Sø- og Handelsretten: Sag om brandskade på skib under skrotlastning – Ansvarsgrundlag og værnetingsspørgsmål

Bevisførelsen

Der blev fremlagt rapporter fra brandvæsenet og besigtigelsesmænd. Det kom frem, at lastning af skrot kan medføre gnister, og at lasten indeholdt brændbare materialer som plast og gummi fra bilerne. Der var dog ingen definitive beviser for tilstedeværelsen af ulovlige væsker som benzin.

Sø- og Handelsretten frifandt begge sagsøgte.

Værneting

Retten fastslog indledningsvist, at det svenske selskab (SKM) kunne sagsøges i Danmark, da kravene mod de to sagsøgte var så snævert forbundne, at en samlet behandling var påkrævet.

Ansvarsgrundlag

Retten fandt det ikke godtgjort, at branden skyldtes farligt gods (f.eks. benzinrester), eller at de sagsøgte havde handlet ansvarspådragende.

Retten udtalte: "...må det lægges til grund, at det ikke med sikkerhed kan fastslås, hvad der forårsagede branden, og hvordan branden videre udviklede sig."

Retten lagde vægt på:

1. At branden sandsynligvis skyldtes et samspil af faktorer (lovlige brændbare materialer som plast/gummi og gnister fra lastning).
2. At en åben dør mellem lastrummet og forpeaken havde forværret skaden.
3. At kaptajnens beslutning om at nægte brandvæsenet adgang i ca. 10 minutter også havde indflydelse på forløbet.

Da sagsøger ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå objektivt ansvar efter Søloven § 291 eller almindeligt erstatningsansvar, blev de sagsøgte frifundet.

Sagsøger blev dømt til at betale sagsomkostninger på 150.000 kr. til hver af de sagsøgte, forrentet efter Renteloven § 8 a.

Efterforskningen (både Corporate Risks og TAIC-rapporterne) konkluderede, at branden skyldtes grov uagtsomhed fra svejseholdet, da de undlod at iagttage grundlæggende sikkerhedsforanstaltninger for 'hot works':

• Dækket i lastrummet var ikke gjort vådt.
• Der blev ikke brugt brandtæpper.
• Der var ikke en konstant tilstedeværende brandvagt.

Derudover blev skaden forværret, da en stevedore forlod kranen uden at hejse krogen op af lastrummet. Dette forhindrede lugerne i at lukke, hvilket forsinkede aktiveringen af skibets faste CO2-brandslukningsanlæg, og dermed gav branden tid til at udvikle sig betydeligt.

Parternes centrale argumenter

Sagsøgerne gjorde gældende, at klausul 3.2.1, hvorefter DSV er 'personally responsible' for underleverandørers handlinger, skulle gennemsyre hele kontrakten, inklusiv brandundtagelsen, hvilket ville bortfalde DSV's ansvarsfritagelse.

DSV bestred, at denne brede hæftelsesregel også gjaldt for den specifikke undtagelsesbestemmelse om brand, som traditionelt kun omfatter fejl fra rederiets/transportørens øverste ledelse.