Bevillingsspørgsmål vedrørende interne elnet i Kastrup Lufthavn

Vurdering af Nettets Karakter

Nævnet vurderede, at hverken definitionen af "distributionsnet" eller "kollektive elforsyningsnet" i Elforsyningsloven § 5 alene var tilstrækkelig til at afgøre, om CPH's interne net var kollektivt i lovens forstand. Nævnet lagde vægt på Energistyrelsens praksis med en nedre grænse for bevillingspligt, hvor interne net i tekniske anlæg som lufthavne ikke blev anset for selvstændigt bevillingspligtige. Denne praksis blev fundet saglig og anvendt korrekt i sagen. Derfor tiltrådte nævnet, at elnettet i lufthavnen har karakter af et internt fordelingsnet, der ikke er et "net" i elforsyningslovens forstand, og dermed hverken kræver eller kan opnå bevilling.

Ejerskab og Bevilling

CPH's argument om, at sammenfaldet af ejerskab og slutbrugerstatus gjorde nettet kollektivt i henhold til Elforsyningsloven § 51, stk. 4, blev afvist. Nævnet fastslog, at denne paragraf sigter mod at udelukke leasingkonstruktioner og lignende, og at der ikke var grundlag for at udlede, at bevillingshaverens pligt til at eje anlæg gjorde lufthavnens interne net kollektivt.

Eneretsbevilling og Konkurrence

Nævnet fandt, at Københavns Energis (KE) bevilling til netvirksomhed i Tårnby og Dragør kommuner havde karakter af en eneretsbevilling. Dette blev begrundet med bevillingsperioden på mindst 20 år jf. Elforsyningsloven § 19, stk. 2, at bevillinger er undtaget fra retsforfølgning og kun kan overdrages med ministerens tilladelse jf. Elforsyningsloven § 53, samt den begrænsede adgang til at inddrage en bevilling jf. Elforsyningsloven § 54. Dette, sammenholdt med hensynet til forsyningssikkerheden jf. Elforsyningsloven § 1, betød, at bevillingen ikke uden KE's samtykke kunne overdrages andre. Nævnet præciserede, at kun netvirksomhed er bevillingspligtig efter elforsyningsloven, hvilket stemmer overens med Stærkstrømsloven § 10 og Stærkstrømsloven § 15, der ikke stiller krav om bevilling til drift af elektriske anlæg og materiel som findes i lufthavnen. CPH stod frit til at sælge sit elnet til et aktieselskab eller andre, men med respekt for KE's ret og pligt til at drive kollektiv netvirksomhed i området.

Subsidiær Påstand

Nævnet fandt, at der i medfør af Elforsyningsloven § 2, stk. 4 kun er hjemmel til at undtage mindre anlæg eller aktiviteter, som er omfattet af loven. Da lufthavnens elnet ikke var omfattet af lovens regler om bevillingspligt, var der ikke grundlag for at tage stilling til en undtagelse.

Energistyrelsen godkendte den 23. juli 2009 overdragelsen af bevillingerne til netvirksomhed og transmissionsvirksomhed til det nyoprettede selskab, jf. elforsyningslovens § 53. Af denne afgørelse fremgik det eksplicit, at samtlige netkunder, herunder Banedanmark og Stålvalseværket, som fysisk var tilsluttet 132 kV-transmissionsnettet, skulle forblive hos klager. Bevillingerne blev senere overdraget til klager med Energistyrelsens godkendelse.

Energistyrelsens genoptagelse og afgørelse

Den 23. november 2016 orienterede Energistyrelsen klager om sin beslutning om at genoptage afgørelsen fra 2009. Formålet var at præcisere, at håndteringen af elforbrugere direkte tilsluttet transmissionsnettet ikke var omfattet af klagers netbevilling. Den 1. august 2017 traf Energistyrelsen den påklagede afgørelse, hvor den oprindelige afgørelse blev ændret med en præcisering om, at håndtering af disse forbrugere ikke er en aktivitet omfattet af netbevillingen af 31. marts 2005.

Energistyrelsen begrundede sin afgørelse med, at det påhviler styrelsen at rette afgørelser, der strider mod elforsyningsloven. De henviste til elforsyningslovens § 19, stk. 1, som kræver bevilling for transmissions- og netvirksomhed, samt til lovbemærkninger, der angiver, at en transmissionsvirksomhed med direkte tilsluttede forbrugere også er bevillingspligtig som netvirksomhed. Energistyrelsen fremhævede også elforsyningslovens § 47, stk. 1, som fastslår, at samme virksomhed som udgangspunkt ikke kan have begge bevillinger, og at aktiviteter skal ligge inden for bevillingens rammer. De mente, at håndtering af transmissionskunder er en opgave for en transmissionsvirksomhed, hvilket er i overensstemmelse med definitionerne i elforsyningslovens § 5. Selvom klager havde varetaget opgaven siden 2005 uden indgriben, og den oprindelige afgørelse fra 2009 henviste til aftalen om kundernes forbliven hos klager, var der ifølge Energistyrelsen ikke hjemmel til at stille et sådant vilkår. Dog anerkendte Energistyrelsen, at klager havde haft en berettiget forventning, hvorfor afgørelsen først ville træde i kraft fra modtagelsesdatoen.

Klagers synspunkter

Klager argumenterede for, at de historisk og fortsat har en direkte aftalerelation til de omhandlede kunder, og at dette er en generelt anvendt model i det østdanske område. De har varetaget alle opgaver og forpligtelser i henhold til elforsyningsreguleringen, herunder måling, fakturering og afregning, og Energitilsynet har godkendt deres tariffer for disse kunder (A0-kunder). Klager mente, at håndteringen af disse kunder udgør en netaktivitet, der skal udøves inden for rammerne af en netvirksomhed og på grundlag af en netbevilling, jf. elforsyningslovens § 19, stk. 1. De henviste til definitionerne i elforsyningslovens § 5, især nr. 6 og 16, som placerer kunderelationer under distributionsnettet og netvirksomheden, selv for kunder direkte forbundet med transmissionsnettet. Klager påpegede, at Energinet ikke har hjemmel til at udøve netvirksomhed, jf. lov om Energinet.dk § 2, stk. 2, og ikke er undtaget fra bevillingskravet for netvirksomhed, jf. elforsyningslovens § 19. Klager anførte desuden, at afgørelsen var indgribende og manglede et tilstrækkeligt klart hjemmelsgrundlag, og at den tvangsmæssige afståelse af 132 kV-transmissionsnettet, jf. elforsyningslovens § 35, alene omfattede nettet og ikke kundeforholdene.