LBK nr 958 af 22/06/2022
Digitaliseringsministeriet
Bekendtgørelse af lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold § 24
Distributøren må ikke gøre radioudstyr tilgængeligt på markedet, før det er blevet bragt i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf, hvis distributøren finder eller har grund til at tro, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Distributøren må kun gøre radioudstyr tilgængeligt på markedet, hvis distributøren har kontrolleret, at radioudstyret er konstrueret, så det kan anvendes i mindst én EU-medlemsstat, uden at gældende regler om anvendelse af radiofrekvenser overtrædes, at fabrikanten har overholdt § 18, stk. 5 og 6, regler fastsat i medfør af § 18, stk. 7, nr. 3 og nr. 4, for så vidt angår CE-mærkning, og § 19, stk. 1-5, samt regler fastsat i medfør af § 19, stk. 6, og at importøren har overholdt § 22, stk. 3.
Stk. 3. Distributøren skal sikre, at distributørens opbevaring og transport af radioudstyr ikke bringer radioudstyrets overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf i fare.
Stk. 4. Udgør radioudstyret en risiko, skal distributøren underrette fabrikanten eller importøren samt Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur herom.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold § 24
RetsinformationI den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold anvendes begrebet den ansvarlige for markedsføringen om andre erhvervsdrivende i forsyningskæden end fabrikanten, som stiller bl.a. radioudstyr til rådighed mod betaling eller gratis med henblik på distribution eller forbrug, jf. definitionen af markedsføring i den gældende lovs § 2 e. Baggrunden for, at betegnelsen den ansvarlige for markedsføringen i dette lovforslag ændres til distributør, er, at referencebestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF anvender en ændret systematik, der skelner mellem fabrikanter, importører og distributører. Dermed bliver forpligtelserne for disse erhvervsdrivende mere klare, og det muliggør en yderligere graduering i deres ansvar i forhold til produkterne.
Det følger af § 6 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at den ansvarlige for markedsføringen af radioudstyr skal sikre, at der for radioudstyret medfølger en erklæring om, at det er i overensstemmelse med de væsentlige krav i lovens § 5, at der medfølger oplysninger om, til hvilken brug radioudstyret er bestemt, herunder hvor det må tages i brug, samt at radioudstyret, dets emballage og medfølgende dokumenter er forsynet med CE-mærke og eventuel anden mærkning. Det følger endvidere af § 3 i den gældende bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, at den ansvarlige for markedsføringen af radioudstyr skal sikre, at der er foretaget en vurdering af radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav i den gældende lovs § 5, at vurderingen er dokumenteret i den tekniske dokumentation, at der er udarbejdet en erklæring om radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav, at radioudstyret, dets emballage og medfølgende dokumenter er forsynet med CE-mærke og eventuel anden mærkning, samt at der medfølger brugsanvisning og øvrige nødvendige oplysninger.
En distributør er enhver fysisk eller juridisk person i forsyningskæden ud over fabrikanten og importøren, som gør radioudstyr tilgængeligt på markedet, jf. definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5. En distributør gør radioudstyr, som er bragt i omsætning af en fabrikant eller en importør, eller som er gjort tilgængeligt på markedet af en anden distributør, tilgængeligt på markedet for en anden distributør eller en bruger.
En erhvervsdrivende er f.eks. distributør, hvis den pågældende i Danmark eller et andet EU-land køber radioudstyr, som den pågældende sælger videre til en anden distributør eller direkte til brugerne. Hvis den erhvervsdrivende derimod køber radioudstyr uden for EU, anses den erhvervsdrivende som importør uanset, om den erhvervsdrivende f.eks. sælger radioudstyret direkte til brugere i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse vedrører distributørens forpligtelser i tiden inden, at denne gør radioudstyr tilgængeligt på markedet og gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 13, stk. 1-3.
Distributører må i medfør af det foreslåede stk. 1 ikke gøre radioudstyr tilgængeligt på markedet, før det er blevet bragt i overensstemmelse med de væsentlige krav i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, hvis distributøren finder eller har grund til at tro, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf. Hvis distributøren er i tvivl om, hvorvidt radioudstyret er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf, skal distributøren undlade at gøre radioudstyret tilgængeligt på markedet. Det fremgår af radioudstyrsdirektivets artikel 13, stk. 1, at distributører skal handle med fornøden omhu over for kravene i direktivet. Distributører skal være i stand til at vurdere, om en række formelle krav er overholdt og dermed vurdere, om der er indikationer på, at radioudstyr ikke er i overensstemmelse med reglerne.
Distributører skal, inden de gør radioudstyr tilgængeligt på markedet, i medfør af det foreslåede stk. 2 kontrollere, at radioudstyret kan anvendes i mindst én EU-medlemsstat uden, at gældende regler om anvendelse af radiofrekvenser overtrædes. Distributøren skal endvidere sikre sig, at radioudstyret ledsages af en komplet EU-overensstemmelseserklæring eller en forenklet overensstemmelseserklæring, som er i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 6, nr. 3, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 4, og at fabrikanten på radioudstyret og emballagen har anbragt et CE-mærke, som er i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 6, nr. 4, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 5.
Endvidere skal distributøren kontrollere, at fabrikanten har opfyldt kravene i de foreslåede bestemmelser i § 19, stk. 1-5, og regler fastsat i medfør af § 19, stk. 6.
Distributøren skal således sikre, at fabrikantens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt postadresse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, fremgår af radioudstyret, emballagen eller et medfølgende dokument, at fabrikanten har angivet et type-, parti- eller serienummer på radioudstyret eller en anden form for angivelse, som kan identificere radioudstyret, jf. den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 2, og at der følger en klar og forståelig brugsanvisning og sikkerhedsinformation på et sprog, der er letforståeligt, med radioudstyret, jf. den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 3.
Radioudstyr er relativt komplekse produkter at anvende for brugere uden særlige forkundskaber. Derfor skal brugsanvisningen og sikkerhedsinformationen være skriftlig og affattet på et sprog, der er letforståeligt. Et sprog, der er letforståeligt, vil som udgangspunkt være dansk, men kan f.eks. også være en sammenskrivning af dansk og norsk.
Brugsanvisningen og sikkerhedsinformationen skal indeholde de nødvendige oplysninger for at samle, installere, anvende, opbevare og vedligeholde radioudstyret sikkert. De nødvendige oplysninger er de oplysninger, der skal til for, at en almindelig bruger kan betjene og vedligeholde radioudstyret, så det kan anvendes efter hensigten. Oplysningerne skal endvidere, hvis det er relevant for det pågældende radioudstyr, omfatte en beskrivelse af tilbehør og komponenter, herunder programmel, som gør det muligt for radioudstyret at fungere som tilsigtet. Brugere skal som udgangspunkt på baggrund af brugsanvisningen kunne anvende radioudstyret uden at have behov for yderligere oplysninger.
Distributøren skal som noget nyt i forhold til de gældende regler kontrollere, at der følger oplysninger om anvendte frekvensbånd og den maksimale sendeeffekt med i brugsanvisningen, hvis radioudstyret tilsigtet udsender radiofrekvenser.
Distributøren skal endvidere kontrollere, at der af emballagen og af brugsanvisningen fremgår oplysninger, som identificerer de EU-medlemsstater eller de geografiske områder i EU-medlemsstater, hvor der er begrænsninger for at anvende radioudstyret eller stilles krav om tilladelse til at anvende radiofrekvenser for at anvende radioudstyret, samt at disse oplysninger er angivet i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 6.
Distributøren skal endelig som noget nyt kontrollere, at importøren har angivet sit navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt en postadresse, hvor importøren kan kontaktes, på radioudstyret, jf. den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 3, eller, hvis dette ikke er muligt, f.eks. på grund af radioudstyrets størrelse, på emballagen eller af et ledsagende dokument. Kontaktoplysningerne skal angives på et sprog, der er letforståeligt for brugerne og Energistyrelsen. Det vil bl.a. sige, at kontaktoplysningerne på radioudstyr skal angives på et sprog, som benytter latinske bogstaver.
Distributøren skal i medfør af det foreslåede stk. 3 sikre, at dennes opbevaring og transport af radioudstyr, som den pågældende har ansvaret for, ikke bringer dets overensstemmelse med de væsentlige krav, jf. den foreslåede bestemmelse i § 17 og regler fastsat i medfør heraf, i fare. Der kan f.eks. være tale om at sikre, at radioudstyret ikke udsættes for fugt, eller at det transporteres under de foreskrevne temperaturforhold. Den foreslåede bestemmelse er ny. Men idet distributøren ikke i medfør af den gældende lov må gøre radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse med de væsentlige krav, tilgængeligt på markedet, er det allerede i dag en forudsætning, at distributøren sikrer, at radioudstyret forbliver i overensstemmelse med de væsentlige krav, mens det er i dennes varetægt eller under transport på dennes ansvar.
I medfør af det foreslåede stk. 4 skal en distributør, hvis radioudstyr udgør en risiko, underrette fabrikanten eller importøren og Energistyrelsen om det. Radioudstyr udgør ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 18, litra b, en risiko, hvis det ikke sikrer beskyttelsen af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt beskyttelsen af ejendom, ikke har et tilstrækkeligt niveau af elektromagnetisk kompatibilitet, eller ikke anvender radiofrekvenser på en effektiv måde, så uacceptable forstyrrelser undgås, eller understøtter en effektiv anvendelse af radiofrekvenser ved, at radioudstyret er beskyttet mod uacceptable forstyrrelser fra anden frekvensanvendelse.