Sag om forsøg på indførsel af kopi-ure – Varemærkekrænkelse

Sø- og Handelsretten gav Sagsøgerne medhold i deres krav.

Retten fastslog, at - havde krænket Rolex S.A.'s og Manufacture des Montres Rolex S.A.'s varemærkerettigheder ved at sælge kopivarer. Sagsøgte blev pålagt et permanent forbud mod at fortsætte de krænkende handlinger.

Derudover blev Sagsøgte dømt til at betale Sagsøgerne en samlet rimelig godtgørelse på 50.000 kr. i medfør af Varemærkeloven § 35 samt at betale sagens omkostninger.

Sagsomkostningerne blev fastsat til 25.000 kr..

Østre Landsret har den 15. december 2025 afsagt dom i to ankesager, som blev behandlet sammen vedrørende Intersport Partner Service A/S’ (tidligere OBI Sport A/S) ordvaremærke SPORT DIRECT.

Østre Landsret har den 15. december 2025 afsagt dom i to ankesager, som blev behandlet sammen vedrørende Intersport Partner Service A/S’ (tidligere OBI Sport A/S) ordvaremærke SPORT DIRECT.

Baggrund og Krænkelsesgrundlag

Converse gjorde gældende, at sagsøgtes salg af look-alike sko udgjorde en krænkelse af:

• Varemærkeloven: Konverses registrerede varemærker (figurmærker) for designelementer på skoen, samt den generelle markedsføring af sko, der skabte forvekslingsfare.
• Designloven: Beskyttede designrettigheder til skoens unikke udformning.
• Markedsføringsloven: Handlinger i strid med god markedsføringsskik, særligt ulovlig efterligning i henhold til Markedsføringsloven § 3 og den dagældende § 1.

Parternes Hovedargumenter

Converse (Sagsøgere) hævdede:

1. Skoene solgt af sagsøgte havde taget centrale og kendetegnende elementer fra Converse All Star-designet, herunder tåkappe, sålens udformning og logoets placering. Dette udnyttede Converses renommé.
2. Krænkelsen var tilsigtet, og der forelå åbenbar forvekslingsfare hos den gennemsnitlige forbruger.
3. Der skulle nedlægges forbud mod yderligere salg, tilbagetrækning fra markedet samt betales erstatning og godtgørelse for den lidte krænkelse.

Detailhandlere/Importører (Sagsøgte) hævdede:

• Fodtøjet var generisk, og de enkelte designelementer (f.eks. den hvide gummisål og tåkappen) var funktionelle og almindeligt anvendt i modebranchen.
• Der var tilstrækkeligt store visuelle forskelle, og deres produkter var solgt under tydelige egne varemærker (private labels), hvilket eliminerede risikoen for forveksling.
• De påståede varemærker var enten ugyldige eller manglede fornøden særpræg til at opnå beskyttelse for de specifikke dele af skoen.

Retten skulle i vidt omfang vurdere, i hvilket omfang Converse’s designelementer havde opnået fornødent særpræg eller indarbejdelse gennem brug, og om sagsøgtes produkter drog utilbørlig fordel af Converse’s goodwill eller skabte direkte forvekslingsfare i strid med Varemærkeloven § 4, stk. 1.

Centralt Bevistema

Særligt i sagerne mod Coop Danmark og Lidl Danmark blev det diskuteret, om detailhandlernes varesortiment og markedsføring udgjorde en illoyal efterligning, der stred mod god markedsføringsskik, især i lyset af produkternes lave prispositionering, som potentielt misbrugte Converse’s etablerede markedsposition.