Begrænsning af adgang til at afslå fuldbyrdelse af europæisk arrestordre til egne statsborgere er i strid med EU-retten

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d’appel d’Amiens i Frankrig vedrørende fortolkningen af artikel 4, nr. 6), i Rådets rammeafgørelse 2002/584 om den europæiske arrestordre og artikel 18 TEUF.

João Pedro Lopes Da Silva Jorge, en portugisisk statsborger med bopæl i Frankrig, er genstand for en europæisk arrestordre udstedt af Portugal med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf for narkotikahandel. De franske domstole skal afgøre, om arrestordren skal fuldbyrdes.

Den franske lovgivning tillader kun afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, hvis den eftersøgte er fransk statsborger, og de franske myndigheder påtager sig at fuldbyrde straffen. Cour d’appel d’Amiens spørger, om denne nationale lovgivning er forenelig med EU-retten.

Hovedargumenter

• João Pedro Lopes Da Silva Jorge: Anfører, at fuldbyrdelse af arrestordren vil være i strid med hans ret til familieliv (artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention) og at den franske lovgivning diskriminerer på grundlag af nationalitet.
• Den franske regering: Hævder, at rammeafgørelsen ikke forpligter medlemsstaterne til at fuldbyrde straffe idømt i andre medlemsstater, og at den nationale lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten.

Domstolen skal afgøre, om en medlemsstat kan begrænse muligheden for at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre til kun at gælde egne statsborgere.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 og artikel 18 TEUF skal fortolkes således, at en medlemsstat ved gennemførelsen af artikel 4, nr. 6), ikke automatisk kan udelukke statsborgere fra andre medlemsstater, der opholder sig eller er bosat på dens område, fra at påberåbe sig denne bestemmelse.

Domstolen præciserer, at den forelæggende ret er forpligtet til at fortolke national ret i lyset af rammeafgørelsens ordlyd og formål for at sikre dens fulde virkning.

Begrundelse

Domstolen begrunder afgørelsen med:

• Rammeafgørelsens formål om at fremme resocialisering af dømte personer.
• Princippet om ikke-diskrimination på grundlag af nationalitet.
• Nødvendigheden af at sikre EU-rettens fulde virkning.
• At medlemsstaterne har en vis skønsmargen ved gennemførelsen af rammeafgørelsen, men denne skønsmargen er begrænset af EU-rettens generelle principper.