Den Europæiske Arrestordre: Fuldbyrdelse af domme afsagt in absentia og beskyttelse af grundlæggende rettigheder

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Constitucional (Spanien) vedrørende fortolkningen af artikel 4a, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA om den europæiske arrestordre.

Sagen udspringer af en sag mellem Stefano Melloni og Ministerio Fiscal vedrørende fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre udstedt af italienske myndigheder med henblik på afsoning af en fængselsdom afsagt in absentia.

De centrale spørgsmål er:

• Kan en national domstol betinge fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre af, at den dømte (in absentia) får mulighed for en ny retssag i den udstedende medlemsstat?
• Er artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelsen forenelig med retten til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang (artikel 47 i EU-charteret) og retten til forsvar (artikel 48, stk. 2, i EU-charteret)?
• Tillader artikel 53 i EU-charteret en medlemsstat at betinge overgivelsen af en person dømt in absentia af, at dommen prøves på ny i den udstedende medlemsstat for at sikre et højere beskyttelsesniveau af grundlæggende rettigheder end EU-retten?

Melloni argumenterede for, at hans grundlæggende rettigheder var blevet krænket, da han ikke havde mulighed for at appellere dommen afsagt in absentia.

Ministerio Fiscal argumenterede for, at rammeafgørelsen ikke tillader en sådan betingelse, og at EU-retten har forrang.

Afgørelse

Domstolen fastslog:

1. Artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, ændret ved rammeafgørelse 2009/299/RIA, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed i de tilfælde, der er anført i denne bestemmelse, betinger fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, af, at domfældelsen, afsagt in absentia, kan prøves på ny i den udstedende medlemsstat.
2. Artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, er forenelig med de krav, der følger af artikel 47 og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
3. Artikel 53 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at den ikke tillader den fuldbyrdende medlemsstat at betinge overgivelsen af en person, der er dømt in absentia, af, at domfældelsen kan prøves på ny i den udstedende medlemsstat, med henblik på at undgå en tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang og af retten til forsvar, der er garanteret ved dens forfatning.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at rammeafgørelsen har til formål at fremme og fremskynde det retslige samarbejde mellem medlemsstaterne. Artikel 4a, stk. 1, har til formål at harmonisere betingelserne for fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, og en medlemsstat kan ikke påberåbe sig chartrets artikel 53 for at tilsidesætte EU-rettens forrang.