Afgørelse om dispensation til sommerhusbyggeri på § 3-beskyttet areal ændres til afslag

Frederikshavn Kommune fastholdt, at kun en mindre del af den beskyttede natur påvirkes, og at det hovedsageligt er naturen med den dårligste naturtilstand, der berøres. Kommunen mente desuden, at en stor del af arealet først blev omfattet af § 3-beskyttelsen efter lokalplanlægningen i 2008, hvilket gav en forventning om byggeret.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Frederikshavn Kommunes afgørelse om dispensation til udstykning af fire grunde og opførelse af sommerhuse på § 3-beskyttet eng og overdrev til et afslag.

Retsgrundlaget for afgørelsen

Nævnet lagde til grund, at de ansøgte arealer er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4 som fersk eng og biologisk overdrev. Bestemmelsen forbyder ændringer i tilstanden af disse naturtyper, hvis de er større end 2.500 m². Nævnet bemærkede, at loven ikke sondrer mellem natureng og kultureng, og at begge typer er beskyttet, hvis de opfylder lovens kriterier. For biologiske overdrev kræves tørre jordbundsforhold og en specifik vegetationssammensætning, og arealer, der tidligere har været intensivt dyrket, skal have været opgivet i en længere årrække for at udvikle sig til overdrev.

Rammer for dispensation

Efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 kan der i særlige tilfælde meddeles dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer. Nævnet understregede, at der skal foreligge særlige omstændigheder, og at en væsentlig jordbrugs- eller almindelig økonomisk interesse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at begrunde dispensation. Praksis er restriktiv, og dispensation forudsætter typisk, at området er uden særlig naturbeskyttelsesmæssig interesse, eller at indgrebet ikke medfører en afgørende forrykning af tilstanden, samt at det ikke skaber uheldig præcedens.

Nævnets vurdering i den konkrete sag

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at både overdrevet og engen var omfattet af § 3-beskyttelsen allerede ved vedtagelsen af lokalplanen i 2008. Dette blev underbygget af en gennemgang af luftfotos fra 1944 og frem, som viste, at overdrevet sandsynligvis havde været uomlagt i minimum 30 år ved lokalplanens vedtagelse, og at engen ligeledes var beskyttet på det tidspunkt. Nævnet fandt, at overdrevet var af god naturkvalitet baseret på kommunens artsliste.

Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af den restriktive praksis. Det forhold, at kommunen vurderede, at det hovedsageligt var natur i dårligst tilstand, der ville blive påvirket, udgjorde ikke en særlig omstændighed. Hensynet til præcedens blev også tillagt vægt. Nævnet fastslog, at en vedtaget lokalplan, der forudsætter indgreb i et beskyttet område, ikke kan realiseres uden dispensation, og at lodsejers forventning om byggeret ikke ændrer ved sagens resultat. Der er ikke i lovgivningen adgang til at undtage lokalplanlagte projekter fra en konkret vurdering efter Naturbeskyttelseslovens § 3.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Frederikshavn Kommunes afgørelse af 16. februar 2016 om dispensation til udstykning af 4 grunde og opførelse af sommerhuse på § 3-beskyttet eng og overdrev til et afslag. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Kommunen vurderede desuden, at der potentielt kunne forekomme bilag IV-arter som birkemus, stor vandsalamander, spidssnudet frø og strandtusse i området, men at opførelsen af sommerhuset i kanten af mosen ikke ville påvirke disse negativt. Begrundelsen for dispensationen var ejernes rimelige forventninger til realiseringen af lokalplanen for området samt den begrænsede inddragelse af mosen, hvor den var mindst våd.

Klagen fra Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 22. september 2020 med anmodning om, at dispensationen blev ændret til et afslag eller hjemvist. Klagen anførte navnlig:

• Der forelå ikke et "særligt tilfælde", der kunne begrunde en dispensation.
• Indgrebet var væsentligt i en biologisk værdifuld og gammel hedemose.
• Lokalplanen fra 1997 kunne ikke lovliggøre opførelsen, da området var stort set ubebygget ved planens vedtagelse.
• Området indgår i en større mosaik af hede og mose, og den meddelte dispensation tog ikke tilstrækkeligt hensyn til placeringen i en beskyttet mose med flere positive og særligt positive arter.
• Der var bekymring for spildevandstilførsel til den nærliggende Ferring Sø grundet manglende kloakering, hvilket kommunen ikke havde vurderet tilstrækkeligt.

Lemvig Kommunes bemærkninger til klagen

Lemvig Kommune fastholdt, at der var tale om hedemose, hvilket var baggrunden for dispensationen fra Naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen forklarede, at husets placering nærmest vejen, hvor naturtypen var mindre udpræget, skulle bevare mest muligt af den beskyttede natur. Kommunen redegjorde for områdets plangrundlag, herunder partiel byplanvedtægt nr. 16 fra 1976, lokalplan nr. 22-37/82 fra 1982 og lokalplan 89 fra 1997, som alle havde til formål at udlægge området til sommerhusbebyggelse. Kommunen mente at have afvejet hensynene mellem naturbeskyttelse og grundejerens berettigede forventninger.