Afgørelse om afvisning af klage vedrørende opsigelse pga. handicap og sygefravær

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev opsagt fra sit arbejde på grund af stort sygefravær. Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Klager var ansat i indklagede virksomhed fra november 2006 med arbejdsopgaver inden for postsortering og -fordeling på natholdet. Klager har diagnoserne skizofreni, periodisk depression og posttraumatisk belastningsreaktion, hvilket i perioder har medført et relativt højt sygefravær. Indklagede og klager havde to gange tidligere indgået aftaler om nedsat arbejdstid i tidsbegrænsede perioder, og indklagede afholdt flere sygesamtaler med klager.

Baggrund for opsigelsen

I maj 2012 fremgik det af et møde, at klager havde haft et højt og hyppigt fravær, og at indklagede havde taget særligt hensyn. Klager forventede en længere periode med delvist sygefravær grundet ny medicin, der medførte øget træthed. Indklagede meddelte, at de ikke kunne støtte en periode med nedsat arbejdstid og delvis sygemelding, og at fortsat fravær ville få konsekvenser. I juni 2012 blev der dog indgået en aftale om nedsat arbejdstid frem til udgangen af august 2012, med forventning om normal tjeneste fra september 2012. Ved en samtale i november 2012 havde klager fortsat et utilfredsstillende sygefravær, og indklagede opsagde klager med fratræden ved udgangen af april 2013, med henvisning til klagers uændrede helbredsproblematik og det høje sygefravær.

Parternes anbringender

Klager gjorde gældende, at hun blev opsagt på grund af sit handicap i strid med bestemmelserne i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Hun anførte, at hendes psykiske lidelser udgjorde et handicap, og at indklagede var eller burde have været bekendt med hendes lidelser og kompensationsbehov. Klager mente, at indklagede ikke havde godtgjort, hvorfor tilpasningsforpligtelsen i form af arbejdstidsnedsættelse pludselig var for byrdefuld, da det tidligere havde været muligt.

Indklagede gjorde gældende, at en afgørelse af sagen krævede mundtlig bevisførelse. Subsidiært bestred de, at der var sket brud på Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Indklagede anførte, at de ikke var bekendt med klagers lægelige diagnoser på opsigelsestidspunktet, og at klagers situation ikke udgjorde et handicap i lovens forstand, da det ikke var dokumenteret, at tilstanden var permanent eller af lang varighed, eller at der var årsagssammenhæng mellem lidelserne og sygefraværet. De hævdede at have tilbudt relevante tilpasningsforanstaltninger, herunder overgang til dag- eller aftenhold, som klager afviste. Nedsat tid på natholdet ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde grundet produktionens organisering og besparelser.

Nævnets vurdering og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af blandt andet handicap efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle en lønmodtager ved afskedigelse på grund af handicap og skal træffe hensigtsmæssige foranstaltninger, medmindre det pålægger arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde. Med henvisning til EU-domstolens afgørelser i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, fortolkes begrebet "handicap" i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. til også at omfatte en tilstand forårsaget af en lægeligt diagnosticeret sygdom, når denne medfører en langvarig begrænsning, der hindrer fuld og effektiv deltagelse i arbejdslivet.

Nævnet lagde til grund, at klagers psykiske sygdomme og medicinering var årsag til, at hun ikke fuldt ud på lige fod med andre arbejdstagere kunne passe sit arbejde, og at begrænsningen var af lang varighed. Nævnet fandt derfor, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Der var dog tvivl om holdbarheden af indklagedes synspunkt om, at nedsat tid på natholdet ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde. Denne tvivl, sammenholdt med parternes uenighed om tilbud om overgang til dag- eller aftenarbejde, betød, at spørgsmålet om indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a måtte afgøres på baggrund af parts- og vidneforklaringer. Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for Ligebehandlingsnævnet, blev klagen afvist.