Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 213 af 22/02/2013

Justitsministeriet

Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 27

Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes skriftligt og uden unødigt ophold om

  1. afslag på fuldbyrdelse samt begrundelsen herfor,

  2. tilfælde, hvor afgørelsen helt eller delvis ikke er blevet fuldbyrdet her i landet,

  3. tilfælde, hvor bødestraffen er blevet eftergivet her i landet, og

  4. at fuldbyrdelsen er afsluttet.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 27

Den foreslåede bestemmelse opregner samlet de tilfælde, hvor de danske myndigheder vil være forpligtede til at underrette udstedelsesstatens myndigheder om sagens gang.

Som det fremgår af ordlyden, drejer det sig om tilfælde, hvor fuldbyrdelse afslås i medfør af §§ 19-21, hvor fuldbyrdelse af anden årsag ikke kan gennemføres, f.eks. i medfør af §§ 24, 25 og 58, hvor bødestraffen er eftergivet, samt når fuldbyrdelsen er afsluttet.

Særligt for så vidt angår nr. 2 omfatter denne fuldbyrdelseshindringer, der følger af de danske fuldbyrdelsesregler, jf. lovforslagets § 58. Det vil bl.a. kunne være aktuelt, hvis der bevilges henstand på grund af den pågældendes økonomiske vilkår.

Underretning skal ske skriftligt og uden unødigt ophold, men der gælder ikke derudover formkrav til underretningen.