Landsskatteretten: Nedsættelse af momsfradrag pga. overfakturerede beplantningsværdier og interessefællesskab

En syns- og skønsrapport for et tilsvarende projekt (K/S H5) blev fremlagt. Rapporten vurderede markedsprisen for beplantning og vedligeholdelse og sammenlignede den med den finansierede pris, hvor betaling skete via et pantebrev. Rapporten anslog pantebrevets kurs til at ligge inden for intervallet 20-50, med et gennemsnit på kurs 35. Dette førte til betydelige forskelle mellem kontant markedspris og finansieret markedspris:

En supplerende syns- og skønserklæring fra 2007 bekræftede, at den kontante markedspris for den faktiske beplantning var ca. 1.200.000 kr., mens den finansierede markedspris var ca. 2.446.000 kr. (ved kurs 45 på gældsbrevet).

Klagerens argumentation

Kommanditselskabets repræsentant påstod, at momsansættelsen skulle godkendes i overensstemmelse med det angivne. Principalt blev det gjort gældende, at der ikke var hjemmel i Momsloven § 9, stk. 1 og Momsloven § 8, stk. 2 til at ændre de aftalte værdier. Subsidiært blev det anført, at der ikke forelå et interessefællesskab, der kunne begrunde en afvigelse fra de civilretlige aftaler. Mere subsidiært blev det gjort gældende, at de fakturerede priser ikke var højere end normalt, når der tages højde for G1 A/S's omfattende forpligtelser, herunder projektering, beplantning, genplantningsforpligtelse (95% salgbarhed i år 7), driftsansvar, sikkerhedsstillelse via modregningsret i pantebrevet, samt at betalingen skete via et afdragsfrit pantebrev med en løbende forrentning, der kompenserede for kredittiden. Klageren bestred også, at der var tale om to separate ydelser (momspligtig beplantning og momsfritaget finansiering), idet der var tale om én samlet ydelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Told- og Skattestyrelsens afgørelse. Retten lagde til grund, at kommanditselskabet udøvede økonomisk virksomhed i henhold til Momsloven § 3.

Retten fandt, at den kreditgivning, som pantebrevet var udtryk for, ikke kunne anses som en almindelig leverandørkredit. Derfor skulle momsgrundlaget fastsættes ud fra pantebrevets kursværdi på transaktionstidspunktet, i overensstemmelse med 6. momsdirektiv artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a. Det af myndighederne opgjorte momsberegningsgrundlag lå inden for den kursværdi, som pantebrevet kunne fastsættes til ifølge syns- og skønsrapportens kursmargen.

Landsskatteretten vurderede endvidere, at faktureringen udover beplantnings- og vedligeholdelsesydelsen også vedrørte finansiering. Denne finansieringsydelse blev anset for en selvstændig hovedydelse i forhold til beplantningsydelsen, jf. SKM2008.126.ØLR. Da der var tale om en leverance bestående af både en momspligtig transaktion (beplantning) og en momsfritaget transaktion (finansiering), skulle kun den del af vederlaget, der kunne henregnes til den momspligtige del, indgå i momsberegningsgrundlaget. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes skønsmæssige opgørelse af momsberegningsgrundlaget, heller ikke på baggrund af de foreliggende syns- og skønsrapporter.

Kommanditselskabet havde derfor ikke fradragsret i videre omfang, end hvad der svarede til leverandørens momsgrundlag. Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet.

Retten traf endvidere afgørelse om, at der ikke blev givet fuld omkostningsdækning til de afholdte udgifter til supplerende syns- og skønsforretning i sagen, jf. Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 3.

Afgiftsmyndighedernes Indgriben

I maj 1994 traf Told- og Skatteregion Horsens afgørelse om at nedsætte kommanditselskabernes momsangivelser. Dette skyldtes, at der blev konstateret et økonomisk interessefællesskab mellem Damgårdens Planteskole A/S og kommanditselskaberne, og at de fakturerede beplantningspriser var væsentligt højere end normale markedspriser. Afgørelsen blev stadfæstet af Told- og Skattestyrelsen i november 1995 og senere af Landsskatteretten i april 2010. Myndighederne henviste til dagældende Momsloven § 9, stk. 1 og Momsloven § 8, stk. 2, som tillader korrektion af afgiftsgrundlaget ved interessefællesskab og unormale forretningsvilkår. De mente, at transaktionen delvist vedrørte en momsfritaget finansieringsydelse, og at kun den momspligtige del skulle indgå i momsgrundlaget.

Tidligere Afgørelser

En lignende sag vedrørende skatteansættelsen for en deltager i K/S Skovplan Give III blev behandlet af Landsskatteretten og Højesteret. Højesteret afsagde dom den 25. juni 2010 (Ligningsloven § 8k), hvor det blev fastslået, at pantebrevenes kursværdi lå i intervallet 20-50% (gennemsnit 35%), hvilket var langt under den nominelle værdi. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn vedrørende fastlæggelse af afskrivningsgrundlaget.

Sagsøgerens Påstande

PBH 26.742 ApS nedlagde principalt påstand om, at Skatteministeriet skulle dømmes til at betale 7.793.019 kr. med procesrente fra den 1. februar 1993. Subsidiært påstod sagsøgeren, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling ved SKAT. Sagsøgeren argumenterede for, at vederlaget for pantebrevene skulle svare til deres nominelle værdi i henhold til Momsloven § 27, stk. 1 (tidligere Momsloven § 7, stk. 1) og 6. momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte parternes værdiansættelse. Det blev også anført, at transaktionerne var momsneutrale og udgjorde lovlig skatteplanlægning, og at Damgårdens konkurs skyldtes myndighedernes fejlagtige behandling af selskaberne. Hvis vederlaget skulle opdeles, skulle det ske efter parternes subjektive værdiansættelse.

Skatteministeriets Påstand

Skatteministeriet påstod frifindelse og gjorde gældende, at der bestod et nært interessefællesskab, og at de fakturerede priser afveg væsentligt fra den reelle værdi af de leverede momspligtige ydelser. Ministeriet henviste til, at afgiftsgrundlaget udgøres af den faktisk modtagne modværdi, og at pantebrevenes reelle kursværdi var langt under den nominelle værdi. Det blev også anført, at arrangementet havde karakter af et kombineret moms- og skatteudnyttelsesarrangement med det formål at misbruge momsfradragsordningen, og at afgiftsmyndighederne derfor var berettiget til at nægte fradragsret i henhold til Momsloven § 37, stk. 1 (tidligere Momsloven § 16, stk. 1).