Arbejdsudleje vs. Entreprise: Anvendelse af udenlandsk arbejdskraft i tækkefirma

Faktiske omstændigheder

Selskabet, [virksomhed1] ApS, havde i 2014 indgået mundtlige samarbejdsaftaler med det polske firma [virksomhed2]. Der forelå ingen skriftlige kontrakter. Betalingen til det polske firma udgjorde 825.763 kr. i 2014 og 148.972 kr. i 2015. Ifølge selskabets redegørelse skete afregning til det polske firma som en fast pris pr. m2 plus materialer. Den polske virksomhed havde arbejdsledelsen, ansvar for fejl og mangler, bestemte antallet af folk på pladsen og ejede de fleste arbejdsredskaber. Det danske selskab stillede dog stillads og af og til lastbil til rådighed og refunderede udgifter til færgebilletter og billeje. Det danske selskab kunne ikke selv udføre tækkearbejdet, som de polske medarbejdere udførte, da hovedaktionæren havde rygproblemer. Overdragelse af det færdige arbejde til bygherren skete først efter godkendelse af [virksomhed1] ApS, og bygherrens indsigelser skulle rettes mod det danske selskab.

SKATs begrundelse for arbejdsudleje

SKAT vurderede, at der var tale om arbejdsudleje baseret på en samlet bedømmelse af flere forhold, herunder:

• Manglende skriftlige kontrakter: SKAT tillagde det stor vægt, at der ikke forelå skriftlige entreprisekontrakter.
• Integreret del af virksomhedens drift: Tækkearbejdet udgjorde selskabets kerneområde, og brugen af udenlandsk arbejdskraft var nødvendig, da selskabet ikke kunne rekruttere dansk arbejdskraft. Arbejdet blev anset for at være en integreret del af selskabets aktivitet.
• Instruktionsbeføjelse: SKAT mente, at hovedaktionæren havde den reelle instruktionsbeføjelse, da han tidligere selv udførte arbejdet og måtte antages at give nødvendig instruktion.
• Overordnet ansvar: Det danske selskab overdragede det færdige arbejde til bygherren og bar det økonomiske ansvar for eventuelle fejl og mangler.
• Økonomisk risiko: Den udenlandske virksomhed havde ikke påtaget sig en selvstændig økonomisk risiko i form af erstatningsansvar eller dagbøder.
• Udgifter og vederlag: [virksomhed1] ApS stillede materialer til rådighed, og afregningen pr. m2 blev sammenlignet med akkordløn, hvilket er sædvanligt i lønmodtagerlignende forhold.

SKAT konkluderede, at arbejdsydelserne udelukkende var arbejdskraft, der udgjorde en integreret del af selskabets virksomhed, og at der derfor skulle indeholdes arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at der forelå arbejdsudleje og ikke entrepriseforhold, og stadfæstede dermed SKATs afgørelse om opkrævning af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Afgørelsen blev truffet med henvisning til Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3, Kildeskatteloven § 43, stk. 1, Kildeskatteloven § 46, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7.

Retten lagde vægt på følgende forhold:

• Manglende skriftlige aftaler: Der forelå ingen skriftlige entreprisekontrakter, hvilket vanskeliggjorde en klar afgrænsning af ydelserne.
• Integreret del af virksomheden: De udførte tækkearbejder udgjorde en stor og nødvendig del af selskabets kernevirksomhed og kunne ikke udskilles herfra. Arbejdet blev anset for at være en integreret del af den danske virksomheds drift, da selskabet ikke kunne rekruttere dansk arbejdskraft til at udføre opgaverne, som tidligere blev udført af hovedaktionæren selv.
• Instruktionsbeføjelse og ansvar: Selvom den polske virksomhed formelt havde arbejdsledelsen, ansås den danske hovedaktionær for at have den reelle instruktionsbeføjelse og det overordnede ansvar for arbejdets udførelse over for bygherren. Den danske virksomhed godkendte det færdige arbejde og bar risikoen for fejl og mangler.
• Økonomisk risiko: Den udenlandske virksomhed havde ikke påtaget sig en selvstændig økonomisk risiko i form af erstatningsansvar eller dagbøder ved mangelfuldt arbejde eller forsinkelser.
• Materialer og vederlag: Materialer blev overvejende stillet til rådighed af det danske selskab, og afregningen skete på baggrund af en fast sats pr. kvadratmeter, hvilket blev sammenlignet med akkordløn og anset for sædvanligt i et lønmodtagerlignende tjenesteforhold.

Landsskatteretten konkluderede, at der i realiteten var tale om lønarbejde, og at der derfor skulle indeholdes arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag. SKATs beregning af beskatningsgrundlaget blev ikke tilsidesat.

Skatteministeriet taber sag om begrænset skattepligt

En skibsreder og hans rederi har fået medhold i en sag mod Skatteministeriet om hæftelse for A-skat for serbiske besætningsmedlemmer.

SKAT argumenterede for, at de arbejdsopgaver, som de polske selskaber udførte, udgjorde en integreret del af [virksomhed3] ApS's kerneforretning. På trods af formelle entreprisekontrakter anvendte SKAT princippet om "substance over form" og fremhævede, at [virksomhed3] ApS, via sin repræsentant [person2], udøvede betydelig ledelses- og instruktionsret over de polske arbejdere. Dette inkluderede at have "det sidste ord" i uenigheder og retten til at fjerne underentreprenørens supervisor. SKAT bemærkede desuden, at [virksomhed3] ApS leverede væsentlige materialer (f.eks. Argon, Formlergas) og maskiner (f.eks. sakselifte, Manitou teleskoplæsser) samt stillede bolig til rådighed for arbejderne, hvilket er usædvanligt i et entrepriseforhold. SKAT satte også spørgsmålstegn ved de uregelmæssige fakturabeløb og manglen på detaljeret dokumentation for ekstraarbejder, hvilket antydede, at aftalerne ikke var fastpriskontrakter. SKAT konkluderede, at [virksomhed3] ApS hæftede for de manglende beløb i henhold til Kildeskatteloven § 69, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7, da selskabet var bekendt med arbejdsgiverforpligtelser og ikke havde godtgjort undskyldelig uvidenhed.

Selskabets argumenter

[virksomhed3] ApS fastholdt, at aftalerne med [virksomhed1] og [virksomhed2] z.o.o. var reelle entrepriseaftaler. Selskabet fremhævede, at de polske enheder bar det primære ansvar og den økonomiske risiko for arbejdet, herunder instruktion af eget personale, kontrol af arbejdskvalitet og forpligtelse til at udbedre fejl. [virksomhed3] ApS argumenterede for, at dets repræsentant, [person2], primært var til stede for at opfylde et kundekrav om en dansktalende projektleder og for at lette kommunikationen, ikke for direkte at instruere de polske arbejdere, da han manglede de nødvendige faglige kvalifikationer. Selskabet fremhævede også, at de polske firmaer medbragte eget specialiseret værktøj og personale, herunder en supervisor, der kunne læse komplekse tekniske tegninger. [virksomhed3] ApS argumenterede yderligere for, at selv hvis forholdet blev anset for arbejdsudleje, burde selskabet ikke hæfte for de manglende beløb, da det havde handlet i undskyldelig uvidenhed og i god tro havde antaget, at aftalerne var entrepriseforhold. Selskabet henviste til domme (UfR 1977.844 H, TfS 2002.844 ØLR) til støtte for sin påstand om, at der ikke var udvist forsømmelighed.