Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 9

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 9

Den gældende § 5 i lov om finansiel virksomhed fastsætter en række af lovens definitioner.

Den gældende § 12, stk. 1, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at et forsikringsselskab skal være et aktieselskab, gensidigt selskab eller tværgående pensionskasse.

Den foreslåede § 9 viderefører de dele af den gældende § 5 i lov om finansiel virksomhed, der gælder for forsikringsselskaber med visse redaktionelle ændringer. Bestemmelsen indfører en ny definition af begrebet forsikringsselskab, der fastsætter, hvilke typer virksomhed, der anses for forsikringsselskaber. Endvidere indfører bestemmelsen tre nye definitioner, der implementerer begreber i forsikringsdistributionsdirektivet.

Den foreslåede § 9 definerer en række begreber til brug for forståelsen af lovens bestemmelser.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra a, at et forsikringsselskab defineres som et skadesforsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, jf. § 14.

Det foreslåede præciserer, at definitionen på et forsikringsselskab omfatter skadesforsikringsselskaber. Det foreslåede præciserer yderligere, at skadesforsikringsselskaber er aktieselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, jf. § 14.

Skadesforsikringsvirksomhed skal forstås som den forsikringsvirksomhed, der er omfattet af lovforslagets bilag 1.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra b, at et forsikringsselskab defineres som et gensidigt selskab, der er et selskab der ejes af forsikringstagerne, jf. § 237, og som har tilladelse til at udøve livs- eller skadesforsikringsvirksomhed, jf. § 14.

Det foreslåede præciserer, at definitionen på et forsikringsselskab omfatter gensidige selskaber. Det foreslåede præciserer yderligere, at gensidige selskaber er selskaber, der er ejet af forsikringstagerne, jf. lovforslagets § 237, og som har tilladelse til at udøve livs- eller skadesforsikringsvirksomhed, jf. § 14.

Skadesforsikringsvirksomhed skal forstås som den forsikringsvirksomhed, der er omfattet af lovforslagets bilag 1 og livsforsikringsvirksomhed skal forstås som den forsikringsvirksomhed, der er omfattet af lovforslagets bilag 2.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra c, at et forsikringsselskab defineres som et livsforsikringsselskab, der er et aktieselskab, herunder et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsselskab, jf. § 250, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, jf. § 14.

Det foreslåede præciserer, at definitionen på et forsikringsselskab omfatter livsforsikringsselskaber. Det foreslåede præciserer yderligere, at livsforsikringsselskaber er aktieselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, jf. § 14.

Livsforsikringsvirksomhed skal forstås som den forsikringsvirksomhed, der er omfattet af lovforslagets bilag 2.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra c, at et forsikringsselskab defineres som en tværgående pensionskasse, der er en forening eller sammenslutning, jf. § 247, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, jf. § 14.

Det foreslåede præciserer, at definitionen på et forsikringsselskab omfatter tværgående pensionskasser. Det foreslåede præciserer yderligere, at tværgående pensionskasser er foreninger eller sammenslutninger, jf. lovforslagets § 247, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, jf. § 14.

Livsforsikringsvirksomhed skal forstås som den forsikringsvirksomhed, der er omfattet af lovforslagets bilag 2.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra d, at et forsikringsselskab defineres som et genforsikringsselskab, der er et aktieselskab, der har tilladelse til at udøve genforsikringsvirksomhed, jf. § 14.

Det foreslåede præciserer, at definitionen på et forsikringsselskab omfatter genforsikringsselskaber. Det foreslåede præciserer yderligere, at genforsikringsselskaber er aktieselskaber, der har tilladelse til at udøve genforsikringsvirksomhed, jf. § 14.

Med genforsikringsselskaber forstås selskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, der består i overtagelse af risici cederet af et forsikringsselskab eller et tredjelandsforsikringsselskab eller af et andet genforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab, jf. Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 7.

Et genforsikringsselskab skal organiseres som et aktieselskab eller et gensidigt selskab, jf. lovforslagets § 39. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Genforsikringsselskaber er som udgangspunkt omfattet af de samme regler, som gælder for direkte tegnende forsikringsselskaber. Ved »direkte tegnende« forstås, at forsikringsselskabet overtager risici uden derigennem at drive genforsikringsvirksomhed.

Den foreslåede definition af forsikringsselskab i § 9, stk. 1, nr. 1, a-d, medfører ikke materielle ændringer.

Det foreslåede definition er ny og gennemfører Solvens II-direktivets artikel 13, stk. 1, nr. 1 og 4, samt direktivets bilag III. Den foreslåede definition sondrer mellem de forsikringsselskaber, der driver skadesforsikringsvirksomhed i overensstemmelse med bilag 1, dvs. forsikringsselskaber der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, og de forsikringsselskaber, der driver livsforsikringsvirksomhed i overensstemmelse med bilag 2, dvs. forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed.

Det foreslåede præciserer, at begrebet forsikringsselskab dækker over en række juridiske personer, der har forskellige selskabsformer, når disse har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, jf. § 14, i henhold til bilag 1, eller livsforsikringsvirksomhed, jf. § 14 i henhold til bilag 2.

Krav til selskabsform følger af lovforslagets § 39.

Forsikringsselskaber kan både være gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber.

Se bemærkningerne til det foreslåede stk. 1, nr. 18 og 19.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at pengeinstitutter defineres i henhold til § 5, stk. 1, nr. 1, litra a, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse svarer til definitionen af begrebet i lov om finansiel virksomhed og skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at realkreditinstitutter defineres i henhold til § 5, stk. 1, nr. 1, litra b, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse svarer til definitionen af begrebet i lov om finansiel virksomhed, og skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at fondsmæglerselskaber defineres i henhold til § 13, stk. 2, jf. stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter.

Den foreslåede definition svarer til definitionen af fondsmæglerselskaber i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter og skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at investeringsforvaltningsselskaber defineres i henhold til § 5, stk. 1, nr. 1, litra c, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse svarer til definitionen af begrebet i lov om finansiel virksomhed og skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

Det foreslås i stk. 1, nr. 6, at et modervirksomhed defineres som en virksomhed, som har en eller flere dattervirksomheder.

Den foreslåede definition af modervirksomhed svarer til definitionen af begrebet i lov om finansiel virksomhed, årsregnskabsloven og selskabsloven og skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

Det foreslåede stk. 1, nr. 6, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 13, stk. 1, nr. 15.

Det foreslås i stk. 1, nr. 7, at en dattervirksomhed defineres som en virksomhed, som er underlagt bestemmende indflydelse af en modervirksomhed.

Den foreslåede definition af dattervirksomhed svarer til definitionen af begrebet i lov om finansiel virksomhed, årsregnskabsloven og selskabsloven og skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

Det foreslåede stk. 1, nr. 7, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 13, stk. 1, nr. 16.

Det foreslås i stk. 1, nr. 8, at en koncern defineres som en modervirksomhed og dens dattervirksomheder, jf. lovforslagets § 10.

Den foreslåede definition af koncern svarer til definitionen af begrebet i lov om finansiel virksomhed, årsregnskabsloven og selskabsloven og skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

Det foreslåede stk. 1, nr. 8, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 212, stk. 1, litra c.

Begrebet »koncern« bliver brugt i både lov om finansiel virksomhed og i Solvens II-direktivet, men den præcise definition er ikke ens.

Af hensyn til forståelsen af begrebet i det danske retssystem foreslås det at videreføre den gældende definition af begrebet, således at den foreslåede definition af koncern fortsat svarer til definitionen af begrebet i årsregnskabsloven og selskabsloven.

Den foreslåede definition af koncern skal derfor fortolkes i overensstemmelse med årsregnskabsloven, selskabsloven og Solvens II-direktivet. Det vurderes ikke, at de forskellige formuleringer vil føre til forskellige fortolkninger af begrebet. Kommissionen har tidligere godkendt Danmarks implementering af koncernbegrebet i lov om finansiel virksomhed til at være i overensstemmelse med Solvens II-direktivet efter implementeringen af Solvens II-direktivet i dansk ret med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed (gennemførelse af Solvens II- og Omnibus II-direktivet).

Det foreslås i stk. 1, nr. 9, at en finansiel holdingvirksomhed defineres som en modervirksomhed, der ikke er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab, i en koncern, hvor mindst én af dattervirksomhederne i koncernen er et forsikringsselskab, og hvor mindst 40 pct. af den samlede balancesum for koncernen og modervirksomhedens associerede virksomheder vedrører den finansielle sektor, jf. dog 2. pkt. og stk. 5. En modervirksomhed er ikke en finansiel holdingvirksomhed, hvis de finansielle dattervirksomheder i koncernen udelukkende er forsikringsvirksomheder. Modervirksomheden vil i stedet være en forsikringsholdingvirksomhed, jf. nr. 10, eller en blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. nr. 11.

Det foreslåede nr. 9 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 10, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede nr. 9 gennemfører artikel 2, nr. 14, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2002/87/EF.

Det må bero på en konkret vurdering af den enkelte holdingvirksomhed, om denne må betragtes som en finansiel holdingvirksomhed. Ved afgørelsen af, om der foreligger en finansiel holdingvirksomhed, vil der bl.a. blive lagt vægt på, hvor stor en andel af holdingvirksomhedens balance der udgøres af dattervirksomheder, som er pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og finansieringsinstitutter.

En modervirksomhed, som driver virksomhed omfattet af lovforslaget, vil ikke være en finansiel holdingvirksomhed, da dens hovedvirksomhed ikke består i at eje kapitalandele i et forsikringsselskab.

Definitionen i det foreslåede nr. 9 er indført for at sikre, at alle finansielle konglomerater bliver omfattet af reglerne om finansielle koncerner. Uden det foreslåede nr. 9 ville eksempelvis et finansielt konglomerat, hvor en modervirksomhed er en finansiel holdingvirksomhed efter nr. 9, ikke være omfattet af reglerne i de tilfælde, hvor modervirksomhedens balance ikke udelukkende eller hovedsageligt vedrører kapitalandele i finansielle virksomheder. Dette kunne eksempelvis være tilfældet, hvis modervirksomheden selv udøver anden virksomhed af betydning.

Det foreslås i stk. 1, nr. 10, at en forsikringsholdingvirksomhed defineres som en modervirksomhed, hvis hovedvirksomhed er at erhverve og besidde kapitalandele i dattervirksomheder, når disse dattervirksomheder udelukkende eller hovedsagelig er forsikrings- eller genforsikringsvirksomheder eller tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsvirksomheder, og mindst én af disse dattervirksomheder er en forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed. En forsikringsholdingvirksomhed er ikke en finansiel holdingvirksomhed, jf. nr. 9.

Det foreslåede nr. 10 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 12, med redaktionelle ændringer.

Begrebet omfatter modervirksomheder, hvis hovedvirksomhed er at erhverve og besidde kapitalandele i dattervirksomheder, som udelukkende eller hovedsagelig er forsikrings- eller genforsikringsvirksomheder. Mindst én af modervirksomhedens dattervirksomheder skal være en sådan forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed.

Ved »udelukkende eller hovedsagelig« forstås, at enten hele aktiviteten eller langt størstedelen af aktiviteten består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter.

Med hovedvirksomhed skal forstås, at der skal være tale om hovedparten af holdingvirksomhedens aktiviteter, ikke hovedparten af datterselskaberne. Ved udelukkende eller hovedsageligt forstås, at enten hele aktiviteten eller langt størstedelen af aktiviteten består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er et af de i bestemmelsen omtalte forsikringsselskaber. Hvorvidt dette er tilfældet, vil i begge tilfælde bero på en konkret vurdering.

Ved afgørelsen af, om der foreligger en forsikringsholdingvirksomhed, vil der bl.a. blive lagt vægt på, hvor stor en andel af holdingvirksomhedens balance der udgøres af dattervirksomheder, som er forsikringsselskaber.

Det foreslås i stk. 1, nr. 11, at en blandet forsikringsholdingvirksomhed defineres som en modervirksomhed, som hverken er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab, et investeringsforvaltningsselskab, en tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsvirksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, og som ejer mindst én dattervirksomhed, der er forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed.

Den foreslåede nr. 11 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 13, med redaktionelle ændringer.

Begrebet omfatter herefter en modervirksomhed, som ikke er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab, et investeringsforvaltningsselskab, en forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed fra tredjelande, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed. Modervirksomheden skal have mindst én dattervirksomhed, som er en forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed.

En modervirksomhed er defineret i det foreslåede stk. 1, nr. 6, som en virksomhed, som har en eller flere dattervirksomheder.

Blandede forsikringsholdingvirksomheder vil kun være underlagt få bestemmelser i lov om forsikringsvirksomhed. Væsentligst er det, at de vil være omfattet af Finanstilsynets hjemmel i § 172 i lov om forsikringsvirksomhed til at fastsætte nærmere regler om koncerninterne transaktioner, da dette følger af forsikringsgruppedirektivet. Finanstilsynets hjemmel til at udstede nærmere regler om koncerninterne transaktioner vil således også omfatte transaktioner, der indgås mellem et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab og en blandet forsikringsholdingvirksomhed som modervirksomhed.

En forsikringsholdingvirksomhed og en blandet forsikringsholdingvirksomhed er ikke omfattet af definitionen på en finansiel holdingvirksomhed i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 9.

Formålet med definitionerne er at præcisere, i hvilket omfang disse virksomheder er underlagt Finanstilsynets tilsyn og reglerne i lov om forsikringsvirksomhed. Da forsikringsgruppedirektivet blev implementeret, blev der ikke sondret mellem finansielle holdingvirksomheder og visse koncerner med forsikringsselskaber. Med definitionerne præciseres det, hvilke regler holdingvirksomheder med forsikringsselskaber er underlagt.

Det foreslås i stk. 1, nr. 12, at en associeret virksomhed defineres som en virksomhed, i hvilken en anden virksomhed og dennes dattervirksomheder besidder kapitalandele og udøver en betydelig indflydelse på dens driftsmæssige og finansielle ledelse, men som ikke er en dattervirksomhed af den anden virksomhed. En virksomhed og dennes dattervirksomheder formodes at udøve betydelig indflydelse, hvis de tilsammen besidder 20 pct. eller mere af stemmerettighederne.

Det foreslåede nr. 12 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 15, med redaktionelle ændringer.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til definitionen af associeret virksomhed i årsregnskabslovens bilag 1, afsnit B, nr. 5.

Den gældende § 343 q, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastsætter definitionen af fælles datacentraler i lovens forstand. Det følger af bestemmelsen, at ved fælles datacentraler forstås i lov om finansiel virksomhed virksomheder, hvis væsentligste aktiviteter omfatter it-drifts- eller udviklingsopgaver for flere finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder, forsikringsholdingvirksomheder eller sådanne virksomheders dattervirksomheder, og som overvejende er ejet af:

1. en eller flere finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder, forsikringsholdingvirksomheder eller sådanne virksomheders dattervirksomheder i forening eller

2. en eller flere foreninger, hvis medlemmer overvejende er finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder, forsikringsholdingvirksomheder eller sådanne virksomheders dattervirksomheder.

Det foreslås med stk. 1, nr. 13, at ved fælles datacentraler forstås i denne lov virksomheder, hvis væsentligste aktiviteter omfatter it-drifts- eller udviklingsopgaver for flere forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder eller sådanne virksomheders dattervirksomheder, og som overvejende er ejet af

a) et eller flere forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder eller sådanne virksomheders dattervirksomheder i forening eller

b) en eller flere foreninger, hvis medlemmer overvejende er forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder or sådanne virksomheders dattervirksomheder.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 343 q, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed med den ændring, at bestemmelsen målrettes forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder, og at bestemmelsen således er tilpasset til dette lovforslag. Der er herudover ikke tilsigtet materielle ændringer med den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås i stk. 1, nr. 14, litra a-d, at eksponeringer defineres som summen af alle mellemværender med en kunde eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, der indebærer en kreditrisiko for virksomheden, og kapitalandele udstedt af kunden eller af en blandt en gruppe af indbyrdes forbundne kunder. For så vidt angår bestemmelser om eksponeringer i §§ 117, 118, 119 og 120 og 173, undtages følgende mellemværender:

a) Ved valutatransaktioner: Mellemværender, som er opstået i forbindelse med den almindelige afvikling af en transaktion, i et tidsrum på 48 timer efter at betaling har fundet sted.

b) Ved køb eller salg af omsættelige værdipapirer: Mellemværender, der er opstået i forbindelse med den almindelige afvikling af en transaktion, i et tidsrum på 5 arbejdsdage efter at betaling har fundet sted, eller de omsættelige værdipapirer er leveret, afhængigt af hvilken dato der ligger først.

c) Ved betalingsformidling, herunder gennemførelse af betalingsordrer, clearing og afvikling af omsættelige værdipapirer i en hvilken som helst valuta og korrespondentbank eller tilbud om clearing, afvikling og deponering af finansielle instrumenter til kunder: Mellemværender vedrørende forsinket modtagelse af finansiering og andre mellemværender, der opstår som følge af kundeaktiviteten, og som ikke varer længere end den følgende arbejdsdag.

d) Ved betalingsformidling, herunder gennemførelse af betalingsordrer, clearing og afvikling af omsættelige værdipapirer i en hvilken som helst valuta og korrespondentbank: Intradagmellemværender med institutter, der yder disse tjenester.

Det foreslåede nr. 14 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 16, med redaktionelle ændringer.

Som eksempler på mellemværender med en kunde eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, der indebærer en kreditrisiko for virksomheden, kan nævnes blandt andet garanti, kaution, lån, kapitalandele, afledte finansielle instrumenter, ansvarlig lånekapital og alle andre mellemværender, der indebærer en kreditrisiko for virksomheden.

Den foreslåede bestemmelse viderefører gældende rets undtagelser med hensyn til eksponeringsbegrebet, for så vidt angår bestemmelserne i lovforslagets §§ 117, 118, 119 og 120 og 173 vedrørende reglerne om eksponering med direktion eller bestyrelse og koncerninterne eksponeringer.

De foreslåede undtagelser omfatter mellemværende i forbindelse med afvikling af spotforretninger i valuta eller værdipapirer. Endvidere omfatter undtagelserne kortsigtede intradagmellemværender, der kan opstå i forbindelse med udførelse af tjenesteydelser i form af betalingsformidling, clearing og afvikling af værdipapirer, herunder mellemværende som følge af forsinkede betalinger og andre mellemværender som følge af kunders handlinger i tilknytning til udførelse af disse tjenesteydelser. Ved interdagmellemværender forstås mellemværende, der højst har en varighed frem til slutningen på den efterfølgende arbejdsdag. Endelig omfatter undtagelserne intradagmellemværender med institutter, herunder korrespondentbanker, der yder tjenesteydelser i form af betalingsformidling, clearing og afvikling af værdipapirer for deres kunder.

Begrebet omsættelige værdipapirer skal forstås i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, nr. 44, i MiFID II, som er gennemført i dansk ret i § 4, stk. 1, nr. 1, i lov om kapitalmarkeder.

Det foreslås i stk. 1, nr. 15, litra a-c, at snævre forbindelser defineres som:

a) Direkte eller indirekte forbindelser af den i nr. 8 angivne art,

b) kapitalinteresser, hvorved forstås en virksomheds direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed, eller

c) flere virksomheders eller personers fælles forbindelse, jf. litra a, med en virksomhed.

Det foreslåede nr. 15 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 17, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 15, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 17.

Der kan eksempelvis være tale om snævre forbindelser i tilfælde, hvor et forsikringsselskab og

– enhver virksomhed, der som modervirksomhed eller dattervirksomhed er forbundet til forsikringsselskabet,

– en person, der har en tilsvarende forbindelse til forsikringsselskabet eller til en virksomhed, som forsikringsselskabet har snævre forbindelser med,

– enhver virksomhed og enhver person, der indirekte har en tilsvarende forbindelse til forsikringsselskabet eller til en virksomhed, som forsikringsselskabet har snævre forbindelser med,

– en flerhed af virksomheder eller personer, der er sådan indbyrdes forbundne, at de tilsammen har en tilsvarende forbindelse til forsikringsselskabet eller til et selskab, som forsikringsselskabet har snævre forbindelser med, eller

– enhver virksomhed, hvori forsikringsselskabet eller en af de under 1 til 4 beskrevne virksomheder eller personer direkte eller indirekte besidder 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen.

Snævre forbindelser forudsætter, at der foreligger et vist formaliseret samarbejde, herunder eventuelt en samordnet praksis, mellem en flerhed af virksomheder eller personer. Eksempelvis vil en flerhed af aktionærer som stiftere af et selskab eller gennem en aktionæroverenskomst som udgangspunkt have fælles forbindelse.

Omfanget af den snævre forbindelse skal modsvare den forbindelse, der består mellem en virksomhed og dens modervirksomhed, dattervirksomhed eller søstervirksomhed. Snævre forbindelser forudsætter, at forbindelsen har en vis varig karakter.

Erhvervelse af en betydelig andel af kapitalen i et forsikringsselskab bevirker ikke i sig selv, at der opstår snævre forbindelser i forslagets forstand, hvis den pågældende erhvervelse kun er en midlertidig investering, som ikke gør det muligt at øve indflydelse på den finansielle virksomheds struktur eller finansielle politik.

Det foreslås i stk. 1, nr. 16, at en filial defineres som en afdeling, som retligt udgør en ikkeselvstændig del af et forsikringsselskab, og som udøver virksomhed af den art, som virksomheden har tilladelse til.

Det foreslåede nr. 16 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 19, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 16, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 11.

Det foreslås i stk. 1, nr. 17, at et captivegenforsikringsselskab defineres som et genforsikringsselskab, der er ejet enten af et realkreditinstitut, et pengeinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab eller af en koncern eller gruppe underlagt koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet eller af en virksomhed, der ikke er et realkreditinstitut, et pengeinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab, og som udelukkende har til formål at yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som virksomheden tilhører, eller af det eller de selskaber i koncernen, som det er en part af.

Det foreslåede nr. 17 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 21, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 17, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 5.

Det afgørende for kvalifikationen af et genforsikringsselskab som et captivegenforsikringsselskab er 1) at genforsikringsselskabet ikke er ejet af et forsikringsselskab, en koncern eller gruppe underlagt koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet, samt 2) at genforsikringsselskabet udelukkende har til formål at yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som virksomheden tilhører, eller af det eller de selskaber i den koncern, som det er en del af.

Uanset at definitionen følger af Solvens II-direktivet, der regulerer gruppe 1-forsikringsselskabers forhold, vil definitionen med den foreslåede ændring også gælde for captivegenforsikringsselskaber, der drives som gruppe 2-forsikringsselskaber.

Captivegenforsikringsselskaber er omfattet af de regler i loven, som gælder for genforsikringsselskaber, medmindre andet fremgår af loven.

Det foreslås i stk. 1, nr. 18, at et gruppe 1-forsikringsselskab defineres som et forsikringsselskab, som udøver grænseoverskridende virksomhed i henhold til §§ 61, 62 og 63 eller forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed omfattet af en eller flere af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 1, medmindre de udgør accessoriske risici, eller et selskab, som i 3 på hinanden følgende år har opfyldt mindst én af betingelser i litra a-d, jf. dog §§ 15 og 17.

Det foreslåede nr. 18 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 22, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 18, gennemfører dele af Solvens II-direktivets artikel 4.

Bestemmelsen indebærer, at et forsikringsselskab, der i tre på hinanden følgende år overstiger nærmere fastsatte beløbsgrænser, vil være et gruppe 1-forsikringsselskab. Beløbsgrænserne fremgår af den forslåede bestemmelses litra a-d. Når et selskab skal vurdere, hvorvidt det er omfattet af definitionen for henholdsvis et gruppe 1- eller gruppe 2-forsikringsselskab, skal selskabet tage udgangspunkt i de seneste tre regnskabsår for at fastlægge, om selskabet i de seneste tre år har overskredet en eller flere af beløbsgrænserne og dermed skal kategoriseres som et gruppe 1-forsikringsselskab.

Bestemmelsen opstiller en række kriterier til fastlæggelse af, om et forsikringsselskab er et gruppe 1-forsikringsselskab. Hvis et forsikringsselskab på grund af arten, størrelsen eller kompleksiteten opfylder mindst en af betingelserne, er selskabet et gruppe 1-forsikringsselskab.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at et forsikringsselskab er et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet udøver grænseoverskridende virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, enten via en filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i henhold til lovforslagets §§ 61, 62 og 63, som indeholder de nærmere regler, som selskaber, der udøver grænseoverskridende virksomhed, skal opfylde. Bestemmelsen sikrer således, at selskaber, der udøver virksomhed i flere lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, vil være omfattet af de regler, som gennemfører Solvens II-direktivet, og således er omfattet af de regler, der er harmoniseret på europæisk plan.

Det foreslås endvidere, at et forsikringsselskab vil være et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 1, medmindre disse udgør accessoriske risici. Det følger af den foreslåede § 9, stk. 1, nr. 20, at accessoriske risici er forsikringsrisici, som er omfattet af en forsikringsklasse i bilag 1, og som ikke kræver særskilt tilladelse efter § 14, fordi risiciene indgår i den primære risiko, som forsikringsselskabet har fået tilladelse til, og fordi risiciene angår et forhold, der er dækket af den kontrakt, der dækker den primære risiko. Forsikringsklasserne 10-15 omfatter ansvars-, kredit- og kautionsforsikring.

Forsikringsklasse 10 er ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer. Disse ansvarsforsikringer er lovpligtige i medfør af færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1710 af 13. august 2021.

Forsikringsklasse 11 er ansvarsforsikring for luftfartøjer. Disse ansvarsforsikringer er lovpligtige i medfør af lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af 13. oktober 2017.

Forsikringsklasse 12 er ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder. Disse ansvarsforsikringer er lovpligtige i medfør af søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 15015 af 17. december 2018.

Forsikringsklasse 13 er almindelig ansvarsforsikring, der omfatter ethvert ansvar, der ikke er anført i forsikringsklasse 10-12.

Forsikringsklasse 14 er kreditforsikring. Kreditforsikring omfatter forsikring af almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling, hypotekforsikring, som dækker en panthaver mod tab på pantelån, og landbrugsforsikring.

Forsikringsklasse 15 er kautionsforsikring, der omfatter direkte og indirekte kautionsforsikring.

Det foreslås i nr. 18, litra a, at et forsikringsselskab er et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabets årlige bruttopræmie i 3 på hinanden følgende år har oversteget 5 mio. euro.

Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af, om beløbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den sidste dag i regnskabsperioden. Et forsikringsselskabs bruttopræmie er den indbetaling, der foretages til forsikringsselskabet. Bruttopræmier omfatter både de løbende indbetalinger og engangsbeløb.

Det foreslås i nr. 18, litra b og litra c, at et forsikringsselskab er et gruppe 1-forsikringsselskab, når selskabet eller den koncern, som selskabet indgår i, har samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser til solvens eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV’er, der har oversteget 26,6 mio. euro i 3 på hinanden følgende år.

Forsikringsmæssige hensættelser til solvens er det samlede beløb, et forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forpligtelserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt. Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegivenheder, der er dækket under de udstedte forsikringspolicer. Forsikringsmæssige hensættelser til solvens skal endvidere kunne dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsikringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præmier. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af, om beløbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den sidste dag i regnskabsperioden. De forsikringsmæssige hensættelser til solvens opgøres i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 126 e, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, der bemyndiger erhvervsministeren til at fastsætte regler om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens.

Det foreslås i nr. 18, litra d, at et forsikringsselskab er et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet udøver genforsikringsvirksomhed, som i 3 på hinanden følgende år har oversteget en af følgende beløbsgrænser: 1) 0,6 mio. euro af selskabets bruttopræmie, 2) 2,7 mio. euro af selskabets forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV᾽er, 3) 10 pct. af selskabets bruttopræmier eller 4) 10 pct. af selskabets forsikringsmæssige bruttohensættelser til solvens eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV᾽er.

Beløbene er angivet i euro, og ved vurdering af, om beløbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne beløbene fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den sidste dag i regnskabsperioden.

Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksomhed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsikringsselskab mod en præmie.

Forsikringsmæssige bruttohensættelser efter det foreslåede forstås som forsikringsmæssige buttohensættelser til solvens og udgør det samlede beløb, et forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forpligtelserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt. Forsikringsmæssige bruttohensættelser til solvens skal dække såvel udgifter til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegivenheder, der er dækket under de udstedte forsikringspolicer. Forsikringsmæssige bruttohensættelser til solvens skal endvidere kunne dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsikringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præmier.

Det foreslås i stk. 1, nr. 19, at et gruppe 2-forsikringsselskab defineres som et forsikringsselskab, der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.

Det foreslåede nr. 19 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 23, med redaktionelle ændringer.

Hvis et selskab ikke opfylder nogen af betingelserne, der er nævnt i den foreslåede § 9, stk. 1, nr. 18, litra a-d, er selskabet et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. den foreslåede definition i nr. 16. Gruppe 2-forsikringsselskaber er ikke reguleret på europæisk plan, hvorfor det er op til medlemslandene, hvorvidt og hvorledes de skal reguleres.

Det foreslås i stk. 1, nr. 20, at accessoriske risici defineres som forsikringsrisici, som er omfattet af en forsikringsklasse i bilag 1, og som ikke kræver særskilt tilladelse efter § 14, stk. 1, fordi risiciene indgår i den primære risiko, som forsikringsselskabet har fået tilladelse til, og fordi risiciene angår et forhold, der er dækket af den kontrakt, der dækker den primære risiko. Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 kan ikke være accessoriske risici til andre forsikringsklasser.

Det foreslåede nr. 20 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 24, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 20, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 16.

Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til a primær risiko, som er omfattet af bilag 1, kan ligeledes dække de risici, der er omfattet af en anden forsikringsklasse, uden at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici. Det er en betingelse, at de accessoriske risici indgår i den primære risiko og angår det forhold, der er dækket af den aftale, der dækker den primære risiko. Det vil sige, at den accessoriske risiko skal være tæt forbundet med den forsikringsklasse, som forsikringsselskabet har tilladelse til at udøve virksomhed indenfor.

Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 (kredit-, kautions- og retshjælpsforsikring) kan ikke være accessoriske risici til andre klasser. Retshjælpsforsikring omfattet af klasse 17 kan dog betragtes som en accessorisk risiko til klasse 18 (assistance), når hovedrisikoen kun vedrører assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser eller fravær fra bopælen eller det sædvanlige opholdssted. Retshjælpsforsikring kan ligeledes betragtes som accessorisk risiko, når den er knyttet til tvister eller risici, som skyldes brug af søfartøjer, eller som kan henføres til sådan brug, jf. forsikringsklasse 12.

Det foreslås i stk. 1, nr. 21, at outsourcing defineres som et arrangement af en hvilken som helst art mellem et forsikringsselskab og en tjenesteyder, hvor tjenesteyderen enten direkte eller gennem videreoutsourcing udfører en proces, en tjeneste eller en aktivitet, som forsikringsselskabet ellers selv ville have udført.

Det foreslåede nr. 21 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 25, 2. pkt., med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 21, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 28.

Begrebet »arrangement« i definitionen af outsourcing for forsikringsselskaber skal forstås bredt, således at outsourcingreglerne finder anvendelse, uanset at der ikke er indgået en formel skriftlig aftale.

Med lovforslaget omfattes gruppe 2-forsikringsselskaber, Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond af definitionen i Solvens II-direktivet.

Ved vurderingen af om virksomheden selv ville have udført den outsourcede proces, tjenesteydelse eller aktivitet, bør virksomheden overveje, om den proces, den tjenesteydelse eller den aktivitet eller dele heraf, der outsources til en leverandør, udføres gentagne gange eller løbende af leverandøren. Det skal forudsættes af parterne, at aftalen ikke kun er en enkeltstående ydelse, men en aftale der på tidspunktet for dens indgåelse forventes at gentage sig og strække sig over en periode af en vis varighed, og om denne proces, tjenesteydelse eller aktivitet, eller dele heraf, normalt ville falde indenfor rammerne af processer, tjenesteydelser eller aktiviteter, der ville eller kunne blive udført af virksomheden, også selvom virksomheden ikke har udført denne proces, tjenesteydelse eller aktivitet selv tidligere.

Såfremt det outsourcede kan kategoriseres som en proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, finder reglerne anvendelse, også selvom det outsourcede kan kategoriseres i mere end én af de pågældende kategorier.

Det foreslås i stk. 1, nr. 22, at definere en outsourcingvirksomhed som et forsikringsselskab, der outsourcer aktiviteter til en leverandør.

Det foreslåede nr. 22 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 27, med redaktionelle ændringer.

Det foreslås i stk. 1, nr. 23, at definere en leverandør som en virksomhed, som varetager outsourcede opgaver for outsourcingvirksomheden.

Det foreslåede nr. 23 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 28, med redaktionelle ændringer.

Det foreslås i stk. 1, nr. 24, at definere videreoutsourcing som en leverandørs outsourcing af opgaver, som denne varetager i henhold til en aftale med outsourcingvirksomheden, til en underleverandør og underleverandørens eventuelle videreoutsourcing af opgaverne til næste led i kæden af underleverandører, samt eventuel videreoutsourcing til andre led i kæden af underleverandører.

Det foreslåede nr. 24 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 29, med redaktionelle ændringer.

Det foreslås i stk. 1, nr. 25, at kompetente myndigheder defineres som de nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at udøve tilsyn med virksomhedstyper omfattet af denne lov.

Det foreslåede nr. 25 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 31, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 25, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 268, stk. 1, litra a.

Det foreslås i stk. 1, nr. 26, at et solvenscertifikat defineres som et certifikat, hvoraf det fremgår, at gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i henhold til §§ 154 og 155.

Det foreslåede nr. 26 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 46, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 26, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 146, stk. 1, og artikel 148, stk. 1.

Betegnelsen »solvenscertifikat« stammer fra et bilag i samarbejdsprotokollen »Protocol relating to the collaboration of the supervisory authorities of the Member States of the European Community on particular in the application of the Directives on life assurance and non-life-assurance (DT/F/182/97)«. Bilaget indeholder en angivelse af de oplysninger, der skal være indeholdt i et solvenscertifikat. Det drejer sig om oplysninger til identifikation af selskabet, f.eks. navn, adresse og selskabsform, samt oplysninger om den aktivitet, selskabet udøver. Kapitalkravene er blevet ændret med gennemførelsen af Solvens II-direktivet, hvorfor det nu er opfyldelsen af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i henhold til §§ 154 og 155, der skal oplyses om i certifikatet.

Finanstilsynet skal indhente et solvenscertifikat fra hjemlandets tilsynsmyndighed, når et udenlandsk forsikringsselskab ønsker at etablere en filial eller yde tjenesteydelser i Danmark, jf. § 49, stk. 2, nr. 7. På samme måde skal Finanstilsynet sende et solvenscertifikat til den udenlandske tilsynsmyndighed, når et dansk forsikringsselskab ønsker at etablere en filial eller yde tjenesteydelser indenfor Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, jf. lovforslagets § 59, stk. 2, og § 61, stk. 2.

Det foreslås i stk. 1, nr. 27, at et ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle) defineres som en juridisk person, der afdækker risici for forsikringsselskaber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genforsikringsforpligtelser, der følger af aftalen mellem den juridiske person og forsikringsselskabet.

Det foreslåede nr. 27 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 47, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 27, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 26.

Der er udelukkende tale om et ISPV, hvis tilbagebetalingskravet for den kreds, der har stillet kapital til rådighed, eksempelvis en kreds af banker eller erhververe af værdipapirer, som ISPV’et har udstedt, er efterstillet de genforsikringsforpligtelser, ISPV’et har påtaget sig over for forsikringsselskabet. Det i bestemmelsen anførte krav om efterstillelse relaterer sig således til investorernes krav på betaling fra ISPV’et, og ikke en eventuel tredjemands krav, som ikke er stiftet i forbindelse med ISPV’ets obligationsudstedelse eller funding via andre finansieringsordninger.

I praksis betyder det, at ISPV’et afdækker risici for forsikringsselskaber, mod at forsikringsselskabet betaler en præmie. ISPV’et udsteder herefter eksempelvis en obligation og udbyder denne til kapitalmarkederne. Udbyttet fra obligationsudstedelsen dækker ISPV’ets risici i relation til de forpligtelser, som ISPV'et afdækker for forsikringsselskabet. ISPV’et kan kun overtage risici i det omfang, selskabet har aktiver til at dække disse risici. Investorernes rettigheder til aktiverne i ISPV’et er efterstillet forsikringsselskabets rettigheder på grund af den aftale, der er indgået mellem forsikringsselskabet og ISPV’et.

Et ISPV kan eksempelvis oprettes som et selskab. I andre medlemslande indenfor Den Europæiske Union ses ISPV'er oftest oprettet som fonde.

Der henvises til lovforslagets § 258 samt de tilhørende bemærkninger for nærmere information om ISPV'er.

Det foreslås i stk. 1, nr. 28, at standardformlen defineres som en matematisk formel til opgørelse af et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav, jf. § 154, der fastlægges af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 111 i direktiv 2009/138/EF.

Det foreslåede nr. 28 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 48, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 28, gennemfører dele af Solvens II-direktivets artikel 103.

Standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen som niveau 2-regulering ved delegerede retsakter, der præciserer den matematiske udformning af standardformlen, og de metoder, antagelser og standardparametre, som skal benyttes ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og undermoduler i solvenskapitalkravet, samt vedtager bindende tekniske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf. artikel 111 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. Niveau 2-reguleringen bliver udstedt som forordninger.

Det foreslås i stk. 1, nr. 29, at matchtilpasning defineres som en tilpasning af den risikofrie rentekurve efter § 158, stk. 1, for en udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsikringsselskabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrømme afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtelserne.

Herved har gruppe 1-forsikringsselskaber mulighed for at anvende en tilpasset rentekurve til at diskontere deres forpligtelser med.

Det foreslåede nr. 29 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 49, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 29, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 77 b.

Det foreslås i stk. 1, nr. 30, at volatilitetsjustering defineres som en justering af den risikofrie rentekurve efter § 158, stk. 1, der sikrer, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser til solvens opgøres under hensyntagen til de investeringer, som gruppe 1-forsikringsselskabet har foretaget.

Det foreslåede nr. 30 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 50, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 30, gennemfører dele af Solvens II-direktivets artikel 77, stk. 2, og 77 d.

Det foreslås i stk. 1, nr. 31, at reel ejer defineres som en fysisk person, der i sidste ende direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne, eller som udøver kontrol ved hjælp af andre midler.

Det foreslåede nr. 31 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 53, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 31, gennemfører artikel 3, stk. 6, litra a, i 4. hvidvaskdirektiv.

En stor del af de forsikringsselskaber og andre virksomheder, der er omfattet af lovforslaget, er aktieselskaber. Forpligtelsen for disse selskaber til registrering af reelle ejere følger således af selskabsloven. Der findes imidlertid en række virksomheder bl.a. gensidige selskaber og tværgående pensionskasser, som ikke er organiseret som aktieselskaber. For disse virksomhedstyper er det nødvendigt at indsætte forpligtelsen til registrering af reelle ejere i lovforslaget, jf. § 32. Af samme årsag er det også nødvendigt med en definition i lovforslaget. Definitionen af reel ejer er således udelukkende møntet på de virksomheder, som ikke er organiseret som aktieselskaber.

Det foreslås i stk. 1, nr. 32, at et captiveforsikringsselskab defineres som et forsikringsselskab, der er ejet af enten et realkreditinstitut, et pengeinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab eller en koncern eller en gruppe underlagt koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet eller en virksomhed, der ikke er et realkreditinstitut, pengeinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, som udelukkende har til formål at yde forsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som virksomheden tilhører, eller i det eller de selskaber i koncernen, som det er en del af.

Det foreslåede nr. 32 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 59, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 32, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 2.

Det afgørende for kvalifikationen af et forsikringsselskab som et captiveforsikringsselskab er, 1) at forsikringsselskabet ikke er ejet af et forsikringsselskab eller en koncern eller gruppe underlagt koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet, samt 2) at forsikringsselskabet udelukkende har til formål at yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som virksomheden tilhører, eller det eller de selskaber i den koncern, som det er en del af.

Uanset at definitionen indsættes som følge af Solvens II-direktivet, der regulerer gruppe 1-forsikringsselskabers forhold, vil definitionen også gælde for captiveforsikringsselskaber, der drives som gruppe 2-forsikringsselskaber.

Captiveforsikringsselskaber er omfattet af de regler i loven, som gælder for forsikringsselskaber, medmindre andet fremgår af loven.

Det foreslås i stk. 1, nr. 33, at definere hjemland for gruppe 1-forsikringsselskaber på følgende måde:

a) Ved skadesforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der dækker risikoen, har hovedsæde.

b) Ved livsforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der påtager sig en forpligtelse, har hovedsæde.

c) Ved genforsikring den medlemsstat, hvor genforsikringsselskabets hovedsæde er beliggende.

Det foreslåede nr. 33 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 60, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 33, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 8.

Det foreslås i stk. 1, nr. 34, at værtsland for gruppe 1-forsikringsselskaber defineres som en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor et forsikringsselskab har en filial eller udbyder tjenesteydelser. I forbindelse med livsforsikring og skadesforsikring er værtslandet den medlemsstat, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab udbyder tjenesteydelser, henholdsvis den medlemsstat, hvor forpligtelsen består eller den medlemsstat, hvor risikoen består, hvis forpligtelsen eller risikoen er dækket af et forsikringsselskab eller en filial i en anden medlemsstat.

Det foreslåede nr. 34 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 61, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 34, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 9.

Det foreslås i stk. 1, nr. 35, at koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet er det tilsyn, som udøves med de oplistede virksomheder.

Det foreslåede nr. 35 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 62, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 35, gennemfører dele af Solvens II-direktivets artikel 213, stk. 2, litra a-d.

Baggrunden for definitionen er behovet for at kunne henvise til den i Solvens II-direktivet indeholdte afgrænsning af, i hvilke tilfælde der skal udøves koncerntilsyn. Disse er beskrevet i artikel 213, stk. 2, litra a-d, i Solvens II-direktivet.

Det foreslås i stk. 1, nr. 35, litra a, at koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet defineres som det tilsyn, der udøves med virksomheder omfattet af § 166, stk. 1 og 2.

Artikel 213, stk. 2, litra a og b, er implementeret i § 166, stk. 1 og 2, som der henvises til i det foreslåede litra a. Det følger af § 166, stk. 1, at bestyrelsen for en forsikringsholdingvirksomhed, eller en finansiel holdingvirksomhed, der opfylder betingelserne i § 9, stk. 1, nr. 9, skal sikre, at koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for koncernen, når mindst en af dattervirksomhederne driver forsikringsvirksomhed. Det fremgår videre, at kravet ikke gælder, hvis der i koncernen alene drives forsikringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikringsselskaber, hvilket skyldes, at disse ikke er omfattet af Solvens II-reguleringen. Det følger af § 166, stk. 2, at § 166, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse for et gruppe 1-forsikringsselskab og til dette tilknyttede virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed. Af samme årsag som anført ovenfor gælder kravet ikke, hvis der i koncernen alene drives forsikringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikringsselskaber.

Det foreslås i stk. 1, nr. 35, litra b, at koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet er det tilsyn, som udøves med gruppe 1-forsikringselskaber, hvis modervirksomhed er en blandet forsikringsholdingvirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse beskriver den koncernkonstruktion, der skal føres tilsyn med efter artikel 213, stk. 2, litra d, i Solvens II-direktivet. Det følger heraf, at der skal udøves koncerntilsyn med forsikringsselskaber, hvis modervirksomhed er et blandet forsikringsholdingselskab. De krav, der stilles til koncerntilsyn med en sådan konstruktion, vedrører kontrol med koncerninterne transaktioner.

Det foreslås i stk. 1, nr. 35, litra c, at koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet er det tilsyn, som udøves med gruppe 1-forsikringsselskaber, hvis modervirksomhed har sit hovedsæde i et land uden for Den Europæiske Union, og hvor modervirksomheden er en tredjelandsforsikringsvirksomhed, et forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt holdingselskab som defineret i artikel 212, stk. 1, litra f og g, i direktiv 2009/138/EF med senere ændringer.

Artikel 213, stk. 2, litra c, som der henvises til i det foreslåede litra c, angiver, at der skal udøves koncerntilsyn med »forsikring- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde uden for Unionen, eller et tredjelandsforsikringsselskab«. I sådanne tilfælde vil det skulle vurderes, hvorvidt moderselskabet er underlagt et ækvivalent tilsyn, som medlemsstaterne kan forlade sig på, jf. artikel 261 i Solvens II-direktivet, eller om medlemsstaterne skal forestå og selv sikre et koncerntilsyn svarende til reglerne fastsat herfor i direktivet.

Lovforslaget indeholder i § 166, stk. 10, forslag til hjemmelsbestemmelse, hvorved det sikres, at der ved bekendtgørelse kan fastsættes nærmere regler om disse krav til ækvivalens.

I alle tilfælde vil modervirksomheden ikke være dansk, hvorfor der i den foreslåede definition henvises til definitionerne i Solvens II-direktivet af begreberne »forsikringsholdingselskab« og »blandet finansielt holdingselskab«. Det er ikke fundet nødvendigt i den foreslåede bestemmelse at henvise til direktivets definition af tredjelandsforsikringsselskab, der ifølge definitionen er et selskab, hvis hovedsæde var beliggende i Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skulle have tilladelse som forsikringsselskab efter Solvens II-direktivet, jf. artikel 13, nr. 3. Begrebet er i øvrigt anvendt og defineret som tredjelandsforsikringsvirksomhed i § 2, nr. 7, i bekendtgørelse nr. 621 af 1. juni 2017 om opgørelse af kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav for koncerner m.v.

Det foreslås i stk. 1, nr. 36, at koncerntilsynsførende efter Solvens II-direktivet defineres som den tilsynsmyndighed, der blandt flere berørte landes tilsynsmyndigheder udpeges som ansvarlig for samordning og udøvelse af koncerntilsyn med grænseoverskridende koncerner omfattet af direktiv 2009/138/EF med senere ændringer.

Det foreslåede nr. 36 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 62, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 36, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 247, stk. 1, jf. artikel 212, stk. 1, litra d.

Bestemmelsen har sammen med lovforslagets §§ 165, 166, 167, stk. 2, og §§ 168 og 169 til formål at regulere Finanstilsynets pligter i visse situationer, hvor der er identificeret en grænseoverskridende koncern omfattet af Solvens II-direktivet. Der er således bl.a. tale om forpligtelser over for den tilsynsmyndighed, blandt flere berørte landes tilsynsmyndigheder, som er udpeget som koncerntilsynsførende, hvorfor det er relevant at definere begrebet.

Den nærmere afgørelse af, hvilken af flere landes berørte tilsynsmyndigheder som skal udpeges som koncerntilsynsførende, foretages i henhold til artikel 247 i Solvens II-direktivet.

Udgangspunktet for, hvilket lands tilsynsmyndighed der skal udpeges som koncerntilsynsførende, følger af artikel 247, stk. 2, i Solvens II-direktivet. Det følger af artikel 247, stk. 2, 1. afsnit, i Solvens II-direktivet, at når den samme tilsynsmyndighed er kompetent for alle forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern, så udøves den koncerntilsynsførendes opgaver af denne tilsynsmyndighed. Resten af artikel 247, stk. 2, angiver, hvilken tilsynsmyndighed der i øvrige tilfælde udøver den koncerntilsynsførendes opgaver.

Efter artikel 247, stk. 3, kan de kompetente tilsynsmyndigheder i særlige tilfælde fravige kriterierne i stk. 2. I sådanne tilfælde forpligter artikel 247, stk. 3, tilsynsmyndighederne til at indhente udtalelse fra koncernen, inden der træffes afgørelse, ligesom den udpegede koncerntilsynsmyndighed skal fremsende den trufne afgørelse til koncernen med angivelse af den fulde begrundelse herfor. Denne forpligtelse, der er implementeret i den foreslåede § 169, er medvirkende til at skabe et behov for en definition i loven af, hvem der er koncerntilsynsførende efter Solvens II-direktivet.

Det foreslås i stk. 1, nr. 37, at finite reinsurance defineres som genforsikring, hvor den eksplicitte maksimale tabsrisiko udtrykt som den maksimale overførte økonomiske risiko, der opstår som følge af en betydelig overførsel af forsikrings- og timingrisiko, overstiger præmien i hele aftalens løbetid med et begrænset, men betydeligt beløb, når mindst ét af de følgende kendetegn er til stede:

a) Eksplicit og omfattende hensyntagen til pengenes tidsværdi, eller

b) aftalebestemmelser til udligning af forholdet mellem parterne med hensyn til økonomisk erfaring over tid med henblik på at opnå den tilsigtede risikooverførsel.

Det foreslåede nr. 37 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 64, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 1, nr. 37, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 210, stk. 3.

Finite reinsurance er en type genforsikring, hvor det beløb, der maksimalt kan tabes, overstiger præmien for hele aftalens løbetid med et begrænset, men betydeligt beløb. En sådan genforsikringsaftale er finite reinsurance, når aftalen tager omfattende hensyn til pengenes tidsværdi, hvorved menes den forventede nutidsværdi af fremtidige betalingsstrømme. Det sker ved, at den virksomhed, der ønsker at genforsikre sine risici (cedenten) ved tegningen af forsikringen aftaler at betale en samlet præmie, der som udgangspunkt svarer til den risiko, forsikringstager ønsker dækket. Herefter reduceres præmien imidlertid blandt andet under hensyntagen til den forventede nutidsværdi af den samlede præmie og forsikringsselskabets forventede forrentning af præmien. Den reelt betalte præmie er således lavere end den dækkede risiko. Det kan desuden være finite reinsurance, hvis aftalebestemmelserne udligner parternes økonomiske erfaring over tid for at opnå den tilsigtede overførsel af risiko til forsikringsselskabet. Det kan også være finite reinsurance, hvis begge kriterier er opfyldt.

Den eksplicitte maksimale tabsrisiko foreslås i bestemmelsen forklaret som den maksimale overførte økonomiske risiko, der opstår som følge af en betydelig overførsel af forsikrings- og timingrisiko.

Typisk er det ikke den samlede risiko, der overføres til et forsikringsselskab ved finite reinsurance, men blot en del af en risiko.

Begrebet ”finite reinsurance” anvendes flere steder i Solvens II-reguleringen. Begrebet forekommer således i artikel 41 og 208 i Solvens II-forordningen. Artikel 41 omhandler beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser og artikel 208 vedrører indregning af finite reinsuranceaftaler ved beregningen af solvenskapitalkravet ved hjælp af standardformlen.

Endvidere anvendes begrebet hyppigt i to gennemførelsesforordninger: Den ene er indberetningsforordningen, den anden er Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2452 af 2. december 2015 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for procedurerne, formaterne og skemaerne vedrørende rapporten om solvens og finansiel situation i overensstemmelse med direktiv 2009/138/EF.

Det er således nødvendigt at implementere definitionen fra direktivet i dansk lovgivning alene af hensyn til forståelsen af de tre nævnte forordninger. Begrebet anvendes ikke andre steder i dansk lovgivning.

Det foreslås i stk. 1, nr. 38, at store risici defineres ud fra de oplistede kriterier.

Det foreslåede nr. 38 angiver, hvad der i loven skal forstås ved store risici i overensstemmelse med artikel 13, nr. 27, i Solvens II-direktivet.

Det foreslåede nr. 38 svarer til § 2, nr. 8, i lov om forsikringsformidling.

I stk. 1, nr. 38, litra a, defineres en stor risiko som risici under forsikringsklasserne 4-7, 11 og 12 i bilag 1 i lov om finansiel virksomhed.

Forsikringsklasserne 4-6 vedrører risici forbundet med alle typer af skader på henholdsvis jernbanekøretøjer, luftfartøjer og fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder (kaskoforsikring). Forsikringsklasse 7 vedrører godstransport og omfatter alle risici forbundet med skader på transporterede varer eller bagage uanset arten af transportmidlet. Forsikringsklasserne 11 og 12 vedrører risici forbundet med ethvert ansvar hidrørende fra brugen af henholdsvis luftfartøjer og fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder, herunder førerens ansvar (ansvarsforsikring).

Stk. 1, nr. 38, litra b, definerer endvidere risici under forsikringsklasserne 14 og 15 i bilag 1 i lov om finansiel virksomhed som store risici, når forsikringstageren udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed, og risiciene vedrører denne virksomhed.

Forsikringsklasserne 14 og 15 vedrører risici forbundet med henholdsvis kredit og kaution. Kredit omfatter risici forbundet med almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling, hypotekforsikring og landbrugsforsikring, mens kaution omfatter risici forbundet med både direkte og indirekte kaution. Det er en betingelse, at risici under forsikringsklasserne 14 og 15 anses for store risici, at forsikringstageren udøver enten industri-, handels- eller liberal virksomhed, og at risiciene vedrører denne virksomhed.

Herudover definerer stk. 1, nr. 38, litra c, i-iii, risici under forsikringsklasserne 3, 8-10, 13 og 16 i bilag 1 som store risici. Forsikringsklasse 3 vedrører risici forbundet med alle skader på motordrevne landkøretøjer og ikke-motordrevne landkøretøjer bortset fra jernbaners rullende materiel (kaskoforsikring). Forsikringsklasse 8 vedrører risici forbundet with alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af forsikringsklasserne 3-7), når skaderne er forårsaget af brand, eksplosion, storm, naturkræfter bortset fra storm, kerneenergi og jordskred. Ligeledes vedrører forsikringsklasse 9 risici forbundet med alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af forsikringsklasserne 3-7), når skaderne skyldes hagl eller frost eller har andre årsager af enhver art, som f.eks. tyveri med undtagelse af dem, der står nævnt under forsikringsklasse 8. Forsikringsklasse 10 vedrører risici forbundet med ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer, herunder førerens ansvar (ansvarsforsikring), mens forsikringsklasse 13 vedrører risici forbundet med ethvert andet ansvar, der ikke er omfattet af forsikringsklasserne 10-12. Endelig vedrører forsikringsklasse 16 risici for diverse økonomiske tab, herunder eksempelvis arbejdsløshedsrisici, inkassotab (almindeligt), dårligt vejr, tab af fortjeneste, fortsatte generalomkostninger, uforudsete handelsudgifter, tab af salgsværdi, husleje- eller indtægtstab, indirekte handelstab bortset fra de ovenfor nævnte, ikkeforretningsmæssige økonomiske tab og andre økonomiske tab.

Det er en betingelse for, at risiciene under forsikringsklasserne 3, 8-10, 13 og 16 anses for store risici, at forsikringstageren opfylder mindst to af de betingelser, der står nævnt under i-iii i nr. 38, litra c. Det følger af i), at forsikringstageren skal have en balancesum på minimum 6,2 mio. euro, mens det efter ii) er et krav, at forsikringstageren skal have en årlig nettoomsætning på mindst 12,8 mio. euro. Efter iii) skal forsikringstageren i det seneste regnskabsår have haft 250 eller flere fuldtidsansatte.

Det foreslåede nr. 38 svarer til § 2, nr. 1, i lov om forsikringsformidling.

Det foreslås i stk. 1, nr. 39, at forsikringsdistribution defineres efter bestemmelsens litra a og b.

I det foreslåede stk. 1, nr. 39, litra a, defineres forsikringsdistribution som den virksomhed, der består i at rådgive om, foreslå eller udføre det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af forsikringsaftaler, at indgå sådanne aftaler eller at medvirke til administration og opfyldelse af sådanne aftaler.

Ved rådgivning forstås den virksomhed, der består i at give personlige anbefalinger til en kunde i tilknytning til kundens køb af forsikringsaftaler.

En virksomhedsudøver, der som led i den pågældendes hovedvirksomhed på erhvervsmæssigt grundlag, foretager en gennemgang af kundens forsikringsbehov og rådgiver kunden om arten af den forsikringsdækning, som kunden bør etablere, er kerneområdet for forsikringsdistribution og dermed omfattet af bestemmelsen. For så vidt angår afgrænsningen mellem at rådgive om, foreslå eller udføre det indledende arbejde over for lejlighedsvis levering af oplysninger om forsikringer henvises til § 1, stk. 3, nr. 1, i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 11. marts 2022. Ved "foreslå eller udføre det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af forsikringsaftaler" forstås, at der fra distributørens side skal foretages en aktiv handling.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 39, litra b, forstås endvidere ved forsikringsdistribution den virksomhed, der består i levering af oplysninger om en eller flere forsikringsaftaler i overensstemmelse med kundernes valgte kriterier via en hjemmeside eller andre medier og udarbejdelse af en prioriteret liste over forsikringsprodukter, der omfatter pris- og produktsammenligninger, eller rabat på prisen for en forsikringsaftale, hvis kunden er i stand til direkte eller indirekte at indgå en forsikringsaftale via det pågældende medie.

Forsikringsdistribution omfatter dermed også den virksomhed, som sammenligningsportaler udøver. Det er en forudsætning, at kunden via sammenligningsportalen har mulighed for at indgå en aftale enten direkte på sammenligningsportalen eller ved at blive viderestillet fra sammenligningsportalen til udbyderen. Det er uden betydning, hvem der driver sammenligningsportalen. Det afgørende er, om sammenligningsportalen tilbyder ydelser, der er omfattet af definitionen af forsikringsdistributionsvirksomhed.

Det foreslås i stk. 1, nr. 40, at et forsikringsadministrationsfælleskab defineres som et organiseret samarbejde mellem to eller flere forsikringsselskaber, herunder pensionskasser, om såvel administrative funktioner som investeringsmæssige dispositioner.

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Et forsikringsadministrationsfællesskab skal i denne sammenhæng forstås som et organiseret samarbejde mellem to eller flere forsikringsselskaber, herunder pensionskasser, om såvel administrative funktioner som investeringsmæssige dispositioner.

Administrationsfællesskaber kan være organiseret i en af følgende strukturer:

– De fællesadministrerede forsikringsselskaber, herunder pensionskasser, administreres i et af selskaberne etableret interessentskab eller i et andet af selskaberne etableret og fællesejet selskab, som ikke er en finansiel virksomhed.

– Et fællesskab, hvori et forsikringsselskab administrerer de øvrige forsikringsselskaber, herunder pensionskasser, uden at det administrerende forsikringsselskab er koncernforbundet med en overvejende del af de øvrige forsikringsselskaber/pensionskasser.

– Et fællesskab, hvor den overvejende del af de administrerede forsikringsselskaber er koncernforbundne.

Det foreslås i stk. 1, nr. 41, 1. pkt., at der ved variable løndele forstås aflønningsordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd, herunder bonusordninger, resultatkontrakter, engangsvederlag og andre lignende ordninger, der ikke er en del af den faste løndel.

Variable løndele defineres i den gældende § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser som aflønningsordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd. Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 5, stk. 2, at der ved aflønning i forbindelse med udøvelse af forsikringsdistribution forstås alle former for fast og variabel løn, provisioner, honorarer, andre betalinger og fordele, som tildeles eller udbetales til en fysisk eller juridisk person med henblik på udøvelse af forsikringsdistribution.

Bekendtgørelsens § 5, stk. 1, foreslås videreført for forsikringsselskaber og forsikringsholdigvirksomheder med redaktionelle ændringer. Det foreslåede tilsigter ikke materielle ændringer.

Den foreslåede bestemmelse viderefører definitionen i § 5, stk. 1, i bekendtgørelsen, men nævner bonusordninger, resultatkontrakter, engangsvederlag og andre lignende ordninger, der ikke er en del af den faste løndel, som eksempler herpå.

Der er ikke i lovteksten tale om en udtømmende opremsning af variable løndele.

Direkte resultatafhængige eller performanceafhængige programmer som f.eks. bonusordninger, resultatlønskontrakter og andre aflønningsordninger, der afhænger af, at den ansatte lever op til på forhånd fastsatte mål og kriterier, udgør variabel løn.

Fastholdelsesbonusser udgør ligeledes variabel løn, herunder både fastholdelsesbonusser, der udelukkende er bundet op på den ansattes forbliven i en vis periode, og fastholdelsesbonusser, der ligeledes er bundet op på resultatkrav. I forhold til sign on-bonus (nyansættelsesgodtgørelse) og fratrædelsesgodtgørelse reguleres dette i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser.

Endvidere udgør andre ad hoc-beløb, engangsvederlag og diskretionære beløb, som ikke nødvendigvis er direkte resultatafhængige, ligeledes variabel løn. Dette kan både være engangsvederlag på baggrund af f.eks. en bonuspool i forsikringsselskabet, men det kan også være beløb, der tildeles som efterfølgende belønning på baggrund af f.eks. et stort arbejdspres, mange arbejdstimer, gode resultater, færdiggørelse af projekter, omstruktureringer m.v. Sådanne ad hoc-beløb, engangsvederlag og diskretionære beløb udgør også variabel løn, idet den ansatte ikke på forhånd ved, om et sådant vederlag modtages. Aflønningen er således ikke en del af den faste løn og derfor ikke kendt på forhånd.

Aftaletidspunktet er ikke afgørende for, om der er tale om variable løndele. Der kan således være tale om variable løndele, både hvis muligheden for opnåelse af bonus/vederlag er aftalt forudgående, og hvis virksomheden efterfølgende tildeler bonus/vederlag på engangsbasis.

For ansatte, som er omfattet af en aftale om overarbejdstidsbetaling, f.eks. timelønnede ansatte, anses overarbejdstidsbetaling for fast løn, forudsat at der på forhånd er aftalt faste rammer for honorering, herunder i forhold til timeregnskab, timesats, afregningsinterval m.v. Tilsvarende vil på forhånd aftalte faste tillæg til lønnen som udgangspunkt udgøre en del af den faste løndel.

For så vidt angår dividende eller afkast, der tilkommer en ejer af et forsikringsselskab, er der ikke tale om variabel løn i lovens forstand, idet afkast fra eksempelvis en aktie ikke kan anses for at være en løn, som betales af forsikringsselskabet på grundlag af en kontrakt om vederlag for det arbejde, den pågældende har udført for forsikringsselskabet. Omvendt vil det som udgangspunkt anses for at være variabel løn, såfremt forsikringsselskabet beslutter sig for diskretionært at foretage overskudsdeling til de ansatte, uanset om dette ikke er aftalt på forhånd med de ansatte.

Det foreslås i stk. 1, nr. 41, 2. pkt., at der ved aflønning i forbindelse med udøvelse af forsikringsdistribution, jf. § 9, nr. 39, forstås alle former for fast og variabel løn, provisioner, honorarer, andre betalinger og fordele, som tildeles eller udbetales til en fysisk eller juridisk person med henblik på udøvelse af forsikringsdistribution.

Forslaget implementerer artikel 2, stk. 1, nr. 9, i IDD-direktivet

Der er ikke i lovteksten tale om en udtømmende opremsning af aflønning.

Aflønning er enten fast eller variabel.

Aflønning er fast, når den endelige værdi af løndelen er kendt på forhånd. Fast aflønning er kendt på forhånd, når den er gennemsigtig med hensyn til det beløb, som tildeles og udbetales, f.eks. regelmæssigt på månedsbasis til modtageren. Fast aflønning er endvidere af permanent karakter og uigenkaldelig. Fast aflønning tilskynder ikke til at anbefale eller sælge bestemte produkter frem for formidlerens andre produkter og er ikke resultatafhængig.

Aflønning er variabel, når den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd. Den endelige værdi af en løndel kendes først på det tidspunkt, hvor modtageren reelt kan råde over løndelen. Variabel aflønning kan afspejle modtagerens resultater på både kort og langt sigt.

Det foreslås, at provisioner, honorarer, andre betalinger og fordele, som tildeles eller udbetales med henblik på udøvelse af forsikringsdistribution, er omfattet af lovens definition af aflønning. Ved fordel forstås enhver økonomisk fordel og en enhver finansiel eller ikke-finansiel fordel eller tilskyndelse, som tildeles eller udbetales med henblik på udøvelse af forsikringsdistribution.

Den brede definition af aflønning skal ses i sammenhæng med hensynet bag dette lovforslags § 145, der sikrer, at forsikringsselskabers aflønningsstrukturer ikke må give incitament til at anbefale forsikringsprodukter til kunder i strid med virksomhedens forpligtelse til at handle i kundens bedste interesse. Aflønning dækker også betalinger mellem virksomheder eksempelvis et forsikringsselskab, der har en samarbejdsaftale med en forsikringsformidler eller en accessorisk forsikringsformidler.

Hvis et forsikringsselskab beslutter sig for diskretionært at foretage overskudsdeling til de ansatte, vil overskudsdelingen som udgangspunkt anses for variabel løn. For så vidt angår sædvanlig dividende eller afkast, der tilkommer en ejer af et forsikringsselskab, er det ikke variabel løn i lovens forstand, idet afkast fra eksempelvis en aktie som udgangspunkt ikke kan anses for at være aflønning.

Det foreslås i stk. 1, nr. 42, at der ved begrebet kønsneutral aflønpolitik forstås en aflønningspolitik, der er baseret på lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, uanset den ansattes køn.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den definition af kønsneutral lønpolitik, der forventes indsat i § 12 a, 2. pkt., i aflønningsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019, med den ændring til bekendtgørelsen som forventes udstedt i foråret 2023. § 12 a forventes således at være gældende ret på tidspunktet for lovforslagets ikrafttrædelse.

Med en kønsneutral aflønningspolitik menes en politik, som behandler alle køn på samme måde. Det vil sige, at lønpolitikken sikrer, at ansatte modtager lige løn for arbejde af samme art eller arbejde af samme værdi uanset vedkommendes køn, og sikrer implementering af virksomhedsværdier, der fremmer ligebehandling af alle køn. Udover at sikre lige løn for samme arbejde skal aflønningspolitikken ligeledes sikre lige muligheder for ansatte, uanset vedkommendes køn, da dette er en forudsætning for kønsneutral løn.

Princippet om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi uanset vedkommendes køn er nedfældet i artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Dette princip skal anvendes på en konsekvent måde af forsikringsselskaberne. Ifølge artikel 157 i TEUF inkluderer lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi den almindelige grundløn, mindsteløn eller løn og ethvert andet vederlag, hvad enten det er i kontanter eller naturalier, som medarbejdere modtager direkte eller indirekte for vedkommendes ansættelse af arbejdsgiveren. TEUF opfordrer til yderligere foranstaltninger for at sikre lige muligheder og ligebehandling af alle køn i spørgsmål om beskæftigelse og erhverv.

Der henvises til bemærkningerne til forslagets §§ 142, stk. 2, og 143, stk. 2.

Det foreslås i stk. 1, nr. 43, at definere en fratrædelsesgodtgørelse som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør enten løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er enslydende med forslaget til § 5, stk. 1, nr. 77, i lov om finansiel virksomhed som foreslået indsat ved forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, straffeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af Ansvarsudvalgets forslag om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder og ændring af reglerne om egnethed og hæderlighed), der blev fremsat for folketinget den 8. februar 2023 og forventeligt træder i kraft den 1. juli 2023. Bestemmelsen viderefører gennemførelsen af ansvarsudvalgets anbefalinger på området i betænkning nr. 1575 om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder. Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af gældende ret på tidspunktet for dette lovforslags ikrafttræden, under forudsætning af at bestemmelser om fratrædelsesgodtgørelser bliver gennemført ved det ovenfor nævnte lovforslag.

Begrebet fratrædelsesgodtgørelse foreslås at omfatte enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse. Begrebet knyttes dermed ikke alene til situationer, hvor modtageren afskediges af virksomheden.

Det foreslåede begreb omfatter også aftalebaserede fratrædelsesgodtgørelser, hvor fratrædelsestidspunktet er aftalt på forhånd eller ved en bestemt begivenhed, eksempelvis aftaler om ”change of control”, hvor en direktør ved et ejerskifte kan vælge at betragte sig selv som opsagt af virksomheden.

Rimelig kompensation for konkurrenceklausuler eller kundeklausuler er ikke omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Det er imidlertid en betingelse for undtagelse af aftaler om kompensation for konkurrenceklausuler og kundeklausuler, at der er tale om rimelige vederlag herfor, som i passende grad kompenserer for, at modtageren i en periode efter fratrædelsen f.eks. er afskåret fra at indtræde i en stilling i en anden virksomhed eller tage kontakt til virksomhedens kunder. Hvis det vurderes, at en kompensation for en konkurrenceklausul eller kundeklausul overstiger, hvad der må anses for passende, vil den overskydende del være omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse og behandles som sådan.

Løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden anses ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, da modtageren ved løn i opsigelsesperioden sædvanligvis fortsat vil være bundet af ansættelseskontrakten i en på forhånd fastsat opsigelsesperiode, hvor vedkommende modtager løn på tilsvarende måde som under ansættelsen. Dette vil også gælde, selvom vedkommende er suspenderet eller fritstillet i hele eller dele af opsigelsesperioden. I nogle tilfælde kan løn i denne periode endvidere være betinget af, at modtageren endnu ikke er indtrådt i en ny stilling.

Fratrædelsesgodtgørelser, der følger af præceptiv lovgivning, er heller ikke omfattet af det foreslåede begreb. Det er ikke hensigten at berøre de rettigheder, som en modtager af fratrædelsesgodtgørelser opnår ifølge anden gældende lov som eksempelvis i henhold til funktionærloven.

En optjent bonus, som udbetales i forbindelse med modtagerens opsigelse på baggrund af en bonusaftale indgået under ansættelsen, vil heller ikke blive anset som en fratrædelsesgodtgørelse, medmindre denne bonus er betinget af vedkommendes opsigelse. Årsagen er, at modtageren ikke opnår ret til denne bonus som følge af vedkommendes fratrædelse, selvom hele eller dele heraf udbetales i forbindelse med vedkommendes opsigelse. En optjent skønsmæssig pensionsfordel anses heller ikke som en del af en fratrædelsesgodtgørelse. Heller ikke fastholdelsesbonusser, der eksempelvis aftales i forbindelse med et generationsskifte, vil blive anset som fratrædelsesgodtgørelser. Både bonusser og skønsmæssige pensionsfordele er i forvejen omfattet af restriktive udbetalingsbegrænsninger, jf. den gældende § 18 i aflønningsbekendtgørelsen, som videreføres i lovforslagets § 146.

Aftaletidspunktet er ikke afgørende for, om der er tale om en fratrædelsesgodtgørelse. Der vil således være tale om en fratrædelsesgodtgørelse, uanset om aftalen herom er indgået i forbindelse med ansættelsen, fratrædelsen eller et tidspunkt herimellem. Det afgørende er, at udbetalingen er betinget af vedkommendes fratrædelse.

Det foreslås i stk. 2, at kapitalinteresser defineres som en virksomheds direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed.

Det foreslåede stk. 2 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 2, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 2 gennemfører Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 20.

Det foreslås i stk. 3, at kvalificeret andel defineres som direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af forsikringsvirksomheden eller forsikringsholdingvirksomheden. Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 21.

Det foreslåede stk. 3 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 3, med redaktionelle ændringer.

Det foreslåede stk. 3 gennemfører Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 21.

Den foreslåede definition af kvalificeret andel svarer til begrebet kvalificeret deltagelse i Solvens II-direktivet. Af hensyn til at bibeholde det samme sprogbrug i den finansielle lovgivning, foreslås det at bibeholde begrebet kvalificeret andel i den foreslåede lov. Begrebet skal fortolkes i overensstemmelse med begrebet kvalificeret deltagelse i Solvens II-direktivet.

Besiddelsen kan enten ske ved direkte ejerskab, indirekte ejerskab eller pantsætning. Erhvervelse af mindre end 10 pct., hvorved der åbnes mulighed for udøvelse af en betydelig indflydelse, vil tillige være omfattet af bestemmelsen. Sådanne tilfælde kan bl.a. foreligge i situationer, hvor aktionærer via aftaler, vedtægtsmæssige rettigheder eller lignende kan udøve en betydelig indflydelse på den finansielle virksomhed.

Det foreslås i stk. 4, at kapitalandele defineres som andele i aktieselskaber (aktier), i anpartsselskaber (anparter) samt i andre virksomheders egenkapital.

Det foreslåede stk. 4 viderefører lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 4, med redaktionelle ændringer.

Definitionen er i overensstemmelse med årsregnskabslovens definition af kapitalandele.

Det foreslås i stk. 5, at en modervirksomhed, der har været omfattet af stk. 1, nr. 9, fortsat anses som en finansiel holdingvirksomhed, hvis mindst 35 pct. af den samlede balancesum for koncernen og modervirksomhedens associerede virksomheder vedrører den finansielle sektor. 1. pkt. finder dog ikke anvendelse, hvis den samlede balancesum nævnt i 1. pkt. har været under 40 pct. 3 år i træk.

Det foreslåede stk. 5 gennemfører artikel 3, stk. 6, i konglomeratdirektivet.

Det foreslåede stk. 5 har til formål at undgå pludselige skift i det regelsæt, som en modervirksomhed omfattet af stk. 1, nr. 9, er underlagt. Bestemmelsen fastsætter, at en modervirksomhed, der ikke selv er er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab, fortsat anses som en finansiel holdingvirksomhed, selvom grænseværdien falder til under 40 pct., hvis mindst 35 pct. af den konsoliderede/sammenlagte balancesum for gruppen vedrører den finansielle sektor. Hvis grænseværdien har været under 40 pct. 3 år i træk, anses modervirksomheden ikke længere som en finansiel holdingvirksomhed.

Det følger af lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 9, at en finansiel holdingvirksomhed er defineret som en modervirksomhed, der ikke er en finansiel virksomhed, i en koncern, hvor mindst én af dattervirksomhederne i koncernen er et forsikringsselskab, og hvor mindst 40 pct. af den samlede balancesum for koncernen og modervirksomhedens associerede virksomheder vedrører den finansielle sektor, jf. dog lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 9, 2. pkt., og § 9, stk. 5. En modervirksomhed er ikke en finansiel holdingvirksomhed, hvis de finansielle dattervirksomheder i koncernen udelukkende er forsikringsvirksomheder. Modervirksomheden vil i stedet være en forsikringsholdingvirksomhed, jf. lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 10, eller en blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 11.