Klage over ændring af varmepriser fra kontraktbaseret til omkostningsbaseret tarif

Energiklagenævnet understregede, at nævnets kompetence er begrænset til at vurdere sagen ud fra varmeforsyningslovens regler, og at aftaleretlige uenigheder falder uden for nævnets kompetence.

Kernen i afgørelsen er, at det ikke er urimeligt efter Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, at E.ON ændrer sine leveringsbestemmelser for at sikre overensstemmelse med lovens "hvile-i-sig-selv"-princip. Dette princip, fastlagt i Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1, indebærer, at priserne skal dække de nødvendige omkostninger. En tarifstruktur, hvor faste omkostninger dækkes af faste afgifter og variable omkostninger af variable afgifter, anses for at være den mest rimelige fordeling over for forbrugerne. Derfor blev Energitilsynets afgørelse om at tillade prisændringen stadfæstet.

• Substitutionsprisprincippet: Energitilsynet fandt, at substitutionsprisprincippet ikke fandt anvendelse, da klager blev betragtet som den endelige modtager af fjernvarmen, og ikke et kollektivt varmeforsyningsanlæg, der aftager varme til viderelevering. Dette blev begrundet med en analogi til Konkurrenceankenævnets kendelse af 15. juni 1993.
• Overdækning: Energitilsynet vurderede, at E.ON Produktions håndtering af tilbageførsel af tidligere års overdækning i 2011 ikke var i strid med Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1 og Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4.
• Pris på naturgas til klagers egne kedler: Spørgsmålet om prisen på naturgas til klagers egne kedler lå uden for Energitilsynets beføjelser i henhold til Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1 og Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, og blev henvist til domstolene.
• Pris på koncernintern naturgas: Energitilsynet fandt ikke anledning til en fornyet bedømmelse af prisniveauet for den koncerninternt handlede naturgas til E.ON Produktions kraftvarmeanlæg, da tidligere vurderinger (2009) havde fundet priserne inden for rammerne af nødvendige omkostninger.
• Samdrift af anlæg: En tvist om eventuelle aftaler om samdriften af kraftvarmeanlægget og kedlerne lå uden for Energitilsynets kompetence, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4.

Klagers synspunkter

Klager mente, at Energitilsynets afgørelse burde ændres, og at substitutionsprisprincippet skulle anvendes. Klager anførte, at der var en faktisk, realistisk og lovlig substitutionsmulighed, da klagers egne naturgasfyrede kedler havde tilstrækkelig kapacitet til at dække varmeforbruget, og det var lovligt at anvende naturgas i området. Klager argumenterede for, at varmeprisen skulle fastsættes som den laveste af den omkostningsbestemte pris eller substitutionsprisen, som klager selv kunne producere varmen til. Klager havde beregnet en markant lavere substitutionspris og en betydelig overdækning baseret herpå.

Klager mente desuden, at Energitilsynet havde kompetence til at vurdere, om E.ON Produktions leveringsvilkår, herunder valg af kedeldrift med højere gaspris, var urimelige.

Energitilsynets udtalelse til Energiklagenævnet

Energitilsynet fastholdt sin afgørelse og argumenterede for, at substitutionsprisprincippet ikke kunne anvendes, da klager var det sidste led i forsyningskæden, og der prismæssigt ikke var forskel på en almindelig fjernvarmeforbruger og klagers blokvarmecentral. Tilsynet understregede, at Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1 sikrer, at kun nødvendige omkostninger indregnes, og at substitutionsprisprincippet er udviklet til at sikre billigst muligt køb af fjernvarme til viderelevering, ikke til den endelige modtagers egenproduktion. Energitilsynet afviste desuden at lægge vægt på forudsætninger om priser i aftaler eller projektforslag, da dette var et civilretligt spørgsmål, jf. Elforsyningsloven § 78, stk. 1, og uden for tilsynets kompetence til at fortolke aftaler.