Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 24
Hvis det fastslås, at afgørelsen vedrører en handling, der ikke er begået på udstedelsesstatens territorium, og at handlingen er undergivet dansk straffemyndighed, kan de danske myndigheder nedsætte det beløb, der skal inddrives, til det beløb, der gælder for handlinger af samme art i henhold til dansk lovgivning.
Det forudsættes, at en sådan afgørelse træffes i forbindelse med afgørelsen om, at den udenlandske afgørelse om bødestraf kan fuldbyrdes i Danmark.
Reglen skal ses i sammenhæng med afslagsgrundene i lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 2, og § 21, stk. 1, nr. 2. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.3.3.2.
Hvis den relevante handling er begået i Danmark, følger det af lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 2, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis handlingen ikke er strafbar efter dansk ret. Hvis handlingen derimod er strafbar efter dansk ret, vil der være mulighed for at nedsætte bødebeløbet til det maksimum, der gælder for en tilsvarende lovovertrædelse i Danmark, når handlingen er undergivet dansk straffemyndighed, jf. lovforslagets § 24, stk. 1. I sådanne tilfælde må det antages, at lovovertrædelsens forbindelse til Danmark som udgangspunkt vil føre til, at det vil være rimeligt at nedsætte beløbet til det maksimum, der er gældende i Danmark.
Bødestraffen vil endvidere kunne nedsættes, hvis den relevante handling er foretaget i en tredje stat, men er omfattet af dansk jurisdiktion efter straffelovens §§ 6-8. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis handlingen er foretaget af en dansk statsborger i den tredje stat, for så vidt handlingen også er strafbar i denne stat. Hvis en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed, vil fuldbyrdelse kunne afslås i medfør af lovforslagets § 21, stk. 1, nr. 2. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til denne bestemmelse.
De danske bestemmelser, som hjemler bødestraf, angiver normalt ikke noget maksimumbeløb. Samtidig må rammeafgørelsens tekst forstås sådan, at de nationale myndigheder ikke skal foretage en intensiv prøvelse af bødestørrelsen for at nå frem til det præcise beløb, der ville være blevet idømt i Danmark. Er der imidlertid tale om en lovovertrædelse, hvor der i praksis opereres med faste bødetakster, kan sådanne takster anvendes. Det kunne f.eks. være tilfældet i forbindelse med visse overtrædelser af færdselsloven.
Det foreslåede stk. 2 hjemler mulighed for, at bødestraffen kan omregnes til danske kroner. Det forudsættes ligeledes, at denne omregning sker i forbindelse med afgørelsen om, at den udenlandske afgørelse om bødestraf kan fuldbyrdes i Danmark.
Omregningen sker til den kurs, der var gældende på det tidspunkt, hvor bødestraffen blev pålagt den pågældende i udstedelsesstaten. Hvis afgørelsen er prøvet i flere instanser, regnes med kursen på tidspunktet for den endelige afgørelse.