Københavns Kommunes dispensation til etablering af dagligvarebutikker i strid med Lokalplan 261 ophævet

Københavns Kommune meddelte den 14. juli 2015 dispensation til etablering af dagligvare- og udvalgsvarebutikker på [adresse1]. Ejendommen er omfattet af Lokalplan 261 fra 1996, specifikt delområde I. Lokalplanens formål er at udvikle området omkring [adresse2] til blandet bolig og erhverv.

Lokalplanens bestemmelser

Lokalplan 261, § 3.1, fastlægger, at delområde I kan anvendes til boliger og serviceerhverv som administration, liberale erhverv, undervisning, håndværk og andre virksomheder, der naturligt kan indpasses og medfører ubetydelig forurening. Det fremgår desuden, at randbebyggelse mod [adresse2] kan indeholde mindre butikker i stueetagen. Et tillæg til lokalplan 261 fra 2012 muliggør butikker på en anden matrikel, men gælder ikke for den aktuelle ejendom.

Kommunens dispensation og begrundelse

Kommunen dispenserede fra flere bestemmelser i lokalplanen, herunder anvendelsesbestemmelsen (§ 3.1), bebyggelsens omfang og placering (§§ 5.1, 5.2, 5.3), bebyggelsens ydre fremtræden (§§ 6.1, 6.3, 6.6) samt ubebyggede arealer (§ 9.1). Dispensationen tillod opførelse af en 3900 m2 boligtilbygning i fire etager ovenpå den eksisterende bygning, samt indretning af 2432 m2 i den eksisterende bygning til en dagligvarebutik (1710 m2) og udvalgsvarebutikker (722 m2).

Kommunen begrundede dispensationen fra anvendelsesbestemmelsen med, at "butik" kunne rummes inden for definitionen af "serviceerhverv" i Kommuneplan 2011, og at anvendelsen ikke stred mod lokalplanens principper. Butiksstørrelsen blev henvist til kommuneplanrammerne.

Klager over afgørelsen

To omboende klagede over kommunens afgørelse:

• Klager 1 anførte, at der ikke var hjemmel i lokalplanen til at etablere en butik på den pågældende placering. Desuden blev der klaget over en højere bebyggelsesprocent end tilladt, manglende friarealer samt forventede øgede trafik-, forurenings- og støjgener.
• Klager 2 gjorde gældende, at en projekteret vendeplads ville mindske det grønne friareal, hvilket ville forringe ejendommens herlighedsværdi og værdien af klagers ejerlejlighed.

Klagerne fastholdt deres synspunkter efter kommunens supplerende bemærkninger, idet Klager 1 særligt fremhævede, at forskellige regler for butikker i andre delområder understøttede, at butikker ikke var tilladt i delområde I uden en ny lokalplan eller et tillæg.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen som et retligt spørgsmål i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 4. Nævnet bemærkede, at lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planloven § 18, og at afvigelser kræver dispensation.

Vurdering af dispensation fra lokalplanens principper

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke strider mod planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver derimod en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Nævnet præciserede, at principperne i en lokalplan omfatter formålsbestemmelsen, anvendelsesbestemmelserne og den planlagte struktur, herunder fordelingen mellem friarealer og bebyggede arealer. Dispensation fra en anvendelsesbestemmelse kan kun meddeles i ganske særlige tilfælde, hvor anvendelsen ligger meget tæt på den umiddelbart tilladte.

Nævnet understregede, at når en lokalplan er opdelt i delområder med forskellige anvendelsesbestemmelser, skærpes vurderingen af, hvorvidt der kan meddeles dispensation til anden anvendelse end den umiddelbart tilladte i det pågældende delområde. Det blev fremhævet, at lokalplanens § 3.4 a) udtrykkeligt tillader butikker i delområde IV, hvilket yderligere understøtter, at butikker ikke er umiddelbart tilladt i delområde I.

Nævnets konklusion

Natur- og Miljøklagenævnet fandt, at etablering af en dagligvarebutik og udvalgsvarebutikker ikke kan sidestilles med eller rummes inden for forståelsen af "boliger og serviceerhverv, såsom administration, liberale erhverv og undervisning, samt håndværk og andre virksomheder, der naturligt kan indpasses i området og som højst medfører ubetydelig forurening", som er den tilladte anvendelse i delområde I.

En sådan afvigelse blev vurderet til at være i strid med principperne i lokalplanen og ville derfor forudsætte tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Afgørelse

På baggrund af ovenstående ophævede Natur- og Miljøklagenævnet Københavns Kommunes afgørelse af 14. juli 2015, hvori der var meddelt dispensation til etablering af dagligvare- og udvalgsvarebutikker på [adresse1]. Nævnet tog ikke stilling til de øvrige klagepunkter som følge af sagens resultat.