Elforsyningsloven § 51

Klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med overholdelsen af vilkårene i bevillingerne samt med den virksomhed, som Energinet og denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet udøver i medfør af lov om elforsyning, regler udstedt i medfør af loven og bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det indre marked for elektricitet. For så vidt angår ministerens tilsyn med Energinets og denne virksomheds helejede datterselskabers administrative opgaver vedrørende miljøvenlig elektricitet, jf. § 28, stk. 1, nr. 4, indgår også den klagesagsbehandling, som er forbundet med Energinets og denne virksomheds helejede datterselskabers afgørelser efter regler fastsat i medfør af denne lov og lov om fremme af vedvarende energi.

Stk. 2. Bevillingshavere til net-, transmissions- og produktionsvirksomhed skal eje de anlæg, som anvendes til gennemførelsen af de bevillingspligtige aktiviteter.

Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i særlige tilfælde give dispensation fra bestemmelsen i stk. 2.

Forarbejder til Elforsyningsloven § 51

Retsinformation

Udgifterne forbundet med miljø- og energiministerens tilsyn med bevillingshaverne skal, som i dag, betales af de bevillingspligtige virksomheder. Betalingsforpligtelsen omfatter de aktiviteter, som er en nødvendig forudsætning for bevillingsstilsynet.

Lovforslaget indebærer, at et meget stort antal virksomheder vil blive bevillingspligtige, og det må forventes, at miljø- og energiministerens tilsynsopgaver med de bevillingspligtige virksomheder, især i en overgangsperiode, hvor bevillingerne skal udstedes, vil være betydeligt større end i dag.

Lovforslaget viderefører endvidere den eksisterende praksis, hvorefter elsektorens virksomheder betaler et bidrag til miljø- og energiministeriets opgaver i forbindelse med planlægningen m.m. på elområdet. Beløbet vil i fremtiden ikke skulle udredes af de konkurrenceudsatte produktions- og handelsvirksomheder, men alene af de kollektive elforsyningsvirksomheder.

Ifølge forslaget er det et krav, at bevillingshaverne skal eje de anlæg, som anvendes til gennemførelse af deres bevillingspligtige aktiviteter. Der kan dog i særlige tilfælde dispenseres fra kravet. Det er af væsentlig betydning for hele tankesættet bag lovforslaget, at bevillingshaverne har den fulde ejendomsret over net og produktionsmidler. Dette er bl.a. en forudsætning for at sikre forbrugerindflydelsen med hensyn til forvaltningen af elsektorens værdier. Bestemmelsen tilsigter derfor at udelukke konstruktioner, hvor bevillingshaveren eksempelvis frasælger nettet men fortsætter med aktiviteten, f.eks. på grundlag af en leasingaftale med køberen.

Hvis der f.eks. af hensyn til forsyningssikkerheden skulle vise sig behov for i særlige situationer at fravige kravet om, at bevillingshaveren skal eje de anlæg, som anvendes til den bevillingspligtige aktivitet, har ministeren mulighed for at dispensere fra kravet ved bemyndigelsen i stk. 5. En sådan dispensation kunne eksempelvis blive aktuel såfremt en netbevillingshaver opgav eller mistede sin bevilling til netdrift, men ikke ønskede at afhænde sine net. Af hensyn til forsyningssikkerheden ville det i en sådan situation være nødvendigt at give bevilling til en virksomhed, der ikke ejede de pågældende net.