Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse om kul-, mineralolie- og CO2-afgift for A/S [virksomhed1]

Sagen omhandlede SKATs opkrævning af yderligere 97.328.303 kr. i kulafgift, mineralolieafgift og CO2-afgift af kul og olie for perioden 1. januar 1999 – 30. juni 1999 fra A/S [virksomhed1]. SKATs krav baserede sig på en opfattelse af, at en ny varmeleveringsaftale indgået mellem selskabet og [by1] Kommune pr. 1. januar 1999, der formelt ophævede en ligedeling af kraftvarmefordelen, reelt dækkede over et uændret princip om deling af denne fordel. SKAT mente, at aftalen var udarbejdet af afgiftsmæssige grunde for at undgå afgift og var uden forretningsmæssig og driftsøkonomisk begrundelse. SKAT anførte desuden, at aftalen var i strid med Varmeforsyningsloven § 20 og Elforsyningsloven § 9, stk. 4, da prisfastsættelsen ikke var omkostningsbestemt og baseret på rimelige driftsøkonomiske principper.

Selskabet nedlagde påstand om, at SKATs forhøjelse skulle nedsættes til 0 kr. og gjorde gældende, at den nye varmeleveringsaftale ikke kunne tilsidesættes som en proformaaftale. Selskabet fremhævede en række kommercielle og driftsøkonomiske grunde til aftaleændringen, herunder:

• Liberalisering af elsektoren: Lovændringer i 1996 liberaliserede elmarkedet, hvilket skabte usikkerhed om fremtidige prognoser for el- og varmeproduktion og nødvendiggjorde en tilpasning til markedsvilkår.
• Sikring af kommunens interesser: [by1] Kommune ønskede at sikre fjernvarmeproduktion og forsyning i tilfælde af selskabets konkurs samt at sikre, at fremtidige aftaleændringer blev omfattet af regler om kvalificeret majoritet.
• Tekniske ændringer: Muligheder for ændrede driftsformer på [virksomhed4], herunder idriftsættelse af en ny akkumulatortank, der fjernede den tidsmæssige samtidighed mellem varmebehov og -produktion.
• Økonomisk forskel: En syns- og skønsrapport viste, at den samlede omkostning for fjernvarme ville have været 781 mio. kr. højere ved fortsat at anvende den gamle aftale sammenlignet med den nye aftale, hvilket modbeviste SKATs påstand om en vilkårlig omfordeling.
• Ingen interessefællesskab: Selskabet bestred, at der var et interessefællesskab med kommunen i relation til energiafgifter, da selskabet blot var afgiftssubjekt, der opkrævede og gennemfakturerede afgifterne.
• Gyldig anmeldelse: Aftalen var anmeldt i overensstemmelse med reglerne i el- og varmeforsyningsloven, og prisudvalgene havde ikke fundet anledning til at gribe ind, hvilket ifølge selskabet betød, at aftalen var gyldig og virksom.

Kammeradvokaten, på vegne af SKAT, ændrede efterfølgende sin opfattelse og var enig med selskabet i, at forhøjelsen skulle nedsættes til 0 kr. Dette skyldtes, at skønsmændene havde vurderet, at kontraktomlægningen var kommercielt relevant, og at fjernvarmesidens reservation af kapacitet var baseret på realistiske forventninger, hvilket understøttede, at aftalen var forretningsmæssigt begrundet.