Landsskatteretten: Efteropkrævning af affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift - Negativt afgiftstilsvar

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om efteropkrævning af affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift for perioden juli og august 2013. Afgørelsen byggede på, at udbetaling af negativt afgiftstilsvar ikke var berettiget.

Retten henviste til Kulafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 6 (nuværende nr. 5) og Kulafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 7 (nuværende nr. 6), som fastslår afgiftspligt for varme produceret ved forbrænding af affald og for affald anvendt som brændsel. Virksomheder, der forbrænder afgiftspligtigt affald, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen, jf. Kulafgiftsloven § 2, stk. 2. Afgiftsperioden er måneden, jf. Kulafgiftsloven § 4.

Landsskatteretten lagde vægt på, at bestemmelserne i Kulafgiftsloven § 5, stk. 3 og Kulafgiftsloven § 5, stk. 8, samt Kuldioxidafgiftsloven § 5, stk. 3, vedrører opgørelse af den afgiftspligtige mængde. Selvom det ikke udtrykkeligt fremgår af lovene, at der ikke kan opgøres et negativt afgiftstilsvar, må den afgiftspligtige mængde naturligt forstås som en størrelse, der ikke kan være negativ. Det forhold, at beregningsmetoden i Kulafgiftsloven § 5, stk. 3 sammenholdt med de fastsatte standardværdier for energiindhold i Kulafgiftsloven § 7, stk. 1 eventuelt kan resultere i en negativ afgiftspligtig mængde, ændrer ikke herved. Dette kan alene indebære, at der ikke kan opgøres et positivt afgiftsgrundlag.

Der blev endvidere henvist til Landsskatterettens afgørelse af 9. oktober 2015, offentliggjort som SKM2015.705.LSR, som støtte for afgørelsen. Da der ikke var grundlag for at opgøre negative afgiftstilsvar, blev SKATs afgørelse stadfæstet.

Selskabet indsendte negative efterangivelser for affaldsvarmeafgift, da beregningen efter Kulafgiftsloven § 5, stk. 3 resulterede i et negativt beløb. Selskabet argumenterede for, at lovteksten var klar og entydig, og at der ikke var hjemmel til at fastsætte afgiftstilsvaret til 0 kr. eller nægte udbetaling af et negativt afgiftstilsvar, især med henvisning til Opkrævningsloven § 12, som generelt tillader udbetaling af negative tilsvar. Selskabet påpegede også, at Skatteministeriet var blevet gjort opmærksom på muligheden for negative afgiftstilsvar forud for en lovændring i 2009, men at reglerne ikke var blevet ændret i tide til at forhindre dette for de omhandlede perioder.

SKAT afviste anmodningen om tilbagebetaling. SKAT anførte, at Kulafgiftsloven § 5, stk. 3 oprindeligt var tiltænkt decentrale affaldsfyrede forbrændingsanlæg, hvor affald var den primære energikilde, og ikke centrale kulfyrede kraftvarmeværker, hvor affald kun udgjorde en lille andel. SKAT mente, at det ikke havde været hensigten med lovbestemmelsen, at der kunne ske udbetaling af beløb, som aldrig reelt var indbetalt, og at et negativt beregningsresultat ikke medførte et retskrav på udbetaling. SKAT fremhævede, at en senere lovændring (lov nr. 503 fra 2008, med virkning fra 1. april 2009, der indførte Elforsyningsloven § 12 a) ville eliminere denne konfliktmulighed, hvilket bekræftede, at den tidligere lovgivning ikke var tiltænkt at udløse negative afgiftstilsvar for centrale værker.