Københavns Kommunes dispensation til etablering af dagligvarebutikker i strid med Lokalplan 261 ophævet

Københavns Kommune meddelte den 14. juli 2015 dispensation til etablering af dagligvare- og udvalgsvarebutikker på [adresse1]. Ejendommen er omfattet af Lokalplan 261 fra 1996, specifikt delområde I. Lokalplanens formål er at udvikle området omkring [adresse2] til blandet bolig og erhverv.

Lokalplanens bestemmelser

Lokalplan 261, § 3.1, fastlægger, at delområde I kan anvendes til boliger og serviceerhverv som administration, liberale erhverv, undervisning, håndværk og andre virksomheder, der naturligt kan indpasses og medfører ubetydelig forurening. Det fremgår desuden, at randbebyggelse mod [adresse2] kan indeholde mindre butikker i stueetagen. Et tillæg til lokalplan 261 fra 2012 muliggør butikker på en anden matrikel, men gælder ikke for den aktuelle ejendom.

Kommunens dispensation og begrundelse

Kommunen dispenserede fra flere bestemmelser i lokalplanen, herunder anvendelsesbestemmelsen (§ 3.1), bebyggelsens omfang og placering (§§ 5.1, 5.2, 5.3), bebyggelsens ydre fremtræden (§§ 6.1, 6.3, 6.6) samt ubebyggede arealer (§ 9.1). Dispensationen tillod opførelse af en 3900 m2 boligtilbygning i fire etager ovenpå den eksisterende bygning, samt indretning af 2432 m2 i den eksisterende bygning til en dagligvarebutik (1710 m2) og udvalgsvarebutikker (722 m2).

Kommunen begrundede dispensationen fra anvendelsesbestemmelsen med, at "butik" kunne rummes inden for definitionen af "serviceerhverv" i Kommuneplan 2011, og at anvendelsen ikke stred mod lokalplanens principper. Butiksstørrelsen blev henvist til kommuneplanrammerne.

Klager over afgørelsen

To omboende klagede over kommunens afgørelse:

• Klager 1 anførte, at der ikke var hjemmel i lokalplanen til at etablere en butik på den pågældende placering. Desuden blev der klaget over en højere bebyggelsesprocent end tilladt, manglende friarealer samt forventede øgede trafik-, forurenings- og støjgener.
• Klager 2 gjorde gældende, at en projekteret vendeplads ville mindske det grønne friareal, hvilket ville forringe ejendommens herlighedsværdi og værdien af klagers ejerlejlighed.

Klagerne fastholdt deres synspunkter efter kommunens supplerende bemærkninger, idet Klager 1 særligt fremhævede, at forskellige regler for butikker i andre delområder understøttede, at butikker ikke var tilladt i delområde I uden en ny lokalplan eller et tillæg.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen som et retligt spørgsmål i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 4. Nævnet bemærkede, at lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne, jf. , og at afvigelser kræver dispensation.