Afslag på forskerskatteordning grundet manglende garanti for minimumsvederlag i ansættelseskontrakt

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og fandt, at klageren ikke opfyldte betingelserne for beskatning efter forskerskatteordningen, jf. Kildeskatteloven § 48 E, stk. 1 og Kildeskatteloven § 48 E, stk. 3, nr. 3.

Retten lagde vægt på følgende:

• Det er en betingelse for anvendelse af forskerskatteordningen, at vederlagskravet er opfyldt "i henhold til ansættelseskontrakten", hvilket indebærer, at arbejdsgiveren kontraktmæssigt er forpligtet til at udbetale minimumslønkravet i gennemsnit over en 12-måneders periode.
• Klagerens ansættelseskontrakt fastsatte en timeløn på 575 kr. og en "forventet arbejdstid på 37 timer". Lønnen var desuden betinget af, at timerne kunne viderefaktureres til og godkendes af kunden.
• Da klageren var timelønnet og ikke kontraktmæssigt garanteret et bestemt antal timer, fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde krav på en grundløn, der opfyldte minimumskravet på 65.100 kr. (2018-niveau) og 66.600 kr. (2019-niveau).
• Henvisningen i ansættelseskontrakten til [virksomhed1] A/S' kontrakt med [virksomhed2] blev fortolket som en tidsbegrænsning af ansættelsesforholdet og ikke som en kilde til pligter og rettigheder for klageren i forhold til vederlagskravet. Klageren havde eksempelvis ikke krav på den højere timeløn på 720 kr., som [virksomhed1] A/S fakturerede [virksomhed2] A/S.
• Det faktum, at klagerens faktiske vederlag opfyldte lovens lønkrav, kunne ikke tillægges betydning, da lønnen skulle være sikret i henhold til ansættelseskontrakten.
• Klagerens henvisning til Landsskatterettens afgørelser med sagsnr. [sag1] og [sag2] blev afvist som irrelevante, da disse sager ikke omhandlede forskerskatteordningen.

I 2019 flyttede klageren igen til Danmark for at arbejde hos [virksomhed1]. Han underskrev to ansættelseskontrakter, henholdsvis den 13. juni 2019 og den 28. august 2019. Klageren ansøgte om forskerskatteordningen pr. 14. juni 2019. Skattestyrelsen mente, at den første kontrakt ikke opfyldte vederlagskravet, og at den efterfølgende kontrakt ikke kunne ændre dette, da kravet skulle være opfyldt ved ansættelsens start. Klageren anførte, at den samlede garanterede løn, inklusiv grundløn, sign-on bonus, minimumsbonus, fri telefon, arbejdsgiverbetalt forsikring, ATP-bidrag og feriegodtgørelse, opfyldte vederlagskravet som et gennemsnit for året, og henviste til SKM2019.644.LSR, som ifølge klageren indikerede, at vederlagskravet ikke nødvendigvis skulle være opfyldt ved ansættelsens påbegyndelse.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt, at vederlagskravet på 66.600 kr. pr. måned for 2019 ikke var opfyldt ved ansættelsens start den 14. juni 2019, da den garanterede månedsløn ifølge den første kontrakt kun udgjorde 64.720 kr. Retten henviste til SKM2022.24.LSR, som fastslår, at vederlagskravet skal være opfyldt på tidspunktet for ansættelsesforholdets begyndelse. Vedrørende spørgsmålet om klagerens skattepligt i 2012, bemærkede Landsskatteretten, at dette spørgsmål blev behandlet i en særskilt klagesag (sagsnr. 22-0024854), hvor Skattestyrelsen var pålagt at genoptage vurderingen af klagerens skattepligtsforhold for 2012.

Lov om ændring af selskabsskatteloven, aktiesparekontoloven, aktieavancebeskatningsloven, personskatteloven og forskellige andre love (Udmøntning af dele af Aftale om Iværksætterpakken)