Afslag på retshjælpsdækning grundet påstået forsømmelse og manglende rimelig grund vedrørende tvist om ejendomskøb

• Modpart 1 havde adkomst til ejendommen, da stævningen blev udtaget, og Modpart 1 gjorde ikke gældende, at hun skulle frifindes på grund af overdragelsen. Byrettens frifindelse skete ex officio og var fejlagtig.
• Anmodning om tinglysning af stævningen blev indgivet, men Modpart 2's skøde blev tinglyst kort efter, før retten havde taget stilling til tinglysningsanmodningen. Klagerens advokat kunne ikke bebrejdes dette.
• Landsretssagen var nødvendig, da Modpart 1 fortsat nægtede den bindende aftale, uanset byrettens afgørelse.
• En adcitationssag ville også have medført omkostninger, og Klageren bestred, at den subsidiære påstand var frafaldet under hovedforhandlingen.
• Modpart 2 var i ond tro ved tinglysningstidspunktet, hvilket berettigede sagen mod Modpart 2.
• Sagerne var nødvendige og ikke indbyrdes modstridende, og Klageren havde krav på retshjælpsdækning, da sagerne blev ført med et gunstigt resultat.

Klageren henviste til Tinglysningsloven § 1, stk. 2 vedrørende god tro og ekstinktion, Tinglysningsloven § 12, stk. 3 og Tinglysningsloven § 23 vedrørende tinglysning af stævninger, samt Retsplejeloven § 312, stk. 3 og Retsplejeloven § 383 vedrørende sagsomkostninger og påstande i landsretten. Klageren argumenterede også for, at retsafgiften var korrekt beregnet ud fra ejendommens værdi, hvilket er sædvanlig praksis ved påstand om naturalopfyldelse.

Selskabet, ETU Forsikring A/S, skal yde retshjælpsdækning til klageren for de anmeldte retssager. Retssagerne betragtes som én forsikringsbegivenhed, og retssagen mod modpart 2 dækkes forholdsmæssigt, som havde den været behandlet som en adcitationssag til retssagen mod modpart 1. Allerede forfaldne beløb skal forrentes efter Forsikringsaftaleloven § 24. Klageren får i øvrigt ikke medhold, og klagegebyret tilbagebetales.

Begrundelse

Rimelig grund og forsømmelse

Nævnet finder, at klageren havde rimelig grund til at føre retssag ved byretten mod modpart 1. Dette skyldes sagens forløb om aftaleindgåelsen vedrørende købet af ejendommen, og at ejendommen fortsat tilhørte modpart 1 på tidspunktet for udtagelsen af stævningen. Selskabet har ikke løftet bevisbyrden for, at klageren ville have fået medhold i sin erstatningspåstand, såfremt denne ikke var blevet frafaldet under hovedforhandlingen i byretten.

Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort at have haft den fornødne rimelige grund til førelse af ankesag mod modpart 1. Erstatningspåstanden kunne have været påkendt allerede under byretssagen, og det ville have været mest hensigtsmæssigt at føre den som led i en samlet hoved- og adcitationssag mod både modpart 1 og 2. Retten kan ikke siges ex officio at have truffet afgørelse om, at ejendommen ikke kunne overdrages til klageren, idet det fremgik af parternes sagsfremstilling og bilag, at modpart 2 de facto havde erhvervet ejendommen, og modpart 1 havde nedlagt påstand om frifindelse over for både den principale og subsidiære påstand. Vurderingen af ankesagens rimelighed påvirkes ikke af, hvorvidt modpart 1 selvstændigt ville have anket byretsdommen, da en isoleret ankesag mod modpart 1 ikke var hensigtsmæssig.

Nævnet finder, at klageren havde rimelig grund til at føre retssag mod modpart 2 med henblik på afklaring af, om modparten ved sin tinglysning har fortrængt klagerens ret til at overtage ejendommen. Dette skyldes oplysningerne om modpart 2's kendskab til klagerens krav på ejendommen forud for hendes eget køb og tinglysning af denne. Sagen mod modpart 2 kunne med rimelighed have været anlagt som adcitationssag i forbindelse med byrettens behandling af klagerens krav mod modpart 1. Klageren og dennes advokat blev bekendt med oplysningerne om tinglysningen af handlen med modpart 2, da tinglysningen af stævningen på ejendommen blev afvist. Det havde været hensigtsmæssigt at inddrage kravene mod modpart 2 under en adcitationssag til den verserende sag mod modpart 1, da klagerens krav var at få den omhandlede ejendom tilskødet til sig. Selskabet skal derfor alene dække retssagen mod modpart 2 forholdsmæssigt, som havde sagen været anlagt som en adcitationssag. Opgørelsen må ske skønsmæssigt, og nævnet forudsætter, at parterne vil finde en løsning.

Én eller to forsikringsbegivenheder

Nævnet finder, at sagerne mod modpart 1 og modpart 2 må anses for at være én forsikringsbegivenhed, hvorfor klageren har ret til ét samlet dækningsmaksimum. Dette skyldes, at sagerne vedrører klagerens krav på at få tilskødet en ejendom eller modtage erstatning, og at kravene mod de to modparter er indbyrdes afhængige og støttes på samme faktiske forhold vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der var indgået en bindende aftale mellem klageren og modpart 1, og hvorvidt modpart 2 var bekendt med denne aftale og dermed var i ond tro på tidspunktet for tinglysningen den 28/7 2017.

Retsafgift

Nævnet har noteret, at modpart 1 ved landsrettens dom er pålagt at afholde omkostningerne til retsafgiften for begge retter. Da der herefter ikke består en konkret økonomisk tvist mellem klageren og selskabet vedrørende betalingen af retsafgiften, finder nævnet ikke grundlag for at træffe afgørelse herom, jf. nævnets vedtægter § 4, stk. 3, nr. 2.

AXA Corporate Solutions m.fl. (21) mod MAN Energy Solutions, filial af MAN Energy Solutions SE, TYSKLAND, Sag: BS-1387/2016-SHR

Efter sagens anlæg fremsatte If Skadeforsikring indsigelse om, at de ikke var rette sagsøgte, og at en ny sagsanlæggelse ville være forældet. Klagerens advokat anmodede herefter retten om tilladelse til at ændre sagsøgte i henhold til Retsplejeloven § 349, stk. 2 og Retsplejeloven § 124, stk. 3 vedrørende mandatarforhold. Retten afviste dog klagerens anmodning om at ændre sagsøgtes identitet i kendelser af 3. januar 2022 og 17. marts 2022. Klageren hævede herefter sagen.

Parternes påstande og argumenter

Klagerens påstande

Klageren kræver, at If Skadeforsikring opgør og betaler sagsomkostninger med udgangspunkt i rettens omkostningsafgørelse af 18. maj 2022, hvor sagsomkostningerne til den vindende part (If Skadeforsikring) blev fastsat til 110.000 kr. Klageren argumenterer for, at den største del af arbejdet i sagen vedrørte sagens realitet, og kun en mindre del vedrørte formalitetsindsigelsen om rette sagsøgte. Derfor bør retshjælpen dække en større del af advokatens salær.

If Skadeforsikrings påstande

If Skadeforsikring har udbetalt 10.000 kr. til dækning af klagerens advokats salær og 20.000 kr. til dækning af modpartens sagsomkostninger, i alt 30.000 kr. Selskabet har desuden frafaldet krav på selvrisiko og tilbudt yderligere 15.000 kr. til dækning af modpartens omkostninger, hvilket klageren ikke har accepteret. Selskabet anfører, at klagerens advokat har forsømt sin forpligtelse til at holde selskabet løbende orienteret om sagens forløb, især vedrørende spørgsmålet om "rette sagsøgte". Selskabet mener, at denne forsømmelse har haft væsentlig omkostningsmæssig betydning, og at deres tilsagn om retshjælp klart og tydeligt omhandlede sagens forelæggelse for Retslægerådet og ikke rettens behandling af spørgsmålet om "rette sagsøgte" eller advokaternes arbejde i den forbindelse. If Skadeforsikring fastholder, at de maksimalt vil betale 45.000 kr.