44, at ved udlevering til lande, som har tiltrådt den tredje tillægsprotokol til den europæiske konvention om udlevering, gælder reglerne i tillægsprotokollen, jf. bilag 3 til denne lov, medmindre andre regler om udlevering mellem Danmark og det pågældende land tillader udlevering i videre omfang end reglerne i tillægsprotokollen.
Reglerne i den tredje tillægsprotokol vil – ligesom reglerne i udleveringskonventionen – finde direkte anvendelse i forhold til anmodninger fra Danmark til andre stater, som har ratificeret tillægsprotokollen, om udlevering efter tillægsprotokollens forenklede procedure.
Reglerne i den tredje tillægsprotokol finder alene anvendelse i det omfang, andre regler om udlevering mellem Danmark og det pågældende land ikke tillader udlevering i videre omfang.
Den tredje tillægsprotokol foreslås samtidig – som hidtil – medtaget som bilag 3 til udleveringsloven. Tillægsprotokollens bestemmelser får på denne måde samme gyldighed som den egentlige lovtekst.
Det bemærkes, at den foreslåede § 44 viderefører den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 21 c.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.15 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det kan i forbindelse med efterforskning eller behandling af en dansk straffesag vise sig, at en mistænkt, sigtet eller tiltalt befinder sig i udlandet og ikke ønsker at komme frivilligt til Danmark. Der kan derfor være behov for at efterlyse den pågældende internationalt med henblik på at få den pågældende frihedsberøvet og udleveret til Danmark.
Med henblik på at få en retlig afgørelse, der begrunder en frihedsberøvelse af den pågældende i udlandet, kan anklagemyndigheden anmode retten om, at afsige en kendelse om, at betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt.
Det følger af den foreslåede § 45, at ønskes en person efterlyst internationalt med henblik på frihedsberøvelse og udlevering til strafforfølgning i Danmark, anmoder anklagemyndigheden retten om, at sigtede varetægtsfængsles, jf. retsplejelovens kapitel 70, og om at der udstedes en europæisk arrestordre.
Offentlig forsvarer bliver, for så vidt sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte forsvarer udebliver, at beskikke, når sigtede fremstilles for retten med henblik på varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 731, stk. 1, litra a.
Fængslingsanmodningen behandles efter retsplejelovens almindelige regler i et retsmøde, hvor sigtede ikke er til stede, jf. retsplejelovens § 764, særligt stk. 2 modsætningsvis.
Før retten træffer afgørelse om varetægtsfængsling in absentia (dvs. uden at sigtede er til stede), skal sigtedes forsvarer have lejlighed til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 764, stk. 3.
Afgørelsen om varetægtsfængsling træffes efter retsplejelovens almindelige regler. For at retten kan varetægtsfængsle sigtede, skal betingelserne i retsplejelovens § 762 således være opfyldt. Der fastsættes ingen frist for varetægtsfængslingen, jf. retsplejelovens § 767, stk. 1, 1. pkt.
Er kendelse om varetægtsfængsling afsagt, uden at sigtede har haft lejlighed til at udtale sig i retten, skal han fremstilles i retten inden 24 timer efter, at han er indbragt her til landet, jf. retsplejelovens § 764, stk. 2, 2. pkt.
Forslaget vedrørende anklagemyndighedens anmodning om varetægtsfængsling viderefører den praksis, der eksisterer i dag i sager, hvor den sigtede eller tiltalte ønskes udleveret til Danmark.
Der er som bilag til rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre optaget en formular, som benævnes »europæisk arrestordre«. Formularen skal udfyldes og underskrives.
I dag er det Rigsadvokaten, som udsteder en europæisk arrestordre, efter at retten har afsagt kendelse om varetægtsfængsling in absentia.
Som følge af EU-Domstolens domme vedrørende fortolkningen af artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelsen er der behov for at ændre den danske ordning for udstedelse af en europæisk arrestordre. Der henvises til pkt. 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af dommene og betydningen heraf for den gældende ordning.
Det foreslås derfor, at anklagemyndigheden endvidere anmoder retten om at udstede en europæisk arrestordre. Fremover vil det således være retten, der – når betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt, og retten afsiger kendelse herom – udsteder en europæisk arrestordre.
Retten skal påse, at betingelserne for at udstede arrestordren er opfyldt.
En europæisk arrestordre kan udstedes for forhold, der kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst tolv måneder, jf. artikel 2 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.
Retten skal endvidere påse, at arrestordren indeholder de oplysninger, der fremgår af rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, dvs. oplysninger om den eftersøgtes identitet og nationalitet, angivelse af, om der foreligger en arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft, lovovertrædelsens karakter og retlige beskrivelse, en beskrivelse af, under hvilke omstændigheder lovovertrædelsen er begået, herunder tidspunkt, sted og omfang af den eftersøgtes deltagelse heri, den strafferamme, der er fastsat for den pågældende lovovertrædelse, og evt. andre følger af lovovertrædelsen.
Anklagemyndigheden tilføjer så mange af de tilgængelige oplysninger i formularen som muligt forud for retsmødet, hvorefter retten om nødvendigt færdigudfylder formularen med eksempelvis rettens sagsnummer og dommerens navn. Formularen underskrives herefter af dommeren.
Den originale arrestordre udleveres til anklagemyndigheden til videre foranstaltning.
Bestemmelsen gælder, uanset hvor sigtede formodes at befinde sig. Anklagemyndigheden skal således anmode om udstedelse af en europæisk arrestordre – og retten skal i givet fald imødekomme anmodningen, når betingelserne er opfyldt – uanset om sigtede formodes at befinde sig i en medlemsstat i EU eller i en stat uden for EU.
Hvis de danske myndigheder bliver underrettet om, at en anden EU-medlemsstat behandler en sag om udlevering af en dansk statsborger til et tredjeland (en stat uden for Norden og Den Europæiske Union), og reglerne i straffelovens §§ 6-8 giver mulighed for, at Danmark kan retsforfølge personen for de handlinger, der danner baggrund for udleveringsanmodningen, kan anklagemyndigheden anmode retten om, at der udstedes en europæisk arrestordre med henblik på udlevering af den pågældende til Danmark.
Lovforslagets § 45 vil dermed finde tilsvarende anvendelse i disse situationer. Anklagemyndigheden skal således også i denne situation anmode retten om, at sigtede varetægtsfængsles, jf. retsplejelovens kapitel 70, og om, at der udstedes en europæisk arrestordre.
Muligheden tænkes alene anvendt i de situationer, hvor en udlevering til det anmodende tredjeland må antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. lovforslagets § 6.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse som lovforslagets § 46, stk. 1, hvor det fastsættes, at ønskes en person efterlyst internationalt og udleveret til straffuldbyrdelse i Danmark, anmoder anklagemyndigheden retten om at udstede en europæisk arrestordre.
Foreligger der en endelig, eksigibel dom, dvs. en dom, der kan fuldbyrdes, kan der udstedes en arrestordre, uden at det samtidig er en betingelse, at der er taget stilling til, at pågældende skal varetægtsfængsles.
Dette kræver, at pågældende enten var til stede ved dommens afsigelse eller efterfølgende har fået dommen forkyndt, samt at pågældende unddrager sig forfølgning i sagen, enten ved at flygte fra varetægtsfængsling eller afsoning.
Er pågældende udeblevet fra indkaldelse til afsoning, skal der foreligge dokumentation for behørig indkaldelse. Såfremt pågældende bor i udlandet, bør det undersøges, om den pågældende er registreret på den adresse, som indkaldelsen er fremsendt til.
Det foreslås i stk. 2, at retten kan behandle sager efter stk. 1 uden afholdelse af retsmøde.
Der vil ikke skulle beskikkes en advokat for den pågældende i forbindelse med, at retten træffer afgørelse om udstedelse af en europæisk arrestordre, jf. lovforslagets § 46.
Retten skal påse, at betingelserne for at udstede arrestordren er opfyldt.
En europæisk arrestordre kan udstedes for straffe af en varighed på mindst fire måneder, jf. artikel 2 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.
Retten skal endvidere påse, at arrestordren indeholder de oplysninger, der fremgår af rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, dvs. oplysninger om den eftersøgtes identitet og nationalitet, angivelse af, om der foreligger en eksigibel dom, lovovertrædelsens karakter og retlige beskrivelse, en beskrivelse af, under hvilke omstændigheder lovovertrædelsen er begået, herunder tidspunkt, sted og omfang af den eftersøgtes deltagelse heri, den idømte straf, og evt. andre følger af lovovertrædelsen.
Anklagemyndigheden tilføjer så mange af de tilgængelige oplysninger i formularen som muligt forud for retsmødet, hvorefter retten om nødvendigt færdigudfylder formularen med eksempelvis rettens sagsnummer og dommerens navn. Formularen underskrives herefter af dommeren.
Den originale arrestordre udleveres til anklagemyndigheden til videre foranstaltning.
Bestemmelsen gælder, uanset hvor domfældte formodes at befinde sig. Anklagemyndigheden skal således anmode om udstedelse af en europæisk arrestordre – og retten skal i givet fald imødekomme anmodningen, når betingelserne er opfyldt – uanset om domfældte formodes at befinde sig i en medlemsstat i EU eller i en stat uden for EU.
Den frihedsberøvelse, som den pågældende risikerer i udlandet, sker på baggrund af en dom, som den pågældende unddrager sig fuldbyrdelsen af. Det antal dage, den pågældende måtte være frihedsberøvet i udlandet, afkortes i den idømte fængselsstraf, når straffen i givet fald efter udlevering til Danmark skal afsones, jf. straffelovens § 86, stk. 1
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Rigsadvokatens beslutning om at udstede en europæisk arrestordre kan ikke påklages.
Det følger af det foreslåede stk. 1, at rettens beslutning om at udstede en europæisk arrestordre træffes ved kendelse, som kan kæres til landsretten i overensstemmelse med retsplejelovens § 969, stk. 1 og 2.
Fristen for at kære vil således være 14 dage. Kæren vil ikke have opsættende virkning.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at beslutninger efter stk. 1 kan omgøres, når nye oplysninger foreligger.
Retten vil derfor kunne beslutte, at den europæiske arrestordre skal tilbagekaldes, hvis grundlaget for at udstede den ikke længere er til stede.
Dette gælder også i tilfælde af, at en kendelse om varetægtsfængsling in absentia ophæves, herunder når det sker efter kære fra sigtedes forsvarer, og det gælder, uanset om selve kendelsen om at udstede en europæisk arrestordre ikke måtte være kæret.
Har retten omvendt afslået en anmodning om at udstede en europæisk arrestordre, kan retten på grundlag af en ny anmodning fra anklagemyndigheden, som indeholder nye oplysninger, i givet fald beslutte at udstede en europæisk arrestordre.
Retten kan til enhver tid i embeds medfør eller ifølge anmodning berigtige skrivefejl i arrestordren, jf. retsplejelovens § 221. Retten kan eksempelvis foretage ændringer i den europæiske arrestordre, hvis den pågældendes navn er blevet anført forkert.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Der kan forekomme tilfælde, hvor der er behov for straks at udstede en international efterlysning, og hvor der er risiko for, at en mistænkt forsvinder, hvis den sædvanlige fremgangsmåde, jf. lovforslagets §§ 45 og 46, afventes.
Hvis der er behov for at få efterlyst en gerningsmand, og sagens konkrete omstændigheder tilsiger, at man ikke kan vente på at få en kendelse om fængsling in absentia og om at udstede en arrestordre, kan Rigsadvokaten efter gældende praksis godkende, at pågældende efterlyses internationalt. Det samme gælder, hvis en domfældt er undveget fra fængsling eller afsoning.
Det følger af den foreslåede § 48, at ville anmodningens øjemed forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, kan rigsadvokaten træffe beslutning om, at den pågældende efterlyses internationalt. I så fald skal anmodning efter § 45 eller § 46 snarest muligt og senest inden 48 timer fra efterlysningens iværksættelse indgives til retten.
Det vil være undtagelsesvist, at denne procedure anvendes, f.eks. i forbindelse med en igangværende børnebortførelse eller en gerningsmand på flugt fra en alvorlig forbrydelse.
Rigsadvokaten vurderer på baggrund af politikredsens oplysninger om sagen og den pågældende, om betingelserne for varetægtsfængsling in absentia må antages at være opfyldt, og om den pågældende må formodes at være flygtet fra Danmark. Tilsvarende gælder med hensyn til vurderingen af, om en domfældt, der er undveget, må antages at være flygtet fra Danmark.
Hvis Rigsadvokaten godkender, at efterlysningen kan foretages straks og uden fængslingskendelse, bliver Rigspolitiet anmodet om at oprette efterlysningen.
Anklagemyndigheden skal snarest muligt anmode retten om en fængslingskendelse in absentia og om udstedelse af en europæisk arrestordre, jf. lovforslagets § 45, eller – hvis der er tale om undvigelse fra en idømt straf – om udstedelse af en europæisk arrestordre, jf. lovforslagets § 46. Anmodningen skal senest indgives til retten inden 48 timer fra efterlysningens iværksættelse. Såfremt retten ikke imødekommer anmodningen om at udstede en europæisk arrestordre, skal efterlysningen straks tilbagekaldes.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Anklagemyndigheden kan udstede nordiske arrestordrer.
Det følger af det foreslåede stk. 1, at en nordisk arrestordre udstedes af anklagemyndigheden.
Hvis der er behov for udstedelse af en nordisk arrestordre, f.eks. hvor betingelserne for at udstede en europæisk arrestordre ikke er opfyldt, udstedes den nordiske arrestordre af anklagemyndigheden i den pågældende politikreds. Der skal foreligge en kendelse om fængsling in absentia eller en endelig, eksigibel dom, dvs. en dom, der kan fuldbyrdes, før en nordisk arrestordre kan udstedes. Der vil ikke være behov for at udstede en nordisk arrestordre til Finland og Sverige, hvis der er udstedt en europæisk arrestordre.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at udleveringsanmodninger til stater uden for Norden og Den Europæiske Union udfærdiges af anklagemyndigheden på baggrund af en udstedt europæisk arrestordre og fremsendes af den centrale myndighed.
I alle sager, hvor der er ønske om at få en person efterlyst internationalt, vil der blive udstedt en europæisk arrestordre på anklagemyndighedens anmodning, såfremt betingelserne for udstedelse foreligger. Såfremt der måtte være behov for at få udstedt en anmodning til en stat uden for Norden og Den Europæiske Union, udfærdiger anklagemyndigheden i den pågældende politikreds denne, hvorefter den fremsendes til den pågældende stat af den centrale myndighed (Rigsadvokaten).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Hvis en person er blevet udleveret til Danmark, og anklagemyndigheden ønsker at strafforfølge den pågældende for andre lovovertrædelser begået inden udleveringen end den lovovertrædelse, som den pågældende er udleveret for, kan anklagemyndigheden indhente en tilladelse fra det land, der har udleveret den pågældende (den såkaldte specialitetsregel).
Det følger af det foreslåede stk. 1, at en anmodning om samtykke fra det udleverende land til, at Danmark kan strafforfølge en person, der er blevet udleveret til Danmark, for andre lovovertrædelser begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, udstedes af rigsadvokaten, jf. dog stk. 2.
Det gælder således de tilfælde, hvor den pågældende er blevet udleveret på baggrund af en europæisk arrestordre eller en udleveringsanmodning.
Udleveringsanmodninger til stater uden for Norden fremsendes af den centrale myndighed (Rigsadvokaten), jf. lovforslagets § 50.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at en anmodning som nævnt i stk. 1 til et andet nordisk land udstedes af anklagemyndigheden.
Anmodninger til et andet nordisk land fremsendes af anklagemyndigheden i den pågældende politikreds.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 21 a indeholder regler om tilbageførsel af personer, der er frihedsberøvet i udlandet, og som midlertidigt er udleveret til Danmark med henblik på strafforfølgning her i landet.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.7.10.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det følger af det foreslåede stk. 1, at en person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som midlertidigt er udleveret til Danmark med henblik på strafforfølgning her i landet, skal tilbageføres til den fremmede stat, hvorfra den pågældende er udleveret, når strafforfølgningen er afsluttet. Den pågældende skal være frihedsberøvet under udleveringen, medmindre andet er aftalt med den stat, hvorfra udleveringen er sket.
Hvis der i forbindelse med en midlertidig udlevering af en person til Danmark med henblik på strafforfølgning er indgået aftale med den anmodede stat om, at den pågældende under opholdet her i landet ikke behøver at være frihedsberøvet, men at det i stedet f.eks. er tilstrækkeligt, at der sker inddragelse af den pågældendes pas el. lign., vil anvendelse af det aftalte mindre indgribende middel være tilstrækkeligt, medmindre der eventuelt er grundlag for, at den pågældende varetægtsfængsles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 70.
Det forudsættes, at anklagemyndigheden i forbindelse med stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt en person skal begæres midlertidigt udleveret med henblik på strafforfølgning i en dansk straffesag, lader indgå, om det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at lade den pågældende tilbageføre til udlandet efter sagens afslutning. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis den pågældende i den fremmede stat er idømt dødsstraf.
Efter den foreslåede bestemmelse er det uden betydning for tilbageførelsen til den fremmede stat, at den pågældende tilbagekalder et eventuelt samtykke til den midlertidige udlevering til Danmark.
Hvis frihedsberøvelsen i udlandet er ophævet, vil der ikke foreligge en forpligtelse til at tilbageføre den pågældende.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at afgørelse om frihedsberøvelse træffes af retten på anmodning af anklagemyndigheden. For frihedsberøvelsen fastsættes en frist, der kan forlænges. Rettens afgørelse træffes ved kendelse.
Det forudsættes, at fristen fastsættes i overensstemmelse med den aftale om tidspunktet for tilbageførelse, der er indgået med den fremmede stat.
Efter samme bestemmelse kan retten forlænge fristen for frihedsberøvelse. Der sigtes hermed til tilfælde, hvor retsforfølgningen mod den pågældende endnu ikke er afsluttet, eller hvor den pågældende på grund af ekstraordinære omstændigheder, f.eks. behandlingskrævende sygdom, ikke kan tilbageføres inden udløbet af en eventuel aftalt frist for tilbageførelsen. Det påhviler i så fald anklagemyndigheden at indgå de nødvendige aftaler med de udenlandske myndigheder om forlængelse af det aftalte tidsrum for udleveringen.
Det følger af det foreslåede stk. 3, at under frihedsberøvelsen er den pågældende alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet. Anbringelse kan ske i arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2.
Bestemmelsen afviger fra andre af retsplejelovens regler om behandlingen af varetægtsarrestanter. Over for en person, der er frihedsberøvet i medfør af § 52, stk. 1, vil der således ikke kunne træffes afgørelse om isolation, jf. retsplejelovens § 770 a, indgreb i besøgsadgangen, jf. retsplejelovens § 771, eller indgreb i retten til brevveksling, jf. retsplejelovens § 772, medmindre de almindelige betingelser for iværksættelse af disse indgreb er opfyldt.
Anbringelse i arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2, indebærer, at den overførte person ligesom varetægtsarrestanter kan anbringes i arresthus, hvis opholdet i Danmark ikke bliver ganske kortvarigt. Er opholdet derimod af ganske kort varighed, vil den pågældende kunne frihedsberøves ved politiet, f.eks. ved anbringelse på politistation. Med henvisningen til § 770, stk. 2, 2. pkt., vil der være mulighed for at anbringe den midlertidigt udleverede person f.eks. på et sygehus, hvis et sådant behov skulle opstå.
Det bemærkes, at den foreslåede § 52 i det væsentligste viderefører den gældende bestemmelse i § 21 a, dog med den ændring i bestemmelsens stk. 2, at en afgørelse om frihedsberøvelse træffes af retten på anmodning af anklagemyndigheden, hvor det i dag fremgår, at retten efter anmodning fra politiet træffer en sådan afgørelse. Der er dog ikke tale om en materiel ændring i forhold til den gældende retstilstand, idet det allerede i dag er anklagemyndigheden, der anmoder retten om at træffe afgørelse efter bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udleveringslovens § 19 omhandler, hvilke foranstaltninger der kan iværksættes i forhold til personer, der er efterlyst af myndighederne i en stat uden for Norden og Den Europæiske Union som sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde udlevering fra Danmark.
Det følger af det foreslåede stk. 1, at er en person efterlyst af myndighederne i en stat uden for Norden og Den Europæiske Union som sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde udlevering efter denne lov, finder § 32, stk. 2, og § 33 tilsvarende anvendelse.
Retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning, kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt, anvendes dermed i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.
Derudover kan politiet fotografere og optage fingeraftryk af den pågældende, uden at retsplejelovens mistanke- og strafferammekrav er opfyldt.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at foranstaltninger, der er truffet efter stk. 1, skal ophæves, såfremt anmodning om udlevering ikke er modtaget senest 30 dage efter anholdelsen. I særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.
Forlængelse af fristen tænkes eksempelvis anvendt, hvis det land, der har efterlyst den pågældende, har oplyst, at en anmodning om udlevering kan forventes modtaget inden for få dage.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 53 med redaktionelle ændringer viderefører den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 19, dog med den ændring, at der henvises til, at lovforslagets § 33, hvorefter politiet kan fotografere og optage fingeraftryk af personer, der begæres udleveret, med henblik på senere identifikation, finder tilsvarende anvendelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 21 indeholder regler vedrørende personer, der føres gennem riget, i forbindelse med udlevering fra en fremmed stat til en anden (såkaldt transit).
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.8.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det følger af det foreslåede stk. 1, at rigsadvokaten kan tillade, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden fremmed stat, føres gennem riget, såfremt bestemmelserne i §§ 6, 18, 19, 24 eller 25 ikke ville være til hinder for, at der skete udlevering her fra landet for den pågældende handling.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at sker udleveringen til en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller et andet nordisk land, kan tilladelse dog meddeles, hvis der er modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt
en europæisk arrestordre eller
en arrestordre i henhold til aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge.
Det følger af det foreslåede stk. 3, at hvis udleveringen til en anden medlemsstat eller et andet nordisk land sker fra en stat uden for Norden og Den Europæiske Union, skal der ud over de i stk. 2 nævnte oplysninger endvidere gives oplysning om, hvorvidt der foreligger en anmodning om udlevering.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at sker udleveringen fra et nordisk land til et andet nordisk land, kan den pågældende føres gennem riget uden tilladelse.
Det følger af det foreslåede stk. 5, at § 32, stk. 2-3, og § 33, finder tilsvarende anvendelse.
Retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning, kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt, anvendes dermed i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.
Hvis arrestordren vedrører en handling, som kan medføre udlevering i medfør af den nordiske udleveringskonvention eller rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, vil varetægtsfængsling ikke kunne nægtes under henvisning til, at strafferammekravet i retsplejelovens § 762 ikke er opfyldt, herunder fordi forholdet ikke er strafbart i Danmark.
Derudover kan politiet fotografere og optage fingeraftryk af den pågældende, uden at retsplejelovens mistanke- og strafferammekrav er opfyldt.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 54 med redaktionelle ændringer viderefører den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 21, dog med den ændring, at det foreslås i stk. 1, at rigsadvokaten – og således ikke justitsministeren – kan give tilladelse til transit, ligesom der i stk. 5 endvidere henvises til lovforslagets § 33.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at den gældende udleveringslov ophæves.
Det følger af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 23, at loven har gyldighed for Færøerne og Grønland med de ændringer, som følger af de særlige retsplejelove, der gælder for disse landsdele.
For Grønland gælder således udleveringsloven, jf. lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, som ændret ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 og lov nr. 494 af 12. maj 2010, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 668 af 8. juni 2016, med de ændringer, som følger af den grønlandske retsplejelov. De øvrige ændringslove til udleveringsloven er ikke sat i kraft for Grønland.
Det bemærkes, at udleveringsloven, jf. lov nr. 249 af 9. juni 1967, forbliver i kraft for Færøerne, selv om loven ophæves i Danmark i forbindelse med gennemførelsen af dette lovforslag, idet Færøerne pr. 1. marts 2010 har overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område.
Ved anholdelse af en eftersøgt person i udlandet på baggrund af en europæisk arrestordre, der er udstedt inden lovens ikrafttræden, vil der skulle udstedes en ny europæisk arrestordre, jf. bestemmelserne i §§ 45 og 46, medmindre den udstedte arrestordre er udstedt af retten.
Det forudsættes, at bestemmelsen vil blive anvendt, hvis og i givet fald når den eftersøgte bliver anholdt i en anden stat. Det forudsættes endvidere, at en europæisk arrestordre vil skulle udstedes hurtigt og så vidt muligt inden for 24 timer, efter de danske myndigheder er blevet gjort bekendt med anholdelsen. Der vil ikke være behov for at tage stilling til evt. fængslingsbetingelser på ny.
Retten kan behandle anmodningen om udstedelse af en ny europæisk arrestordre uden afholdelse af et retsmøde. I sager, hvor den pågældende er blevet varetægtsfængslet in absentia med henblik på udlevering til strafforfølgning, forudsættes det, at forsvareren får tilsendt en kopi af anmodningen og vil have mulighed for at komme med sine bemærkninger skriftligt over for retten.
Der vil ikke skulle beskikkes en advokat for den pågældende i forbindelse med, at retten træffer afgørelse om udstedelse af en europæisk arrestordre, hvis der er tale om udlevering med henblik på straffuldbyrdelse.
Lov om Den Internationale Straffedomstol gennemfører statutten for Den Internationale Straffedomstol i dansk ret. Statutten indebærer, at der nedsættes en permanent international domstol, som kan strafforfølge de alvorligste internationale forbrydelser: Folkedrab, krigsforbrydelser og andre forbrydelser mod menneskeheden.
Justitsministeren er bemyndiget til at træffe afgørelse om udlevering af personer, som Den Internationale Straffedomstol har afsagt anholdelses- og udleveringsbeslutning over.
Det foreslås, at bemyndigelsen i § 2, stk. 1, ændres fra »Justitsministeren« til: »Retten«.
Det vil således være retten, der efter anmodning fra Den Internationale Straffedomstol træffer beslutning om udlevering af personer, mod hvem domstolen har indledt strafforfølgning.
Bestemmelsen ændres, som følge af den foreslåede generelle overførsel af kompetencen til domstolene til at behandle udleveringssager.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Lov om Den Internationale Straffedomstol gennemfører statutten for Den Internationale Straffedomstol i dansk ret. Statutten indebærer, at der nedsættes en permanent international domstol, som kan strafforfølge de alvorligste internationale forbrydelser: Folkedrab, krigsforbrydelser og andre forbrydelser mod menneskeheden.
Justitsministeren træffer endvidere efter anmodning fra Den Internationale Straffedomstol beslutning om udlevering af personer, mod hvem domstolen har indledt strafforfølgning.
Det foreslås, at bemyndigelsen i § 2, stk. 2, ændres fra »Justitsministeren« til: »Retten«.
Det vil således være retten, der efter anmodning træffer beslutning om udlevering til fuldbyrdelse af domstolens domme.
Bestemmelsen ændres, som følge af den foreslåede generelle overførsel af kompetencen til domstolene til at behandle udleveringssager.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for en nærmere beskrivelse.
Til nr. 3
Lov om Den Internationale Straffedomstol gennemfører statutten for Den Internationale Straffedomstol i dansk ret. Statutten indebærer, at der nedsættes en permanent international domstol, som kan strafforfølge de alvorligste internationale forbrydelser: Folkedrab, krigsforbrydelser og andre forbrydelser mod menneskeheden.
Udleveringslovens kap. 3 og 4 finder anvendelse i sager om udlevering til Den Internationale Straffedomstol med de fornødne lempelser.
Det foreslås, at henvisningen til udleveringsloven i § 2, stk. 3, ændres fra »Kapitel 3 og 4 i lov om udlevering af lovovertrædere« til: »Udleveringslovens kapitel 6 og 8«.
Det vil således være kapitel 6 og 8 i udleveringsloven, der med de fornødne lempelser finder anvendelse.
Bestemmelsen ændres, som følge af den foreslåede nye systematik i udleveringsloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Ved lov om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien er der skabt hjemmel til iværksættelse af retsskridt her i landet med henblik på strafforfølgning ved tribunalet af de forbrydelser, der er nævnt i statutten.
Justitsministeren er bemyndiget til at træffe afgørelse om udlevering af personer, som tribunalet har afsagt anholdelses- og udleveringsbeslutning over.
Det foreslås, at bemyndigelsen i § 2, stk. 1, ændres fra »Justitsministeren« til: »Retten«.
Det vil således være retten, der efter anmodning fra tribunalet træffer beslutning om udlevering af personer, mod hvem tribunalet har indledt strafforfølgning.
Bestemmelsen ændres, som følge af den foreslåede generelle overførsel af kompetencen til domstolene til at behandle udleveringssager.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for en nærmere beskrivelse.
Til nr. 2
Ved lov om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien er der skabt hjemmel til iværksættelse af retsskridt her i landet med henblik på strafforfølgning ved tribunalet af de forbrydelser, der er nævnt i statutten.
Justitsministeren er bemyndiget til at træffe afgørelse om udlevering til fuldbyrdelse af tribunalets domme.
Det foreslås, at bemyndigelsen i § 2, stk. 2, ændres fra »Justitsministeren« til: »Retten«.
Det vil således være retten, der efter anmodning træffer beslutning om udlevering til fuldbyrdelse af tribunalets domme.
Bestemmelsen ændres, som følge af den foreslåede generelle overførsel af kompetencen til domstolene til at behandle udleveringssager.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for en nærmere beskrivelse.
Til nr. 3
Ved lov om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien er der skabt hjemmel til iværksættelse af retsskridt her i landet med henblik på strafforfølgning ved tribunalet af de forbrydelser, der er nævnt i statutten.
Udleveringslovens kap. 3 og 4 finder anvendelse i sager om udlevering til tribunalet med de fornødne lempelser.
Det foreslås, at henvisningen til udleveringsloven i § 2, stk. 3, ændres fra »Kapitel 3 og 4 i lov om udlevering af lovovertrædere« til: »Udleveringslovens kapitel 6 og 8«.
Det vil således være kapitel 6 og 8 i udleveringsloven, der med de fornødne lempelser finder anvendelse.
Bestemmelsen ændres, som følge af den foreslåede nye systematik i udleveringsloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union giver hjemmel til, at en række nærmere opregnede typer af strafferetlige afgørelser, der er truffet i andre medlemsstater i Den Europæiske Union, kan fuldbyrdes i Danmark efter reglerne i loven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for en nærmere beskrivelse.
Med forslaget ændres § 2, stk. 1, som følge af den foreslåede nye kapitelinddeling i udleveringsloven.
Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, og det foreslås på den baggrund, at loven ikke skal gælde for Færøerne. Justitsministeriet har henledt Færøernes Landsstyres opmærksomhed på lovforslaget om en ny lov om udlevering af lovovertrædere.
For Grønland gælder udleveringsloven, jf. lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, som ændret ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 og lov nr. 494 af 12. maj 2010, som sat i kraft for Grønland med ændringer ved kongelig anordning nr. 668 af 8. juni 2016 med de ændringer, som følger af Retsplejeloven for Grønland. Udleveringsloven som sat i kraft for Grønland forbliver i kraft, indtil den nye udleveringslov måtte blive sat i kraft for Grønland i medfør af den foreslåede bestemmelse.
