Momsfradrag ved leasing: Beregning af pro rata-sats for goder og tjenesteydelser til blandet brug

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Portugal vedrørende fortolkningen af artikel 17 i sjette momsdirektiv (77/388/EØF). Sagen er anlagt af Fazenda Pública (de portugisiske skattemyndigheder) mod Banco Mais SA, et leasingselskab, og drejer sig om beregningen af momsfradrag for goder og tjenesteydelser til blandet brug.

Banco Mais foretog fuldt momsfradrag for goder og tjenesteydelser, der udelukkende blev anvendt til transaktioner, der gav ret til fradrag, og beregnede en pro rata-sats for goder og tjenesteydelser til blandet brug. Skattemyndighederne mente, at den anvendte metode førte til en væsentlig forvridning af afgiftsbelastningen, især ved leasingtransaktioner, hvor der ikke blev fratrukket den del af lejen, der dækkede køretøjernes anskaffelsesværdi.

Det præjudicielle spørgsmål er, om den fulde leje (inklusive afdrag på lån, renter og andre omkostninger) skal indregnes i nævneren ved beregningen af pro rata-satsen, eller om kun renterne skal tages i betragtning, da de udgør bankens indtjening ved leasingaftalen.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 17, stk. 5, tredje afsnit, litra c), i sjette momsdirektiv ikke er til hinder for, at en medlemsstat under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede pålægger en bank, der udøver leasingvirksomhed, alene at medtage rentedelen af leasingbetalingerne i beregningen af pro rata-satsen for momsfradrag, når brugen af de pågældende goder og tjenesteydelser primært er relateret til finansieringen og administrationen af leasingkontrakterne. Det er den forelæggende rets opgave at efterprøve dette.

Domstolen præciserede, at medlemsstaterne skal sikre, at beregningsmetoden giver mulighed for mest præcist at fastlægge den del af momsen, der er knyttet til transaktioner, der giver ret til fradrag. Neutralitetsprincippet fordrer, at beregningsreglerne objektivt afspejler, hvilken del af udgifterne til goder og tjenesteydelser til blandet brug, der reelt kan henføres til transaktioner, der giver ret til fradrag.

Domstolen bemærkede, at leasingtransaktioner kan nødvendiggøre brug af visse goder og tjenesteydelser til blandet brug, men denne brug er ofte en følge af finansieringen og administrationen af kontrakterne og ikke af selve tilrådighedsstillelsen af køretøjerne. Hvis beregningen af fradragsretten baseres på omsætning og tager hensyn til beløb, der svarer til den del af lejen, der kompenserer for tilrådighedsstillelsen af køretøjerne, kan det føre til en mindre præcis pro rata-sats for fradraget end ved at basere den på rentedelen, der dækker finansierings- og administrationsomkostninger.