Lovguiden Logo
Detaljer

Forarbejder til Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 343

Til nr. 1

Markedsføringslovens § 1 fastsætter lovens anvendelsesområde.

Den gældende § 1, stk. 2 og 3, i markedsføringsloven afgrænser anvendelsesområdet over for finansielle virksomheder.

Det fremgår af det gældende stk. 2, at §§ 3, 4, 9 og 14 ikke finder anvendelse på finansielle virksomheder, i det omfang erhvervs- og vækstministeren har udstedt regler på det pågældende område.

Det fremgår af det gældende stk. 3, at §§ 15 og 16 ikke finder anvendelse på finansielle virksomheder.

Det foreslås at ændre § 1, stk. 2 og 3, således at finansielle virksomheder ændres til pengeinstitutter og realkreditinstitutter, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a og b, i lov om finansiel virksomhed, forsikringsselskaber, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, i lov om forsikringsvirksomhed, og fondsmæglerselskaber, jf. § 13, stk. 2, jf. stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Forslaget indebærer, at der i stedet for finansielle virksomheder henvises til de konkrete typer af virksomheder, der er omfattet af afgrænsningen i bestemmelsen.

Forslaget er en konsekvens af, at forslaget om en ny lov om forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber udgår fra definitionen af finansielle virksomheder i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og indsættes i lovforslagets definitionsbestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1. Forslaget er også en konsekvens af, at fondsmæglerselskaber med lov nr. 1155 af 8. juni 2021 er udgået af definitionen i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og defineres i § 13, stk. 2, jf. stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Til nr. 2

Markedsføringslovens § 29 fastsætter regler om forbrugerombudsmandens udarbejdelse og offentliggørelse af retningslinjer for markedsføring på nærmere angivne områder.

Det følger af den gældende § 29, stk. 2, at forbrugerombudsmanden ikke kan udstede retningslinjer, der alene retter sig mod virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at ændre § 29, stk. 2, således at henvisningen til lov om finansiel virksomhed suppleres med henvisninger til lov om forsikringsvirksomhed og lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Forslaget indebærer, at bestemmelsen fortsat omfatter de typer af virksomheder, som var omfattet af bestemmelsen, da loven blev vedtaget.

Forslaget er en konsekvens af, at forslaget om en ny lov om forsikringsvirksomhed udskiller forsikringsselskaber fra lov om finansiel virksomhed. Forslaget er også en konsekvens af, at fondsmæglerselskaber med lov nr. 1155 af 8. juni 2021 blev udskilt fra lov om finansiel virksomhed.