Efteropkrævning for varme baseret på faktisk måleraflæsning fundet rimelig

Energitilsynets oprindelige afgørelse

Energitilsynet fandt det urimeligt, at Roskilde Forsyning opkrævede betaling for et beregnet merforbrug for regnskabsåret 2001/2002. Tilsynet henviste til en praksis, hvor regulering normalt kun kan ske for indeværende og foregående regnskabsår, medmindre forbrugeren har handlet i ond tro. Tilsynet mente ikke, der var grundlag for at statuere ond tro og anså forsyningens krav som en efterregulering af et tidligere år, hvilket blev anset for urimeligt efter Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4.

Klagen til Energiklagenævnet

Roskilde Forsyning klagede over afgørelsen og anførte, at der ikke var tale om et beregnet forbrug, men en afregning baseret på faktiske måleraflæsninger. Forsyningen argumenterede for, at de var berettigede til at opkræve betaling for det samlede forbrug, der var registreret på måleren mellem de to årlige aflæsninger, og at den høje regning for 2002/2003 reelt dækkede et for lavt opgjort forbrug fra 2001/2002.

Energiklagenævnet ændrede Energitilsynets afgørelse og fandt, at Roskilde Forsynings opkrævning var rimelig.

Betaling for faktisk målt forbrug

Nævnets afgørelse hviler på det grundlæggende princip, at en forbruger skal betale for det målte forbrug, medmindre der kan påvises fejl ved måleren. I denne sag blev måleren kontrolleret på et uafhængigt værksted og fundet fejlfri. Den høje måling for 2002/2003 blev derfor anset for at være en korrekt registrering af det samlede forbrug siden sidste aflæsning.

Energiklagenævnet lagde afgørende vægt på, at forsyningens krav ikke var baseret på et beregnet skøn, men på en faktisk aflæsning af en velfungerende måler. At måleren havde været ude af drift i en periode blev ikke anset for en målerfejl, der kunne begrunde en nedsættelse af regningen.

På denne baggrund konkluderede nævnet, at Roskilde Forsynings krav om betaling for det samlede, målte forbrug ikke var urimeligt i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4. Afgørelsen blev truffet i medfør af Varmeforsyningsloven § 26.

Nykøbing Falster Kommunes klage

NFK gjorde gældende, at Energitilsynet ikke havde begrundet, hvorfor det var urimeligt at beregne forbruget for perioden 1999/2000. Kommunen oplyste, at beregningen var foretaget for perioden 1. oktober 1999 til 30. september 2000, da der ikke var modtaget en aflæsning af måleren pr. 30. september 2000. Forbruget for denne periode var maskinelt skønnet. Kommunen fastholdt, at en kundes manglende aflæsning ikke kunne fritage for beregning ved målerfejl. NFK henviste desuden til, at DFF’s vejledning i tilfælde af bevidst fejlaflæsning eller manglende aflæsning åbnede mulighed for at anvende Lov om Forældelse af Visse Fordringer § 1, hvorefter krav kunne gøres gældende i op til 5 år tilbage.

Energitilsynets redegørelse og kommunens bemærkninger

Energitilsynet fastholdt, at afgørelsen var begrundet med henvisning til tilsynets praksis og DFF’s vejledning. Tilsynet var enig i, at manglende aflæsning ikke fritog for beregning ved målerfejl, men fandt det urimeligt, at opkrævning for perioden 1999/2000 først skete i maj 2002. Tilsynet bemærkede også, at det kunne tage sager op på eget initiativ, jf. Bekendtgørelse om Energitilsynets opgaver § 3, punkt 1.

NFK svarede, at beregningen først kunne foretages, da det blev konstateret, at der var grundlag for beregning, hvilket skete ved et besøg den 22. november 2001. Da kunden var flyttet ind den 1. april 1999, var der intet tidligere forbrug at basere en beregning på, og derfor måtte beregningen afvente en periode med tilstrækkelige data.

Energiklagenævnets bemærkninger

Energiklagenævnet bemærkede, at kun spørgsmålet om NFK's ret til at opkræve det beregnede forbrug for 1999/2000 var påklaget. Nævnet konstaterede, at varmeforsyningen ikke havde haft mulighed for at foretage beregningen af forbruget fra 1. oktober 1999 til 30. september 2000 før 7. maj 2002, da der ikke tidligere forelå et forbrug at beregne ud fra. Nævnet fandt, at det i denne sag ikke var varmeforsyningen, der havde udvist passivitet, men derimod forbrugeren, som ikke havde aflæst varmemåleren, hvilket vedkommende var forpligtet til ifølge varmeforsyningens leveringsbetingelser.

Nævnet argumenterede, at hvis en forbruger forsømmer periodiske aflæsninger, og dette medfører, at en målerfejl forbliver uopdaget i længere tid, bør det ikke medføre en økonomisk fordel for forbrugeren. Det ville derfor være urimeligt, hvis varmeforbrugeren i dette tilfælde kunne undgå at betale for et beregnet forbrug i 1999/2000, når den kontraktstridige passivitet var årsag til, at måleren ikke blev aflæst, og målerfejlen ikke blev opdaget i tide. Nævnet fandt derfor, at det i den konkrete situation ikke var en betingelse, at forbrugeren havde været i ond tro, for at fravige hovedreglen i DFF’s vejledning om, at beregning af forbrug ”normalt” kun må ske i indeværende og foregående år. Konsekvenserne af den manglende aflæsning skulle bæres af varmeaftageren frem for kollektivet af samtlige varmeaftagere.