Sag om forældelse af forsikringskrav efter brand

Sagen drejer sig om en klage fra en forsikringstager mod Forsikrings-Aktieselskabet Alka vedrørende afvisning af forsikringsdækning efter en brand den 15. januar 2003. Klageren havde en Familiens Basisforsikring hos Alka.

Sagens baggrund

• Klageren tegnede forsikringen den 3. december 2002.
• Efter branden i januar 2003 opsagde Alka forsikringen med tilbagevirkende kraft, da klageren havde afgivet urigtige oplysninger om tidligere forsikringsforhold.
• Ankenævnet for Forsikring afgjorde i 2005, at Alka ikke var berettiget til at opsige forsikringen med tilbagevirkende kraft, og selskabet blev pålagt at opgøre og afregne erstatning.
• Alka anmodede om aktindsigt i politiets materiale og modtog en liste over indbo fra klageren.
• Selskabet tilbød et forlig på 105.000 kr., hvilket klageren afviste.

Parternes argumenter

• Klageren anførte, at Alka skulle anerkende, at hendes krav ikke var forældet, og at selskabet havde anerkendt erstatningspligten ved at fremsætte forligstilbud og ved ikke at meddele Ankenævnet, at de ikke ville følge afgørelsen.
• Selskabet fastholdt, at klagerens krav var forældet efter Forsikringsaftaleloven § 29, og at en eventuel suspension af forældelsen var ophørt. Selskabet bestred også, at klagerens krav var tilstrækkeligt dokumenteret.

Yderligere udvikling

• Politiet efterforskede klageren for bedrageri i forbindelse med branden, men opgav påtalen.
• Parterne indgik en aftale om suspension af forældelsen under politiets efterforskning.
• Klageren henviste til den nugældende forældelseslovs § 30 og fastholdt et forligsforslag på 350.000 kr.

Efter en gennemgang af sagen fandt Ankenævnet for Forsikring, at klagerens eventuelle krav mod selskabet var forældet senest ved udgangen af 2007. Dette skyldtes, at den aftalte suspension af forældelsesfristen var ophørt, jf. den dagældende bestemmelse i Forsikringsaftaleloven § 29 om en toårig forældelsesfrist. Da sagen først blev indbragt for nævnet i november 2008, kunne nævnet derfor ikke kritisere selskabets afvisning af at yde forsikringsdækning. Nævnet bemærkede, at det lå uden for dets kompetence at tage stilling til, om klagerens advokat måtte have pådraget sig ansvar for, at kravet ikke var forfulgt rettidigt. Derfor blev klagen ikke taget til følge.