Overpris for beplantning i K/S-projekt anset som betaling for momsfritaget finansiel ydelse

Da der var tale om en leverance bestående af både en momspligtig og en momsfritaget transaktion, skulle vederlaget opdeles. Kun den del af vederlaget, der vedrørte den momspligtige ydelse, kunne indgå i momsgrundlaget. Kommanditselskabets fradragsret for købsmoms efter Momsloven § 37, stk. 1 var derfor begrænset til den moms, der kunne henføres til den reelle værdi af beplantningsydelsen.

På denne baggrund blev myndighedernes afgørelse stadfæstet. Retten afgjorde desuden, at der ikke blev givet fuld omkostningsdækning for udgifter til en supplerende syns- og skønsforretning, jf. Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 3.

Afgiftsmyndighedernes Indgriben

I maj 1994 traf Told- og Skatteregion Horsens afgørelse om at nedsætte kommanditselskabernes momsangivelser. Dette skyldtes, at der blev konstateret et økonomisk interessefællesskab mellem Damgårdens Planteskole A/S og kommanditselskaberne, og at de fakturerede beplantningspriser var væsentligt højere end normale markedspriser. Afgørelsen blev stadfæstet af Told- og Skattestyrelsen i november 1995 og senere af Landsskatteretten i april 2010. Myndighederne henviste til dagældende Momsloven § 9, stk. 1 og Momsloven § 8, stk. 2, som tillader korrektion af afgiftsgrundlaget ved interessefællesskab og unormale forretningsvilkår. De mente, at transaktionen delvist vedrørte en momsfritaget finansieringsydelse, og at kun den momspligtige del skulle indgå i momsgrundlaget.

Tidligere Afgørelser

En lignende sag vedrørende skatteansættelsen for en deltager i K/S Skovplan Give III blev behandlet af Landsskatteretten og Højesteret. Højesteret afsagde dom den 25. juni 2010 (Ligningsloven § 8k), hvor det blev fastslået, at pantebrevenes kursværdi lå i intervallet 20-50% (gennemsnit 35%), hvilket var langt under den nominelle værdi. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn vedrørende fastlæggelse af afskrivningsgrundlaget.

Sagsøgerens Påstande

PBH 26.742 ApS nedlagde principalt påstand om, at Skatteministeriet skulle dømmes til at betale 7.793.019 kr. med procesrente fra den 1. februar 1993. Subsidiært påstod sagsøgeren, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling ved SKAT. Sagsøgeren argumenterede for, at vederlaget for pantebrevene skulle svare til deres nominelle værdi i henhold til Momsloven § 27, stk. 1 (tidligere Momsloven § 7, stk. 1) og 6. momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte parternes værdiansættelse. Det blev også anført, at transaktionerne var momsneutrale og udgjorde lovlig skatteplanlægning, og at Damgårdens konkurs skyldtes myndighedernes fejlagtige behandling af selskaberne. Hvis vederlaget skulle opdeles, skulle det ske efter parternes subjektive værdiansættelse.

Skatteministeriets Påstand

Skatteministeriet påstod frifindelse og gjorde gældende, at der bestod et nært interessefællesskab, og at de fakturerede priser afveg væsentligt fra den reelle værdi af de leverede momspligtige ydelser. Ministeriet henviste til, at afgiftsgrundlaget udgøres af den faktisk modtagne modværdi, og at pantebrevenes reelle kursværdi var langt under den nominelle værdi. Det blev også anført, at arrangementet havde karakter af et kombineret moms- og skatteudnyttelsesarrangement med det formål at misbruge momsfradragsordningen, og at afgiftsmyndighederne derfor var berettiget til at nægte fradragsret i henhold til Momsloven § 37, stk. 1 (tidligere Momsloven § 16, stk. 1).