Fortolkning af artikel 33 i forordning 2419/2001: Sanktioner ved forsætlige uregelmæssigheder i arealstøtteansøgninger

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra den belgiske Hof van Cassatie vedrørende fortolkningen af artikel 33 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2419/2001 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger.

Tvistens parter er Vlaams Gewest og Heidi Van Den Broeck. Sagen udspringer af, at Vlaams Gewest krævede tilbagebetaling af støtte til markafgrøder udbetalt til Heidi Van Den Broeck for høståret 2003, da hendes støtteansøgning indeholdt forsætligt begåede uregelmæssigheder.

Det centrale spørgsmål er, om artikel 33, stk. 1, i forordning nr. 2419/2001 skal fortolkes således, at afslaget på støtte, som landbrugeren ville være berettiget til, omfatter hele støtten under den pågældende støtteordning (jf. artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 3508/92), eller kun støtten til den specifikke afgrødegruppe, hvor uregelmæssigheden blev konstateret.

• Vlaams Gewest argumenterede for, at sanktionen skulle omfatte hele støtteordningen.
• Heidi Van Den Broeck anførte, at sanktionen kun skulle vedrøre den specifikke afgrødegruppe.

Hof van Cassatie forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen for at få en præcisering af fortolkningen af artikel 33, stk. 1, i forordning nr. 2419/2001.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 33, stk. 1, i forordning nr. 2419/2001 skal fortolkes således, at en landbruger, der forsætligt har begået uregelmæssigheder i en arealstøtteansøgning, fratages hele den støtte, som landbrugeren ellers ville være berettiget til under den støtteordning, som ansøgningen vedrører, og som dækker den afgrødegruppe, der var omfattet af uregelmæssigheden.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• At udtrykket »den pågældende støtteordning« i artikel 33, stk. 1, henviser til de støtteordninger, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a) og b), nr. iii), i forordning nr. 3508/92, herunder støtteordningen for producenter af visse markafgrøder indført ved forordning nr. 1251/1999.
• At begrebet »afgrødegruppe« i artikel 31, stk. 2, anvendes til at fastlægge beregningsgrundlaget for støtte i tilfælde af uregelmæssigheder, men ikke i sig selv hjemler en sanktion.
• At artikel 30 i forordning nr. 2419/2001 definerer en afgrødegruppe bredt som alle arealer, der anmeldes i en arealstøtteansøgning og udgør foderafgrøder, græsarealer, græsarealer uden for omdrift, afgrøder med forskellige støttebeløb eller arealer, der skal braklægges.
• At samtlige arealer med markafgrøder, der anmeldes i en arealstøtteansøgning i henhold til forordning nr. 1251/1999, udgør én samlet afgrødegruppe, da de vedrører »afgrøder, for hvilke der gælder et andet støttebeløb«.
• At formålet med forordning nr. 2419/2001 er at beskytte EU's finansielle interesser ved at bekæmpe uregelmæssigheder og svig, og at sanktioner skal være afskrækkende og effektive.

Centrale EU-retlige principper

• Proportionalitetsprincippet: Nedsættelser og udelukkelser skal fastsættes under hensyntagen til proportionalitetsprincippet og de særlige problemer i forbindelse med force majeure og usædvanlige omstændigheder.
• Beskyttelse af EU's finansielle interesser: Forordningen har til formål at vedtage passende foranstaltninger til bekæmpelse af uregelmæssigheder og svig inden for rammerne af gennemførelse af de forskellige støtteordninger.
• Afskrækkende virkning: Sanktioner skal være tilstrækkeligt afskrækkende og effektive til at bekæmpe uregelmæssigheder og svig, der begås i arealstøtteansøgninger.

Anvendelse i sagen

Domstolen understregede, at en fortolkning af artikel 33 i forordning nr. 2419/2001, der indebærer, at forsætligt begåede uregelmæssigheder sanktioneres som de alvorligste uregelmæssigheder, er i overensstemmelse med formålet om en ordning med tilstrækkeligt afskrækkende og effektive sanktioner til bekæmpelse af uregelmæssigheder og svig, som begås i arealstøtteansøgninger.

Betydning for EU-retten

Dommens fastlæggelse af, at forsætlige uregelmæssigheder i arealstøtteansøgninger kan føre til tab af al støtte under den relevante ordning, understreger vigtigheden af korrekte og ærlige ansøgninger og giver medlemsstaterne et stærkt redskab til at håndhæve reglerne og beskytte EU's finansielle interesser.