Afslag på retshjælpsdækning efter tidligere ankenævnskendelse og efterfølgende retssager

Ankenævnet for Forsikring afgør, at klageren ikke får medhold i sin klage. Nævnet finder, at der ikke har været rimelig grund til at føre sagen ved hverken byret eller landsret. Denne konklusion bygger på udfaldet af den tidligere ankenævnssag (kendelse 87465), byretssagen og landsretssagen. I disse sager blev det fastslået, at et eventuelt krav i anledning af rådskade i skillevæggen var forældet. Endvidere fandt nævnet og byretten, at der ikke var grundlag for at pålægge selskabet at dække klagerens eventuelle tab af husleje og eget arbejde. Nævnet lægger vægt på, at der efter henholdsvis ankenævnets og byrettens afgørelser ikke er fremkommet nye oplysninger, der sandsynliggør, at en retssag ved byretten og landsretten ville have ført til et mere gunstigt resultat for klageren. Klagerens øvrige anbringender kan ikke føre til et andet resultat.

Nævnet bemærkede, at det er den, der rejser et krav, der skal bevise, at kravet er omfattet af forsikringsdækningen. Klageren havde udbedret flere forhold, før selskabets taksator havde haft lejlighed til at besigtige dem, hvilket stillede klageren i en bevismæssigt dårlig situation.

Klagerens advokat anmodede om genoptagelse af sagen, da nævnet ikke var blevet forelagt et afkrydsningsskema, som han oplyste var blevet udfyldt af selskabets taksator, og som viste, at selskabets taksator havde godkendt de anmeldte forhold, og at der derfor var givet et bindende dækningstilsagn.

Klageren fremsendte en stævning, hvor han primært påstod, at selskabet skulle anerkende, at der var forsikringsdækning for bygningsskaderne, som angivet på et skema udfyldt den 5. november 2010, og subsidiært at selskabet skulle anerkende, at der var forsikringsdækning for de anmeldte bygningsskader, som anført i selskabets brev af 13. maj 2011 og i klagerens brev af 28. maj 2013. Klageren påstod desuden, at selskabet skulle betale et erstatningsbeløb.

Selskabet bestred, at der var afgivet et bindende dækningstilsagn, og anførte, at det fremlagte skema var ensidigt udfærdiget af klageren. Selskabet oplyste, at klageren først kontaktede selskabet igen ca. 5 år efter den første anmeldelse. Selskabet bestred også at have modtaget klagerens breve af 14. maj 2006 og 23. august 2008.

Klagerens advokat fastholdt, at klageren havde rimelig grund til at føre sag om spørgsmålet om et bindende dækningstilsagn, da der var tale om et aftaleretligt spørgsmål, der krævede bevis- og vidneførelse. Det ville i sagen blive gjort gældende, at også en håndværkstaksator kan forpligte selskabet efter reglerne om stillingsfuldmagt, jf. Aftaleloven § 10, stk. 2.

Klagerens advokat bemærkede, at indklagede havde anmodet om, at spørgsmålet om forældelse blev udskilt til særskilt forhandling. Klageren burde meddeles retshjælpstilsagn til at prøve dette spørgsmål.

Selskabet bemærkede, at Ankenævnet allerede havde taget stilling i sagen, herunder at ét forhold var forældet, og de øvrige forhold ikke var omfattet af ejerskifteforsikringen og/eller husforsikringen.