LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 167
Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at § 166 eller dele heraf finder anvendelse på en dansk del af en koncern eller gruppe, hvis den øverste virksomhed i koncernen eller gruppen ikke er beliggende i Danmark. Det øverste forsikringsselskab, den øverste forsikringsholdingvirksomhed eller den øverste finansielle holdingvirksomhed, der opfylder betingelserne i § 9, stk. 1, nr. 9, i den danske del af koncernen, påser overholdelsen af disse bestemmelser.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 skal begrundes over for både den koncerntilsynsførende efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og det endelige moderselskab på fællesskabsniveau.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 167
Det følger af den gældende § 175 c i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at § 175 b eller dele heraf finder anvendelse på den danske del af en koncern eller gruppe, hvis den øverste virksomhed i koncernen eller gruppen ikke er beliggende i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse i § 167 viderefører § 175 c i lov om finansiel virksomhed med sproglige ændringer.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel 216 og 217.
Udgangspunktet i henhold til artikel 215, stk. 1, i Solvens II-direktivet er, at direktivets koncernregler kun finder anvendelse på det endelige af de omfattede selskaber i en koncern omfattet af Solvens II-reguleringen, der har sit hovedsæde i Unionen. artikel 216, stk. 1, 1. afsnit, der er gennemført ved § 168, giver imidlertid mulighed for at fravige dette udgangspunkt.
Det foreslåes i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at § 166 eller dele heraf finder anvendelse på den danske del af en koncern eller gruppe, hvis den øverste virksomhed i koncernen eller gruppen ikke er beliggende i Danmark.
Det foreslåes i stk. 1, 2. pkt., at det øverste gruppe 1-forsikringsselskab, den øverste forsikringsholdingvirksomhed eller den øverste finansielle holdingvirksomhed, der opfylder betingelserne i forslagets § 9, stk. 1, nr. 8, i den danske del af koncernen påser overholdelsen af disse bestemmelser.
Det beror på de konkrete omstændigheder, hvilket selskab der er øverste relevante forsikringsenhed.
Bestemmelsen finder anvendelse, når den øverste modervirksomhed i koncernen ikke har sit hovedsæde i Danmark, men i et andet land. Derved sikres det, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med en dansk del af en koncern eller gruppe, hvis Finanstilsynet træffer afgørelse om, at § 166 skal finde anvendelse for den danske del af koncernen eller gruppen.
Finanstilsynets afgørelse om, at § 166 eller dele heraf skal finde anvendelse for den del af koncernen, der er beliggende i Danmark, træffes i overensstemmelse med regler fastsat af Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i Solvens II-direktivet, der bliver udstedt som en forordning, der præciserer, under hvilke omstændigheder afgørelsen kan træffes.
Det foreslåes i stk. 2, at afgørelser efter stk. 1 skal begrundes over for både den koncerntilsynsførende efter Solvens II-direktivet og det endelige moderselskab på fællesskabsniveau.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel 216, stk. 1, 2. afsnit.