Klage over Aarhus Kommunes afgørelse om ikke miljøvurderingspligt for lokalplan nr. 1039 og kommuneplantillæg nr. 93

Aarhus Kommune traf den 6. oktober 2016 afgørelse om, at lokalplan nr. 1039 og tillæg nr. 93 til Kommuneplan 2013 ikke var miljøvurderingspligtige. Denne afgørelse blev offentliggjort og individuelt meddelt klageren.

Klagen til Planklagenævnet

En institution, der er nabo til lokalplanområdet, indgav den 28. marts 2017 en klage til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klageren gjorde gældende, at der burde have været foretaget en miljøvurdering af lokalplanen og kommuneplantillægget.

Klagers anbringender

Klageren anførte, at en realisering af lokalplanen ville forhindre dem i at drive vuggestue og børnehave på nabogrunden. De primære anbringender inkluderede:

• Skyggegener og tab af sollys.
• Indbliksgener.
• Støjgener, der overstiger vejledende grænser, hvilket begrænser brugen af udendørsarealer.
• Støvgener.

Klageren supplerede desuden med, at der burde have været foretaget ekspropriation i henhold til Planloven § 47, da den naboretlige tålegrænse var overskredet, og klagerens ejendomsret var krænket.

Planklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Aarhus Kommunes afgørelse om ikke miljøvurderingspligt for lokalplan nr. 1039 og kommuneplantillæg nr. 93.

Miljøvurdering og klagefrist

Nævnet bemærkede, at Aarhus Kommunes afgørelse om ikke at foretage en miljøvurdering blev truffet under den dagældende Lov om miljøvurdering af planer og programmer § 16, stk. 1. Selvom denne lov er ophævet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) § 57, stk. 2, skulle sagen behandles efter de gamle regler. Klager over afgørelser efter den tidligere miljøvurderingslov følger klagereglerne i den lovgivning, som planen er udarbejdet i henhold til, hvilket i dette tilfælde er planloven.

Efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3 kan Planklagenævnet alene tage stilling til retlige spørgsmål, herunder om kommunens screening af et planforslag opfylder lovens krav, og om der burde have været udarbejdet en miljøvurdering.

Klagefristen for afgørelsen var fire uger fra offentliggørelsen den 6. oktober 2016, hvilket betød, at fristen udløb den 3. november 2016, jf. Planloven § 60, stk. 1. Da klagen først blev modtaget den 28. marts 2017, var den indgivet mere end fire måneder efter fristens udløb. Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af klagefristen.

Ekspropriation og naboretlige hensyn

Planklagenævnet vurderede, at klagerens henvisning til Planloven § 47, stk. 1 om ekspropriation ikke var relevant, da klagerens ejendom er beliggende uden for lokalplanområdet. Bestemmelsen finder kun anvendelse på arealer inden for lokalplanområdet.

Spørgsmål vedrørende overskridelse af den naboretlige tålegrænse og indgribende regulering af ejendomsretten faldt uden for nævnets kompetence og henhører under domstolene.

Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.