Energiklagenævnets afgørelse om afskrivningsgrundlaget for den sydgående transmissionsledning

Klagers synspunkter

Farum Fjernvarme anfører, at Energitilsynets afgørelse bør ophæves og hjemvises. Klager fremfører følgende hovedpunkter:

• Konkret foretagne afskrivninger efter varmeforsyningsloven: Energitilsynet har handlet i strid med det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip ved at basere sin afgørelse på en ensidig og udokumenteret opgørelse fra Vattenfall A/S. Klager mener, at afskrivningsgrundlaget burde være fastlagt ud fra byggeregnskabet og parternes aftalegrundlag, som udtrykkeligt angiver, at afskrivninger er foretaget og betalt via varmepriserne.
• Generel afskrivningspligt: Selvom varmeforsyningsloven ikke direkte kræver indregning af afskrivninger, medfører manglende afskrivninger, at underdækninger konverteres til en evig opkrævningsret, hvilket strider mod samtidighedsgrundsætningen i Varmeforsyningsloven § 20. Klager bestrider Energitilsynets fortolkning af afskrivninger som udelukkende likviditetsmæssige posteringer og mener, at de skal afspejle aktivets værdinedsættelse. Klager anfører, at manglende afskrivning er til væsentlig ulempe og bør give anledning til indgreb efter Bekendtgørelse om driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital ifølge lov om varmeforsyning § 8.
• Energitilsynets sagsbehandling: Klager kritiserer Energitilsynets sagsbehandling for at være i strid med god forvaltningsskik, herunder forsinket behandling, uhensigtsmæssig opdeling af sager og tvivlsom kommunikationsform.

Vattenfall A/S, I/S Vestforbrænding og DONG Energy A/S' synspunkter

Vattenfall A/S støtter Energitilsynets afgørelse og afviser, at Farum Fjernvarme har betalt for afskrivninger via varmepriserne. De henviser til prisaftaler, der fastsætter kapitalomkostninger som en rente af anlægssummen, ikke som afskrivninger. I/S Vestforbrænding tilslutter sig Vattenfall A/S' bemærkninger, mens DONG Energy A/S ikke har afgivet bemærkninger.

Energitilsynets udtalelse

Energitilsynet fastholder sin afgørelse og begrundelse:

• Konkret foretagne afskrivninger: Energitilsynet mener, at det er op til den enkelte varmevirksomhed at beslutte omfanget af afskrivninger. For at afskrivninger kan anses for foretaget i varmeforsyningslovens forstand, skal de fremgå af et budget anmeldt til Energitilsynet. Privatretlige aftaler er ikke relevante for denne vurdering. Da der ikke er indsendt budgetter med afskrivninger, er der ikke foretaget varmeprismæssige afskrivninger.
• Generel afskrivningspligt: Energitilsynet anfører, at Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1 er en maksimalprisregulering, og at der ikke er en generel pligt til at foretage afskrivninger. Afskrivninger er likviditetsmæssige posteringer. Samtidighedsprincippet kan ikke begrunde en generel afskrivningspligt, og indgrebsbeføjelser i Bekendtgørelse om driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital ifølge lov om varmeforsyning §§ 7, 8 forudsætter, at afskrivninger er indregnet, eller at der er en konkret urimelig kapitaldannelse eller væsentlig ulempe, hvilket ikke er tilfældet her.
• Energitilsynets sagsbehandling: Energitilsynet afviser, at sagsbehandlingen har været i strid med god forvaltningsskik. Opdelingen af sager var hensigtsmæssig grundet forskellige hjemmelsgrundlag (Varmeforsyningsloven § 23 f, stk. 4 vs. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4). Den lange sagsbehandlingstid skyldtes bl.a. en omfattende undersøgelse, fristforlængelser og personalemæssige forhold. Kommunikationsformen er beklaget af direktøren, og tekniske forhold forklarer initialerne.

Energiklagenævnet stadfæster Energitilsynets afgørelse af 25. november 2014.

Energitilsynets sagsbehandling

Energiklagenævnet bemærker, at tilsidesættelse af god forvaltningsskik ikke kan medføre en afgørelses ugyldighed, da det ikke relaterer sig til afgørelsens materielle indhold. Nævnet finder, at Energitilsynet i vidt omfang selv kan tilrettelægge sin sagsbehandling, herunder opdeling af sager. Da spørgsmålet om afskrivningsgrundlaget juridisk set kan afgøres uafhængigt af den generelle prisfastsættelse, giver Energitilsynets opdeling ikke anledning til bemærkninger. Sagsbehandlingstiden på ca. 3,5 år anses dog for usædvanlig lang, og Energitilsynet burde have orienteret klager tidligere om behandlingen af afskrivningsgrundlaget. Spørgsmålet om kommunikationsformen giver ikke yderligere bemærkninger, da Energitilsynets direktør har beklaget sprogbruget, og de tekniske forhold er forklaret.

Afskrivningsgrundlag for transmissionsledningen

Energiklagenævnet er enig med Energitilsynet i, at Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1 regulerer, hvilke omkostninger der kan indregnes i varmeprisen, og at formålet ikke er at skabe et retvisende billede af et aktivs værdi. En betingelse for, at varmeprismæssige afskrivninger kan anses for foretaget, er, at de har fremgået af et budget anmeldt til Energitilsynet i forbindelse med en prisanmeldelse. Der gælder ikke en generel pligt til at foretage og indregne afskrivninger på anlægsaktiver efter Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1 eller Bekendtgørelse om driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital ifølge lov om varmeforsyning. Det såkaldte ”samtidighedsprincip” kan heller ikke føre til en generel afskrivningspligt.

Nævnet anerkender, at undladelse af varmeprismæssige afskrivninger over længere tid i visse tilfælde kan medføre urimelig kapitaldannelse (Bekendtgørelse om driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital ifølge lov om varmeforsyning § 7), væsentlige ulemper (Bekendtgørelse om driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital ifølge lov om varmeforsyning § 8) eller at omkostninger ikke længere er nødvendige (Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1, jf. § 21, stk. 4). Dette forudsætter dog, at afskrivningerne indregnes på et senere tidspunkt, og en konkret vurdering af urimelig kapitaldannelse eller væsentlige ulemper. Nævnet finder ikke, at der i nærværende sag er forhold, der støtter dette.

Energiklagenævnet konkluderer, at der ikke er foretaget afskrivninger på transmissionsledningen i varmeforsyningslovens forstand, da der ikke er indsendt budgetter eller prismæssigt materiale, der viser indregning af afskrivninger. Hvad der måtte følge af parternes privatretlige varmeleveringsaftaler, er uden betydning, da civilretlige tvister ligger uden for Energitilsynets og Energiklagenævnets kompetence, jf. Elforsyningsloven § 78, stk. 1.

Kapitalsagen og dens Betydning

Den såkaldte Kapitalsag omhandlede den bundne egenkapital i elnetvirksomhederne. Efter elreformen i 1999 blev der skelnet mellem fri og bunden kapital, hvor den bundne kapital skulle komme elforbrugerne til gode. En politisk aftale fra 2004 løste Kapitalsagen ved at ophæve sondringen mellem bunden og fri egenkapital, så al kapital blev til ejernes fri disposition. Dette medførte dog, at der ikke måtte ske prisstigninger for forbrugerne, hvilket førte til en ny indtægtsrammeregulering. Ændringen indebar blandt andet en ændring af Elforsyningslovens § 69, stk. 2 og Elforsyningslovens § 70, stk. 2, så alle indtægter, der ikke dækkede udgifter, kom til fri disposition, forudsat indtægtsrammerne ikke blev overskredet.

Energitilsynets Afgørelse

Energitilsynet fandt, at klagers anlægsfinansiering var mindre end anlægsværdierne efter varmeforsyningsloven, hvilket førte til kapitaldannelse, når hele anlægskontoen blev afskrevet i fjernvarmepriserne. Tilsynet pålagde derfor klager at nedskrive den prismæssige anlægssaldo med 32.886.003 kr., svarende til anlægstilgangene i perioden 2006-2008, da de mente, at indregningen af renteudgifter på primoanlægssaldi i stedet for faktiske renteudgifter på selskabets rentebærende gæld var i strid med Varmeforsyningslovens § 20, stk. 1 og 2.

Klagers Synspunkter

Klager argumenterede for, at Energitilsynets pålæg skulle ophæves med følgende hovedpunkter:

• Den varmeprismæssige anlægssaldo er baseret på værkets faktiske omkostninger, og finansieringen er irrelevant for afskrivningerne. Forskellen mellem anlægssaldo og gæld skyldes, at aktiviteter uden for varmeforsyningsloven delvist har finansieret anlæggene, herunder elmæssige henlæggelser.
• Afgørelsen er i strid med Energiklagenævnets tidligere afgørelse af 16. juni 2006 (Slagelse Kraftvarmeværk), som fastslog, at beløb finansieret af elsiden skal tilbagebetales af varmeforbrugerne med renter via afskrivninger, uanset om kapitalen er bunden eller fri.
• Afskrivninger på og renter af de beløb, elsiden har finansieret, skal ikke indgå i varmesidens hvile-i-sig-selv-regnskab, da det ville betyde, at varmesiden ikke betalte forrentning og afskrivning på denne del af investeringen.
• Den likviditet, der fremkommer ved indregning af omkostninger i fjernvarmepriserne, skal dække disse omkostninger og ikke anvendes til andre formål inden for varmeforsyningslovens regi.

Energitilsynets Synspunkter

Energitilsynet fastholdt sin afgørelse med følgende argumenter:

• De faktiske forhold i denne sag kan ikke sammenlignes med Slagelse Kraftvarmeværk-sagen, da anlæggene ikke blev opført som led i kraftvarmeforsøgsordningen, og Kapitalsagens løsning ophævede koblingen mellem el- og varmesiden, så el-henlæggelserne nu tilgår klager og selskabets ejere.
• En fuld udnyttelse af afskrivningsgrundlaget, når gælden er lavere, fører til kapitaldannelse, som bør nedsætte afskrivningsgrundlaget for at undgå, at varmeforbrugerne fortsat betaler til klagers kapitaldannelse.
• Klagers indregnede finansieringsomkostninger er regnetekniske beregninger og ikke faktiske udgifter ved fremmedkapital, hvilket er i strid med Varmeforsyningslovens § 20, stk. 1.
• Afskrivningerne har ikke været nødvendige i henhold til Varmeforsyningslovens § 20, stk. 1 og 2 og har medført en urimelig kapitaldannelse i strid med Bekendtgørelse om driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital ifølge lov om varmeforsyning § 7.