Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 166

Det følger af den gældende § 175 b i lov om finansiel virksomhed, at det påhviler bestyrelsen for en forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, der opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 9, litra a, i lov om finansiel virksomhed, at sikre, at koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for koncernen, når mindst en af dattervirksomhederne driver forsikringsvirksomhed som gruppe 1-forsikringsselskab. Bestemmelsen fastsætter samtidig regler for opgørelse og indberetning af koncernens kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav, Finanstilsynets adgang til at dispensere samt mulige reaktioner i tilfælde af, at solvenskapitalkravet ikke opfyldes.

Den foreslåede bestemmelse i § 166 viderefører § 175 b i lov om finansiel virksomhed med sproglige ændringer.

Bestemmelsen gennemfører artikel 212-215, 218-220, 230-233 og 235 i Solvens II-direktivet, der regulerer tilsyn med koncerner, hvori der indgår forsikringsselskaber.

Bestemmelsen regulerer solvenskapitalgrundlaget og solvenskapitalkravet for koncerner.

Hovedformålet med at føre et koncerntilsyn er at sikre, at kapitalen er hensigtsmæssigt fordelt indenfor koncernen og er tilgængelig til at beskytte forsikringstagerne og de begunstigede, hvis dette bliver nødvendigt. Alle selskaber i en koncern skal selv være i besiddelse af kapital til at dække deres solvenskapitalkrav.

Finanstilsynet skal føre koncerntilsyn i de tilfælde, hvor modervirksomheden i koncernen eller delkoncernen er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en blandet finansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark. I de tilfælde, hvor modervirksomheden i koncernen eller delkoncernen har sit hovedsæde i et andet medlemsland, vil tilsynet med solvenskapitalkravet for koncernen blive foretaget af dette lands tilsynsmyndighed, jf. dog forslagets § 167 og bemærkningerne hertil.

Solvens II-direktivet indeholder på koncernområdet en række bestemmelser om samarbejdet mellem tilsynsmyndighederne samt EIOPA’s rolle i koncerntilsynet. Det fremgår blandt andet af Solvens II-direktivet, at der udpeges en koncerntilsynsførende, hvis rettigheder og pligter omfatter hensigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. Når den koncerntilsynsførende udpeges, skal der tages hensyn til koncernens struktur og den relative betydning af forsikringsselskabets aktiviteter på de forskellige markeder.

Det fremgår endvidere af Solvens II-direktivet, at tilsynsmyndighederne fra alle medlemslande, hvori et selskab i koncernen er etableret, bør deltage i tilsynet på koncernniveau via et tilsynskollegium. Alle tilsynsmyndighederne skal have adgang til den dokumentation, der stilles til rådighed for de andre tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet. Tilsynsmyndighederne skal tillige inddrages i beslutningstagningen. Tilsynskollegiets aktiviteter skal svare til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er knyttet til koncernen. Oprettelsen af et tilsynskollegium skal sikre, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringsprocessen mellem tilsynsmyndighederne i praksis finder sted i overensstemmelse med Solvens II-direktivet.

Tilsynskollegiernes virke er underlagt en række bestemmelser i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet, og Kommissionen har fastlagt nærmere regler om koncerntilsynet som en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2014 af 11. november 2015 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne og skemaerne i forbindelse med indberetning af oplysninger til den koncerntilsynsførende samt udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder.

Bestemmelsen fastsætter, hvilke koncernstrukturer bestemmelsen finder anvendelse for. Der kan være tilfælde, hvor en given koncernstruktur omfattes såvel af bestemmelsens stk. 1 som 2. Anvendelse af stk. 1 og 2 er ikke gensidigt udelukkende i sådanne tilfælde. I tråd hermed fremgår følgende af retningslinje 4 i Retningslinjer for koncernsolvens udstedt af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA): »Da de fire anvendelsestilfælde for koncerntilsyn, der omtales i artikel 213, stk. 2, litra a til d, i Solvens II-direktivet, ikke gensidigt udelukker hinanden, bør tilsynsmyndighederne overveje at anvende de forskellige i denne artikel omhandlede anvendelsestilfælde for koncerntilsyn indenfor samme koncern.«

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at bestyrelsen for en forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, der opfylder betingelserne i det foreslåede § 9, stk. 1, nr. 9, skal sikre, at koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for koncernen, når mindst en af dattervirksomhederne driver forsikringsvirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører Solvens II-direktivets artikel 213, stk. 2, litra b, i relation til kravet om tilsyn med koncernsolvens, jf. artikel 218, stk. 3, i Solvens II-direktivet.

Pligten påhviler selskabets bestyrelse, hvilket er i overensstemmelse med § 3, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1723 af 16. december 2015 om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v., hvorefter det bl.a. er en bestyrelsesopgave at vurdere og træffe beslutning om virksomhedens budgetter, kapital og likviditet.

Henvisningen til forslagets § 9, stk. 1, nr. 9, er en del af implementeringen af artikel 213, stk. 2, litra b, i Solvens II-direktivet, hvorefter der bl.a. skal udøves koncerntilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et blandet finansielt holdingselskab, hvilket i en dansk sammenhæng bedst kan sammenlignes med en finansiel holdingvirksomhed som defineret i § 9, stk. 1, nr. 9.

Den foreslåede bestemmelse stiller ikke krav om, at de omfattede holdingvirksomheder er øverste modervirksomhed i koncernen, hvilket skyldes, at dette ikke efter Solvens II-direktivet er afgørende for, om der skal udøves koncerntilsyn. Det afgørende er derimod tilstedeværelsen af en koncern – eller gruppe, jf. det foreslåede stk. 2 – hvorigennem der udøves forsikringsvirksomhed omfattet af direktivet. Det følger dog af art. 215 i Solvens II-direktivet, at er der tale om en delkoncern, hvor modervirksomheden selv er dattervirksomhed til et forsikrings- eller genforsikringsselskab, en anden forsikringsholdingvirksomhed eller en anden blandet forsikringsholdingvirksomhed med hovedsæde indenfor Unionen, vil pligten til at sikre solvenskapitalkravet for hele koncernen alene påhvile bestyrelsen i den øverste modervirksomhed.

At bestemmelsen ikke eksplicit angiver, at øverste virksomhed skal være beliggende i Danmark, er en teknikalitet. Reguleringen er indeholdt i en dansk lov, der gælder i Danmark. Bestemmelsen tiltænker således ikke at gøre op med opdelingen mellem de foreslåede § 166 og § 167, hvor § 166 vedrører en situation, hvor øverste relevante enhed er i Danmark, mens § 167 omvendt adresserer tilfældet, hvor øverste relevante enhed ikke er i Danmark.

Dette er i overensstemmelse med Solvens II-direktivet, hvorefter udgangspunktet er, at det er det øverste – i direktivet benævnt det endelige – moderselskab på fællesskabsniveau, dvs. på tværs af EU, som bærer ansvaret for at efterleve koncernreglerne, jf. direktivets artikel 215, stk. 1.

Den foreslåede § 166, stk. 1, vedrører situationer, hvor en dansk forsikringsholdingvirksomhed eller en dansk finansiel holdingvirksomhed, der opfylder betingelserne i § 9, stk. 1, nr. 9, er den øverste enhed omfattet af Solvens II-reguleringen.

Er dette ikke tilfældet, og er øverste forsikringsenhed i koncernen beliggende i et andet medlemsland, er det i overensstemmelse med direktivets artikel 215, stk. 1, som udgangspunkt den øverste enhed i dette medlemsland, som er pligtsubjekt i forhold til reguleringen af koncernens forhold. Der kan være omstændigheder, som kan begrunde en afvigelse fra udgangspunktet om, at det er det øverste moderselskab på fællesskabsniveau, der er underlagt koncernreglerne, således at disse skal efterleves af den øverste forsikringsenhed på nationalt niveau, jf. i øvrigt direktivets artikel 216 og forslagets § 167, der omhandler denne situation.

Hvis en koncern eller gruppe af forsikringsselskaber omfattet af Solvens II-reguleringen har enheder placeret i forskellige EU-lande, afgøres spørgsmålet om, hvilken myndighed der er koncerntilsynsførende, efter kriterierne anført i direktivets artikel 247. Efter disse kriterier er en afgørende faktor, hvor forsikringsselskabet – eller flere forsikringsselskaber – er beliggende, og dansk koncerntilsyn fordrer derfor i praksis tilstedeværelsen af et i Danmark beliggende forsikringsselskab omfattet af Solvens II-reguleringen, dvs. et gruppe 1-forsikringsselskab.

I praksis er det ikke nødvendigvis oplagt, hvilke selskaber der indgår i en koncern omfattet af stk. 1, hvorfor afgørelsen heraf kan bero på de konkrete omstændigheder. Det skal hertil tilføjes, at Finanstilsynet efter bestemmelsens stk. 8 har mulighed for efter en konkret vurdering at træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen ved opgørelsen af solvenskapitalkravet.

Det bemærkes, at kravet om opgørelse af koncernsolvens efter stk. 1 også gælder i tilfælde, hvor der i koncernen indgår eksempelvis pengeinstitutter. I sådanne tilfælde kan der i medfør af bekendtgørelse om opgørelse af kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav for koncerner m.v., jf. bekendtgørelse 1727 af 19. december 2017 søges om Finanstilsynets godkendelse til at opgøre koncernsolvensen efter metoder fastsat i bekendtgørelse nr. 2155 af 3. december 2020 om opgørelse af risikoeksponeringer, kapitalgrundlag og solvensbehov.

Med lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, foreslås det, at overtrædelse af den foreslåede bestemmelse kan straffes med bøde.

Ansvarssubjektet er bestyrelsen for en forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingsvirksomhed, der opfylder betingelserne i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 9. Den strafbare handling ved overtrædelse af stk. 1 består i, at bestyrelsen undlader at sikre, at koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for koncernen, når mindst en af dattervirksomhederne driver forsikringsvirksomhed.

Det følger af forslaget til bestemmelsen i stk. 2, at stk. 1 også finder anvendelse for et gruppe 1-forsikringsselskab og til dette tilknyttede virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at dette dog ikke gælder, hvor der i koncerenen alene drives forsikringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikringsselskaber.

Det foreslåede medfører, at kravet i henhold til det foreslåede stk. 1, 1. pkt., ikke finder anvendelse, hvor der alene udøves forsikringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikringsselskaber. Bestemmelsen gennemfører regulering fra Solvens II-direktivet, og gruppe 2-selskaber er ikke omfattet heraf.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for et gruppe 1-forsikringsselskab og til dette tilknyttede virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen indebærer, at kravet om tilstedeværelse af et kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet for koncernen også finder anvendelse i tilfælde, hvor der drives forsikringsvirksomhed gennem et gruppe 1-forsikringsselskab og tilknyttede forsikringsvirksomheder underlagt Solvens II-reguleringen. Det følger således af bestemmelsen, at stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for et gruppe 1-forsikringsselskab og til dette tilknyttede virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel 213, stk. 2, litra a, i relation til kravet om tilsyn med koncernsolvens, jf. artikel 218, stk. 2, i Solvens II-direktivet.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at dette dog ikke gælder, hvor der i koncernen alene drives forsikringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikringsselskaber.

Det foreslåede medfører, at kravet i henhold til det foreslåede stk. 2, 1. pkt., ikke finder anvendelse, hvor der alene udøves forsikringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikringsselskaber. Bestemmelsen gennemfører regulering fra Solvens II-direktivet, og gruppe 2-selskaber er ikke omfattet heraf.

Idet forslagets stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for de af det foreslåede stk. 2 omfattede grupper, er det bestyrelsen for gruppe 1-forsikringsselskabet, der har andre virksomheder knyttet til sig, som skal sikre, at gruppen af forsikringsselskaber er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for gruppen. At denne pligt påhviler bestyrelsen, er i overensstemmelse med § 3, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1723 af 16. december 2015 om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v., hvorefter det bl.a. er en bestyrelsesopgave at vurdere og træffe beslutning om virksomhedens budgetter, kapital og likviditet.

Hvor anvendelsen af det foreslåede stk. 1 grundlæggende fordrer, at der er tale om en koncern, som dette begreb er defineret i dette forslag, dvs. en modervirksomhed og en eller flere dattervirksomheder, jf. de foreslåede § 9, stk. 1, nr. 6-7, samt §§ 11 og 12, gør dette sig ikke gældende i forhold til anvendelsen af stk. 2.

Det foreslåede stk. 2 udspringer af, at der efter artikel 213, stk. 2, litra a, i Solvens II-direktivet skal udøves, hvad der efter Solvens II-direktivet betegnes som koncerntilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er deltagende selskaber i mindst et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab.

Et deltagende selskab kan være en modervirksomhed, men behøver ikke være det. Det kan eksempelvis også være et selskab, der besidder en kapitalinteresse i et andet selskab og således ikke nødvendigvis har bestemmende indflydelse over dette andet selskab. Efter dette forslag er det en forudsætning for, at der er tale om en koncern, at en virksomhed har bestemmende indflydelse over et andet. Af denne årsag er anvendelsesområdet for stk. 2 afgrænset til at vedrøre en gruppe af virksomheder bestående af et gruppe 1-forsikringsselskab og tilknyttede forsikringsvirksomheder underlagt Solvens II-reguleringen. De kan være knyttet til hinanden som moder- og dattervirksomhed, men behøver ikke være det.

Det anvendte begreb tilknyttede virksomheder er tænkt som en samlebetegnelse for de relevante tilknytninger mellem flere forsikringsselskaber, som kan indebære, at der er tale om en forsikringsgruppe underlagt gruppetilsyn. Begrebet tilknyttede virksomheder tilsigter dermed en implementering af begreberne »deltagende og tilknyttet selskab«, som disse er defineret i artikel 212, stk. 1, litra a og b, i Solvens II-direktivet.

Det følger heraf, at et deltagende selskab er et selskab, som enten er et moderselskab eller et andet selskab, der besidder en kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF, mens et tilknyttet selskab er det modsatte, dvs. et selskab, som enten er et datterselskab eller et andet selskab, hvori der besiddes en kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF.

I forhold til det foreslåede stk. 2 er en til gruppe 1-forsikringsselskabet tilknyttet virksomhed dermed en dattervirksomhed, en virksomhed, som gruppe 1-forsikringsselskabet har en kapitalinteresse i, flere virksomheder, der i henhold til aftale eller vedtægter er underlagt fælles ledelse med gruppe 1-forsikringsselskabet, eller flere virksomheder, hvori ledelserne for flertallets vedkommende består af samme personer, som i gruppe 1-forsikringsselskabet.

En dattervirksomhed er en virksomhed, som er underlagt bestemmende indflydelse af en modervirksomhed, jf. den foreslåede § 9, stk. 1, nr. 7. Bestemmende indflydelse er defineret i den foreslåede § 12.

Ved kapitalinteresser forstås en virksomheds direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed, jf. den foreslåede § 9, stk. 2.

Artikel 212, stk. 1, litra a og b, i Solvens II-direktivet henviser til artikel 12, stk. 1, i Rådets syvende direktiv af 13. juni 1983 om konsoliderede regnskaber. Dette direktiv er i dag afløst af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, hvori artikel 22, stk. 7, er affattet tilsvarende førnævnte artikel 12, stk. 1. Det følger heraf, at der består en relevant tilknytning imellem flere virksomheder, når flere virksomheder i henhold til aftale eller vedtægter er underlagt fælles ledelse, eller ledelserne for flertallets vedkommende består af samme personer. Det vil bero på en vurdering af de konkrete omstændigheder, hvorvidt der foreligger en gruppe omfattet af stk. 2 som følge af forbindelser mellem ledelseslagene. Da der er tale om implementering af EU-regulering, vil eventuelle relevante fortolkningsbidrag herfra, eksempelvis fra EIOPA, indgå i vurderingen.

I praksis er det i øvrigt ikke nødvendigvis oplagt, hvilke selskaber der indgår i en gruppe omfattet af det foreslåede stk. 2, hvorfor også afgørelsen heraf kan bero på de konkrete omstændigheder. Det skal hertil tilføjes, at Finanstilsynet efter det foreslåede stk. 8 til denne bestemmelse har mulighed for efter en konkret vurdering at træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i gruppen ved opgørelsen af solvenskapitalkravet.

Da en gruppe af forsikringsselskaber omfattet af det foreslåede stk. 2 kan bestå af enheder fra forskellige lande, er det ikke meningen, at anvendelsesområdet skal begrænses til grupper, hvor der kun indgår danske forsikringsselskaber omfattet af Solvens II. Dette er årsagen til, at bestemmelsen angiver, at der skal være tale om tilknyttede virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed, hvormed der i denne sammenhæng menes forsikringsvirksomhed omfattet af Solvens II-reguleringens anvendelsesområde. Af samme årsag fremgår det, at kravet om opgørelse af solvenskapitalkrav for gruppen omfattet af det foreslåede stk. 2 ikke finder anvendelse, hvis de tilknyttede virksomheder alene driver forsikringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikringsselskaber, idet disse netop er kendetegnet ved at falde uden for direktivets anvendelsesområde.

Som anført under bemærkningerne til det foreslåede stk. 1, adresserer § 166 situationen, hvor øverste relevante enhed er i Danmark, mens § 167 adresserer tilfælde, hvor øverste relevante enhed ikke er i Danmark.

Dette er i overensstemmelse med Solvens II-direktivet, hvorefter udgangspunktet er, at det er det øverste, i direktivet benævnt det endelige, selskab på fællesskabsniveau, dvs. på tværs af EU, som bærer ansvaret for at efterleve reglerne for gruppen, jf. direktivets artikel 215, stk. 1.

I overensstemmelse hermed er det foreslåede stk. 2 rettet mod tilfælde, hvor et dansk gruppe 1-forsikringsselskab er den øverste forsikringsenhed i gruppen. Er dette ikke tilfældet, og er øverste forsikringsenhed i gruppen beliggende i et andet EU–land, er det i overensstemmelse med direktivets artikel 215, stk. 1, som udgangspunkt den øverste enhed i dette EU-land, som er pligtsubjekt i forhold til overholdelsen af reguleringen af gruppens forhold. Der kan være omstændigheder, som kan begrunde en fravigelse fra udgangspunktet om, at det er den øverste enhed på fællesskabsniveau, der er underlagt kravene til gruppen, således at disse skal efterleves af den øverste forsikringsenhed på nationalt niveau, jf. i øvrigt direktivets artikel 216 og forslagets § 167, der omhandler denne situation.

Hvis en gruppe af forsikringsselskaber omfattet af Solvens II-reguleringen har enheder placeret i forskellige EU-lande, afgøres spørgsmålet om, hvilken myndighed der er gruppetilsynsførende, efter kriterierne anført i Solvens II-direktivets artikel 247.

Hvilket selskab der er øverste forsikringsenhed, beror på en konkret vurdering af de konkrete omstændigheder.

Denne overvejelse om, hvilken af flere virksomheder der er pligtsubjekt for reglernes efterlevelse, forventes særligt at kunne blive relevant i et tilfælde, hvor der vurderes at være en relevant tilknytning imellem flere virksomheder, der består i, at flere virksomheder i henhold til aftale eller vedtægter er underlagt fælles ledelse eller ledelserne for flertallets vedkommende består af samme personer.

Overtrædelse af det foreslåede stk. 2 er ved lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, foreslået strafbelagt med bøde. Ansvarssubjektet for en overtrædelse af stk. 2 er et gruppe 1-forsikringsselskab. Den strafbare handling ved overtrædelse af stk. 2 er den samme som for overtrædelse af stk. 1. Dermed vil en strafbar handling eksempelvis kunne bestå i, at bestyrelsen undlader at sikre, at koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for koncernen, når mindst en af dattervirksomhederne driver forsikringsvirksomhed.

Det foreslås i stk. 3, at kapitalgrundlaget for koncernen eller gruppen, jf. stk. 1 og 2, skal opgøres i overensstemmelse med den foreslåede § 153 og regler udstedt i medfør af stk. 10.

For nærmere information om opgørelsen af kapitalgrundlaget henvises til lovforslagets § 153 samt tilhørende bemærkninger og til det foreslåede stk. 10 til denne bestemmelse.

Det foreslås i stk. 4, at solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen opgøres på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering, jf. dog stk. 5, og enten ved anvendelse af standardformlen efter § 154, stk. 2, 3 og 6, eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model for koncernen eller gruppen.

Bestemmelsen indebærer, at solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen som udgangspunkt opgøres på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering. Ved konsolideringen sammenlægges ensartede indtægter og omkostninger samt aktiver og passiver i regnskaberne.

Solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen skal opgøres enten i overensstemmelse med standardformlen for gruppe 1-forsikringsselskaber eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model for koncernen.

Der er med hjemmel i den gældende § 175 b, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed udstedt en bekendtgørelse om opgørelse af kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav for koncerner m.v., jf. bekendtgørelse nr. 1727 af 19. december 2017. Der henvises til bemærkningerne til stk. 10 for nærmere information om indholdet af denne bekendtgørelse.

Det foreslås med lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, at strafbelægge overtrædelse af stk. 4.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 4 er en forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, der opfylder betingelserne i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 9. En overtrædelse af stk. 4 kan f.eks. være, at en forsikringsholdingvirksomhed eller en omfattet finansiel holdingvirksomhed ikke opgør solvenskapitalkravet i overensstemmelse med stk. 4.

Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan træffe afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen ikke skal opgøres efter metoden i stk. 4, eller at opgørelsen efter stk. 4 skal kombineres med en anden opgørelsesmetode. ¬¬Finanstilsynet vil i sin vurdering lægge vægt på, om det vil være uhensigtsmæssigt for koncernen at opgøre solvenskapitalkravet for koncernen på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis koncernen indeholder andre finansielle virksomheder end forsikringsselskaber.

Afgørelsen af om selskaberne skal anvende en anden metode, skal ske efter konsultation af de berørte tilsynsmyndigheder i andre medlemslande.

¬Det foreslås i stk. 6, at § 223 finder anvendelse, hvis koncernen eller gruppen ikke opfylder solvenskapitalkravet.

¬Dermed skal koncernen eller gruppen udarbejde en plan for genoprettelse og sikre, at solvenskapitalkravet indenfor en nærmere angiven tidsperiode igen opfyldes.

Der henvises til lovforslagets § 223 og de tilhørende bemærkninger for nærmere information om foranstaltningerne ved manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet.

Det foreslås i stk. 7, at Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg for koncernen eller gruppen i overensstemmelse med § 278.

På koncernniveau vil det særligt være i situationer, hvor en specifik risiko ikke på tilstrækkelig vis er afspejlet i standardformlen eller den interne model, fordi den er vanskelig at værdiansætte. Desuden kan det være nødvendigt at fastsætte et kapitaltillæg for koncernen, hvis selskaber i koncernen har fået fastsat et kapitaltillæg. Endvidere kan der i tilfælde, hvor der ikke er taget tilstrækkelig højde for koncernens risikoprofil lægges et kapitaltillæg til det konsoliderede solvenskapitalkrav.

Der henvises til den foreslåede § 278 og de tilhørende bemærkninger for nærmere information om kapitaltillægget.

Det foreslås i stk. 8, at Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen eller gruppen ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen, når særlige betingelser er opfyldt.

Formålet med bestemmelsen er at skabe klarhed om, hvornår Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen eller gruppen ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen, samt at sikre, at reglerne er i overensstemmelse med Solvens II-reguleringen.

Det foreslås i stk. 8, nr. 1, at Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen eller gruppen ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen, når selskabet er beliggende i et tredjeland, hvor der er retlige hindringer for videregivelsen af de nødvendige oplysninger.

Reglen skal ses i sammenhæng med § 27 i bekendtgørelse nr. 1727 af 19. december 2017 om opgørelse af kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav for koncerner m.v., der implementerer Solvens II-direktivets artikel 229. § 27 bestemmer, at såfremt Finanstilsynet ikke har adgang til de oplysninger vedrørende virksomheden, som er nødvendige for at opgøre koncernsolvensen, fratrækkes den bogførte værdi for en tilknyttet virksomhed eller en tilknyttet tredjelandsvirksomhed ved opgørelsen af kapitalgrundlaget til dækning af koncernsolvensen.

Det foreslås i stk. 8, nr. 2, at Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen eller gruppen ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen, når selskabet, der påtænkes medtaget, kun er af ringe betydning set ud fra formålene med koncerntilsynet. Dette gælder dog ikke, hvis selskabet, set sammen med flere andre selskaber i koncernen, som helhed er af ikke uvæsentlig betydning.

Det foreslås i stk. 8, nr. 3, at Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen eller gruppen ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen, når det under hensyntagen til formålene med koncerntilsynet ville være uhensigtsmæssigt eller vildledende at medtage det pågældende selskab.

En afgørelse efter denne bestemmelse må træffes ud fra en konkret vurdering baseret på den enkelte sag. Forud for en afgørelse som følge af denne bestemmelse skal Finanstilsynet konsultere de berørte tilsynsmyndigheder.

Når Finanstilsynet ikke medtager et forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncerntilsynet efter dette litra, kan tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor det pågældende selskab, der bliver truffet afgørelse over, er beliggende, anmode selskabet, der er moderselskab i koncernen, om enhver oplysning, der kan fremme tilsynet med det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab. Det samme gælder tilsvarende, hvis moderselskaber i koncernen, der bliver truffet afgørelse om, er beliggende i Danmark, kan Finanstilsynet anmode koncernens moderselskab om enhver oplysning, der kan fremme tilsynet med det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der bliver truffet afgørelse om.

Bestemmelsen forventes blandt andet at blive anvendt, hvis et selskab ikke påvirker eller har betydning for tilsynet med koncernen. Forud for en sådan afgørelse skal de berørte tilsynsmyndigheder konsulteres.

Det foreslås i stk. 9, 1. pkt., at virksomheder omfattet af stk. 1 og 2 som minimum skal opgøre solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen en gang årligt og herefter indberette resultatet heraf til Finanstilsynet.

Bestemmelsen indebærer en gennemførelse af Solvens II-direktivets artikel 219, stk. 1 og stk. 2, 1. afsnit.

Fristen følger de frister for afgivelse af kvantitative indberetningsskemaer, som er fastlagt i Solvens II-forordningens artikel 373, jf. artikel 312, stk. 1, litra c.

Det foreslås i stk. 9, 2. pkt., at virksomheder omfattet af stk. 1 og 2 ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav for koncernen eller gruppen øjeblikkeligt skal foretage en ny opgørelse og herefter indberette resultatet til Finanstilsynet. Bestemmelsen indebærer en gennemførelse af Solvens II-direktivets artikel 219, stk. 2, 1. afsnit.

Bestemmelsen betyder, at der ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav »øjeblikkeligt« skal foretages ny opgørelse samt efterfølgende indberetning af resultatet til Finanstilsynet. Kravet om øjeblikkeligt at foretage ny opgørelse og efterfølgende indberetning er udtryk for direktivnær implementering af artikel 219, stk. 2, 1. afsnit, i Solvens II-direktivet. Det følger heraf, at hvis risikoprofilen for koncernen eller gruppen, jf. stk. 1 og 2, afviger »væsentligt fra de antagelser, der lå til grund for det senest indberettede solvenskapitalkrav, genberegnes koncernens solvenskapitalkrav omgående, hvorefter det rapporteres til den koncerntilsynsførende.« For at vurdere om der er sket ændringer af væsentlig betydning, skal der løbende ske vurdering af forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af solvenskapitalkravet. Det skal eksempelvis vurderes, om negative udviklinger i markedet eller ændringer hos datterselskaber har væsentlig betydning.

Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet en indholdsmæssig forskel i anvendelsen af ordet »øjeblikkeligt« i lovteksten i modsætning til direktivets anvendelse af ordet »omgående«. Ordet »øjeblikkeligt« er tillige anvendt i forbindelse med det tilsvarende krav på soloniveau, jf. direktivets artikel 102, stk. 1, 4. afsnit, og den foreslåede § 132, stk. 5. Anvendelsen af forskellige ord i den danske udgave af direktivet kan ikke antages at tilsigte en indholdsmæssig forskel, idet den engelske version af direktivet benytter samme sprogbrug i forhold til kravet, jf. artikel 102, stk. 1, 4. afsnit og artikel 219, stk. 2, 1. afsnit, der begge steder anvender vendingen »without delay«. For at sikre overensstemmelse i sprogbrugen i de danske regler anvendes »øjeblikkeligt« begge steder. Den nærmere afgrænsning af »øjeblikkelig« må ske i praksis, men vil skulle ske i overensstemmelse med den gængse opfattelse af ordet. Kravet vurderes at indebære, at genberegningen af solvenskapitalkravet skal ske uden ophold og dermed straks efter konstatering af de væsentlige ændringer.

Det følger af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, at overtrædelse af det foreslåede stk. 9 kan straffes med bøde.

Ansvarssubjektet er virksomheder, der er omfattet af stk. 1 og 2. Det indebærer, at virksomheder omfattet af bestemmelsen kan straffes med bøde, hvis de undlader at opgøre solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen en gang årligt og herefter indberette resultatet til Finanstilsynet. Efter det foreslåede indebærer det også, at virksomheder omfattet af bestemmelsen kan straffes med bøde, hvis de undlader øjeblikkeligt at foretage en ny opgørelse og herefter indberette resultatet til Finanstilsynet ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav for koncernen eller gruppen.

Det foreslås i stk. 10, 1. pkt., at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om kapitalgrundlaget for koncerner og grupper omfattet af stk. 1 og 2, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen, om opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen efter stk. 4 og 5, om Finanstilsynets godkendelse af en intern model for koncernen eller gruppen og om risikokoncentrationen.

Det foreslås i stk. 10, 2. pkt., at Finanstilsynet endvidere kan fastsætte nærmere regler om ækvivalens for tilfælde, hvor modervirksomheden for et gruppe 1-forsikringsselskab har sit hovedsæde i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område.

Hjemlen i den gældende § 175 b, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed er udnyttet i fem bekendtgørelser, som alle forventes videreført med hjemmel i den gældende lov: Bekendtgørelse nr. 620 af 1. juni 2017 om opgørelse af kapitalgrundlag for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v., bekendtgørelse nr. 1164 af 31. oktober 2017 om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v., bekendtgørelse nr. 1165 af 31. oktober 2017 om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en intern model for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v., og bekendtgørelse nr. 1727 af 19. december 2017 om opgørelse af kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav for koncerner m.v.

Bekendtgørelse nr. 620 af 1. juni 2017 om opgørelse af kapitalgrundlag for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. indeholder nærmere regler om, hvordan kapitalgrundlaget opgøres på koncernniveau, således at der tages højde for, at en eventuel indbyrdes finansiering mellem selskaber i koncernen ikke kan indgå i kapitalgrundlaget, da der herved vil ske en dobbeltanvendelse. En dobbeltanvendelse af kapitalgrundlaget vil føre til en underkapitalisering i visse dele af koncernen, hvilket kan udsætte forsikringstagerne for en øget risiko.

Bekendtgørelse nr. 1164 af 31. oktober 2017 om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. fastlægger de nærmere regler for koncerners og gruppers opgørelse af solvenskapitalkravet.

Bekendtgørelse nr. 1165 af 31. oktober 2017 om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en intern model for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. fastsætter de nærmere regler for godkendelsen af koncerninterne modeller.

Kommissionen har fastlagt nærmere regler om koncerninterne modeller som en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/461 af 19. marts 2015 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for så vidt angår processen til at træffe en fælles afgørelse om ansøgningen om at anvende en koncernintern model i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF.

Bekendtgørelse nr. 1727 af 19. december 2017 om opgørelse af kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav for koncerner m.v. indeholder en uddybning af metoden for opgørelse af solvenskapitalkravet for koncerner på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering. I Solvens II-direktivet benævnes denne opgørelsesmetode som metode 1 (standardmetode). Derudover er der i bekendtgørelsen fastsat overordnede principper for opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner ved anvendelse af en anden metode efter stk. 5. Denne opgørelsesmetode benævnes i Solvens II-direktivet som metode 2 (alternativ metode).

Kommissionen har fastlagt nærmere regler om opgørelsen af koncernsolvens som en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Bekendtgørelsen indeholder desuden regler om koncerntilsyn i tilfælde, hvor moderselskabet ikke er beliggende i Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Disse regler er i overensstemmelse med Solvens II-direktivets artikel 213, stk. 1, litra c, og artikel 260-263, der indeholder nærmere regler om udøvelse af koncerntilsyn for forsikringsselskaber omfattet af direktivet i tilfælde, hvor moderselskabet ikke har sit hovedsæde indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Hensigten med reglerne er at sikre, at der i et sådant tilfælde udføres et koncerntilsyn, som er ækvivalent eller svarende til det koncerntilsyn, som følger af reglerne i Solvens II-direktivet.

Bekendtgørelse nr. 904 af 1. september 2004 om koncerninterne transaktioner fastsætter krav til indberetningen af væsentlige risikokoncentrationer og væsentlige koncerninterne transaktioner for virksomheder omfattet af stk. 1 og 2.

Bekendtgørelserne vil fortsat være i kraft efter lovforslagets ikkrafttræden, jf. lovforslagets § 322.