Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Sagen omhandler SKATs efteropkrævning af affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift på 424.395 kr. for perioden juli og august 2013 fra et fælleskommunalt forbrændingsanlæg. SKAT anså udbetaling af negativt afgiftstilsvar for uberettiget, da virksomheden i de omhandlede måneder primært eller udelukkende havde fyret med biomasse.
Virksomheden, der er et affaldsforbrændingsanlæg, fremstiller varme og sælger den til et andet selskab. I sommerperioden forbrænder virksomheden have/parkaffald (biomasse), som er en restfraktion efter kompostering. Materialet opbevares udendørs, og fugtindholdet varierer, hvorfor der tilsættes vand i siloen for at styre forbrændingsprocessen. Virksomheden anvender kulafgiftslovens standardsats for "andet affald" som brændværdi for biomassen, da den ikke kender den reelle brændværdi eller mængden af tilsat vand.
Virksomhedens miljøgodkendelse tillod i juni, juli og august 2013, at der alene forbrændes biomasseaffald, hvorved kravet om røggassens opholdstid ved 850°C bortfaldt, og temperaturen i efterforbrændingszonen i stedet skulle være mindst 750°C som døgnmiddelværdi. Virksomheden oplyste, at der kun i juli måned alene blev fyret med biomasseaffald, mens juni og august involverede en kombination af biomasse og andet affald. Der foreligger ikke systemmæssige registreringer, der specifikt viser brugen af biomasse.
SKATs afgørelse var baseret på, at virksomheden i juli og august udelukkende havde fyret med biomasse, og at virksomheden principielt ikke er afgiftspligtig i måneder, hvor der alene afbrændes biomasseaffald, jf. Kulafgiftsloven § 2, stk. 2, Kulafgiftsloven § 7a, stk. 2, nr. 1, og Kuldioxidafgiftsloven § 3, stk. 1, nr. 2. SKAT argumenterede, at det ikke var lovgivers hensigt, at der skulle kunne opnås godtgørelse af afgift ved forbrænding af afgiftsfritaget biomasse. De negative tilsvar skyldtes ifølge SKAT misforhold i brændværdien af det indfyrede affald, som slog igennem i beregningsmetoderne. SKAT påpegede desuden flere fejl i virksomhedens opgørelsesprincipper for affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgiften.
Virksomheden fastholdt, at den var berettiget til udbetaling af negativt tilsvar. De argumenterede, at hverken lovforarbejder, bemærkninger eller lovteksten forhindrer et negativt afgiftstilsvar, og at der ikke er hjemmel i loven til at nægte udbetaling heraf. De henviste til, at Kulafgiftsloven § 5, stk. 3 klart angiver, hvordan afgiftsgrundlaget skal opgøres, og at biomasse er at anse som "andre brændsler" med et højt energiindhold, hvilket fører til det negative tilsvar. Virksomheden mente, at lovgiver selv har fastsat standardbrændværdierne og ikke har ændret beregningsreglerne for at forhindre negative tilsvar administrativt. Subsidiært krævede virksomheden udbetaling for august måned, hvor der utvivlsomt blev fyret med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler.
Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om efteropkrævning af affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift for perioden juli og august 2013. Afgørelsen byggede på, at udbetaling af negativt afgiftstilsvar ikke var berettiget.
Retten henviste til Kulafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 6 (nuværende nr. 5) og Kulafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 7 (nuværende nr. 6), som fastslår afgiftspligt for varme produceret ved forbrænding af affald og for affald anvendt som brændsel. Virksomheder, der forbrænder afgiftspligtigt affald, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen, jf. Kulafgiftsloven § 2, stk. 2. Afgiftsperioden er måneden, jf. Kulafgiftsloven § 4.
Landsskatteretten lagde vægt på, at bestemmelserne i Kulafgiftsloven § 5, stk. 3 og Kulafgiftsloven § 5, stk. 8, samt Kuldioxidafgiftsloven § 5, stk. 3, vedrører opgørelse af den afgiftspligtige mængde. Selvom det ikke udtrykkeligt fremgår af lovene, at der ikke kan opgøres et negativt afgiftstilsvar, må den afgiftspligtige mængde naturligt forstås som en størrelse, der ikke kan være negativ. Det forhold, at beregningsmetoden i Kulafgiftsloven § 5, stk. 3 sammenholdt med de fastsatte standardværdier for energiindhold i Kulafgiftsloven § 7, stk. 1 eventuelt kan resultere i en negativ afgiftspligtig mængde, ændrer ikke herved. Dette kan alene indebære, at der ikke kan opgøres et positivt afgiftsgrundlag.
Der blev endvidere henvist til Landsskatterettens afgørelse af 9. oktober 2015, offentliggjort som SKM2015.705.LSR, som støtte for afgørelsen. Da der ikke var grundlag for at opgøre negative afgiftstilsvar, blev SKATs afgørelse stadfæstet.

Oversigt over afgiftssatser for stenkul, brunkul, koks og affaldsvarme i henhold til kulafgiftsloven.



Sagen omhandlede et selskabs anmodning om tilbagebetaling af affaldsvarmeafgift for december 2008 og januar 2009 på i alt 2.851.753 kr. Anmodningen opstod, fordi selskabet under forsøg med indfyring af affaldsfraktioner på et kulfyret kraftvarmeværk beregnede et negativt afgiftstilsvar i henhold til Kulafgiftsloven § 5, stk. 3.
Selskabet havde i december 2008 og januar 2009 indledt forsøg med medforbrænding af affald på sit centrale kraftvarmeværk, hvor affaldet blev indfyret sammen med kul. Forsøgene fandt sted under normale driftsvilkår med produktion af både elektricitet og varme. Selskabet havde forud opnået dispensation fra Energistyrelsen i henhold til Elforsyningsloven § 2, stk. 4 til disse begrænsede forsøg, da det normalt ikke var tilladt centrale kraftvarmeværker at afbrænde affald i henhold til .
Afgiftssatser i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.
Oversigt over afgiftssatser i lov om afgift af svovl for forskellige brændselstyper samt regler for godtgørelse og indeksering.
Selskabet indsendte negative efterangivelser for affaldsvarmeafgift, da beregningen efter Kulafgiftsloven § 5, stk. 3 resulterede i et negativt beløb. Selskabet argumenterede for, at lovteksten var klar og entydig, og at der ikke var hjemmel til at fastsætte afgiftstilsvaret til 0 kr. eller nægte udbetaling af et negativt afgiftstilsvar, især med henvisning til Opkrævningsloven § 12, som generelt tillader udbetaling af negative tilsvar. Selskabet påpegede også, at Skatteministeriet var blevet gjort opmærksom på muligheden for negative afgiftstilsvar forud for en lovændring i 2009, men at reglerne ikke var blevet ændret i tide til at forhindre dette for de omhandlede perioder.
SKAT afviste anmodningen om tilbagebetaling. SKAT anførte, at Kulafgiftsloven § 5, stk. 3 oprindeligt var tiltænkt decentrale affaldsfyrede forbrændingsanlæg, hvor affald var den primære energikilde, og ikke centrale kulfyrede kraftvarmeværker, hvor affald kun udgjorde en lille andel. SKAT mente, at det ikke havde været hensigten med lovbestemmelsen, at der kunne ske udbetaling af beløb, som aldrig reelt var indbetalt, og at et negativt beregningsresultat ikke medførte et retskrav på udbetaling. SKAT fremhævede, at en senere lovændring (lov nr. 503 fra 2008, med virkning fra 1. april 2009, der indførte Elforsyningsloven § 12 a) ville eliminere denne konfliktmulighed, hvilket bekræftede, at den tidligere lovgivning ikke var tiltænkt at udløse negative afgiftstilsvar for centrale værker.

Sagen omhandlede et interessentskabs anmodning om fuld tilbagebetaling af kuldioxidafgift for elektricitet forbrugt til ...
Læs mere
Sagen omhandler et interessentskabs anmodning om tilbagebetaling af 429.478 kr. i CO2-afgift for perioden 1. januar 2010...
Læs mere