Stadfæstelse af landzonetilladelse til telemast på Folehavevej, Hørsholm

Klager og bemærkninger

Klagerne anførte, at kommunen burde have foretaget naboorientering, da projektet ikke var af underordnet betydning. Klager 1 gjorde desuden gældende at have partsstatus og burde have været partshørt i henhold til Forvaltningsloven § 19, da masten ville være synlig fra klagerens ejendom. Klagerne foreslog alternative placeringer og lavere mastehøjder, men kommunen afviste disse med henvisning til fortidsmindebeskyttelseslinjer og utilstrækkelig dækning. Klagerne fremhævede mastens negative visuelle påvirkning af områdets herlighedsværdi og landskabelige værdier, samt at den ville skæmme det naturskønne og fredede område. Klager 2 mente, at kommunen havde negligeret kommuneplanen og burde have udarbejdet en lokalplan. Klager 1 anførte desuden, at ejendomsværdien ville blive påvirket negativt, hvilket kommunen afviste at have hjemmel til at varetage.

Planklagenævnet stadfæstede Hørsholm Kommunes landzonetilladelse til opstilling af telemasten. Nævnet har kompetence til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1. Spørgsmål om forringelse af ejendomsværdi kan ikke i sig selv varetages efter landzonereglerne, men urimelige nabogener kan indgå i vurderingen.

Naboorientering og partshøring

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn om, at det ansøgte var af underordnet betydning for naboerne, jf. Planloven § 35, stk. 5. Nævnet lagde vægt på, at klagerne boede ca. 400 meter fra masten, og at deres ejendomme ikke var matrikulært tilgrænsende. Nævnet fandt heller ikke, at klager 1 havde partsstatus i sagen efter Forvaltningsloven § 19, da afstanden og de mellemliggende arealer (træer, jernbane) betød, at klageren ikke havde en væsentlig interesse i sagens udfald.

Lokalplanpligt

Nævnet fandt ikke, at projektet var lokalplanpligtigt efter Planloven § 13, stk. 2. Det blev vurderet, at telemasten ikke udgjorde et "større bygge- eller anlægsarbejde", der ville medføre en væsentlig ændring i det bestående miljø.

Påvirkning af Natura 2000-områder

Planklagenævnet vurderede, at masten ikke ville påvirke udpegningsgrundlaget for Natura 2000-område H268 væsentligt, da projektområdet var lille, der ikke umiddelbart var udpegede habitatnaturtyper i nærheden, og kun enkelte træer skulle fældes. Der var derfor ikke krav om en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området i henhold til Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 4, stk. 1 og Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 5, stk. 1, nr. 2.

Telemaster og samfundsmæssige hensyn

Nævnet bemærkede, at telemasten tjener en væsentlig samfundsmæssig interesse i at sikre god internetdækning i tog på statens jernbanenet, hvilket er i overensstemmelse med Planloven § 1, stk. 2. Det blev lagt til grund, at der var et behov for bedre mobildækning i området langs jernbanen, og at en lavere mast ikke ville opfylde dækningsbehovet.

Nævnet fandt, at der ikke fandtes eksisterende høje konstruktioner i området, som masten kunne placeres i tilknytning til, og at placering ved lavere bebyggelse ikke ville give tilstrækkelig dækning. En alternativ placering 150-175 meter syd for den ansøgte placering blev afvist på grund af fortidsminder med beskyttelseslinjer.

Vurdering af den ansøgte telemast

Planklagenævnet fandt, at landzonetilladelse kunne gives, uanset placeringen i skov og i et område udpeget med landskabelige værdier og som kulturmiljø. Nævnet lagde vægt på det samfundsmæssige behov for mobildækning, at den nederste del af masten ville være skjult af træer, og at masten ville blive placeret op ad jernbanen, der har karakter af et teknisk anlæg. Selvom masten ville være synlig over trætoppene, fandt nævnet ikke, at den slørede landskabstrækkene i en sådan grad, at det var til hinder for tilladelsen, især i lyset af de samfundsmæssige hensyn. Da kulturmiljøet udgøres af fortidsminder, og masten ikke placeres ved disse, påvirkes de bærende bevaringsværdier ikke. Nævnet fandt heller ikke, at mastens placering 200 meter fra et fredet areal var til hinder for tilladelsen.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planloven § 56, stk. 2. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Klageren anførte flere punkter i sin klage:

• Masten er meget dominerende i landskabet, især fra klagerens terrasse og have.
• Masten kan medføre værditab på klagerens ejendom.
• Der er bekymring for ukendte helbredsmæssige konsekvenser fra lavfrekvent stråling.
• Masten er opstillet på kommunal grund uden forudgående nabohøring.
• Alternative placeringer er ikke blevet undersøgt forinden masten blev opstillet.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven.