Bekendtgørelse af lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold

Det fremgår af § 2, stk. 1, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at loven finder anvendelse på markedsføring, brug og tilslutning af radioudstyr, teleterminaludstyr, elektriske og elektroniske apparater og faste anlæg, herunder faste telenet.

Det foreslås i stk. 1, at lovforslaget finder anvendelse på apparater og radioudstyr, der bringes i omsætning, gøres tilgængelige på markedet samt på apparater, radioudstyr og faste anlæg, som tilsluttes og anvendes af brugere.

Baggrunden for den ændrede ordlyd for lovens anvendelsesområde er, at EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet på baggrund af referencebestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF anvender en ændret terminologi for samlebetegnelsen markedsføring. Der sondres således mellem, at fabrikanter og importører bringer apparater eller radioudstyr i omsætning, og at distributører gør dem tilgængelige på markedet. At bringe i omsætning omhandler den første tilgængeliggørelse af et apparat eller radioudstyr på markedet i EU, jf. definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 3, og at gøre tilgængeligt på markedet omhandler enhver levering af et apparat eller radioudstyr som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse i EU, jf. definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 10.

De forskellige erhvervsdrivende, som er en del af et produkts forsyningskæde fra fabrikant til bruger, skal overholde forskellige forpligtelser i forhold til produkterne alt efter, om den pågældende erhvervsdrivende som fabrikant eller importør bringer produktet i omsætning, eller som distributør gør det tilgængeligt på markedet. Disse forpligtelser fremgår af lovforslagets kapitel 2 om apparater og kapitel 4 om radioudstyr.

Det foreslåede stk. 2 er en ny bestemmelse, som gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 1, stk. 4. Det fremgår heraf, at radioudstyr omfattet af radioudstyrsdirektivets anvendelsesområde ikke er omfattet af direktiv 2014/35/EU om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser (lavspændingsdirektivet), med undtagelse af de i lavspændingsdirektivet fastsatte mål med hensyn til sikkerhedskrav, idet der dog ikke gælder nogen nedre grænse for spænding. Lavspændingsdirektivet finder anvendelse på elektriske og elektroniske produkter med en spænding på 50-1.000 volt vekselstrøm og 75-1.500 volt jævnstrøm. Dette gælder således ikke for radioudstyr, der typisk fungerer ved en lavere spænding. Sikkerhedskravene, som fremgår af lavspændingsdirektivets artikel 3 og bilag I, gøres til et væsentligt krav for konstruktionen af radioudstyr, jf. radioudstyrsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra a, og den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1, nr. 1.

Det følger af dette væsentlige krav, at radioudstyr skal være konstrueret, så det beskytter sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt beskytter ejendom, herunder sikrer de i lavspændingsdirektivet fastsatte mål med hensyn til sikkerhedskrav, idet der dog ikke gælder nogen nedre grænse for spænding. Radioudstyr skal dermed være i overensstemmelse med de nævnte sikkerhedskrav i lavspændingsdirektivet, selvom radioudstyr fungerer ved lavere spænding, end lavspændingsdirektivets anvendelsesområde omfatter. Der henvises til bemærkningerne nedenfor til den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1, nr. 1, hvor dette væsentlige krav til radioudstyrs konstruktion er omtalt nærmere.

Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af § 4 a i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter loven ikke finder anvendelse på politiets brug af radioudstyr, teleterminaludstyr, elektriske eller elektroniske apparater og faste anlæg med henblik på at forstyrre eller afbryde radio- og telekommunikation m.v., der sker som led i indgreb foretaget i medfør af retsplejelovens § 791 c. Terminologien i det foreslåede stk. 3 er dog tilpasset betegnelserne, som anvendes i dette lovforslag. Teleterminaludstyr nævnes ikke konkret, fordi det er omfattet af kategorien apparater, og apparater omfatter elektriske og elektroniske produkter, jf. definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen giver ifølge bemærkningerne til den gældende lovs § 4 a, jf. Folketingstidende 2005-2006, tillæg A, side 7336, politiet mulighed for at anvende de pågældende produkter for at forstyrre eller afbryde elektroniske kommunikationstjenester, når det sker for at forhindre terroranslag og anden kriminalitet, jf. retsplejelovens § 791 c. Regeringen fremlagde den 16. november 2005 ”Regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse” på baggrund af rapporten ”Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror” udarbejdet af en tværministeriel arbejdsgruppe nedsat af Statsministeriet. Bestemmelsen blev indsat i den gældende lov for at gennemføre handlingsplanens anbefaling 31, hvorved arbejdsgruppen anbefalede, at der blev tilvejebragt den fornødne lovhjemmel til, at politiet i særlige situationer kan anvende udstyr, der kan forstyrre eller afbryde radio- og telekommunikation m.v. Sammen med at indsætte en udtrykkelig hjemmel hertil i retsplejeloven skete dette ved at foretage de fornødne konsekvensændringer af reglerne på radio- og telekommunikationsområdet i form af ændringer af lov om radiofrekvenser, jf. lovbekendtgørelse nr. 680 af 23. juni 2004, og lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 915 af 5. november 2002.

Efter retsplejelovens § 791 c må politiet under visse nærmere fastsatte betingelser forstyrre eller afbryde radio- eller telekommunikation i et område, hvis der er afgørende grunde til det med henblik på at forebygge, at der i det pågældende område vil blive begået en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 om forbrydelser mod staten eller terrorisme, og som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier.

Der er tale om en fravigelse fra betingelserne for at anvende apparater, faste anlæg og radioudstyr i de foreslåede bestemmelser i §§ 13, 16 og 27 og regler fastsat i medfør heraf. Det betyder, at politiet i de nævnte særlige tilfælde lovligt kan anvende apparater, faste anlæg og radioudstyr, som ikke er korrekt installeret og vedligeholdt samt anvendt efter hensigten eller i overensstemmelse med de væsentlige krav i de foreslåede bestemmelser i §§ 3, 14 og 17 og regler fastsat i medfør heraf. Politiets anvendelse af apparater, faste anlæg og radioudstyr i andre tilfælde er ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse og skal derfor være i overensstemmelse med dette lovforslags bestemmelser eller regler udstedt i medfør heraf.

Det foreslåede stk. 3 dækker de udstyrsmæssige aspekter ved at anvende apparater, faste anlæg og radioudstyr og suppleres derfor af § 6, stk. 5, i lov om radiofrekvenser , hvorefter politiet uden at have tilladelse hertil kan anvende radiofrekvenser med henblik på at forstyrre eller afbryde radiokommunikation m.v. som led i indgreb foretaget i medfør af retsplejelovens § 791 c.

Energistyrelsen kan i medfør af § 2, stk. 2, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold fastsætte regler om, at bestemmelserne i loven eller dele heraf ikke finder anvendelse på visse kategorier af radio- og teleterminaludstyr som følge af undtagelser i EU-lovgivningen. Denne bemyndigelse er udmøntet i bilag 1 i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, som angiver en række kategorier af produkter, som reglerne ikke finder anvendelse på. Det foreslåede stk. 4 viderefører bemyndigelsen i § 2, stk. 2, i den gældende lov, som udvides til også at omfatte apparater og faste anlæg, da der på samme måde som i radioudstyrsdirektivet findes undtagelser fra EMC-direktivets anvendelsesområde, som skal gennemføres i dansk ret.

Energistyrelsen foreslås bemyndiget til at fastsætte regler om, at lovforslaget eller dele heraf ikke finder anvendelse på visse kategorier af apparater, faste anlæg og radioudstyr, som er specifikt undtaget fra EMC-direktivet eller radioudstyrsdirektivets anvendelsesområder i medfør af henholdsvis EMC-direktivets artikel 2 og radioudstyrsdirektivets bilag 1, jf. artikel 1, stk. 2. For at kunne tage højde for eventuelle ændringer i disse kategorier vil det fremover som i dag være mest hensigtsmæssigt at kunne fastsætte regler herom i bekendtgørelsesform.

Energistyrelsen vil på den baggrund fastsætte nærmere regler om, at bestemmelserne om apparater og radioudstyr, som det er tilfældet i dag, ikke finder anvendelse på produkter som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 216/2008 af 20. februar 2008 om fælles regler for civil luftfart og om oprettelse af et europæisk luftfartssikkerhedsagentur, og om ophævelse af Rådets direktiv 91/670/EØF, forordning (EF) nr. 1592/2002 og direktiv 2004/36/EF. Denne forordning sikrer, at apparater og radioudstyr til installation i fly er dækket af samme krav, som gælder i medfør af EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet.

Radioudstyr, der anvendes af radioamatører, som defineret i artikel 1, nr. 56, i det Internationale Radioreglement vedtaget af Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU) vil, som det er tilfældet i dag, være undtaget fra bestemmelserne om apparater, faste anlæg og radioudstyr under forudsætning af, at udstyret ikke er gjort tilgængeligt på markedet. Denne undtagelse dækker også radioudstyr beregnet til at blive samlet og benyttet af radioamatører, radioudstyr, som er ændret af og beregnet til radioamatører, og radioudstyr, som konstrueres af radioamatører til eksperimentelle og videnskabelige formål i forbindelse med amatørradio.

Radioudstyr i form af maritimt udstyr er omfattet af Rådets direktiv 96/98/EF om udstyr på skibe og vil blive undtaget fra bestemmelserne i dette lovforslag.

Endvidere vil såkaldte specialkonstruerede evalueringssæt beregnet til professionelle brugere, som udelukkende skal anvendes til forsknings- og udviklingsbrug være undtaget fra bestemmelserne. Evalueringssæt er f.eks. komponenter og delenheder til apparater, faste anlæg eller radioudstyr til test, evaluering og afprøvning i testlaboratorier i forsknings- eller udviklingssammenhænge. Der er tale om en snæver undtagelse, idet alene et specialbygget evalueringssæt til brug for en professionel brugers anvendelse til forskning eller udvikling, som ikke er gjort tilgængeligt på markedet, er omfattet. Det vil f.eks. sige, at et gør det selv-samlesæt, som er gjort tilgængeligt på markedet, ikke vil være omfattet af undtagelsen.

Endelig er det hensigten at undtage apparater eller faste anlæg, som efter deres natur ikke kan frembringe eller bidrage til kraftigere elektromagnetisk udstråling end, at radioudstyr, apparater og faste anlæg kan fungere efter hensigten, og hvis funktion ikke i uacceptabel grad forringes af de elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forventes, når de anvendes efter hensigten. For at de pågældende apparater eller faste anlæg kan undtages, skal begge betingelser være opfyldt. Det er en forudsætning, at apparaterne ikke indeholder aktive elektroniske kredsløb. Eksempler på apparater, der som udgangspunkt er omfattet af undtagelsen, er batterier, højttalere uden forstærkere og lygter.

I medfør af § 2, stk. 2, i den gældende lov kan Energistyrelsen fastsætte regler om, at bestemmelserne i loven eller dele heraf ikke finder anvendelse på visse kategorier af produkter. Denne bemyndigelse er også udmøntet i § 1, stk. 3, i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter reglerne ikke finder anvendelse på forsvarets anvendelse af apparater, faste anlæg og radioudstyr. Det fremgår af bemærkningerne til § 2, stk. 2, i den gældende lov, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 5583, at alene undtagelsesmuligheden vedrørende forsvaret umiddelbart forventedes udnyttet, idet der var tale om en videreførelse af de gældende regler på området, og at Energistyrelsen på et senere tidspunkt kunne fastsætte regler om undtagelser i forhold til øvrige områder, hvis der måtte vise sig behov for det.

Efter det foreslåede stk. 5 bemyndiges Energistyrelsen til at fastsætte nærmere regler om, at loven ikke finder anvendelse på apparater, faste anlæg og radioudstyr, der udelukkende anvendes i forbindelse med aktiviteter vedrørende forsvaret. Den foreslåede bestemmelse gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 1, stk. 3, og er i overensstemmelse med pkt. 11 i Rådets afgørelse 255/58 af 15. april 1958, jf. traktatens (TFEU) artikel 346, stk. 1, litra b, og stk. 2, hvorefter den enkelte medlemsstat for så vidt angår elektronisk udstyr til militær brug kan fravige den fællesskabsretlige regulering. Det er en forudsætning, at eventuelle nationale foranstaltninger er proportionale og ikke forringer konkurrencevilkårene inden for det indre marked for produkter, som ikke er bestemt specielt til militære formål. Derfor er det alene produkter, som er udviklet, konstrueret og fremstillet til militære formål og udelukkende anvendes i forbindelse med aktiviteter vedrørende forsvaret, der er omfattet af undtagelsen. Forsvarets anvendelse af radiofrekvenser er som hidtil omfattet af bestemmelserne herom i lov om radiofrekvenser.

Hjemlen til at undtage apparater, faste anlæg og radioudstyr, som udelukkende anvendes i forbindelse med forsvarets aktiviteter vil blive udmøntet i en kommende bekendtgørelse. Erhvervsdrivende kan således f.eks. sælge apparater, faste anlæg eller radioudstyr til forsvaret, selvom de pågældende produkter ikke er i overensstemmelse med dette lovforslag eller regler udstedt i medfør heraf, under forudsætning af, at produkterne er udviklet, konstrueret og fremstillet til militære formål og alene anvendes af forsvaret i forbindelse med dets aktiviteter.

Hvis der viser sig behov for fra lovens anvendelsesområde at undtage radioudstyr, der udelukkende anvendes i forbindelse med aktiviteter vedrørende den offentlige sikkerhed, statens sikkerhed, herunder statens økonomiske stabilitet, hvis der er tale om aktiviteter, der vedrører statslige sikkerhedsanliggender, eller anvendes i forbindelse med statens aktiviteter inden for strafferetsplejen, som det ligeledes fremgår af undtagelsesbestemmelsen i radioudstyrsdirektivets artikel 1, stk. 3, kan Energistyrelsen i medfør af det foreslåede stk. 6 fastsætte nærmere regler om det.

Efter det foreslåede stk. 7 bemyndiges Energistyrelsen til på baggrund af forhandling mellem energi-, forsynings- og klimaministeren og vedkommende anden ressortminister at fastsætte regler om, hvordan henholdsvis apparater, faste anlæg eller radioudstyr, som undtages i medfør af de foreslåede bestemmelser i stk. 5 og 6, må anvendes. Det kan være relevant at fastsætte tekniske restriktioner for anvendelsen for ikke at forårsage elektromagnetiske forstyrrelser af andre apparater eller forstyrrelser af anden frekvensanvendelse. Hvis der i den forbindelse ønskes anvendt radiofrekvenser, som andre i medfør af lov om radiofrekvenser har fået udstedt tilladelse til at anvende, vil det som udgangspunkt kræve, at der indgås aftaler med den eller de pågældende tilladelsesindehavere herom.

Med Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF er der indført klare definitioner af en række grundlæggende begreber. Disse definitioner er indført i EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet og foreslås derfor gennemført i medfør af den foreslåede bestemmelse.

Definitionen af apparat i det foreslåede stk. 1, nr. 1, følger af EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, og er en videreførelse af definitionen af elektriske og elektroniske apparater i § 2 a, stk. 3, i den gældende lov, idet betegnelsen elektriske og elektroniske apparater dog ikke videreføres i lovforslaget.

Ved et apparat i det foreslåede litra a forstås et færdigproduceret elektrisk eller elektronisk produkt eller en kombination af sådanne produkter, som gøres tilgængeligt på markedet som en funktionel enhed, der er beregnet til brugeren, og som kan tænkes at fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan tænkes at blive påvirket af sådanne forstyrrelser.

En bruger forstås i denne sammenhæng som enhver fysisk eller juridisk person og er både erhvervsmæssige brugere og forbrugere. En bruger forventes som udgangspunkt ikke at have særlige forkundskaber i forhold til elektromagnetiske forhold.

For at være omfattet af definitionen i det foreslåede stk. 1, nr. 1, skal et apparat kunne tænkes at fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller dets funktion skal kunne tænkes at blive påvirket af sådanne forstyrrelser. Et apparat, som efter sin natur ikke kan frembringe eller bidrage til kraftigere elektromagnetisk udstråling, end at radioudstyr, apparater og faste anlæg kan fungere efter hensigten, og hvis funktion ikke i uacceptabel grad forringes af de elektromagnetiske forstyrrelser, der normalt opstår, når det anvendes efter hensigten, vil således ikke være omfattet af definitionen.

Begrebet apparat skal forstås meget bredt, og der kan derfor ikke gives en udtømmende opregning af, hvad der er omfattet heraf. Størrelsen eller formålet med apparatet er ikke afgørende for, om det er omfattet af dette lovforslags bestemmelser eller regler fastsat i medfør heraf. Det afgørende er som nævnt ovenfor, om apparatet kan fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller om dets funktion kan blive påvirket heraf.

Apparater kan opdeles i to hovedkategorier.

Den ene kategori er elektriske produkter. Elektriske produkter fungerer ved hjælp af elektricitet, men de indeholder ikke elektroniske kredsløb. Eksempler på elektriske produkter er hårtørrere, elkedler eller barbermaskiner. Antallet af rent elektriske produkter på markedet er faldende, idet flere og flere apparater indeholder elektroniske kredsløb.

Den anden kategori er elektroniske produkter. Elektroniske produkter indeholder et eller flere elektroniske kredsløb. Et elektronisk kredsløb er en samling elektroniske komponenter, der omformer indkommende signaler og udfører en funktion. Eksempler på elektroniske produkter er computere uden indbyggede komponenter til trådløs kommunikation, mp3-afspillere og mikrobølgeovne.

Det fremgår af det foreslåede litra b, at apparater også er komponenter og delmontager beregnet til at blive indbygget i et apparat af brugeren, og som kan tænkes at fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan tænkes at blive påvirket af sådanne forstyrrelser.

Det fremgår endelig af det foreslåede litra c, at apparater ligeledes er mobile anlæg i form af en kombination af apparater og eventuelt andre anordninger, som er beregnet til at blive flyttet og anvendt på en række forskellige steder.

Definitionen af en bemyndiget repræsentant i det foreslåede nr. 2 er ny og følger af definitionen i EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 12, og radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 13.

En bemyndiget repræsentant kan være enhver fysisk eller juridisk person, som er udpeget ved en skriftlig fuldmagt fra en fabrikant til at handle på dennes vegne og varetage specifikke opgaver.

Uanset om en fabrikant er etableret i eller uden for EU, kan fabrikanten udpege en bemyndiget repræsentant til at handle på sine vegne. Den bemyndigede repræsentant skal være etableret inden for EU. Udpegningen af den bemyndigede repræsentant skal ske ved en skriftlig fuldmagt for at skabe fuld klarhed over bemyndigelsens indhold og dens rammer. De opgaver, som kan overlades til en repræsentant, er af administrativ karakter, som det fremgår af de foreslåede bestemmelser i §§ 7 og 21

Definitionen af at bringe i omsætning i det foreslåede nr. 3 er ny og følger af definitionen i EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 10, og radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 10.

Et apparat eller radioudstyr bringes i omsætning, når det for første gang gøres tilgængeligt på markedet i Den Europæiske Union. Når apparater og radioudstyr bringes i omsætning i Danmark, skal de være i overensstemmelse med bestemmelserne i dette lovforslag. Det er udelukkende fabrikanter eller importører, som kan bringe apparater eller radioudstyr i omsætning. En fabrikants eller importørs salg direkte til en bruger anses også som at bringe det pågældende apparat eller radioudstyr i omsætning. Når en fabrikant eller en importør for første gang leverer et apparat eller radioudstyr til en distributør eller en bruger, betegnes denne aktivitet som at bringe i omsætning. Enhver efterfølgende levering, f.eks. fra distributør til distributør eller fra distributør til bruger, er tilgængeliggørelse på markedet, jf. den foreslåede definition i nr. 10. Som tilgængeliggørelse på markedet relaterer begrebet at bringe i omsætning til hvert enkelt produkt og ikke til en model eller produkttype, eller hvorvidt apparatet eller radioudstyret blev fremstillet for sig selv eller som led i en serie.

I den gældende lov anvendes markedsføring som samlebetegnelse. Ved markedsføring forstås ifølge § 2 e i den gældende lov tilrådighedsstillelse af radioudstyr, teleterminaludstyr, elektriske og elektroniske apparater og faste anlæg mod betaling eller gratis med henblik på distribution eller brug, og i stedet for markedsføring anvendes i dette lovforslag henholdsvis at bringe i omsætning og at gøre tilgængeligt på markedet. Baggrunden for, at betegnelsen at bringe et apparat eller radioudstyr i omsætning anvendes i dette lovforslag i stedet for begrebet at markedsføre apparatet eller radioudstyret, er, at EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet på baggrund af referencebestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF anvender en ændret terminologi. Der sondres i lovforslaget mellem, at fabrikanter og importører bringer apparater og radioudstyr i omsætning, hvilket vil sige den første tilgængeliggørelse af et apparat eller radioudstyr på markedet i EU, og at distributører gør apparater og radioudstyr tilgængelige på markedet, hvilket omfatter enhver efterfølgende levering af et apparat eller radioudstyr som led i erhvervsvirksomhed med eller uden vederlag med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse i EU.

Definitionen af CE-mærkning i det foreslåede nr. 4 er ny og følger af definitionen i EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 25, og radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 26.

CE-mærkning er en indikator for et apparat eller radioudstyrs overholdelse af EU-lovgivningen. Når en fabrikant CE-mærker et apparat eller radioudstyr, erklærer den pågældende på eget ansvar, at dette er i overensstemmelse med alle relevante krav og garanterer, at apparatet eller radioudstyret må sælges i hele det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

CE-mærket angiver, at apparatet eller radioudstyret er blevet overensstemmelsesvurderet, inden det er sendt på markedet og opfylder kravene for at blive bragt i omsætning. Det betyder, at fabrikanten har sikret sig, at apparatet eller radioudstyret er i overensstemmelse med de væsentlige krav, eventuelt ved at det er blevet undersøgt og godkendt af et bemyndiget organ til vurdering af overensstemmelse.

Definitionen af en distributør i det foreslåede nr. 5 er ny og følger af definitionen i EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 14, og radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 15.

I den gældende lov anvendes begrebet den ansvarlige for markedsføringen. Dette begreb omfatter andre erhvervsdrivende end fabrikanten, som stiller radioudstyr, apparater og faste anlæg til rådighed mod betaling eller gratis med henblik på distribution eller forbrug, jf. definitionen af markedsføring den gældende lovs § 2 e. Baggrunden for, at betegnelsen den ansvarlige for markedsføringen i dette lovforslag ændres til distributør, er, at referencebestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF anvender en ændret systematik, der skelner mellem fabrikanter, importører og distributører. Dermed bliver forpligtelserne for disse erhvervsdrivende mere klare, og det muliggør en yderligere graduering i deres ansvar i forhold til produkterne.

En distributør er enhver fysisk eller juridisk person i forsyningskæden, som ikke er fabrikant eller importør, og som gør et apparat eller radioudstyr tilgængeligt på markedet. En distributør erhverver et apparat eller radioudstyr, som er bragt i omsætning af en fabrikant eller en importør eller er gjort tilgængeligt på markedet af en anden distributør, til brug for videre distribution til en anden distributør eller levering til en bruger.

En erhvervsdrivende er f.eks. distributør, hvis den pågældende i Danmark eller et andet EU-land køber færdigfremstillede apparater eller radioudstyr, som den pågældende sælger videre til andre distributører eller til brugere. Hvis den erhvervsdrivende derimod køber apparater eller radioudstyr uden for EU, som vedkommende sælger videre på EU-markedet, anses den erhvervsdrivende som importør uanset, om den erhvervsdrivende f.eks. selv sælger apparaterne eller radioudstyret direkte til brugere i Danmark.

Definitionen af elektromagnetisk kompatibilitet i det foreslåede nr. 6 er ny og følger af definitionen i EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 4.

Elektromagnetisk kompatibilitet er en betegnelse for et apparats, fast anlægs eller radioudstyrs evne til at fungere tilfredsstillende i forhold til alle de elektromagnetiske fænomener, som kan konstateres på en given lokalitet, uden at frembringe elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forringe andre apparaters, faste anlægs eller radioudstyrs funktion. Et produkts elektromagnetiske kompatibilitet kan påvises af en fabrikant gennem at foretage en vurdering af produktets overensstemmelse med de væsentlige krav.

Definitionen af en erhvervsdrivende i det foreslåede nr. 7 er ny og følger af definitionen i EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 15, og radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 16.

Erhvervsdrivende er en samlebetegnelse for fabrikant, bemyndiget repræsentant, importør og distributør.

Definitionen af en fabrikant i det foreslåede nr. 8 er ny og følger af definitionen i EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 11, og radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 12.

En erhvervsdrivende, hvad enten der er tale om en fysisk eller juridisk person, er fabrikant, hvis den pågældende fremstiller eller får fremstillet apparater, faste anlæg eller radioudstyr uanset, om dette sker i Danmark, i et andet EU-land eller i et land uden for EU, og sælger disse under eget navn eller varemærke.

Når en fabrikant bringer et apparat eller radioudstyr i omsætning på EU-markedet, herunder i Danmark, har fabrikanten samme forpligtelser efter lovforslaget uanset, om fabrikanten er etableret inden for eller uden for EU, eller om fremstillingen er foregået inden for eller uden for EU. Fabrikanter er ansvarlige for, at deres apparater, faste anlæg eller radioudstyr er konstrueret på en sådan måde, at de er i overensstemmelse med reglerne.

Importører og distributører af apparater og radioudstyr kan under visse betingelser anses som fabrikanter, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 12 og 26. En importør eller distributør anses som fabrikant, hvis den pågældende bringer en fabrikants apparat eller radioudstyr i omsætning eller gør det tilgængeligt på markedet under sit eget navn eller varemærke. En importør eller distributør anses også som fabrikant, hvis den pågældende ændrer et apparat eller radioudstyr, der er bragt i omsætning, på en sådan måde, at der er tale om et andet produkt, og det derfor er relevant på ny at vurdere, om apparatet eller radioudstyret er i overensstemmelse med de væsentlige krav.

Definitionen af fast anlæg i det foreslåede nr. 9 følger af EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 3. Den foreslåede definition er en videreførelse af definitionen i § 2 a, stk. 4, i den gældende lov.

Et fast anlæg er en kombination af forskellige apparater og eventuelt andre anordninger, der er samlet, installeret og beregnet til at blive anvendt permanent på et forudbestemt sted. Det vil sige, at der normalt er tale om en tilpasset installation eller et maskinanlæg i form af en kombination af forskellige apparater og eventuelt andre anordninger, der er samlet, installeret og beregnet til at blive anvendt permanent på det pågældende sted.

Eksempler på faste anlæg er malkeanlæg, industrielle fryseanlæg og stationære maskiner som produktionsanlæg og pakkeanlæg samt faste elektroniske kommunikationsnet og fællesantenneanlæg.

Definitionen af at gøre tilgængeligt på markedet i det foreslåede nr. 10 er ny og følger af definitionen i EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 9, og radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 9.

At gøre et produkt tilgængeligt på markedet omfatter enhver levering, herunder til en anden erhvervsdrivende, af et apparat eller radioudstyr med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse i EU som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag. En sådan levering omfatter ethvert tilbud vedrørende distribution, forbrug eller anvendelse i EU, der kan resultere i faktisk levering. Det vil f.eks. sige en reklame eller annoncering. Levering af produkter til videre distribution, indarbejdelse i en færdigvare, yderligere forarbejdning eller raffinering med henblik på udførsel af færdigvaren til et tredjeland betragtes ikke som tilgængeliggørelse på markedet af et apparat eller radioudstyr. Erhvervsvirksomhed er levering af varer i en erhvervsmæssig sammenhæng. Det er ikke afgørende, om den erhvervsdrivende leverer et apparat eller radioudstyr mod vederlag, idet også en vederlagsfri levering anses som tilgængeliggørelse på markedet. At tilgængeliggøre relaterer sig til hvert enkelt apparat eller radioudstyr og ikke til en model eller produkttype, eller hvorvidt apparatet eller radioudstyret blev fremstillet for sig selv eller som led i en produktionsserie.

I den gældende lov anvendes markedsføring som samlebetegnelse. Ved markedsføring forstås ifølge § 2 e i den gældende lov tilrådighedsstillelse af radioudstyr, teleterminaludstyr, elektriske og elektroniske apparater og faste anlæg mod betaling eller gratis med henblik på distribution eller brug, og i stedet for markedsføring anvendes i dette lovforslag henholdsvis at bringe i omsætning og at gøre tilgængeligt på markedet. Baggrunden for, at betegnelsen at gøre et apparat eller radioudstyr tilgængeligt på markedet anvendes i dette lovforslag i stedet for begrebet at markedsføre apparatet eller radioudstyret er, at EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet på baggrund af referencebestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF anvender en ændret terminologi. Der sondres i lovforslaget mellem, at fabrikanter og importører bringer apparater og radioudstyr i omsætning, hvilket vil sige den første tilgængeliggørelse af et apparat eller radioudstyr på markedet i EU, og at distributører gør apparater og radioudstyr tilgængelige på markedet, hvilket omfatter enhver efterfølgende levering af et apparat eller radioudstyr som led i erhvervsvirksomhed med eller uden vederlag med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse i EU.

Definitionen af en harmoniseret standard i det foreslåede nr. 11 følger af definitionen i EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 17, og radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 18.

I § 2 b i den gældende lov er en harmoniseret standard defineret som en teknisk specifikation vedtaget af et anerkendt europæisk standardiseringsorgan efter mandat fra Europa-Kommissionen i overensstemmelse med procedurerne i direktiv 98/34/EF med henblik på fastsættelse af et europæisk krav. Denne definition ændres som følge af, at harmoniserede standarder nu fastsættes på grundlag af en anmodning fra Europa-Kommissionen med henblik på gennemførelse af EU-harmoniseringslovgivning, jf. artikel 2, nr. 1, litra c, i forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF.

En harmoniseret standard er en teknisk beskrivelse af, hvilke tekniske krav et produkt skal overholde for at være i overensstemmelse med kravene til produktets konstruktion, vedtaget af et europæisk standardiseringsorgan på mandat fra Europa-Kommissionen med henblik på at gennemføre EU-harmoniseringslovgivning, og hvis referencer er offentliggjort i EU-Tidende. De europæiske standardiseringsorganisationer er Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN), Den Europæiske Komité for Elektronisk Standardisering (CENELEC), samt Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation (ETSI).

En mindre kompleks måde for en fabrikant at vurdere, om et apparat, fast anlæg eller radioudstyr er i overensstemmelse med de væsentlige krav, er, at benytte en eller flere harmoniserede standarder, som dækker det pågældende produkt, og foretage de i den harmoniserede standard beskrevne prøvninger og vurderinger. Det er ikke obligatorisk for fabrikanter at anvende harmoniserede standarder. Hvis produktet overholder kravene i alle relevante harmoniserede standarder, giver det en umiddelbart formodning for, at dette er i overensstemmelse med de væsentlige krav eller de dele heraf, som standarderne dækker. Fabrikanten bærer dog stadig ansvaret for, at dette i praksis også viser sig at være tilfældet.

Definitionen af immunitet i det foreslåede nr. 12 er ny og følger af definitionen i EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 6.

Immunitet betegner et apparats, fast anlægs eller radioudstyrs evne til at fungere efter hensigten, uden at dets funktion forringes af en elektromagnetisk forstyrrelse.

Definitionen af en importør i det foreslåede nr. 13 følger af definitionen i EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 13, og radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14.

I den gældende lov anvendes begrebet den ansvarlige for markedsføringen. Dette begreb omfatter andre erhvervsdrivende end fabrikanten, som stiller radioudstyr, apparater og faste anlæg til rådighed mod betaling eller gratis med henblik på distribution eller forbrug, jf. definitionen af markedsføring i den gældende lovs § 2 e. Baggrunden for, at betegnelsen den ansvarlige for markedsføringen i dette lovforslag ændres til importør er, at referencebestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF anvender en ændret systematik, der skelner mellem fabrikanter, importører og distributører. Dermed bliver forpligtelserne for disse erhvervsdrivende mere klare og det muliggør en yderligere graduering i deres ansvar i forhold til produkterne.

En importør er enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i EU, og som bringer et apparat eller radioudstyr fra et tredjeland i omsætning på EU-markedet. Importøren har en særlig rolle i forhold til at sikre, at det apparat eller radioudstyr fra et tredjeland, den pågældende bringer i omsætning på EU-markedet, opfylder kravene, og at der ikke bringes apparater eller radioudstyr i omsætning, som udgør en risiko eller ikke opfylder kravene i øvrigt.

Definitionen af at kalde tilbage i det foreslåede nr. 14 er ny og følger af definitionen i EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 22, og radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 23.

Tilbagekaldelse er enhver foranstaltning, der har til formål at opnå, at et apparat eller radioudstyr, der allerede er gjort tilgængeligt for brugeren, returneres til den pågældende erhvervsdrivende, som tilbagekalder produktet.

Definitionen af radiofrekvenser i det foreslåede nr. 15 er ny og følger af definitionen i radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 4, og svarer til definitionen af heraf i § 1, stk. 3, i lov om radiofrekvenser.

Radiofrekvenser er elektromagnetiske bølger i frekvensområdet op til 3.000 GHz, som udbredes i rummet uden kunstig afskærmning. Ved kunstig afskærmning menes kunstig retningsstyring. Kunstig afskærmning kan være kabler, som radiofrekvenserne transporteres igennem. At loven kun regulerer radiofrekvenser uden kunstig afskærmning betyder, at lovforslaget ikke gælder radiofrekvenser, som transporteres i ledninger, kabler og apparater m.v. Det betyder, at frekvensanvendelsen i f.eks. et kabel-tv-anlægs kabler ikke i medfør af lovforslaget beskyttes mod forstyrrelser fra en ikke-afskærmet anvendelse af radiofrekvenser uden for anlægget, som skyldes, at kabel-tv-anlægget ikke er tilstrækkeligt afskærmet mod udefrakommende forstyrrelser.

Definitionen af radiokommunikation i det foreslåede nr. 16 er ny og følger af definitionen i radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 2.

Radiokommunikation er overførsel af information ved hjælp af radiofrekvenser. Det kan bl.a. anvendes til udsendelse af lyd- (radiofoni) og tv-udsendelser, mobiltelefoni, datatransmission, trådløse lokalnet og internetforbindelser samt telekonferencer, personsøgesystemer og navigation.

Definitionen af radioudstyr i det foreslåede nr. 17 følger af definitionen i radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 1.

Radioudstyr defineres i § 2 a, stk. 1, i den gældende lov som et produkt eller en relevant komponent heri til kommunikation ved hjælp af udsendelse eller modtagelse af radiobølger.

Radioudstyr er et elektrisk eller elektronisk produkt, som tilsigtet udsender eller modtager radiofrekvenser eller begge dele med henblik på radiokommunikation eller radiostedbestemmelse eller begge dele, eller et elektrisk eller elektronisk produkt, som skal suppleres med ekstraudstyr, f.eks. en antenne, for tilsigtet at udsende eller modtage radiofrekvenser eller begge dele med henblik på radiokommunikation eller radiostedbestemmelse eller begge dele.

Radiostedbestemmelse er bestemmelse af en genstands position, hastighed og/eller andre egenskaber eller indhentning af oplysninger om disse parametre ved hjælp af radiofrekvensers udbredelsesegenskaber. Et eksempel på radioudstyr, som tilsigtet modtager radiofrekvenser med henblik på radiostedbestemmelse, er en GPS-enhed.

Eksempler på radioudstyr er mobiltelefoner, radio- og tv-apparater samt trådløse mikrofoner. Disse produkter indeholder radiosendere og/eller -modtagere og udsender eller modtager tilsigtet radiofrekvenser. Modtageren i et tv-apparat er en radiomodtager, hvis f.eks. tv-signalet fremføres til tv’et gennem et antennekabel fra en tilsluttet inden- eller udendørs antenne. Et tv-apparat vil ligeledes være radioudstyr, hvis det er forsynet med sender og modtager, så det kan anvende et trådløst net (wi-fi).

Til forskel fra det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv 1999/5/EF og § 1, stk. 2, jf. bilag 1, i den gældende bekendtgørelse nr. 27 af 10. januar 2007 om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold er radio- og tv-apparater, som alene indeholder modtageudstyr, omfattet af radioudstyrsdirektivet og dermed bestemmelserne om radioudstyr i dette lovforslag og regler fastsat i medfør heraf. Lovforslagets bestemmelser om radioudstyr finder til forskel fra de gældende regler også anvendelse på radioudstyr, som anvender radiofrekvenser under 9 kHz, jf. definitionen af radiofrekvenser i det foreslåede stk. 1, nr. 15.

Ligeledes til forskel fra det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv er teleterminaludstyr ikke omfattet af radioudstyrsdirektivet, der udelukkende omfatter radioudstyr. Det fremgår af radioudstyrsdirektivets betragtning 4, at radioudstyrsdirektivet ikke finder anvendelse på fastnetterminaludstyr, hvorved forstås teleterminaludstyr, idet de krav til teleterminaludstyrs konstruktion, som er fastsat i det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv er tilstrækkeligt dækket af EMC-direktivet. Fastnetterminaludstyr vil derfor være omfattet af bestemmelserne om apparater i dette lovforslag fra den 13. juni 2016, når bestemmelserne om teleterminaludstyr i den gældende lov ophæves.

Definitionen af risiko i det foreslåede nr. 18, litra a, er ny og fastlægger risikobegrebet i forhold til apparater.

Det sker på baggrund af en vurdering af, hvilke beskyttelseshensyn og bredere samfundsinteresser der søges varetaget ved bestemmelserne om apparater. Manglende overholdelse af disse bestemmelser udgør derfor en risiko for disse beskyttelseshensyn og samfundsinteresser. Dette har tæt sammenhæng med den risikovurdering i forhold til manglende overensstemmelse med kravene, som fabrikanter skal foretage, når de, inden de bringer apparater i omsætning, gennemfører en vurdering af apparaternes overensstemmelse med de væsentlige krav, og dokumenterer i den tekniske dokumentation, jf. regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 5, nr. 2.

I de væsentlige krav til apparaters konstruktion i EMC-direktivet indgår der ikke beskyttelseshensyn vedrørende f.eks. sundhed og sikkerhed. For apparater er der derfor som i dag ikke fastsat sådanne beskyttelseshensyn i de væsentlige krav til apparaters konstruktion i den foreslåede bestemmelse i § 3. I de væsentlige krav til apparater er der derimod angivet en bredere samfundsinteresse i form af at sikre elektromagnetisk kompatibilitet forstået som apparatets evne til at fungere tilfredsstillende i forhold til alle de elektromagnetiske fænomener, som kan konstateres på en given lokalitet, og at de ikke frembringer elektromagnetiske forstyrrelser, som forårsager, at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyrs ikke kan fungere efter hensigten. Det vil sige, at et apparat skal fungere i overensstemmelse med sit formål i forhold til de elektromagnetiske påvirkninger i det elektromagnetiske miljø, hvor det anvendes.

Disse kriterier, der følger af de væsentlige krav for apparater, er derfor afgørende for vurderingen af, om apparater udgør en risiko i forhold til de samfundsinteresser, som EMC-reglerne tilsigter at beskytte. Apparater skal have et tilstrækkeligt niveau af elektromagnetisk kompatibilitet, og det tilladelige niveau af risiko ved et apparat fastlægges med udgangspunkt i de væsentlige krav.

Definitionen af risiko i det foreslåede nr. 18, litra b, er ny og fastlægger risikobegrebet i forhold til radioudstyr.

Det sker på baggrund af en vurdering af, hvilke beskyttelseshensyn og bredere samfundsinteresser, der søges varetaget ved bestemmelserne om radioudstyr. Manglende overholdelse af disse bestemmelser udgør derfor en risiko for disse beskyttelseshensyn og samfundsinteresser. Dette har tæt sammenhæng med den risikovurdering i forhold til overensstemmelse med kravene, som fabrikanter skal foretage, når de, inden de bringer radioudstyr i omsætning, gennemfører en vurdering af radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav, og dokumenterer i den tekniske dokumentation, jf. regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 6, nr. 2.

For radioudstyr er der gennem de væsentlige krav til radioudstyrs konstruktion fastsat beskyttelseshensyn, der tilsigter, at radioudstyr skal overholde et højt beskyttelsesniveau for sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt beskyttelse af ejendom. I den forbindelse gælder sikkerhedskravene i lavspændingsdirektivet, dog uden nedre grænse for spænding, som nærmere beskrevet i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1, nr. 1, og eventuelle specifikke væsentlige krav, som måtte blive fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 2.

De væsentlige krav for radioudstyr omfatter også bredere samfundsinteresser. Radioudstyr skal være i overensstemmelse med kravene til elektromagnetisk kompatibilitet for apparater, som er fastsat i den foreslåede bestemmelse i § 3. Derudover skal radioudstyr være konstrueret sådan, at det både anvender radiofrekvenser på en effektiv måde, så uacceptable forstyrrelser undgås, og understøtter en effektiv anvendelse af radiofrekvenser ved, at radioudstyret er beskyttet mod uacceptable forstyrrelser fra anden frekvensanvendelse, jf. beskrivelsen heraf i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1, nr. 2 og 3, og eventuelle specifikke væsentlige krav, som måtte blive fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 2.

Disse kriterier, der følger af de væsentlige krav for radioudstyr, er derfor afgørende for vurderingen af, om radioudstyr udgør en risiko i forhold til de beskyttelseshensyn og samfundsinteresser, som bestemmelserne om radioudstyr tilsigter at beskytte. Det tilladelige niveau af risiko ved radioudstyr fastlægges med udgangspunkt i de væsentlige krav.

Definitionen af at trække tilbage fra markedet i det foreslåede nr. 19 er ny og følger af definitionen i EMC-direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 23, og radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 24.

At trække tilbage fra markedet er enhver foranstaltning, der har til formål at forhindre, at et apparat eller radioudstyr i forsyningskæden gøres tilgængeligt på markedet.

I medfør af det foreslåede stk. 2 bemyndiges Energistyrelsen til at fastsætte regler om, at visse kategorier af apparater anses som radioudstyr, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 3, når Europa-Kommissionen har truffet afgørelse om det.

Det foreslåede stk. 2 er nyt og følger af radioudstyrsdirektivets artikel 2, stk. 2, hvorefter Europa-Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter for at afgøre, om visse kategorier af apparater opfylder definitionen af radioudstyr. Hvis Europa-Kommissionen træffer sådanne afgørelser, vil Energistyrelsen udnytte bemyndigelsen i det foreslåede stk. 2 til at fastsætte regler om det i overensstemmelse med Europa-Kommissionens afgørelse.

Ifølge § 5, stk. 1, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold skal elektriske og elektroniske apparater være konstrueret således, at de ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at radioudstyr, apparater og faste anlæg kan fungere i overensstemmelse med deres formål, og at de har den immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forventes i forbindelse med deres tilsigtede brug, og som gør, at deres funktion ikke forringes i uacceptabel grad.

Den foreslåede bestemmelse i § 3 er en videreførelse af § 5, stk. 1, i den gældende lov og gennemfører EMC-direktivets artikel 6, jf. bilag I, punkt 1, der fastlægger, hvordan apparater skal være konstrueret. Det er de såkaldte væsentlige krav, som fabrikanter skal sikre, at deres apparater er i overensstemmelse med, når apparaterne bringes i omsætning.

Det fremgår af den foreslåede definition af apparat i § 2, stk. 1, nr. 1, at et apparat er et færdigproduceret elektrisk eller elektronisk produkt eller en kombination af sådanne produkter, som gøres tilgængeligt på markedet som en funktionel enhed, der er beregnet til brugeren, og som kan tænkes at fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan tænkes at blive påvirket af sådanne forstyrrelser, komponenter eller delmontager beregnet til at blive indbygget i et apparat af brugeren eller mobile anlæg i form af en kombination af apparater og eventuelle andre anordninger, som er beregnet til at blive flyttet og anvendt på forskellige steder. Apparater i dette lovforslag er således en samlebetegnelse for begrebet elektriske og elektroniske produkter, som anvendes i den gældende lov, og der er alene tale om en sproglig ændring af betegnelsen.

Teleterminaludstyr er omfattet af det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv 1999/5/EF. Det ændrede anvendelsesområde for radioudstyrsdirektivet, som afløser radio- og teleterminaludstyrsdirektivet, fører til, at teleterminaludstyr i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, som f.eks. omfatter fastnetterminaludstyr som fastnettelefoner og internetmodemmer, ikke vil være omfattet af reglerne om radioudstyr, men i stedet af reglerne om apparater i EMC-direktivet. Dette vil være tilfældet fra den 13. juni 2016, hvor radioudstyrsdirektivet gennemføres, og bestemmelserne om teleterminaludstyr i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold ophæves, idet det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv ophæves. Radioudstyrsdirektivet og dermed de foreslåede bestemmelser om radioudstyr i nærværende lovforslag omhandler alene radioudstyr. Teleterminaludstyr vil derfor fra den 13. juni 2016 være omfattet af de foreslåede bestemmelser om apparater i dette lovforslag.

De væsentlige krav for apparater er af teknisk karakter og er fastsat for, at apparater kan fungere tilfredsstillende i de omgivelser, hvor de anvendes. De væsentlige krav består i, at apparater skal være konstrueret, så de ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr kan fungere efter hensigten, og at de har den immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forventes i forbindelse med deres tilsigtede anvendelse, så de kan anvendes i overensstemmelse med deres formål. En elektromagnetisk forstyrrelse er et elektromagnetisk fænomen, der kan forringe f.eks. et apparats funktion. En elektromagnetisk forstyrrelse kan være elektromagnetisk støj eller et uønsket signal.

De væsentlige krav foreskriver ikke en bestemt fremgangsmåde, en fabrikant skal anvende, eller specifikke tekniske krav til, hvordan apparater skal være udformet og fremstillet, men opstiller i stedet kravene til resultatet af fremstillingsprocessen. Når fabrikanter udformer og fremstiller apparater, kan de tilpasse udformningen og fremstillingen af deres apparater ved at tage hensyn til den nyeste udvikling og viden på området. Slutresultatet skal være, at apparaterne ikke forårsager elektromagnetiske forstyrrelser og har den fornødne immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser og dermed er i overensstemmelse med de væsentlige krav.

Overholdelse af væsentlige krav fastsat på baggrund af harmoniseringslovgivning fra EU skal sikre et højt niveau for beskyttelse af samfundsinteresser som sundhed og sikkerhed samt forbruger- og miljøbeskyttelse og fair konkurrencebetingelser mellem de erhvervsdrivende på tværs af det indre marked. EMC-direktivet indeholder ingen krav til apparater i relation til sikkerhed. Apparater er derfor for så vidt angår krav til sikkerheden for brugerne omfattet af produktsikkerhedslovgivningen, herunder direktiv 2014/35/EU om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser (lavspændingsdirektivet) for apparater med spænding på 50-1.000 volt vekselstrøm og 75-1.500 volt jævnstrøm, og de generelle regler i lov om produktsikkerhed med senere ændringer for apparater med en lavere spænding end de ovenfor angivne. Lavspændingsdirektivet skal gennemføres i dansk ret den 20. april 2016, og der vil i medfør af lov om sikkerhed ved elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel (elsikkerhedsloven) blive udstedt regler til gennemførelse af direktivet.

Det følger af § 6 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at fabrikanten ved markedsføring af et apparat skal sikre, at der for apparatet foreligger en erklæring om, at det er i overensstemmelse med de væsentlige krav i lovens § 5, at der medfølger oplysninger om, til hvilken brug apparatet er bestemt, herunder hvor det må tages i brug, samt at apparatet er forsynet med CE-mærke og eventuel anden mærkning. Det følger endvidere af § 3 i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at fabrikanter af apparater skal sikre, at der er foretaget en vurdering af apparatets overensstemmelse med de væsentlige krav i den gældende lovs § 5, at vurderingen er dokumenteret i den tekniske dokumentation, at der er udarbejdet en erklæring om apparatets overensstemmelse med de væsentlige krav, at apparatet eller dets emballage er forsynet med CE-mærke og eventuel anden mærkning, samt at der medfølger brugsanvisning og øvrige nødvendige oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse i § 4 fastsætter de krav, som en fabrikant af et apparat skal overholde, og som relaterer sig til apparatets overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3, når fabrikanten bringer apparatet i omsætning. Baggrunden for, at fabrikanters forpligtelser relaterer sig til, at de bringer et apparat i omsætning, i modsætning til, at de markedsfører et apparat i den gældende lovs § 6, er som nævnt i bemærkningerne til den foreslåede definition af at bringe i omsætning i § 2, stk. 1, nr. 3, at EMC-direktivet på baggrund af referencebestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF anvender en ændret terminologi i forhold til betegnelsen markedsføring. Der sondres således mellem, at fabrikanter og importører bringer apparater i omsætning, hvilket vil sige den første tilgængeliggørelse af et apparat på markedet i EU, og at distributører gør apparater tilgængelige på markedet, hvilket omfatter enhver levering af et apparat eller radioudstyr som led i erhvervsvirksomhed med eller uden vederlag med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse i EU.

De foreslåede bestemmelser i § 4, stk. 1-4, gennemfører EMC-direktivets artikel 7, stk. 1-4, om fabrikanters forpligtelser.

En erhvervsdrivende anses som fabrikant af et apparat, hvis den pågældende fysiske eller juridiske person konstruerer eller får konstrueret et apparat og sælger dette apparat under eget navn eller varemærke. Det er i den forbindelse uden betydning, om fremstillingen af apparatet sker i Danmark, i en anden EU-medlemsstat eller i et land uden for EU. Når en fabrikant bringer et apparat i omsætning på EU-markedet, herunder i Danmark, har fabrikanten samme forpligtelser efter dette lovforslag uanset, om fabrikanten er etableret inden for eller uden for EU, eller om apparatet er konstrueret og fremstillet inden for eller uden for EU. Fabrikanter er ansvarlige for, at deres apparater er konstrueret på en sådan måde, at de er i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 3. Importører og distributører af apparater kan under visse betingelser anses som fabrikanter af apparater, jf. den foreslåede bestemmelse i § 12.

Fabrikanters overordnede forpligtelse, når de bringer apparater i omsætning, fremgår af det foreslåede stk. 1, hvorefter de skal sikre, at apparaterne er konstrueret i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3. Det følger bl.a. af denne overordnede forpligtelse for fabrikanter, at de skal sikre, at deres produktionsprocesser er indrettet på en sådan måde, at de apparater, som de fremstiller, er i overensstemmelse med de væsentlige krav. Denne forpligtelse gælder også i dag for fabrikanter i medfør af § 6 i den gældende lov.

Det vil sige, at hvert enkelt apparat, som fabrikanten bringer i omsætning, skal på det pågældende tidspunkt være i overensstemmelse med de aktuelt gældende regler. Det vil derfor være relevant for fabrikanter løbende at tage hensyn til ændringer i apparaternes design eller konstruktion, ligesom ændringer i harmoniserede standarder kan have betydning, navnlig hvor disse ændringer kan have indflydelse på, om apparatet fortsat kan anses for at være i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 3. Ændringerne kan f.eks. gøre det nødvendigt for fabrikanten at gennemføre en ny vurdering af overensstemmelsen med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 3 og opdatere sin EU-overensstemmelseserklæring eller at inddrage et bemyndiget organ med henblik på at vurdere apparatets overensstemmelse.

Inden fabrikanter bringer deres apparater i omsætning, skal de derfor i medfør af det foreslåede stk. 2 gennemføre eller få gennemført en vurdering af apparatets overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 3 og udarbejde den tekniske dokumentation. Den tekniske dokumentation skal indeholde en beskrivelse, der gør det muligt at vurdere apparatets overensstemmelse med § 3 på baggrund af oplysninger om apparatets konstruktion, de helt eller delvist anvendte harmoniserede standarder eller andre løsninger, der er valgt til at påvise denne overensstemmelse, og resultater af eventuelle konstruktionsberegninger, kontrolundersøgelser samt prøvningsrapporter.

Når vurderingen af overensstemmelsen er gennemført, skal fabrikanter i medfør af det foreslåede stk. 3 udarbejde en EU-overensstemmelseserklæring. En EU-overensstemmelseserklæring er en erklæring, hvorved en fabrikant på baggrund af vurderingen nævnt i den foreslåede bestemmelse i stk. 2 står inde for, at apparatet er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 3. Den tekniske dokumentation for apparatet og EU-overensstemmelseserklæringen, skal fabrikanter som noget nyt opbevare i 10 år efter, at de har bragt apparatet i omsætning. 10 års-perioden regnes fra det tidspunkt, hvor det sidste eksemplar af produktmodellen blev bragt i omsætning, f.eks. det sidste apparat i en produktionsserie.

I medfør af det foreslåede stk. 4 skal fabrikanter anbringe et CE-mærke på apparater, der er i overensstemmelse med reglerne, inden fabrikanten bringer apparaterne i omsætning.

CE-mærket angiver, at apparatet opfylder kravene for at blive bragt i omsætning. Det betyder, at fabrikanten har sikret sig, at apparatet er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 3 eventuelt ved, at det er blevet vurderet af et bemyndiget organ udpeget i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 31. CE-mærket skal anbringes på apparatet. Hvis dette ikke er muligt på grund af apparatets beskaffenhed, skal CE-mærket anbringes på emballagen og de dokumenter, som følger med apparatet. Det kan f.eks. være, hvor apparatets størrelse eller overflade ikke gør det muligt at anbringe et CE-mærke herpå.

Energistyrelsen foreslås i medfør af stk. 5 bemyndiget til at fastætte nærmere regler for, hvilke procedurer en fabrikant skal gennemføre, og hvilken dokumentation en fabrikant skal udarbejde til brug for vurderingen af apparatets overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 3. De nævnte regler vil gennemføre og blive fastsat inden for rammerne af EMC-direktivets kapitel 3, som omhandler apparaters overensstemmelse med kravene. De foreslåede bestemmelser er en videreførelse af bemyndigelserne til Energistyrelsen i § 6, stk. 2, og § 13, stk. 5, i den gældende lov.

Energistyrelsen foreslås i medfør af den foreslåede bestemmelse i nr. 1 bemyndiget til at fastsætte regler om, at apparater, som er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele heraf, som dækker de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3, formodes at være i overensstemmelse med de væsentlige krav eller de dele heraf, som er omfattet af de pågældende standarder. Disse regler vil gennemføre EMC-direktivets artikel 13.

Harmoniserede standarder er en teknisk beskrivelse af, hvilke tekniske krav et produkt skal overholde for at være i overensstemmelse med kravene til produktets konstruktion, vedtaget af et europæisk standardiseringsorgan på mandat fra Europa-Kommissionen med henblik på at gennemføre EU-harmoniseringslovgivning, og hvis referencer er offentliggjort i EU-Tidende. At benytte en eller flere harmoniserede standarder, der dækker det pågældende apparat, og foretage de i den harmoniserede standard beskrevne prøvninger og vurderinger, er således en mindre kompleks måde for en fabrikant at vurdere, om et apparat er i overensstemmelse med de væsentlige krav for apparatet. Det er ikke obligatorisk for fabrikanter at anvende harmoniserede standarder. Hvis apparatet overholder kravene i alle relevante harmoniserede standarder, som dækker alle relevante forhold ved apparatet, giver det en umiddelbar formodning for, at apparatet er i overensstemmelse med de væsentlige krav eller de dele heraf, som standarderne dækker. Fabrikanten bærer dog stadig ansvaret for, at dette i praksis også viser sig at være tilfældet.

I medfør af den foreslåede bestemmelse i nr. 2 foreslås Energistyrelsen bemyndiget til at fastsætte regler om, hvilke procedurer en fabrikant skal gennemføre for at vurdere og påvise, at et apparat er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 3. Endvidere foreslås Energistyrelsen bemyndiget til at fastsætte regler om, hvad teknisk dokumentation, jf. det foreslåede stk. 2, skal indeholde. De foreslåede regler vil gennemføre EMC-direktivets bilag II og III, jf. EMC-direktivets artikel 14.

Der vil blive fastsat regler om, at fabrikanter af apparater enten kan anvende proceduren intern produktionskontrol eller proceduren EU-typeafprøvning efterfulgt af typeoverensstemmelse på grundlag af intern produktionskontrol.

Ved proceduren intern produktionskontrol sikrer og erklærer fabrikanten selv, at apparatet er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 3 efter at have vurderet apparatets elektromagnetiske kompatibilitet, hvilket vil sige dets evne til at fungere tilfredsstillende i forhold til alle elektromagnetiske fænomener uden at frembringe elektromagnetiske forstyrrelser, der forårsager, at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr ikke kan fungere efter hensigten. Ved denne vurdering skal fabrikanten tage hensyn til alle tilsigtede driftsforhold og mulige konfigurationer af apparatet. Endvidere skal fabrikanten udarbejde en teknisk dokumentation for apparatet, hvor der gennemføres en vurdering af, om apparatet på baggrund af dets tekniske karakteristika er i overensstemmelse med kravene. Den tekniske dokumentation skal indeholde en beskrivelse af kravene, som apparatet skal være i overensstemmelse med, og i relevant omfang af apparatets konstruktion, fremstilling og brug samt en liste over de harmoniserede standarder, som helt eller delvist er blevet anvendt til at påvise apparatets overensstemmelse med kravene, og resultater af konstruktionsberegninger, kontrolundersøgelser og prøvningsrapporter.

Ved proceduren EU-typeafprøvning efterfulgt af typeoverensstemmelse på grundlag af intern produktionskontrol udarbejder fabrikanten teknisk dokumentation for apparatet, hvor der gennemføres en vurdering af, om apparatet på baggrund af dets tekniske karakteristika er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 3. Den tekniske dokumentation skal indeholde en beskrivelse af kravene, som apparatet skal være i overensstemmelse med, og i relevant omfang af apparatets konstruktion, fremstilling og brug samt en liste over de harmoniserede standarder, som helt eller delvist er blevet anvendt til at påvise apparatets overensstemmelse med kravene, og resultater af konstruktionsberegninger, kontrolundersøgelser og prøvningsrapporter. Derudover anmoder fabrikanten et bemyndiget organ, jf. den foreslåede bestemmelse i § 31, om at undersøge og vurdere den tekniske konstruktion. Er konstruktionen i overensstemmelse med kravene, udsteder det bemyndigede organ en EU-typeafprøvningsattest. Herefter sikrer fabrikanten i forbindelse med produktionen selv, at apparaterne er i overensstemmelse med typen beskrevet i EU-typeafprøvningsattesten og kravene i den foreslåede bestemmelse i § 3.

Energistyrelsen foreslås i medfør af den foreslåede bestemmelse i nr. 3 bemyndiget til at fastsætte regler om indholdet af den EU-overensstemmelseserklæring, som fabrikanten skal udarbejde, inden fabrikanten bringer et apparat i omsætning, og hvorved fabrikanten indestår for, at apparatet er i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3. Energistyrelsen vil fastsætte regler om indholdet af erklæringen, der følger den model for affattelse af EU-overensstemmelseserklæringen, som fremgår af EMC-direktivets bilag IV. Det fremgår heraf, at erklæringen skal indeholde oplysning om, hvilken EU-harmoniseringslovgivning apparatet erklæres i overensstemmelse med, en beskrivelse af det pågældende apparat identificeret ved et produkt-, type-, parti- eller serienummer samt eventuel billeddokumentation, navn og adresse på fabrikanten eller dennes bemyndigede repræsentant, henvisninger til anvendte harmoniserede standarder eller andre tekniske specifikationer ved vurderingen af overensstemmelse, et eventuelt i vurderingen inddraget bemyndiget organ samt angivelse af navn, stilling og underskrift af en person, som kan handle på vegne af fabrikanten, og tidspunkt og sted for udstedelsen af erklæringen.

Endelig foreslås Energistyrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse i nr. 4 bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om CE-mærkningen af apparater. Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at fabrikanten skal anbringe CE-mærket på et apparat, som er i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 3, inden fabrikanten bringer apparatet i omsætning. Reglerne vil blive fastsat i overensstemmelse med artikel 30 om generelle principper for CE-mærkning i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93, jf. EMC-direktivets artikel 16, og med EMC-direktivets artikel 17. Af disse bestemmelser følger det, at fabrikanten ved at påsætte et CE-mærke tager det fulde ansvar for, at apparatet er i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3, at der ikke må anbringes andre mærker, tegn eller angivelser, som kan virke vildledende i forhold til CE-mærkets form eller betydning, og at CE-mærket skal anbringes synligt, letlæseligt og således, at det ikke kan slettes, på apparatet eller mærkepladen.

Ifølge § 3, nr. 5, i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold skal fabrikanten ved markedsføring af apparater sikre, at apparaterne er ledsaget af en brugsanvisning og øvrige nødvendige oplysninger, som efter bekendtgørelsens bilag 2 omfatter fabrikanten eller den ansvarlige for markedsføringens navn og adresse, apparatets type, parti- eller serienummer eller andre oplysninger, der gør det muligt at identificere apparatet, oplysninger om særlige foranstaltninger, som skal foretages i forbindelse med apparatets samling, installation, vedligeholdelse og anvendelse for at sikre, at det er i overensstemmelse med de væsentlige krav i § 5 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold. Det følger videre af den gældende bekendtgørelses bilag 2, at apparater skal ledsages af en brugsanvisning med de nødvendige oplysninger for, at de kan anvendes efter hensigten. Der er endelig i bekendtgørelsens bilag 2 krav om, at apparater, som ikke er i overensstemmelse med de væsentlige krav i den gældende lovs § 5, hvis de anvendes i boligområder, skal ledsages af en klar angivelse heraf, herunder på emballagen i nødvendigt omfang.

Den foreslåede bestemmelse i § 5 fastsætter de yderligere krav, som fabrikanter af apparater skal overholde, og som ikke umiddelbart relaterer sig til selve apparatets konstruktion og dermed overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3. De krav, som stilles til fabrikanter i den forbindelse, fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 4 og regler fastsat i medfør heraf.

Bestemmelsen gennemfører EMC-direktivets artikel 7, stk. 5-7, om fabrikanters forpligtelser og artikel 18 om oplysninger vedrørende anvendelse af apparater.

I medfør af det foreslåede stk. 1 skal fabrikanter sikre, at der af apparaterne fremgår fabrikanternes navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt en postadresse, hvor de kan kontaktes. Disse oplysninger skal fremgå af emballagen eller et ledsagende dokument, hvis det ikke er muligt at sætte oplysningerne på apparatet på grund af dets beskaffenhed. Det kan f.eks. være, hvor apparatets størrelse eller overflade ikke gør det muligt at anbringe oplysningerne. Fabrikanternes kontaktoplysninger skal angives på et sprog, der er letforståeligt for brugerne og Energistyrelsen. Det vil bl.a. sige, at de skal angives på et sprog, som benytter latinske bogstaver, hvis apparatet bringes i omsætning i Danmark, og således, at postvæsenet vil være i stand til at levere et brev til fabrikanten på baggrund af oplysningerne.

I medfør af det foreslåede stk. 2 skal fabrikanter på apparater, som de bringer i omsætning, anbringe type-, parti- eller serienummer eller lignende til identifikation af apparaterne. Hvis dette ikke er muligt på grund af apparatets beskaffenhed, skal disse oplysninger i stedet fremgå af emballagen eller et medfølgende dokument. Det kan f.eks. være, hvor apparatets størrelse eller overflade ikke gør det muligt at anbringe oplysningerne herpå.

I medfør af det foreslåede stk. 3 skal fabrikanter sikre, at der med apparatet følger en klar og forståelig brugsanvisning på et sprog, der er letforståeligt for brugere. Sproget skal som udgangspunkt være dansk, men kan f.eks. også være en sammenskrivning af dansk og norsk. En brugsanvisning skal indeholde de oplysninger, som er nødvendige for, at en almindelig bruger uden særlige forkundskaber kan betjene og vedligeholde apparatet, så brugeren kan anvende apparatet efter hensigten. Udgangspunktet er derfor, at brugere på baggrund af brugsanvisningen skal kunne anvende apparatet uden at have behov for yderligere oplysninger. Ved apparater, som ikke er komplekse, kan en brugsanvisning i form af en tegning være tilstrækkelig.

Fabrikanter skal i medfør af det foreslåede stk. 4 også sikre, at der med apparater følger klare og forståelige oplysninger om eventuelle særlige forhold på et sprog, der er letforståeligt, om, hvordan apparatet skal samles, installeres, vedligeholdes eller anvendes, hvis dette er nødvendigt for, at det vil være i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3, når brugeren anvender det. Enhver foranstaltning, som en bruger skal foretage, skal fremgå af disse oplysninger.

Eksempler på sådanne særlige oplysninger kan være, at der skal sikres jordforbindelse, før et apparat anvendes, eller at der kan være særlige krav til kabler, som skal anvendes til at forbinde apparatet med andre apparater. Oplysningerne kan f.eks. sættes ind i brugsanvisningen. Hvis apparatet sælges i en internetbutik, skal de samme oplysninger, som ville have været tilgængelige for brugere i en fysisk butik, være tilgængelige for brugeren via internetbutikkens hjemmeside. Der gælder en særlig oplysningspligt for fabrikanter af apparater, som ikke vil være i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3, hvis de anvendes i boligområder, fordi de frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser end, at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr kan fungere efter hensigten. I boligområder vil apparater normalt skulle anvendes i fysisk nærhed af andre apparater og radioudstyr, hvorfor risikoen for indbyrdes elektromagnetiske forstyrrelser er større. Der skal med apparater, som ikke vil være i overensstemmelse med de væsentlige krav i sådanne situationer, følge klare oplysninger om, at de ikke må anvendes, eller at der skal tages særlige forholdsregler for anvendelsen i sådanne områder afhængig af, hvor alvorlige de elektromagnetiske forstyrrelser må forventes at være. Oplysningerne skal om nødvendigt også angives på emballagen, f.eks. hvis de ikke umiddelbart fremgår, når apparatets emballage ikke er åbnet. Bestemmelsen er relevant i forhold til apparater, der vil frembringe elektromagnetiske forstyrrelser, så andre apparater eller radioudstyr, der normalt anvendes i private hjem, f.eks. radio- eller tv-modtagere, ikke kan fungere efter hensigten. For brugere, der ønsker at købe apparatet i en internetbutik eller via postordre, vil sådanne oplysninger normalt ikke være umiddelbart synlige. I sådanne tilfælde skal oplysningerne være tilgængelige for brugeren i produktbeskrivelsen på hjemmesiden eller i kataloget.

Den foreslåede bestemmelse vedrører fabrikantens forpligtelser i tiden efter, at denne har bragt et apparat i omsætning.

Den foreslåede bestemmelse er ny og gennemfører dele af EMC-direktivets artikel 7, stk. 8, om fabrikantens forpligtelser.

Hvis fabrikanten efter at have bragt et apparat i omsætning finder eller har grund til at tro, at apparatet ikke er i overensstemmelse med kravene, som følger af § 4 og regler fastsat i medfør heraf samt § 5, som relaterer sig til apparatets konstruktion eller oplysninger, som skal følge med apparatet, skal fabrikanten i medfør af det foreslåede stk. 1 straks iværksætte foranstaltninger, der kan bringe apparatet i overensstemmelse med kravene. Hvis disse foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at bringe apparatet i overensstemmelse med kravene, skal fabrikanten trække apparatet tilbage fra markedet eller kalde det tilbage alt efter, hvad der vil være den nødvendige og tilstrækkelige foranstaltning i forhold til at sikre, at der ikke på markedet findes apparater, som ikke er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser.

Det foreslåede stk. 2 vedrører tilfælde, hvor et apparat, som en fabrikant har gjort tilgængeligt på markedet, udgør en risiko. Her skal fabrikanten straks underrette Energistyrelsen om risikoen og give styrelsen nærmere oplysninger om de foranstaltninger, som fabrikanten måtte have iværksat for at fjerne den risiko, som apparatet udgør. Efter den foreslåede bestemmelses ordlyd indtræder pligten for fabrikanten i de tilfælde, hvor fabrikanten har gjort et apparat tilgængeligt på markedet. Det vil sige, at en fabrikant både skal underrette Energistyrelsen, hvis fabrikanten har bragt apparatet i omsætning i Danmark, hvilket vil sige den første tilgængeliggørelse af apparatet på EU-markedet, og hvis fabrikanten har gjort apparatet tilgængeligt på markedet i Danmark, hvilket vil sige, at fabrikanten på et tidspunkt har bragt apparatet i omsætning i et andet EU-medlemsland.

Et apparat udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra a, en risiko, hvis det frembringer så kraftige elektromagnetiske forstyrrelser, at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr ikke kan fungere efter hensigten, eller hvis apparatets funktion forringes i uacceptabel grad på grund af elektromagnetiske forstyrrelser, der er forventelige i forbindelse med apparatets tilsigtede anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse om en bemyndiget repræsentant for fabrikanten er ny og gennemfører EMC-direktivets artikel 8. I bilag 2, pkt. 2, og bilag 11, litra c, i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold forudsættes det, at en fabrikant kan anvende en bemyndiget repræsentant ved, at den pågældendes navn og adresse i givet fald skal ledsage apparater og fremgå af fabrikantens overensstemmelseserklæring, men forhold vedrørende den bemyndigede repræsentant er ikke specifikt reguleret.

Uanset om en fabrikant er etableret i eller uden for EU, kan fabrikanten i medfør af det foreslåede stk. 1 udpege en bemyndiget repræsentant til at repræsentere sig og handle på sine vegne. Udpegningen af den bemyndigede repræsentant skal ske ved en skriftlig fuldmagt for at skabe klarhed over bemyndigelsens indhold og dens omfang.

De opgaver, som kan udføres af en bemyndiget repræsentant, er af administrativ karakter, og det fremgår derfor af det foreslåede stk. 2, at bemyndigede repræsentanter ikke kan sikre, at apparater er konstrueret i overensstemmelse med de væsentlige krav i § 3, jf. den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, eller udarbejde den tekniske dokumentation, jf. den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2. Eksempler på administrative opgaver, som en bemyndiget repræsentant kan udføre, er at udarbejde EU-overensstemmelseserklæringen og at påsætte CE-mærke.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, nr. 1, at fabrikantens bemyndigelse af repræsentanten som minimum skal sætte repræsentanten i stand til at opbevare EU-overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation i 10 år efter, at apparatet er blevet bragt i omsætning, så dokumenterne står til rådighed for Energistyrelsen. 10 års-perioden regnes fra det tidspunkt, hvor det sidste eksemplar af produktmodellen blev bragt i omsætning, f.eks. det sidste apparat i en produktionsserie.

Derudover skal repræsentanten i medfør af det foreslåede nr. 2 være i stand til efter anmodning at give Energistyrelsen alle oplysninger og al dokumentation, som er nødvendig for at påvise apparatets overensstemmelse med kravene, som følger af den foreslåede bestemmelse i § 4 og regler fastsat i medfør heraf og § 5.

Endelig skal repræsentanten i medfør af det foreslåede nr. 3 på Energistyrelsens anmodning samarbejde med styrelsen om foranstaltninger, der træffes for at fjerne en risiko, som et apparat, der er omfattet af den bemyndigede repræsentants fuldmagt, udgør, jf. herved den tilsvarende foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 3. Et apparat udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra a, en risiko, hvis det frembringer så kraftige elektromagnetiske forstyrrelser, at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr ikke kan fungere efter hensigten, eller hvis apparatets funktion forringes i uacceptabel grad på grund af elektromagnetiske forstyrrelser, der er forventelige i forbindelse med apparatets tilsigtede anvendelse.

En bemyndiget repræsentant kan samtidig være importør eller distributør af apparater, som er omfattet af repræsentantens fuldmagt. I sådanne tilfælde skal den bemyndigede repræsentant også overholde forpligtelserne for henholdsvis en importør i de foreslåede bestemmelser i §§ 8 og 9 eller en distributør i de foreslåede bestemmelser i §§ 10 og 11.

I den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold anvendes begrebet den ansvarlige for markedsføringen om andre erhvervsdrivende i forsyningskæden end fabrikanten, som stiller bl.a. apparater til rådighed mod betaling eller gratis med henblik på distribution eller forbrug, jf. definitionen af markedsføring i den gældende lovs § 2 e. Baggrunden for, at betegnelsen den ansvarlige for markedsføringen i dette lovforslag ændres til importør, er, at referencebestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF anvender en ændret systematik, der skelner mellem fabrikanter, importører og distributører. Dermed bliver forpligtelserne for disse erhvervsdrivende mere klare, og det muliggør en yderligere graduering i deres ansvar i forhold til produkterne.

Det følger af § 6 i den gældende lov, at den ansvarlige for markedsføringen ved markedsføring af et apparat skal sikre, at der for apparatet foreligger en erklæring om, at det er i overensstemmelse med de væsentlige krav i lovens § 5, at der medfølger oplysninger om, til hvilken brug apparatet er bestemt, herunder hvor det må tages i brug, samt at apparatet er forsynet med CE-mærke og eventuel anden mærkning. Det følger endvidere af § 3 i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at den ansvarlige for markedsføringen skal sikre, at der er foretaget en vurdering af apparatets overensstemmelse med de væsentlige krav i den gældende lovs § 5, at vurderingen er dokumenteret i den tekniske dokumentation, at der er udarbejdet en erklæring om apparatets overensstemmelse med de væsentlige krav, og at apparatet eller dets emballage er forsynet med CE-mærke og eventuel anden mærkning.

En importør er enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i EU, og som bringer et apparat eller radioudstyr fra et tredjeland i omsætning på EU-markedet, jf. definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 13. Importøren har en særlig rolle som den første erhvervsdrivende i forsyningskæden, der er etableret i EU, i forhold til at sikre, at de apparater, de bringer i omsætning på markedet, opfylder de gældende krav, og at de ikke bringer apparater i omsætning, som udgør en risiko eller ikke opfylder kravene i øvrigt, jf. betragtning 20 i EMC-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse i § 8 fastsætter de krav, som importører skal overholde, inden de bringer apparater i omsætning på EU-markedet. Kravene relaterer sig bl.a. til apparaternes overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3, når de bringes i omsætning af importøren.

Bestemmelsen gennemfører EMC-direktivets artikel 9, stk. 1-5 og 7 samt artikel 18.

Importøren må efter det foreslåede stk. 1 ikke bringe et apparat i omsætning, før det er blevet bragt i overensstemmelse med de væsentlige krav i § 3, hvis importøren finder eller har grund til at tro, at apparatet ikke er i overensstemmelse med § 3. Hvis importøren er i tvivl om, hvorvidt et apparat er i overensstemmelse med § 3, skal importøren undlade at bringe apparatet i omsætning og eventuelt kontakte fabrikanten for at få afklaret spørgsmålet. Dette understreger, at importøren ud over fabrikanten spiller en nøglerolle i forhold til at sikre apparaters overensstemmelse med kravene, før de bringes i omsætning.

Importøren skal, inden importøren bringer et apparat i omsætning, i medfør af det foreslåede stk. 2 sikre f.eks. ved at bede om yderligere oplysninger fra fabrikanten eller gennem udformningen af kontrakten med fabrikanten, at fabrikanten har vurderet, at apparatet er i overensstemmelse med de væsentlige krav i § 3, og at fabrikanten har udarbejdet teknisk dokumentation, jf. den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2. Importøren skal endvidere sikre sig, at fabrikanten har anbragt et CE-mærke på apparatet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 4, i overensstemmelse med regler herom fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 5, nr. 4.

Endvidere skal importøren sikre sig, at fabrikanten har opfyldt kravene i den foreslåede bestemmelse i § 5.

Importøren skal således sikre, at fabrikantens navn og kontaktoplysninger m.v., jf. den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, fremgår af apparatet, hvilket er nyt i forhold til de gældende regler, at fabrikanten har anbragt et type-, parti- eller serienummer på apparatet eller en anden form for angivelse, som kan identificere apparatet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2, og at der følger en klar og forståelig brugsanvisning på et sprog, der er letforståeligt, med apparatet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3.

En brugsanvisning skal indeholde de oplysninger, der skal til for, at en almindelig bruger kan betjene og vedligeholde apparatet, så apparatet kan anvendes efter hensigten. Udgangspunktet er således, at brugere på baggrund af brugsanvisningen skal kunne anvende apparatet uden at have behov for yderligere oplysninger. Ved apparater, som ikke er komplekse, kan en brugsanvisning i form af en tegning være tilstrækkelig. Men ellers skal en brugsanvisning være affattet på et letforståeligt sprog. Det vil som udgangspunkt være dansk, men kan f.eks. også en sammenskrivning af dansk og norsk, så længe det er letforståeligt for en dansk bruger.

Herudover skal importøren sikre, at der følger klare og forståelige oplysninger på et sprog, der er letforståeligt, om eventuelle særlige forholdsregler, der skal træffes i forbindelse med at samle, anvende, opbevare og vedligeholde apparatet. Oplysningerne skal sikre, at apparatet er i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3, når brugeren anvender det, jf. den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 4.

Importørens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt postadresse, hvor importøren kan kontaktes, skal som noget nyt i medfør af det foreslåede stk. 3 fremgå af apparatet. Hvis dette ikke er muligt, f.eks. fordi emballagen i så fald skal åbnes, skal oplysningerne fremgå af emballagen eller af et ledsagende dokument. Kontaktoplysningerne skal angives på et sprog, der er letforståeligt, for brugerne og Energistyrelsen. Det vil bl.a. sige, at kontaktoplysningerne på apparater, der bringes i omsætning i Danmark, skal angives på et sprog, som benytter latinske bogstaver.

I medfør af det foreslåede stk. 4 skal importøren som noget nyt opbevare en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen i 10 år efter, at den pågældende har bragt et apparat i omsætning. Importøren skal endvidere sikre, at den tekniske dokumentation kan stilles til rådighed for Energistyrelsen efter anmodning i 10 år efter, at denne har bragt et apparat i omsætning. 10 års-perioden regnes fra det tidspunkt, hvor det sidste eksemplar af produktmodellen blev bragt i omsætning, f.eks. det sidste apparat i en produktionsserie.

Det er ikke et krav, at importøren er i besiddelse af den tekniske dokumentation. Fabrikanten kan anse dokumentationen som forretningshemmeligheder eller forretningsfølsomme oplysninger. Hvis importøren ikke selv er i besiddelse af den tekniske dokumentation, skal importøren f.eks. gennem sin kontrakt med fabrikanten sikre, at fabrikanten stiller den tekniske dokumentation til rådighed for importøren til brug for fremsendelse til Energistyrelsen eller direkte for styrelsen. Det kan i nogle tilfælde være tilstrækkeligt at stille de dele af den tekniske dokumentation til rådighed, som er nødvendige i forbindelse med en undersøgelse af manglende overholdelse af bestemte regler, eller i forhold til at godtgøre, at en eventuel manglende overholdelse af bestemte regler er afhjulpet.

I medfør af det foreslåede stk. 5 skal en importør sikre, at opbevaring og transport af et apparat, som den pågældende har ansvaret for, ikke bringer dets overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3 i fare. Der kan f.eks. være tale om at sikre, at apparaterne ikke udsættes for fugt, eller at de transporteres under de foreskrevne temperaturforhold. Den foreslåede bestemmelse er ny. Men idet importører ikke i medfør af den gældende lov må bringe apparater, som ikke er i overensstemmelse med de væsentlige krav, i omsætning, er det allerede i dag en forudsætning, at importørerne sikrer, at apparaterne forbliver i overensstemmelse med de væsentlige krav, mens de er i deres varetægt eller under transport på deres ansvar.

I medfør af det foreslåede stk. 6 skal importøren, hvis apparatet udgør en risiko, underrette fabrikanten og Energistyrelsen om det. Et apparat udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra a, en risiko, hvis det frembringer så kraftige elektromagnetiske forstyrrelser, at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr ikke kan fungere efter hensigten, eller hvis apparatets funktion forringes i uacceptabel grad på grund af elektromagnetiske forstyrrelser, der er forventelige i forbindelse med apparatets tilsigtede anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse er ny og vedrører importørens forpligtelser i tiden efter, at denne har bragt et apparat i omsætning og gennemfører EMC-direktivets artikel 9, stk. 6.

Hvis importøren efter at have bragt et apparat i omsætning finder eller har grund til at tro, at apparatet ikke er i overensstemmelse med kravene i § 8, stk. 1-3, som relaterer sig til apparatets konstruktion og overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 3 og oplysninger, som skal følge med apparatet, skal importøren i medfør af det foreslåede stk. 1 straks iværksætte foranstaltninger, der kan bringe apparatet i overensstemmelse med kravene. Hvis disse foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at bringe apparatet i overensstemmelse med kravene, skal importøren trække apparatet tilbage fra markedet eller kalde det tilbage alt efter, hvad der vil være den nødvendige og tilstrækkelige foranstaltning i forhold til at sikre, at der ikke på markedet findes apparater, som ikke er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser.

Det foreslåede stk. 2 vedrører tilfælde, hvor et apparat, som en importør har gjort tilgængeligt på markedet, viser sig at udgøre en risiko. Her skal importøren straks underrette Energistyrelsen om det og give styrelsen nærmere oplysninger om de foranstaltninger, som importøren måtte have iværksat for at fjerne den risiko, som apparatet udgør. Efter den foreslåede bestemmelses ordlyd indtræder pligten for importøren i de tilfælde, hvor importøren har gjort et apparat tilgængeligt på markedet. Det vil sige, at en importør både skal underrette Energistyrelsen, hvis importøren har bragt apparatet i omsætning i Danmark, hvilket vil sige den første tilgængeliggørelse af apparatet på EU-markedet, og hvis importøren har gjort apparatet tilgængeligt på markedet i Danmark, hvilket vil sige, at importøren på et tidspunkt har bragt apparatet i omsætning i et andet EU-medlemsland.

Et apparat udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra a, en risiko, hvis det frembringer så kraftige elektromagnetiske forstyrrelser, at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr ikke kan fungere efter hensigten, eller hvis apparatets funktion forringes i uacceptabel grad på grund af elektromagnetiske forstyrrelser, der er forventelige i forbindelse med apparatets tilsigtede anvendelse.

I den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold anvendes begrebet den ansvarlige for markedsføringen om andre erhvervsdrivende i forsyningskæden end fabrikanten, som stiller bl.a. apparater til rådighed mod betaling eller gratis med henblik på distribution eller forbrug, jf. definitionen af markedsføring i den gældende lovs § 2 e. Baggrunden for, at betegnelsen den ansvarlige for markedsføringen i dette lovforslag ændres til distributør, er, at referencebestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF anvender en ændret systematik, der skelner mellem fabrikanter, importører og distributører. Dermed bliver forpligtelserne for disse erhvervsdrivende mere klare, og det muliggør en yderligere graduering i deres ansvar i forhold til produkterne.

Det følger af § 6 i den gældende lov, at den ansvarlige for markedsføringen ved markedsføring af et apparat skal sikre, at der for apparatet foreligger en erklæring om, at det er i overensstemmelse med de væsentlige krav i lovens § 5, at der medfølger oplysninger om, til hvilken brug apparatet er bestemt, herunder hvor det må tages i brug, samt at apparatet er forsynet med CE-mærke og eventuel anden mærkning. Det følger endvidere af § 3 i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at den ansvarlige for markedsføringen skal sikre, at der er foretaget en vurdering af apparatets overensstemmelse med de væsentlige krav i den gældende lovs § 5, at vurderingen er dokumenteret i den tekniske dokumentation, at der er udarbejdet en erklæring om apparatets overensstemmelse med de væsentlige krav, og at apparatet eller dets emballage er forsynet med CE-mærke og eventuel anden mærkning.

En distributør er enhver fysisk eller juridisk person i forsyningskæden ud over fabrikanten og importøren, som gør et apparat tilgængeligt på markedet, jf. definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5.

En distributør gør apparater, som er bragt i omsætning af en fabrikant eller en importør, eller som er gjort tilgængelige på markedet af en anden distributør, tilgængelige på markedet for en anden distributør eller en bruger. En erhvervsdrivende er f.eks. en distributør, hvis den pågældende i Danmark eller et andet EU-land køber apparater, som den pågældende sælger videre til en anden distributør eller direkte til brugerne. Hvis den erhvervsdrivende derimod køber apparater uden for EU, anses den erhvervsdrivende som importør uanset, om den erhvervsdrivende f.eks. sælger apparaterne direkte til brugere i Danmark.

Den foreslåede bestemmelse vedrører distributørens forpligtelser i tiden inden, at denne gør et apparat tilgængeligt på markedet og gennemfører EMC-direktivets artikel 10, stk. 1-3.

Distributører må derfor i medfør af det foreslåede stk. 1 ikke gøre et apparat tilgængeligt på markedet, før det er blevet bragt i overensstemmelse med de væsentlige krav i § 3, hvis distributøren finder eller har grund til at tro, at apparatet ikke er i overensstemmelse med § 3. Det fremgår af EMC-direktivets artikel 10, stk. 1, at distributører skal handle med fornøden omhu over for kravene i direktivet. Distributører skal være i stand til at vurdere, om en række formelle krav er overholdt og dermed vurdere, om der er indikationer på, at et apparat ikke er i overensstemmelse med reglerne.

Distributøren må kun gøre et apparat tilgængeligt på markedet, når distributøren har kontrolleret, at en række formelle krav er opfyldt. Det drejer sig efter det foreslåede stk. 2 om, at distributøren skal kontrollere, at fabrikanten har opfyldt sin pligt til at sætte et CE-mærke på apparatet eller emballagen og de medfølgende dokumenter efter forskrifterne herfor.

Endvidere skal distributøren kontrollere, at fabrikanten har opfyldt kravene i den foreslåede bestemmelse i § 5.

Distributøren skal således kontrollere, at fabrikantens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt postadresse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, fremgår af apparatet, at fabrikanten har anbragt et type-, parti- eller serienummer på apparatet eller en anden form for angivelse, som kan identificere apparatet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2, og at der følger en klar og forståelig brugsanvisning på et sprog, der er letforståeligt, med apparatet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3.

En brugsanvisning skal indeholde de oplysninger, der skal til for, at en almindelig bruger kan betjene og vedligeholde apparatet, så apparatet kan anvendes efter hensigten. Udgangspunktet er således, at brugere på baggrund af brugsanvisningen skal kunne anvende apparatet uden at have behov for yderligere oplysninger. Ved apparater, som ikke er komplekse, kan en brugsanvisning i form af en tegning være tilstrækkelig. Men ellers skal en brugsanvisning være affattet på et letforståeligt sprog. Det vil som udgangspunkt være dansk, men kan f.eks. også en sammenskrivning af dansk og norsk, så længe det er letforståeligt for en dansk bruger.

Herudover skal distributøren kontrollere, at der følger klare og forståelige oplysninger på et sprog, der er letforståeligt, om eventuelle særlige forholdsregler, der skal træffes i forbindelse med at samle, anvende, opbevare og vedligeholde apparatet. Oplysningerne skal sikre, at apparatet er i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3, når brugeren anvender det, jf. den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 4.

Endelig skal distributøren kontrollere, at importøren har anbragt navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt postadresse, hvor importøren kan kontaktes, på apparatet eller emballagen eller et medfølgende dokument, jf. den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 3. Kontaktoplysningerne skal være på et sprog, der er letforståeligt for brugerne og Energistyrelsen. Det vil bl.a. sige, at kontaktoplysningerne på apparater, der gøres tilgængelige i Danmark, skal angives på et sprog, der benytter latinske bogstaver.

I medfør af det foreslåede stk. 3 skal distributører sikre, at deres opbevaring og transport af et apparat, som de har ansvaret for, ikke bringer apparatets overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3 i fare. Dette krav er med til at sikre, at et apparat overholder de væsentlige krav, når det tages i anvendelse. Der kan f.eks. være tale om at sikre, at apparaterne ikke udsættes for fugt, eller at de transporteres under de foreskrevne temperaturforhold.

Den foreslåede bestemmelse er ny for distributører. Men idet distributører ikke i medfør af den gældende lov må gøre apparater, som ikke er i overensstemmelse med de væsentlige krav, tilgængelige på markedet, er det allerede i dag en forudsætning, at distributørerne sikrer, at apparaterne forbliver i overensstemmelse med de væsentlige krav, mens de er i deres varetægt eller under transport på deres ansvar.

Hvis et apparat udgør en risiko, skal distributøren ifølge det foreslåede stk. 4 underrette fabrikanten eller importøren samt Energistyrelsen om det. Et apparat udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra a, en risiko, hvis det frembringer så kraftige elektromagnetiske forstyrrelser, at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr ikke kan fungere efter hensigten, eller hvis apparatets funktion forringes i uacceptabel grad på grund af elektromagnetiske forstyrrelser, der er forventelige i forbindelse med apparatets tilsigtede anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse er ny og vedrører distributørens forpligtelser i tiden efter, at denne har gjort et apparat tilgængeligt på markedet og gennemfører EMC-direktivets artikel 10, stk. 4.

Hvis distributøren efter at have gjort et apparat tilgængeligt på markedet finder eller har grund til at tro, at apparatet ikke er i overensstemmelse med kravene i de foreslåede bestemmelser i § 10, stk., 1 og 2, som relaterer sig til apparatets konstruktion og overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 3 og oplysninger, som skal følge med apparatet, skal distributøren i medfør af det foreslåede stk. 1 straks iværksætte foranstaltninger, der kan bringe apparatet i overensstemmelse med kravene. Hvis disse foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at bringe apparatet i overensstemmelse med kravene, må distributøren trække apparatet tilbage fra markedet eller kalde det tilbage alt efter, hvad der vil være den nødvendige og tilstrækkelige foranstaltning i forhold til at sikre, at der ikke på markedet findes apparater, som ikke er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser.

Det foreslåede stk. 2 vedrører tilfælde, hvor et apparat, som en distributør har gjort tilgængeligt på markedet, viser sig at udgøre en risiko. Her skal distributøren straks underrette Energistyrelsen om det og give styrelsen nærmere oplysninger om de foranstaltninger, som distributøren måtte have iværksat for at fjerne den risiko, som apparatet udgør.

Et apparat udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra a, en risiko, hvis det frembringer så kraftige elektromagnetiske forstyrrelser, at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr ikke kan fungere efter hensigten, eller hvis apparatets funktion forringes i uacceptabel grad på grund af elektromagnetiske forstyrrelser, der er forventelige i forbindelse med apparatets tilsigtede anvendelse.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, som er ny, at en importør eller distributør anses som fabrikant og dermed er underlagt de samme pligter som fabrikanten, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 4-6, hvis den pågældende, uden selv at have konstrueret et apparat, bringer det i omsætning eller gør det tilgængeligt på markedet under sit eget navn eller varemærke.

En importør eller distributør anses ligeledes som fabrikant, hvis importøren eller distributøren ændrer et apparat, der er bragt i omsætning, på en sådan måde, at der er tale om et andet apparat, og det derfor er relevant på ny at vurdere, om apparatet er i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 11.

Det følger af § 10, stk. 1, nr. 1-3, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at et apparat må anvendes, hvis det er korrekt installeret, vedligeholdt og anvendes i overensstemmelse med de formål, hvortil det er bestemt, at det er i overensstemmelse med de væsentlige krav i lovens § 5 og regler udstedt i medfør heraf, og at det er forsynet med overensstemmelsesmærkning og anden mærkning fastsat i henhold til lovens § 6, stk. 2, hvorefter Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om kravene til anbringelse, omfang, indhold og udformning af oplysninger, der skal ledsage apparater, og mærkning af apparater.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at brugere må anvende apparater, hvis de er korrekt installeret og vedligeholdt, anvendes efter hensigten efter fabrikantens anvisninger f.eks. i brugsanvisningen og er i overensstemmelse med de væsentlige krav for apparater, som fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 3.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 4.

Kravet i den gældende lovs § 10, stk. 1, nr. 3, om, at apparater kun må anvendes, hvis de er forsynet med overensstemmelsesmærkning og anden mærkning fastsat i bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, videreføres ikke. Overholdelse af disse formelle krav til fabrikanters mærkning af apparater skal ikke være en betingelse for, om et apparat konkret må anvendes, hvis det i øvrigt er korrekt installeret og vedligeholdt, anvendes i overensstemmelse med det tilsigtede formål og er i overensstemmelse med de væsentlige krav for apparater i den foreslåede bestemmelse i § 3.

En bruger af et apparat skal anvende apparatet korrekt og i overensstemmelse med fabrikantens anvisninger, jf. de foreslåede bestemmelser i § 5, stk. 3 og 4. Brugeren må ikke anvende et apparat, som er ændret, så det ikke længere er i overensstemmelse med de væsentlige krav.

I medfør af den gældende lovs § 10, stk. 4, kan Energistyrelsen fastsætte nærmere regler om særlige foranstaltninger vedrørende anvendelse og installation af apparater.

Efter § 3 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold er det tilladt på messer, udstillinger samt ved produktdemonstrationer og lignende lejligheder at præsentere radioudstyr, teleterminaludstyr, elektriske og elektroniske apparater og faste anlæg, som ikke er i overensstemmelse med loven, hvis det ved synlig skiltning klart anføres, at produkterne hverken kan markedsføres, tages i brug eller tilsluttes, før de er i overensstemmelse med reglerne.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 viderefører § 3 i den gældende lov og foreskriver, at apparater kan præsenteres og demonstreres af enhver på handelsmesser og udstillinger m.v., selvom produkterne ikke overholder de gældende regler, under forudsætning af, at der ved synlig skiltning klart gøres opmærksom på, at produkterne ikke er i overensstemmelse med reglerne og derfor ikke må sælges eller anvendes.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 5, stk. 3.

Overtrædelse af den foreslåede bestemmelse kan straffes med bøde i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 1.

Energistyrelsen foreslås i det foreslåede stk. 3 bemyndiget til at fastsætte regler om særlige foranstaltninger om installation og anvendelse af apparater. Der er tale om en indholdsmæssig videreførelse af § 10, stk. 4, i den gældende lov, som ikke er udmøntet i gældende ret. Bemyndigelsen giver mulighed for at fastsætte regler til gennemførelse af EMC-direktivets artikel 5, stk. 2. Der kan således i medfør af bestemmelsen fastsættes specifikke begrænsninger over for brugere i forhold til at anvende apparater, hvis de forårsager eller kan forventes at forårsage elektromagnetiske forstyrrelser på en konkret lokalitet, så andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr ikke kan fungere efter hensigten. Det kan dreje sig om begrænsninger for, hvor apparater må anvendes eller i forhold til, at brugerne skal tage særlige forholdsregler, når de anvender apparaterne.

I medfør af § 10 a i den gældende lov kan energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætte regler om anvendelse af apparater i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid. Bemyndigelsen er ikke udmøntet i gældende ret. Det foreslåede stk. 4 er som de tilsvarende foreslåede bestemmelser i § 16, stk. 4, om faste anlæg, § 27, stk. 4, om radioudstyr og § 29, stk. 2, om tilslutning af terminaludstyr en indholdsmæssig videreførelse af § 10 a i den gældende lov.

I de nævnte helt særlige situationer foreslås energi-, forsynings- og klimaministeren bemyndiget til at fastsætte regler om, at bestemte apparater må anvendes på en måde, der ikke er i overensstemmelse med loven eller regler fastsat i medfør heraf. Det kan f.eks. fastsættes, at bestemte apparater må anvendes, selvom de ikke er i overensstemmelse med de væsentlige krav.

Det foreslåede stk. 4 svarer til § 32 i lov om radiofrekvenser, hvorefter energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om anvendelse af radiofrekvenser i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid for at sikre, at vigtig radiokommunikation kan gennemføres. Reglerne kan f.eks. gå ud på, at en bestemt form for frekvensanvendelse kan ske uden tilladelse, hvor det ellers er et krav, og at kravet om, at de foreskrevne prøver skal være bestået for at anvende de pågældende radiofrekvenser, suspenderes.

Det fremgår af § 6 a, stk. 1, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at fabrikanten eller den ansvarlige for markedsføringen eller for installationen af et fast anlæg skal sikre, at det faste anlæg er i overensstemmelse med de væsentlige krav i forhold til elektromagnetiske forstyrrelser og immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, som gælder for apparater i medfør af lovens § 5, og at der foreligger teknisk dokumentation, som godtgør dette. Det fremgår videre af lovens § 13, stk. 3, at fabrikanten, den ansvarlige for markedsføringen eller installatøren af et fast anlæg i forbindelse med markedsføringen eller installationen skal gennemføre en vurdering af, om det faste anlæg er i overensstemmelse med de væsentlige krav i lovens § 5.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1 om væsentlige krav til faste anlæg, at fabrikanten af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen heraf skal sikre, at anlægget er konstrueret, installereret i overensstemmelse med god teknisk praksis og under iagttagelse af oplysningerne om anlæggets komponenters tilsigtede anvendelse, så det er i overensstemmelse med de væsentlige krav i forhold til forårsagelse af elektromagnetiske forstyrrelser og immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, som gælder for apparater. Dette væsentlige krav følger af EMC-direktivets bilag I, pkt. 2, om særlige krav til faste anlæg. Overtrædelse af den foreslåede bestemmelse kan straffes med bøde i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 2.

På grund af faste anlægs karakteristika er de ikke omfattet af bestemmelser i lovforslaget, som skal sikre fri bevægelighed og sikre, at produkter er i overensstemmelse med de væsentlige krav til konstruktionen. Faste anlæg skal ikke CE-mærkes, og der skal ikke udarbejdes overensstemmelseserklæring for dem på baggrund af en vurdering af anlæggets overensstemmelse med de væsentlige krav. Faste anlæg skal dog være i overensstemmelse med væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i stk. 1, når de tages i anvendelse på det sted, hvor de skal anvendes. Derudover skal fabrikanten eller den ansvarlige for installationen overholde visse krav til udarbejdelse af dokumentation og informationsmateriale, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 6, jf. bilag I, pkt. 1, om væsentlige krav i forhold til apparater og faste anlæg samt artikel 6, jf. bilag I, pkt. 2, om særlige krav til faste anlæg.

De væsentlige krav i det foreslåede stk. 1 er i det væsentlige en videreførelse af § 6 a, stk. 1, i den gældende lov. Som for apparaters vedkommende, jf. bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 3, er de væsentlige krav for faste anlæg af teknisk karakter og er fastsat for, at faste anlæg kan fungere tilfredsstillende i de omgivelser, hvor de anvendes. De væsentlige krav består i, at faste anlæg skal være konstrueret, så de ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser end, at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr kan fungere efter hensigten, og at de har den immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forventes i forbindelse med deres tilsigtede anvendelse, så de kan anvendes i overensstemmelse med deres formål. En elektromagnetisk forstyrrelse er et elektromagnetisk fænomen, der kan forringe f.eks. et apparats funktion og kan være elektromagnetisk støj eller et uønsket signal.

De væsentlige krav til faste anlæg foreskriver ikke en bestemt fremgangsmåde, som en fabrikant eller den ansvarlige for installationen skal anvende, eller specifikke tekniske krav til, hvordan et fast anlæg skal være konstrueret, men opstiller i stedet kravene til resultatet af fremstillingsprocessen. Fabrikanten eller den ansvarlige for installationen kan i den forbindelse tage hensyn til den nyeste udvikling og viden på området. Slutresultatet skal være, at det faste anlæg ikke forårsager elektromagnetiske forstyrrelser og har den fornødne immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser og dermed er i overensstemmelse med de væsentlige krav.

God teknisk praksis betyder den installationsmæssige praksis, som det vil være relevant at tage i betragtning for at sikre, at det faste anlæg er i overensstemmelse med de væsentlige krav på EMC-området på det sted, hvor anlægget skal installeres og bruges. God teknisk praksis kan ikke tage højde for alle specifikke forhold, hvor faste anlæg installeres. Derfor skal der altid foretages en konkret vurdering i forhold til det elektromagnetiske miljø, hvor et fast anlæg installeres og anvendes for at sikre, at anlægget konkret installeres i overensstemmelse med god teknisk praksis.

Iagttagelse af oplysningerne om den tilsigtede anvendelse af anlæggets enkelte komponenter betyder, at der ved installationen af det faste anlæg skal tages hensyn til alle EMC-relaterede oplysninger fra fabrikanterne af komponenterne, som installeres i det faste anlæg. Et fast anlæg installeres på et forudbestemt sted, og derfor kan oplysningerne foreskrive, at komponenterne skal installeres på det pågældende sted. Der kan derudover f.eks. være tale om oplysninger om det elektromagnetiske miljø, som komponenterne skal anvendes i, om at filtre eller afskærmning skal anvendes for at sikre elektromagnetisk kompatibilitet, specifikationer for kabler, der skal anvendes til at tilslutte andre apparater til det faste anlæg, og særlige forholdsregler, der skal tages ved brugen af anlægget. Der er tale om en indholdsmæssig videreførelse af pligten i bilag 2, pkt. 8, i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, som foreskriver, at et fast anlæg skal installeres i overensstemmelse med god teknisk praksis, der tager hensyn til de enkelte komponenters anvendelse og fysiske egenskaber for, at anlægget kan overholde de væsentlige krav.

Fabrikanter er ansvarlige for faste anlæg, som de sælger som en færdig enhed, mens den ansvarlige for installationen er den montør, installatør eller lignende, som installerer eller samler og opstiller et fast anlæg på det sted, hvor anlægget er forudbestemt til at blive anvendt permanent. Den ansvarlige for installationen kan også være fabrikanten.

Den ansvarlige personkreds i de gældende regler om faste anlæg foreslås begrænset, så den ansvarlige for markedsføringen ikke længere indgår heri. Det skyldes, at de i forhold til faste anlæg relevante aktører, som skal overholde de væsentlige krav til faste anlægs konstruktion og installation samt pålægges de forpligtelser, der gælder i forhold til dokumentation for overholdelse af disse væsentlige krav, vil være fabrikanten og den ansvarlige for installationen. For faste anlæg vil der normalt ikke være andre led i afsætningskæden, idet et fast anlæg er en særlig kombination af forskellige apparater og eventuelt andre anordninger, der er samlet, installeret og beregnet til at blive anvendt permanent på et forudbestemt sted, jf. definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 9.

Et fast anlæg er ikke beregnet til at blive flyttet, efter det er blevet opstillet på det sted, hvor det skal anvendes. Det forudgående forløb med vurdering af overensstemmelse med de væsentlige krav og udarbejdelse af en erklæring om overensstemmelse samt CE-mærkning, som skal foretages af fabrikanter i forhold til apparater og radioudstyr, som bringes i omsætning, gælder ikke for faste anlæg. Der gælder dog et dokumentationskrav som beskrevet nedenfor i forbindelse med det foreslåede stk. 2.

Det fremgår af den gældende lovs § 13, stk. 4, at fabrikanten, den ansvarlige for markedsføringen eller installatøren af et fast anlæg skal udarbejde dokumentation for, at anlægget er installeret på en måde, som godtgør, at anlægget er i overensstemmelse med de væsentlige krav i lovens § 5. Af pkt. 8 i bilag 2 til den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold fremgår desuden, at der ved markedsføring og installation af et fast anlæg skal foreligge skriftlig dokumentation, som godtgør, hvordan det faste anlæg er installeret i overensstemmelse med god teknisk praksis, der tager hensyn til de enkelte komponenters anvendelse og fysiske egenskaber med henblik på at sikre, at det samlede faste anlæg er i overensstemmelse med de væsentlige krav i den gældende lovs § 5, stk. 1.

Dette krav videreføres i medfør af det foreslåede stk. 2 med undtagelse af anvendelse af begrebet markedsføring, jf. bemærkningerne til det foreslåede stk. 1. Fabrikanten af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen heraf skal sikre, at den gode tekniske praksis nævnt i det foreslåede stk. 1 er dokumenteret. Bestemmelsen gennemfører EMC-direktivets artikel 19, stk. 1, sidste led.

Fabrikanten eller den ansvarlige for installationen af det faste anlæg skal således udarbejde dokumentation, som godtgør, at anlægget er i overensstemmelse med de væsentlige krav i det foreslåede stk. 1. Dokumentationen skal stilles til rådighed for Energistyrelsen på anmodning herom, så længe det faste anlæg er i drift. Overtrædelse af den foreslåede bestemmelse kan straffes med bøde i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 2.

Faste anlæg er meget forskellige både med hensyn til tekniske karakteristika, indretning, størrelse og anvendelse. Det afgørende i forhold til den dokumentation, som skal udarbejdes, er, at dokumentationen beskriver opbygningen af det konkrete faste anlæg. Der skal derudover redegøres for, hvor der kan være risiko for, at anlægget ikke er i overensstemmelse med de væsentlige krav, f.eks. fordi indbyggede apparater kan give anledning til elektromagnetiske forstyrrelser eller have problemer med immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, samt hvordan disse risici er imødegået ved opbygningen og installationen af det faste anlæg. Hvis et fast anlæg bliver ændret efter, at det er sat i drift, skal dokumentationen tilrettes, så den tager højde for den ændrede udformning af det faste anlæg.

Efter det foreslåede stk. 3 foreslås Energistyrelsen bemyndiget til at fastsætte regler om, at der vil være en formodning for overensstemmelse med de væsentlige krav eller dele heraf, hvis fabrikanten eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg har anvendt harmoniserede standarder eller dele heraf til at godtgøre, at anlægget er i overensstemmelse med de væsentlige krav. Faste anlæg kan dog ofte have en sådan individuel karakter, at det ikke er muligt at anvende harmoniserede standarder i forhold til dem.

Udgangspunktet for apparater er i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 4, at fabrikanten skal sikre, at apparater er konstrueret, så de er i overensstemmelse med de væsentlige krav, når fabrikanten bringer apparatet i omsætning. Derudover skal fabrikanten, inden apparater bringes i omsætning, bl.a. gennemføre eller få gennemført den relevante procedure til vurdering af apparaternes overensstemmelse, udarbejde en EU-overensstemmelseserklæring samt påføre den nødvendige mærkning, herunder CE-mærkning, jf. de foreslåede bestemmelser i § 4, stk. 2-4, samt regler fastsat i medfør af § 4, stk. 5.

Med det foreslåede stk. 1 gennemføres EMC-direktivets artikel 19, stk. 1, 2. led. Der er tale om en snæver undtagelsesbestemmelse i forhold til apparater, som alene er bestemt til indbygning i et bestemt fast anlæg, og som derfor ikke i øvrigt gøres tilgængelige på markedet. Fabrikanten skal hverken overholde de ovenfor nævnte krav, gennemføre de nævnte vurderinger eller udarbejde den nævnte dokumentation i forhold til disse apparater. De foreslåede bestemmelser om fabrikanter, bemyndigede repræsentanter, importører og distributørers forpligtelser i de foreslåede bestemmelser i §§ 3-12 finder således ikke anvendelse i forhold til disse apparater. Overtrædelse af den foreslåede bestemmelse kan straffes med bøde i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 3.

I det foreslåede stk. 2 angives de oplysninger, som i stedet skal fremgå af ledsagende informationsmateriale til et apparat, der i medfør af det foreslåede stk. 1 er undtaget fra at overholde kravene til apparater, og som fabrikanten eller den ansvarlige for installationen skal sikre følger med apparatet. Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 19, stk. 1, 3. led.

Fabrikanter er ansvarlige for faste anlæg, som de sælger som en færdig enhed, mens den ansvarlige for installationen er den montør, installatør eller lignende, der installerer eller samler og opstiller et fast anlæg på det sted, hvor anlægget er forudbestemt til at blive anvendt permanent. Den ansvarlige for installationen kan også være fabrikanten. Overtrædelse af den foreslåede bestemmelse kan straffes med bøde i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 3.

Det følger af § 6 a, stk. 2, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og af bilag 2, pkt. 9, i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at fabrikanten, den ansvarlige for markedsføringen eller for installationen af apparater, der er bestemt til indbygning i et bestemt fast anlæg, og som ikke handles separat, skal sikre, at der medfølger informationsmateriale, der identificerer det faste anlæg og dets karakteristika med hensyn til elektromagnetisk kompatibilitet, samt indeholder oplysninger om, hvilke forholdsregler der skal træffes med henblik på indbygning af apparatet i det faste anlæg for at sikre, at det pågældende faste anlægs overensstemmelse med de væsentlige krav i lovens § 5, stk. 1, ikke forringes.

Af informationsmaterialet, der følger med apparater, som er omfattet af det foreslåede stk. 1, skal der ifølge det foreslåede stk. 2, nr. 1, på samme måde som i medfør af de gældende bestemmelser fremgå oplysninger, som identificerer det specifikke faste anlæg, herunder dets fysiske lokalitet, som apparatet skal indbygges i, samt beskriver anlæggets elektromagnetiske karakteristika. Disse oplysninger skal sammen med oplysninger om særlige forholdsregler, der skal tages ved indbygningen af apparatet i det faste anlæg, efter det foreslåede nr. 2, være egnede til at sikre, at det pågældende faste anlæg fortsat er i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 1, efter indbygningen af apparatet.

Herudover skal der efter det foreslåede nr. 3 i materialet indgå de oplysninger, som fremgår af de foreslåede bestemmelser i § 5, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 3, om type-, parti- eller serienummer eller anden form for angivelse, der kan identificere apparatet, samt fabrikantens og importørens navne og registrerede firmanavne eller registrerede varemærker samt postadresser.

Det fremgår af § 10, stk. 2, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at faste anlæg må anvendes, når de er korrekt installeret i overensstemmelse med fabrikantens eller den ansvarlige for installationens anvisninger, vedligeholdt og anvendes i overensstemmelse med de formål, hvortil de er bestemt, samt når de er i overensstemmelse med de væsentlige krav i lovens § 5.

Denne retstilstand foreslås videreført i det foreslåede stk. 1, hvorefter et fast anlæg må anvendes, hvis det er korrekt installeret og vedligeholdt, anvendes efter hensigten og er i overensstemmelse med de væsentlige krav for faste anlæg i den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 4 i forhold til faste anlæg.

Efter § 3 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold er det tilladt på messer, udstillinger samt ved produktdemonstrationer og lignende lejligheder at præsentere radioudstyr, teleterminaludstyr, elektriske og elektroniske apparater og faste anlæg, som ikke er i overensstemmelse med loven, hvis det ved synlig skiltning klart anføres, at produkterne hverken kan markedsføres, tages i brug eller tilsluttes, før de er i overensstemmelse med reglerne.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 viderefører § 3 i den gældende lov og foreskriver, at faste anlæg kan præsenteres og demonstreres af enhver på handelsmesser og udstillinger m.v., selvom de faste anlæg ikke er i overensstemmelse med de gældende regler, under forudsætning af, at der ved synlig skiltning klart gøres opmærksom på, at de faste anlæg ikke er i overensstemmelse med reglerne og derfor ikke må anvendes.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 5, stk. 3.

Overtrædelse af den foreslåede bestemmelse kan straffes med bøde i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 1.

Energistyrelsen bemyndiges i medfør af det foreslåede stk. 3 til at fastsætte regler om særlige foranstaltninger om installation og anvendelse af faste anlæg. Der er tale om en indholdsmæssig videreførelse af § 10, stk. 4, i den gældende lov, og bestemmelsen gennemfører dele af EMC-direktivets artikel 5, stk. 2.

Der kan i medfør af den foreslåede bestemmelse fastsættes specifikke begrænsninger i forhold til at anvende faste anlæg, hvis de forårsager eller kan forventes at forårsage elektromagnetiske forstyrrelser, herunder på en konkret lokalitet, så andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr ikke kan fungere efter hensigten. Det kan dreje sig om begrænsninger i forhold til, hvor faste anlæg må anvendes eller i forhold til, at brugerne skal tage særlige forholdsregler, når de anvender et fast anlæg. Bemyndigelsen i § 10, stk. 4, i den gældende lov er udnyttet til at fastsætte regler om faste elektroniske kommunikationsnets maksimalt tilladte udstråling i forhold til anvendelse af radiofrekvenser til bl.a. nød- og redningstjenester og radiokommunikationstjenester til brug for flykommunikation og -navigation. Energistyrelsen vil i medfør af den foreslåede bestemmelse fastsætte tilsvarende regler i bekendtgørelsesform.

I medfør af § 10 a i den gældende lov kan energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætte regler om anvendelse af faste anlæg i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid. Det foreslåede stk. 4 er som de tilsvarende foreslåede bestemmelser i § 13, stk. 4, om apparater, § 27, stk. 4, om radioudstyr og § 29, stk. 2, om terminaludstyr en indholdsmæssig videreførelse af § 10 a i den gældende lov.

I de nævnte helt særlige situationer foreslås energi-, forsynings- og klimaministeren bemyndiget til at fastsætte regler om, at faste anlæg må anvendes på en måde, der ikke er i overensstemmelse med loven eller regler fastsat i medfør heraf.

Det foreslåede stk. 4 svarer til § 32 i lov om radiofrekvenser, hvorefter energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om anvendelse af radiofrekvenser i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid for at sikre, at vigtig radiokommunikation kan gennemføres. Reglerne kan f.eks. gå ud på, at en bestemt form for frekvensanvendelse kan ske uden tilladelse, hvor det ellers er et krav, og at kravet om, at de foreskrevne prøver skal være bestået for at anvende de pågældende radiofrekvenser, suspenderes.

Det foreslåede stk. 1 gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 3, stk. 1 og 2, som indeholder kravene til, hvordan radioudstyr skal være konstrueret. Det er de såkaldte væsentlige krav, som fabrikanter skal sikre, at deres radioudstyr er i overensstemmelse med, når de bringer radioudstyret i omsætning.

I medfør af § 5, stk. 3, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold skal radioudstyr være konstrueret således, at det beskytter brugernes og andre personers sundhed og sikkerhed.

Radioudstyr skal i medfør af det foreslåede nr. 1 sikre beskyttelse af personer og husdyrs sundhed og sikkerhed samt beskyttelse af ejendom. Dette væsentlige krav dækker sikkerhedsrelaterede aspekter i forhold til personer og husdyr samt beskyttelse af ejendom ved anvendelse af radioudstyr. Den foreslåede bestemmelse gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra a, der ud over personer, som er dækket af § 5, stk. 3, i den gældende lov, også omfatter husdyr og ejendom.

Beskyttelse af sundhed betyder, at radioudstyr skal være konstrueret på en sådan måde, at det er i overensstemmelse med de internationalt fastsatte grænseværdier for eksponering for elektromagnetiske felter, som også gælder i Danmark. Det fremgår i den forbindelse af den foreslåede bestemmelse i § 27, stk. 3, at Energistyrelsen med sigte på at varetage hensynet til den offentlige sundhed bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om krav for bestemte kategorier af radioudstyr som forudsætning for, at radioudstyret må anvendes. Sådanne krav vil blive fastsat på baggrund af og i overensstemmelse med sundhedsfaglig rådgivning fra Sundhedsstyrelsen om bl.a. virkningerne af menneskers udsættelse for elektromagnetiske felter på grund af anvendelse af radiofrekvenser. Sundhedsstyrelsens rådgivning baserer sig bl.a. på anbefalinger fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO), International Commission on Non-Ionizing Radiation Protection (ICNIRP) og EU.

I radioudstyrsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra a, er det endvidere angivet, at sikkerhedskravene i direktiv 2014/35/EU om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser (lavspændingsdirektivet), som skal gennemføres i dansk ret den 20. april 2016, skal overholdes, dog uden nedre grænse for spænding. Sikkerhedskravene fremgår af artikel 3 og bilag I i lavspændingsdirektivet. Lavspændingsdirektivet omfatter elektriske og elektroniske produkter med en spænding på 50-1.000 volt vekselstrøm og 75-1.500 volt jævnstrøm. Der vil i medfør af §§ 5 og 6 i lov nr. 525 af 29. april 2015 om sikkerhed ved elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel (elsikkerhedsloven) til gennemførelse af lavspændingsdirektivet blive fastsat regler, som forventes at træde i kraft den 20. april 2016.

Regler på området er i dag gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 797 af 30. august 1994 om ikrafttræden af Rådets direktiv 73/23/EF af 19. februar 1973 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser, som ændret ved Rådets direktiv 93/68/EF af 22. juli 1993 om ændring af blandt andet EF-direktiv om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser.

Da kravet om nedre spænding i lavspændingsdirektivet ikke gælder for radioudstyr, skal radioudstyr, der virker ved elektricitet, overholde sikkerhedskravene, der følger af lavspændingsdirektivet, selvom radioudstyr fungerer ved en væsentligt lavere spænding end de nedre grænser på 50 volt vekselstrøm og 75 volt jævnstrøm. Således vil f.eks. en mobiltelefon, der fungerer ved hjælp af et indbygget batteri med en lavere spænding end de nedre grænser i lavspændingsreglerne, være omfattet.

Sikkerhedskravene i lavspændingsdirektivet foreskriver, at radioudstyr skal have et højt beskyttelsesniveau for personers sundhed og sikkerhed samt for husdyr og ejendom. Det følger af sikkerhedskravene, at radioudstyr skal konstrueres sådan, at det kan tilsluttes på sikker og forsvarlig måde. Sikkerhedskravene medfører, at personer, husdyr og ejendom vil være sikret mod farer, som kan forårsages af radioudstyret, hvis radioudstyret anvendes efter dets formål og vedligeholdes forsvarligt. Desuden sikrer lavspændingsdirektivets bestemmelser mod farer, som kan forårsages af ydre påvirkninger af radioudstyret. Farer, som generelt kan forårsages af elektrisk materiel, kan være fare for legemsbeskadigelse eller andre skader ved berøring af produktet, herunder elektrisk stød, eller fare for personer, husdyr eller ejendom, som kan opstå under forudseelige overbelastningsforhold, herunder fare for, at radioudstyret bryder i brand.

Radioudstyr skal i medfør af det foreslåede nr. 2 desuden være i overensstemmelse med de væsentlige krav for apparater, som fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 3. Den foreslåede bestemmelse gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra b.

Den foreslåede bestemmelse viderefører kravet i den gældende lovs § 5, stk. 1, om, at radioudstyr skal være konstrueret, så det ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at andet radioudstyr, teleterminaludstyr, apparater og faste anlæg kan fungere i overensstemmelse med deres formål, og så det har den immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forventes i forbindelse med deres tilsigtede brug, og som gør, at deres funktion ikke forringes i uacceptabel grad.

Radioudstyr skal derfor være konstrueret sådan, at det sikrer et tilstrækkeligt niveau af elektromagnetisk kompatibilitet, så det ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at andet radioudstyr, apparater eller faste anlæg kan fungere efter hensigten, og at det har den immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forventes i forbindelse med dets tilsigtede anvendelse, og som gør, at det kan anvendes i overensstemmelse med dets formål.

I medfør af det foreslåede nr. 3 skal radioudstyr endvidere være konstrueret sådan, at det både anvender radiofrekvenser på en effektiv måde, så uacceptable forstyrrelser undgås, og understøtter en effektiv anvendelse af radiofrekvenser ved, at radioudstyret er beskyttet mod uacceptable forstyrrelser fra anden frekvensanvendelse. Den foreslåede bestemmelse gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 3, stk. 2.

Ved radiofrekvenser forstås efter definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 15, elektromagnetiske bølger, som udbredes i rummet uden kunstig afskærmning, hvilket vil sige, at radiofrekvenser, som transporteres i ledninger, kabler og apparater m.v., ikke er omfattet af definitionen.

Det følger af kravet i den foreslåede bestemmelse i nr. 3 om, at radioudstyr skal anvende radiofrekvenser på en effektiv måde, så uacceptable forstyrrelser undgås, at radiosenderen i radioudstyret skal være konstrueret, så den, når den er korrekt installeret og vedligeholdt, og når den anvendes til det formål, den er beregnet til, anvender radiofrekvenser på en måde, der ikke forårsager uacceptable forstyrrelser af anden frekvensanvendelse, jf. betragtning 10, 1. punktum, i radioudstyrsdirektivet. Dette krav til radioudstyrs konstruktion viderefører § 5, stk. 4, i den gældende lov om, at radioudstyr skal være konstrueret sådan, at det effektivt udnytter de frekvenser, som er afsat til den pågældende form for radiokommunikation, så uacceptable forstyrrelser undgås.

Det fremgår af bemærkningerne til § 41 i lov om radiofrekvenser, jf. Folketingstidende 2008-2009, tillæg A, side 4279, at en forstyrrelse anses for uacceptabel, hvis den er væsentlig og af en vis varighed eller tilbagevendende. Den skal samtidig forringe funktionaliteten for den berørte bruger af radiokommunikationen, radiosender eller apparat. Derudover vil det bero på en samlet vurdering af omstændighederne, om en konkret forstyrrelse i det enkelte tilfælde er uacceptabel. Således vil der blive lagt vægt på, hvordan forstyrrelsen kommer til udtryk, om der er tale om en forstyrrelse af livsvigtig frekvensanvendelse, f.eks. forstyrrelse af apparater til beskyttelse af liv eller helbred, eller en mindre vigtig frekvensanvendelse, f.eks. en hobbybruger, hvis frekvensanvendelse bliver forstyrret. Forstyrrelser, der f.eks. rammer apparater udelukkende beregnet til modtagelse, trådløst computertilbehør, udstyr med kort rækkevidde, der anvender radiofrekvenser, som der ikke kræves tilladelse for at anvende, samt apparater, der ikke indgår i systemer beregnet til at beskytte liv eller helbred, anses for at være af mindre væsentlig karakter og dermed ikke for uacceptable.

Det følger endvidere af kravet i den foreslåede bestemmelse i nr. 3 om, at radioudstyr skal understøtte en effektiv anvendelse af radiofrekvenser ved, at radioudstyret er beskyttet mod uacceptable forstyrrelser fra anden frekvensanvendelse, at en radiomodtager i radioudstyret for at være i overensstemmelse med de væsentlige krav, skal være konstrueret sådan, at den beskyttes mod uacceptable forstyrrelser. I sådanne tilfælde vil en radiomodtager bidrage til at fremme effektiv anvendelse af radiofrekvenser. Dette krav følger af radioudstyrsdirektivets artikel 3, stk. 2. Baggrunden for kravet beskrives nærmere i betragtning 10, 2. pkt., i radioudstyrsdirektivet, hvorefter radiomodtagere skal være konstrueret, så de fungerer som tilsigtet, og så de er beskyttet mod uacceptable forstyrrelser. Dette vil medvirke til at fremme effektiv anvendelse af radiofrekvenser. Kravet er en udvidelse af de væsentlige krav for radioudstyr i forhold til, hvad der følger af det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv og § 5 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold. Fabrikanter af radioudstyr vil derfor skulle tage højde for dette krav ved konstruktionen af deres radioudstyr.

Selv om radiomodtagere som udgangspunkt ikke i sig selv forårsager uacceptable forstyrrelser, er modtageegenskaber en stadigt vigtigere parameter for at sikre effektiv anvendelse af radiofrekvenser, når modtagerenhederne i radioudstyr gøres mere robuste over for forstyrrelser og uønskede signaler, jf. betragtning 11 til radioudstyrsdirektivet.

I medfør af § 41 i lov om radiofrekvenser fører Energistyrelsen bl.a. tilsyn med overholdelse af loven i forhold til elektromagnetiske forstyrrelser og forstyrrelser af anvendelse af radiofrekvenser. Energistyrelsen kan ved konstatering af overtrædelser af lov om radiofrekvenser og af regler samt vilkår i frekvenstilladelser fastsat i medfør af loven, jf. § 42 i lov om radiofrekvenser give ejeren eller brugeren af det apparat eller radioudstyr, som forårsager overtrædelsen, påbud om at foretage de foranstaltninger, der er nødvendige for at afhjælpe forstyrrelsen, bringe frekvensanvendelsen i overensstemmelse med loven og regler og vilkår, der er fastsat i medfør af loven, eller standse driften af radioudstyr og apparater.

Tilsyn med elektromagnetiske forstyrrelser sker i medfør af § 41 i lov om radiofrekvenser, fordi det i forstyrrelsestilfælde ikke umiddelbart er muligt at afgøre, om årsagen til forstyrrelsen er elektromagnetiske forstyrrelser eller radiosignaler. Der ændres med dette lovforslag ikke på, hvordan Energistyrelsen fører tilsyn med forstyrrelser.

Energistyrelsen kan ved konstatering af forstyrrelser, hvad enten årsagen til forstyrrelsen er frekvensanvendelse eller andre former for elektromagnetiske forstyrrelser, i medfør af §§ 42 og 44 i lov om radiofrekvenser på stedet foretage undersøgelse af radioudstyr og apparater og afbryde radioudstyr og apparater, som forstyrrer andet radioudstyr eller andre apparater, hvis funktion er afgørende for menneskers liv eller helbred.

Europa-Kommissionen kan i medfør af radioudstyrsdirektivets artikel 3, stk. 3, fastsætte, at bestemte kategorier af radioudstyr skal være i overensstemmelse med en række yderligere specifikke væsentlige krav. Energistyrelsen foreslås på den baggrund i medfør af stk. 2 bemyndiget til at fastsætte regler om yderligere krav til, at radioudstyr i særlige kategorier skal være konstrueret sådan, at det er i overensstemmelse med yderligere væsentlige krav, hvis Europa-Kommissionen i konkrete afgørelser særskilt specificerer dette.

Ifølge radioudstyrsdirektivet kan disse yderligere væsentlige krav, som Europa-Kommissionen kan fastsætte, omfatte krav til konstruktionen af radioudstyr for at sikre, at radioudstyret

1. fungerer med tilbehør, herunder universalopladere, for at forenkle anvendelsen af radioudstyr og mindske omfanget af affald og omkostninger,

2. fungerer via netværk sammen med andet radioudstyr,

3. kan tilsluttes grænseflader af passende type i hele EU,

4. ikke skader nettet eller dets funktion eller misbruger netressourcer på en sådan måde, at det medfører en uacceptabel forringelse af tjenesten,

5. er i stand til at sikre, at personoplysninger om brugere og abonnenter og disses privatliv beskyttes,

6. understøtter funktioner, der sikrer beskyttelse mod svig,

7. understøtter funktioner, der er nødvendige for at få adgang til alarmtjenester,

8. understøtter funktioner, som gør det lettere for handicappede brugere at anvende det, eller

9. understøtter funktioner, som skal sikre, at programmel kun kan indlæses på radioudstyret, hvis det er dokumenteret, at radioudstyret herefter er i overensstemmelse med de væsentlige krav.

Europa-Kommissionen kan i medfør af det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv ligeledes træffe afgørelse om, at en række lignende krav skal gælde for radioudstyr. Denne bemyndigelse er i medfør af direktivets artikel 3, stk. 3, litra e, bl.a. udnyttet i to tilfælde, hvor Europa-Kommissionen har truffet afgørelse om, at visse typer af radioudstyr til nød- og redningskommunikation inden for skibsfart samt lavinesendere og -søgere, skal være kompatibelt med funktioner, der sikrer adgang til nødtjenester. Disse to afgørelser er gennemført i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.

Det følger af § 6 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at fabrikanter ved markedsføring af radioudstyr skal sikre, at der for radioudstyret medfølger en erklæring om, at det er i overensstemmelse med de væsentlige krav i lovens § 5, at der medfølger oplysninger om, til hvilken brug radioudstyret er bestemt, herunder hvor det må tages i brug, samt at radioudstyret, dets emballage og medfølgende dokumenter er forsynet med CE-mærke og eventuel anden mærkning. Det følger endvidere af § 3 i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at fabrikanter af radioudstyr skal sikre, at der er foretaget en vurdering af radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav i den gældende lovs § 5, at vurderingen er dokumenteret i den tekniske dokumentation, at der er udarbejdet en erklæring om radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav, at radioudstyret, dets emballage og medfølgende dokumenter er forsynet med CE-mærke og eventuel anden mærkning, samt at der medfølger brugsanvisning og øvrige nødvendige oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse i § 18 fastsætter krav, som fabrikanten af radioudstyr skal overholde, og som relaterer sig til radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, når fabrikanten bringer radioudstyret i omsætning. Baggrunden for, at fabrikantens forpligtelser relaterer sig til, at de bringer radioudstyr i omsætning, i modsætning til, at de markedsfører radioudstyr i den gældende lovs § 6, er som nævnt i bemærkningerne til den foreslåede definition af at bringe i omsætning i § 2, stk. 1, nr. 3, at radioudstyrsdirektivet på baggrund af referencebestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF anvender en ændret terminologi i forhold til betegnelsen markedsføring. Der sondres således mellem, at fabrikanten og importøren bringer apparater og radioudstyr i omsætning, hvilket vil sige den første tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet i EU, og at distributøren gør apparater og radioudstyr tilgængelige på markedet, hvilket omfatter enhver levering af et apparat eller radioudstyr som led i erhvervsvirksomhed med eller uden vederlag med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse i EU.

De foreslåede bestemmelser i § 18, stk. 1-5, gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 10, stk. 1-5, 1. led, og stk. 9, om fabrikantens forpligtelser.

En erhvervsdrivende anses, jf. den foreslåede definition af fabrikant i § 2, stk. 1, nr. 8, som fabrikant af radioudstyr, hvis den pågældende fysiske eller juridiske person konstruerer eller får konstrueret radioudstyr og sælger radioudstyret under eget navn eller varemærke. Det er i den forbindelse uden betydning, om fremstillingen af radioudstyret sker i Danmark, i en anden EU-medlemsstat eller i et land uden for EU. Når en fabrikant bringer radioudstyr i omsætning på EU-markedet, herunder i Danmark, har fabrikanten samme forpligtelser efter dette lovforslag uanset, om fabrikanten er etableret inden for eller uden for EU, eller om radioudstyret er konstrueret og fremstillet inden for eller uden for EU. Fabrikanten er ansvarlig for, at dennes radioudstyr er konstrueret på en sådan måde, at det er i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf. Importører og distributører af radioudstyr kan under visse betingelser anses som fabrikanter af radioudstyr, jf. den foreslåede bestemmelse i § 26.

Fabrikantens overordnede pligt, når denne bringer radioudstyr i omsætning, fremgår af det foreslåede stk. 1, hvorefter fabrikanten skal sikre, at radioudstyret er konstrueret i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf. Der følger bl.a. heraf en forpligtelse for fabrikanten til at sikre, at deres produktionsprocesser er indrettet på en sådan måde, at det radioudstyr, som de fremstiller, er i overensstemmelse med de væsentlige krav. Denne forpligtelse gælder også i dag for fabrikanter i medfør af den gældende lovs § 6.

Det vil sige, at hvert enkelt stykke radioudstyr, som fabrikanten bringer i omsætning, skal være i overensstemmelse med de på det pågældende tidspunkt gældende krav. Det vil derfor være relevant for fabrikanter løbende at tage hensyn til ændringer i radioudstyrets design eller konstruktion, ligesom ændringer i harmoniserede standarder kan have betydning, navnlig hvor disse ændringer kan have indflydelse på, om radioudstyret fortsat kan anses for at være i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf. Ændringerne kan f.eks. gøre det nødvendigt for fabrikanten at gennemføre en ny vurdering af overensstemmelsen med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf og opdatere sin EU-overensstemmelseserklæring eller at inddrage et bemyndiget organ med henblik på at vurdere radioudstyrets overensstemmelse.

Det er endvidere en forudsætning for, at fabrikanter må bringe radioudstyr i omsætning, at det er konstrueret, så det kan anvendes i mindst én EU-medlemsstat. Det vil sige, at en fabrikant må bringe radioudstyr i omsætning i hele EU, hvis radioudstyret lovligt kan anvendes i én medlemsstat. Der kan f.eks. være tale om, at den, der anvender radioudstyret, skal have en tilladelse til at anvende de pågældende radiofrekvenser, eller at radioudstyret kan anvendes uden en sådan tilladelse, hvis de tekniske rammer, der måtte være fastsat for anvendelsen, overholdes.

Inden fabrikanter bringer deres radioudstyr i omsætning, skal de derfor i medfør af det foreslåede stk. 2 gennemføre eller få gennemført en vurdering af radioudstyrets overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf og udarbejde den tekniske dokumentation. Den tekniske dokumentation skal indeholde en beskrivelse, der gør det muligt at vurdere radioudstyrets overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf på baggrund af oplysninger om radioudstyrets konstruktion, de helt eller delvist anvendte harmoniserede standarder eller andre løsninger, der er valgt til at påvise denne overensstemmelse, og resultater af eventuelle konstruktionsberegninger, kontrolundersøgelser samt prøvningsrapporter.

Når vurderingen af overensstemmelsen er gennemført, skal fabrikanter i medfør af det foreslåede stk. 3 udarbejde en EU-overensstemmelseserklæring. En EU-overensstemmelseserklæring er en erklæring, hvorved en fabrikant på baggrund af vurderingen nævnt i den foreslåede bestemmelse i stk. 2 står inde for, at radioudstyret er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf. Den tekniske dokumentation for radioudstyret og EU-overensstemmelseserklæringen skal fabrikanter som noget nyt opbevare i 10 år efter, at de har bragt radioudstyret i omsætning. 10 års-perioden regnes fra det tidspunkt, hvor det sidste eksemplar af produktmodellen blev bragt i omsætning, f.eks. det sidste radioudstyr i en produktionsserie.

Fabrikanter kan i medfør af det foreslåede stk. 4 vælge at lade en kopi af den fulde EU-overensstemmelseserklæring eller en forenklet EU-overensstemmelseserklæring følge med radioudstyret. Hvis en forenklet overensstemmelseserklæring vælges, skal den angive den internetadresse, hvor overensstemmelseserklæringens fulde tekst kan findes.

I medfør af det foreslåede stk. 5 skal fabrikanter anbringe et CE-mærke på radioudstyr, der er i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, medmindre det ikke er muligt på grund af radioudstyrets beskaffenhed, og på radioudstyrets emballage, inden fabrikanten bringer radioudstyret i omsætning.

CE-mærket angiver, at radioudstyret opfylder kravene for at blive bragt i omsætning. Det betyder, at fabrikanten har sikret sig, at radioudstyret er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, eventuelt ved, at det er blevet vurderet af et bemyndiget organ udpeget i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 31. CE-mærket skal anbringes synligt og letlæseligt, og så det ikke kan slettes, på radioudstyret eller dets mærkeplade, medmindre dette ikke er muligt på grund af radioudstyrets beskaffenhed. Det kan f.eks. være, hvor radioudstyrets størrelse eller overflade ikke gør det muligt at anbringe et CE-mærke herpå. CE-mærket skal også anbringes på radioudstyrets emballage.

Energistyrelsen foreslås i medfør af stk. 6 bemyndiget til at fastætte nærmere regler for, hvilke procedurer en fabrikant skal gennemføre, og hvilken dokumentation en fabrikant skal udarbejde til brug for vurderingen af radioudstyrets overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf. De nævnte regler vil gennemføre og blive fastsat inden for rammerne af radioudstyrsdirektivets kapitel III, som omhandler vurdering af radioudstyrs overensstemmelse med kravene. De foreslåede bestemmelser er en indholdsmæssig videreførelse af § 6, stk. 2, og § 13, stk. 5, i den gældende lov.

Energistyrelsen foreslås i medfør af den foreslåede bestemmelse i nr. 1 bemyndiget til at fastsætte regler om, at radioudstyr, som er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele heraf, som dækker de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, formodes at være i overensstemmelse med de væsentlige krav eller de dele heraf, som er omfattet af de pågældende standarder. Disse regler vil gennemføre radioudstyrsdirektivets artikel 16.

Harmoniserede standarder er en teknisk beskrivelse af, hvilke tekniske krav et produkt skal overholde for at være i overensstemmelse med kravene til produktets konstruktion, vedtaget af et europæisk standardiseringsorgan på mandat fra Europa-Kommissionen med henblik på at gennemføre EU-harmoniseringslovgivning, og hvis referencer er offentliggjort i EU-Tidende. At benytte en eller flere harmoniserede standarder, der dækker det pågældende radioudstyr, og foretage de i den harmoniserede standard beskrevne prøvninger og vurderinger, er således en mindre kompleks måde for en fabrikant at vurdere, om radioudstyret er i overensstemmelse med de væsentlige krav for radioudstyret. Det er ikke obligatorisk for fabrikanter at anvende harmoniserede standarder. Hvis radioudstyret overholder kravene i alle relevante harmoniserede standarder, som dækker alle relevante forhold ved radioudstyret, giver det en umiddelbar formodning for, at radioudstyret er i overensstemmelse med de væsentlige krav eller de dele heraf, som standarderne dækker. Fabrikanten bærer dog stadig ansvaret for, at dette i praksis også viser sig at være tilfældet.

I medfør af den foreslåede bestemmelse i nr. 2 foreslås Energistyrelsen bemyndiget til i medfør af radioudstyrsdirektivets artikel 17 at fastsætte regler om, hvilke procedurer en fabrikant skal gennemføre for at vurdere og påvise, at radioudstyr er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf. Procedurerne fremgår af radioudstyrsdirektivets bilag II-IV. Endvidere foreslås Energistyrelsen bemyndiget til at fastsætte regler om, hvad teknisk dokumentation, jf. det foreslåede stk. 2, skal indeholde. Disse regler vil gennemføre radioudstyrsdirektivets artikel 21, stk. 1-3, og bilag V.

Energistyrelsen foreslås bemyndiget til at fastsætte regler om, at fabrikanter af radioudstyr enten kan anvende proceduren intern produktionskontrol, jf. radioudstyrsdirektivets bilag II, med undtagelse af de tilfælde, hvor fabrikanten til vurdering af, om radioudstyret er i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1, nr. 3, og regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 2, kun delvist eller ikke har anvendt harmoniserede standarder, proceduren EU-typeafprøvning og typeoverensstemmelse på grundlag af intern produktionskontrol, jf. radioudstyrsdirektivets bilag III, eller overensstemmelse på grundlag af fuld kvalitetssikring, jf. radioudstyrsdirektivets bilag IV.

Ved vurderingen af overensstemmelsen med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf skal fabrikanten tage hensyn til alle tilsigtede driftsforhold og for så vidt angår det væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1, nr. 1, skal fabrikanten også tage hensyn til forhold, der med rimelighed kan forudses. Hvis radioudstyret kan konfigureres på forskellige måder, skal vurderingen af overensstemmelsen bekræfte, at radioudstyret er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf i alle mulige konfigurationer.

Ved proceduren intern produktionskontrol sikrer og erklærer fabrikanten selv, at radioudstyret er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf efter at have vurderet og fundet, at radioudstyret er i overensstemmelse med kravene. Fabrikanten skal udarbejde teknisk dokumentation for radioudstyret, hvor der gennemføres en vurdering af, om radioudstyret på baggrund af dets tekniske karakteristika er i overensstemmelse med kravene. Den tekniske dokumentation skal i relevant omfang indeholde en generel beskrivelse af radioudstyret og konstruktions- og produktionstegninger med nødvendige beskrivelser og forklaringer samt en liste over de harmoniserede standarder, som helt eller delvist er blevet anvendt til at påvise radioudstyrets overensstemmelse med kravene. Derudover skal den i relevant omfang indeholde en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen, resultater af konstruktionsberegninger og kontrolundersøgelser og prøvningsrapporter samt en redegørelse for fabrikantens overholdelse af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1, hvorefter radioudstyret skal kunne anvendes i mindst én EU-medlemsstat, uden at gældende regler om anvendelse af radiofrekvenser overtrædes, når fabrikanten bringer radioudstyret i omsætning. Endelig skal den tekniske dokumentation i relevant omfang indeholde en redegørelse for, hvorvidt oplysninger om eventuelle begrænsninger eller krav om tilladelse for at anvende radioudstyret fremgår af emballagen til identifikation af de EU-medlemsstater eller de geografiske områder i EU-medlemsstater, hvor sådanne begrænsninger eller krav findes, jf. den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 5.

Energistyrelsen foreslås endvidere bemyndiget til at fastsætte regler om, at fabrikanten ved proceduren EU-typeafprøvning og typeoverensstemmelse på grundlag af intern produktionskontrol udarbejder teknisk dokumentation for radioudstyret, hvor der gennemføres en vurdering af, om radioudstyret på baggrund af dets tekniske karakteristika er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf. Den tekniske dokumentation skal i relevant omfang indeholde en fyldestgørende analyse og vurdering af muligheden for, at radioudstyret kan udgøre en risiko, jf. definitionen heraf i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra b, en beskrivelse af de gældende væsentlige krav til radioudstyret, en generel beskrivelse af radioudstyret, herunder dets konstruktion, fremstilling og brug, konstruktions- og produktionstegninger med nødvendige beskrivelser og forklaringer. Endvidere skal den i relevant omfang indeholde en liste over de harmoniserede standarder, som helt eller delvist er blevet anvendt til at påvise radioudstyrets overensstemmelse med kravene, en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen og af EU-typeafprøvningsattesten med bilag som leveret af det bemyndigede organ, jf. nedenfor, resultater af konstruktionsberegninger og kontrolundersøgelser og prøvningsrapporter samt en redegørelse for fabrikantens overholdelse af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1, hvorefter radioudstyret skal kunne anvendes i mindst én EU-medlemsstat uden, at gældende regler om anvendelse af radiofrekvenser overtrædes, når fabrikanten bringer radioudstyret i omsætning. Endelig skal den tekniske dokumentation i relevant omfang indeholde en redegørelse for, hvorvidt oplysninger om eventuelle begrænsninger eller krav om tilladelse for at anvende radioudstyret fremgår af emballagen til identifikation af de EU-medlemsstater eller de geografiske områder i EU-medlemsstater, hvor sådanne begrænsninger eller krav findes, jf. den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 5. Derudover anmoder fabrikanten et bemyndiget organ, jf. den foreslåede bestemmelse i § 31, om at undersøge den tekniske konstruktion og sikre og erklære, at konstruktionen er i overensstemmelse med kravene ved at udstede en EU-typeafprøvningsattest. Herefter sikrer fabrikanten i forbindelse med produktionen selv, at radioudstyret er i overensstemmelse med typen beskrevet i EU-typeafprøvningsattesten og kravene i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf.

Ved proceduren overensstemmelse på grundlag af fuld kvalitetssikring, som Energistyrelsen foreslås bemyndiget til at fastsætte regler om, anvender fabrikanten et fuldt kvalitetssikringssystem for at sikre overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf. Fabrikanten udarbejder en teknisk dokumentation, som i relevant omfang skal indeholde en generel beskrivelse af radioudstyret, konstruktions- og produktionstegninger med nødvendige beskrivelser og forklaringer samt en liste over de harmoniserede standarder, som helt eller delvist er blevet anvendt til at påvise radioudstyrets overensstemmelse med kravene. Endvidere skal den i relevant omfang indeholde en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen, resultater af konstruktionsberegninger og kontrolundersøgelser og prøvningsrapporter samt en redegørelse for fabrikantens overholdelse af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1, hvorefter radioudstyret skal kunne anvendes i mindst én EU-medlemsstat uden, at gældende regler om anvendelse af radiofrekvenser overtrædes, når fabrikanten bringer radioudstyret i omsætning. Endelig skal den tekniske dokumentation i relevant omfang indeholde en redegørelse for, hvorvidt oplysninger om eventuelle begrænsninger eller krav om tilladelse for at anvende radioudstyret fremgår af emballagen til identifikation af de EU-medlemsstater eller de geografiske områder i EU-medlemsstater, hvor sådanne begrænsninger eller krav findes, jf. den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 5. Fabrikanten skal indgive en ansøgning til et bemyndiget organ, jf. den foreslåede bestemmelse i § 31, der skal vurdere, om kvalitetsstyringssystemet, som fabrikanten har anvendt, sikrer, at radioudstyret er i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler udstedt i medfør heraf. Det bemyndigede organ fører efter godkendelse af fabrikantens kvalitetsstyringssystem kontrol med, om fabrikanten opfylder sine forpligtelser i henhold til det godkendte kvalitetsstyringssystem.

Energistyrelsen foreslås i medfør af den foreslåede bestemmelse i nr. 3 bemyndiget til at fastsætte regler om indholdet af den EU-overensstemmelseserklæring og en forenklet overensstemmelseserklæring, som fabrikanten skal udarbejde og lade medfølge radioudstyret, når fabrikanten bringer radioudstyret i omsætning, og hvorved fabrikanten indestår for, at radioudstyret er i overensstemmelse med de væsentlige krav i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, jf. det foreslåede stk. 4. Energistyrelsen vil fastsætte regler om indholdet af erklæringen, der følger den model for affattelse af EU-overensstemmelseserklæringen, som fremgår af radioudstyrsdirektivets bilag VI. Det fremgår heraf, at erklæringen skal indeholde oplysning om, hvilken EU-harmoniseringslovgivning, som radioudstyret erklæres i overensstemmelse med, en beskrivelse af det pågældende radioudstyr identificeret ved et produkt-, type-, parti- eller serienummer samt eventuel billeddokumentation, navn og adresse på fabrikanten eller dennes bemyndigede repræsentant, henvisninger til anvendte harmoniserede standarder eller andre tekniske specifikationer ved vurderingen af overensstemmelse, et bemyndiget organ, hvis det har været inddraget i forbindelse med vurderingen samt angivelse af navn, stilling og underskrift af en person, som kan handle på vegne af fabrikanten, og det pågældende tidspunkt og sted for udstedelsen af erklæringen. Endvidere vil der blive fastsat regler om udformningen af en forenklet EU-overensstemmelseserklæring, som fabrikanten i stedet kan vælge at lade medfølge radioudstyret. En forenklet erklæring skal indeholde oplysning om, at fabrikanten erklærer overensstemmelse med radioudstyrsdirektivet for den pågældende type af radioudstyr, og at den fulde EU-overensstemmelseserklæring kan findes på en internetadresse, som angives.

Endelig foreslås Energistyrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse i nr. 4 bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om mærkningen af radioudstyret. Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at fabrikanten skal anbringe et CE-mærke på radioudstyr, som i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, inden fabrikanten bringer radioudstyret i omsætning. Reglerne vil blive fastsat i overensstemmelse med artikel 30 om generelle principper for CE-mærkning i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93, jf. radioudstyrsdirektivets artikel 19 og artikel 20. Det følger af disse bestemmelser, at fabrikanten ved at påsætte CE-mærke tager det fulde ansvar for, at radioudstyret er i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, at der ikke må anbringes andre mærker, tegn eller angivelser, som kan virke vildledende i forhold til CE-mærkets form eller betydning, at CE-mærket kan være lavere end 5 mm, forudsat det er synligt og læseligt, og at CE-mærket skal anbringes synligt, letlæseligt og således, at det ikke kan slettes, på radioudstyret eller mærkepladen. Hvis dette ikke er muligt på grund af radioudstyrets beskaffenhed, skal mærket anbringes på emballagen og de ledsagende dokumenter. Endvidere skal det bemyndigede organ eller fabrikanten eller den bemyndigede repræsentant efter det bemyndigede organs anvisninger anbringe identifikationsnummeret på det bemyndigede organ efter CE-mærket, hvis overensstemmelsesvurderingsproceduren i radioudstyrsdirektivets bilag IV er blevet anvendt til at påvise radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav.

I medfør af det foreslåede stk. 7 bemyndiges Energistyrelsen til at fastsætte regler for fabrikanters pligt til at registrere radioudstyr i visse kategorier. Energistyrelsen vil fastsætte disse regler, når Europa-Kommissionen gennem afgørelser har fastlagt de nærmere rammer for driften af et centralt register, som Europa-Kommissionen stiller til rådighed, og for fabrikanters registrering heri. Reglerne vil gennemføre radioudstyrsdirektivets artikel 5.

Det fremgår af radioudstyrsdirektivets artikel 5, at fabrikanter fra den 12. juni 2018 skal registrere radioudstyr, inden de bringer det i omsætning, hvis det er omfattet af en kategori af radioudstyr, som Europa-Kommissionen har udpeget, hvor radioudstyret har vist sig at have en lav grad af overensstemmelse med de væsentlige krav. Europa-Kommissionen træffer på baggrund af oplysninger fra EU-medlemsstaterne om deres markedsovervågningsaktiviteter og de erhvervsdrivendes overholdelse af reglerne samt en vurdering af risikoen for manglende overholdelse af de væsentlige krav afgørelse om, hvilke kategorier af radioudstyr der skal udpeges. Europa-Kommissionen træffer også afgørelse om, hvilke elementer af den tekniske dokumentation, fabrikanter skal stille til rådighed i forbindelse med registreringen af radioudstyr.

Formålet med bestemmelsen er ifølge betragtning 20 til radioudstyrsdirektivet at forbedre effektiviteten af EU-medlemsstaternes markedsovervågning, idet de på baggrund af oplysningerne i registeret kan føre et mere målrettet tilsyn med radioudstyr, som der er en større grad af sandsynlighed for ikke er i overensstemmelse med de væsentlige krav. Dette skal bidrage til et samlet højere niveau for overholdelsen af reglerne. Det fremgår videre, at da registreringspligten udgør en byrde for erhvervsdrivende, skal pligten til at registrere radioudstyr kun indføres for kategorier af udstyr, hvor der ikke er konstateret et højt niveau for overholdelse af reglerne.

Ifølge § 3, nr. 5, i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold skal fabrikanten ved markedsføring af radioudstyr sikre, at radioudstyret er ledsaget af en brugsanvisning og øvrige nødvendige oplysninger. Efter bekendtgørelsens bilag 2 omfatter disse oplysninger fabrikanten eller den ansvarlige for markedsføringens navn og adresse, radioudstyrets type, parti- eller serienummer eller andre oplysninger, der gør det muligt at identificere radioudstyret, oplysninger på emballagen og i brugsanvisningen om, til hvilken anvendelse radioudstyret er bestemt, og hvor radioudstyret er bestemt til at blive anvendt, herunder om der er eventuelle geografiske begrænsninger, og om der er krav om tilladelse til frekvensanvendelse for at anvende radioudstyret.

Den foreslåede bestemmelse i § 19 fastsætter de krav, som fabrikanter af radioudstyr skal overholde, men som ikke umiddelbart relaterer sig til radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf. De krav, der stilles til fabrikanter i den forbindelse, fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 18 og regler fastsat i medfør heraf.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 10, stk. 6-8 delvist og stk. 10, om fabrikanters forpligtelser.

I medfør af det foreslåede stk. 1 skal fabrikanter sikre, at fabrikanternes navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt en postadresse, hvor de kan kontaktes, fremgår af radioudstyret. Disse oplysninger skal fremgå af emballagen eller et ledsagende dokument, hvis det ikke er muligt at forsyne radioudstyret med oplysningerne på grund af dets beskaffenhed, f.eks. størrelse eller art. Fabrikanternes kontaktoplysninger skal angives på et sprog, der er letforståeligt for brugerne og Energistyrelsen. Det vil bl.a. sige, at kontaktoplysningerne på radioudstyr, der bringes i omsætning i Danmark, skal angives på et sprog, som benytter latinske bogstaver.

I medfør af det foreslåede stk. 2 skal fabrikanter sikre, at der af radioudstyret fremgår et type-, parti- eller serienummer eller lignende, som kan identificere radioudstyret. Disse oplysninger skal fremgå af emballagen eller et ledsagende dokument, hvis det ikke er muligt at forsyne radioudstyret med oplysningerne på grund af dets beskaffenhed, f.eks. størrelse eller art.

I medfør af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., skal fabrikanter sikre, at der med radioudstyret følger en klar og forståelig brugsanvisning og sikkerhedsinformation på et sprog, der er letforståeligt. Radioudstyr er relativt komplekse produkter at anvende for brugere uden særlige forkundskaber. Derfor skal brugsanvisningen og sikkerhedsinformationen være skriftlig og affattet på et sprog, der er letforståeligt. Et sprog, der er letforståeligt, vil som udgangspunkt være dansk, men kan f.eks. også være en sammenskrivning af dansk og norsk.

Brugsanvisningen og sikkerhedsinformationen skal i medfør af det foreslåede 2. pkt. indeholde de nødvendige oplysninger for at samle, installere, anvende, opbevare og vedligeholde radioudstyret sikkert. De nødvendige oplysninger er de oplysninger, der skal til for, at en almindelig bruger kan betjene og vedligeholde radioudstyret, så det kan anvendes efter hensigten. Oplysningerne skal endvidere, hvis det er relevant for det pågældende radioudstyr, omfatte en beskrivelse af tilbehør og komponenter, herunder programmel som gør det muligt for radioudstyret at fungere som tilsigtet. Brugere skal på baggrund af brugsanvisningen kunne anvende radioudstyret uden at have behov for yderligere oplysninger.

Hvis radioudstyret tilsigtet udsender radiofrekvenser, skal der endvidere som noget nyt i medfør af det foreslåede stk. 4 i brugsanvisningen indgå oplysninger om de frekvensbånd, radioudstyret anvender, og den maksimale effekt, som der sendes med.

I medfør af det foreslåede stk. 5 skal der af emballagen fremgå oplysninger om EU-medlemsstater eller områder i EU-medlemsstater, hvor der f.eks. måtte være begrænsninger for at anvende radioudstyret eller krav om tilladelse for at anvende de pågældende radiofrekvenser med radioudstyret. Disse oplysninger skal uddybes i brugsanvisningen.

I medfør af det foreslåede stk. 6 foreslås Energistyrelsen bemyndiget til at fastsætte regler om, hvordan de i den foreslåede bestemmelse i stk. 5, nævnte oplysninger om eventuelle begrænsninger eller krav om tilladelse for at anvende radioudstyr skal angives på emballagen. I den forbindelse skal EU-medlemsstater eller de geografiske områder i EU-medlemsstater, hvor sådanne begrænsninger eller krav findes, identificeres, og oplysningerne skal uddybes i brugsanvisningen. Sådanne regler vil blive fastsat, hvis Europa-Kommissionen i medfør af radioudstyrsdirektivets artikel 10, stk. 10, træffer afgørelse om, hvorledes disse oplysninger nærmere skal angives.

Den foreslåede bestemmelse er ny og vedrører fabrikantens forpligtelser i tiden efter, at denne har bragt radioudstyr i omsætning. Den foreslåede bestemmelse gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 11 og bemyndiger Energistyrelsen til at udstede regler, der gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 10, stk. 5, 2. afsnit.

Hvis fabrikanten efter at have bragt radioudstyr i omsætning finder eller har grund til at tro, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 18 og regler fastsat i medfør heraf og § 19, som relaterer sig til radioudstyrets konstruktion eller oplysninger, som skal følge med radioudstyret, skal fabrikanten i medfør af det foreslåede stk. 1 straks iværksætte foranstaltninger, der kan bringe radioudstyret i overensstemmelse med kravene. Hvis disse foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at bringe radioudstyret i overensstemmelse med kravene, skal fabrikanten trække radioudstyret tilbage fra markedet eller kalde det tilbage alt efter, hvad der vil være den nødvendige og tilstrækkelige foranstaltning i forhold til at sikre, at der ikke på markedet findes radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser.

Det foreslåede stk. 2 vedrører tilfælde, hvor radioudstyr, som en fabrikant har gjort tilgængeligt på markedet, udgør en risiko. I disse tilfælde skal fabrikanten straks underrette Energistyrelsen om det og give styrelsen nærmere oplysninger om de foranstaltninger, som fabrikanten måtte have iværksat for at fjerne den risiko, som radioudstyret udgør, og resultaterne heraf. Efter den foreslåede bestemmelses ordlyd indtræder pligten for fabrikanten i de tilfælde, hvor fabrikanten har gjort radioudstyr tilgængeligt på markedet. Det vil sige, at en fabrikant både skal underrette Energistyrelsen, hvis fabrikanten har bragt radioudstyret i omsætning i Danmark, hvilket vil sige den første tilgængeliggørelse af radioudstyret på EU-markedet, og hvis fabrikanten har gjort radioudstyret tilgængeligt på markedet i Danmark, hvilket vil sige, at fabrikanten på et tidspunkt inden tilgængeliggørelsen på markedet af radioudstyret i Danmark har bragt radioudstyret i omsætning i et andet EU-medlemsland.

Radioudstyr udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra b, en risiko, hvis det ikke sikrer beskyttelsen af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt beskyttelsen af ejendom, ikke har et tilstrækkeligt niveau af elektromagnetisk kompatibilitet, eller ikke anvender radiofrekvenser på en effektiv måde, så uacceptable forstyrrelser undgås, eller understøtter en effektiv anvendelse af radiofrekvenser ved, at radioudstyret er beskyttet mod uacceptable forstyrrelser fra anden frekvensanvendelse.

I medfør af det foreslåede stk. 3 bemyndiges Energistyrelsen til at fastsætte regler om, at fabrikanter for at beskytte brugernes sundhed og sikkerhed skal foretage stikprøvekontrol af radioudstyr, der er gjort tilgængeligt på markedet, undersøge radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf eller er blevet kaldt tilbage, og føre et register over klager over radioudstyr samt holde distributørerne orienteret om aktiviteterne. Det er hensigten i medfør af bemyndigelsen at fastsætte regler, der gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 10, stk. 5, 2. afsnit.

Energistyrelsen bemyndiges til at fastsætte regler om, at fabrikanter, når de vurderer, at det er hensigtsmæssigt på baggrund af en risikovurdering af radioudstyret, fordi radioudstyret kan udgøre en fare for brugernes sundhed og sikkerhed, skal foretage stikprøvekontrol af radioudstyr, som er gjort tilgængeligt på markedet, og undersøge radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med kravene eller er blevet tilbagekaldt. Endvidere skal fabrikanter i disse situationer, hvis de vurderer, at det er relevant, føre et register over klager over det pågældende radioudstyr og holde distributører orienteret, når de udfører en sådan overvågning af specifikt radioudstyr. Det kan f.eks. være relevant, hvor der på baggrund af nye oplysninger om radioudstyret eller dets anvendelse kan være en risiko for, at brugernes sundhed og sikkerhed ikke er tilstrækkeligt beskyttet, selvom radioudstyret overholdt de væsentlige krav på det tidspunkt, hvor det blev bragt i omsætning.

Stikprøvekontrol og etablering af et register over klager er eksempler på redskaber, som fabrikanter kan benytte, når de skal gøre sig bekendt med de risici, der kan være ved radioudstyr. Udtagning af stikprøver kan medvirke til løbende at give fabrikanter et indtryk af sikkerheden ved deres radioudstyr. Stikprøvekontroller vil dermed være med til at give fabrikanterne øget viden og skabe grundlaget for, at der kan konstrueres radioudstyr, der i højere grad vil beskytte sundhed og sikkerhed for brugere og husdyr samt beskytte ejendom, jf. de væsentlige krav til radioudstyr i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf. Behandling af klager og eventuel etablering af et klageregister er metoder for fabrikanter til at indsamle relevant viden til gavn for fremtidig fremstilling af radioudstyr. Derved kan fabrikanter også skabe det bedste grundlag for at kunne gribe ind, hvis de konstaterer, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med kravene.

Et klageregister kan være et register, som alene indeholder oplysninger om og beskriver udviklingen i de risici, der er ved det konkrete radioudstyr. Der er således ikke behov for oplysninger om brugerne af radioudstyret. Hvis fabrikanter registrerer personlige data, skal de være opmærksomme på, at den til enhver tid gældende lovgivning om registrering af personoplysninger overholdes.

Radioudstyr udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra b, bl.a. en risiko, hvis det ikke sikrer beskyttelsen af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt beskyttelsen af ejendom, jf. herved det væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse om en bemyndiget repræsentant for fabrikanten er ny og gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 11. I bilag 2, pkt. 2, og bilag 11, litra c, i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, forudsættes det, at en fabrikant kan anvende en bemyndiget repræsentant ved, at oplysninger om den bemyndigede repræsentants navn og adresse i givet fald skal ledsage radioudstyret og fremgå af fabrikantens overensstemmelseserklæring, men forhold vedrørende den bemyndigede repræsentant er ikke specifikt reguleret.

Uanset om en fabrikant er etableret i eller uden for EU, kan fabrikanten i medfør af det foreslåede stk. 1 udpege en bemyndiget repræsentant til at repræsentere sig og handle på sine vegne. Udpegningen af den bemyndigede repræsentant skal ske ved en skriftlig fuldmagt for at skabe klarhed over bemyndigelsens indhold og dens omfang.

De opgaver, som kan udføres af en bemyndiget repræsentant, er af administrativ karakter, og det fremgår derfor af det foreslåede stk. 2, at bemyndigede repræsentanter ikke kan sikre, at radioudstyr er konstrueret i overensstemmelse med de væsentlige krav i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1, eller udarbejde den tekniske dokumentation, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 2. Eksempler på administrative opgaver, som en bemyndiget repræsentant kan udføre, er at udarbejde EU-overensstemmelseserklæringen og at påsætte CE-mærke.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, nr. 1, at fabrikantens bemyndigelse af repræsentanten som minimum skal sætte repræsentanten i stand til at opbevare EU-overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation i 10 år efter, at radioudstyret er blevet bragt i omsætning, så dokumenterne står til rådighed for Energistyrelsen. 10 års-perioden regnes fra det tidspunkt, hvor det sidste eksemplar af produktmodellen blev bragt i omsætning, f.eks. det sidste radioudstyr i en produktionsserie.

Derudover skal repræsentanten i medfør af det foreslåede nr. 2 være i stand til efter anmodning at give Energistyrelsen alle oplysninger og al dokumentation, som er nødvendig for at påvise radioudstyrets overensstemmelse med kravene for fabrikanten, som følger af den foreslåede bestemmelse i § 18 og regler fastsat i medfør heraf og § 19.

Endelig skal repræsentanten i medfør af det foreslåede nr. 3 på Energistyrelsens anmodning samarbejde med styrelsen om foranstaltninger, der træffes for at fjerne en risiko, som radioudstyr, der er omfattet af den bemyndigede repræsentants bemyndigelse, udgør. Radioudstyr udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra b, en risiko, hvis det ikke sikrer beskyttelsen af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt beskyttelsen af ejendom, ikke har et tilstrækkeligt niveau af elektromagnetisk kompatibilitet, eller ikke anvender radiofrekvenser på en effektiv måde, så uacceptable forstyrrelser undgås, eller understøtter en effektiv anvendelse af radiofrekvenser ved, at radioudstyret er beskyttet mod uacceptable forstyrrelser fra anden frekvensanvendelse.

En bemyndiget repræsentant kan samtidig være importør eller distributør af radioudstyr, som er omfattet af repræsentantens bemyndigelse. I sådanne tilfælde skal den bemyndigede repræsentant også overholde forpligtelserne for henholdsvis en importør i de foreslåede bestemmelser i §§ 22 og 23 eller en distributør i de foreslåede bestemmelser i §§ 24 og 25.

I den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold anvendes begrebet den ansvarlige for markedsføringen om andre erhvervsdrivende i forsyningskæden end fabrikanten, som stiller bl.a. radioudstyr til rådighed mod betaling eller gratis med henblik på distribution eller forbrug, jf. definitionen af markedsføring i den gældende lovs § 2 e. Baggrunden for, at betegnelsen den ansvarlige for markedsføringen i dette lovforslag ændres til importør, er, at referencebestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF anvender en ændret systematik, der skelner mellem fabrikanter, importører og distributører. Dermed bliver forpligtelserne for disse erhvervsdrivende mere klare og det muliggør en yderligere graduering i deres ansvar i forhold til produkterne.

Det følger af § 6 i den gældende lov, at den ansvarlige for markedsføringen af radioudstyr skal sikre, at der for radioudstyret medfølger en erklæring om, at det er i overensstemmelse med de væsentlige krav i lovens § 5, at der medfølger oplysninger om, til hvilken brug radioudstyret er bestemt, herunder hvor det må tages i brug, samt at radioudstyret, dets emballage og medfølgende dokumenter er forsynet med CE-mærke og eventuel anden mærkning. Det følger endvidere af § 3 i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at den ansvarlige for markedsføringen af radioudstyr skal sikre, at der er foretaget en vurdering af radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav i den gældende lovs § 5, at vurderingen er dokumenteret i den tekniske dokumentation, at der er udarbejdet en erklæring om radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav, at radioudstyret, dets emballage og medfølgende dokumenter er forsynet med CE-mærke og eventuel anden mærkning, samt at der medfølger brugsanvisning og øvrige nødvendige oplysninger.

En importør er enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i EU, og som bringer et apparat eller radioudstyr fra et tredjeland i omsætning på EU-markedet, jf. definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 13. Importøren har en særlig rolle som den første erhvervsdrivende i forsyningskæden, der er etableret i EU, i forhold til at skal sikre, at det radioudstyr, de bringer i omsætning på markedet, opfylder de gældende krav, og at de ikke bringer radioudstyr i omsætning, som udgør en risiko eller ikke opfylder kravene i øvrigt, jf. betragtning 32 i radioudstyrsdirektivet.

Den foreslåede bestemmelse i § 22 fastsætter de krav, som importører af radioudstyr skal overholde, inden de bringer radioudstyr i omsætning på EU-markedet. Kravene relaterer sig bl.a. til radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 12, stk. 1-5 og 8.

Importøren må efter det foreslåede stk. 1 ikke bringe radioudstyr i omsætning, før det er blevet bragt i overensstemmelse med de væsentlige krav i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, hvis importøren finder eller har grund til at tro, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf. Hvis importøren er i tvivl om, hvorvidt radioudstyret er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf, skal importøren undlade at bringe radioudstyret i omsætning og eventuelt kontakte fabrikanten for at få afklaret spørgsmålet. Dette understreger, at importøren ud over fabrikanten spiller en nøglerolle i forhold til at sikre radioudstyrets overensstemmelse med kravene, før det bringes i omsætning.

Importører skal, inden de bringer radioudstyr i omsætning, i medfør af det foreslåede stk. 2 sikre, at radioudstyret kan anvendes i mindst én EU-medlemsstat, uden at gældende regler om anvendelse af radiofrekvenser overtrædes, at fabrikanten har vurderet, at radioudstyret er i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, og at fabrikanten har udarbejdet teknisk dokumentation, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 2. Importører skal endvidere sikre sig, at radioudstyret ledsages af en komplet EU-overensstemmelseserklæring eller en forenklet overensstemmelseserklæring, som er i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 6, nr. 3, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 4, og at fabrikanten har anbragt et CE-mærke på radioudstyret og emballagen, som er i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 6, nr. 4, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 5.

Endvidere skal importøren sikre sig, at fabrikanten har opfyldt kravene i de foreslåede bestemmelser i § 19, stk. 1-5, og regler fastsat i medfør af § 19, stk. 6.

Importøren skal således sikre, at fabrikantens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt postadresse fremgår af radioudstyret, hvilket er nyt i forhold til de gældende regler, at fabrikanten har angivet et type-, parti- eller serienummer på radioudstyret eller en anden form for angivelse, som kan identificere radioudstyret og at der følger en klar og forståelig brugsanvisning og sikkerhedsinformation på et sprog, der er letforståeligt, med radioudstyret.

Radioudstyr er relativt komplekse produkter at anvende for brugere uden særlige forkundskaber. Derfor skal brugsanvisningen og sikkerhedsinformationen være skriftlig og affattet på et sprog, der er letforståeligt. Et sprog, der er letforståeligt, vil som udgangspunkt være dansk, men kan f.eks. også være en sammenskrivning af dansk og norsk.

Brugsanvisningen og sikkerhedsinformationen skal indeholde de nødvendige oplysninger for at samle, installere, anvende, opbevare og vedligeholde radioudstyret sikkert. De nødvendige oplysninger er de oplysninger, der skal til for, at en almindelig bruger kan betjene og vedligeholde radioudstyret, så det kan anvendes efter hensigten. Oplysningerne skal endvidere, hvis det er relevant for det pågældende radioudstyr, omfatte en beskrivelse af tilbehør og komponenter, herunder programmel, som gør det muligt for radioudstyret at fungere som tilsigtet. Brugere skal på baggrund af brugsanvisningen kunne anvende radioudstyret uden at have behov for yderligere oplysninger.

Importører skal som noget nyt i forhold til de gældende regler sikre, at der følger oplysninger om anvendte frekvensbånd og den maksimale sendeeffekt med i brugsanvisningen, hvis radioudstyret tilsigtet udsender radiofrekvenser.

Importører skal endvidere sikre, at der af emballagen og af brugsanvisningen fremgår oplysninger, som identificerer de EU-medlemsstater eller de geografiske områder i EU-medlemsstater, hvor der er begrænsninger for at anvende radioudstyret eller stilles krav om tilladelse til at anvende radiofrekvenser for at anvende radioudstyret, samt at disse oplysninger er angivet i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 6.

Importørens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt postadresse, hvor importøren kan kontaktes, skal som noget nyt i medfør af det foreslåede stk. 3 fremgå af radioudstyret, eller, hvis dette ikke er muligt, f.eks. på grund af radioudstyrets størrelse, af emballagen eller af et ledsagende dokument. Kontaktoplysningerne skal angives på et sprog, der er letforståeligt for brugerne og Energistyrelsen. Det vil bl.a. sige, at kontaktoplysningerne på radioudstyr, der bringes i omsætning i Danmark, skal angives på et sprog, som benytter latinske bogstaver.

Importører skal som noget nyt i medfør af det foreslåede stk. 4 i 10 år efter, at de har bragt radioudstyr i omsætning, opbevare en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen og f.eks. gennem kontrakten med fabrikanten sikre, at den tekniske dokumentation efter anmodning kan stilles til rådighed for Energistyrelsen i 10 år efter, at de har bragt radioudstyret i omsætning. 10 års-perioden regnes fra det tidspunkt, hvor det sidste eksemplar af produktmodellen blev bragt i omsætning, f.eks. det sidste radioudstyr i en produktionsserie.

Det er således ikke et krav, at importøren er i besiddelse af den tekniske dokumentation. Fabrikanten kan anse dokumentationen som forretningshemmeligheder eller forretningsfølsomme oplysninger. Men hvor importøren ikke selv er i besiddelse af den tekniske dokumentation, skal denne sikre, at fabrikanten stiller den tekniske dokumentation til rådighed for importøren til brug for fremsendelse til Energistyrelsen, eller at fabrikanten stiller dokumentationen til rådighed direkte for styrelsen. Det kan i nogle tilfælde være tilstrækkeligt at stille de dele af den tekniske dokumentation til rådighed, som er nødvendige i forbindelse med en undersøgelse af manglende overholdelse af bestemte regler, eller i forhold til at godtgøre, at en eventuel manglende overholdelse af bestemte regler er afhjulpet.

Importøren skal i medfør af det foreslåede stk. 5 sikre, at dennes opbevaring og transport af radioudstyr, som den pågældende har ansvaret for, ikke bringer dets overensstemmelse med de væsentlige krav, jf. den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, i fare. Der kan f.eks. være tale om at sikre, at radioudstyret ikke udsættes for fugt, eller at det transporteres under de foreskrevne temperaturforhold. Den foreslåede bestemmelse er ny. Men idet importører ikke i medfør af den gældende lov må bringe radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse med de væsentlige krav, i omsætning, er det allerede i dag en forudsætning, at importørerne sikrer, at radioudstyret forbliver i overensstemmelse med de væsentlige krav, mens det er i deres varetægt eller under transport på deres ansvar.

I medfør af det foreslåede stk. 6 skal en importør, hvis radioudstyr udgør en risiko, underrette fabrikanten og Energistyrelsen om det. Radioudstyr udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra b, en risiko, hvis det ikke sikrer beskyttelsen af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt beskyttelsen af ejendom, ikke har et tilstrækkeligt niveau af elektromagnetisk kompatibilitet, eller ikke anvender radiofrekvenser på en effektiv måde, så uacceptable forstyrrelser undgås, eller understøtter en effektiv anvendelse af radiofrekvenser ved, at radioudstyret er beskyttet mod uacceptable forstyrrelser fra anden frekvensanvendelse.

Den foreslåede bestemmelse er ny og vedrører importørens forpligtelser i tiden efter, at denne har bragt radioudstyr i omsætning. Den foreslåede bestemmelse gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 12, stk. 7 og 9, 2. pkt., og bemyndiger Energistyrelsen til at udstede regler, der gennemfører artikel 12, stk. 6.

Hvis importøren efter at have bragt radioudstyr i omsætning finder eller har grund til at tro, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med kravene i de foreslåede bestemmelser i § 22, stk. 1-3, som relaterer sig til radioudstyrets konstruktion eller oplysninger, som skal følge med radioudstyret, skal importøren i medfør af det foreslåede stk. 1 straks iværksætte foranstaltninger, der kan bringe radioudstyret i overensstemmelse med kravene. Hvis disse foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at bringe radioudstyret i overensstemmelse med kravene, skal importøren trække radioudstyret tilbage fra markedet eller kalde det tilbage alt efter, hvad der vil være den nødvendige og tilstrækkelige foranstaltning i forhold til at sikre, at der ikke på markedet findes radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser.

Det foreslåede stk. 2 vedrører tilfælde, hvor radioudstyr, som en importør har gjort tilgængeligt på markedet, udgør en risiko. I disse tilfælde skal importøren straks underrette Energistyrelsen om det og give styrelsen nærmere oplysninger om de foranstaltninger, som fabrikanten måtte have iværksat for at fjerne den risiko, som radioudstyret udgør. Efter den foreslåede bestemmelses ordlyd indtræder pligten for importøren i de tilfælde, hvor importøren har gjort radioudstyr tilgængeligt på markedet. Det vil sige, at en importør både skal underrette Energistyrelsen, hvis importøren har bragt radioudstyret i omsætning i Danmark, hvilket vil sige den første tilgængeliggørelse af radioudstyret på EU-markedet, og hvis importøren har gjort radioudstyret tilgængeligt på markedet i Danmark, hvilket vil sige, at importøren på et tidspunkt inden tilgængeliggørelsen på markedet af radioudstyret i Danmark har bragt radioudstyret i omsætning i et andet EU-medlemsland.

Radioudstyr udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra b, en risiko, hvis det ikke sikrer beskyttelsen af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt beskyttelsen af ejendom, ikke har et tilstrækkeligt niveau af elektromagnetisk kompatibilitet, eller ikke anvender radiofrekvenser på en effektiv måde, så uacceptable forstyrrelser undgås, eller understøtter en effektiv anvendelse af radiofrekvenser ved, at radioudstyret er beskyttet mod uacceptable forstyrrelser fra anden frekvensanvendelse.

I medfør af det foreslåede stk. 3 bemyndiges Energistyrelsen til at fastsætte regler om, at importører for at beskytte brugernes sundhed og sikkerhed skal foretage stikprøvekontrol af radioudstyr, der er gjort tilgængeligt på markedet, undersøge radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf eller er blevet kaldt tilbage, og føre et register over klager over radioudstyr samt holde distributørerne orienteret om aktiviteterne. Det er hensigten i medfør af bemyndigelsen at fastsætte regler, der gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 12, stk. 6.

Energistyrelsen bemyndiges til at fastsætte regler om, at importører, når de vurderer, at det er hensigtsmæssigt på baggrund af en risikovurdering af radioudstyret, fordi radioudstyret kan udgøre en fare for brugernes sundhed og sikkerhed, skal foretage stikprøvekontrol af radioudstyr, som er gjort tilgængeligt på markedet. De skal i den forbindelse undersøge radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med kravene eller er blevet tilbagekaldt. Endvidere skal importører i disse situationer, hvis de vurderer, at det er relevant, føre et register over klager over det pågældende radioudstyr og holde distributører orienteret, når de udfører en sådan overvågning af specifikt radioudstyr. Det kan f.eks. være relevant, hvor der på baggrund af nye oplysninger om radioudstyret eller dets anvendelse kan være en risiko for, at brugernes sundhed og sikkerhed ikke er tilstrækkeligt beskyttet, selvom radioudstyret overholdt de væsentlige krav på det tidspunkt, hvor det blev bragt i omsætning.

Stikprøvekontrol og etablering af et register over klager er eksempler på redskaber, som importører kan benytte, når de skal gøre sig bekendt med de risici, der kan være ved radioudstyr. Udtagning af stikprøver kan medvirke til løbende at give importører et indtryk af sikkerheden ved deres radioudstyr. Behandling af klager og eventuelt etablering af et klageregister er metoder for importører til at indsamle relevant viden. Derved kan importører skabe det bedste grundlag for at kunne gribe ind, hvis de konstaterer, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med kravene.

Et klageregister kan være et register, som alene indeholder oplysninger om og beskriver udviklingen i de risici, der er ved det konkrete radioudstyr. Der er således ikke behov for oplysninger om brugerne af radioudstyret. Hvis importører registrerer personlige data, skal de være opmærksomme på, at den til enhver tid gældende lovgivning om registrering af personoplysninger overholdes.

Radioudstyr udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra b, bl.a. en risiko, hvis det ikke sikrer beskyttelsen af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt beskyttelsen af ejendom, jf. herved det væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1, nr. 1.

I den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold anvendes begrebet den ansvarlige for markedsføringen om andre erhvervsdrivende i forsyningskæden end fabrikanten, som stiller bl.a. radioudstyr til rådighed mod betaling eller gratis med henblik på distribution eller forbrug, jf. definitionen af markedsføring i den gældende lovs § 2 e. Baggrunden for, at betegnelsen den ansvarlige for markedsføringen i dette lovforslag ændres til distributør, er, at referencebestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF anvender en ændret systematik, der skelner mellem fabrikanter, importører og distributører. Dermed bliver forpligtelserne for disse erhvervsdrivende mere klare, og det muliggør en yderligere graduering i deres ansvar i forhold til produkterne.

Det følger af § 6 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at den ansvarlige for markedsføringen af radioudstyr skal sikre, at der for radioudstyret medfølger en erklæring om, at det er i overensstemmelse med de væsentlige krav i lovens § 5, at der medfølger oplysninger om, til hvilken brug radioudstyret er bestemt, herunder hvor det må tages i brug, samt at radioudstyret, dets emballage og medfølgende dokumenter er forsynet med CE-mærke og eventuel anden mærkning. Det følger endvidere af § 3 i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at den ansvarlige for markedsføringen af radioudstyr skal sikre, at der er foretaget en vurdering af radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav i den gældende lovs § 5, at vurderingen er dokumenteret i den tekniske dokumentation, at der er udarbejdet en erklæring om radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav, at radioudstyret, dets emballage og medfølgende dokumenter er forsynet med CE-mærke og eventuel anden mærkning, samt at der medfølger brugsanvisning og øvrige nødvendige oplysninger.

En distributør er enhver fysisk eller juridisk person i forsyningskæden ud over fabrikanten og importøren, som gør radioudstyr tilgængeligt på markedet, jf. definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5. En distributør gør radioudstyr, som er bragt i omsætning af en fabrikant eller en importør, eller som er gjort tilgængeligt på markedet af en anden distributør, tilgængeligt på markedet for en anden distributør eller en bruger.

En erhvervsdrivende er f.eks. distributør, hvis den pågældende i Danmark eller et andet EU-land køber radioudstyr, som den pågældende sælger videre til en anden distributør eller direkte til brugerne. Hvis den erhvervsdrivende derimod køber radioudstyr uden for EU, anses den erhvervsdrivende som importør uanset, om den erhvervsdrivende f.eks. sælger radioudstyret direkte til brugere i Danmark.

Den foreslåede bestemmelse vedrører distributørens forpligtelser i tiden inden, at denne gør radioudstyr tilgængeligt på markedet og gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 13, stk. 1-3.

Distributører må i medfør af det foreslåede stk. 1 ikke gøre radioudstyr tilgængeligt på markedet, før det er blevet bragt i overensstemmelse med de væsentlige krav i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, hvis distributøren finder eller har grund til at tro, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf. Hvis distributøren er i tvivl om, hvorvidt radioudstyret er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf, skal distributøren undlade at gøre radioudstyret tilgængeligt på markedet. Det fremgår af radioudstyrsdirektivets artikel 13, stk. 1, at distributører skal handle med fornøden omhu over for kravene i direktivet. Distributører skal være i stand til at vurdere, om en række formelle krav er overholdt og dermed vurdere, om der er indikationer på, at radioudstyr ikke er i overensstemmelse med reglerne.

Distributører skal, inden de gør radioudstyr tilgængeligt på markedet, i medfør af det foreslåede stk. 2 kontrollere, at radioudstyret kan anvendes i mindst én EU-medlemsstat uden, at gældende regler om anvendelse af radiofrekvenser overtrædes. Distributøren skal endvidere sikre sig, at radioudstyret ledsages af en komplet EU-overensstemmelseserklæring eller en forenklet overensstemmelseserklæring, som er i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 6, nr. 3, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 4, og at fabrikanten på radioudstyret og emballagen har anbragt et CE-mærke, som er i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 6, nr. 4, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 5.

Endvidere skal distributøren kontrollere, at fabrikanten har opfyldt kravene i de foreslåede bestemmelser i § 19, stk. 1-5, og regler fastsat i medfør af § 19, stk. 6.

Distributøren skal således sikre, at fabrikantens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt postadresse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, fremgår af radioudstyret, emballagen eller et medfølgende dokument, at fabrikanten har angivet et type-, parti- eller serienummer på radioudstyret eller en anden form for angivelse, som kan identificere radioudstyret, jf. den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 2, og at der følger en klar og forståelig brugsanvisning og sikkerhedsinformation på et sprog, der er letforståeligt, med radioudstyret, jf. den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 3.

Radioudstyr er relativt komplekse produkter at anvende for brugere uden særlige forkundskaber. Derfor skal brugsanvisningen og sikkerhedsinformationen være skriftlig og affattet på et sprog, der er letforståeligt. Et sprog, der er letforståeligt, vil som udgangspunkt være dansk, men kan f.eks. også være en sammenskrivning af dansk og norsk.

Brugsanvisningen og sikkerhedsinformationen skal indeholde de nødvendige oplysninger for at samle, installere, anvende, opbevare og vedligeholde radioudstyret sikkert. De nødvendige oplysninger er de oplysninger, der skal til for, at en almindelig bruger kan betjene og vedligeholde radioudstyret, så det kan anvendes efter hensigten. Oplysningerne skal endvidere, hvis det er relevant for det pågældende radioudstyr, omfatte en beskrivelse af tilbehør og komponenter, herunder programmel, som gør det muligt for radioudstyret at fungere som tilsigtet. Brugere skal som udgangspunkt på baggrund af brugsanvisningen kunne anvende radioudstyret uden at have behov for yderligere oplysninger.

Distributøren skal som noget nyt i forhold til de gældende regler kontrollere, at der følger oplysninger om anvendte frekvensbånd og den maksimale sendeeffekt med i brugsanvisningen, hvis radioudstyret tilsigtet udsender radiofrekvenser.

Distributøren skal endvidere kontrollere, at der af emballagen og af brugsanvisningen fremgår oplysninger, som identificerer de EU-medlemsstater eller de geografiske områder i EU-medlemsstater, hvor der er begrænsninger for at anvende radioudstyret eller stilles krav om tilladelse til at anvende radiofrekvenser for at anvende radioudstyret, samt at disse oplysninger er angivet i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 6.

Distributøren skal endelig som noget nyt kontrollere, at importøren har angivet sit navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt en postadresse, hvor importøren kan kontaktes, på radioudstyret, jf. den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 3, eller, hvis dette ikke er muligt, f.eks. på grund af radioudstyrets størrelse, på emballagen eller af et ledsagende dokument. Kontaktoplysningerne skal angives på et sprog, der er letforståeligt for brugerne og Energistyrelsen. Det vil bl.a. sige, at kontaktoplysningerne på radioudstyr skal angives på et sprog, som benytter latinske bogstaver.

Distributøren skal i medfør af det foreslåede stk. 3 sikre, at dennes opbevaring og transport af radioudstyr, som den pågældende har ansvaret for, ikke bringer dets overensstemmelse med de væsentlige krav, jf. den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, i fare. Der kan f.eks. være tale om at sikre, at radioudstyret ikke udsættes for fugt, eller at det transporteres under de foreskrevne temperaturforhold. Den foreslåede bestemmelse er ny. Men idet distributøren ikke i medfør af den gældende lov må gøre radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse med de væsentlige krav, tilgængeligt på markedet, er det allerede i dag en forudsætning, at distributøren sikrer, at radioudstyret forbliver i overensstemmelse med de væsentlige krav, mens det er i dennes varetægt eller under transport på dennes ansvar.

I medfør af det foreslåede stk. 4 skal en distributør, hvis radioudstyr udgør en risiko, underrette fabrikanten eller importøren og Energistyrelsen om det. Radioudstyr udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra b, en risiko, hvis det ikke sikrer beskyttelsen af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt beskyttelsen af ejendom, ikke har et tilstrækkeligt niveau af elektromagnetisk kompatibilitet, eller ikke anvender radiofrekvenser på en effektiv måde, så uacceptable forstyrrelser undgås, eller understøtter en effektiv anvendelse af radiofrekvenser ved, at radioudstyret er beskyttet mod uacceptable forstyrrelser fra anden frekvensanvendelse.

Den foreslåede bestemmelse er ny og vedrører distributørens forpligtelser i tiden efter, at denne har gjort radioudstyr tilgængeligt på markedet. Bestemmelsen gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 13, stk. 4 og 5, 2. pkt.

Hvis distributøren efter at have gjort radioudstyr tilgængeligt på markedet finder eller har grund til at tro, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med de krav, som følger af de foreslåede bestemmelser i § 24, stk. 1 og 2, som relaterer sig til radioudstyrets konstruktion eller oplysninger, som skal følge med radioudstyret, skal distributøren i medfør af det foreslåede stk. 1 sikre, at radioudstyret bringes i overensstemmelse med kravene. Hvis disse foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at bringe radioudstyret i overensstemmelse med kravene, skal distributøren trække radioudstyret tilbage fra markedet eller kalde det tilbage alt efter, hvad der vil være den nødvendige og tilstrækkelige foranstaltning i forhold til at sikre, at der ikke på markedet eller hos brugere findes radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser.

Det foreslåede stk. 2 vedrører tilfælde, hvor radioudstyr, som en distributør har gjort tilgængeligt på markedet, udgør en risiko. I disse tilfælde skal distributøren straks underrette Energistyrelsen om det og give styrelsen nærmere oplysninger om de foranstaltninger, som distributøren måtte have iværksat for at fjerne den risiko, som radioudstyret udgør.

Radioudstyr udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra b, en risiko, hvis det ikke sikrer beskyttelsen af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt beskyttelsen af ejendom, ikke har et tilstrækkeligt niveau af elektromagnetisk kompatibilitet, eller ikke anvender radiofrekvenser på en effektiv måde, så uacceptable forstyrrelser undgås, eller understøtter en effektiv anvendelse af radiofrekvenser ved, at radioudstyret er beskyttet mod uacceptable forstyrrelser fra anden frekvensanvendelse.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, som er ny, at en importør eller distributør anses som fabrikant og dermed er underlagt de samme pligter som fabrikanten, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 18-20, hvis den pågældende, uden selv at have konstrueret radioudstyret, bringer det i omsætning eller gør det tilgængeligt på markedet under eget navn eller varemærke.

En importør eller distributør anses ligeledes som fabrikant, hvis importøren eller distributøren ændrer radioudstyr, der er bragt i omsætning, på en sådan måde, at der er tale om et andet radioudstyr, og det derfor er relevant på ny at vurdere, om radioudstyret er i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 14.

Det følger af § 10, stk. 1, nr. 1-3, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at radioudstyr må anvendes, hvis det er korrekt installeret, vedligeholdt og anvendes i overensstemmelse med de formål, hvortil det er bestemt, det er i overensstemmelse med de væsentlige krav i lovens § 5 og regler udstedt i medfør heraf, og det er forsynet med overensstemmelsesmærkning og anden mærkning fastsat i henhold til lovens § 6, stk. 2, hvorefter Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om kravene til anbringelse, omfang, indhold og udformning af oplysninger, der skal ledsage radioudstyr, og mærkning af radioudstyr.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at brugere må anvende radioudstyr, hvis det er korrekt installeret og vedligeholdt, anvendes efter hensigten efter fabrikantens anvisninger f.eks. i brugsanvisningen og er i overensstemmelse med de væsentlige krav for radioudstyr, som fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler faststat i medfør heraf.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 7, 1. punktum.

Kravet i den gældende lovs § 10, stk. 1, nr. 3, om, at radioudstyr kun må anvendes, hvis det er forsynet med overensstemmelsesmærkning og anden mærkning fastsat i bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, foreslås at udgå. Overholdelse af disse formelle krav til fabrikanters mærkning af radioudstyr skal ikke være en betingelse for, om radioudstyr konkret må anvendes, hvis det i øvrigt er korrekt installeret og vedligeholdt, anvendes i overensstemmelse med det tilsigtede formål og er i overensstemmelse med de væsentlige krav for radioudstyr i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler udstedt i medfør heraf.

En bruger af radioudstyr skal anvende radioudstyret korrekt og i overensstemmelse med fabrikantens anvisninger, jf. den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 3-5. Brugeren må ikke anvende radioudstyr, som er ændret, så det ikke længere er i overensstemmelse med de væsentlige krav.

Efter § 3 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold er det tilladt på messer, udstillinger samt ved produktdemonstrationer og lignende lejligheder at præsentere radioudstyr, teleterminaludstyr, elektriske og elektroniske apparater og faste anlæg, som ikke er i overensstemmelse med loven, hvis det ved synlig skiltning klart anføres, at produkterne hverken kan markedsføres, tages i brug eller tilsluttes, før de er i overensstemmelse med reglerne.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 viderefører § 3 i den gældende lov og foreskriver, at radioudstyr kan præsenteres og demonstreres af enhver på handelsmesser og udstillinger m.v., selvom radioudstyret ikke overholder de gældende regler, under forudsætning af, at der ved synlig skiltning klart gøres opmærksom på, at produkterne ikke er i overensstemmelse med reglerne og derfor ikke må sælges eller anvendes.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 9, stk. 2.

For radioudstyr, som anvender radiofrekvenser, kan det være nødvendigt for den, som ønsker at demonstrere radioudstyret, at have en tilladelse fra Energistyrelsen til at anvende de pågældende radiofrekvenser, jf. § 6, stk. 1, i lov om radiofrekvenser. Hvis der tale om radiofrekvenser, som det ikke kræver tilladelse fra Energistyrelsen for at anvende, jf. § 6, stk. 2, i lov om radiofrekvenser og den i medfør heraf udstedte bekendtgørelse om anvendelse af radiofrekvenser uden tilladelse samt om amatørradioprøver og kaldesignaler m.v., skal den, som ønsker at demonstrere radioudstyret, i stedet overholde de tekniske rammer for at anvende de pågældende radiofrekvenser, som fremgår af bekendtgørelsen.

Overtrædelse af den foreslåede bestemmelse kan straffes med bøde i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 1.

Med det foreslåede stk. 3 bemyndiges Energistyrelsen til for at varetage hensynet til den offentlige sundhed at fastsætte nærmere regler om yderligere krav ud over de i det foreslåede stk. 1 nævnte krav for at anvende bestemte kategorier af radioudstyr som forudsætning for, at radioudstyret må anvendes. De yderligere krav kan angå en eller flere kategorier af radioudstyr, og disse yderligere krav vil skulle overholdes for, at radioudstyret må anvendes. Det foreslåede stk. 3 er en indholdsmæssig videreførelse af § 10, stk. 3, i den gældende lov. Bemyndigelsen er ikke udnyttet i dag. Bestemmelsen gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 7, 2. punktum.

De krav, som Energistyrelsen foreslås bemyndiget til at fastsætte, kan fastsættes for at varetage hensynet til den offentlige sundhed. Eventuelle krav vil blive fastsat på baggrund af og i overensstemmelse med sundhedsfaglig rådgivning fra Sundhedsstyrelsen om bl.a. virkningerne af menneskers udsættelse for elektromagnetiske felter på grund af anvendelse af radiofrekvenser. Sundhedsstyrelsens rådgivning baserer sig bl.a. på anbefalinger fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, International Commission on Non-Ionizing Radiation Protection (ICNIRP) og EU.

I medfør af § 10 a i den gældende lov kan energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætte regler om anvendelse af radioudstyr i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid. Det foreslåede stk. 4 er som de tilsvarende foreslåede bestemmelser i § 13, stk. 4, om apparater, § 16, stk. 4, om faste anlæg, og § 29, stk. 2, om tilslutning af terminaludstyr en indholdsmæssig videreførelse af § 10 a i den gældende lov.

I de nævnte helt særlige situationer foreslås energi-, forsynings- og klimaministeren bemyndiget til at fastsætte regler om, at bestemt radioudstyr må anvendes på en måde, der ikke er i overensstemmelse med loven eller regler fastsat i medfør heraf.

Det foreslåede stk. 4 svarer til § 32 i lov om radiofrekvenser, hvorefter energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om anvendelse af radiofrekvenser i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid for at sikre, at vigtig radiokommunikation kan gennemføres. Reglerne kan f.eks. gå ud på, at en bestemt form for frekvensanvendelse kan ske uden tilladelse, hvor det ellers er et krav, og at kravet om, at de foreskrevne prøver skal være bestået for at anvende de pågældende radiofrekvenser, suspenderes.

I medfør af § 11 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold skal udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester udarbejde og til Energistyrelsen indsende tekniske specifikationer for de grænseflader, som udbyderne anvender deres elektroniske kommunikationsnet eller tjenesteudbud i forbindelse med udbud af elektroniske kommunikationstjenester og tilslutning af teleterminaludstyr. I medfør af § 20 i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold skal udbyderne til Energistyrelsen indsende og offentliggøre de tekniske specifikationer for grænseflader inden de tjenester, som udbydes via disse grænseflader, stilles til rådighed for offentligheden. Formålet med at kræve offentliggørelse er at fremme konkurrencen på markedet for teleterminaludstyr, så forskellige fabrikanter kan konstruere teleterminaludstyr, der kan tilsluttes offentlige elektroniske kommunikationsnet.

De nævnte bestemmelser i den gældende lov og bekendtgørelse gennemfører artikel 4, stk. 2, i det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv. Artikel 4, stk. 2, i radio- og teleterminaludstyrsdirektivet videreføres imidlertid ikke i radioudstyrsdirektivet. Af betragtning 5 til radioudstyrsdirektivet fremgår det, at konkurrencen på markedet for terminaludstyr i stedet kan varetages tilstrækkeligt af Kommissionens direktiv 2008/63/EF af 20. juni 2008 om konkurrence på markederne for teleterminaludstyr, herunder navnlig ved de nationale tilsynsmyndigheders forpligtelse til at sikre offentliggørelse af oplysninger om tekniske grænsefladespecifikationer for netadgang, og at det derfor ikke er nødvendigt, at radioudstyrsdirektivet indeholder bestemmelser om at fremme konkurrencen på markedet for terminaludstyr.

Teleterminaludstyr er omfattet af det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv. Det ændrede anvendelsesområde for radioudstyrsdirektivet, som afløser radio- og teleterminaludstyrsdirektivet, fører til, at teleterminaludstyr i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, der f.eks. omfatter fastnetterminaludstyr som fastnettelefoner og internetmodemmer, ikke vil være omfattet af reglerne om radioudstyr, men i stedet af reglerne om apparater i EMC-direktivet. Dette vil være tilfældet fra den 13. juni 2016, hvor radioudstyrsdirektivet gennemføres, og bestemmelserne om teleterminaludstyr i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold ophæves, idet det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv ophæves. Radioudstyrsdirektivet og dermed de foreslåede bestemmelser om radioudstyr i nærværende lovforslag omhandler alene radioudstyr. Teleterminaludstyr vil derfor fra den 13. juni 2016, være omfattet af de foreslåede bestemmelser om apparater i dette lovforslag.

Betegnelsen terminaludstyr anvendes i artikel 1 i Kommissionens direktiv 2008/63/EF af 20. juni 2008 om konkurrence på markederne for teleterminaludstyr som betegnelse for udstyr, der direkte eller indirekte tilsluttes et offentligt telekommunikationsnets grænseflade med henblik på at transmittere, behandle eller modtage informationer. En tilslutning til et offentligt elektronisk kommunikationsnet er indirekte, hvis der er indskudt et andet apparat mellem terminaludstyret og grænsefladen til det offentlige elektroniske kommunikationsnet. Tilslutningen kan etableres gennem ledning, lysleder eller elektromagnetisk. Terminaludstyr kan være et apparat, jf. den foreslåede definition i § 2, stk. 1, nr. 1, hvilket dækker betegnelsen teleterminaludstyr i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, eller radioudstyr, jf. den foreslåede definition i § 2, stk. 1, nr. 17.

Ved en grænseflade forstås en teknisk specifikation, der beskriver, hvilke tekniske krav terminaludstyr skal være i overensstemmelse med for, at det kan tilsluttes et offentligt elektronisk kommunikationsnet og kommunikere via dette, samt de tekniske vilkår for tilslutning. Der er tale om en indholdsmæssig videreførelse af begrebet grænseflade i § 2 c i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.

Den foreslåede bestemmelse i § 28 gennemfører artikel 4 i Kommissionens direktiv 2008/63/EF af 20. juni 2008 om konkurrence på markederne for teleterminaludstyr, hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at nye grænseflader er tilgængelige for brugerne, og at deres fysiske karakteristika offentliggøres af operatører af offentlige telekommunikationsnet.

Pligten til at offentliggøre tekniske specifikationer for de anvendte grænseflader i de pågældende net eller tjenesteudbud foreslås som i § 11 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og § 20 i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold at påhvile udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller –tjenester. En udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester er den, som med et kommercielt formål stiller offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til rådighed for andre, jf. definitionen heraf i § 2, nr. 1, i lov om elektroniske kommunikationsnet og –tjenester.

Offentlige elektroniske kommunikationsnet forstås efter definitionen i § 2, nr. 5, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester som enhver form for radiofrekvens- eller kabelbaseret teleinfrastruktur, der anvendes til formidling af elektroniske kommunikationstjenester, og som stilles til rådighed for en ikke på forhånd afgrænset kreds af slutbrugere eller udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

En offentlig elektronisk kommunikationstjeneste forstås, jf. definitionen i § 2, nr. 7, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester som en tjeneste, der helt eller delvis består i elektronisk overføring af kommunikation i form af lyd, billeder, tekst eller kombinationer heraf ved hjælp af radiokommunikationsteknik eller telekommunikationsteknik mellem nettermineringspunkter. Dette kan være tovejskommunikation og envejskommunikation, punkt til punkt-kommunikation og punkt til multipunkt-kommunikation, og som stilles til rådighed for en ikke på forhånd afgrænset kreds af slutbrugere eller udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Et nettermineringspunkt er den fysiske eller logiske grænseflade i et elektronisk kommunikationsnet, som udgør en slutbrugers tilslutning til dette, jf. definitionen i § 2, nr. 6, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Det er væsentligt for fabrikanter af terminaludstyr at kende til specifikationer for grænseflader. Grænsefladespecifikationerne skal være så detaljerede, at de giver fabrikanter grundlag for at konstruere terminaludstyr, som vil være i stand til at udnytte de tjenester, der udbydes via den pågældende grænseflade, og at der kan gennemføres relevante prøvninger af, om terminaludstyret er i overensstemmelse med de væsentlige krav, som gælder for udstyret. I den forbindelse vil offentliggørelse af grænsefladespecifikationer fremme mulighederne for konkurrence inden for udvikling og fremstilling af terminaludstyr.

Offentliggørelse af grænsefladespecifikationer skal desuden give slutbrugere mulighed for at vurdere, om de kan anvende bestemt terminaludstyr i forhold til den pågældende udbyders net eller tjenester. Til dette formål er det nødvendigt at kende specifikationerne for grænseflader til offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som terminaludstyret skal tilsluttes.

Pligten til at indsende de pågældende grænseflader til Energistyrelsen videreføres ikke i den foreslåede bestemmelse, idet den ikke fremgår af Kommissionens direktiv 2008/63/EF af 20. juni 2008 om konkurrence på markederne for teleterminaludstyr. Medlemsstaterne skal dog i medfør af artikel 7 i direktivet om konkurrence på markederne for teleterminaludstyr årligt orientere Europa-Kommissionen om overholdelsen af bl.a. artikel 4. Det kan derfor med henblik på denne underretning af Europa-Kommissionen være nødvendigt for Energistyrelsen at anmode de omfattede udbydere om at redegøre for, hvordan de har offentliggjort tekniske specifikationer for de anvendte grænseflader i deres net eller tjenesteudbud, jf. den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 1.

I medfør af § 12, stk. 1, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold må udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester ikke nægte slutbrugere adgang til at tilslutte teleterminaludstyr til grænseflader som nævnt i den gældende lovs § 11, hvis teleterminaludstyret er i overensstemmelse med de væsentlige krav i lovens § 5 og regler udstedt i medfør heraf. I medfør af § 12, stk. 2, i den gældende lov kan udbydere anmode om Energistyrelsens tilladelse til at afvise at tilslutte eller frakoble slutbrugere.

§ 12 i den gældende lov gennemfører artikel 7, stk. 3-5, i det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv. Disse bestemmelser videreføres imidlertid ikke i radioudstyrsdirektivet. Af betragtning 5 til radioudstyrsdirektivet fremgår det, at konkurrencen på markedet for terminaludstyr i stedet kan varetages tilstrækkeligt af Kommissionens direktiv 2008/63/EF af 20. juni 2008 om konkurrence på markederne for teleterminaludstyr.

Teleterminaludstyr er omfattet af det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv. Det ændrede anvendelsesområde for radioudstyrsdirektivet, som afløser radio- og teleterminaludstyrsdirektivet, fører til, at teleterminaludstyr i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, som f.eks. omfatter fastnetterminaludstyr som fastnettelefoner og internetmodemmer, ikke længere er omfattet af reglerne om radioudstyr, men i stedet af reglerne om apparater i EMC-direktivet. Dette vil være tilfældet fra den 13. juni 2016, hvor radioudstyrsdirektivet gennemføres, og bestemmelserne om teleterminaludstyr i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold ophæves. Radioudstyrsdirektivet og dermed de foreslåede bestemmelser om radioudstyr i nærværende lovforslag omhandler alene radioudstyr. Teleterminaludstyr vil derfor fra den 13. juni 2016, være omfattet af de foreslåede bestemmelser om apparater i dette lovforslag.

Betegnelsen terminaludstyr anvendes i artikel 1 i Kommissionens direktiv 2008/63/EF af 20. juni 2008 om konkurrence på markederne for teleterminaludstyr som betegnelse for udstyr, der direkte eller indirekte tilsluttes et offentligt telekommunikationsnets grænseflade med henblik på at transmittere, behandle eller modtage informationer. En tilslutning til et offentligt elektronisk kommunikationsnet er indirekte, hvis der er indskudt et andet apparat mellem terminaludstyret og grænsefladen til det offentlige elektroniske kommunikationsnet. Tilslutningen kan etableres gennem ledning, lysleder eller elektromagnetisk. Terminaludstyr kan være et apparat, jf. den foreslåede definition i § 2, stk. 1, nr. 1, hvilket dækker betegnelsen teleterminaludstyr i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, eller radioudstyr, jf. den foreslåede definition i § 2, stk. 1, nr. 17.

Ved en grænseflade forstås en teknisk specifikation, der beskriver, hvilke tekniske krav terminaludstyr skal være i overensstemmelse med for, at det kan tilsluttes et offentligt elektronisk kommunikationsnet og kommunikere via dette samt de tekniske vilkår for tilslutning.

Den foreslåede bestemmelse i § 29 gennemfører artikel 3 i Kommissionens direktiv 2008/63/EF af 20. juni 2008 om konkurrence på markederne for teleterminaludstyr.

I medfør af det foreslåede stk. 1 sikres slutbrugere på samme måde som ved den gældende lovs § 12, stk. 1, ret til at tilslutte terminaludstyr til offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Udbydere af de pågældende net eller tjenester kan ikke nægte slutbrugere at tilslutte terminaludstyr til deres net eller tjenester. Dette giver slutbrugere adgang til at tilslutte terminaludstyr efter eget valg, hvilket fremmer grundlaget for fabrikanter for at fremstille terminaludstyr og dermed konkurrencen på markedet for terminaludstyr.

Retten til at tilslutte terminaludstyr er begrænset af, at terminaludstyret skal være i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 3 for fastnetterminaludstyrs vedkommende og § 17 og regler fastsat i medfør heraf for radioudstyrs vedkommende. Er dette ikke tilfældet, kan udbyderne frakoble terminaludstyret eller blokere for dets adgang til en eller flere tjenester.

Dette er en videreførelse af den gældende bestemmelse i lovens § 12, stk. 2. Den gældende ordning om, at udbydere kan anmode om Energistyrelsens tilladelse til at nægte at tilslutte slutbrugere eller frakoble slutbrugere, foreslås ikke videreført, idet den ikke fremgår af direktivet om konkurrence på markederne for teleterminaludstyr. Hvis en slutbruger henvender sig til Energistyrelsen på baggrund af en udbyders nægtelse af tilslutning, frakobling eller blokering, vil styrelsen efter den foreslåede bestemmelse behandle henvendelsen og træffe afgørelse om, hvorvidt udbyderen er berettiget hertil. Energistyrelsen vil løbende vurdere udviklingen på området, idet styrelsen i medfør af artikel 7 i direktivet om konkurrence på markederne for teleterminaludstyr årligt skal orientere Europa-Kommissionen om overholdelsen af bl.a. direktivets artikel 3.

I medfør af § 10 a i den gældende lov kan energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætte regler om anvendelse af teleterminaludstyr i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid. Det foreslåede stk. 2 er som de tilsvarende foreslåede bestemmelser i § 13, stk. 4, om apparater, § 16, stk. 4, om faste anlæg og § 27, stk. 4, om radioudstyr en indholdsmæssig videreførelse af § 10 a i den gældende lov.

I de nævnte helt særlige situationer foreslås energi-, forsynings- og klimaministeren bemyndiget til at fastsætte regler om, at udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet og -tjenester skal tillade eller nægte tilslutning af teleterminaludstyr til deres net på en måde, der ikke er i overensstemmelse med loven eller regler fastsat i medfør heraf.

Det foreslåede stk. 2 svarer til § 32 i lov om radiofrekvenser, hvorefter energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om anvendelse af radiofrekvenser i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid for at sikre, at vigtig radiokommunikation kan gennemføres. Reglerne kan f.eks. gå ud på, at en bestemt form for frekvensanvendelse kan ske uden tilladelse, hvor det ellers er et krav, og at kravet om, at de foreskrevne prøver skal være bestået for at anvende de pågældende radiofrekvenser, suspenderes.

I medfør af § 9 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold bemyndiges Energistyrelsen til at fastsætte tekniske specifikationer for radiogrænseflader, som indeholder krav med henblik på at fremme effektiv frekvensudnyttelse og hindre uacceptable forstyrrelser samt regler for offentliggørelsen heraf. Radiogrænseflader specificerer således nærmere, hvordan radiofrekvenser må anvendes med henblik på at fremme effektiv anvendelse af radiofrekvenserne og forebygge uacceptable forstyrrelser, jf. beskrivelsen heraf i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 17, stk.1, nr. 3. Fastsættelsen af regler sker i dag i bekendtgørelsesform.

Energistyrelsen bemyndiges til at fastsætte regler om radiogrænseflader, som indeholder en angivelse af de tekniske parametre for, hvordan konkrete typer af radioudstyr må anvendes. Der kan være tale om en nærmere beskrivelse af, hvilke radiofrekvenser radioudstyret må anvende til en bestemt tjeneste, om der er krav om tilladelse fra Energistyrelsen for at anvende radiofrekvenserne, den maksimalt tilladte sendeeffekt, og om der findes eventuelle harmoniserede standarder for den pågældende type af radioudstyr, som fabrikanter kan anvende. Der kan i radiogrænseflader i øvrigt findes oplysninger om, hvorvidt der kræves tilladelse efter lov om radiofrekvenser for at anvende de pågældende radiofrekvenser, eller om det kan ske uden tilladelse. På samme måde, som det er tilfældet med regler udstedt i medfør af § 9 i den gældende lov, vil fastsættelsen af regler ske i bekendtgørelsesform.

Bestemmelsen gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 8, stk. 1.

Energistyrelsen skal i henhold til proceduren herfor i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester, som det sker i dag i henhold til § 21, stk. 1, nr. 2, i den gældende lov, underrette Europa-Kommissionen og de øvrige EU-medlemsstater om de radiogrænseflader, som styrelsen agter at fastsætte regler om. På baggrund af radioudstyrsdirektivets artikel 8, stk. 1, og til forskel fra § 9 i den gældende lov gælder dette dog ikke for radiogrænseflader, der fuldstændigt og uden afvigelser overholder Europa-Kommissionens beslutninger og afgørelser om harmoniseret anvendelse af radiofrekvenser, som træffes i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen), eller radiogrænseflader i forhold til radioudstyr, som må anvendes uden begrænsninger i EU-medlemsstaterne.

EU-medlemsstaterne er i medfør af informationsproceduredirektivet som nævnt ovenfor forpligtet til at underrette Europa-Kommissionen forud for udstedelse af love og administrative forskrifter, som regulerer bl.a. tekniske forskrifter og standarder for varer og informationssamfundets tjenester. Proceduren har til formål at sikre åbenhed omkring nye love og regler i EU/EØS til gavn for virksomheder og borgeres retssikkerhed samt mulighed for forudgående kontrol af tekniske forskrifter, så de ikke skaber handelshindringer i det indre marked.

Efter § 16 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold kan Energistyrelsen udpege andre offentlige myndigheder eller virksomheder, der opfylder kravene fastsat i medfør af den gældende lovs § 14, til som bemyndigede organer at vurdere radioudstyrs, teleterminaludstyrs, apparaters og faste anlægs overensstemmelse med de væsentlige krav i den gældende lovs § 5 i overensstemmelse med de procedurer herfor, der fremgår af det gældende EMC-direktiv og det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv. Energistyrelsen kan tilbagekalde bemyndigelsen, hvis organet ikke længere opfylder kravene fastsat i medfør af lovens § 14.

I medfør af den gældende lovs § 14 kan energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætte nærmere regler om kriterier for vurderingen af, om en aktør kan bemyndiges til at udarbejde dokumentation for et produkts overensstemmelse med de væsentlige krav. Kravene, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 237 af 30. marts 2000 om bemyndigede organer, drejer sig om, hvorledes der kan ansøges, om der skal vedlægges ansøgningen en akkreditering samt krav til faglige og tekniske kompetencer og rådighed over de nødvendige personalemæssige ressourcer og tekniske og administrative faciliteter, som kræves for at kunne udføre opgaven.

Den foreslåede bestemmelse i § 31 gennemfører bestemmelserne om bemyndigede organer i EMC-direktivets kapitel 4 og radioudstyrsdirektivets kapitel IV og er en indholdsmæssig videreførelse af de gældende regler. Dog fremgår det af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF, at de hidtil gældende regler om udpegning af bemyndigede organer ikke har sikret et ensartet højt fagligt niveau for bemyndigede organer på tværs af EU-medlemsstaterne. På den baggrund og for at sikre, at organerne udfører deres opgaver på ens og fair konkurrencebetingelser, er der i afgørelsen fastsat ændrede procedurer for udpegning af og skærpede krav til bemyndigede organer. Der er ligeledes fastsat mere udførlige krav til medlemsstaternes bemyndigende myndigheder i forhold til deres vurdering af ansøgninger og tilsyn med bemyndigede organer. De ændrede bestemmelser er på baggrund af afgørelsen om fælles rammer for markedsføring af produkter indført i både EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet og vil derfor blive gennemført i medfør af den foreslåede bestemmelse og regler fastsat i medfør heraf. Der foreslås bl.a. nye regler om ansøgninger om bemyndigelse og en særlig procedure for underretning af Europa-Kommissionen og de øvrige EU-medlemsstater om ansøgninger.

Det fremgår af EMC-direktivets artikel 22 og radioudstyrsdirektivets artikel 24, at den bemyndigende myndighed, som vil være Energistyrelsen i Danmark, ikke må udføre opgaver, som udføres af overensstemmelsesvurderingsorganer eller yde rådgivningsservice på kommercielt eller konkurrencemæssigt plan. Det vil sige, at Energistyrelsen til forskel fra, hvad der i dag følger af den gældende lovs § 15, ikke efter lovens ikrafttræden vil fungere som bemyndiget organ, selvom der hverken på EMC-området eller på radioudstyrsområdet måtte blive udpeget et bemyndiget organ i Danmark.

Bestemmelserne om tilsyn med de bemyndigede organer er udbygget i EMC-direktivets kapitel 4 og radioudstyrsdirektivets kapitel IV, ligesom Europa-Kommissionen på eget initiativ kan undersøge et bemyndiget organs kompetence. Dette kan føre til, at Europa-Kommissionen kan træffe afgørelse over for den bemyndigende myndighed, som er Energistyrelsen, om at sikre, at det bemyndigede organ overholder reglerne, eller om nødvendigt at tilbagekalde bemyndigelsen.

I medfør af det foreslåede stk. 1 foreslås det, at Energistyrelsen efter ansøgning udpeger aktører til bemyndigede organer, der kan udføre overensstemmelsesvurderingsopgaver vedrørende apparaters og radioudstyrs overensstemmelse med § 3 eller § 17 og regler fastsat i medfør heraf på baggrund af de overensstemmelsesvurderingsprocedurer, som der fastsættes nærmere regler om i medfør af de foreslåede bestemmelser i § 4, stk. 5, nr. 2, og § 18, stk. 6, nr. 2. Der er tale om en opgave af mere teknisk karakter. Det foreslås derfor, at Energistyrelsen foretager udpegningen i stedet for energi-, forsynings- og klimaministeren, som i dag har kompetencen i medfør af den gældende lovs § 16.

I det foreslåede stk. 2 bemyndiges Energistyrelsen til at fastsætte nærmere regler om ansøgninger efter stk. 1.

Energistyrelsen vil fastsætte regler om ansøgningsproceduren, herunder ansøgeres mulighed for at vedlægge en ansøgning et akkrediteringscertifikat fra et nationalt akkrediteringsorgan udpeget i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93. I Danmark er Den Danske Akkrediteringsfond, DANAK, udpeget som det nationale akkrediteringsorgan, jf. bekendtgørelse om udpegning af det nationale akkrediteringsorgan. Energistyrelsen sender ansøgninger til Europa-Kommissionen og de øvrige EU-medlemsstater, hvor styrelsen vurderer, at ansøgeren opfylder kravene til at fungere som bemyndiget organ. Der er herefter en frist på henholdsvis to uger, hvis ansøgningen er vedlagt et akkrediteringscertifikat udstedt af et nationalt akkrediteringsorgan udpeget i henhold til forordningen, hvorved det attesteres, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive udpeget til bemyndiget organ, eller to måneder for Europa-Kommissionen og de øvrige EU-medlemsstater til at gøre indsigelse mod ansøgningen. Hvis der ikke er modtaget indsigelse mod en ansøgning inden for disse frister, udpeger Energistyrelsen ansøgeren som bemyndiget organ.

Endvidere foreslås Energistyrelsen i medfør af det foreslåede stk. 2 bemyndiget til at fastsætte regler om de krav, som gælder for bemyndigede organer i forhold til deres udøvelse af aktiviteter, styrelsens tilsyn med og adgang til at anmode om oplysninger fra bemyndigede organer, fabrikanters adgang til at klage til Energistyrelsen over beslutninger truffet af bemyndigede organer samt styrelsens adgang til at begrænse, suspendere eller tilbagekalde en bemyndigelse, f.eks. i tilfælde af, at det bemyndigede organ ikke overholder kravene for dets virksomhed.

De krav, som skal opfyldes for at blive udpeget til bemyndiget organ, fremgår af EMC-direktivets artikel 24 og radioudstyrsdirektivets artikel 26. Det drejer sig om krav om, at ansøgeren skal være en juridisk person, være etableret i Danmark, krav til indholdet af en ansøgning, ansøgerens uafhængighed, organisering samt til faglige og tekniske kompetencer samt rådighed over de nødvendige personalemæssige ressourcer og faciliteter, som er nødvendige for at kunne udføre overensstemmelsesvurderingsopgaverne.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af bestemmelsen i § 17, stk. 1, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, som fastsætter, at Energistyrelsen er tilsynsmyndighed på området, og der forslås derfor ingen ændringer i forhold til den gældende lov.

Energistyrelsens tilsyn vil koncentrere sig om apparater og radioudstyr, hvor styrelsen vurderer, at der er størst risiko for, at de ikke er i overensstemmelse med kravene i lovforslaget, og om områder, hvor den mulige skadevirkning af manglende overensstemmelse med kravene er størst i forhold til de interesser, som søges beskyttet gennem lovforslaget. Energistyrelsen inddrager ved sin vurdering bl.a. oplysninger fra brugere, erhvervsdrivende eller andre myndigheder, herunder i andre EU-medlemsstater, som indikerer, at der kan være apparater eller radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse med reglerne.

Energistyrelsen vil som udgangspunkt føre tilsyn med dokumentation og mærkning af apparater og radioudstyr f.eks. med overensstemmelseserklæringer, brugsanvisninger eller CE-mærkning. Hvor undersøgelsen heraf indikerer, at apparatet eller radioudstyret ikke er i overensstemmelse med kravene, kan Energistyrelsen finde det nødvendigt at undersøge apparatet eller radioudstyret mere grundigt, herunder at teste det, jf. den foreslåede bestemmelse i § 36.

Energistyrelsen vil ofte indlede sit tilsyn hos distributørerne. Det skyldes, at det typisk er her, at styrelsen bliver opmærksom på, hvilke apparater og radioudstyr der bliver solgt. Det er endvidere oftest distributører, som sælger til brugere, og som derfor råder over eksemplarer af de pågældende apparater eller radioudstyr, som Energistyrelsen umiddelbart kan føre tilsyn med.

Den viden, som Energistyrelsen får ved at føre tilsyn hos distributørerne, kan styrelsen herefter bruge til at føre tilsyn hos importøren eller fabrikanten, hvis der er anledning til det. Fabrikanter og importører har også pligt til at sikre, at apparater eller radioudstyr, som de sælger, er i overensstemmelse med reglerne. Tilsyn med en fabrikant eller importør, som befinder sig tidligere i forsyningskæden, vil have større effekt i forhold til at sikre, at der ikke findes apparater eller radioudstyr på markedet, som ikke er i overensstemmelse med reglerne.

Den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, hvorefter de erhvervsdrivende har pligt til at give Energistyrelsen oplysning om erhvervsdrivende, som de i løbet af de seneste 10 år har fået leveret apparater eller radioudstyr fra, forbedrer styrelsens mulighed for at identificere fabrikanter og importører.

For så vidt angår uacceptable forstyrrelser fører Energistyrelsen tilsyn i henhold til lov om radiofrekvenser. Der kan her både være tale om forstyrrelser af frekvensanvendelse eller af apparater eller radioudstyr, og forstyrrelserne kan bl.a. være forårsaget af apparater eller radioudstyr. Hvor forstyrrelsen medfører en overtrædelse af reglerne i lov om radiofrekvenser, træffer Energistyrelsen afgørelse efter denne lov. Det udelukker dog ikke, at der ved forstyrrelsen, hvor denne er forårsaget af et apparat eller radioudstyr, også kan være tale om en overtrædelse af regler i dette lovforslag. Det kan f.eks. være, hvor apparatet eller radioudstyret ikke overholder de væsentlige krav, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 3 og 17 eller regler fastsat i medfør heraf. I disse tilfælde kan Energistyrelsen også træffe afgørelse efter dette lovforslag.

Energistyrelsen vil endvidere føre tilsyn med faste anlæg. Et tilsyn med et fast anlæg vil oftest begynde med en forstyrrelsessag i henhold til lov om radiofrekvenser, som herefter giver styrelsen anledning til også at føre tilsyn efter dette lovforslag.

Energistyrelsens tilsyn har til formål at medvirke til at sikre beskyttelsen af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt beskyttelsen af ejendom og andre samfundsinteresser såsom adgang til radiokommunikation uden uacceptable forstyrrelser, effektiv frekvensanvendelse, et passende niveau af elektromagnetisk kompatibilitet samt en fair konkurrence mellem de erhvervsdrivende. Dette formål kan opnås ved at hindre, at apparater og radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse med kravene, gøres tilgængeligt på markedet.

Rammerne for Energistyrelsens tilsyn er fastsat i artikel 15, stk. 3, og 16-29 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93, jf. EMC-direktivets artikel 37 og radioudstyrsdirektivets artikel 39.

Det fremgår bl.a. af forordningens artikel 19, stk. 1, om markedsovervågningsforanstaltninger, at tilsynsmyndighederne i passende omfang skal føre tilsyn med produkternes egenskaber, og at tilsynet skal baseres på dokumentation og om nødvendigt fysisk kontrol af produkterne og laboratorieundersøgelser af passende stikprøver. Tilsynsmyndighederne skal føre tilsyn ud fra en risikovurdering og i den forbindelse tage hensyn til klager og andre oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse i § 33 fastsætter, hvilke oplysninger Energistyrelsen og Teleklagenævnet kan kræve og af hvem.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 viderefører delvist bestemmelsen i § 20 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen kan kræve alle oplysninger, herunder materiale af teknisk eller statistisk karakter, som findes nødvendigt for administrationen af loven.

Det foreslås i modsætning til § 20 i den gældende lov at indsætte Teleklagenævnet i bestemmelsen, og det foreslås som noget nyt, at Energistyrelsen og Teleklagenævnet kan kræve oplysningerne ved begrundet anmodning. Herudover foreslås som noget nyt, at kredsen af de, som er forpligtede til at give oplysninger, opregnes i bestemmelsen.

Teleklagenævnet indsættes i bestemmelsen, idet nævnet forventes at have samme behov for oplysninger i forbindelse med dets behandling af klager, som Energistyrelsen har i forbindelse med sin sagsbehandling. Ved at indsætte, at oplysningerne kan kræves ved begrundet anmodning, understreges det, at anvendelsen af den foreslåede bestemmelse begrænses i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper således, at der kun vil blive krævet oplysninger i nødvendigt omfang, og ved konkret at nævne, hvilke erhvervsdrivende m.fl. der kan kræves oplysninger fra, gøres det tydeligt, hvem der er omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen fastsætter, at Energistyrelsen og Teleklagenævnet kan kræve oplysninger til brug for administration af loven. Ved administration forstås ikke kun oplysninger, som skal bruges i forbindelse med styrelsens tilsyn efter den foreslåede bestemmelse i § 33, hvorefter styrelsen kontrollerer, om loven og regler fastsat i medfør heraf overholdes, eller oplysninger, som Teleklagenævnet har brug for i forbindelse med dets konkrete sagsbehandling. Bestemmelsen kan også bruges til at kræve mere generelle oplysninger, f.eks. vedrørende de erhvervsdrivendes tilgængeliggørelse af produkter eller brugeres anvendelse heraf, men som ikke specifikt relaterer sig til et bestemt produkt, og som ikke skal bruges til at vurdere, om loven eller regler fastsat i medfør heraf er overholdt. Det vil særligt være Energistyrelsen, som kan have behov for at kræve oplysninger, som er til brug for andet end tilsyn.

Bestemmelsen sikrer, at Energistyrelsen og Teleklagenævnet kan få de nødvendige oplysninger til udførelse af såvel tilsynsarbejdet som den generelle administration af loven. Energistyrelsen vil efter den foreslåede bestemmelse hovedsageligt kræve oplysninger, som er til brug for tilsyn og afgørelser. Det kan f.eks. være, at styrelsen har brug for at få tilsendt en kopi af en EU-overensstemmelseserklæring eller kopi af dele af en teknisk dokumentation.

Oplysninger, som er til brug for anden administration af loven, kan bl.a. være oplysninger, som skal videregives til Europa-Kommissionen, eller oplysninger, som skal videregives til nationale tilsynsmyndigheder i en anden EU-medlemsstat i forbindelse med dennes behandling af en konkret tilsynssag, jf. artikel 24 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93, der fastlægger principperne for samarbejdet mellem Europa-Kommissionen og EU-medlemsstaterne. Energistyrelsen vil, inden styrelsen videregiver oplysninger til Europa-Kommissionen eller en national tilsynsmyndighed i en anden EU-medlemsstat, orientere den, som har givet oplysningerne, om det, medmindre det allerede følger af begrundelsen, at styrelsen kræver oplysningerne med henblik på at videregive disse.

Energistyrelsen vil endvidere orientere Europa-Kommissionen eller den nationale tilsynsmyndighed i den anden EU-medlemsstat, hvis de oplysninger, som videregives, efter dansk ret betragtes som fortrolige, f.eks. hvis der er tale om oplysninger, som er undtaget fra aktindsigt efter offentlighedsloven.

De erhvervsdrivende, som er nævnt i stk. 1 er fabrikanter, bemyndigede repræsentanter, importører og distributører, som defineret i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 7. Det vil afhænge af det pågældende formål med oplysningerne eller materialet, hvem dette vil blive krævet af. I en tilsynssag, hvor Energistyrelsen f.eks. har brug for at undersøge, om der gøres radioudstyr tilgængeligt på markedet, som ikke er i overensstemmelse med kravene i lovforslaget, vil Energistyrelsen kunne kræve oplysninger af en erhvervsdrivende.

Oplysningspligten vil hovedsagligt påhvile fabrikanter og deres bemyndigede repræsentanter, importører, distributører, fabrikanter af og ansvarlige for installationen af faste anlæg samt udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Kun i sjældnere tilfælde forventes der at være behov for at kræve oplysninger af de ansvarlige for anvendelsen af apparater, faste anlæg eller radioudstyr. Det vil dog f.eks. kunne forekomme i forbindelse sager om forstyrrelser. En ansvarlig for anvendelsen vil som udgangspunkt være ejeren, men det kan også tænkes, at et fast anlæg f.eks. er lejet eller leaset, så den ansvarlige for anvendelsen ikke er ejeren, men derimod lejeren.

Det er ikke hensigten at pålægge de forpligtede unødige administrative byrder, ligesom en anmodning om oplysninger eller materiale ud over en begrundelse skal indeholde oplysning om det formål, som oplysningerne eller materialet skal anvendes til. Der ligger heri også, at Energistyrelsen eller Teleklagenævnet ikke kan anmode om oplysninger fra f.eks. en erhvervsdrivende, som går videre end det, den erhvervsdrivende efter lovforslaget er forpligtet til eller kan forventes at være i besiddelse af.

Modtager Energistyrelsen ikke de oplysninger, som styrelsen kræver efter denne bestemmelse, vil styrelsen kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 34 om bl.a. forbud mod at tilgængeliggøre de apparater eller det radioudstyr, som oplysningerne vedrører, eller påbud om at fremlægge oplysningerne eller materialet.

Energistyrelsens eventuelle offentliggørelse af oplysninger og materiale, som styrelsen har modtaget, vil til enhver tid være begrænset af de almindelige regler om tavshedspligt for virke i offentlig tjeneste.

Derudover gælder det almindelige forbud mod selvinkriminering, der bl.a. kan udledes af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter en person, som er anklaget for en forbrydelse, har ret til ikke at udtale sig om den påståede forbrydelse og til ikke at blive tvunget til at medvirke til at opklare den.

Dette indebærer som udgangspunkt ingen begrænsninger i forhold til at anvende dette lovforslags bestemmelser om udøvelse af almindelig forudgående eller efterfølgende tilsyns- og kontrolvirksomhed.

Det følger imidlertid af § 10, stk. 1, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter med senere ændringer (retssikkerhedsloven), at har Energistyrelsen eller Teleklagenævnet en konkret mistanke om, at en enkeltperson eller en juridisk person har begået en overtrædelse af lovforslaget, der kan medføre straf, kan den foreslåede bestemmelse ikke anvendes til at kræve, at den pågældende fremlægger oplysninger eller foretager undersøgelser, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede overtrædelse. En mistænkt må ikke pålægges at give oplysninger om, at vedkommende har begået noget strafbart. Energistyrelsen og Teleklagenævnet må i disse tilfælde overlade sagen til politiets efterforskning.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 7, stk. 9, 1. pkt., artikel 8, stk. 2, litra b, artikel 9, stk. 8, 1. pkt., artikel 10, stk. 5, 1. pkt. samt artikel 19, stk. 3, og radioudstyrsdirektivets artikel 10, stk. 12, 1. pkt., artikel 11, stk. 2, litra b, artikel 12, stk. 9, 1. pkt. samt artikel 13, stk. 5, 1. pkt.

Det foreslåede stk. 2 er en ny bestemmelse, hvorefter erhvervsdrivende på Energistyrelsens anmodning skal give styrelsen oplysninger, der identificerer enhver anden erhvervsdrivende, som har leveret et apparat eller radioudstyr til dem, eller oplysninger, der identificerer enhver anden erhvervsdrivende, som de har leveret et apparat eller radioudstyr til.

Bestemmelsen fastsætter, at det alene drejer sig om oplysninger, som vedrører de seneste 10 år. Der fastlægges med bestemmelsen en pligt for de erhvervsdrivende til at sikre, at de kan stille oplysningerne til rådighed for styrelsen, indtil oplysningerne er 10 år gamle. Identifikationen af den erhvervsdrivende kan f.eks. ske ved fremlæggelse af fakturaer, men der er f.eks. ikke pligt til at føre et register over de pågældende erhvervsdrivende. Det fremgår af betragtning 25 til EMC-direktivet og betragtning 37 til radioudstyrsdirektivet, at de erhvervsdrivende i den nævnte 10-årsperiode ikke er forpligtede til at ajourføre oplysningerne vedrørende de andre erhvervsdrivende.

De erhvervsdrivende, som skal kunne give disse oplysninger til styrelsen, er fabrikanten, importøren eller distributøren. Styrelsen vil dog også kunne anmode en bemyndiget repræsentant om at give oplysningerne på vegne af fabrikanten, jf. den foreslåede definition i § 2, stk. 1, nr. 7. Bestemmelsen har til formål at gøre det muligt at fastslå identiteten på erhvervsdrivende, som har gjort apparater og radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med reglerne, tilgængelige på markedet. Dette vil gøre tilsynet med bestemmelsernes overholdelse mere effektivt, idet det kan medvirke til, at apparater og radioudstyr kan spores gennem hele forsyningskæden.

Udover at fastlægge en pligt for den erhvervsdrivende til at kunne stille oplysningerne til rådighed for Energistyrelsen, fastsætter bestemmelsen samtidig en begrænsning for, hvor langt tilbage i tiden styrelsen kan kræve oplysninger af denne art. Det foreslås endvidere fastsat, at det alene er Energistyrelsen, som kan kræve disse oplysninger. Bestemmelsen fungerer således som en undtagelse til det foreslåede stk. 1.

Det foreslåede stk. 2 gennemfører EMC-direktivets artikel 12 og radioudstyrsdirektivets artikel 15.

Det foreslåede stk. 3 viderefører delvist § 12, stk. 2, i bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter den ansvarlige for markedsføringen eller installationen af et fast anlæg, så længe det faste anlæg er i drift, skal kunne fremlægge den tekniske dokumentation, hvis Energistyrelsen anmoder om det. Dokumentationen skal fremlægges inden for 10 arbejdsdage.

Det foreslås i modsætning til § 12, stk. 2, i den gældende bekendtgørelse, at der ikke i bestemmelsen fastsættes en frist, inden for hvilken dokumentationen skal være fremlagt. En sådan frist vil blive fastsat af Energistyrelsen i forbindelse med en anmodning om fremlæggelse af dokumentationen.

Det foreslås i stk. 3 fastsat, at Energistyrelsen af fabrikanter af faste anlæg eller ansvarlige for installationen heraf kan kræve, at disse fremlægger dokumentation som nævnt i den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 2, for, at den gode tekniske praksis i den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 1, er fulgt. Det vil ligesom i den gældende bestemmelse være en betingelse for, at Energistyrelsen kan anmode om dokumentationen, at det faste anlæg er i drift. Det foreslås herudover fastsat, at Energistyrelsen kun kan anmode om dokumentationen, hvis der er tegn på, at det faste anlæg ikke er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 1.

For så vidt angår betingelsen om, at det faste anlæg skal være i drift, er det ikke et krav, at anlægget er permanent tilsluttet og tændt. Et anlæg, som f.eks. tændes med jævne mellemrum, men ind imellem er slukket, vil blive betragtet som værende i drift. Derimod vil et anlæg, som endnu ikke har været tændt første gang, ikke blive betragtet som værende i drift, og det samme gør sig gældende for anlæg, som er slukket permanent uden intention om at skulle tændes igen.

For så vidt angår betingelsen om, at der skal være tegn på, at det faste anlæg ikke er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 1, kan der være tale om, at der er klaget over eller konstateret forstyrrelser, som kan stamme fra det faste anlæg.

Det skal i dokumentationen være nærmere beskrevet, hvordan det faste anlæg er installeret i overensstemmelse med god teknisk praksis og under iagttagelse af oplysningerne om dets komponenters tilsigtede anvendelse, så det godtgøres, at anlægget er i overensstemmelse med de væsentlige krav, jf. § 14, stk. 1. Pligten til at dokumentere overensstemmelsen består, så længe det faste anlæg er i drift.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 19, stk. 2.

Det foreslåede stk. 4 er en ny bestemmelse, hvorefter Energistyrelsen bemyndiges til at fastsætte regler om, at fabrikanter af radioudstyr og programmel skal give oplysninger til styrelsen og Europa-Kommissionen om, hvordan påtænkte kombinationer af deres radioudstyr og programmel er i overensstemmelse med de væsentlige krav i § 17 og regler fastsat i medfør heraf. Programmel er programmer eller software, som kan indlæses i radioudstyr. Disse regler vil blive fastsat, hvis Europa-Kommissionen træffer afgørelse om, at fabrikanter skal afgive disse oplysninger for specifikke kategorier af radioudstyr.

Fabrikanter skal konstruere radioudstyr, så eventuelle kombinationer af radioudstyr og programmel er i overensstemmelse med de væsentlige krav. Det fremgår af betragtning 19 til radioudstyrsdirektivet, at gennemsigtigheden skal fremmes, så uafhængige fabrikanter kan udvikle programmel til andre fabrikanters radioudstyr. Europa-Kommissionen kan for at fremme dette træffe afgørelse om, at fabrikanter af radioudstyr og programmel på baggrund af en vurdering af kombinationen af det pågældende radioudstyrs og programmels overensstemmelse med de væsentlige krav skal afgive en udtalelse om overensstemmelsen, der indeholder elementerne i en EU-overensstemmelseserklæring, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 6, nr. 3. Det kan endelig indgå i Europa-Kommissionens afgørelse, at fabrikantens oplysninger præcist skal identificere det radioudstyr og det programmel, som den pågældende har vurderet, og at oplysningerne løbende skal opdateres.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 4.

Den foreslåede bestemmelse i § 34 fastsætter, hvilke afgørelser Energistyrelsen kan træffe, hvor styrelsen ikke modtager de oplysninger, som styrelsen har krævet i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 33, og som vedrører en konkret tilsynssag.

Ved en konkret tilsynssag forstås, at Energistyrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 32 kontrollerer, om loven og regler fastsat i medfør heraf er overholdt i forhold til et eller flere produkter eller kategorier af produkter, herunder også et fast anlæg. De oplysninger eller materiale, som er omfattet af denne bestemmelse, vil således skulle vedrøre det eller de bestemte produkter og vil skulle bruges i forbindelse med styrelsens kontrol, herunder f.eks. til at undersøge, om den erhvervsdrivende har overholdt sine forpligtelser.

Det foreslåede stk. 1 viderefører § 17, stk. 2, nr. 1 og 3, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen ved manglende overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf kan meddele påbud om tilbagetrækning af radioudstyr, teleterminaludstyr, apparater og faste anlæg fra markedet, herunder påbud om annoncering med henblik på tilbagetrækning fra markedet, eller nedlægge forbud mod markedsføring.

Der foreslås dog en ændring i terminologien således, at et påbud om tilbagetrækning i stedet betegnes som et påbud om tilbagekaldelse, og et forbud mod markedsføring i stedet betegnes som et forbud mod at bringe apparater eller radioudstyr i omsætning eller at gøre disse tilgængelige. Der er alene tale om en tilpasning af terminologien til den, som anvendes i EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet, hvor der bl.a. ikke længere gøres brug af begrebet markedsføring, men at produkter bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på markedet. Indholdsmæssigt svarer de to former for afgørelser til afgørelserne i den gældende lov.

Det foreslås i stk. 1 gjort klart, hvilke afgørelser Energistyrelsen kan træffe, hvis en erhvervsdrivende undlader at give styrelsen de oplysninger eller fremlægge det materiale, som styrelsen kræver i forbindelse med en konkret tilsynssag, jf. de foreslåede bestemmelser i § 33, stk. 1 eller 2. For så vidt angår oplysningerne i den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, vil Energistyrelsen alene kunne kræve disse i 10 år efter, at et apparat eller radioudstyr er bragt i omsætning eller er gjort tilgængeligt på markedet. Har Energistyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 1, anmodet en erhvervsdrivende om oplysninger svarende til oplysningerne i § 33, stk. 2, som vedrører en periode, der ligger længere end 10 år tilbage, vil Energistyrelsen ikke kunne træffe afgørelse efter denne bestemmelse, idet den erhvervsdrivende ikke er forpligtet til at kunne give oplysningerne.

Ved erhvervsdrivende forstås fabrikanter, bemyndigede repræsentanter, importører og distributører, jf. definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 7. Hvor en bemyndiget repræsentant undlader at give oplysningerne eller fremlægge materialet, vil styrelsen kunne træffe afgørelse over for den fabrikant, som vedkommende repræsenterer.

Efter det foreslåede nr. 1 kan Energistyrelsen forbyde, at en fabrikant eller en importør bringer et apparat eller radioudstyr i omsætning, eller at en distributør gør et apparat eller radioudstyr tilgængeligt på markedet. Det vil indebære, at den pågældende forbydes at sælge apparatet eller radioudstyret eller på anden vis stille det til rådighed for andre.

Efter det foreslåede nr. 2 kan Energistyrelsen som noget nyt give en fabrikant, en importør eller en distributør påbud om at trække et apparat eller radioudstyr tilbage fra markedet. Det vil sige, at den pågældende skal sikre, at det ikke er muligt for en bruger eller andre erhvervsdrivende at købe eller på anden måde erhverve det pågældende apparat eller radioudstyr. Det kan f.eks. betyde, at en fabrikant skal sørge for, at salget af dennes apparat eller radioudstyr bliver standset hos alle distributører, og fabrikanten kan være nødt til at få tilbageleveret disse fra distributørerne for at sikre, at apparaterne eller radioudstyret bliver bragt i orden. Påbuddet medfører samtidig, at fabrikanten, importøren eller distributøren forbydes at gøre tilsvarende apparater eller radioudstyr tilgængelige på markedet.

Efter det foreslåede nr. 3 kan Energistyrelsen give en fabrikant, en importør eller en distributør påbud om at kalde et apparat eller radioudstyr tilbage, hvilket har til formål at sikre, at apparater eller radioudstyr, der er solgt til brugere, returneres. Den pågældende skal således sikre, at alle apparater eller radioudstyr af den pågældende type, som allerede er solgt eller på anden vis stillet til rådighed for brugerne og andre, så vidt muligt leveres tilbage til fabrikanten, importøren eller distributøren. Det kan af Energistyrelsens afgørelse samtidig fremgå, at fabrikanten, importøren eller distributøren forbydes at gøre tilsvarende apparater eller radioudstyr tilgængelige på markedet. Det kan af påbuddet fremgå, hvordan dette skal efterkommes. Der kan være tale om indrykning af annoncer i dagblade, hvori apparatet eller radioudstyret kaldes tilbage, opslag i butikker, e-mails til kunder eller offentliggørelse af en pressemeddelelse. Det kan også være en kombination af flere tiltag.

Energistyrelsen vil på baggrund af en proportionalitetsvurdering træffe afgørelse om den mindst indgribende foranstaltning over for fabrikanten, importøren eller distributøren, som er tilstrækkelig for at afhjælpe den manglende overholdelse af reglerne.

Den afgørelse, som måtte være blevet truffet efter nr. 1-3, vil efterfølgende blive ophævet, hvis fabrikanten, importøren eller distributøren giver Energistyrelsen de oplysninger eller fremlægger det materiale, som styrelsen har krævet. Energistyrelsen vil herefter i medfør af de foreslåede bestemmelser i §§ 38 og 41 kunne træffe en ny afgørelse, hvis det på baggrund af oplysningerne viser sig, at apparatet eller radioudstyret ikke er i overensstemmelse med reglerne.

Den foreslåede bestemmelse finder kun anvendelse i forbindelse med oplysninger eller materiale til brug for en konkret tilsynssag. Det kan f.eks. omfatte tilfælde, hvor Energistyrelsen kræver, at en fabrikant sender en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen eller af den tekniske dokumentation for et produkt. Hvis fabrikanten undlader at sende dokumentet, eller hvis det, fabrikanten har sendt, er mangelfuldt, f.eks. hvor en EU-overensstemmelseserklæring ikke indeholder oplysninger om, hvilket direktiv det erklærer overensstemmelse med, jf. regler fastsat i medfør af de foreslåede bestemmelser i § 4, stk. 5, og § 18, stk. 6, vil Energistyrelsen kunne træffe afgørelse efter denne bestemmelse og f.eks. nedlægge forbud over for fabrikanten mod at sælge det apparat eller radioudstyr, som det manglende materiale vedrører, indtil styrelsen modtager materialet.

Den foreslåede bestemmelse finder ikke anvendelse i de situationer, hvor Energistyrelsen kræver, at en erhvervsdrivende fremlægger oplysninger eller materiale, som ikke vedrører en konkret tilsynssag, f.eks. hvor der er tale om oplysninger, som Europa-Kommissionen efterspørger. Sådanne oplysninger er omfattet af det foreslåede stk. 4.

Efterkommer fabrikanten, importøren eller distributøren ikke Energistyrelsens forbud eller påbud efter stk. 1, nr. 1-3, kan det straffes med bøde, jf. de foreslåede bestemmelser i § 47, stk. 1, nr. 4 eller 5.

Det foreslåede stk. 2 viderefører § 17, stk. 2, nr. 2, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen ved manglende overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf kan meddele påbud om standsning af brugen af faste anlæg.

Det foreslås i stk. 2, at Energistyrelsen, hvis fabrikanten af et fast anlæg, den ansvarlige for installationen af et fast anlæg eller den ansvarlige for anvendelsen af et fast anlæg undlader at give styrelsen de oplysninger eller fremlægge det materiale, som styrelsen kræver i forbindelse med en konkret tilsynssag, jf. de foreslåede bestemmelser i § 33, stk. 1 eller 3, kan nedlægge forbud mod, at den ansvarlige for anvendelsen af det faste anlæg anvender dette. En ansvarlig for anvendelsen vil som udgangspunkt være ejeren, men det kan også tænkes, at et fast anlæg f.eks. er lejet eller leaset således, at den ansvarlige for anvendelsen ikke er ejeren, men derimod lejeren.

Den foreslåede bestemmelse finder kun anvendelse i forbindelse med oplysninger eller materiale til brug for en konkret tilsynssag. Det kan f.eks. omfatte tilfælde, hvor Energistyrelsen har modtaget en klage over forstyrrelser, som kan stamme fra et fast anlæg, og hvor styrelsen i forbindelse med sine undersøgelser har behov for oplysninger fra f.eks. den ansvarlige for installationen af det faste anlæg. Modtager styrelsen ikke oplysningerne, kan det ikke konstateres, at det faste anlæg er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 1, og der kan derfor være behov for at få standset anvendelsen af anlægget.

Den foreslåede bestemmelse finder ikke anvendelse i de situationer, hvor Energistyrelsen kræver, at der fremlægges oplysninger eller materiale, som ikke vedrører en konkret tilsynssag, f.eks. hvor der er tale om oplysninger, som Europa-Kommissionen efterspørger. Sådanne oplysninger er omfattet af det foreslåede stk. 4.

Efterkommer den ansvarlige for anvendelsen af det faste anlæg ikke forbuddet efter denne bestemmelse, kan det straffes med bøde, jf. § 47, stk. 1, nr. 4.

Er der tale om, at en fabrikant af fast anlæg eller en ansvarlig for installationen af et fast anlæg ikke har sikret den fornødne dokumentation, jf. den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 2, kan dette tillige straffes med bøde, jf. den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 2.

Det foreslåede stk. 3 viderefører § 17, stk. 2, nr. 2, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen ved manglende overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf kan meddele påbud om standsning af brugen af radioudstyr og apparater.

Det foreslås fastsat i stk. 3, at Energistyrelsen, hvis den ansvarlige for anvendelsen af et apparat eller radioudstyr undlader at give styrelsen de oplysninger eller fremlægge det materiale, som styrelsen kræver i forbindelse med en konkret tilsynssag, jf. de foreslåede bestemmelser i § 33, stk. 1 eller 3, kan nedlægge forbud mod, at den ansvarlige for anvendelsen af apparatet eller radioudstyret anvender dette. En ansvarlig for anvendelsen vil som udgangspunkt være ejeren, men det kan ikke udelukkes, at den ansvarlige for anvendelsen er en anden bruger end ejeren.

Den foreslåede bestemmelse finder kun anvendelse i forbindelse med oplysninger eller materiale til brug for en konkret tilsynssag. Det kan f.eks. omfatte tilfælde, hvor Energistyrelsen har modtaget en klage over forstyrrelser, som kan stamme fra et apparat eller radioudstyr, som befinder sig hos den ansvarlige for anvendelsen, og hvor styrelsen i forbindelse med sine undersøgelser har behov for oplysninger til sagen. Modtager styrelsen ikke oplysningerne, kan det ikke lægges til grund, at apparatet eller radioudstyret er i overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser i §§ 3 og 17 og regler fastsat i medfør heraf, og der kan derfor være behov for at få standset anvendelsen af apparatet eller radioudstyret.

Den foreslåede bestemmelse finder ikke anvendelse i de situationer, hvor Energistyrelsen kræver, at der fremlægges oplysninger eller materiale, som ikke vedrører en konkret tilsynssag, f.eks. hvor der er tale om oplysninger, som Europa-Kommissionen efterspørger. Sådanne oplysninger er omfattet af det foreslåede stk. 4.

Efterkommer den ansvarlige for anvendelsen af det faste anlæg ikke forbuddet efter denne bestemmelse, kan det straffes med bøde, jf. § 47, stk. 1, nr. 4.

Det foreslåede stk. 4 er en ny bestemmelse, hvorefter Energistyrelsen, hvis styrelsen ikke modtager de oplysninger eller det materiale, som kræves efter de foreslåede bestemmelser i § 33, stk. 1 eller 2, kan give påbud om, at oplysningerne skal gives, eller at materialet skal fremlægges. For så vidt angår oplysningerne i den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, vil Energistyrelsen alene kunne kræve disse i 10 år efter, at et apparat eller radioudstyr er bragt i omsætning eller er gjort tilgængeligt på markedet. Har Energistyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 1, anmodet en erhvervsdrivende om oplysninger svarende til oplysningerne i § 33, stk. 2, som vedrører en periode, der ligger længere end 10 år tilbage, vil Energistyrelsen ikke kunne træffe afgørelse efter denne bestemmelse, idet den erhvervsdrivende ikke er forpligtet til at kunne give oplysningerne.

Bestemmelsen omfatter alene oplysninger og materiale, som ikke vedrører en konkret tilsynssag. Oplysninger og materiale, som vedrører en konkret tilsynssag, er omfattet af de foreslåede stk. 1-3.

Bestemmelsen i det foreslåede stk. 4 kan f.eks. omhandle oplysninger, som skal videregives til Europa-Kommissionen, eller oplysninger, som skal videregives til nationale tilsynsmyndigheder i en anden EU-medlemsstat i forbindelse med dennes behandling af en konkret tilsynssag. Energistyrelsen vil, inden styrelsen videregiver oplysninger til Europa-Kommissionen eller en national tilsynsmyndighed i en anden EU-medlemsstat, orientere den, som har givet oplysningerne, om det, medmindre det allerede følger af begrundelsen, at styrelsen kræver oplysningerne med henblik på at videregive disse.

Energistyrelsen vil endvidere orientere Europa-Kommissionen eller den nationale tilsynsmyndighed i den anden EU-medlemsstat, hvis de oplysninger, som videregives, efter dansk ret betragtes som fortrolige, f.eks. hvis der er tale om oplysninger, som er undtaget fra aktindsigt efter offentlighedsloven.

Styrelsen vil alene træffe afgørelse om påbud efter denne bestemmelse, hvis der er tale om oplysninger eller materiale, som den pågældende uden tvivl er i besiddelse af, eller hvor der er tale om oplysninger eller materiale, som den pågældende efter lovforslaget har pligt til at være i besiddelse af som f.eks. efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2.

Efterkommes påbuddet efter denne bestemmelse ikke, kan det straffes med bøde, jf. den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 5.

Den foreslåede bestemmelse i § 35 fastlægger Energistyrelsens adgang til hos fabrikanter, importører og distributører at føre kontrol med overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf.

Det foreslåede stk. 1 viderefører § 18, stk. 1, i den gældende lov om radio- og teleterminaludsyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til at foretage stikprøvevis kontrol i grossist- og detailleddet for at påse, at loven og de i medfør heraf fastsatte regler overholdes. Styrelsen kan i den forbindelse på stedet foretage undersøgelser af radioudstyr, teleterminaludstyr, apparater og faste anlæg.

Det foreslås i stk. 1 fastsat, at Energistyrelsen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til lokaliteter eller transportmidler, som tilhører en fabrikant, importør eller distributør, for at føre stikprøvekontrol med apparater og radioudstyr. Ved lokaliteter forstås bl.a. fabrikations-, salgs- og lagerlokaler. Fabrikanten, importøren eller distributøren behøver ikke at være ejer af lokaliteten for, at det kan siges, at denne tilhører den pågældende. Der kan f.eks. også være tale om, at fabrikanten, importøren eller distributøren er lejer af lokaliteten.

Det gøres i den foreslåede bestemmelse mere klart, hvem styrelsen har adgang til at føre tilsyn hos og hvor. Der fastsættes som i den gældende lov ikke krav om indhentelse af retskendelse forud for kontrolbesøget, idet der ikke er et retsindhold for retten at tage stilling til.

Af artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 følger det, at kontrolmyndighederne skal have adgang til de erhvervsdrivendes lokaler og til at udtage stikprøver af produkter, når det er nødvendigt og begrundet. Forordningen er ikke begrænset til at gælde kontrol på offentligt tilgængelige lokaliteter, men handler om adgang til de erhvervsdrivendes lokaliteter i det hele taget. Myndighederne skal kunne få adgang til alle dele af de erhvervsdrivendes lokaliteter, hvor det er nødvendigt og begrundet for at føre en effektiv kontrol, uanset om det kræver retskendelse eller ej.

Efter den ovennævnte forordning skal der i passende omfang foretages kontrol med produkter.

Muligheden for adgang skal kun benyttes, hvor den må anses for proportional ifølge det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Om det er nødvendigt for Energistyrelsen at få adgang til erhvervsdrivendes lokaliteter beror bl.a. på, om styrelsen på anden måde kan få tilstrækkelige oplysninger til brug for tilsynet. Det betyder eksempelvis, at hvis et tilsyn kan gennemføres ved gennemgang af dokumentation, vil der ikke blive gennemført et tilsyn på stedet.

Energistyrelsen vil føre et passende tilsyn baseret på stikprøvekontrol. Det betyder, at Energistyrelsen ikke vil føre et systematisk tilsyn med alle typer af apparater eller radioudstyr eller med alle fabrikanter, importører eller distributører. En stikprøvekontrol kan som efter den gældende lov ske uden, at Energistyrelsen har en forudgående viden eller mistanke om, at en fabrikant, importør eller distributør gør apparater eller radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse med kravene i loven, tilgængelige på markedet, eller den kan tage udgangspunkt i konkrete oplysninger, som styrelsen har fået. Stikprøvekontrollen kan f.eks. på baggrund af sådanne oplysninger rette sig mod en bestemt gruppe af fabrikanter, importører eller distributører eller mod en bestemt type apparater eller radioudstyr.

For at Energistyrelsen kan føre en effektiv kontrol, er det nødvendigt også at have adgang til steder, hvor styrelsen ikke på forhånd ved, om der er apparater, faste anlæg eller radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse med reglerne. Dette vil også være med til at give Energistyrelsen viden om, hvordan tilsynsindsatsen skal tilrettelægges for at sikre, at tilsynsindsatsen bliver så effektiv som muligt.

Energistyrelsen vil foretage en konkret og individuel vurdering af, om øjemedet vil forspildes, hvis den erhvervsdrivende varsles om bl.a. tid og sted og hovedformålet med tilsynet i medfør af reglerne i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af kontrolindgreb og oplysningspligter med senere ændringer (retssikkerhedsloven). Retssikkerhedsloven fastsætter generelle regler for fremgangsmåden, som forvaltningsmyndighederne skal følge ved gennemførelsen af en række former for tvangsindgreb, der foretages uden for strafferetsplejen. Retssikkerhedsloven overfører en række af forvaltningslovens bestemmelser om partsrettigheder til dette område, herunder bestemmelser om aktindsigt, begrundelse og klagevejledning. I forhold til, om et tilsyn i medfør af det foreslåede stk. 1 skal varsles, tages det i betragtning, om der er risiko for, at en erhvervsdrivende på baggrund af varslingen fjerner apparater eller radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse med kravene, inden tilsynet gennemføres. Der skal kunne gennemføres en reel kontrol hos de erhvervsdrivende og et dækkende tilsyn med overholdelsen af reglerne. Hovedparten af Energistyrelsens kontrolbesøg forventes at blive gennemført på offentligt tilgængelige lokaliteter hos de erhvervsdrivende. Det vil sige butikslokaler, hvor der forhandles apparater eller radioudstyr.

Muligheden for at få adgang uden retskendelse og mod behørig legitimation findes også i anden produktlovgivning. Det drejer sig f.eks. om lov om produktsikkerhed, lov om sikkerhed ved elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel samt lov om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler.

Det kan være nødvendigt for Energistyrelsen at føre tilsyn på ikke offentligt tilgængelige lokaliteter, hvor der ikke i et salgslokale findes repræsentative eksemplarer af apparatet eller radioudstyret, som er egnede for styrelsen at føre tilsyn med, men hvor der i et lagerlokale findes flere eksemplarer. Det kan være, at de eksemplarer, som befinder sig i salgslokalet, ikke har emballage eller medfølgende dokumenter, som kan undersøges. I sådanne tilfælde vil Energistyrelsen i første omgang bede f.eks. en distributør om at få udleveret et eksemplar fra lagerlokalet, så det ikke er nødvendigt for styrelsen selv at få adgang hertil. Det kan også være nødvendigt for Energistyrelsen at føre tilsyn på en ikke offentligt tilgængelig lokalitet, f.eks. hos en fabrikant eller en importør, som ikke har salgslokaler, eller hos distributør, som alene gør apparater eller radioudstyr tilgængelige på markedet via internettet.

Energistyrelsen har ikke adgang til at føre tilsyn med apparater eller radioudstyr, som befinder sig på et lager hos en fabrikant, som endnu ikke har bragt apparaterne eller radioudstyret i omsætning. Energistyrelsen har heller ikke adgang til at undersøge apparater, faste anlæg eller radioudstyr, som findes i private boliger. Dog vil Energistyrelsen have mulighed for at føre tilsyn med produkter i de dele af en privat bolig, som benyttes erhvervsmæssigt, f.eks. som lager for en internetbutik.

Energistyrelsen fører som udgangspunkt tilsyn på stedet og undersøger f.eks., om et apparat eller radioudstyr er mærket korrekt, og om de nødvendige dokumenter medfølger. Dette tilsyn vil ofte foregå hos distributørerne, hvor apparater eller radioudstyr gøres tilgængelige for brugere, men kan også finde sted hos en importør eller en fabrikant.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af kapitel 5 i EMC-direktivet om overvågning af EU-markedet, kontrol af apparater, der indføres på EU-markedet og beskyttelsesprocedure på EU-plan og kapitel V i radioudstyrsdirektivet om overvågning af EU-markedet, kontrol af radioudstyr, der indføres på EU-markedet, og EU-beskyttelsesprocedure.

Det foreslåede stk. 2 viderefører § 18, stk. 2, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter politiet kan yde bistand til Energistyrelsen i forbindelse med styrelsens tilsyn efter lovens stk. 1. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler om denne bistand.

Det foreslås fastsat i bestemmelsen, at politiet kan yde bistand, så Energistyrelsen får adgang til lokaliteter tilhørende en fabrikant, importør eller distributør ved fysisk at gennemtvinge dette. Det foreslås endvidere fastsat, at energi-, forsynings- og klimaministeren efter aftale med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om denne bistand. Bemyndigelsen er ikke udmøntet i gældende ret.

Den foreslåede bestemmelse i § 36 fastsætter, at Energistyrelsen kan medtage apparater eller radioudstyr hos fabrikanter, importører og distributører, og at styrelsen kan bede disse om at sende apparater eller radioudstyr.

Det foreslåede stk. 1 er en ny bestemmelse i forhold til den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen kan medtage apparater eller radioudstyr hos fabrikanter eller importøren uden forudgående betaling herfor med henblik på, at styrelsen kan undersøge apparatet eller radioudstyret nærmere.

Energistyrelsen vil kun medtage eksemplarer af apparater eller radioudstyr, hvis det ikke er muligt at gennemføre hele undersøgelsen af apparatet eller radioudstyret på stedet, f.eks. fordi den umiddelbare undersøgelse kombineret med konkrete oplysninger om produktets manglende overensstemmelse, som Energistyrelsen i øvrigt måtte være i besiddelse af, kan indikere, at apparatet eller radioudstyret ikke er i overensstemmelse med de væsentlige krav i de foreslåede bestemmelser i §§ 3 og 17 og regler fastsat i medfør heraf, og at det er nødvendigt med yderligere undersøgelser. Sådanne undersøgelser kan sjældent gennemføres på stedet. Det kan i den forbindelse være nødvendigt for Energistyrelsen at få apparatet eller radioudstyret undersøgt et andet sted, f.eks. på et testlaboratorium.

Energistyrelsen kan også finde det nødvendigt at medtage et eksemplar af et apparat eller radioudstyr hos en fabrikant eller en importør, hvor styrelsen forinden hos en distributør har undersøgt et tilsvarende apparat eller radioudstyr og efter denne undersøgelse finder, at der er behov for at undersøge apparatet eller radioudstyret nærmere. Distributøren har i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, pligt til at oplyse, hvem der har leveret apparatet eller radioudstyret. Konkrete oplysninger om et apparat eller radioudstyrs manglende overensstemmelse med reglerne, som Energistyrelsen har fået, herunder fra myndigheder i andre EU-medlemsstater, kan ligeledes give styrelsen grund til at medtage et apparat eller radioudstyr fra en fabrikant eller en importør.

Energistyrelsen vil alene hos en fabrikant eller importør kunne medtage apparater eller radioudstyr, som kan siges at være bragt i omsætning, f.eks. hvor der allerede findes et tilsvarende produkt fra samme serie i distributørernes butikker. Et apparat eller radioudstyr er bragt i omsætning, når det er muligt at købe det. Det er i den forbindelse tilstrækkeligt, at det f.eks. er muligt på en hjemmeside at bestille og betale apparatet eller radioudstyret. Hvis der findes apparater eller radioudstyr på et lager, som af en erhvervsdrivende ikke anses som bragt i omsætning, skal de være tydeligt afmærkede i forhold til øvrige produkter på lageret.

Efter det foreslåede stk. 5, returnerer Energistyrelsen apparatet eller radioudstyret efter undersøgelsen. Efter det foreslåede stk. 6 kan fabrikanten eller importøren i stedet for at få apparatet eller radioudstyret retur vælge at få refunderet apparatets eller radioudstyrets værdi, hvis visse forudsætninger er opfyldt.

Lader fabrikanten eller importøren ikke Energistyrelsen medtage et apparat eller radioudstyr, kan styrelsen efter det foreslåede stk. 7 over for den pågældende nedlægge forbud mod, at apparatet eller radioudstyret bringes i omsætning, eller give den pågældende påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.

Det foreslåede stk. 2 er en ny bestemmelse, hvorefter Energistyrelsen i stedet for at føre tilsyn på stedet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 1, eller i stedet for at medtage apparater eller radioudstyr efter det foreslåede stk. 1, kan anmode en fabrikant eller en importør om uden forudgående betaling at sende et eksemplar af et apparat eller radioudstyr til Energistyrelsen med henblik på nærmere undersøgelse. Bestemmelsen udelukker ikke, at fabrikanten eller importøren i stedet for at sende apparatet eller radioudstyret vælger at aflevere et eksemplar til styrelsen. Styrelsen undersøger, om apparatet eller radioudstyret overholder de krav, som er beskrevet under fabrikantens forpligtelser. Det vil f.eks. sige, om der er sat CE-mærke på apparatet eller radioudstyret, og om der følger en brugsanvisning med, men det kan også være en undersøgelse af, om apparatet eller radioudstyret er i overensstemmelse med de væsentlige krav i de foreslåede bestemmelser i §§ 3 og 17 og regler fastsat i medfør heraf.

Det kan være hensigtsmæssigt at anvende bestemmelsen, hvor der f.eks. ikke er lokaliteter, som er offentligt tilgængelige, fordi apparatet eller radioudstyret alene sælges via internettet, og hvor Energistyrelsen således ikke umiddelbart har mulighed for at kontrollere apparatet eller radioudstyret på stedet.

Energistyrelsen vil alene kunne kræve, at en fabrikant eller importør sender et apparat eller radioudstyr, som kan siges at være bragt i omsætning, f.eks. hvor der allerede findes et tilsvarende produkt fra samme serie i distributørernes butikker.

Fremsendelsen til Energistyrelsen skal ske, uden at styrelsen forudgående skal betale herfor. Styrelsen returnerer dog apparatet eller radioudstyret efter undersøgelsen efter det foreslåede stk. 5 og refunderer omkostningerne til forsendelsen efter det foreslåede stk. 4. Efter det foreslåede stk. 6 kan fabrikanten eller importøren i stedet for at få apparatet eller radioudstyret retur vælge at få refunderet apparatets eller radioudstyrets værdi, hvis visse forudsætninger er opfyldt.

Undlader fabrikanten eller importøren at sende apparatet eller radioudstyret til Energistyrelsen, kan styrelsen efter det foreslåede stk. 7 nedlægge forbud mod, at fabrikanten eller importøren bringer apparatet eller radioudstyret i omsætning, eller give fabrikanten eller importøren påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.

Det foreslåede stk. 3 er en ny bestemmelse, som fastsætter, at hvis det ikke er muligt for Energistyrelsen at medtage et apparat eller radioudstyr hos en fabrikant eller en importør efter det foreslåede stk. 1, eller at få tilsendt dette efter det foreslåede stk. 2, kan styrelsen i medfør af denne bestemmelse i stedet tage apparatet eller radioudstyret med fra en distributør eller bede en distributør om at sende det til styrelsen. Bestemmelsen udelukker ikke, at distributøren i stedet for at sende apparatet eller radioudstyret vælger at aflevere et eksemplar til styrelsen.

Det kan være hensigtsmæssigt at anvende bestemmelsen, hvis fabrikanten eller importøren f.eks. ikke længere er i besiddelse af et apparat eller radioudstyr, som er identisk med det, som styrelsen ønsker at undersøge.

Fremsendelsen til Energistyrelsen skal ske, uden at styrelsen forudgående skal betale herfor. Styrelsen returnerer dog apparatet eller radioudstyret efter undersøgelsen efter det foreslåede stk. 5 og refunderer omkostningerne til forsendelsen efter det foreslåede stk. 4. Efter det foreslåede stk. 6 kan distributøren i stedet for at få apparatet eller radioudstyret retur vælge at få refunderet apparatets eller radioudstyrets værdi, hvis visse forudsætninger er opfyldt.

Undlader distributøren at sende apparatet eller radioudstyret til Energistyrelsen, kan styrelsen efter det foreslåede stk. 7 nedlægge forbud mod, at distributøren gør apparatet eller radioudstyret tilgængeligt på markedet, eller give fabrikanten eller importøren påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.

Det foreslåede stk. 4 er en ny bestemmelse, som fastsætter, at Energistyrelsen refunderer de udgifter, som fabrikanten, importøren eller distributøren kan dokumentere at have afholdt i forbindelse med fremsendelsen efter stk. 2 eller 3. Ved udgifter i forbindelse med fremsendelse til styrelsen forstås udgifter til porto eller tilsvarende. Hvor styrelsen efter de foreslåede stk. 1 eller 3 har medtaget et apparat eller radioudstyr, har fabrikanten, importøren eller distributøren ikke afholdt udgifter, som styrelsen efter den foreslåede bestemmelse refunderer.

Det foreslåede stk. 5 er en ny bestemmelse, som fastsætter, at når Energistyrelsen har undersøgt et apparat eller radioudstyr, som styrelsen har medtaget eller fået tilsendt, returnerer styrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse apparatet eller radioudstyret til fabrikanten, importøren eller distributøren. Energistyrelsen har ikke købt det pågældende apparat eller radioudstyr af fabrikanten, importøren eller distributøren, og det er derfor fortsat den pågældendes ejendom.

Det foreslåede stk. 6 er en ny bestemmelse, som fastsætter, at fabrikanten, importøren eller distributøren i stedet for at få apparatet eller radioudstyret retur kan anmode om at få dets værdi refunderet af styrelsen, hvis forudsætningerne herfor er opfyldt. Ved værdi forstås den omkostning, som den erhvervsdrivende har haft ved produktets fremstilling eller erhvervelse. I forhold til erhvervelse vil der være tale om den erhvervsdrivendes købspris, men ikke øvrige omkostninger i forbindelse med erhvervelsen.

Bestemmelsen fastsætter endvidere, at fabrikanten, importøren eller distributøren, hvor et produkt bliver returneret efter det foreslåede stk. 5, kan anmode om at få et eventuelt værditab af produktet refunderet.

Refusion af værdien eller værditabet forudsætter for det første, at fabrikanten, importøren eller distributøren kan dokumentere værdien eller værditabet over for Energistyrelsen, jf. det foreslåede nr. 1.

En fabrikant skal således over for Energistyrelsen dokumentere omkostningen ved at fremstille det pågældende produkt, og en importør eller distributør vil skulle dokumentere købsprisen. I disse tilfælde refunderer Energistyrelsen den fulde værdi af det fysiske produkt forudsat, at betingelserne i de foreslåede nr. 2 og 3 er opfyldte, og styrelsen returnerer ikke produktet.

Hvis apparatet eller radioudstyret kan gøres tilgængeligt på markedet, men med en reduceret værdi, skal fabrikanten, importøren eller distributøren over for Energistyrelsen dokumentere produktets værditab. Det forholdsmæssig værditab vil i disse tilfælde blive refunderet af styrelsen, og styrelsen vil returnere produktet efter det foreslåede stk. 5.

Udgangspunktet for beregningen af værditabet vil fortsat være omkostningerne ved fremstillingen eller erhvervelsen med en reduktion svarende til værditabet. Hvor f.eks. en fabrikant kan dokumentere alene at kunne sælge et apparat til en distributør for en pris, der ligger 20 procent under den pris, som et af fabrikantens tilsvarende apparater ville kunne sælges for, vil værditabet af produktet være på 20 procent. Energistyrelsen vil således returnere produktet og refundere værditabet på 20 procent af omkostningen ved fremstillingen eller erhvervelsen.

Ved fastlæggelse af et produkts værdi eller dets værditab tages der alene udgangspunkt i det fysiske produkt. Udgifter eller tab i forbindelse med brudt emballage eller lignende vil således ikke indgå i beregningen eller fastlæggelsen af produktets værdi eller dets værditab.

Refusion af værdien eller værditabet forudsætter for det andet, at Energistyrelsen ikke finder grundlag for at træffe afgørelse om, at apparatet eller radioudstyret ikke er i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf, jf. det foreslåede nr. 2. Der vil her være tale om, at Energistyrelsen træffer afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i §§ 38, 39 og 41.

Refusion af værdien forudsætter endelig som det tredje, at apparatet eller radioudstyret efter Energistyrelsens vurdering ikke er egnet til efterfølgende at blive solgt eller på anden måde blive gjort tilgængeligt på markedet, jf. det foreslåede nr. 3. Det kan f.eks. være, hvor apparatet eller radioudstyret ved undersøgelsen er blevet skilt ad, og det ikke er muligt at samle det igen.

Hvor apparatet eller radioudstyret efter Energistyrelsen vurdering kan gøres tilgængeligt på markedet efter styrelsens undersøgelse, men med en reduceret værdi dokumenteret efter det forslåede nr. 1, forudsætter en refusion af værditabet, at Energistyrelsen har foretaget undersøgelser af produktet, som kan have medført værditab.

Det foreslåede stk. 7 viderefører delvist § 17, stk. 2, nr. 1 og 3, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen ved manglende overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf kan meddele påbud om tilbagetrækning af radioudstyr, teleterminaludstyr, apparater og faste anlæg fra markedet, herunder påbud om annoncering med henblik på tilbagetrækning fra markedet, eller nedlægge forbud mod markedsføring.

Der foreslås dog en ændring i terminologien således, at et påbud om tilbagetrækning i stedet betegnes som et påbud om tilbagekaldelse, og et forbud mod markedsføring i stedet betegnes som et forbud mod at bringe apparater eller radioudstyr i omsætning eller at gøre disse tilgængelige. Der er alene tale om en tilpasning af terminologien til den, som anvendes i EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet, hvor der bl.a. ikke længere gøres brug af begrebet markedsføring, men om, at produkter bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på markedet. Indholdsmæssigt svarer de to former for afgørelser til afgørelserne i den gældende lov.

Det foreslås fastsat som noget nyt, at hvis en fabrikant, importør eller distributør ikke lader Energistyrelsen medtage et apparat eller radioudstyr i medfør af de foreslåede stk. 1 eller 3, eller hvor en fabrikant, importør eller distributør ikke sender et eksemplar af et apparat eller radioudstyr, som Energistyrelsen har anmodet om efter de foreslåede stk. 2 eller 3, kan Energistyrelsen træffe afgørelse over for fabrikanten, importøren eller distributøren.

Efter det foreslåede stk. 7, nr. 1, kan Energistyrelsen forbyde, at en fabrikant eller en importør bringer et apparat eller radioudstyr i omsætning, eller at en distributør gør et apparat eller radioudstyr tilgængeligt på markedet. Det vil indebære, at den pågældende forbydes at sælge apparatet eller radioudstyret eller på anden vis stille det til rådighed for andre.

Efter det foreslåede nr. 2 kan Energistyrelsen som noget nyt give en fabrikant, en importør eller en distributør påbud om at trække et apparat eller radioudstyr tilbage fra markedet. Det vil sige, at den pågældende skal sikre, at det ikke er muligt for en bruger eller andre erhvervsdrivende at købe eller på anden måde erhverve det pågældende apparat eller radioudstyr. Det kan f.eks. betyde, at en fabrikant skal sørge for, at salget af dennes apparat eller radioudstyr bliver standset hos alle distributører, og fabrikanten kan være nødt til at få tilbageleveret disse fra distributørerne for at sikre, at apparaterne eller radioudstyret bliver bragt i orden. Påbuddet medfører samtidig, at fabrikanten, importøren eller distributøren forbydes at gøre tilsvarende apparater eller radioudstyr tilgængelige på markedet.

Efter det foreslåede nr. 3 kan Energistyrelsen give en fabrikant, en importør eller en distributør påbud om at kalde et apparat eller radioudstyr tilbage, hvilket har til formål at sikre, at apparater eller radioudstyr, der er solgt til brugere, returneres. Den pågældende skal således sikre, at alle apparater eller radioudstyr af den pågældende type, som allerede er solgt eller på anden vis stillet til rådighed for brugerne og andre, så vidt muligt leveres tilbage til fabrikanten, importøren eller distributøren. Påbuddet medfører samtidig, at fabrikanten, importøren eller distributøren forbydes at gøre tilsvarende apparater eller radioudstyr tilgængelige på markedet. Det kan af påbuddet fremgå, hvordan dette skal efterkommes. Der kan være tale om indrykning af annoncer i dagblade, hvori apparatet eller radioudstyret kaldes tilbage, opslag i butikker, e-mails til kunder eller offentliggørelse af en pressemeddelelse. Det kan også være en kombination af flere tiltag.

Energistyrelsen vil på baggrund af en proportionalitetsvurdering træffe afgørelse om den mindst indgribende foranstaltning over for fabrikanten, importøren eller distributøren, som er tilstrækkeligt for at afhjælpe den manglende overholdelse af reglerne.

Den afgørelse, som måtte være blevet truffet efter nr. 1-3, vil efterfølgende blive ophævet, hvis fabrikanten, importøren eller distributøren sender eller afleverer apparatet eller radioudstyret til Energistyrelsen. Energistyrelsen vil herefter i medfør af de foreslåede bestemmelser i §§ 38 og 41 kunne træffe en ny afgørelse, hvis det på baggrund af oplysningerne viser sig, at apparatet eller radioudstyret ikke er i overensstemmelse med reglerne.

Efterkommer fabrikanten, importøren eller distributøren ikke Energistyrelsens forbud eller påbud efter stk. 7, nr. 1-3, kan det straffes med bøde, jf. de foreslåede bestemmelser i § 47, stk. 1, nr. 4 eller 5.

Den foreslåede bestemmelse er ny i forhold til den gældende lov og fastsætter, at hvis Energistyrelsen konstaterer, at den tekniske dokumentation for radioudstyr ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger om relevante data eller om de metoder, jf. regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 6, nr. 2, der er anvendt til at sikre, at radioudstyret overholder de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, kan styrelsen anmode fabrikanten eller importøren om for egen regning at få foretaget en test af radioudstyret hos en virksomhed, som styrelsen kan godkende, for at efterprøve, om radioudstyret overholder de væsentlige krav.

Hvis fabrikanten eller importøren ikke inden for den fastsatte frist får gennemført testen, må styrelsen lægge til grund, at den tekniske dokumentation ikke er i overensstemmelse med kravene. Energistyrelsen vil herefter kunne træffe afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i §§ 38 eller 41, afhængig af, om radioudstyret udgør en risiko eller ej, jf. den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra b.

Den foreslåede bestemmelse forventes hovedsagligt anvendt i de tilfælde, hvor der er indikationer af, at det pågældende radioudstyr udgør en risiko, f.eks. som følge af de konkrete mangler ved den tekniske dokumentation.

I medfør af det foreslåede stk. 2 træffer Energistyrelsen afgørelse om, hvorvidt styrelsen kan godkende den virksomhed, som fabrikanten eller importøren ønsker skal foretage testen af radioudstyret, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Hvis Energistyrelsen træffer afgørelse om, at styrelsen kan godkende virksomheden, kan styrelsen i afgørelsen fastsætte en frist for, hvornår resultatet af testen skal være meddelt Energistyrelsen.

Det afgørende for, om fabrikantens eller importørens forslag til virksomhed kan godkendes af Energistyrelsen vil være, om styrelsen vurderer, at virksomheden, der skal foretage testen, er uafhængig i forhold til fabrikanten eller importøren, hvis radioudstyr virksomheden skal teste, og besidder de tilstrækkelige tekniske kvalifikationer samt de tilstrækkelige tekniske faciliteter til at vurdere radioudstyret.

Den foreslåede bestemmelse i § 38 fastsætter, hvilke afgørelser Energistyrelsen kan træffe, når et apparat eller radioudstyr udgør en risiko, og hvilke regler styrelsen kan fastsætte i særlige tilfælde af forstyrrelser.

De foreslåede stk. 1 og 2 viderefører delvist § 17, stk. 2, nr. 1 og 3, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen ved manglende overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf kan meddele påbud om tilbagetrækning af radioudstyr, teleterminaludstyr, apparater og faste anlæg fra markedet, herunder påbud om annoncering med henblik på tilbagetrækning fra markedet, eller nedlægge forbud mod markedsføring.

Der foreslås dog en ændring i terminologien således, at et påbud om tilbagetrækning i stedet betegnes som et påbud om tilbagekaldelse, og et forbud mod markedsføring i stedet betegnes som et forbud mod at bringe apparater eller radioudstyr i omsætning eller at gøre disse tilgængelige. Der er alene tale om en tilpasning af terminologien til den, som anvendes i EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet, hvor der bl.a. ikke længere gøres brug af begrebet markedsføring, men om, at produkter bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på markedet. Indholdsmæssigt svarer de to former for afgørelser til afgørelserne i den gældende lov.

Det foreslås som noget nyt i stk. 1 og 2 fastsat, at Energistyrelsen over for en fabrikant, en importør eller en distributør kan træffe afgørelse, hvor Energistyrelsen finder, et apparat eller radioudstyr udgør en risiko, jf. den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18.

Energistyrelsen kan f.eks. blive opmærksom på, at et apparat eller radioudstyret udgør en risiko, hvis styrelsen i forbindelse med forstyrrelser af frekvensanvendelsen konstaterer, at forstyrrelserne stammer fra apparatet eller radioudstyret. Dette kan indikere, at apparatet eller radioudstyret ikke er i overensstemmelse med de væsentlige krav, og at det udgør en risiko. Styrelsen vil også kunne blive opmærksom på, at et apparat eller radioudstyr udgør en risiko, hvis den modtager oplysninger herom fra f.eks. myndigheder i andre EU-medlemsstater.

Hvor Energistyrelsen finder, at et apparat eller radioudstyr kan udgøre en risiko, undersøger styrelsen apparatet eller radioudstyret for at kontrollere, at det overholder de krav, der skal sikre, at det ikke udgør en risiko. Styrelsen kan f.eks. undersøge den tekniske dokumentation.

Vurderer Energistyrelsen efter sin undersøgelse, at apparatet eller radioudstyret udgør en risiko, anmoder styrelsen fabrikanten, importøren eller distributøren om enten at undlade at bringe apparatet eller radioudstyret i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet, eller om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.

Inden afgørelsen vil Energistyrelsen efter forvaltningslovens regler partshøre fabrikanten, importøren eller distributøren, og den pågældende vil bl.a. i den forbindelse have mulighed for at komme med bemærkninger til Energistyrelsens vurdering af sagen, herunder hvilken foranstaltning der vil være tilstrækkelig til at afhjælpe den manglende overensstemmelse og risikoen.

Energistyrelsen fastsætter en rimelig frist for, hvornår fabrikanten, importøren eller distributøren skal efterkomme styrelsens anmodning. Fristen vil afhænge af, hvor alvorlig risikoen vurderes at være, og hvor byrdefuldt det vil være for den pågældende at efterkomme anmodningen. Fabrikanten, importøren eller distributøren skal sikre, at Energistyrelsens anmodning efterkommes i forhold til alle tilsvarende apparater eller radioudstyr, som disse har bragt i omsætning eller gjort tilgængeligt på markedet.

Undlader fabrikanten, importøren eller distributøren at efterkomme Energistyrelsens anmodning, kan styrelsen, hvis apparatet eller radioudstyret alene gøres tilgængeligt i Danmark, træffe afgørelse over for fabrikanten, importøren eller distributøren.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, kan Energistyrelsen forbyde, at en fabrikant eller en importør bringer et apparat eller radioudstyr i omsætning, eller at en distributør gør et apparat eller radioudstyr tilgængeligt på markedet. Det vil indebære, at den pågældende forbydes at sælge apparatet eller radioudstyret eller på anden vis stille det til rådighed for andre.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2, kan Energistyrelsen som noget nyt give en fabrikant, en importør eller en distributør påbud om at trække et apparat eller radioudstyr tilbage fra markedet. Det vil sige, at den pågældende skal sikre, at det ikke er muligt for en bruger eller andre erhvervsdrivende at købe eller på anden måde erhverve det pågældende apparat eller radioudstyr. Det kan f.eks. betyde, at en fabrikant skal sørge for, at salget af dennes apparat eller radioudstyr bliver standset hos alle distributører, og fabrikanten kan være nødt til at få tilbageleveret disse fra distributørerne for at sikre, at apparaterne eller radioudstyret bliver bragt i orden. Påbuddet medfører samtidig, at fabrikanten, importøren eller distributøren forbydes at gøre tilsvarende apparater eller radioudstyr tilgængelige på markedet.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 3, kan Energistyrelsen give en fabrikant, en importør eller en distributør påbud om at kalde et apparat eller radioudstyr tilbage, hvilket har til formål at sikre, at apparater eller radioudstyr, der er solgt til brugere, returneres. Den pågældende skal således sikre, at alle apparater eller radioudstyr af den pågældende type, som allerede er solgt eller på anden vis stillet til rådighed for brugerne og andre, så vidt muligt leveres tilbage til fabrikanten, importøren eller distributøren. Påbuddet medfører samtidig, at fabrikanten, importøren eller distributøren forbydes at gøre tilsvarende apparater eller radioudstyr tilgængelige på markedet. Det kan af påbuddet fremgå, hvordan dette skal efterkommes. Der kan være tale om indrykning af annoncer i dagblade, hvori apparatet eller radioudstyret kaldes tilbage, opslag i butikker, e-mails til kunder eller offentliggørelse af en pressemeddelelse. Det kan også være en kombination af flere tiltag.

Energistyrelsen vil på baggrund af en proportionalitetsvurdering træffe afgørelse om den mindst indgribende foranstaltning over for fabrikanten, importøren eller distributøren, som er tilstrækkelig for at afhjælpe den manglende overholdelse af reglerne.

Den afgørelse, som måtte være blevet truffet efter stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, nr. 1-3, vil efterfølgende blive ophævet, hvis apparatet eller radioudstyret ikke længere udgør en risiko.

Efterkommer fabrikanten, importøren eller distributøren ikke Energistyrelsens forbud eller påbud efter stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, nr. 1-3, kan det straffes med bøde, jf. de foreslåede bestemmelser i § 47, stk. 1, nr. 4 eller 5.

Gøres apparatet eller radioudstyret også tilgængeligt i andre EU-medlemsstater, og undlader fabrikanten, importøren eller distributøren at efterkomme Energistyrelsens anmodning, kan styrelsen træffe en afgørelse over for fabrikanten, importøren eller distributøren. Afgørelsen kan være et forbud mod tilgængeliggørelse, et påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra markedet eller et påbud om at kalde det tilbage. Afgørelsen kan ikke påklages til Teleklagenævnet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 45, stk. 2.

Energistyrelsen underretter i disse tilfælde Europa-Kommissionen og de øvrige EU-medlemsstater om sin undersøgelse af apparatet eller radioudstyret og om afgørelsen. Hvis Europa-Kommissionen eller en anden EU-medlemsstat inden for tre måneder gør indsigelse mod Energistyrelsens afgørelse, kan Europa-Kommissionen træffe afgørelse om, hvorvidt Energistyrelsens afgørelse er berettiget. Hvis Europa-Kommissionen træffer afgørelse om, at Energistyrelsens afgørelse ikke er berettiget, tilpasser styrelsen sin afgørelse i overensstemmelse hermed eller trækker afgørelsen tilbage, jf. den foreslåede bestemmelse i § 40. Europa-Kommissionen agerer således andeninstans i forhold til Energistyrelsens afgørelse.

Apparater og radioudstyr, som udgør en alvorlig risiko, indberettes til Europa-Kommissionen gennem fællesskabssystemet for hurtig udveksling af oplysninger, det såkaldte RAPEX-system (Rapid Alert System), som er etableret i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93. Europa-Kommissionen offentliggør hver uge en oversigt over produkter, som udgør en alvorlig risiko. Hensigten er, at de enkelte medlemsstater efter at have modtaget informationen undersøger, om tilsvarende produkter findes på deres marked, og sikrer, at der træffes passende foranstaltninger for at fjerne risikoen.

Den afgørelse, som måtte være blevet truffet efter stk. 1, nr. 1-3, eller stk. 2, nr. 1-3, vil blive ophævet, hvis apparatet eller radioudstyret ikke længere udgør en risiko.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 38, stk. 1, 3 og 4, og radioudstyrsdirektivets artikel 21, stk. 4, og artikel 40, stk. 1, 3 og 4.

Efter det foreslåede stk. 3 skal en fabrikant, importør eller distributør på Energistyrelsens anmodning samarbejde med styrelsen om foranstaltninger, styrelsen kan træffe for at fjerne en risiko, som et apparat eller radioudstyr udgør, jf. de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2.

Dette samarbejde kan f.eks. vedrøre tiltag, der kan forebygge eller begrænse risici forbundet med apparatet eller radioudstyret, fremsendelse af oplysninger om apparatet eller radioudstyret til Energistyrelsen til brug for offentliggørelse på styrelsens hjemmeside eller andre steder samt udarbejdelse af annoncering, skiltning eller underretning af importører, distributører eller brugere.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af EMC-direktivets artikel 7, stk. 9, artikel 9, stk. 8, og artikel 10, stk. 5, samt dele af radioudstyrsdirektivets artikel 10, stk. 12, artikel 12, stk. 9, og artikel 13, stk. 5.

Det foreslåede stk. 4 viderefører § 7 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen i de tilfælde, hvor radioudstyr har forårsaget eller med rimelighed kan forventes at forårsage uacceptable forstyrrelser af samfundsvigtig radiokommunikation, kan fastsætte regler om forbud mod eller begrænsning af markedsføring eller krav om tilbagetrækning fra markedet eller en kombination heraf, idet forstyrrelser kan indebære en sikkerhedsmæssig risiko for andet radioudstyr. Der kan f.eks. være tale om forstyrrelse af frekvenser, der benyttes af nød- og sikkerhedstjenester, herunder af luftfartstjenester. Energistyrelsens muligheder for at fastsætte sådanne regler er begrænsede, og disse kan alene vedrøre særligt afgrænsede tilfælde som f.eks. af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed.

Der foreslås i stk. 4 foretaget en tilpasning af de foranstaltninger, der kan fastsættes regler om, så de svarer til de afgørelser, der kan træffes efter de foreslåede stk. 1 og 2, hvilket vil sige, at fabrikanter, importører og distributører ikke må bringe radioudstyret i omsætning eller gøre det tilgængeligt på markedet, og at de pågældende skal trække radioudstyret tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.

Det vil som nævnt være relevant for Energistyrelsen at fastsætte sådanne regler i situationer, hvor forstyrrelserne kan indebære en sikkerhedsmæssig risiko, f.eks. ved forstyrrelse af radiofrekvenser, der benyttes til nød- og sikkerhedstjenester. Der vil være tale om en foranstaltning, som skal medvirke til at sikre, at radioudstyr kun gøres tilgængeligt på markedet, hvis det opfylder kravene, jf. radioudstyrsdirektivets artikel 6.

Det kan endvidere være relevant for Energistyrelsen at fastsætte sådanne regler i stedet for f.eks. at træffe afgørelser over for konkrete erhvervsdrivende i medfør af de foreslåede stk. 1 og 2 og § 39, hvis antallet af erhvervsdrivende med relation til produktet er meget stort. I sådanne tilfælde kan Energistyrelsen vurdere, at eneste egnede metode til at gribe ind over for det konkrete radioudstyr er ved at udstede en bekendtgørelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 39 fastsætter, hvilke afgørelser Energistyrelsen kan træffe, når radioudstyr udgør en risiko, selvom det er i overensstemmelse med de væsentlige krav.

Den foreslåede bestemmelse viderefører delvist § 17, stk. 2, nr. 1, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen ved manglende overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf kan meddele påbud om tilbagetrækning af radioudstyr, teleterminaludstyr, apparater og faste anlæg fra markedet, herunder påbud om annoncering med henblik på tilbagetrækning fra markedet. Der foreslås dog en ændring i terminologien således, at et påbud om tilbagetrækning i stedet betegnes som et påbud om tilbagekaldelse. Der er alene tale om en tilpasning af terminologien til den, som anvendes i EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet, hvor der bl.a. ikke længere gøres brug af begrebet markedsføring, men om, at produkter bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på markedet. Indholdsmæssigt svarer de to former for afgørelser til afgørelserne i den gældende lov.

Det foreslås som noget nyt fastsat, at Energistyrelsen over for en fabrikant, en importør eller en distributør kan træffe afgørelse, hvor radioudstyr udgør en risiko, jf. den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra b, selvom det er i overensstemmelse med de væsentlige krav, jf. den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf.

Energistyrelsen kan f.eks. blive opmærksom på, at radioudstyr udgør en risiko, hvis styrelsen i forbindelse med forstyrrelser af frekvensanvendelsen kan konstatere, at forstyrrelserne stammer fra radioudstyret. Styrelsen vil også kunne blive opmærksom på, at radioudstyr udgør en risiko, hvis den modtager oplysninger herom fra f.eks. myndigheder i andre EU-medlemsstater.

Hvor Energistyrelsen finder, at radioudstyret udgør en risiko, undersøger styrelsen radioudstyret for at kontrollere, om det overholder de krav, der skal sikre, at det ikke udgør en risiko. Styrelsen kan f.eks. undersøge den tekniske dokumentation.

Vurderer Energistyrelsen efter sin undersøgelse, at apparatet eller radioudstyret udgør en risiko, anmoder styrelsen fabrikanten eller importøren om at sikre, at radioudstyret ikke udgør en risiko, når det bringes i omsætning, eller anmoder fabrikanten, importøren eller distributøren om at trække radioudstyret tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.

Inden afgørelsen vil Energistyrelsen efter forvaltningslovens regler partshøre fabrikanten, importøren eller distributøren, og den pågældende vil bl.a. i den forbindelse have mulighed for at komme med bemærkninger til Energistyrelsens vurdering af sagen, herunder hvilken foranstaltning der vil være tilstrækkelig til at afhjælpe risikoen.

Energistyrelsen fastsætter en rimelig frist for, hvornår fabrikanten, importøren eller distributøren skal efterkomme styrelsens anmodning. Fristen vil afhænge af, hvor alvorlig risikoen vurderes at være, og hvor byrdefuldt det vil være for den pågældende at efterkomme anmodningen. Fabrikanten, importøren eller distributøren skal sikre, at Energistyrelsens anmodning efterkommes i forhold til alt tilsvarende radioudstyr, som denne har bragt i omsætning eller gjort tilgængeligt på markedet.

Undlader fabrikanten, importøren eller distributøren at efterkomme Energistyrelsens anmodning, kan styrelsen træffe afgørelse over for fabrikanten, importøren eller distributøren.

Efter det foreslåede nr. 1, kan Energistyrelsen som noget nyt give en fabrikant eller en importør et påbud om at sikre, at radioudstyret ikke udgør en risiko, når det bringes i omsætning.

Efter det foreslåede nr. 2, kan Energistyrelsen som noget nyt give en fabrikant, en importør eller en distributør et påbud om at trække radioudstyret tilbage fra markedet. Det vil sige, at den pågældende skal sikre, at det ikke er muligt for en bruger eller andre erhvervsdrivende at købe eller på anden måde erhverve det pågældende radioudstyr. Det kan f.eks. betyde, at en fabrikant skal sørge for, at salget af dennes radioudstyr bliver standset hos alle distributører, og fabrikanten kan være nødt til at få tilbageleveret disse fra distributørerne for at sikre, at radioudstyret bliver bragt i orden. Påbuddet medfører samtidig, at fabrikanten, importøren eller distributøren forbydes at gøre tilsvarende radioudstyr tilgængeligt på markedet.

Efter det foreslåede nr. 3, kan Energistyrelsen give en fabrikant, en importør eller en distributør et påbud om at kalde radioudstyret tilbage, hvilket har til formål at sikre, at radioudstyr, der er solgt til brugere, returneres. Den pågældende skal således sikre, at alt radioudstyr af den pågældende type, som allerede er solgt eller på anden vis stillet til rådighed for brugerne og andre, så vidt muligt leveres tilbage til fabrikanten, importøren eller distributøren. Påbuddet medfører samtidig, at fabrikanten, importøren eller distributøren forbydes at gøre tilsvarende radioudstyr tilgængeligt på markedet. Det kan af påbuddet fremgå, hvordan dette skal efterkommes. Der kan være tale om indrykning af annoncer i dagblade, hvori radioudstyret kaldes tilbage, opslag i butikker, e-mails til kunder eller offentliggørelse af en pressemeddelelse. Det kan også være en kombination af flere tiltag.

Energistyrelsen vil på baggrund af en proportionalitetsvurdering træffe afgørelse om den mindst indgribende foranstaltning over for fabrikanten, importøren eller distributøren, som er tilstrækkeligt for at afhjælpe risikoen.

Afgørelsen kan ikke påklages til Teleklagenævnet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 45, stk. 2.

Energistyrelsen underretter Europa-Kommissionen og de øvrige EU-medlemsstater om sin undersøgelse af apparatet eller radioudstyret og om sin afgørelse. Efter drøftelse med EU-medlemsstaterne, træffer Europa-Kommissionen afgørelse om, hvorvidt Energistyrelsens afgørelse er berettiget. Hvis Europa-Kommissionen træffer afgørelse om, at Energistyrelsens afgørelse ikke er berettiget, tilpasser styrelsen sin afgørelse i overensstemmelse hermed eller trækker afgørelsen tilbage, jf. den foreslåede bestemmelse i § 40. Europa-Kommissionen agerer således andeninstans i forhold til Energistyrelsens afgørelse.

Radioudstyr, som udgør en alvorlig risiko, indberettes til Europa-Kommissionen gennem fællesskabssystemet for hurtig udveksling af oplysninger, det såkaldte RAPEX-system (Rapid Alert System), som er etableret i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93. Europa-Kommissionen offentliggør hver uge en oversigt over produkter, som udgør en alvorlig risiko. Hensigten er, at de enkelte medlemsstater efter at have modtaget informationen undersøger, om tilsvarende produkter findes på deres marked og sikrer, at der træffes passende foranstaltninger for at fjerne risikoen.

Den afgørelse, som måtte være blevet truffet efter nr. 1-3, og den foreslåede bestemmelse i § 40, vil blive ophævet, hvis radioudstyret ikke længere udgør en risiko.

Efterkommer fabrikanten, importøren eller distributøren ikke Energistyrelsens påbud efter nr. 1-3, kan det straffes med bøde, jf. den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 5.

Bestemmelsen gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 42.

Efter det foreslåede stk. 2 skal en fabrikant, importør eller distributør på Energistyrelsens anmodning samarbejde med styrelsen om foranstaltninger, styrelsen kan træffe for at fjerne en risiko, som radioudstyret udgør, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 1.

Dette samarbejde kan f.eks. vedrøre tiltag, der kan forebygge eller begrænse risici forbundet med radioudstyret, fremsendelse af oplysninger om radioudstyret til Energistyrelsen til brug for offentliggørelse på styrelsens hjemmeside eller andre steder, udarbejdelse af annoncering, skiltning eller underretning af importører, distributører eller brugere.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af radioudstyrsdirektivets artikel 10, stk. 12, artikel 12, stk. 9, og artikel 13, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse er ny i forhold til den gældende lov. Bestemmelsen fastsætter, at Energistyrelsen trækker en afgørelse truffet i medfør af de foreslåede bestemmelser i §§ 38 og 39 tilbage eller tilpasser den, hvis Europa-Kommissionen træffer afgørelse om det. Europa-Kommissionen kan træffe en sådan afgørelse i de situationer, hvor et apparat eller radioudstyr udgør en risiko, jf. EMC-direktivets artikel 39 og radioudstyrsdirektivets artikel 41 og 42.

Hvor Energistyrelsen træffer afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i § 38, stk. 1 og 2, og § 39, og skal underrette Europa-Kommissionen og de øvrige EU-medlemsstater om det, træffer Europa-Kommissionen efter drøftelse med EU-medlemsstaterne og den eller de pågældende erhvervsdrivende afgørelse om, hvorvidt styrelsens afgørelse var berettiget, og styrelsen tilpasser om nødvendigt sin afgørelse i overensstemmelse hermed eller trækker afgørelsen tilbage.

Den foreslåede bestemmelse i § 41 fastsætter, hvilke afgørelser Energistyrelsen kan træffe, hvis fabrikanter, importører eller distributører ikke overholder deres forpligtelser bl.a. i forbindelse med, at de bringer apparater eller radioudstyr i omsætning eller gør disse tilgængelige på markedet, og hvor apparaterne eller radioudstyret ikke udgør en risiko.

Det foreslåede stk. 1 er en ny bestemmelse, som fastsætter, at hvis en fabrikant af apparater ikke har overholdt de foreslåede bestemmelser i §§ 4 og 5 og regler fastsat i medfør heraf, eller hvis en fabrikant af radioudstyr ikke har overholdt de foreslåede bestemmelser i §§ 18 og 19 og regler fastsat i medfør heraf, kan Energistyrelsen give fabrikanten påbud om at overholde den relevante bestemmelse.

Hvis en importør af apparater ikke har overholdt de foreslåede bestemmelser i § 8, stk. 1-4, eller hvis en importør af radioudstyr ikke har overholdt de foreslåede bestemmelser i § 22, stk. 1-4, kan Energistyrelsen give importøren påbud om at overholde den relevante bestemmelse.

Hvis en distributør af apparater ikke har overholdt de foreslåede bestemmelser i § 10, stk. 1 og 2, eller hvis en distributør af radioudstyr ikke har overholdt de foreslåede bestemmelser i § 24, stk. 1 og 2, kan Energistyrelsen give distributøren påbud om at overholde den relevante bestemmelse.

Det er en forudsætning for, at Energistyrelsen over for fabrikanten, importøren eller distributøren kan træffe afgørelse om, at den pågældende skal overholde en relevant bestemmelse, at der ikke er tale om et apparat eller radioudstyr, som udgør en risiko, jf. den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18.

Et manglende CE-mærke kan være en indikation af, at det pågældende apparat eller radioudstyr ikke overholder de væsentlige krav, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 3 og 17 og regler fastsat i medfør heraf, og at apparatet eller radioudstyret kan udgøre en risiko. Sådanne sager vil eventuelt skulle behandles efter de foreslåede bestemmelser i § 38, stk. 1 eller 2. Hvis CE-mærket f.eks. har en forkert størrelse, er ulæseligt eller ikke er anbragt på emballagen, eller hvor det er tydeligt, at det manglende CE-mærke skyldes en forglemmelse, udgør apparatet eller radioudstyret ikke nødvendigvis af den grund en risiko, og sagen vil da skulle behandles efter denne bestemmelse.

Den manglende overensstemmelse kan også vedrøre den tekniske dokumentation, jf. regler fastsat i medfør af de foreslåede bestemmelser i § 4, stk. 5, nr. 2, eller § 18, stk. 6, nr. 2. Som ved manglende CE-mærke kan en manglende, ukorrekt eller ufuldstændig teknisk dokumentation give en indikation af, at det pågældende apparat eller radioudstyr ikke overholder de væsentlige krav, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 3 og 17 og regler fastsat i medfør heraf, og at apparatet eller radioudstyret kan udgøre en risiko, men det er også muligt, at sagen om den tekniske dokumentation vil skulle behandles efter denne bestemmelse.

Sager, som vil skulle behandles efter denne bestemmelse, kan f.eks. også være sager om manglende brugsanvisning, jf. de foreslåede bestemmelser i § 5, stk. 3, eller § 19, stk. 3, eller manglende kontaktoplysninger, jf. de foreslåede bestemmelser i § 5, stk. 1, eller § 19 stk. 1.

Det foreslåede stk. 1 omfatter ikke importørers eller distributørers forpligtelse, jf. de foreslåede bestemmelser i § 8, stk. 5, og § 22, stk. 5, til at sikre, at opbevaring og transport af apparater eller radioudstyr ikke bringer disses overensstemmelse med de væsentlige krav i de foreslåede bestemmelser i §§ 3 og 17 og regler fastsat i medfør heraf i fare. Denne forpligtelse er omfattet af det foreslåede stk. 3.

Bestemmelsen omfatter heller ikke importørens forpligtelse, jf. de foreslåede bestemmelser i § 8, stk. 6, og § 22, stk. 6, til at underrette fabrikanten, hvis et apparat eller radioudstyr udgør en risiko, eller distributørens forpligtelse, jf. de foreslåede bestemmelser i § 10, stk. 4, og § 24, stk. 4, til at underrette fabrikanten eller importøren, hvis et apparat eller radioudstyr udgør en risiko. Disse forpligtelser er omfattet af det foreslåede stk. 4.

Energistyrelsen kan efter den foreslåede bestemmelse give fabrikanten, importøren eller distributøren påbud om at overholde den pågældende forpligtelse, som ikke var overholdt, herunder f.eks. give fabrikanten, importøren eller distributøren påbud om at vedlægge en brugsanvisning til et apparat eller radioudstyr eller angive kontaktoplysninger på apparatet eller radioudstyret, hvor de måtte mangle.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, er ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 47 og vil således ikke kunne straffes med bøde. En manglende efterkommelse af et påbud vil dog kunne følges op af en afgørelse om en anden foranstaltning i form af et forbud mod at bringe et apparat eller radioudstyr i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet, eller et påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra markedet eller at kalde det tilbage, jf. det foreslåede stk. 2.

Det foreslåede stk. 2 viderefører delvist § 17, stk. 2, nr. 1 og 3, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen ved manglende overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf kan meddele påbud om tilbagetrækning af radioudstyr, teleterminaludstyr, apparater og faste anlæg fra markedet, herunder påbud om annoncering med henblik på tilbagetrækning fra markedet.

Der foreslås dog en ændring i terminologien således, at et påbud om tilbagetrækning i stedet betegnes som et påbud om tilbagekaldelse, og et forbud mod markedsføring i stedet betegnes som et forbud mod at bringe apparater eller radioudstyr i omsætning eller at gøre disse tilgængelige. Der er alene tale om en tilpasning af terminologien til den, som anvendes i EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet, hvor der bl.a. ikke længere gøres brug af begrebet markedsføring, men om, at produkter bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på markedet. Indholdsmæssigt svarer de to former for afgørelser til afgørelserne i den gældende lov.

Det foreslås som noget nyt i bestemmelsen, at Energistyrelsen kan træffe afgørelse over for en fabrikant, en importør eller en distributør, hvis denne undlader at efterkomme styrelsens påbud efter stk. 1.

Efter det foreslåede nr. 1 kan Energistyrelsen forbyde, at en fabrikant eller en importør bringer et apparat eller radioudstyr i omsætning, eller at en distributør gør et apparat eller radioudstyr tilgængeligt på markedet. Det vil indebære, at den pågældende forbydes at sælge apparatet eller radioudstyret eller på anden vis stille det til rådighed for andre.

Efter det foreslåede nr. 2 kan Energistyrelsen som noget nyt give en fabrikant, en importør eller en distributør påbud om at trække et apparat eller radioudstyr tilbage fra markedet. Det vil sige, at den pågældende skal sikre, at det ikke er muligt for en bruger eller andre erhvervsdrivende at købe eller på anden måde erhverve det pågældende apparat eller radioudstyr. Det kan f.eks. betyde, at en fabrikant skal sørge for, at salget af dennes apparat eller radioudstyr bliver standset hos alle distributører, og fabrikanten kan være nødt til at få tilbageleveret disse fra distributørerne for at sikre, at apparaterne eller radioudstyret bliver bragt i orden. Påbuddet medfører samtidig, at fabrikanten, importøren eller distributøren forbydes at gøre tilsvarende apparater eller radioudstyr tilgængelige på markedet.

Efter det foreslåede nr. 3 kan Energistyrelsen give en fabrikant, en importør eller en distributør påbud om at kalde et apparat eller radioudstyr tilbage, hvilket har til formål at sikre, at apparater eller radioudstyr, der er solgt til brugere, returneres. Den pågældende skal således sikre, at alle apparater eller radioudstyr af den pågældende type, som allerede er solgt eller på anden vis stillet til rådighed for brugerne og andre, så vidt muligt leveres tilbage til fabrikanten, importøren eller distributøren. Påbuddet medfører samtidig, at fabrikanten, importøren eller distributøren forbydes at gøre tilsvarende apparater eller radioudstyr tilgængelige på markedet. Det kan af påbuddet fremgå, hvordan dette skal efterkommes. Der kan være tale om indrykning af annoncer i dagblade, hvori apparatet eller radioudstyret kaldes tilbage, opslag i butikker, e-mails til kunder eller offentliggørelse af en pressemeddelelse. Det kan også være en kombination af flere tiltag.

Energistyrelsen vil på baggrund af en proportionalitetsvurdering træffe afgørelse om den mindst indgribende foranstaltning over for fabrikanten, importøren eller distributøren, som er tilstrækkeligt for at afhjælpe den manglende overholdelse af reglerne.

Den afgørelse, som måtte være blevet truffet efter stk. 2, nr. 1-3, vil efterfølgende blive ophævet, hvis fabrikanten, importøren eller distributøren efterkommer styrelsens påbud efter stk. 1.

Efterkommer fabrikanten, importøren eller distributøren ikke Energistyrelsens forbud eller påbud efter stk. 2, nr. 1-3, kan det straffes med bøde, jf. de foreslåede bestemmelser i § 47, stk. 1, nr. 4 eller 5.

Bestemmelsen gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 43 og EMC-direktivets artikel 40.

Det foreslåede stk. 3 er en ny bestemmelse, som fastsætter, at hvis en importør undlader at sikre, at dennes opbevaring og transport af apparater eller radioudstyr ikke bringer apparaternes eller radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav i §§ 3 eller 17 og regler fastsat i medfør heraf i fare, jf. de foreslåede bestemmelser i § 8, stk. 5, og § 22, stk. 5, kan Energistyrelsen give importøren påbud om at sikre en passende opbevaring eller transport.

Hvis en distributør undlader at sikre, at dennes opbevaring og transport af apparater eller radioudstyr ikke bringer apparaternes eller radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav i §§ 3 eller 17 og regler fastsat i medfør heraf i fare, jf. de foreslåede bestemmelser i § 10, stk. 3, og § 24, stk. 3, kan Energistyrelsen give distributøren påbud om at sikre en passende opbevaring eller transport.

Det kan f.eks. være, at en distributør opbevarer radioudstyr på et fugtigt lager, og at de fugtige omgivelser kan eller har påvirket radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav, jf. den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf. Her vil Energistyrelsen kunne give distributøren påbud om at sikre, at radioudstyret opbevares på en passende måde.

Efterkommer importøren eller distributøren ikke Energistyrelsens påbud, kan det straffes med bøde, jf. den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 5.

Det foreslåede stk. 4 er en ny bestemmelse, som fastsætter, at hvis en importør ikke underretter fabrikanten om et apparat eller radioudstyr, som udgør en risiko, jf. de foreslåede bestemmelser i § 8, stk. 6, eller § 22, stk. 6, eller hvis en distributør ikke underretter importøren eller fabrikanten herom, jf. de foreslåede bestemmelser i § 10, stk. 4, eller § 24, stk. 4, kan Energistyrelsen give den pågældende påbud om at foretage en sådan underretning.

Efterkommer importøren eller distributøren ikke Energistyrelsens påbud, kan det straffes med bøde, jf. den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 5.

Ifølge de nævnte bestemmelser har en importør pligt til at underrette fabrikanten, hvis et apparat eller radioudstyr udgør en risiko, og en distributør har pligt til at underrette fabrikanten eller importøren herom. Pligten omfatter også en underretning af Energistyrelsen, men denne del er ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse. Hvor Energistyrelsen bliver bekendt med, at et apparat eller radioudstyr udgør en risiko, jf. den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, vil et eventuelt påbud om, at importøren eller distributøren skal underrette styrelsen om risikoen, være uden praktisk indhold.

Den foreslåede bestemmelse viderefører § 17, stk. 2, nr. 2, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen ved manglende overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf kan meddele påbud om standsning af brugen af radioudstyr, teleterminaludstyr, apparater og faste anlæg.

Det foreslås fastsat, at hvis brugeren af et apparat, et fast anlæg eller radioudstyr ikke anvender dette i overensstemmelse med kravene i henholdsvis de foreslåede bestemmelser i § 13, stk. 1, § 16, stk. 1, eller § 27, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 13, stk. 3 og 4, § 16, stk. 3 og 4, eller § 27, stk. 3 og 4, kan Energistyrelsen nedlægge forbud mod, at apparatet, det faste anlæg eller radioudstyret anvendes. Apparater, faste anlæg og radioudstyr må kun anvendes, hvis de er installeret korrekt og er vedligeholdt, og hvis de anvendes efter hensigten. De skal endvidere overholde de væsentlige krav i henholdsvis § 3, § 14 og § 17 og regler fastsat i medfør heraf.

Et forbud efter denne bestemmelse vil typisk blive givet i forlængelse af en sag om forstyrrelser efter lov om radiofrekvenser, og hvor Energistyrelsen f.eks. konstaterer, at et apparat eller radioudstyr er defekt på grund af manglende vedligeholdelse, eller fordi det ikke har været anvendt efter hensigten, og at det dermed skaber forstyrrelser. Det kan isoleret set betyde, at det pågældende apparat eller radioudstyr ikke overholder de væsentlige krav, men der er ikke nødvendigvis tale om, at det udgør en risiko af en sådan art, jf. den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, at sagen skal følge proceduren i de foreslåede bestemmelser i § 38, stk. 1 eller 2, idet risikoen ikke gør sig gældende for andre tilsvarende apparater eller radioudstyr på markedet.

Et forbud kan ophæves igen, hvis den ansvarlige for anvendelsen sikrer, at apparatet, det faste anlæg eller radioudstyret anvendes i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser.

Undlader den ansvarlige for anvendelsen af et apparat, fast anlæg eller radioudstyr at efterkomme Energistyrelsen påbud, kan det straffes med bøde, jf. den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 4.

Den foreslåede bestemmelse viderefører § 17, stk. 2, nr. 5 og 6, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen ved manglende overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf kan meddele udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester påbud om at indsende og offentliggøre oplysninger som nævnt i lovens § 11, eller meddele udbydere påbud om at tilslutte teleterminaludstyr til grænseflader i offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester som nævnt i lovens § 12.

Efter den foreslåede bestemmelse kan Energistyrelsen for det første give udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester påbud om at offentliggøre oplysninger som nævnt i den foreslåede bestemmelse i § 28. I henhold til denne bestemmelse skal udbyderne offentliggøre tekniske specifikationer for de fysiske karakteristika for de grænseflader, de stiller til rådighed, inden de tjenester, der udbydes via disse grænseflader, stilles til rådighed for offentligheden. Oplysningerne er nødvendige for fabrikanter, så disse kan fremstille udstyr, som kan tilsluttes disse net, og for slutbrugeres muligheder for at anvende terminaludstyr.

Energistyrelsen kan for det andet give udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester påbud om at lade en slutbruger tilslutte sit terminaludstyr til udbyderens net, jf. den foreslåede bestemmelse i § 29. Efter denne bestemmelse må udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester ikke nægte slutbrugere at tilslutte terminaludstyr til deres net eller tjenester, hvis udstyret er i overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser i §§ 3 eller 17 og regler fastsat i medfør heraf.

Undlader en udbyder at efterkomme Energistyrelsens påbud, kan det straffes med bøde efter den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 5.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 44 kan energi-, forsynings- og klimaministeren ikke give Energistyrelsen tjenestebefaling om styrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om styrelsens fastsættelse af regler på områder, hvor styrelsen ved denne lov er bemyndiget hertil, eller om styrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf.

Den foreslåede bestemmelse om afskæring af instruksadgang er en videreførelse af bestemmelsen i § 24 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, og gennemfører den generelle ordning i telelovgivningen med afskæring af instruksadgang for energi-, forsynings- og klimaministeren. Det fremgår af bemærkningerne til § 24 i den gældende lov, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 5592, at bestemmelsen er på linje med tilsvarende bestemmelser i den øvrige telelovgivning, og at bestemmelsen fastsætter, at energi-, forsynings- og klimaministerens instruksadgang over for Energistyrelsen afskæres i forhold til den samlede tilsynsfunktion, herunder de aktiviteter, som ikke umiddelbart knytter sig til en konkret afgørelse, som f.eks. Energistyrelsens iværksættelse af udrednings- og analyseopgaver i relation til tilsynsaktiviteterne, indhentning af ekstern juridisk, økonomisk eller telefaglig bistand hertil, Energistyrelsens interne overvejelser om planlægning og udøvelse af tilsynet og udvalgte fokusområder m.v. samt adgang til at fastsætte regler på de områder, hvor Energistyrelsen er bemyndiget hertil.

Den beskrevne retstilstand efter den gældende lov foreslås videreført med den foreslåede bestemmelse. Den foreslåede bestemmelse har som den gældende bestemmelse til formål at sikre, at Energistyrelsen uafhængigt varetager styrelsens tilsynsaktiviteter, udfører myndighedsopgaver i forhold til konkrete sager, f.eks. i form af prioritering mellem sagstyper, udøver sin virksomhed som tilsynsmyndighed og behandler og træffer afgørelse i de enkelte sager og udsteder regler på områder, hvor styrelsen ved lov er bemyndiget til det.

Efter § 25, stk. 1, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold kan Energistyrelsens afgørelser i medfør af loven, herunder sagsbehandling i forbindelse hermed, påklages til Teleklagenævnet. Teleklagenævnet er nedsat i henhold til § 68 i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, og nævnets virksomhed er reguleret i lovens §§ 69-71 samt bekendtgørelse nr. 383 af 21. april 2011 om Teleklagenævnets virksomhed.

Retsstillingen efter § 25, stk. 1, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold videreføres ved den i stk. 1 foreslåede ordning med klageadgang til Teleklagenævnet. For de omhandlede sager er der dermed ikke klageadgang til energi-, forsynings- og klimaministeren. Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre retssikkerhed omkring Energistyrelsens sagsbehandling, idet styrelsens afgørelser kan indbringes for Teleklagenævnet, som er et uafhængigt klagenævn.

Efter det foreslåede stk. 2 afskæres klageadgangen til Teleklagenævnet i forhold til afgørelser, som Energistyrelsen træffer efter de foreslåede bestemmelser i §§ 38 og 39, og som Energistyrelsen skal underrette Europa-Kommissionen og de øvrige EU-medlemsstater om. Dette er på linje med ordningen efter § 25, stk. 4, i den gældende lov, hvorefter klageadgangen er afskåret for afgørelser vedrørende radio- og teleterminaludstyrs overensstemmelse med reglerne, som Energistyrelsen skal indberette til Europa-Kommissionen. Europa-Kommissionen udtaler sig om, hvorvidt Energistyrelsens afgørelse er berettiget og kan opfordre Energistyrelsen til at trække sin afgørelse tilbage. Der er således tale om, at Energistyrelsens afgørelser ved Europa-Kommissionens vurdering bliver undergivet en andeninstansbehandling med henblik på at vurdere, om afgørelsen er i overensstemmelse med det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv.

I EU-beskyttelsesproceduren i henhold til EMC-direktivets artikel 39 og radioudstyrsdirektivets artikel 41 samt i henhold til radioudstyrsdirektivets artikel 42 om radioudstyr, som udgør en risiko, selvom det er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, kan Europa-Kommissionen på baggrund af Energistyrelsens underretning og efter drøftelse med EU-medlemsstaterne og den eller de pågældende erhvervsdrivende træffe afgørelse om, at en afgørelse truffet af Energistyrelsen i medfør af §§ 38 og 39, er berettiget eller ej. Energistyrelsen vil i tilfælde af, at Europa-Kommissionen træffer afgørelse om, at styrelsens afgørelse er uberettiget, ændre eller trække sin afgørelse tilbage i overensstemmelse med Europa-Kommissionens afgørelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 40. I de ovenfor nævnte tilfælde foreslås klageadgangen til Teleklagenævnet som efter den gældende lovs § 25, stk. 4, derfor afskåret, idet andeninstansbehandlingen sker ved Europa-Kommissionen.

Efter den gældende lovs § 25, stk. 5, skal der også ske indberetning til Europa-Kommissionen af afgørelser på EMC-området, men i disse tilfælde skal Teleklagenævnet afvente Europa-Kommissionens eventuelle udtalelse, som er bindende for Teleklagenævnet i forhold til behandlingen af en klagesag. Denne ordning foreslås ikke videreført.

Efter § 17, stk. 3, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold kan Energistyrelsen pålægge udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester tvangsbøder for at gennemtvinge påbud om at sende tekniske specifikationer for grænseflader til deres net eller tjenester til Energistyrelsen og offentliggøre disse grænseflader samt for at gennemtvinge påbud om at lade slutbrugere tilslutte teleterminaludstyr til de nævnte grænseflader.

Denne adgang til at pålægge tvangsbøder foreslås videreført i den foreslåede bestemmelse, hvorefter Energistyrelsen kan pålægge udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge, at de efterkommer Energistyrelsens påbud i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 43 om at offentliggøre tekniske specifikationer for deres grænseflader og om at lade en slutbruger tilslutte terminaludstyr til de pågældende net eller tjenester. Pligten til at sende tekniske specifikationer til Energistyrelsen foreslås dog ikke videreført i den foreslåede bestemmelse i § 28. Den foreslåede bestemmelse er alene rettet mod virksomheder i form af udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Den gældende bestemmelses regel om udpantningsret foreslås ikke videreført som konsekvens af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Der er i denne forbindelse behov for et mere effektivt middel til at gennemtvinge en handlepligt end en egentlig straf i form af bøde. Med tvangsbøder sikres det, at der kan skrides ind, indtil en udbyder offentliggør de pågældende oplysninger, og hvis en udbyder uberettiget undlader at lade en slutbruger tilslutte terminaludstyr til den pågældende udbyders elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Anvendelse af tvangsbøder forudsætter, at Energistyrelsen forinden har givet den pågældende udbyder påbud i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 43, og at udbyderen ikke inden for en af Energistyrelsen fastsat rimelig frist har efterkommet påbuddet. Kun når der er tale om manglende efterkommelse af påbud om at offentliggøre oplysningerne eller påbud om at lade terminaludstyr tilslutte den pågældendes net eller tjenester, vil Energistyrelsen kunne pålægge tvangsbøder. Det er en forudsætning for at træffe en afgørelse om at pålægge tvangsbøder, at påbuddet er konkret, sagligt begrundet og tilstrækkeligt detaljeret for modtageren, så det står klart, hvordan det kan efterkommes.

Det er hensigten, at tvangsbødernes størrelse skal fastsættes, så tvangsbøderne fjerner eventuelle økonomiske incitamenter for adressaten til ikke at efterkomme en afgørelse, som retter sig mod adressaten. Ved fastsættelsen af tvangsbødernes størrelse skal det derfor sikres, at beløbet er af en sådan størrelse, at det virker adfærdsregulerende for adressaten.

Undlader en part fortsat efter at have været pålagt tvangsbøder at efterkomme en afgørelse truffet af Energistyrelsen som ovenfor nævnt, kan tvangsbødens størrelse forhøjes, indtil bøden virker adfærdsregulerende for parten, herunder set i forhold til den manglende efterkommelses betydning i sagen og den forpligtedes omsætning. Som udgangspunkt skal enhver forhøjelse af tvangsbøden være på 50 procent.

Ved vurderingen af, om tvangsbødeinstrumentet skal bringes i anvendelse, vil der blive foretaget en afvejning af proportionaliteten ved at anvende tvangsbødeinstrumentet set i forhold til overtrædelsens karakter, herunder betydningen af den manglende efterkommelse set i forhold til betydningen af offentliggørelsen af oplysninger eller tilslutningen af terminaludstyr.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 42 og radioudstyrsdirektivets artikel 46.

Der foreslås i stk. 1 straf af bøde for overtrædelse af lovforslagets bestemmelser.

I medfør af det foreslåede nr. 1, straffes den, som på handelsmesser, udstillinger, i forbindelse med demonstrationer af apparater, faste anlæg eller radioudstyr eller ved lignende lejligheder fremviser apparater, faste anlæg eller radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf, og hvis det ikke ved den pågældende lejlighed ved tydelig skiltning er oplyst, at det pågældende produkt hverken må gøres tilgængeligt på markedet eller anvendes, før det er bragt i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf, jf. de foreslåede bestemmelser i § 13, stk. 2, § 16, stk. 2, og § 27, stk. 2. Det er en videreførelse af § 27, stk. 1, nr. 1, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter den, der overtræder § 3 i den gældende lov, kan straffes med bøde.

I medfør af det foreslåede nr. 2 straffes den fabrikant af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg, som undlader at sikre, at det faste anlæg er installeret i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse om de væsentlige krav for faste anlæg i § 14, stk. 1, eller undlader at sikre den fornødne dokumentation, jf. den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 2. Dette er en videreførelse af straffebestemmelsen i den gældende lovs § 27, stk. 1, nr. 1, og § 21, stk. 1, nr. 1, i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter den, der overtræder den gældende lovs § 5, stk. 1, og § 6 a og bekendtgørelsens § 6, nr. 1, straffes med bøde.

Som det beskrives i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 1, foreslås den ansvarlige personkreds i de gældende regler om faste anlæg begrænset, så den ansvarlige for markedsføringen ikke længere indgår heri. Det skyldes, at de i forhold til faste anlæg relevante aktører, som skal overholde de væsentlige krav til faste anlægs konstruktion og installation samt pålægges de forpligtelser, der gælder i forhold til dokumentation for overholdelse af disse væsentlige krav, vil være fabrikanten og den ansvarlige for installationen. For faste anlæg vil der normalt ikke være andre led i afsætningskæden, idet et fast anlæg er en særlig kombination af forskellige apparater og eventuelt andre anordninger, der er samlet, installeret og beregnet til at blive anvendt permanent på et forudbestemt sted, jf. definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 9.

I medfør af det foreslåede nr. 3 straffes den fabrikant af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg, som undlader at sikre, at der med apparater, der alene er bestemt til indbygning i et bestemt fast anlæg og i øvrigt ikke er gjort tilgængelige på markedet, følger informationsmateriale, der identificerer det faste anlæg, som apparaterne er bestemt til indbygning i, og som beskriver det faste anlægs karakteristika med hensyn til elektromagnetisk kompatibilitet. Endvidere skal informationsmaterialet oplyse om, hvilke foranstaltninger der skal træffes ved indbygningen af apparatet i det faste anlæg med henblik på at sikre, at det faste anlæg er i overensstemmelse med de væsentlige krav i den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 1. Der skal endelig være oplysninger om fabrikantens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og en postadresse, et type- parti- eller serienummer eller anden form for angivelse, der kan identificere apparatet samt importørens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og en postadresse, jf. de foreslåede bestemmelser i § 5, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af straffebestemmelsen i den gældende lovs § 27, stk. 1, nr. 1, og § 21, stk. 1, nr. 1, i den gældende bekendtgørelse for overtrædelse af § 6 a, stk. 2, i den gældende lov og § 6, nr. 2, i den gældende bekendtgørelse med tilsvarende begrænsning i den ansvarlige personkreds som nævnt i bemærkningerne ovenfor til den foreslåede bestemmelse i nr. 2. Dog skal oplysninger om importøren i dette lovforslags § 8, stk. 3, også angives.

I medfør af det foreslåede nr. 4 straffes den fabrikant, importør, distributør eller ansvarlige for anvendelsen af et apparat, fast anlæg eller radioudstyr, som overtræder et forbud, som Energistyrelsen har nedlagt i form af en afgørelse efter de foreslåede tilsynsbestemmelser i § 34, stk. 1, nr. 1, stk. 2 og 3, § 36, stk. 7, nr. 1, § 38, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, § 41, stk. 2, nr. 1, og § 42. Dette svarer til straffebestemmelsen i den gældende lovs § 27, stk. 1, nr. 3, hvorefter den, der undlader at efterkomme et forbud nedlagt i medfør af bestemmelsen i lovens § 17, stk. 2, straffes med bøde.

I medfør af det foreslåede nr. 5 straffes den fabrikant, importør eller distributør, fabrikant af et fast anlæg, ansvarlige for installationen af et fast anlæg, ansvarlige for anvendelsen af et apparat, fast anlæg eller radioudstyr eller udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som undlader at efterkomme et påbud, som Energistyrelsen har givet i form af en afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i § 34, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 4, § 36, stk. 7, nr. 2 og 3, § 38, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr. 2 og 3, § 39, § 41, stk. 2, nr. 2 og 3, og stk. 3 og 4, og § 43. Dette svarer til straffebestemmelsen i den gældende lovs § 27, stk. 1, nr. 3, hvorefter den, der undlader at efterkomme et påbud givet i medfør af bestemmelsen i lovens § 17, stk. 2, straffes med bøde.

I medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan der i regler, som fastsættes i medfør af loven, fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne.

I medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Energi-, forsynings- og klimaministeren foreslås bemyndiget til at fastsætte de tekniske regler om ikrafttræden og ophævelse, fordi der er tale om et stort antal bestemmelser, der skal sættes i kraft og ophæves på forskellige tidpunkter. Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 44 og 45 samt radioudstyrsdirektivets artikel 49 og 50.

Efter det foreslåede stk. 1 bemyndiges energi-, forsynings- og klimaministeren til at fastsætte tidspunktet for lovens ikrafttræden. Ministeren bemyndiges i den forbindelse til at fastsætte, at forskellige dele af lovforslaget træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Udgangspunktet er, at bestemmelser, som gennemfører EMC-direktivet, skal træde i kraft den 20. april 2016, og at bestemmelser, som gennemfører radioudstyrsdirektivet og direktivet om konkurrence på markederne for teleterminaludstyr, skal træde i kraft den 13. juni 2016.

Der er dog anledning til at lade bl.a. den foreslåede bestemmelse i § 31 træde i kraft tidligere. Efter den foreslåede bestemmelse udpeger Energistyrelsen efter ansøgning aktører til bemyndigede organer, der kan udføre overensstemmelsesvurderingsopgaver i forhold til apparaters og radioudstyrs overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser i §§ 3 og 17 og regler fastsat i medfør heraf. Energistyrelsen bemyndiges i § 31, stk. 2, til bl.a. at fastsætte regler om ansøgningsproceduren og de krav, som gælder for bemyndigede organer ved udøvelse af deres aktiviteter. Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse i § 31 træder i kraft tidligere end 20. april 2016 for, at bemyndigede organer kan udpeges og være klar til at udføre opgaver vedrørende overensstemmelsesvurdering af apparater og radioudstyr fra det tidspunkt, hvor bestemmelserne om apparater og radioudstyr træder i kraft, hvilket vil sige henholdsvis den 20. april 2016 og den 13. juni 2016. Det vil i reglerne udstedt i medfør af § 31, stk. 2, blive fastsat, at de udpegede bemyndigede organer ikke må udøve overensstemmelsesvurderingsaktiviteter i henhold til EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet før de nævnte datoer.

Bestemmelser om apparater og faste anlæg i lovforslaget vil i overensstemmelse med EMC-direktivet skulle træde i kraft den 20. april 2016, og bestemmelser om radioudstyr i lovforslaget vil i overensstemmelse med radioudstyrsdirektivet skulle træde i kraft den 13. juni 2016. De foreslåede bestemmelser om grænseflader vil skulle træde i kraft den 13. juni 2016. Dette er i overensstemmelse med datoen, hvor bestemmelserne om terminaludstyr, som fastsættes på baggrund af direktivet om konkurrence på markederne for teleterminaludstyr, skal træde i kraft, fordi de tilsvarende bestemmelser i den gældende lov ikke videreføres i radioudstyrsdirektivet.

Efter det foreslåede stk. 2 bemyndiges energi-, forsynings- og klimaministeren til at fastsætte tidspunktet for ophævelse af den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold. Ministeren bemyndiges i den forbindelse til at fastsætte, at forskellige dele af loven ophæves på forskellige tidspunkter.

Den foreslåede bestemmelse bemyndiger energi-, forsynings- og klimaministeren til at fastsætte, at bestemmelser om elektriske og elektroniske apparater og faste anlæg i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold ophæves den 20. april 2016, og at bestemmelser om radioudstyr og teleterminaludstyr i den gældende lov ophæves den 13. juni 2016 i takt med, at bestemmelser om apparater, faste anlæg, radioudstyr og terminaludstyr i dette lovforslag træder i kraft i overensstemmelse med EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivets bestemmelser herom, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 1.

I medfør af den foreslåede bestemmelse forbliver regler fastsat i medfør af den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold i kraft, indtil de ophæves.

Der vil i overgangsperioden mellem den 13. juni 2016 og den 12. juni 2017 være behov for at opretholde den gældende bekendtgørelse nr. 237 af 30. marts 2000 om bemyndigede organer, idet fabrikanter kan vælge at erklære overensstemmelse med de gældende regler for radioudstyr, som de bringer i omsætning i perioden. Endvidere forbliver alle radiogrænseflader fastsat i medfør af § 9 i den gældende lov i kraft, indtil de ophæves.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 43 og radioudstyrsdirektivets artikel 48.

I medfør af de nævnte artikler i EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet må apparater og radioudstyr, som er bragt i omsætning inden den 20. april 2016 for apparaters vedkommende og inden den 13. juni 2016 for radioudstyrs og teleterminaludstyrs vedkommende, og som er i overensstemmelse med de gældende krav til produkterne i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, fortsat i henhold til reglerne i den gældende lov gøres tilgængelige på markedet og anvendes efter, at bestemmelserne om apparater og radioudstyr i dette lovforslag er trådt i kraft, og bestemmelserne i den gældende lov om eletriske og elektroniske apparater, radioudstyr og teleterminaludstyr er ophævet.

For radioudstyrs vedkommende fastsætter radioudstyrsdirektivet endvidere en overgangsperiode på et år indtil den 13. juni 2017. Radioudstyr må derfor også bringes i omsætning i en periode på et år, efter de i dette lovforslag foreslåede bestemmelser om radioudstyr træder i kraft, hvilket, jf. den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, vil være den 13. juni 2016, hvis radioudstyret er i overensstemmelse med kravene til radioudstyr i den gældende lov, jf. bemærkningerne nedenfor til det foreslåede stk. 3. Dette radioudstyr må ligeledes gøres tilgængeligt på markedet og anvendes i henhold til bestemmelserne om radioudstyr i den gældende lov fra den 13. juni 2016.

Det vil sige, at en fabrikant eller en importør skal have bragt det elektriske eller elektroniske apparat, radioudstyret eller teleterminaludstyret i omsætning inden henholdsvis den 20. april 2016 og den 13. juni 2016 ved f.eks. at have solgt det til en distributør. Apparater, som ikke er bragt i omsætning inden disse datoer, skal være i overensstemmelse med reglerne i dette lovforslag. Dog er der, jf. ovenfor, en overgangsordning på et år for radioudstyr. At apparaterne, radioudstyret og teleterminaludstyret skal være i overensstemmelse med kravene i den gældende lov betyder, at de skal være i overensstemmelse med de krav, der relaterer sig til det pågældende produkt, og som vedrører konstruktion, overensstemmelse med de væsentlige krav, overensstemmelsesvurdering, overensstemmelseserklæring, mærkning, dokumentation og oplysninger, jf. bestemmelserne i §§ 5, 6 og 13 i den gældende lov og §§ 3, 7-11 og 14-17 i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.

At apparater, radioudstyr og teleterminaludstyr fortsat må gøres tilgængelige på markedet fra de pågældende datoer betyder, at en distributør, som f.eks. på sit lager eller i sin butik har produkter, som er bragt i omsætning af en fabrikant eller importør som ovenfor beskrevet, fortsat må sælge disse til andre distributører eller brugere under forudsætning af, at de er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i gældende lov og regler fastsat i medfør heraf. At apparater, radioudstyr og teleterminaludstyr fortsat må anvendes fra de pågældende datoer betyder, at en bruger må anvende produkterne i overensstemmelse med § 10 i den gældende lov.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at apparater, som er i overensstemmelse med kravene til elektriske og elektroniske apparater i den gældende lov og regler fastsat i medfør heraf, og som af fabrikanter eller importører er bragt i omsætning inden den 20. april 2016, fortsat må gøres tilgængelige på markedet og anvendes fra den 20. april 2016 og frem.

Den foreslåede bestemmelse omfatter også radioudstyr, der er omfattet af bestemmelserne om elektriske og elektroniske apparater i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og regler fastsat i medfør heraf. Det drejer sig bl.a. om radioudstyr, som udelukkende er beregnet til modtagelse af lyd- og tv-udsendelser. Hvis dette udstyr er bragt i omsætning inden den 20. april 2016 og er i overensstemmelse med kravene til elektriske og elektroniske apparater i den gældende lov og regler fastsat i medfør heraf, må det også gøres tilgængeligt på markedet og anvendes fra den 20. april 2016 og frem.

Det vil f.eks. sige, at en distributør, som på lager eller i sin butik har et tv-apparat, der udelukkende er beregnet til at modtage tv-udsendelser og er i overensstemmelse med kravene til elektriske og elektroniske apparater i den gældende lov, fortsat må sælge dette tv-apparat efter den 20. april 2016. Bringes tv-apparatet i omsætning fra den 20. april 2016 til den 13. juni 2016, er det omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 4.

Af det foreslåede stk. 2 fremgår det, at apparater, der er omfattet af bestemmelserne om teleterminaludstyr i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og regler fastsat i medfør heraf, som er i overensstemmelse med kravene til teleterminaludstyr i den gældende lov og regler fastsat i medfør heraf, og som af fabrikanter eller importører er bragt i omsætning inden den 13. juni 2016, fortsat må gøres tilgængeligt på markedet og anvendes fra den 13. juni 2016 og frem.

Teleterminaludstyr er omfattet af det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv. Det ændrede anvendelsesområde for radioudstyrsdirektivet, som afløser radio- og teleterminaludstyrsdirektivet, fører til, at teleterminaludstyr, som f.eks. omfatter fastnetterminaludstyr som fastnettelefoner og internetmodemmer, ikke vil være omfattet af reglerne om radioudstyr, men i stedet af reglerne om apparater i EMC-direktivet. Dette vil være tilfældet fra den 13. juni 2016, hvor radioudstyrsdirektivet gennemføres, og bestemmelserne om teleterminaludstyr i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold ophæves, idet det gældende radio- og teleterminaludstyrsdirektiv ophæves. Radioudstyrsdirektivet og dermed de foreslåede bestemmelser om radioudstyr i dette lovforslag omhandler alene radioudstyr. Teleterminaludstyr vil fra den 13. juni 2016 være apparater og omfattet af de foreslåede bestemmelser om apparater i dette lovforslag.

Det vil f.eks. sige, at en distributør, som på lager eller i sin butik har apparater i form af teleterminaludstyr, der er i overensstemmelse med kravene til teleterminaludstyr i den gældende lov, fortsat må sælge teleterminaludstyret efter den 12. juni 2016, selvom om teleterminaludstyret fra denne dato bliver omfattet af reglerne om apparater i dette lovforslag, jf. regler som fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1. Bringer en fabrikant eller en importør sådant udstyr i omsætning fra den 13. juni 2016, skal det være i overensstemmelse med kravene til apparater i dette lovforslag.

Af det foreslåede stk. 3 fremgår det, at fabrikanter eller importører efter, at reglerne om radioudstyr i dette lovforslag træder i kraft den 13. juni 2016, jf. regler som fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, fortsat må bringe radioudstyr, som er i overensstemmelse med kravene til radioudstyr i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og regler fastsat i medfør heraf, i omsætning frem til den 12. juni 2017. Radioudstyr, som bringes i omsætning fra den 13. juni 2017, skal være i overensstemmelse med kravene til radioudstyr i dette lovforslag.

Radioudstyr, som er bragt i omsætning inden den 13. juni 2017, og som er i overensstemmelse med kravene til radioudstyr i den gældende lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold og regler fastsat i medfør heraf, må også gøres tilgængeligt på markedet og anvendes fra den 13. juni 2016 og frem. Det vil sige, at tilgængeliggørelse og anvendelse på disse vilkår også kan finde sted efter den 12. juni 2017.

Det vil f.eks. sige, at en distributør, som på lager eller i sin butik har radioudstyr, som er i overensstemmelse med kravene til radioudstyr i den gældende lov, fortsat må sælge dette udstyr efter den 13. juni 2017, selvom radioudstyr efter 13. juni 2016 bliver omfattet af reglerne om radioudstyr i dette lovforslag, jf. regler som fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse er ikke til hinder for, at en fabrikant eller en importør fra den 13. juni 2016 kan bringe radioudstyr i omsætning, som er i overensstemmelse med dette lovforslag. Sådant radioudstyr må endvidere gøres tilgængeligt på markedet og anvendes fra denne dato.

Af det foreslåede stk. 4 fremgår det, at fabrikanter eller importører indtil den 12. juni 2017 fortsat må bringe radioudstyr, som fra den 20. april 2016 til den 13. juni 2016 er omfattet af bestemmelserne om apparater i dette lovforslag, jf. regler der fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, og som er i overensstemmelse med kravene til apparater i loven og regler fastsat i medfør heraf, i omsætning efter, at reglerne om radioudstyr i dette lovforslag træder i kraft den 13. juni 2016, jf. regler som fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1. Radioudstyr, som bringes i omsætning fra den 13. juni 2017, skal være i overensstemmelse med bestemmelserne om radioudstyr i dette lovforslag.

Radioudstyr, som er omfattet af denne bestemmelse vil f.eks. være radioudstyr, som udelukkende er beregnet til at modtage lyd- og tv-udsendelser. Dette radioudstyr er indtil den 20. april 2016 omfattet af bestemmelserne om elektriske og elektroniske apparater i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og regler fastsat i medfør heraf, jf. den foreslåede overgangsbestemmelse i stk. 1. Efter den 20. april 2016 er radioudstyret omfattet af bestemmelserne om apparater i dette lovforslag, jf. regler der fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1. Når bestemmelserne om radioudstyr i dette lovforslag træder i kraft i overensstemmelse med regler, der fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, vil det pågældende radioudstyr være omfattet af bestemmelserne om radioudstyr i dette lovforslag.

Radioudstyr, som er i overensstemmelse med kravene til apparater i dette lovforslag, og som af fabrikanter og importører er bragt i omsætning mellem den 20. april 2016 og den 12. juni 2017, må fortsat gøres tilgængeligt og anvendes fra den 13. juni 2016 og frem.

Det vil f.eks. sige, at en distributør, som på lager eller i sin butik har et tv-apparat, der udelukkende er beregnet til at modtage tv-udsendelser, og som er i overensstemmelse med kravene til om apparater i dette lovforslag, fortsat må sælge tv-apparatet efter den 13. juni 2016, selvom tv-apparatet efter denne dato betragtes som radioudstyr. Bringer f.eks. en fabrikant et sådant tv-apparat i omsætning efter den 12. juni 2017, skal det være i overensstemmelse med kravene til radioudstyr efter dette lovforslag.

Den foreslåede bestemmelse er ikke til hinder for, at en fabrikant eller en importør, jf. regler som fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, fra den 13. juni 2016, kan bringe radioudstyr omfattet af denne bestemmelse i omsætning, som er i overensstemmelse med reglerne om radioudstyr i dette lovforslag. Sådant radioudstyr må endvidere gøres tilgængeligt på markedet og anvendes fra denne dato.

Af det foreslåede stk. 5 fremgår det, at de foreslåede bestemmelser i § 32, § 33, stk. 1, § 34, stk. 1, 3 og 4, §§ 35 og 36, §§ 38-40, § 41, stk. 1 og 2, § 42, § 45 samt § 47, stk. 1, nr. 4 og 5, og stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på apparater og radioudstyr omfattet af de foreslåede bestemmelser i stk. 1-4. Det drejer sig om bestemmelser om tilsyn og straf. Bestemmelserne om tilsyn og straf i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold vil blive ophævet i medfør af regler, som fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 2.

Når Energistyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af loven og regler fastsat i medfør heraf, kontrollerer styrelsen i forhold til apparater, teleterminaludstyr og radioudstyr omfattet af de foreslåede bestemmelser i stk. 1-4, om de er i overensstemmelse med kravene i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold. Der er tale om de materielle krav til apparater og radioudstyr i den gældende lovgivning. Kravene vedrører konstruktion, overensstemmelse med de væsentlige krav, overensstemmelsesvurdering, overensstemmelseserklæring, mærkning, dokumentation og oplysninger, jf. bestemmelserne i §§ 5, 6 og 13 i den gældende lov og §§ 3, 7-11 og 14-17 i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.

Hvis apparatet eller radioudstyret ikke er i overensstemmelse med et eller flere af disse krav, træffer Energistyrelsen afgørelse efter de tilsynsbestemmelser i lovforslaget, som er anvendelige i forhold til det pågældende produkt. Det vil f.eks. sige, at hvis der mangler et CE-mærke på produktet, som der også efter den gældende lov er krav om skal være anbragt på produktet, vil Energistyrelsen kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 41, som bl.a. vedrører manglende CE-mærkning.

Ikke alle bestemmelserne i lovforslagets kapitel 7 om tilsyn m.v. finder anvendelse på produkter omfattet af de foreslåede bestemmelser i stk. 1-4. Det er for det første tilfældet for bestemmelser, som indeholder krav til de erhvervsdrivende vedrørende de enkelte produkter, som ikke findes i den gældende lov. For det andet er det tilfældet for bestemmelser, hvorefter Energistyrelsen kan træffe afgørelse over for erhvervsdrivende i forhold til pligter, som ikke påhviler dem efter bestemmelserne i den gældende lov, og hvor bestemmelsen alene omhandler den pågældende pligt.

F.eks. indeholder den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, en pligt for de erhvervsdrivende til at sikre, at de kan oplyse Energistyrelsen om andre erhvervsdrivende, som de har leveret produkter til, eller som har leveret produkter til dem. Denne pligt findes ikke for erhvervsdrivende i den gældende lov, og de erhvervsdrivende vil derfor ikke være forpligtede til at overholde den i forhold til produkter omfattet af de foreslåede bestemmelser i stk. 1-4.

Bestemmelsen i den foreslåede § 41, stk. 1, henviser også til pligter for de erhvervsdrivende, som de ikke er pålagt efter bestemmelserne i den gældende lov, f.eks. pligten i den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 3, hvorefter importørens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt en postadresse skal fremgå af radioudstyret. Da en sådan pligt ikke gælder for importører, som bringer produkter omfattet af de foreslåede bestemmelser i stk. 1-4 i omsætning, vil Energistyrelsen ikke kunne træffe afgørelse over for importøren for ikke at have overholdt pligten i forhold til et produkt, som er omfattet af de foreslåede bestemmelser i stk. 1-4. Herudover indeholder f.eks. § 41, stk. 3, en bestemmelse, hvorefter Energistyrelsen kan træffe afgørelse over for en importør eller en distributør, som ikke har overholdt sin pligt til at sikre passende transport eller opbevaring af produkter. Dette er en erhvervsdrivende ikke forpligtet til i forhold til produkter, som er omfattet af de foreslåede bestemmelser i stk. 1-4, og Energistyrelsen vil derfor ikke over for erhvervsdrivende kunne træffe afgørelse efter denne bestemmelse i forhold til disse produkter.

Straffebestemmelserne i de foreslåede bestemmelser i § 47, stk. 1, nr. 4 og 5, samt stk. 2 og 3, finder på samme måde som tilsynsbestemmelserne tilsvarende anvendelse i forhold til fabrikanter, importører og distributører af apparater og radioudstyr omfattet af de foreslåede bestemmelser i stk. 1-4.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 4, straffes den fabrikant, importør, distributør af et apparat eller radioudstyr, som overtræder et forbud, som Energistyrelsen har nedlagt i form af en afgørelse efter de foreslåede tilsynsbestemmelser i lovforslaget. Efter den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 5, straffes den fabrikant, importør eller distributør af et apparat eller radioudstyr, som undlader at efterkomme et påbud, som Energistyrelsen har givet i form af en afgørelse efter de foreslåede tilsynsbestemmelser i lovforslaget.

Disse straffebestemmelser finder således tilsvarende anvendelse i tilfælde af en fabrikant, importør eller distributørs overtrædelse af et forbud eller undladelse af at efterkomme et påbud, som Energistyrelsen træffer afgørelse om i medfør af de tilsynsbestemmelser, der finder tilsvarende anvendelse på apparater og radioudstyr omfattet af de foreslåede bestemmelser i de foreslåede bestemmelser i stk. 1-4.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.