Stadfæstelse af afslag på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 og vandløbslovens § 69 vedrørende ejendom i Ikast-Brande Kommune

Sagen omhandler en klage over Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 25. august 2016, hvor kommunen afslog en ansøgning om dispensation fra naturbeskyttelsesloven og vandløbsloven. Ansøgningen vedrørte en række forhold på en ejendom, der drives med udlejning af ferieboliger og en put-and-take sø, og som indeholder cirka 5 hektar beskyttede mose-, eng- og søarealer under naturbeskyttelseslovens § 3.

Kommunens afgørelse

Kommunen afslog ansøgningen om dispensation og lovliggørende dispensation for fem specifikke forhold:

• Andehold og voliere: Ansøgning om lovliggørende dispensation til et andehold og en voliere placeret ved en § 3-beskyttet sø, eng og mose. Kommunen vurderede, at naturtilstanden var negativt ændret, og at arealet havde været beskyttet som mose siden 1978. Der kunne ikke meddeles dispensation, da tiltagene påvirkede arealet negativt.
• Forlængelse af bjælkeovergang og etablering af bro: Ansøgning om dispensation til forlængelse af en gammel bjælkeovergang og etablering af en ny bro mellem to mosehuller. Kommunen vurderede, at der var tale om en ny bro, som ikke havde naturfremmende værdi, men udelukkende tjente ferieboligvirksomheden. Arealet havde været beskyttet siden 1978.
• Genslyngning af vandløb: Ansøgning om lovliggørende dispensation til slyngning af et vandløb. Klager anførte, at slyngningen var udført i samråd med Skov- og Naturstyrelsen og Vejle Amt i 1992, men kommunen kunne ikke verificere dette og mente, at dele af arbejdet først var udført i 2002. Kommunen vurderede, at slyngningerne ikke havde forbedret vandløb eller søer.
• Lovliggørelse af vildthegn: Ansøgning om tilladelse til at bevare et vildthegn opsat inden for 2-meter bræmmen til et omlagt vandløb. Kommunen henviste til, at Vandløbsloven § 69 ikke giver hjemmel til at dispensere fra forbuddet mod hegn i bræmmerne.
• Afregistrering af § 3-arealer: Klager ønskede, at ejendommens arealer ikke længere skulle være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen fastholdt beskyttelsen og henviste til fund af typiske mosevegetationsarter i 2009.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at ejendommen ønskes bevaret, som den var før § 3-beskyttelsen i 1992. Klageren henviste til salg af jord til Skov- og Naturstyrelsen i 1990, hvor et vandløb blev genslynget, og at et vildthegn og en gangbro måtte fjernes efter en skelfastsættelse i 2014. Klageren mente desuden, at § 3-udpegningen var fjernet fra et skovareal, men nu pålagdes en menneskeskabt put-and-take sø.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen bemærkede, at det ikke kunne fastslås, om amtet havde accepteret andegården i dens daværende form i starten af 1990'erne, men at søen i mosen var udvidet siden da. Kommunen oplyste, at § 3-registreringen er vejledende, og at et skovareal var taget ud af beskyttelsen, da det var groet ud af § 3-registreringen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) stadfæstede Ikast-Brande Kommunes afgørelse om afslag på dispensation. Nævnet lagde vægt på, at praksis for dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 er restriktiv, og at der skal foreligge særlige omstændigheder, som f.eks. naturforbedrende funktioner, for at en dispensation kan meddeles. En almindelig økonomisk interesse er ikke tilstrækkelig.

Nævnet bemærkede, at efter Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 2 og Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 3 må der ikke foretages ændringer i tilstanden af beskyttede moser og lignende. Der kan i særlige tilfælde meddeles dispensation fra forbuddet i § 3, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2. Forbuddet i Vandløbsloven § 69 om 2-meter bræmmer langs vandløb og søer giver ikke hjemmel til dispensation.

Nævnet begrænsede sin prøvelse til de væsentligste forhold, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2.

De forskellige tiltags påvirkning af § 3-arealerne

MFKN fandt ikke, at de ansøgte forhold/tiltag udgjorde særlige tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på den restriktive praksis, og at en dispensation ville skabe uheldig præcedens. Tiltagene blev vurderet som ikke-naturforbedrende, men udelukkende til fordel for klagerens virksomhed og ejendom.

Hegn i 2-meter bræmme efter vandløbsloven

Nævnet konstaterede, at hegnet var opsat i strid med Vandløbsloven § 69, da vandløbet var udpeget med krav om 2-meter bræmme. Da vandløbsloven ikke giver hjemmel til at dispensere fra dette forbud, kunne klagen over afslag på dispensation ikke imødekommes.

Afregistrering af § 3-beskyttelsen

MFKN fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at arealerne var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Nævnet henviste til, at både den mindre og de større søer havde eksisteret i en længere årrække før etablering af andehold og bro, og at der i 2009 var konstateret typiske mosevegetationsarter på arealet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 25. august 2016.