Landsskatteretten om afgiftsfritagelse for brændsel i kraftvarmeværker og krav til opgørelsesmetode

Selskabet fastholdt, at den anvendte gennemsnitsmetode var korrekt og i overensstemmelse med lovgivers intentioner, da den over tid ville sikre afgiftsberigtigelse af det fulde forbrug til varmeproduktion. De henviste til, at der ikke findes en naturlig fordelingsnøgle for brændsel i kraftvarmeværker, og at deres metode var godkendt af Elprisudvalget og kendt af ToldSkat siden 1998 uden indvendinger. Selskabet påpegede også, at en voldgiftskendelse havde bekræftet gyldigheden af deres afregningsaftale med G1, og at en efteropkrævning ville medføre et urimeligt tab, da de ikke kunne overvælte afgiften på G1.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede regionens afgørelse for perioden 1. januar 2000 til 31. december 2002 og ændrede den for perioden 1. januar til 31. maj 2003.

Retten fandt, at Gasafgiftsloven § 8, stk. 2 og Mineralolieafgiftsloven § 9, stk. 2 indeholder to betingelser for afgiftsfritagelse af brændsel anvendt til elproduktion: at brændslet skal være "medgået" til elproduktion, og at det skal være "indregnet" i elektricitetsprisen. Begge betingelser skal være opfyldt. Retten afviste selskabets argument om, at "medgået" alene skulle referere til den mængde, der faktureres varmekunderne.

Landsskatteretten fastslog, at fordelingen af brændselsforbruget mellem el- og varmeproduktion for en given afgiftsperiode skal ske på grundlag af periodens aktuelle driftsdata. Selskabets anvendelse af en treårig gennemsnitsberegning for varmevirkningsgraderne, som beskrevet i kontrakten med G1, blev ikke accepteret som grundlag for afgiftsansættelsen. Dette skyldes, at afgiftslovenes bestemmelser om afgiftsperioden (Gasafgiftsloven § 5, Mineralolieafgiftsloven § 6, Kuldioxidafgiftsloven § 4) og opgørelse af afgiftspligtig mængde (Gasafgiftsloven § 6, Mineralolieafgiftsloven § 7, Kuldioxidafgiftsloven § 6, stk. 1, nr. 3) kræver en opgørelse baseret på faktiske forhold i den pågældende periode. Den indgåede varmeleveringsaftale mellem H8 og G1 vedrører afregning af fjernvarme og kan ikke fravige afgiftslovgivningens krav.

Retten fandt heller ikke, at selskabet havde en retsbeskyttet forventning om afgiftsopgørelse baseret på den historisk baserede trappekurve. Der var ikke godtgjort en positiv tilkendegivelse fra afgiftsmyndighederne, og Elprisudvalgets godkendelse af varmeleveringsaftalen kunne ikke tillægges betydning i forhold til afgiftslovgivningen. Indrettelses- og rimelighedshensyn blev ikke tillagt vægt.

For perioden 1. januar til 31. maj 2003 tiltrådte retten regionens indstilling om forhøjelse, da der ikke kunne ske afgiftsfritagelse for den del af brændselsforbruget, der ikke var indregnet i elektricitetsprisen.

Selskabets subsidiære påstand om modregning med et tilbagesøgningskrav blev afvist, da Landsskatteretten som klageinstans ikke havde kompetence til at tage stilling til selve afgiftskravet.

Regionen afviste tilbagebetalingskravet med henvisning til, at afgiftsfritagelse for centrale kraftvarmeværker kræver, at brændslet både medgår til elektricitetsfremstilling og indregnes i elprisen, jf. Kulafgiftsloven § 7, stk. 1, 2. punktum. Regionen argumenterede for, at den del af egetforbruget, der blev henført til varmesiden, ikke var indregnet i elprisen, men i varmeprisen. Desuden afviste regionen godtgørelse for varmeforbrug i miljøanlæg med henvisning til, at det var direkte anvendt til varmefremstilling, jf. Kulafgiftsloven § 8, stk. 3. Regionen gjorde også gældende, at en del af kravet var forældet i henhold til 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Klageren fastholdt, at værket var berettiget til afgiftsfritagelse for egetforbrug af elektricitet, der er elafgiftspligtigt, jf. Kulafgiftsloven § 7, stk. 1, 1. punktum og Elafgiftsloven § 3, uafhængigt af indregning i elprisen ved eksternt salg. Klageren argumenterede for, at de to fritagelsesbestemmelser kunne påberåbes særskilt. Vedrørende varmeforbrug i miljøanlæg påberåbte klageren sig procesreglerne i Kulafgiftsloven § 8, idet dette forbrug skulle sidestilles med andre produktionsprocesser, hvor renseforanstaltninger er en integreret del. Klageren bestred desuden forældelsespåstanden, idet forældelsen enten var suspenderet eller afbrudt.