Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
Det Forenede Kongerige, Frankrig, Cypern, EU-medlemsstater, EU’s institutioner og organer, Europa-Kommissionen
Generaladvokat
Kasel
Le Crédit Lyonnais (LCL), et fransk pengeinstitut, var i tvist med den franske stat vedrørende beregningen af pro rata-satsen for momsfradrag i perioden 1988-1990. Tvisten opstod, fordi de franske skattemyndigheder nægtede at medregne rentebeløb fra lån, som LCL's hovedsæde havde bevilget til filialer uden for Frankrig, i beregningen af pro rata-satsen.
LCL argumenterede for, at indtægterne fra filialer i andre EU-medlemsstater og tredjelande skulle medregnes ved fastlæggelsen af pro rata-satsen, da disse filialer sammen med hovedsædet udgjorde en enkelt afgiftspligtig person.
Conseil d’État forelagde herefter følgende spørgsmål for EU-domstolen:
Domstolen skulle tage stilling til, om et selskab med hovedsæde i en medlemsstat ved beregningen af pro rata-satsen for momsfradrag kan medregne omsætningen fra sine filialer i andre medlemsstater og tredjelande.
Domstolen fastslog, at et selskab med hovedsæde i en medlemsstat ikke kan medregne omsætningen fra sine filialer i andre medlemsstater eller tredjelande ved beregning af pro rata-satsen for momsfradrag. Domstolen præciserede, at medlemsstaterne ikke kan anvende beregningsregler, der tillader medregning af omsætning fra filialer beliggende i andre medlemsstater eller tredjelande ved fastlæggelsen af pro rata-satsen for momsfradrag for de enkelte virksomhedssektorer.
Domstolen begrundede afgørelsen med, at fradragsordningen er baseret på territorial tilknytning, og at den økonomiske virksomhed, der udøves af en afgiftspligtig person via et fast forretningssted i en anden stat, anses for udøvet fra dette faste forretningssted. Domstolen fremhævede også, at princippet om momsens neutralitet ikke nødvendigvis sikres bedre ved at tillade en afgiftspligtig person at beregne pro rata-satsen under hensyntagen til omsætningen fra faste forretningssteder i andre medlemsstater.
Domstolen fremhævede følgende retlige principper:
SkatteministerietOversigt over de gældende satser og beløbsgrænser for 2025 og 2026 i ligningsloven.
Skatteministeriet
Sagen omhandlede en dansk filial af et norsk selskab, der anmodede om genoptagelse af momstilsvaret for perioden 1. januar 2014 til 31. december 2016 med henblik på at opnå momsfradrag. Filialen, hvis primære aktivitet var formidling og distribution af værdipapirer i norske fonde til danske kunder, mente at være berettiget til fuldt momsfradrag i henhold til Momsloven § 37, stk. 7, da ydelserne var momsfritaget efter Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra e og leveret til aftagere uden for EU (norske fonde).
Oversigt over de gældende skattesatser og beløbsgrænser i selskabsskatteloven for 2025 og 2026.
Forårsrapporten fra Det Økonomiske Råds formandskab indeholder vurderinger af dansk økonomi frem mod 2030, herunder analyser af velfærd og selskabsskat.
Skattestyrelsen afviste anmodningen med den begrundelse, at filialen ikke udøvede selvstændig økonomisk virksomhed i forhold til hovedetableringen i Norge, jf. Momsloven § 3, stk. 1, og ikke selvstændigt leverede ydelser mod vederlag, jf. Momsloven § 4, stk. 1. Skattestyrelsen henviste til, at rammeaftaler og betalinger skete direkte mellem hovedetableringen og fondene, og at filialens indtægter alene var et resultat af intern allokering. Den økonomiske risiko blev anset for at påhvile hovedetableringen, hvilket betød, at filialen og hovedetableringen udgjorde ét og samme momssubjekt, jf. EU-Domstolens dom i sagen C-210/04, FCE Bank.
Filialens repræsentant fastholdt, at filialen var berettiget til fradrag. Repræsentanten argumenterede for, at filialen de facto leverede formidlingsydelser fra et fast forretningssted i Danmark med tilstrækkelige ressourcer. Der blev henvist til EU-Domstolens domme i sagerne C-388/11, Le Crédit Lyonnais, og C-165/17, Morgan Stanley, for at underbygge, at momsfradragsretten skulle opgøres separat for filialen, uafhængigt af hovedetableringens omsætning, og at filialen havde ret til fradrag, hvis hovedetableringens aktiviteter ville give ret til fradrag, hvis de var udført i Danmark. Filialen påpegede, at Skattestyrelsens synspunkt var i strid med principperne i Morgan Stanley-dommen, som ifølge Skatterådets afgørelse SKM2023.184.SR ændrer hidtidig dansk praksis. Filialen afviste relevansen af SKM2023.264.ØLR, da den omhandlede en fællesregistrering, hvilket ikke var tilfældet i den aktuelle sag for den omhandlede periode.
Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesfinanzhof i Tyskland vedrørende fortolkningen af artikel...
Læs merePortugal Telecom SGPS SA anlagde sag mod Fazenda Pública (de portugisiske skattemyndigheder) vedrørende metoden for fast...
Læs mereLovforslag om modernisering af momsregler for e-handel, digitale salgsregistreringssystemer og andre skatteændringer
